Language of document : ECLI:EU:F:2014:197

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Tredje Afdeling)

10. september 2014

Sag F-120/13

Sylvia Tzikas

mod

Det Europæiske Jernbaneagentur (ERA)

»Personalesag – midlertidig ansat – ikke forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – agenturets ansatte – reduktion af antallet af ansatte – ERA’s flerårige økonomiske ramme – nedlæggelse af to stillinger i stillingsfortegnelsen – overholdelse af væsentlige formkrav – retten til at blive hørt – interne direktiver – tjenestens interesse«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder Sylvia Tzikas har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Jernbaneagentur (ERA eller herefter »agenturet«) den 22. marts 2013, hvorved denne bekræftede over for sagsøgeren, at hendes kontrakt som midlertidigt ansat udløb på den dato, som var fastsat i kontrakten, nemlig den 30. september 2013.

Udfald:      Det Europæiske Jernbaneagentur frifindes. ERA bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af Sylvia Tzikas afholdte omkostninger. Sylvia Tzikas bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – vedtagelse af interne direktiver, som giver den ansatte mulighed for at fremsætte bemærkninger før vedtagelsen af afgørelsen – retsvirkninger

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47)

2.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – vedtagelse af interne direktiver, som giver den ansatte mulighed for at fremsætte bemærkninger før vedtagelsen af afgørelsen – nærmere bestemmelser for dialogen med den ansatte

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47)

3.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – vedtagelse af interne direktiver, som indfører en procedure for afgørelser om forlængelse – administrationens manglende overholdelse af de deri indeholdte vejledende frister – følger

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47)

4.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – ingen forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – nedlæggelse af stillinger af budgetmæssige grunde

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47)

5.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – ansættelse – forlængelse af en tidsbegrænset kontrakt – administrationens skønsbeføjelse – administrationens omsorgspligt – hensyntagen til den pågældende ansattes interesser – grænser

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 8 og 47)

1.      Selv om det er korrekt, at ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, navnlig artikel 47 heri, ikke fastsætter nogen særlig procedure, hvis formål er at gøre det muligt, at en midlertidigt ansat, som er ansat tidsbegrænset, i behørigt omfang høres, inden der vedtages en afgørelse om ikke at forlænge dennes kontrakt, forholder det sig ikke desto mindre således, at en institution eller et agentur, når lovbestemmelserne intet indeholder herom, kan fastsætte interne procedurer og bestemmelser, som gør det muligt at høre den midlertidigt ansatte, før der træffes afgørelse om dennes ansættelse, bl.a. ved vedtagelse af interne direktiver, for så vidt som brugen af en sådan mulighed ikke fører til, at en udtrykkelig regel i vedtægten eller i nævnte ansættelsesvilkår fraviges.

I denne forbindelse kan sådanne interne direktiver, på et område, hvor institutionen eller agenturet ifølge vedtægten råder over et vidt skøn, tage form af en afgørelse, som fremsendes til alle de ansatte, og som har til formål at sikre de pågældende tjenestemænd og andre ansatte en identisk behandling. Når institutionen eller agenturet vedtager en sådan afgørelse, skal denne som sådan anses for at være en vejledende adfærdsnorm, som institutionen har pålagt sig selv, og som den ikke kan fravige uden at angive grundene hertil, idet ligebehandlingsprincippet ellers ville blive tilsidesat.

(jf. præmis 46-48)

Henvisning til:

Domstolen: domme Louwage mod Kommissionen, 148/73, EU:C:1974:7, præmis 12, og Lux mod Revisionsretten, 129/82 og 274/82, EU:C:1984:391, præmis 20

Retten i Første Instans: domme Schneider mod Kommissionen, T-54/92, EU:T:1994:283, præmis 19, og Monaco mod Parlamentet, T-92/96, EU:T:1997:105, præmis 46

Personaleretten: domme Petrilli mod Kommissionen, F-98/07, EU:F:2009:7, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og Bernard mod Europol, F-99/07 og F-45/08, EU:F:2009:84, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis

2.      I forbindelse med gennemførelsen af et EU-agenturs retningslinjer vedrørende proceduren til forlængelse af tidsbegrænsede kontrakter som midlertidigt ansat, bl.a. den dialog, der skal finde sted mellem agenturet og den pågældende ansatte hvad angår muligheden for forlængelse af hans kontrakt, skal agenturet sørge for, at den pågældende ansatte i forbindelse med gennemførelsen af retningslinjerne er klart orienteret om formålet med samtalen med hans overordnede, således at han i fornødent omfang kan tilkendegive sin opfattelse inden vedtagelsen af en afgørelse, som berører ham ugunstigt for så vidt angår udløbet af hans ansættelseskontrakt. Selv om retningslinjerne således ikke påbyder, at den dialog, der er fastsat mellem den overordnede og den pågældende ansatte, skal være skriftlig, og at en oplysning om genstanden for samtalen følgelig kan være mundtlig og følge af den sammenhæng, hvori denne forløb, kan en skriftlig indkaldelse af den berørte vise sig at være mere hensigtsmæssig.

(jf. præmis 55)

3.      I det tilfælde, hvor de vejledende frister, der er fastsat i et EU-agenturs interne direktiver vedrørende proceduren til forlængelse af tidsbegrænsede kontrakter som midlertidigt ansat, ikke overholdes, er det endvidere nødvendigt, at en sådan uregelmæssighed har kunnet have en indvirkning på indholdet af en afgørelse om ikke-forlængelse.

I denne forbindelse gælder, at i en situation, hvor den pågældende stilling skal nedlægges, er de budgetmæssige virkninger, anført i form af udgifter i budgettet for agenturets drift, af et forslag om ikke at forlænge kontrakten som midlertidigt ansat for den ansatte, der bestrider denne stilling, rent faktisk neutrale, eftersom en sådan afgørelse kun bekræfter en manglende anvendelse af de kreditter, der er blevet annulleret for det næste regnskabsår. Hvad følgelig angår et krav i de interne direktiver om at indbringe sagen for agenturets tjenestegren for menneskelige ressourcer før vedtagelsen af en afgørelse om ikke-forlængelse, ville en eventuel indbringelse, selv om den blev foretaget inden for de fastsatte frister, for så vidt som nævnte tjenestegren ikke kunne fremsætte nogen bemærkning til et afgørelsesforslag, som netop ikke kunne medføre nogen budgetmæssige virkninger, ikke kunne have konsekvenser for indholdet og følgelig lovligheden af afgørelsen om ikke-forlængelse.

(jf. præmis 67, 69 og 70)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Wunenburger mod Kommissionen, T-246/07 og T-71/05, EU:T:2007:34, præmis 149 og den deri nævnte retspraksis

4.      Organisationen og driften af en tjenestegren medhører under institutionens enekompetence, og det er den overordnede myndighed, som alene har ansvaret for tjenestegrenenes organisation. Det tilkommer denne alene at vurdere tjenestegrenes behov ved følgelig at anvende det personale, den har til sin rådighed.

Unionens institutioner og agenturer har ligeledes frihed til at strukturere deres administrative tjenestegrene under hensyntagen til en række faktorer, såsom karakteren og omfanget af de opgaver, som de er tillagt, og de budgetmæssige muligheder. Denne frihed indebærer imidlertid frihed til at nedlægge stillinger og til at ændre tildelingen af opgaverne af hensyn til større effektivitet ved organiseringen af arbejdet eller med henblik på at opfylde de budgetmæssige krav om nedlæggelse af stillinger, som fastsættes af Unionens politiske instanser, samt beføjelsen til at omfordele opgaver, som tidligere blev udført af indehaveren af den nedlagte stilling, uden at denne stillingsnedlæggelse nødvendigvis er underlagt en betingelse om, at alle de pålagte opgaver udføres af et færre antal ansatte end før omstruktureringen. En stillingsnedlæggelse indebærer i øvrigt ikke nødvendigvis, at de opgaver, som henhørte under stillingen, bortfalder.

Følgelig holder institutionen sig ved af tvingende budgetmæssige årsager at træffe beslutning om nedlæggelse af assistentstillinger frem for administratorstillinger og ved blandt de assistentstillinger, der besættes af midlertidigt ansatte, hvis kontrakter udløber i løbet af året, at udvælge den stilling, hvis nedlæggelse vil have mindst operationel indvirkning, inden for grænserne for det skøn, den har på området.

(jf. præmis 81-83)

Henvisning til:

Domstolen: domme Labeyrie mod Kommissionen, 16/67, EU:C:1968:37, s. 445, Geist mod Kommissionen, 61/76, EU:C:1977:127, præmis 38, og Bellardi-Ricci m.fl. mod Kommissionen, 178/80, EU:C:1981:310, præmis 19

Retten i Første Instans: domme Scheuer mod Kommissionen, T-108/89, EU:T:1990:45, præmis 41; Pitrone mod Kommissionen, T-46/89, EU:T:1990:62, præmis 60; Sebastiani mod Parlamentet, T-163/89, EU:T:1991:49, præmis 33; Lacruz Bassols mod Domstolen, T-109/92, EU:T:1994:16, præmis 88; Cesaratto mod Parlamentet, T-108/96, EU:T:1997:115, præmis 48-51, og Karatzoglou mod AER, T-471/04, EU:T:2008:540, præmis 59

5.      Selv om en kontrakt som midlertidigt ansat i henhold til artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte kan forlænges, er der ikke tale om en ret, men blot om en mulighed, som den kompetente myndighed kan udnytte efter en konkret vurdering. I øvrigt har den midlertidigt ansatte, som er tidsbegrænset ansat, og hvis kontrakt udløber, i modsætning til det for tjenestemænd fastsatte ingen fortrinsret, som ved udløbet af hans ansættelse gør det muligt for ham at blive genansat i en anden stilling i samme ansættelsesgruppe, som bliver ledig eller skal oprettes i den institution eller det agentur, som beskæftigede ham.

Følgelig kan det ikke, især i en kontekst med overordnede politiske krav, som hviler på Unionens institutioner og agenturer om gradvist og årligt at reducere antallet af ansatte, foreholdes ansættelsesmyndigheden, at denne har tilsidesat omsorgspligten ved ikke som følge af stillingsnedlæggelser i myndighedens budget at foretage en tidsubegrænset forlængelse af den ansattes ansættelse.

Dette gælder så meget desto mere, når den pågældende ansattes beskæftigelsesperioder ikke frembyder særlige fortjenester i forbindelse med udførelsen af de i den seneste tid udførte opgaver. Den omstændighed, at der tages hensyn til de personlige interesser hos en ansat, hvis faglige præstationer er fundet utilstrækkelige, indebærer nemlig ikke et forbud mod, at den kompetente myndighed ikke forlænger en tidsbegrænset kontrakt til trods for den ansattes indsigelse herimod, hvis det er påkrævet i tjenestens interesse.

(jf. præmis 91, 92, 95 og 96)

Henvisning til:

Domstolen: domme Nebe mod Kommissionen, 176/82, EU:C:1983:214, præmis 18 og Lux mod Revisionsretten, 69/83, EU:C:1984:225, præmis 17

Retten i Første Instans: domme Potamianos mod Kommissionen, T-160/04, EU:T:2008:438, præmis 30, og ETF mod Michel, T-108/11 P, EU:T:2013:625, præmis 88

Personaleretten: domme Klug mod EMEA, F-35/07, EU:F:2008:150, præmis 79; AI mod Domstolen, F-85/10, EU:F:2012:97, præmis 167 og 168, og Solberg mod OEDT, F-124/12, EU:F:2013:157, præmis 45