Language of document : ECLI:EU:C:2014:101

Sag C-470/12

Pohotovosť s. r. o.

mod

Miroslav Vašuta

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresný súd Svidník)

»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerkreditaftale – urimelige kontraktvilkår – direktiv 93/13/EØF – tvangsfuldbyrdelse af en voldgiftskendelse – anmodning om at intervenere i en fuldbyrdelsesprocedure – forbrugerbeskyttelsesorganisation – national lovgivning, der ikke tillader en sådan intervention – medlemsstaternes procesautonomi«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 27. februar 2014

1.        Retslig procedure – mundtlig forhandling – genåbning – forpligtelse til at genåbne den mundtlige forhandling for at gøre det muligt for parterne at afgive indlæg om de retlige punkter, der er fremført i generaladvokatens forslag til afgørelse – foreligger ikke – anmodning om, at en person, der ikke er part i hovedsagen, høres – afvises

(Art. 252, stk. 2, TEUF og 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 83 og 97, stk. 1)

2.        Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – de nationale retsinstansers kompetence – rækkevidde – appel af en afgørelse om præjudiciel forelæggelse – opretholdelse, ændring eller tilbagekaldelse af anmodningen om præjudiciel afgørelse – den forelæggende rets bedømmelse

(Art. 267 TEUF; Domstolens procesreglement, art. 100)

3.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – begæring om tvangsfuldbyrdelse af en endelig voldgiftskendelse – forpligtelse for den fuldbyrdende retsinstans til ex officio at vurdere, om voldgiftsklausulen er urimelig – rækkevidde

(Rådets direktiv 93/13, art. 6 og 7)

4.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – midler, der har til formål at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør – national lovgivning, der ikke tillader en forbrugerbeskyttelsesorganisation at intervenere til støtte for en forbruger i en fuldbyrdelsesprocedure vedrørende en endelig voldgiftsafgørelse – lovlig – grænser – overholdelse af ækvivalens- og effektivitetsprincippet – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 38 og 47; Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1, art. 7, stk. 1 og 2, og art. 8)

5.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – fortolkning af national ret – udelukket

(Art. 267 TEUF)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 21-23)

2.        Det følger af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse. Hvis den forelæggende ret angiver til Domstolen, at den sag, den er blevet forelagt, stadig verserer, er en sådan angivelse fra en national ret bindende for Domstolen og kan i princippet ikke anfægtes af parterne i hovedsagen.

Når der er iværksat appel til prøvelse af forelæggelsesafgørelsen, tilkommer ansvaret for at bedømme, om det præjudicielle spørgsmål er relevant og nødvendigt, i overensstemmelse med artikel 267 TEUF således principielt alene den ret, der beslutter at foretage en præjudiciel forelæggelse, med forbehold af den begrænsede kontrol, som udøves af Domstolen. Det påhviler således den forelæggende ret at drage konsekvenserne af en eventuel afgørelse truffet efter appel af afgørelsen om at foretage præjudiciel forelæggelse og særligt at fastslå, at den præjudicielle forelæggelse skal opretholdes, eller at den skal ændres eller trækkes tilbage. Det følger heraf, at Domstolen i klarhedens og retssikkerhedens interesse er bundet af den afgørelse, der har anordnet en præjudiciel forelæggelse, som har virkning, så længe den ikke er blevet ændret eller tilbagekaldt af den ret, der har truffet afgørelsen, idet alene den sidstnævnte ret kan fastslå, at den præjudicielle forelæggelse skal trækkes tilbage eller ændres. Det er kun i tilfælde af, at appelretten i henhold til de anvendelige nationale processuelle retsregler træffer afgørelse om at ophæve den forelæggende rets afvisning af at tage sagsøgeren i hovedsagens hævelse af sagen til efterretning og træffer afgørelse om at tilbagekalde den anmodning om præjudiciel afgørelse, som den forelæggende ret har indgivet, at Domstolen kunne påtænke at drage konsekvenser af denne afgørelse og eventuelt slette sagen af Domstolens register efter i givet fald at have indhentet den forelæggende rets bemærkninger i den henseende.

(jf. præmis 28 og 30-33)

3.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 39-42)

4.        Direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, navnlig direktivets artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 1, og artikel 8, sammenholdt med artikel 38 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en national lovgivning, i henhold til hvilken det ikke tillades en forbrugerbeskyttelsesorganisation at intervenere til støtte for en forbruger i en fuldbyrdelsesprocedure, som er indledt mod denne vedrørende en endelig voldgiftsafgørelse.

Hverken direktiv 93/13 eller dets efterfølgere, som supplerer de retlige bestemmelser om forbrugerbeskyttelse, indeholder således nogen bestemmelser om den rolle, som kan eller bør tilfalde forbrugerbeskyttelsesorganisationer inden for individuelle tvister, der involverer en forbruger. Direktiv 93/13 fastsætter således ikke regler for, om sådanne organisationer bør have ret til at intervenere til støtte for forbrugerne i forbindelse med sådanne individuelle tvister. Det følger heraf, at når der ikke findes EU-retlige bestemmelser vedrørende forbrugerbeskyttelsesorganisationers mulighed for at intervenere i individuelle tvister, der vedrører forbrugere, tilkommer det i medfør af princippet om procesautonomi hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte sådanne bestemmelser, dog på den betingelse, at disse ikke må være mindre gunstige end dem, som regulerer tilsvarende situationer, der er underlagt den nationale ret (ækvivalensprincippet), og at de i praksis ikke umuliggør eller uforholdsmæssigt vanskeliggør udøvelsen af rettigheder, der er tillagt forbrugerne ved EU-retten (effektivitetsprincippet).

I mangel af en bestemmelse i direktiv 93/13, som foreskriver en ret for forbrugerbeskyttelsesorganisationer til at intervenere i individuelle tvister, hvor forbrugere er blevet sagsøgt, kan artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hvorved et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker sikres, ikke i sig selv kræve, at direktivet fortolkes således, at en sådan ret anerkendes.

For så vidt som direktiv 93/13 kræver, at den nationale retsinstans, som skal afgøre tvister mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, iværksætter positive foranstaltninger, der er uafhængige af kontraktparterne, kan det derudover ikke anses for at udgøre en tilsidesættelse af forbrugerens ret til adgang til effektive retsmidler som garanteret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at en organisation nægtes tilladelse til at intervenere til støtte for forbrugeren.

(jf. præmis 45, 46, 52-54 og 57 samt domskonkl.)

5.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 59 og 60)