Language of document : ECLI:EU:F:2014:226

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Anden Afdeling)

25. september 2014

Sag F-61/11 DEP

Daniele Possanzini

mod

Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex)

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Angående:      Begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i henhold til procesreglementets artikel 92, af Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (herefter »Frontex« eller »Agentur«) efter kendelser afsagt i sagerne Possanzini mod Frontex (F-61/11 R, EU:F:2011:183) og Possanzini mod Frontex (F-61/11, EU:F:2012:146).

Udfald:      Det samlede beløb, som Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser kan kræve erstattet af Daniele Possanzini i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, i sag F-61/11, Possanzini mod Frontex, og sag F-61/11 R, Possanzini mod Frontex, fastsættes til 8 978,28 EUR. Hver part bærer sine egne omkostninger i forbindelse med denne sag om fastsættelse af sagsomkostninger.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorar, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – rejseudgifter, der er afholdt af en ansat ved en institution, for at møde en advokat, som bistår denne, på den ansattes bopæl – omfattet – betingelser

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

3.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – udgifter, der kan kræves erstattet – forhold, der skal lægges til grund – nødvendige udgifter i forbindelse medsagen om fastsættelse – omfattet

[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

1.      Det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i medfør af artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut, at institutionerne frit kan vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes salær falder således ind under begrebet nødvendige udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen, uden at der består en pligt for institutionen til at godtgøre, at en sådan bistand var objektivt begrundet. Selv om den omstændighed, at institutionen har fået bistand fra én ansat og to advokater, ikke er relevant for vurderingen af, om sådanne udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra disse, kan denne omstændighed imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen.

(jf. præmis 28)

Henvisning til:

Retten: kendelser Kerstens mod Kommissionen, T-498/09 P, EU:T:2012:147, præmis 20, og Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P, EU:T:2013:269, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis

2.      De rejseudgifter, der er afholdt af en advokat for personligt at møde sin klient på dennes bopæl, vil generelt ikke kunne anses for at have været nødvendige som led i sagen, medmindre den part, der kræver disse erstattet, kan godtgøre, at disse møder er nødvendige som led i hovedsagen, samt at det er nødvendigt at afholde disse møder på klientens bopæl. Et sådant princip skal ligeledes anvendes på udgifter, der er afholdt af en ansat ved en institution for at møde de advokater, der bistår denne i en sag ved Personaleretten. Selv om det i denne henseende er korrekt, at de eksisterende kommunikationsmidler letter udvekslinger mellem advokater og klienter, vil disse kommunikationsmidler ikke fuldstændigt kunne erstatte ethvert personligt møde, og det er stadig muligt, at møder er nødvendige som led i sagen ved den nævnte ret. Det påhviler dog den part, der kræver udgifterne i forbindelse med disse møder erstattet, at godtgøre, at de vedrørte hovedsagen, og at de var nødvendige.

(jf. præmis 46)

Henvisning til:

Domstolen: kendelser ICI mod Kommissionen, C-286/95 P-DEP, EU:C:2004:412, præmis 28, og Tetra Laval mod Kommissionen, C-12/03 P-DEP og C-13/03 P, EU:C:2010:280, præmis 66

Retten i Første Instans: kendelse, Sison mod Rådet, T-47/03 DEP, EU:T:2009:166, præmis 52

3.      Selv om der formelt set ikke skal træffes særskilt afgørelse om de udgifter og honorarer, der er afholdt som led i en sag om fastsættelse af sagsomkostninger, påhviler det ikke desto mindre Unionens retsinstanser, når de fastsætter de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, at tage hensyn til alle sagens omstændigheder indtil det tidspunkt, hvor kendelsen om fastsættelse af sagsomkostningerne afsiges.

(jf. præmis 52)

Henvisning til:

Personaleretten: kendelser Kerstens mod Kommissionen, F-12/10 DEP, EU:F:2012:183, præmis 49 og 50; Martinez Erades mod EEAS, F-64/12 DEP, EU:F:2013:111, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis, og Bogusz mod Frontex, F-5/12 DEP, EU:F:2014:179, præmis 45