DOMSTOLENS DOM (Fjerde Afdeling)
16. april 2015 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – biometrisk pas – biometriske oplysninger – forordning (EF) nr. 2252/2004 – artikel 1, stk. 3 – artikel 4, stk. 3 – anvendelse af oplysninger, der indsamles til andre formål end udstedelsen af pas og rejsedokumenter – oprettelse og anvendelse af databaser, der indeholder biometriske oplysninger – retlige garantier – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 7 og 8 – direktiv 95/46/EF – artikel 6 og 7 – ret til respekt for privatlivet – ret til beskyttelse af personoplysninger – anvendelse på identitetskort«
I de forenede sager C-446/12 – C-449/12,
angående anmodninger om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Raad van State (Nederlandene) ved afgørelser af 28. september 2012, indgået til Domstolen den 3. oktober 2012 (sag C-446/12), den 5. oktober 2012 (sag C-447/12) og den 8. oktober 2012 (sag C-448/12 og sag C-449/12), i sagerne
W.P. Willems (sag C-446/12)
mod
Burgemeester van Nuth
og
H.J. Kooistra (sag C-447/12)
mod
Burgemeester van Skarsterlân
og
M. Roest (sag C-448/12)
mod
Burgemeester van Amsterdam
og
L.J.A. van Luijk (sag C-449/12)
mod
Burgemeester van Den Haag
har
DOMSTOLEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden L. Bay Larsen, og dommerne K. Jürimäe, J. Malenovský (refererende dommer), M. Safjan og A. Prechal
generaladvokat: P. Mengozzi
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. november 2014,
efter at der er afgivet indlæg af:
– W.P. Willems, som selvmøder
– H.J. Kooistra, som selvmøder
– M. Roest og L.J.A. van Luijk ved advocaat J. Hemelaar
– den nederlandske regering ved J. Langer, M. Bulterman og H. Stergiou, som befuldmægtigede
– den franske regering ved F. X. Bréchot, som befuldmægtiget
– den schweiziske regering ved D. Klingele, som befuldmægtiget
– Europa-Parlamentet ved P. Schonard og R. van de Westelaken, som befuldmægtigede
– Rådet for Den Europæiske Union ved E. Sitbon, I. Gurov og K. Michoel, som befuldmægtigede
– Europa-Kommissionen ved B. Martenczuk og G. Wils, som befuldmægtigede,
og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 3, og artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder (EUT L 385, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 444/2009 af 6. maj 2009 (EUT L 142, s. 1, berigtiget i EUT L 188, s. 127, herefter »forordning nr. 2252/2004«).
2 Disse anmodninger er blevet fremsat i forbindelse med tvister mellem M. Willems, H.J. Kooistra, M. Roest og L.J.A. van Luijk og henholdsvis Burgemeester van Nuth, Burgemeester van Skarsterlân, Burgemeester van Amsterdam og Burgemeester van Den Haag (herefter »borgmestrene«) om disse sidstnævntes afslag på til sagsøgerne i hovedsagen at udstede pas (sag C-446/12, sag C-448/12 og sag C-449/12) og identitetskort (sag C-447/12), uden at deres biometriske oplysninger samtidigt blev indsamlet.
Retsforskrifter
EU-retten
3 I henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), første led, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281, s. 31) skal medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, samt at senere behandling heraf ikke må være uforenelig med disse formål. I overensstemmelse med samme artikels stk. 1, litra c), skal disse oplysninger være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil de indsamles, og til de formål, hvortil de senere behandles.
4 Dette direktivs artikel 7, litra c), e) og f), bestemmer, at behandlingen af personoplysninger kun må finde sted, hvis den er nødvendig »for at overholde en retlig forpligtelse, som gælder for den registeransvarlige« eller »af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt« eller »for at den registeransvarlige eller den tredjemand eller de tredjemænd, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der skal beskyttes i henhold til artikel 1, stk. 1, i dette direktiv, går forud herfor«.
5 Artikel 4, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT L 158, s. 77) bestemmer:
»Uden at dette berører de bestemmelser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol, har alle unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas, samt deres familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, men som er i besiddelse af et gyldigt pas, ret til at forlade en medlemsstats område for at rejse til en anden medlemsstat.«
6 Dette direktivs artikel 5, stk. 1, fastsætter:
»Uden at dette berører de bestemmelser for rejsedokumenter, der gælder ved national grænsekontrol, giver medlemsstaterne unionsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas, ret til at indrejse på deres område, og giver familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, ret til at indrejse på deres område, hvis de er i besiddelse af et gyldigt pas.«
7 Artikel 1, stk. 2 og 3, i forordning nr. 2252/2004 har følgende ordlyd:
»2. Pas og rejsedokumenter skal omfatte et lagringsmedium, der har et højt sikkerhedsniveau, og som indeholder et ansigtsbillede. Medlemsstaterne skal også indsætte to fingeraftryk, som optages fladt og i interoperable formater. Oplysningerne skal sikres, og lagringsmediet skal have tilstrækkelig kapacitet og være i stand til at sikre oplysningernes integritet, ægthed og fortrolige karakter.
[...]
3. Denne forordning finder anvendelse på pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder. Den finder ikke anvendelse på identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere eller på midlertidige pas eller rejsedokumenter med en gyldighed på højst 12 måneder.«
8 Artikel 4, stk. 3, første afsnit, i forordningen er affattet således:
»Biometriske oplysninger indsamles og lagres i lagringsmediet for pas og rejsedokumenter med henblik på udstedelse af sådanne dokumenter. Ved anvendelsen af denne forordning må biometriske oplysninger i pas og rejsedokumenter kun anvendes for at kontrollere:
a) passets eller rejsedokumentets ægthed
b) indehaverens identitet ved hjælp af umiddelbart tilgængelige, sammenlignelige oplysninger, når forevisning af passet eller rejsedokumentet er lovpligtig.«
9 Femte betragtning til forordning nr. 444/2009, som ændrede forordning nr. 2252/2004, lyder:
»I henhold til forordning […] nr. 2252/2004 indsamles og lagres biometriske oplysninger i lagringsmediet for pas og rejsedokumenter med henblik på udstedelse af sådanne dokumenter. Dette berører ikke anden brug eller lagring af disse oplysninger i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning. Forordning […] nr. 2252/2004 giver ikke hjemmel til oprettelse eller vedligeholdelse af databaser til lagring af sådanne oplysninger i medlemsstaterne, hvilket henhører under national lovgivning.«
Nederlandsk ret
10 I henhold til artikel 2, stk. 1, første afsnit, litra a), i Rijkswet houdende het stellen van regelen betreffende de verstrekking van reisdocumenten (lov om fastlæggelse af regler om udstedelse af rejsedokumenter) af 26. september 1991 (Stb. 1991, nr. 498, herefter »pasloven«) er et nationalt pas et af de rejsedokumenter, der udstedes af Kongeriget Nederlandene.
11 Ifølge denne lovs artikel 2, stk. 2, er det nederlandske identitetskort et rejsedokument fra den europæiske del af Kongeriget Nederlandene, som er gyldigt til de stater, der har tilsluttet sig European Agreement on Regulations governing the Movement of Persons between Member States of the Council of Europe (den europæiske konvention om regulering af den frie bevægelighed for personer mellem Europarådets medlemsstater), undertegnet i Paris den 13. december 1957.
12 Nævnte lovs artikel 3, stk. 3, i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer, at et rejsedokument skal forsynes med et ansigtsbillede, to fingeraftryk og indehaverens underskrift. Samme lovs artikel 3, stk. 8, fastsætter, at de myndigheder, der har udstedelsesbeføjelse, fører et register over oplysninger vedrørende de udstedte rejsedokumenter.
13 Paslovens artikel 65, stk. 1 og 2, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemte:
»1. Den myndighed, som udsteder rejsedokumentet, opbevarer følgende oplysninger i det i artikel 3, stk. 8, andet punktum, nævnte register:
a) de fingeraftryk, som er anført i artikel 3, stk. 3
b) to yderligere fingeraftryk, der fastsættes af ministeren, fra ansøgeren om rejsedokumentet.
2. De i stk. 1 nævnte oplysninger videregives udelukkende til myndigheder, institutioner og personer, der har fået overdraget at gennemføre denne lov, i det omfang de behøver oplysningerne hertil.«
14 Pasloven indeholder desuden artikel 4a og 4b, men disse var ikke trådt i kraft på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, da dette krævede en kongelig anordning. Denne lovs artikel 4a fastsætter, at en minister fører et centralt register over de rejsedokumenter, hvori oplysningerne om rejsedokumenterne lagres. Dette centrale register bør indeholde de i de nævnte lovs artikel 3 nævnte oplysninger og to yderligere fingeraftryk fra ansøgeren end dem, der fremgår af rejsedokumentet, i overensstemmelse med samme lovs artikel 3, stk. 3. Paslovens artikel 4b præciserer betingelserne for, at oplysninger, der er optaget i det centrale rejsedokumentregister, kan videregives til andre institutioner, organer eller personer, bl.a. med henblik på identificering af katastrofe- og ulykkesofre, afsløring og retsforfølgning i straffesager og til at gennemføre en efterforskning vedrørende handlinger, der udgør en trussel mod statens sikkerhed.
15 Med virkning fra den 20. januar 2014 blev paslovens artikel 3, 4a, 4b og 65 ændret. På grundlag af denne lovs artikel 3, stk. 9, der blev indføjet som følge af denne lovændring, opbevares fingeraftrykkene kun i den periode, som behandlingen af ansøgningen om og udstedelsen af passet varer, dvs. indtil det tidspunkt, hvor passet er blevet udstedt til indehaveren. Efter udstedelsen af det nye pas slettes fingeraftrykkene. Nævnte lovs artikel 4a og 4b blev ændret således, at de ikke længere fastsatte central lagring og videregivelse til tredjemand af optagne fingeraftryk. Samme lovs artikel 65, stk. 1 og 2, blev ophævet og erstattet af ovennævnte artikel 3, stk. 9.
Tvisterne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
16 W.P. Willems, M. Roest og L.J.A. van Luijk indgav hver især en pasansøgning. De kompetente borgmestre afslog at behandle disse ansøgninger, eftersom de berørte nægtede at afgive deres fingeraftryk. H.J. Kooistra indgav en ansøgning om udstedelse af et nederlandsk identitetskort, som ligeledes blev afvist under henvisning til, at han havde afvist at afgive sine fingeraftryk og aflevere et ansigtsbillede.
17 Sagsøgerne i hovedsagen nægtede at afgive disse biometriske oplysninger, fordi optagelsen og lagringen af disse udgør et væsentligt indgreb i deres fysiske integritet og deres ret til beskyttelse af privatlivet.
18 Ifølge sagsøgerne følger dette indgreb navnlig af lagringen af disse oplysninger i tre forskellige medier. Disse oplysninger lagres således ikke kun i lagringsmediet i passet eller i det nederlandske identitetskort, men også i en decentral database. Desuden øges de nævnte oplysningers sikkerhedsrisici, fordi pasloven fastsætter, at de kommunale decentrale databaser på sigt skal samles i en central database.
19 Endvidere er der ingen bestemmelser, der klart angiver, hvilke personer der har adgang til biometriske oplysninger, hvilket medfører, at sagsøgerne i hovedsagen mister kontrollen over disse oplysninger.
20 Sagsøgerne i hovedsagen har også gjort gældende, at myndighederne i fremtiden kan anvende de biometriske oplysninger til andre formål end dem, som de afgav oplysningerne til. Lagringen af disse oplysninger i en database kan navnlig anvendes til retslige formål og af efterretnings- og sikkerhedstjenesterne. Det følger imidlertid af forordning nr. 2252/2004, at ved anvendelsen af denne forordning må de biometriske oplysninger, såsom fingeraftrykkene, kun anvendes for at kontrollere passets og rejsedokumentets ægthed. En sådan anvendelse ville derfor desuden være i strid med de grundlæggende rettigheder.
21 Da deres respektive søgsmål mod borgmestrenes afslag blev forkastet i første instans, har sagsøgerne i hovedsagen anket til den forelæggende ret.
22 Den forelæggende ret er for det første i tvivl om, hvorvidt det nederlandske identitetskort i sag C-447/12 er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 2252/2004. I denne henseende følger det af EU-rettens bestemmelser om fri bevægelighed for personer, at et identitetskort også er et rejsedokument inden for Den Europæiske Union. Dette kort gør det desuden muligt at rejse uden for Unionen, nemlig til lande, der er kandidater til tiltrædelse af Unionen. Det er endvidere ikke udelukket, at nævnte forordnings artikel 1, stk. 3, kan læses således, at begrebet »identitetskort«, som omhandlet i denne bestemmelse, skal sammenholdes med udtrykket »med en gyldighed på højst 12 måneder«, som også fremgår af nævnte bestemmelse. Et nederlandsk identitetskort har imidlertid en gyldighedsperiode på fem år.
23 Den forelæggende ret har endvidere anført, at udfaldet af sagerne vil afhænge af, om den af sagsøgerne i hovedsagen påberåbte begrundelse om, at det ikke står klart, til hvilke formål disse oplysninger, der indsamles i forbindelse med udstedelse af et pas eller rejsedokument, i fremtiden vil kunne blive anvendt, er velbegrundet.
24 Endelig er denne ret i tvivl om, hvorvidt det følger af forordning nr. 2252/2004, at det skal sikres ved lov, dvs. ved hjælp af en bindende regel med et generelt indhold, at de biometriske oplysninger, der indsamles på grundlag af denne forordning, ikke kan anvendes til andre formål end dem, der er fastsat i nævnte forordning.
25 På denne baggrund har Raad van State besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen to præjudicielle spørgsmål i sagerne C-446/12, C-448/12 og C-449/12 og tre spørgsmål i sag C-447/12.
26 De første spørgsmål i sagerne C-446/12, C-448/12 og C-449/12 og det andet spørgsmål i sag C-447/12 omhandler gyldigheden af artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 2252/2004. Spørgsmålene svarer til det præjudicielle spørgsmål, som gav anledning til dom Schwarz (C-291/12, EU:C:2013:670).
27 Efter sidstnævnte dom har Raad van State trukket de i ovennævnte præmis stillede præjudicielle spørgsmål tilbage.
28 Raad van State har derimod fastholdt det første præjudicielle spørgsmål i sag C-447/12, der har følgende ordlyd:
»Skal artikel 1, stk. 3, i […] forordning […] nr. 2252/2004 […] fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på identitetskort udstedt af medlemsstaterne til deres egne statsborgere, såsom det nederlandske identitetskort, uden hensyn til deres gyldighedsperiode og de muligheder, der består for at anvende dem som rejsedokument?«
29 Raad van State har ligeledes opretholdt det andet spørgsmål, der er forelagt i sagerne C-446/12, C-448/12 og C-449/12, og det tredje spørgsmål i sag C-447/12, der er identiske og formuleret således:
»[…] [S]kal forordning nr. 2252/2004’s artikel 4, stk. 3, i lyset af artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [(herefter »chartret«)], artikel 8, stk. 2, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder [undertegnet i Rom den 4. november 1950] og artikel 7, litra f), i direktiv 95/46, sammenholdt med samme direktivs artikel 6, stk. 1, litra b), […] fortolkes således, at det ved medlemsstaternes gennemførelse af denne forordning skal sikres ved lov, at de biometriske data, der er indsamlet og lagret i henhold til [nævnte] forordning […], ikke må indsamles, behandles og anvendes til andre formål end til udstedelse af dokumentet?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål i sag C-447/12
30 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004 skal fortolkes således, at denne forordning ikke finder anvendelse på identitetskort, som en medlemsstat udsteder til sine statsborgere, såsom de nederlandske identitetskort, uden hensyn til såvel deres gyldighedsperiode som til muligheden for at anvende dem i forbindelse med rejser, der foretages uden for denne stat.
31 Ifølge artikel 1, stk. 3, andet punktum, finder forordning nr. 2252/2004 ikke anvendelse på identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere, eller på midlertidige pas eller rejsedokumenter med en gyldighed på højst 12 måneder.
32 Først skal det undersøges, om anvendelsesområdet for forordning nr. 2252/2004 varierer afhængigt af et identitetskorts gyldighedsperiode.
33 I denne henseende fremgår det af denne forordnings artikel 1, stk. 3, andet punktum, at denne bestemmelse begrænser forordningens anvendelsesområde, således at to kategorier af dokumenter udelukkes herfra. Da disse to kategorier af dokumenter i teksten er forbundet med bindeordet »eller«, må de anses for at være forskellige fra hinanden.
34 Denne konklusion understøttes af den omstændighed, at i flere forskellige sprogversioner af artikel 1, stk. 3, andet punktum, af forordning nr. 2252/2004, herunder bl.a. i versionerne på engelsk (»temporary passports and travel documents having a validity of 12 months or less«), på tysk (»vorläufige Pässe und Reisedokumente mit einer Gültigkeitsdauer von zwölf Monaten oder weniger«) og på nederlandsk (»tijdelijke paspoorten en reisdocumenten die een geldigheidsduur van 12 maanden of minder hebben«), finder ordene »midlertidige« og »med en gyldighed på højst 12 måneder« ikke anvendelse på den ene af de to kategorier af dokumenter, der er nævnt i ovenstående præmis, nemlig de identitetskort, som medlemsstaterne udsteder.
35 På denne baggrund skal det fastslås, at ordene »midlertidige« og »med en gyldighed på højst 12 måneder« ikke vedrører identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere.
36 Det følger heraf, at ifølge ordlyden af artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004 finder sidstnævnte ikke anvendelse på identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere, uanset om de er midlertidige eller ej, og uanset deres gyldighedsperiode.
37 Denne konklusion støttes desuden af forarbejderne til forordning nr. 2252/2004. Det fremgår således bl.a. af artikel 1, stk. 3, i udkast til Rådets forordning om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder (Rådets dok. nr. 11489/04 af 26.7.2004), at denne forordning finder anvendelse på »pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder med en gyldighed på mindst 12 måneder. Den finder ikke anvendelse på identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere«.
38 For det andet skal det undersøges, om den omstændighed, at et identitetskort, såsom det nederlandske identitetskort, kan anvendes i forbindelse med rejser inden for Unionen og til visse tredjelande, kan medføre, at identitetskortet kommer til at falde ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 2252/2004.
39 I denne henseende bemærkes, at et identitetskort, såsom det nederlandske identitetskort, ganske vist kan fungere som identifikation af indehaveren i forhold til de tredjelande, som har indgået bilaterale aftaler med de omhandlede medlemsstater, samt i henhold til artikel 4 og 5 i direktiv 2004/38, i forbindelse med rejser foretaget mellem flere medlemsstater.
40 Det følger ikke desto mindre af ordlyden af artikel 1, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2252/2004, fortolket under hensyntagen til bemærkningerne i nærværende doms præmis 32-37, at EU-lovgiver udtrykkeligt har besluttet at udelukke identitetskort, som medlemsstaterne udsteder til deres statsborgere, fra denne forordnings anvendelsesområde.
41 Den omstændighed, at et identitetskort, såsom det nederlandske identitetskort, kan anvendes i forbindelse med rejser inden for Unionen og til et begrænset antal tredjelande, kan derfor ikke medføre, at identitetskortet falder ind under anvendelsesområdet for forordning nr. 2252/2004.
42 Henset til ovenstående bemærkninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004 skal fortolkes således, at nævnte forordning ikke finder anvendelse på identitetskort, som en medlemsstat udsteder til sine statsborgere, såsom de nederlandske identitetskort, uden hensyn til såvel deres gyldighedsperiode som til muligheden for at anvende dem i forbindelse med rejser, der foretages uden for denne stat.
Om det andet spørgsmål i sagerne C-446/12, C-448/12 og C-449/12 og det tredje spørgsmål i sag C-447/12
43 Med disse spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004, sammenholdt med artikel 6 og 7 i direktiv 95/46 og chartrets artikel 7 og 8, skal fortolkes således, at den forpligter medlemsstaterne til at sikre, at de biometriske oplysninger, der er indsamlet og lagret i henhold til nævnte forordning, ikke må indsamles, behandles og anvendes til andre formål end til udstedelse af pas eller rejsedokumenter.
44 I denne henseende bemærkes, at henset til besvarelsen af det første spørgsmål i sag C-447/12 skal de forelagte spørgsmål kun behandles i forhold til sagerne C-446/12, C-448/12 og C-449/12.
45 Artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004 kræver, at med henblik på at udstede et pas eller et rejsedokument skal de biometriske oplysninger »indsamles« og »lagres« i lagringsmediet i disse dokumenter. Hvad angår »anvendelsen« af disse samme oplysninger fastsætter nævnte bestemmelse, at ved anvendelsen af nævnte forordning må disse sidstnævnte oplysninger kun anvendes for at kontrollere passets eller indehaverens identitet, når forevisning af passet eller rejsedokumentet er lovpligtig.
46 Domstolen har allerede i dom Schwarz (C-291/12, EU:C:2013:670) fastslået, at anvendelse og lagring af biometriske oplysninger ved den anvendelse, der angives i nævnte forordnings artikel 4, stk. 3, er i overensstemmelse med kravene i chartrets artikel 7 og 8.
47 Hvad angår enhver anden anvendelse og lagring af disse oplysninger fremgår det af artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004, som kun omhandler anvendelse af nævnte oplysninger »ved anvendelsen af nævnte forordning«, sammenholdt med femte betragtning til forordning nr. 444/2009, der ændrede forordning nr. 2252/2004, at nævnte anvendelse og lagring af oplysninger ikke er reguleret i denne sidstnævnte forordning. I nævnte betragtning fastsættes det således, at forordning nr. 2252/2004 finder anvendelse, uden at dette berører anden brug eller lagring af disse oplysninger i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale lovgivning, og at den ikke giver hjemmel til oprettelse eller vedligeholdelse af databaser til lagring af disse oplysninger i medlemsstaterne, hvilket henhører under national lovgivning.
48 Det følger bl.a. heraf, at forordning nr. 2252/2004 ikke forpligter en medlemsstat til i sin lovgivning at sikre, at biometriske oplysninger ikke anvendes eller lagres af denne medlemsstat til andre formål end dem, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 3 (jf. i denne retning dom Schwarz, C-291/12, EU:C:2013:670, præmis 61).
49 Hvad endvidere angår chartrets artikel 7 og 8 fremgår det af Domstolens praksis, at de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, skal efterleves, når en national lovgivning falder ind under EU-rettens anvendelsesområde. Med andre ord indebærer den omstændighed, at EU-retten finder anvendelse, at de grundlæggende rettigheder, som er sikret ved chartret, finder anvendelse (domme Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 20 og 22, og Texdata Software, C-418/11, EU:C:2013:588, præmis 71-73).
50 Eftersom forordning nr. 2252/2004 ikke finder anvendelse i dette tilfælde, er det ikke nødvendigt at undersøge, om lagringen og anvendelsen af biometriske oplysninger til andre formål end dem, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 3, er i overensstemmelse med nævnte artikler i chartret.
51 Det ovenfor anførte skal forstås med forbehold af de nationale retters eventuelle efterprøvelse af foreneligheden af alle de nationale foranstaltninger, der er knyttet til anvendelsen og lagringen af biometriske oplysninger, med deres nationale ret, og i givet fald med den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (jf. i denne retning dom Schwarz, C-291/12, EU:C:2013:670, præmis 62).
52 Hvad endelig angår artikel 6 og 7 i direktiv 95/46 bemærkes, at den forelæggende ret med de præjudicielle spørgsmål har anmodet om en fortolkning af forordning nr. 2252/2004 og kun af denne forordning. For så vidt som det følger af de ovenstående bemærkninger, at denne forordning ikke finder anvendelse i dette tilfælde, er det ikke nødvendigt af egen drift at undersøge, hvordan nævnte artikler i givet fald påvirker de nationale retlige rammer, der er knyttet til lagringen og anvendelsen af biometriske oplysninger uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 2252/2004.
53 De forelagte spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004 skal fortolkes således, at den ikke forpligter medlemsstaterne til i deres nationale lovgivning at sikre, at de biometriske oplysninger, der er indsamlet og lagret i henhold til nævnte forordning, ikke må indsamles, behandles og anvendes til andre formål end til udstedelse af pas eller rejsedokumenter, da dette aspekt ikke henhører under nævnte forordnings anvendelsesområde.
Sagens omkostninger
54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:
1) Artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2252/2004 af 13. december 2004 om standarder for sikkerhedselementer og biometriske identifikatorer i pas og rejsedokumenter, som medlemsstaterne udsteder, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 444/2009 af 6. maj 2009, skal fortolkes således, at nævnte forordning ikke finder anvendelse på identitetskort, som en medlemsstat udsteder til sine statsborgere, såsom de nederlandske identitetskort, uden hensyn til såvel deres gyldighedsperiode som til muligheden for at anvende dem i forbindelse med rejser, der foretages uden for denne stat.
2) Artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 2252/2004, som ændret ved forordning nr. 444/2009, skal fortolkes således, at den ikke forpligter medlemsstaterne til i deres nationale lovgivning at sikre, at de biometriske oplysninger, der er indsamlet og lagret i henhold til nævnte forordning, ikke må indsamles, behandles og anvendes til andre formål end til udstedelse af pas eller rejsedokumenter, da dette aspekt ikke henhører under nævnte forordnings anvendelsesområde.
Underskrifter