Language of document : ECLI:EU:F:2014:113

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

22. maj 2014

Sag F-89/13

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Procesreglementets artikel 32, stk. 1 – tilsidesættelse af retsplejehensyn – en partsrepræsentants udelukkelse fra retsforhandlingerne«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A.

Udfald:      Advokat A udelukkes fra retsforhandlingerne i overensstemmelse med procesreglementets artikel 32, stk. 1. En genpart af den foreliggende kendelse sendes til de spanske og italienske myndigheder, som advokat A henhører under.

Sammendrag

Retsforhandlinger – parternes repræsentation – en partsrepræsentants udelukkelse fra retsforhandlingerne

(Personalerettens procesreglement, art. 32, stk. 1)

En advokats optræden, i dennes egenskab af repræsentant for en part ved Unionens retsinstanser, som består i anlæggelse af søgsmål, der er baseret på faktiske omstændigheder svarende til de faktiske omstændigheder, som gav anledning til de tidligere søgsmål, som blev forkastet eller afvist, eller som støtter sig på de samme anbringender, som er kendetegnende for den måde, hvorpå den nævnte part systematisk og instinktivt anlægger søgsmål, kan anses for at være uforenelig med retsplejehensyn.

Dette er tilfældet, når en advokat ved en sådan optræden uden dømmekraft medvirker til at opretholde den berørte parts misbrug af retssystemet, som, henset til det særligt høje antal søgsmål, som er anlagt ved Unionens retsinstanser, og hvis antal en sædvanligt påpasselig advokat i det foreliggende tilfælde ikke kunne være uvidende om, har vist sig at være særdeles skadelig for retsplejehensyn.

Eftersom de stævninger, der er indgivet i de tidligere sager, er forsynet med den tidligere advokats underskrift, har sagsøgerens repræsentant navnlig deltaget i en gentagelse af væsentlige dele af sin forgængers skrivelser og har således ikke fuldt ud udfyldt sin rolle som rådgiver ved at forhindre, at sagsøgeren indgav gentagne og overflødige søgsmål.

Under disse omstændigheder bør artikel 32, stk. 1, i Personalerettens procesreglement finde anvendelse, således at den retlige repræsentant udelukkes fra retsforhandlingerne. Denne udelukkelse forpligter den berørte part til at udskifte sin retlige repræsentant, men berører på ingen måde Personalerettens bedømmelse af søgsmålets materielle indhold, idet dette stadig er indbragt for Personaleretten, medmindre den pågældende part hæver sagen.

(jf. præmis 12, 19, 20, 24 og 26)