Language of document : ECLI:EU:C:2015:305

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

Y. Bot

fremsat den 7. maj 2015 (1)

Sag C-216/14

Straffesag

mod

Gavril Covaci

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Laufen (Tyskland))

»Retligt samarbejde på det strafferetlige område – direktiv 2010/64/EU – ret til tolke- og oversætterbistand i straffesager – mulighed for at appellere en strafferetlig afgørelse på et andet sprog end det, der anvendes i retssagen – direktiv 2012/13/EU – ret til information under straffesager – forkyndelse af en strafferetlig afgørelse for en befuldmægtiget og fremsendelse af afgørelsen til tiltalte med almindeligt brev – søgsmålsfrist, som løber fra det tidspunkt, hvor afgørelsen forkyndes for den befuldmægtigede«





1.        Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse giver Domstolen lejlighed til for første gang at fortolke to direktiver, der er vedtaget på grundlag af artikel 82, stk. 2, TEUF. Denne bestemmelse udgør retsgrundlaget for vedtagelse af minimumsregler, der skal lette den gensidige anerkendelse af domme og retsafgørelser samt det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager med en grænseoverskridende dimension. Bl.a. giver artikel 82, stk. 2, andet afsnit, litra b), TEUF Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union mulighed for at fastsætte minimumsregler vedrørende enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen.

2.        De to direktiver, der anmodes om en fortolkning af, er dels Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager (2), dels Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager (3).

3.        Det første spørgsmål giver Domstolen lejlighed til at præcisere rækkevidden af retten til tolke- og oversætterbistand, når der iværksættes appel af en strafferetlig kendelse på et andet sprog end det, som anvendes i retssagen.

4.        Det andet spørgsmål drejer sig om, hvorvidt den tyske lovgivning, hvori der er fastsat en ordning, hvorefter en strafferetlig kendelse kan forkyndes for en befuldmægtiget og derpå fremsendes til tiltalte med almindeligt brev (4), opfylder de krav, som er indeholdt i direktiv 2012/13, herunder navnlig den ret for tiltalte til at blive informeret om tiltalen, der er fastsat i direktivets artikel 6.

I –    Retsforskrifter

A –    EU-ret

1.      Direktiv 2010/64

5.        Direktiv 2010/64 fastlægger ret til tolke- og oversætterbistand i straffesager. Direktivet er det første instrument, som er blevet vedtaget i Den Europæiske Union med henblik på at styrke de processuelle garantier for mistænkte og tiltalte i straffesager ved at indføre minimumsregler i overensstemmelse med artikel 82, stk. 2, andet afsnit, litra b), TEUF.

6.        14., 17. og 33. betragtning til direktivet har følgende ordlyd:

»(14)      Retten til tolke- og oversætterbistand for de personer, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i retssagen, er fastlagt i artikel 6 i [den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950] (5) som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Dette direktiv fremmer anvendelsen af denne ret i praksis. Med henblik herpå er hensigten med dette direktiv at sikre mistænktes eller tiltaltes ret til tolkning og oversættelse i straffesager med henblik på at sikre deres ret til en retfærdig rettergang.

[...]

(17)      Dette direktiv bør sikre, at der findes gratis og fyldestgørende sproglig bistand, som giver mistænkte eller tiltalte, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i straffesagen, mulighed for fuldt ud at udøve deres ret til et forsvar, og som sikrer en retfærdig rettergang.

[...]

(33)      Bestemmelserne i dette direktiv, som svarer til de rettigheder, der garanteres ved EMK og ved [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder] (6), bør fortolkes og gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder som fortolket i relevant retspraksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og ved Den Europæiske Unions Domstol.«

7.        Artikel 1 i direktiv 2010/64, der bærer overskriften »Genstand og anvendelsesområde«, er affattet som følger:

»1.      Dette direktiv fastlægger regler vedrørende rettighederne til tolke- og til oversætterbistand i straffesager og sager i forbindelse med fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre.

2.      De i stk. 1 omhandlede rettigheder finder anvendelse på en person fra det tidspunkt, den pågældende af de kompetente myndigheder i en medlemsstat ved officiel meddelelse eller på anden vis underrettes om, at den pågældende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil der falder endelig dom, hvilket betyder den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende har begået den strafbare handling, herunder i givet fald strafudmåling og afgørelse af en eventuel anke.

[...]«

8.        Direktivets artikel 2, der bærer overskriften »Ret til tolkning«, bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte, som ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i straffesagen, straks tilbydes tolkning i kontakten med straffesagens efterforsknings- og retsmyndigheder, herunder under politiafhøringer, samtlige retsmøder og andre nødvendige mellemliggende høringer.

2.      Medlemsstaterne sikrer, at der stilles tolkebistand til rådighed for kommunikationen mellem den mistænkte eller tiltalte og dennes advokat i direkte forbindelse med afhøringer eller andre høringer under sagen eller i forbindelse med indgivelse af en klage eller andre proceduremæssige anmodninger, når det er nødvendigt for at sikre en retfærdig rettergang.

[...]

8.      Den tolkebistand, der ydes i henhold til denne artikel, skal være af en tilstrækkelig god kvalitet til at sikre en retfærdig rettergang, navnlig ved at sikre, at den mistænkte eller tiltalte har kendskab til sagen mod den pågældende og er i stand til at udøve retten til et forsvar.«

9.        Direktivets artikel 3, der bærer overskriften »Ret til oversættelse af væsentlige dokumenter«, er affattet på følgende måde:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt, som ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i straffesagen, inden for en rimelig tid får en skriftlig oversættelse af alle dokumenter, der er væsentlige for at sikre, at vedkommende er i stand til at udøve retten til et forsvar, og for at garantere en retfærdig rettergang.

2.      Væsentlige dokumenter omfatter enhver afgørelse om frihedsberøvelse, ethvert anklageskrift og enhver dom.

3.      De kompetente myndigheder beslutter i alle konkrete tilfælde, om noget andet dokument er væsentligt. Den mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat kan indgive en begrundet anmodning herom.

[...]«

2.      Direktiv 2012/13

10.      Direktiv 2012/13 er det andet instrument, som er vedtaget med henblik på at styrke de processuelle garantier for mistænkte og tiltalte i straffesager i Unionen. Direktivet fastlægger ret til information under straffesager.

11.      27., 28., 40. og 41. betragtning til direktivet har følgende ordlyd:

»(27)      Personer, der tiltales for at have begået en strafbar handling, bør have al den information om tiltalen, der er nødvendig for, at de kan forberede deres forsvar, og til at sikre en retfærdig behandling af sagerne.

(28)      Informationen til mistænkte eller tiltalte om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, bør gives straks og senest inden dennes første officielle afhøring ved politiet eller en anden kompetent myndighed, og uden at det forringer forløbet af igangværende efterforskninger. Der bør i forhold til det stadium, straffesagen befinder sig på, gives en tilstrækkelig detaljeret beskrivelse af forholdene omkring den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen, herunder, for så vidt som disse forhold er kendt, tidspunktet på hvilket og stedet hvor den strafbare handling påstås at have fundet sted, og den mulige retlige klassificering af den påståede strafbare handling, når en sådan beskrivelse gives for at sikre en retfærdig behandling af sagen og muliggøre en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

[...]

(40)      Dette direktiv fastsætter minimumsregler. Medlemsstaterne kan udvide rettighederne i dette direktiv for at give et højere beskyttelsesniveau også i situationer, der ikke udtrykkeligt omhandles i dette direktiv. Beskyttelsesniveauet bør aldrig komme under de standarder, der er fastsat i EMK som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis.

(41)      Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i chartret. Dette direktiv tilsigter navnlig at fremme retten til frihed, retten til en retfærdig rettergang og retten til et forsvar. Det bør gennemføres i overensstemmelse hermed.«

12.      I direktivets artikel 1 defineres dets genstand således:

»Dette direktiv fastsætter regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem [...]«

13.      I artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13 afgrænses dettes anvendelsesområde på følgende måde:

»Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.«

14.      I direktivets artikel 3 defineres retten til information om rettigheder således:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf:

[...]

c)      retten til at blive informeret om tiltalen, jf. artikel 6

[...]«

15.      Direktivets artikel 6, der bærer overskriften »Retten til information om tiltalen«, har følgende ordlyd:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen. Denne information gives straks og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.

[...]

3.      Medlemsstaterne sikrer, at der, senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, gives detaljeret information om tiltalen, herunder den strafbare handlings art og den juridiske kvalificering af den, og om karakteren af den mistænkte eller tiltalte persons påståede deltagelse i udøvelsen af denne strafbare handling.

[...]«

B –    Tysk ret

16.      § 184 i lov om domstolenes organisation (Gerichtsverfassungsgesetz, herefter »GVG«) bestemmer, at processproget er tysk.

17.      GVG’s § 187, som ændret efter gennemførelsen af direktiv 2010/64 og 2012/13, bestemmer:

»1.      Retten sørger for tolke- eller oversætterbistand til en tiltalt eller dømt person, der ikke behersker det tyske sprog eller har nedsat hørelse eller talebesvær, såfremt dette er nødvendigt, for at han kan udøve sine straffeprocessuelle rettigheder. Retten gør på et sprog, som tiltalte forstår, denne opmærksom på, at han for så vidt har krav på gratis tolke- eller oversætterbistand under hele straffesagen.

2.      For at sikre, at en tiltalt, der ikke behersker det tyske sprog, kan udøve sine straffeprocessuelle rettigheder, er det normalt nødvendigt, at der udfærdiges en skriftlig oversættelse af en afgørelse om frihedsberøvelse samt anklageskrifter, strafferetlige kendelser og ikke-retskraftige domme. [...]

[...]«

18.      Ifølge § 132, stk. 1, i Strafprozessordnung (strafferetsplejeloven, herefter »StPO«) beskikkes forkyndelsesbefuldmægtigede på følgende grundlag:

»Når der er skellig grund til at antage, at tiltalte har gjort sig skyldig i en strafbar handling, og han ikke har fast bopæl eller ophold på det område, hvor loven finder anvendelse, kan det, såfremt betingelserne for at udstede en arrestordre ikke er opfyldt, med henblik på at sikre en gennemførelse af straffesagen anordnes, at den tiltalte

1)      stiller en passende sikkerhed for den forventede bøde og sagsomkostningerne og

2)      bemyndiger en person, der bor i den relevante retskreds, til at modtage forkyndelser.«

19.      StPO’s § 410, der vedrører indsigelser mod den strafferetlige kendelse, er affattet på følgende måde:

»1.      Tiltalte kan gøre indsigelse mod den strafferetlige kendelse inden to uger fra dagen for dens forkyndelse; indsigelsen skal indgives til den ret, der har udstedt den strafferetlige kendelse, og skal afgives skriftligt eller ved erklæring, der af justitssekretæren optages i protokollen [...]

[...]

3.      Gøres der ikke indsigelse mod den strafferetlige kendelse inden for den fastsatte frist, anses den for en retskraftig dom.«

II – Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

20.      Under en politikontrol den 25. januar 2014 på Forbundsrepublikkens Tysklands område blev det konstateret, at Gavril Covaci, der er rumænsk statsborger, førte et motorkøretøj, for hvilket der ikke var tegnet nogen gyldig ansvarsforsikring, og at det foreviste forsikringskort (det såkaldte grønne kort) var forfalsket.

21.      Gavril Covaci blev efterfølgende afhørt af politiet om de nævnte forhold, bistået af en tolk.

22.      Ved samme lejlighed udstedte Gavril Covaci, som hverken havde fast bopæl eller ophold på det område, hvor tysk lov finder anvendelse, en fuldmagt på rumænsk, hvorved han gav tre ansatte ved Amtsgericht Laufen (Tyskland) en uigenkaldelig, skriftlig bemyndigelse til at modtage forkyndelser. Det var angivet i fuldmagten, at retslige dokumenter skulle forkyndes for de nævnte befuldmægtigede, og at ankefrister ville løbe fra det tidspunkt, hvor dokumenterne blev forkyndt for dem.

23.      Efter endt efterforskning anmodede Staatsanwaltschaft Traunstein (anklagemyndigheden i Traunstein, Tyskland) den 18. marts 2014 Amtsgericht Laufen om at afsige en strafferetlig kendelse vedrørende Gavril Covaci for alle de begåede lovovertrædelser med henblik på idømmelse af en bøde.

24.      Den strafferetlige kendelse (»Strafbefehl«) er en forenklet strafferetlig procedure, der gør det muligt at fastsætte en bøde ensidigt uden retsmøde. Den afsiges af en dommer efter begæring fra anklagemyndigheden for mindre lovovertrædelser, som ikke kræver fysisk fremmøde af tiltalte, og udgør en foreløbig afgørelse. Den strafferetlige kendelse bliver en retskraftig dom efter udløbet af en ankefrist på to uger efter, at det er blevet forkyndt, eventuelt for tiltaltes befuldmægtigede. Indsigelsen kan indgives inden for den fastsatte frist, enten skriftligt eller ved erklæring til justitssekretæren og medfører et retsmøde.

25.      I sin begæring anmodede Staatsanwaltschaft Traunstein om, at den strafferetlige kendelse blev forkyndt for tiltalte gennem Gavril Covacis befuldmægtigede, og om, at eventuelle skriftlige erklæringer, herunder en indsigelse mod den strafferetlige kendelse, blev affattet på tysk.

26.      Amtsgericht Laufen, som begæringen om afsigelse af den strafferetlige kendelse er blevet forelagt, er i tvivl om, hvorvidt de af Staatsanwaltschaft Traunstein fremsatte anmodninger er forenelige med direktiv 2010/64 og 2012/13. Dels er den forelæggende ret ikke sikker på, at forpligtelsen i henhold til GVG’s § 184 til at anlægge sag på tysk til prøvelse af den strafferetlige kendelse er i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2010/64 om gratis sproglig bistand til tiltalte i straffesager. Dels nærer retten tvivl om, hvorvidt proceduren med forkyndelse af den strafferetlige kendelse gennem en befuldmægtiget, efterfulgt af fremsendelse med almindeligt brev, er forenelig med direktiv 2012/13, herunder navnlig med retten til information om tiltalen.

27.      Amtsgericht Laufen har følgelig besluttet at udsætte afgørelsen af proceduren i forbindelse med afsigelsen af den strafferetlige kendelse og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal artikel 1, stk. 2, og artikel 2, stk. 1 og 8, i direktiv 2010/64 [...] fortolkes således, at de er til hinder for en retlig anordning, hvorefter en tiltalt person i henhold til [GVG’s] § 184 [...] kun kan indgive en gyldig appel på domstolssproget, der i dette tilfælde er tysk?

2)      Skal artikel 2, artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1 og 3, i direktiv 2012/13 [...] fortolkes således, at bestemmelserne er til hinder for at anordne, at en tiltalt person skal udpege en forkyndelsesbefuldmægtiget, såfremt fristen til at indgive appel allerede begynder at løbe fra forkyndelsen for den forkyndelsesbefuldmægtigede, og det i sidste ende ikke har nogen betydning, om den tiltalte person overhovedet får kendskab til tiltalen?«

III – Bedømmelse

A –    Indledende bemærkninger

28.      Direktiver, der er vedtaget på grundlag af artikel 82 TEUF, skal fortolkes under hensyn til målene for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, herunder navnlig målene vedrørende retligt samarbejde i straffesager.

29.      Ifølge ordlyden af artikel 82, stk. 1, TEUF bygger det retlige samarbejde i straffesager på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser. Ligeledes fremgår det af artikel 82, stk. 2, andet afsnit, litra b), TEUF, at EU-lovgiver for at fremme gensidig anerkendelse og det politimæssige og retlige samarbejde i straffesager kan vedtage minimumsregler om enkeltpersoners rettigheder inden for strafferetsplejen.

30.      Det er således klart, at skønt sådanne regler benævnes »minimumsregler«, udgør de i realiteten væsentlige principper, som bl.a. vedrører retten til et forsvar og til en retfærdig rettergang, og som medlemsstaterne ikke kan fravige, og har til formål at skabe eller styrke den gensidige tillid, som er grundlaget for den gensidige anerkendelse, der selv er en hovedhjørnesten i opbygningen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

31.      Jeg vil gerne påpege tre konsekvenser af denne fortolkning af sådanne såkaldte »minimumsregler« og, mere generelt, af formuleringerne i de direktiver, de er indeholdt i.

32.      For det første skal udtrykket »minimumsregler«, i stedet for hvilket jeg personlig foretrækker udtrykket »ufravigelige regler«, ikke – som det for ofte sker og ikke uden bagtanker – fortolkes indskrænkende som betydende mindre væsentlige regler. Som anført ovenfor drejer det sig i realiteten om en ufravigelig sokkel af processuelle principper, der sikrer, at de grundlæggende rettigheder, som det fælles værdigrundlag udgøres af, der gør Unionen til et system baseret på retsstatsprincippet, gennemføres og overholdes i straffesager.

33.      For det andet skal, i betragtning af det netop anførte, regler vedtaget på grundlag af artikel 82, stk. 2, TEUF fortolkes på en måde, der sikrer, at de har den fulde tilsigtede virkning, idet en sådan fortolkning, der vil styrke beskyttelsen af rettighederne, samtidig vil styrke den gensidige tillid og som følge heraf fremme den gensidige anerkendelse. Hvis en bogstavelig fortolkning af forskrifterne begrænser reglernes anvendelsesområde, kan det modvirke den gensidige anerkendelse og dermed opbygningen af området med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

34.      For det tredje indebærer den forpligtelse til at tage hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer, hvortil der henvises i artikel 82, stk. 2, første afsnit, sidste punktum, TEUF, at det ikke er muligt at indføre én fælles procesordning. På trods af deres forskelligartethed skal de statslige procesordninger dog i den måde, hvorpå de gennemføres, respektere de nævnte principper, da de i modsat fald må betragtes som ugyldige. Kontrollen af dette aspekt påhviler i første række de nationale domstole, som kan indhente oplysninger hos Domstolen gennem en præjudiciel forelæggelse i tilfælde af vanskeligheder. Det bemærkes i denne forbindelse, at strafferetlige spørgsmål, navnlig i snæver forstand, henhører under de almindelige domstoles kompetence, som ifølge medlemsstaternes forfatningsmæssige traditioner er de individuelle friheders vogtere.

35.      Der er ingen tvivl om, at de direktiver, det drejer sig om i det foreliggende tilfælde, på grund af deres indhold og bestemmelser som belyst i betragtningerne til dem falder inden for rammerne af artikel 82 TEUF og derfor skal vurderes på grundlag af de fortolkningsprincipper, som jeg har beskrevet ovenfor, og som jeg foreslår, at Domstolen anvender.

B –    Det første spørgsmål

36.      Ved sit første spørgsmål anmoder den forelæggende ret i det væsentlige Domstolen om at afgøre, om artikel 1, stk. 2, og artikel 2, stk. 1 og 8, i direktiv 2010/64 skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en person, som er genstand for en strafferetlig kendelse, og som ikke behersker det sprog, den domstol anvender, der har afsagt kendelsen, ikke kan anlægge sag til prøvelse af afgørelsen på sit eget sprog.

37.      Indledningsvis skal de uklarheder bortvejres, som formuleringen af dette første spørgsmål måtte give anledning til med hensyn til, om det står medlemsstaterne frit for at bestemme, hvilket sprog der skal anvendes i retssagerne.

38.      Direktiv 2010/64 har hverken til formål eller til virkning at begrænse medlemsstaternes frihed til at vælge det sprog, der skal anvendes i retssagerne, dvs. det sprog, hvorpå aktstykker og processkrifter skal affattes, og hvorpå retsmyndighederne udtrykker sig. Direktivet har tværtimod til hensigt at bevare denne frihed, men samtidig bringe den i overensstemmelse med den persons rettigheder, der er mistænkt eller tiltalt for at have begået en lovovertrædelse, ved at sikre den pågældende ret til gratis og fyldestgørende sproglig bistand, hvis han ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i straffesagen (7).

39.      Bestemmelserne i GVG’s § 184, der fastlægger, at tysk er processprog, strider derfor ikke imod direktiv 2010/64 (8).

40.      Imidlertid er det materielt umuligt for mistænkte eller tiltalte at udtrykke sig på et sprog, de ikke behersker. For at de kan deltage i den strafferetlige procedure i praksis og udøve deres ret til et forsvar, må de nødvendigvis have bistand af en tolk eller en oversætter. Dette skete i øvrigt i det foreliggende tilfælde under den politimæssige undersøgelse, idet Gavril Covaci under politiafhøringen blev bistået af en tolk.

41.      Den sproglige hindring gør sig gældende under hele proceduren. Hvis en tiltalt på det sprog, vedkommende behersker, udtrykker ønske om at appellere en retsafgørelse, kan en tolks eller oversættelsers ydelser således ikke undværes, hvis ønsket skal udtrykkes på processproget.

42.      I modsætning til, hvad forelæggelseskendelsen giver grund til at antage, og således som det fremgår af den tyske regerings skriftlige indlæg, skal det indledningsvis fremhæves, at det efter tysk ret synes muligt for en tiltalt som Gavril Covaci at gøre indsigelse mod den strafferetlige kendelse på et sprog, denne behersker. Desuden synes samme ret, navnlig GVG’s § 187, at sikre personer fyldestgørende sproglig bistand med henblik på oversættelse af en sådan indsigelse til det sprog, der anvendes i retssagen.

43.      Det tilkommer den foreliggende ret at efterprøve, om tysk ret er i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i direktiv 2010/64, under hensyn til det nedenstående.

44.      Direktiv 2010/64 fastlægger ret til gratis og fyldestgørende sproglig bistand, således at mistænkte og tiltalte, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i straffesagen, fuldt ud kan udøve deres ret til et forsvar, og der sikres en retfærdig rettergang. Således som den tyske regering korrekt har anført, drejer det sig i det foreliggende tilfælde derfor om, hvorvidt denne sproglige bistand skal stilles til rådighed ved indgivelsen af en appel (9). Mere konkret skal det afgøres, om byrden ved en oversætters eller en tolks bistand i denne forbindelse påhviler forsvaret og forpligter dette til at indgive appellen på tysk, eller om den påhviler den tiltalende part og gør det muligt for forsvaret at appellere på et andet sprog end det, der anvendes i retssagen.

45.      På dette stadium skal det påpeges, at mit svar ikke vil kunne være begrænset til kun at gælde strafferetlige kendelser. Problemerne i forbindelse med modsætningen mellem det sprog, der anvendes i retssagen og den tiltaltes sprog og nødvendigheden af at forlige de to sprog vedrører ikke kun denne form for forenklet strafferetlig procedure.

46.      Den afgørelse efter en forenklet procedure, som den strafferetlige kendelse udgør, kendetegnes ganske vist af en række særlige forhold hvad udøvelsen af retten til et forsvar angår. At der ikke er noget fremmøde af den tiltalte på et retsmøde, gør det således umuligt for den pågældende at fremlægge sin version af de faktiske omstændigheder for en domstol, før den strafferetlige kendelse kan appelleres, som er udstedt mod vedkommende. Europa-Kommissionen har fremhævet dette særlige træk ved den strafferetlige kendelse til støtte for, at manglen på retsmøde gør det umuligt for forsvaret at gøre brug af sin ret til tolkning, og at det derfor kun er muligheden for at indgive appel på dets sprog, der giver det lejlighed til at efterfølgende at forsvare sig for en domstol ved at modtage bistand af en tolk under et retsmøde (10).

47.      Jeg anlægger ikke samme ræsonnement som Kommissionen. Det ville nemlig være for indskrænkende at betragte appellen af en strafferetlig kendelse som et middel til at gøre brug af retten til tolkning under et retsmøde. Dels har retten til tolkning, således som den beskyttes af direktiv 2010/64, et langt større anvendelsesområde end retsmødet. Dels er retsmødet – i modsætning til, hvad Kommissionen synes at mene – ikke det eneste trin, hvorpå det kan sikres, at rettergangen er retfærdig. Der kan gøres brug af de processuelle garantier under hele den strafferetlige proces. Da indgivelsen af en appel er et fuldgyldigt processuelt skridt, mener jeg ikke, at det er rigtigt at betragte appellen som et middel til at udøve retten til et forsvar under et retsmøde og ikke som et middel i sig selv, hvormed forsvaret kan udøve sine rettigheder under hele proceduren.

48.      Derfor mener jeg, at det er nødvendigt at anskue det første spørgsmål generelt og fastslå, om tiltalte i enhver strafferetslig procedure, forenklet eller almindelig, kan modtage gratis bistand af en tolk eller en oversætter ved indgivelsen af en appel. Det er i denne forbindelse uden betydning, om tiltalte allerede har benyttet en tolk eller en oversætter under et retsmøde forud for indgivelsen af en appel.

49.      Der er det særlige ved et processkrift, hvorved der iværksættes appel – såsom den indsigelse mod en strafferetlig kendelse, det drejer sig om i hovedsagen – at det er et processkrift i en straffesag, som den tiltalte stiler til de kompetente retsmyndigheder, og ikke et processkrift, som disse myndigheder stiler til den tiltalte. Den forelæggende rets spørgsmål gør det derfor nødvendigt at vurdere, om retten til sproglig bistand gælder for denne form for processkrift.

50.      Artikel 1 i direktiv 2010/64 fastlægger ret til sproglig bistand i straffesager. Direktivet beskytter nærmere bestemt dels retten til tolkebistand, dels retten til oversætterbistand ved at lade begge omfatte af en specifik artikel med det formål at styrke denne beskyttelse (11). Denne fremgangsmåde adskiller sig i øvrigt fra den, der følges i EMK, som i artikel 6, stk. 3, litra c), kun fastlægger ret til tolkebistand, idet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udvidet den nævnte ret til også at omfatte oversættelse af visse procesdokumenter (12).

51.      Jeg mener ikke, at der er tvivl om, at et processkrift, hvorved der iværksættes appel, falder ind under anvendelsesområdet for direktiv 2010/64, som EU-lovgiver har ønsket skulle være særligt udstrakt, dvs. således at det omfatter den strafferetlige procedure i hele dens længde.

52.      Det skal nemlig fremhæves, at retten til tolkning og oversættelse ifølge direktivets artikel 1, stk. 2, »finder anvendelse på en person fra det tidspunkt, den pågældende af de kompetente myndigheder i en medlemsstat [...] underrettes om, at den pågældende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil der falder endelig dom, hvilket betyder den endelige afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende har begået den strafbare handling, herunder i givet fald strafudmåling og afgørelse af en eventuel anke« (13).

53.      Som anført er retten til sproglig bistand i direktiv 2010/64 opdelt i to rettigheder, der supplerer hinanden, nemlig på den ene side retten til tolkning, der fastlægges i direktivets artikel 2, og på den anden side retten til oversættelse af væsentlige dokumenter, der fastlægges i dets artikel 3.

54.      En af de vanskeligheder, det foreliggende spørgsmål giver anledning til, består i at afgøre, hvilken af de to nævnte artikler der udgør den relevante bestemmelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede. Denne vanskelighed medfører, at skønt alle er enige om, at retten til at gøre indsigelse mod eller appellere en afgørelse om idømmelse af straf udgør en grundlæggende ret for forsvaret, kan den tiltalte være udelukket fra at udøve denne ret i praksis, hvilket svarer til, at vedkommende er frataget det retsmiddel, som er fastsat i den nationale lovgivning. Således som jeg anførte i mine indledende bemærkninger, bør der derfor anlægges en bred fortolkning af artiklerne i direktiv 2010/64 i overensstemmelse med formålet om at styrke personers rettigheder i straffesager. Det er på denne baggrund, at det skal fastslås, om det er artikel 2 eller 3 i direktivet – hvis mangler man forundres over i betragtning af, hvor væsentlige dets bestemmelser er – der er bedst egnet til at sikre tiltalte ret til at gøre brug af de retsmidler i praksis, der er fastsat i den nationale lovgivning.

55.      Da det er et processkrift, hvorved der iværksættes appel, det drejer sig om, mener jeg ikke, at det er retten til oversættelse som beskyttet af artikel 3 i direktiv 2010/64, der finder anvendelse, men direktivets artikel 2.

56.      Ifølge direktivets artikel 3, stk. 1, er den tiltalte i en straffesag berettiget til en skriftlig oversættelse af alle dokumenter, som er væsentlige for at sikre, at vedkommende er i stand til at udøve retten til et forsvar, for at garantere en retfærdig rettergang. Bortset fra afgørelser om frihedsberøvelse, anklageskrifter og domme, hvortil der udtrykkeligt henvises i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2010/64, står det de kompetente myndigheder frit at bestemme, hvilke væsentlige dokumenter der skal oversættes skriftligt.

57.      Et processkrift, hvorved der iværksættes appel, er ganske vist væsentligt for udøvelsen af retten til et forsvar. Imidlertid kan forsvaret ikke kræve, at det oversættes til det i retssagen anvendte sprog, på grundlag af direktivets artikel 3. Det fremgår nemlig af ordlyden af artikel 3, at denne kun er bestemt til at finde anvendelse på oversættelse af væsentlige dokumenter, som er affattet på det sprog, der anvendes i retssagen, til et sprog, som tiltalte forstår. Herom vidner den omstændighed, at de væsentlige dokumenter, som – ganske vist ikke udtømmende – opregnes i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2010/64, er dokumenter, der udstedes af den kompetente retslige myndighed. Desuden kan det klart udledes af artikel 3, stk. 4, i samme direktiv, at oversættelse af væsentlige dokumenter i direktivets systematik skal forstås således, at dette navnlig henviser til formålet om, »at den mistænkte eller tiltalte kan få kendskab til sagen mod vedkommende«.

58.      De mistænkte eller tiltalte kan kun påberåbe sig retten til oversættelse af et væsentligt dokument, hvis de pågældende ikke forstår det sprog, hvorpå det er affattet. Når det drejer sig om at forstå et dokument, begribe dets betydning, er det underforstået, at der ikke er tale om dokumenter, som forsvaret udsteder, men som det modtager. Artikel 3 i direktiv 2010/64 vedrører følgelig kun oversættelse af dokumenter udstedt af de kompetente retslige myndigheder, som tiltalte skal kunne forstå, f.eks. afgørelser om frihedsberøvelse og domme.

59.      Spørgsmålet om sproglig bistand med henblik på indgivelse af appel af en person, som er genstand for en strafferetlig afgørelse, bør derfor undersøges på grundlag af direktivets artikel 2.

60.      Artikel 2 fastlægger ret til tolkning. Det bestemmes i artiklen, at der skal tilbydes tolkebistand under hele straffesagen, når den mistænkte eller tiltalte ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i retssagen. I modsætning til direktivets artikel 3 kan forsvaret inden for rammerne af dets artikel 2 kræve sproglig bistand »ikke alene for at forstå, men også for at blive forstået«.

61.      Når tiltalte ikke kan udtrykke sig på det sprog, der anvendes i retssagen, har vedkommende således ret til ydelser af en tolk, således at ytringer udtrykt på et sprog, den pågældende forstår – mundtligt, skriftligt eller eventuelt ved hjælp af tegnsprog, hvis vedkommende har nedsat hørelse eller talebesvær – oversættes til det sprog, der anvendes i retssagen.

62.      Artikel 2 i direktiv 2010/64 finder således anvendelse på såvel ytringer og dokumenter stilet til forsvaret som ytringer og dokumenter, der er stilet til de kompetente retsmyndigheder af forsvaret.

63.      I øvrigt fremgår det som tidligere nævnt klart af ordlyden af direktivets artikel 1, stk. 2, at retten til sproglig bistand har et udstrakt anvendelsesområde, og at forsvaret kan kræve gratis tolkeydelser under hele sagen og dermed også i forbindelse med indgivelse af appel.

64.      Desuden vidner artikel 2, stk. 1, i direktiv 2010/64 om, at skønt tolkebistanden er bestemt til at blive ydet under retsmøder, er den ikke begrænset til dette trin i straffesagen. Der kan følgelig anmodes om tolkebistand på det trin i en sag, der består i at appellere en strafferetlig afgørelse.

65.      Denne fortolkning underbygges af ordlyden af samme direktivs artikel 2, stk. 2, hvori det fastsættes, at der skal stilles gratis tolkebistand til rådighed i forholdet mellem de mistænkte eller tiltalte og deres advokat.

66.      Det fremgår nemlig af denne bestemmelse, at de mistænkte eller tiltalte kan modtage tolkebistand under kommunikationen med deres advokat »i forbindelse med indgivelse af en klage eller andre proceduremæssige anmodninger«, når det er nødvendigt for at sikre en retfærdig rettergang.

67.      Jeg kan ikke se nogen grund til, at en tiltalt, som ikke har nogen advokat, ikke også skulle have mulighed for at modtage tolkebistand med henblik på at appellere en strafferetlig afgørelse.

68.      Den strafferetlige kendelse, der udstedes efter en forenklet strafferetlig procedure, er en retsafgørelse, som tiltalte kan appellere uden bistand fra en advokat, skriftligt eller ved erklæring til justitssekretæren for den ret, som har afsagt kendelsen. Hvis Gavril Covaci havde været tiltalt inden for rammerne af en almindelig procedure med bistand fra en advokat, ville han have kunnet modtage gratis tolkebistand med henblik på at appellere den dom, der var blevet afsagt imod ham.

69.      Efter min opfattelse kan retten til gratis tolkebistand ved indgivelse af appel ikke være betinget af, at der medvirker en advokat, uden at det i alvorlig grad skader udøvelsen af tiltaltes rettigheder, hvis vedkommende ønsker at udføre processuelle handlinger alene.

70.      Formålet med direktiv 2010/64 taler for den fortolkning, at en tiltalt, som ikke behersker det sprog, der anvendes i retssagen, skal kunne appellere en straffedom på et sprog, vedkommende behersker, og kunne modtage tolkebistand med henblik på oversættelse af appellen til det sprog, der anvendes i retssagen.

71.      Hvad dette angår angives det klart i 17. betragtning til direktivet, at dette har til formål at »sikre, at der findes gratis og fyldestgørende sproglig bistand, som giver mistænkte eller tiltalte, der ikke taler eller forstår det sprog, der anvendes i straffesagen, mulighed for fuldt ud at udøve deres ret til et forsvar, og som sikrer en retfærdig rettergang«.

72.      I dette øjemed kræver en fuld og hel udøvelse af retten til et forsvar dels, at tiltalte kan appellere en strafferetlig afgørelse på et sprog, vedkommende behersker, dels at tiltalte kan modtage tolkebistand med henblik på oversættelse af appellen til det sprog, der anvendes i retssagen. Ved affattelsen af en appel kan tolkningen af tiltaltes ønske om at anfægte afgørelsen kort sagt anses for at ske ved, at appellen oversættes til det sprog, der anvendes i retssagen.

73.      Tolkebistanden gør det muligt for tiltalte at fremføre sine argumenter og anbringender for den kompetente retslige myndighed eller, for at anvende Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols formulering, »at forsvare sig, navnlig ved at fremlægge sin version af omstændighederne for retten« (14). Ved at appellere en straffedom kan den tiltalte fremføre grundene til, at dommen er anfægtelig. At nægte tiltalte tolkebistand ved indgivelsen af en sådan appel vil hæmme eller umuliggøre udøvelsen af vedkommendes ret til et forsvar.

74.      Under retsmødet talte den franske regering for den fortolkning, at direktiv 2010/64 ikke er til hinder for, at en medlemsstat kræver, at appeller for at kunne admitteres indgives på det sprog, der anvendes i retssager ved den kompetente ret, forudsat at retten forud herfor tilbyder appellanten tolke- eller oversætterbistand. Et sådant standpunkt mener jeg er symptomatisk for den mangel på forståelse, begrebet minimumsregler giver anledning til. Som grundlag for, at der skal anlægges en indskrænkende fortolkning af direktivet, argumenterede den nævnte regering nemlig med, at det kun har til formål, at der indføres minimumsregler. Således som jeg anførte i mine indledende bemærkninger, mener jeg, at denne måde at ræsonnere på er forkert. Formålet om et mere effektivt retligt samarbejde i straffesager, der indebærer en styrkelse af mistænktes og tiltaltes processuelle rettigheder i sådanne sager, kræver tværtimod en bred fortolkning af direktiv 2010/64, nemlig den, der sikrer den bedst mulige beskyttelse af de berørtes ret til forsvar.

75.      Efter min mening kan der ikke være tvivl om, at det i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor der er tale om en forholdsvis kort indsigelsesfrist, nemlig 15 dage, skal være muligt for personer, der er genstand for en strafferetlig kendelse, først at gøre indsigelse mod den for at stille fristen i bero, og først derpå modtage bistand af en tolk for at sikre, at indsigelsen oversættes til det sprog, der anvendes i retssagen. Den løsning, den franske regering talte for, og som består i, at der kun skal tilbydes tolkebistand forud for indgivelsen af en appel, kan i en situation som i hovedsagen føre til, at det bliver uforholdsmæssigt vanskeligt eller måske umuligt at appellere inden for den fastsatte frist. Til dette problem føjer sig spørgsmålet om, på hvilket sprog personer, som er genstand for en strafferetlig kendelse, skal fremsætte deres anmodning om tolkebistand for at kunne affatte deres appel. Den franske regering gav ikke noget svar på et spørgsmål herom under retsmødet.

76.      Afslutningsvis bemærkes, at direktiv 2010/64 overlader medlemsstaterne et skøn med hensyn til, hvilken form den tilbudte tolkeydelse skal have, når blot den er gratis og af tilstrækkelig god kvalitet til at sikre en retfærdig rettergang og gøre det muligt at udøve retten til forsvar.

77.      Tolkebistanden kan have forskellig form afhængigt af de særlige omstændigheder i forbindelse med den procedure, der gennemføres. Bistanden kan naturligvis være mundtlig, når tolken er fysisk til stede og simultantolker forsvarets ytringer eller de ytringer, som er stilet til det. Den kan ligeledes have form af tegnsprog, når en person f.eks. har nedsat hørelse eller talebesvær og ikke kan udtrykke sig mundtligt. Desuden bestemmes det i artikel 2, stk. 6, i direktiv 2010/64, at der, hvis tolkens fysiske tilstedeværelse ikke er nødvendig, kan anvendes kommunikationsteknologi såsom videokonference, telefon eller internet. Det kan ligeledes tænkes, at den sproglige bistand har form af en oversat eller tosproget indsigelsesformular, således som Kommissionen har foreslået (15). Selve afgørelsen om idømmelse af straf – det er ubestridt, at denne skal oversættes, og at der er et klart retsgrundlag herfor – vil således, når den forkyndes for eller fremsendes til den berørte, kunne være bilagt en formular på vedkommendes sprog, som den pågældende blot vil skulle udfylde, hvis han finder det nødvendigt, og returnere til den domstol, til hvilken appellen skal indgives.

78.      Endvidere skal det fremhæves, at retten til tolkning ikke udelukkende kan komme til udtryk i mundtlig bistand til den, som ikke taler det sprog, der anvendes i retssagen. Den kan ligeledes have form af skriftlig oversættelse af ytringer fremsat af forsvaret i et dokument såsom et processkrift, hvorved der indgives appel.

79.      Omvendt kan, således som det udtrykkeligt fremgår af artikel 3, stk. 7, i direktiv 2010/64, oversættelsen af væsentlige dokumenter have mundtlig form.

80.      I det foreliggende tilfælde kan tolkebistanden i forbindelse med indsigelsen mod en strafferetlig kendelse have såvel mundtlig som skriftlig form. Ifølge StPO’s § 410 kan indsigelsen mod den strafferetlige kendelse nemlig indgives skriftligt eller ved erklæring til justitssekretæren for den ret, som har afsagt kendelsen. Da der er sikret tolkebistand i forbindelse med en mundtlig appel til justitssekretæren for den kompetente ret, kan der efter min mening ikke være tvivl om, at der på tilsvarende måde er sikret tolkebistand i forbindelse med en skriftlig appel.

81.      Jeg drager derfor den konklusion, at artikel 1, stk. 2, og artikel 2, stk. 1 og 8, i direktiv 2010/64 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal anvendes et bestemt sprog i retssager ved domstolene i den pågældende stat. De nævnte bestemmelser skal imidlertid fortolkes således, at de gør det muligt for personer, som er genstand for en strafferetlig afgørelse, og som ikke behersker det sprog, der anvendes i retssagerne, at appellere sådanne afgørelser på deres eget sprog, og at det i medfør af den ret til tolkning, som tiltalte besidder i medfør af direktivets artikel 2, påhviler den kompetente ret at stille sådanne midler til rådighed, at appellen kan oversættes til det sprog, som anvendes i retssagen.

C –    Det andet spørgsmål

1.      Indledende bemærkninger

82.      I straffesager forudsætter fuldbyrdelsen af en afgørelse om idømmelse af straf, at denne er eksigibel. Begrebet afgørelse om idømmelse af straf adskiller sig fra begrebet endelig dom under visse omstændigheder, bl.a. følgende.

83.      Fuldbyrdelsen af en afgørelse om idømmelse af straf forudsætter, at mulighederne for at prøve afgørelsen er udtømt, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag, hvor den domfældte ikke har gjort brug af dem.

84.      Førstnævnte situation forudsætter, at den domfældte er blevet bekendt med afgørelsen om idømmelse af straf, og at han på grundlag af sit kendskab til afgørelsen har afholdt sig fra at appellere den.

85.      Hvis den pågældende var til stede, da afgørelsen om idømmelse af straf blev truffet, foreligger der ikke noget problem, og afgørelsen bliver eksigibel efter udløbet af ankefristen og i dette tilfælde ligeledes endelig.

86.      Hvis den pågældende ikke var til stede, da afgørelsen om idømmelse af straf blev truffet, må han gøres bekendt med den, og afgørelsen bliver først eksigibel, når den er blevet forkyndt for ham, og mulighederne for prøvelse er udtømt, idet fristen for at gøre brug af disse muligheder begynder at løbe, når den nævnte formalitet er opfyldt.

87.      Det kan ligeledes forekomme, at afgørelsen ikke er blevet forkyndt for den domfældte af grunde, som kan tilregnes denne (f.eks. flugt), eller som ikke kan tilregnes denne (f.eks. en fejl begået af de for forkyndelsen ansvarlige tjenestegrene). I sådanne tilfælde skal afgørelsen alligevel fuldbyrdes og må derfor gøres eksigibel. Dette sker ved at benytte en formel forkyndelsesmetode, i det foreliggende tilfælde forkyndelse for en befuldmægtiget, som ikke skal gøre afgørelsen endelig og derved give mulighed for at anke den på fuldbyrdelsesstadiet, når den berørte er blevet fundet og/eller underrettet om, at der foreligger en strafferetlig afgørelse.

88.      Forkyndelsesmetoden, som jeg har betegnet som »formel«, står det medlemsstaterne frit at fastsætte i overensstemmelse med, hvad de finder bedst egnet.

89.      I tilfælde, hvor det fra begyndelsen kan befrygtes, at den berørte vil være vanskelig at nå på et senere tidspunkt (i det foreliggende tilfælde fordi han har bopæl i udlandet), indebærer den tyske procesordning, således som den blev forklaret under retsmødet, at der gøres brug af en forkyndelsesbefuldmægtiget, som jeg forstår i praksis udgør et officielt kontaktpunkt mellem den retslige myndighed og den tiltalte. Brugen af en sådan befuldmægtiget indebærer forpligtelser for den retslige myndighed (forpligtelse til at fremsende forkyndelsesdokumenterne gennem den befuldmægtigede), den befuldmægtigede (forpligtelse til at fremsende de modtagne dokumenter til den tiltalte) og den tiltalte, som er forpligtet til at indhente oplysninger hos den befuldmægtigede om, hvortil sagen er nået.

90.      Det er fremsendelsen til den befuldmægtigede af den afgørelse, der skal forkyndes, som vil udgøre det processuelle skridt, der får den frist til at løbe, ved hvis udløb afgørelsen om idømmelse af straf bliver eksigibel.

91.      Ovennævnte procesordning, som er den, der er fastsat i tysk lovgivning, er ikke kritisabel i sig selv, om så blot fordi bestemmelsen i artikel 82, stk. 2, første afsnit, sidste punktum, TEUF, hvorefter regler vedtaget på grundlag af dette stykke skal tage hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og retssystemer, skal overholdes.

92.      Den måde, hvorpå den nævnte procesordning gennemføres, skal dog gøre det muligt for de tiltalte at udøve deres ret til et forsvar, hvilket jeg undersøger inden for rammerne af besvarelsen af det andet spørgsmål.

2.      Bedømmelse

93.      Ved sit andet spørgsmål anmoder den forelæggende ret i det væsentlige Domstolen om at afgøre, om artikel 2, artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1 og 3, i direktiv 2012/13 skal fortolkes således, at de er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den lovgivning, det drejer sig om i hovedsagen, hvorefter en person, som er tiltalt i en straffesag, og som ikke er bosiddende i denne stat, skal beskikke en befuldmægtiget, for hvem en strafferetlig kendelse afsagt mod den pågældende skal forkyndes, hvorefter den befuldmægtigede skal fremsende kendelsen til tiltalte med almindeligt brev, idet indsigelsesfristen på to uger begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor kendelsen forkyndes for den befuldmægtigede.

94.      Amtsgericht Laufen har i forelæggelseskendelsen oplyst, at den beskikkelse af en befuldmægtiget til at modtage forkyndelser, der er omhandlet i StPO’s §§ 116, 127a og 132, indebærer, at fristen for at appellere en afgørelse truffet under straffesagen begynder at løbe på det tidspunkt, hvor afgørelsen forkyndes for den beskikkede befuldmægtigede. Denne sender derpå afgørelsen til den tiltalte med almindeligt brev uden bevis for afsendelsen og/eller modtagelsen. Bl.a. med henblik på beregningen af indsigelsesfristen er det derfor uden betydning, om den tiltalte rent faktisk har modtaget en afgørelse truffet under straffesagen, og hvornår dette er sket. Den forelæggende ret har anført hvad dette angår, at det, når der er tale om en strafferetlig kendelse, påhviler tiltalte selv at drage omsorg for, at han modtager kendelsen og dermed opnår en første adgang til domstolsprøvelse.

95.      Direktiv 2012/13 beskytter ifølge artikel 1 »retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem«.

96.      Disse to aspekter af retten til information behandles i to indbyrdes særskilte artikler i direktivet, som den forelæggende ret har anmodet om fortolkning af. Direktivets artikel 3 vedrører ifølge dens overskrift »[r]etten til information om rettigheder«. Artikel 6 i direktiv 2012/13 vedrører »[r]etten til information om tiltalen«.

97.      Ifølge direktivets artikel 3, stk. 1, skal »[m]edlemsstaterne [sikre], at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf: [a)-e)]«. Blandt de anførte processuelle rettigheder angives i direktivets artikel 3, stk. 1, litra c), »retten til at blive informeret om tiltalen, jf. artikel 6«.

98.      Som tidligere nævnt bestemmes det i artikel 6, stk. 1, i direktiv 2012/13, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen. Denne information gives straks og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar«.

99.      Endvidere bestemmes det i direktivets artikel 6, stk. 3, at »[m]edlemsstaterne sikrer, at der, senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, gives detaljeret information om tiltalen, herunder den strafbare handlings art og den juridiske kvalificering af den, og om karakteren af den mistænkte eller tiltalte persons påståede deltagelse i udøvelsen af denne strafbare handling«.

100. Det fremgår af artikel 2, stk. 1, i direktiv 2012/13, at direktivet har et særligt udstrakt anvendelsesområde. Det hedder således i denne bestemmelse, at »[d]irektivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort« (16).

101. Artikel 6, stk. 1 og 3, i direktiv 2012/13 skal sammenholdes med samme direktivs artikel 2, stk. 1. Eftersom EU-lovgiver klart har bestemt, at direktiv 2012/13 finder anvendelse under hele den strafferetlige procedure, fra de første mistanker til afsigelsen af dommen, i givet fald efter at mulighederne for prøvelse er udtømt, må den i direktivets artikel 6, stk. 1 og 3, fastsatte ret til information om tiltalen anses for at omfatte den tiltaltes ret til information om en afgørelse om idømmelse af straf, der træffes mod denne, før og med henblik på en eventuel appel af en sådan afgørelse.

102. Kravet i artikel 6, stk. 3, i direktiv 2012/13 om, at der gives detaljeret information om tiltalen, »senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol«, omfatter således den situation, hvori der er afsagt en strafferetlig kendelse mod en tiltalt, og hvori denne kan gøre indsigelse mod kendelsen, hvilket fører til, at »grundlaget for tiltalen« på ny, men denne gang inden for rammerne af en almindelig procedure, »forelægges for en domstol«.

103. I et sådant tilfælde har retten til information om tiltalen til formål at gøre det muligt for den tiltalte at udøve sin ret til et forsvar effektivt, herunder bl.a. at appellere den straffedom, vedkommende er genstand for.

104. Efter min opfattelse strider den tyske ordning med forkyndelse af den strafferetlige kendelse for en befuldmægtiget efterfulgt af fremsendelse af kendelse til tiltalte med almindeligt brev ikke principielt imod retten til information om tiltalen, således som den beskyttes af artikel 6, stk. 1 og 3, i direktiv 2012/13, dog med de nedenfor anførte forbehold.

105. Direktivet indeholder nemlig ikke bestemmelser om, hvorledes processkrifter, der udfærdiges under den strafferetlige procedure, skal forkyndes.

106. Medlemsstaterne skal dog, når de fastsætter sådanne regler for forkyndelse, drage omsorg for, at reglerne respekterer de rettigheder, tiltalte nyder i henhold til direktivet. Den måde, hvorpå Forbundsrepublikken Tyskland har valgt at forkynde strafferetlige kendelser, som afsiges mod personer, der ikke er bosiddende i denne medlemsstat, kan derfor kun kritiseres, hvis den tilsidesætter retten til information om tiltalen og i videre udstrækning retten til et forsvar, herunder retten til at indgive appel.

107. Som tidligere nævnt udgør forkyndelse af afgørelser om idømmelse af straf for en befuldmægtiget den måde, hvorpå Forbundsrepublikken Tyskland har valgt at fuldbyrde sådanne afgørelser, når det kan befrygtes, at det vil være vanskeligt at nå den berørte, efter at en afgørelse er truffet, navnlig hvis vedkommende har bopæl i udlandet.

108. Hvis der er beskikket en forkyndelsesbefuldmægtiget, skal denne omgående fremsende afgørelsen om idømmelse af straf til den berørte, i givet fald ledsaget af en oversættelse til dennes sprog.

109. Under retsmødet blev den tyske regering spurgt om, hvilke konsekvenser det har, at den tiltalte modtager den strafferetlige kendelse for sent og derfor er forhindret i at gøre indsigelse mod den inden for den frist på to uger, der løber fra forkyndelsen af kendelsen for den beskikkede befuldmægtigede. I en sådan situation kan den strafferetlige kendelse nemlig fuldbyrdes, eventuelt ved at benytte den gensidige retshjælp i straffesager. Det er derfor af afgørende betydning, om den berørte stadig kan gøre indsigelse mod den strafferetlige kendelse på fuldbyrdelsesstadiet.

110. Den tyske regering svarede bekræftende på dette spørgsmål. Den anførte, at hvis tiltalte er blevet forhindret i at gøre indsigelse inden udløbet af fristen på uger, kan vedkommende ifølge tysk ret (17) kræve at blive stillet som før, når han underrettes om, at der er afsagt en strafferetlig kendelse mod ham, herunder på fuldbyrdelsesstadiet. I en sådan situation kan tiltalte således anmode om, at situationen berigtiges, og at hans ret til forsvar respekteres.

111. Denne forklaring bekræfter, at en strafferetlig kendelse i tysk ret kan blive eksigibel uden af den grund at blive endelig. Den tiltalte kan nemlig gøre indsigelse med kendelsen på fuldbyrdelsesstadiet, hvis vedkommende ikke er blevet underrettet om dens eksistens før.

112. Det skal dog fremhæves, at den tyske ordning med beskikkelse af en befuldmægtiget, for hvem en strafferetlig kendelse skal forkyndes, efterfulgt af den befuldmægtigedes fremsendelse af kendelsen til tiltalte med almindeligt brev, for at kunne anses for at være fuldt i overensstemmelse med retten til information om tiltalen, som bl.a. har til formål at gøre det muligt for personer, som er genstand for en afgørelse om idømmelse af straf, at appellere en sådan afgørelse, ikke kan medføre en reduktion af den frist på to uger, der ikke kan afkortes, som den pågældende råder over til at gøre indsigelse mod den strafferetlige kendelse.

113. Hvad dette angår kan der foreligge to situationer.

114. I den første situation modtager den, som er genstand for en strafferetlig kendelse, denne inden udløbet af den frist på to uger, der begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor kendelsen forkyndes for den befuldmægtigede. I denne situation kan den lovbestemte frist, som tiltalte råder over til at anfægte denne kendelse, ikke reduceres med det antal dage, der går fra forkyndelsen for den befuldmægtigede, som er bosiddende på rettens hjemsted, til den berørte modtager brevet med den afgørelse, hvorved vedkommende idømmes en straf. I modsat fald ville ordningen med forkyndelse for en befuldmægtiget efterfulgt af fremsendelse til tiltalte med almindeligt brev medføre en reduktion af den lovbestemte frist, den pågældende råder over til at anfægte den kendelse, han er genstand for, idet ordningen i så fald ville kunne bevirke, at vedkommende ikke havde den nødvendige tid til at forberede sit forsvar. Hvis en sådan ordning indebærer, at den tiltalte ikke kan råde over hele den lovbestemte frist til at anfægte den strafferetlige kendelse, tilsidesætter ordningen den ret til et forsvar, som enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal være sikret ifølge chartrets artikel 48, stk. 2.

115. Den omstændighed, at en person modtager en strafferetlig kendelse inden udløbet af den frist på to uger, der begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor kendelsen forkyndes for den befuldmægtigede, må således ikke hindre den pågældende i udnytte den ret til at råde over hele den lovbestemte frist til at gøre indsigelse mod denne kendelse, idet retten til information om tiltalen ellers ville blive tilsidesat.

116. I den anden situation modtager den, som er genstand for en strafferetlig kendelse, denne, eller den strafferetlige kendelse forkyndes for vedkommende, eventuelt på fuldbyrdelsesstadiet, efter udløbet af den frist på to uger, som begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor kendelsen forkyndes for den befuldmægtigede. I denne situation skal den pågældende ligeledes kunne råde over hele den lovbestemte frist til at gøre indsigelse mod den strafferetlige kendelse fra det tidspunkt, hvor han får kendskab til det.

117. Kort sagt: Skønt det under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede står medlemsstaterne frit at indføre en ordning med forkyndelse af strafferetlige afgørelser for en befuldmægtiget og at fastsætte en tidsfrist, som regnes fra denne forkyndelse, og efter hvis udløb sådanne afgørelser bliver eksigible, må en sådan ordning ikke bevirke, at de tiltalte fratages muligheden for at indgive appel fra det tidspunkt, hvorpå de bliver underrettet om afgørelserne, og inden udløbet af den tidsfrist, der er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning.

118. Under hensyn til disse bemærkninger drager jeg den konklusion, at artikel 2, artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1 og 3, i direktiv 2012/13 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en person, som er tiltalt i en straffesag, og som ikke er bosiddende i denne stat, skal beskikke en befuldmægtiget, for hvem en strafferetlig kendelse afsagt mod den pågældende skal forkyndes, hvorefter den befuldmægtigede skal fremsende kendelsen til tiltalte med almindeligt brev, forudsat at denne processuelle ordning ikke forhindrer den pågældende i at råde over den frist på to uger til at gøre indsigelse mod denne strafferetlige kendelse, som er fastsat i den nævnte medlemsstats lovgivning, idet denne frist skal løbe fra det tidspunkt, hvor vedkommende, uanset hvorledes, får kendskab til den pågældende kendelse.

IV – Forslag til afgørelse

119. På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at de af Amtsgericht Laufen forelagte spørgsmål besvares på følgende måde:

»1)      Artikel 1, stk. 2, og artikel 2, stk. 1 og 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64/EU af 20. oktober 2010 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter der skal anvendes et bestemt sprog i retssager ved domstolene i den pågældende stat. De nævnte bestemmelser skal imidlertid fortolkes således, at de gør det muligt for personer, som er genstand for en strafferetlig afgørelse, og som ikke behersker det sprog, der anvendes i retssagerne, at appellere sådanne afgørelser på deres eget sprog, og at det i medfør af den ret til tolkning, som tiltalte besidder i medfør af direktivets artikel 2, påhviler den kompetente ret at stille sådanne midler til rådighed, at appellen kan oversættes til det sprog, som anvendes i retssagen.

2)      Artikel 2, artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1 og 3, i Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter en person, som er tiltalt i en straffesag, og som ikke er bosiddende i denne stat, skal beskikke en befuldmægtiget, for hvem en strafferetlig kendelse afsagt mod den pågældende skal forkyndes, hvorefter den befuldmægtigede skal fremsende kendelsen til tiltalte med almindeligt brev, forudsat at denne processuelle ordning ikke forhindrer den pågældende i at råde over den frist på to uger til at gøre indsigelse mod denne strafferetlige kendelse, som er fastsat i den nævnte medlemsstats lovgivning, idet denne frist skal løbe fra det tidspunkt, hvor vedkommende, uanset hvorledes, får kendskab til den pågældende kendelse.«


1 – Originalsprog: fransk.


2 – EUT L 280, s. 1.


3 – EUT L 142, s. 1.


4 – I det følgende omfatter udtrykket tiltalte personer, som er genstand for en straffedom, og som har ret til at appellere denne.


5 –      Herefter »EMK«.


6 –      Herefter »chartret«.


7 – Jf. syvende betragtning til direktivet.


8 – Denne konklusion mener jeg underbygges af dom Runeviè-Vardyn og Wardyn (C-391/09, EU:C:2011:291), hvori Domstolen mere generelt udtalte, at »[i] henhold til artikel 3, stk. 3, fjerde afsnit, TEU og artikel 22 i [chartret] respekterer Unionen [...] medlemsstaternes rige kulturelle og sproglige mangfoldighed« (præmis 86), og at »[i] henhold til artikel 4, stk. 2, TEU respekterer Unionen ligeledes medlemsstaternes nationale identitet, som også beskyttelsen af en stats officielle nationale sprog er omfattet af« (a.st.).


9 – Punkt 24 og 29 i den tyske regerings skriftlige indlæg.


10 – Punkt 44 ff. i Kommissionens skriftlige indlæg.


11 – Jf. S. Monjean-Decaudin: La traduction du droit dans la procédure judiciaire – Contribution à l’étude de la linguistique juridique, Dalloz, Paris, 2012, s. 149 ff.


12 – Jf. dommen af 28.11.1978 i sagen Luedicke, Belkacem og Koç mod Tyskland, serie A, nr. 29, præmis 48.


13 – Min fremhævelse.


14 – Dommen af 19.12.1989 i sagen Kamasinski mod Østrig, serie A, nr. 168, § 74.


15 – Punkt 52 i Kommissionens skriftlige indlæg.


16 – Min fremhævelse.


17 – Den tyske regering henviser tilsyneladende til StPO’s § 44, hvorefter tidsfristen ophæves, når en person uden egen skyld er forhindret i at overholde en ankefrist.