Language of document : ECLI:EU:F:2014:106

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

22. maj 2014

Sag F-42/13

CU

mod

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU)

»Personalesag – midlertidigt ansat – tidsubegrænset kontrakt – afgørelse om opsigelse af kontrakten«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CU har nedlagt påstand om annullation af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs (EØSU) afgørelse af 16. oktober 2012 om opsigelse af hans tidsubegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat og, om fornødent, om annullation af afgørelsen af 31. januar 2013 og af afgørelsen af 24. april 2013 om afslag på hans klage samt om, at EØSU tilpligtes at erstatte det lidte økonomiske tab og at betale ham 15 000 EUR i erstatning for det ikke-økonomiske tab.

Udfald:      Afgørelserne truffet af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg den 16. oktober 2012 og den 31. januar 2013 om opsigelse af CU’s tidsubegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat annulleres. EØSU betaler CU 25 000 EUR. I øvrigt frifindes EØSU. EØSU bærer sine egne omkostninger og betaler de af CU afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – forudgående administrativ klage – ny afgørelse, som har samme formål og samme grundlag som den anfægtede afgørelse – klage indgivet over den første afgørelse – formaliteten

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 117)

2.      Tjenestemænd – principper – ret til forsvar – rækkevidde – forpligtelse til at høre den berørte før vedtagelsen af en afgørelse om opsigelse

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a)]

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en tidsubegrænset kontrakt på grund af brud på tillidsforholdet – begrundelsespligt – rækkevidde

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra c)]

1.      En antagelse af, at en klage indgivet af en midlertidig ansat er blevet genstandsløs på grund af ansættelsesmyndighedens afgørelse om at erstatte dens første afgørelse med en ny afgørelse, som, hvad angår opsigelsen af kontrakten som midlertidigt ansat, har samme indhold, ville føre til en anerkendelse af, at ansættelsesmyndigheden har beføjelse til at pålægge den pågældende ansatte at indgive lige så mange klager som afgørelser truffet af administrationen med henblik på at lovliggøre visse uregelmæssigheder, selv om den bebyrdende retsakt, som der er tale om, dens formål og dens grundlag forbliver præcist det samme.

(jf. præmis 23)

2.      Det fremgår af chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), at enhver har ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt. For at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt kan medføre annullation af en afgørelsen om afskedigelse, er det nødvendigt at undersøge, om proceduren uden denne mangel ville have fået et andet udfald. Når institutionen har valget mellem at opsige den midlertidigt ansattes kontrakt eller at pensionere denne, har den så meget desto mere grund til at høre ham forudgående, inden han påtvinges den ene eller den anden løsning. Institutionens argument om, at den midlertidigt ansatte har fået mulighed for at give udtryk for sin opfattelse under en samtale efter afgørelsen om opsigelse, gør den grundlæggende ret til at blive hørt, dvs. den midlertidigt ansattes mulighed for at give udtryk for sin opfattelse vedrørende en foranstaltning, som berører ham ugunstigt, og institutionens forpligtelse til at gøre sig bekendt med denne, før den træffer sin afgørelse, indholdsløs, idet denne ret således sikrer, at den afgørelse, som skal træffes, ikke er behæftet med indholdsmæssige fejl og er resultatet af en passende afvejning af tjenestens interesse og den pågældende persons interesse.

(jf. præmis 33 og 38-41)

Henvisning til:

Personaleretten: 11. juli 2013, sag F-46/11, Tzirani mod Kommissionen, præmis 136; 12. december 2013, sag F-129/12, CH mod Parlamentet, præmis 33 og 38

3.      Administrationens forpligtelse til at begrunde sine afgørelser, som er stadfæstet i artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, som kun kan fraviges, hvis der foreligger tvingende hensyn. Denne pligt har til formål at give den pågældende tilstrækkelige oplysninger til, at vedkommende kan vurdere, om afgørelsen er korrekt, eller om den er behæftet med en mangel, der gør det muligt at anfægte dens gyldighed, og at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at udøve deres kontrol med hensyn til den anfægtede afgørelses lovlighed. Selv om det er korrekt, at den blotte konstatering af, at der foreligger et brud på tillidsforholdet, kan være tilstrækkeligt til at begrunde vedtagelsen af en afgørelse om opsigelse, og at kravet om præcision, hvis en sådan afgørelse kun baserer sig på en sådan konstatering, hvad angår fremstillingen i afgørelsens begrundelse af de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for eller berettiger dette brud på tillidsforholdet, kun kan være begrænset, forholder det sig ikke desto mindre således, at den blotte henvisning til bruddet på tillidsforholdet, uden nogen form for præcisering af de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for eller berettiger dette brud, ikke er tilstrækkeligt til, at den midlertidigt ansatte kan vurdere, om denne afgørelse er berettiget, og til at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at udøve deres legalitetskontrol. Når begrundelsen for afgørelsen om at opsige den midlertidigt ansattes kontrakt ved en konstatering af, at tillidsforholdet er brudt, kun er en generel og stereotyp formulering og ikke indeholder nogen oplysning vedrørende den berørtes specifikke situation, er der reelt tale om en manglende begrundelse.

(jf. præmis 42, 44 og 49)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 20. februar 2002, sag T-117/01, Roman Parra mod Kommissionen, præmis 31; 29. september 2005, sag T-218/02, Napoli Buzzanca mod Kommissionen, præmis 74

Personaleretten: 24. februar 2010, sag F-89/08, P mod Parlamentet, præmis 73; Tzirani mod Kommissionen, præmis 137 og 139