Language of document : ECLI:EU:C:2014:282

Sag C-26/13

Árpád Kásler

og

Hajnalka Káslerné Rábai

mod

OTP Jelzálogbank Zrt

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Kúria)

»Direktiv 93/13/EØF – urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere – artikel 4, stk. 2, og artikel 6, stk. 1 – vurdering af, om kontraktvilkårene er urimelige – undtagelse, der gælder for vilkår om aftalens hovedgenstand eller om overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, forudsat at de er affattet klart og forståeligt – aftaler om forbrugslån optaget i udenlandsk valuta – kontraktvilkår vedrørende vekselkursen – forskel mellem købskursen, som anvendes ved udbetalingen af lånet, og salgskursen, som anvendes ved tilbagebetalingen af lånet – den nationale retsinstans’ beføjelser i forbindelse med et »urimeligt« kontraktvilkår – erstatning af det urimelige kontraktvilkår med en deklaratorisk national bestemmelse – lovlig«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 30. april 2014

1.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – vilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller som vedrører overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor – begreb – vilkår, der er integreret i en låneaftale optaget i udenlandsk valuta, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som ikke har været genstand for en individuel forhandling – ikke omfattet

(Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2)

2.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – vilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller som vedrører overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor – ikke omfattet – betingelser – pligt til at overholde kravene om forståelighed og gennemsigtighed – rækkevidde

(Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2)

3.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – erklæring om, at et vilkår er urimeligt – rækkevidde – national lovgivning, der gør det muligt for den nationale ret, som konstaterer, at et vilkår er urimeligt, at erstatte det med en deklaratorisk bestemmelse i national ret – lovlig

(Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1)

1.        Artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at udtrykket »aftalens hovedgenstand« ikke omfatter et vilkår, der er integreret i en aftale om optagelse af lån i udenlandsk valuta, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som ikke har været genstand for individuel forhandling, hvorefter denne valutas salgskurs anvendes til at beregne tilbagebetalingen af lånet, for så vidt som det er fastslået – hvilket det tilkommer den nationale ret at gøre på baggrund af låneaftalens art, almindelige opbygning og bestemmelser samt den juridiske og faktuelle sammenhæng, hvori den indgår – at dette vilkår fastlægger en hovedydelse i denne aftale og dermed er kendetegnende for aftalen. For så vidt som et sådant vilkår indebærer en forpligtelse for forbrugeren til inden for rammerne af tilbagebetalingen af lånet at betale de beløb, der følger af forskellen mellem købs- og salgsprisen for den udenlandske valuta, kan det ikke anses for at udgøre en »betaling«, hvis overensstemmelse som modydelse for en af långiver leveret ydelse ikke kan gøres til genstand for en vurdering af, om vilkåret er urimeligt i henhold til denne artikel.

Henset til, at direktivets artikel 4, stk. 2, er en undtagelsesbestemmelse, og at den derfor skal fortolkes strengt, skal de kontraktvilkår, som er omfattet af begrebet »aftalens hovedgenstand« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelse, derimod forstås som vilkår, der fastlægger aftalens hovedydelser, og som dermed er kendetegnende for aftalen. De vilkår, som derimod er underordnede i forhold til dem, der definerer selve aftaleforholdets natur, kan ikke være omfattet af begrebet »aftalens hovedgenstand« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne artikel.

Det fremgår i denne forbindelse af ordlyden af direktivets artikel 4, stk. 2, at kategorien af vilkår, som vedrører overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, og som ikke skal underkastes en undersøgelse af deres eventuelle urimelige karakter, har en begrænset rækkevidde, eftersom denne undtagelse alene vedrører overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor.

Eftersom udelukkelsen af vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, er begrænset til overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, finder den ikke anvendelse i tilfælde, hvor det gøres gældende, at der er et misforhold mellem salgskursen for den udenlandske referencevaluta, som ifølge dette vilkår skal anvendes til beregningen af tilbagebetalingen, og købskursen for denne valuta, som ifølge andre vilkår i låneaftalen skal anvendes ved beregningen af det udbetalte lånebeløb.

(jf. præmis 49, 50, 54, 57 og 59 samt domskonkl. 1)

2.        Såfremt et vilkår er omfattet af »aftalens hovedgenstand« som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, er dette vilkår imidlertid kun fritaget for en vurdering af, om det er urimeligt, såfremt det er affattet klart og forståeligt.

Artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal nemlig fortolkes således, at kravet om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt, skal forstås således, at det ikke alene indebærer, at det omhandlede vilkår i sig selv grammatisk set skal være affattet klart og forståeligt for forbrugeren, men også at aftalen klart skal beskrive, hvordan den konverteringsmekanisme for den udenlandske valuta, som det omhandlede vilkår henviser til, konkret fungerer, såvel som forholdet mellem denne mekanisme og den, der er fastsat i andre vilkår for udbetalingen af lånet, således at denne forbruger på grundlag af klare og forståelige kriterier kan forudse, hvilke økonomiske følger aftalen kan få for ham.

Hvad derudover angår alle detaljerne omkring den omhandlede valutakonverteringsmekanisme, tilkommer det den nationale ret på baggrund af alle relevante faktiske omstændigheder – herunder den reklame og de oplysninger, som långiver fremkom med under forhandlingen af låneaftalen – at afgøre, om en almindeligt oplyst, rimelig opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger ikke alene havde mulighed for at vide, at det er velkendt på markedet for værdipapirer, at der er forskel på salgs- og købsprisen for udenlandsk valuta, men også var i stand til at bedømme de for ham potentielt alvorlige økonomiske følger af anvendelsen af salgskursen ved beregning af den tilbagebetaling, som han i sidste ende skal betale, og dermed de samlede omkostninger i forbindelse med lånet.

(jf. præmis 61, 74 og 75 samt domskonkl. 2)

3.        Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at i en situation, hvor en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, ikke kan opretholdes, efter at et urimeligt vilkår er blevet ophævet, er denne bestemmelse ikke til hinder for en regel i national ret, der tillader den nationale ret at afhjælpe den manglende gyldighed af dette vilkår ved at erstatte det med en deklaratorisk bestemmelse i national ret.

Det er nemlig i overensstemmelse med formålet med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 at erstatte et urimeligt kontraktvilkår med en national deklaratorisk bestemmelse, da bestemmelsen har til formål at erstatte den formelle balance, som kontrakten indfører mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser, med en reel balance, der skal genindføre ligheden mellem parterne, og ikke at annullere samtlige aftaler, der indeholder urimelige vilkår.

Hvis det derimod ikke var tilladt at ændre et urimeligt kontraktvilkår med en deklaratorisk bestemmelse, ville den nationale ret være forpligtet til at annullere aftalen i det hele, hvilket ville have negative følger for forbrugeren, og den forebyggende virkning af at annullere aftalen ville gå tabt.

I princippet bevirker en sådan annullation derfor, at det skyldige lånebeløb straks forfalder til betaling og dette med et beløb, der rækker ud over forbrugerens økonomiske formåen, og dermed straffes forbrugeren snarere end långiver, som ikke vil blive afskrækket fra at indføre sådanne vilkår i de aftaler, som den pågældende udbyder.

(jf. præmis 82-85 og domskonkl. 3)