Language of document : ECLI:EU:C:2015:417

DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)

25. juni 2015 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – transport – kørekort – fornyelse foretaget af den udstedende medlemsstat – krav om bopæl på denne medlemsstats område – bopælsanmeldelse«

I sag C-664/13,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Administratīvā apgabaltiesa (Letland) ved afgørelse af 5. december 2013, indgået til Domstolen den 13. december 2013, i sagen:

VAS »Ceļu satiksmes drošības direkcija«,

Latvijas Republikas Satiksmes ministrija

mod

Kaspars Nīmanis,

har

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, T. von Danwitz, og dommerne C. Vajda, A. Rosas (refererende dommer), E. Juhász og D. Šváby,

generaladvokat: E. Sharpston

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den lettiske regering ved I. Kalniņš og L. Skolmeistare, som befuldmægtigede

–        den estiske regering ved N. Grünberg, som befuldmægtiget

–        Europa-Kommissionen ved N. Yerrell og E. Kalniņš, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort (EUT L 403, s. 18, og berigtigelse i EUT 2009 L 19, s. 67).

2        Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem på den ene side VAS »Ceļu satiksmes drošības direkcija« (trafiksikkerhedsdirektoratet, herefter »CSDD«) og Latvijas Republikas Satiksmes ministrija (Den Lettiske Republiks Transportministerium) og på den anden side Kaspars Nīmanis vedrørende afslag på fornyelse af den berørtes kørekort.

 Retsforskrifter

 EU-retten

3        Anden betragtning til direktiv 2006/126 er sålydende:

»Kørekortreglerne er nødvendige elementer i den fælles transportpolitik, bidrager til at forbedre færdselssikkerheden på vejene og fremmer den frie bevægelighed for personer, som bosætter sig i en anden medlemsstat end den, der har udstedt deres kørekort […]«

4        Det fremgår af ottende betragtning til dette direktiv, at der af hensyn til færdselssikkerheden bør fastsættes mindstekrav for udstedelse af kørekort.

5        15. betragtning til direktivet har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne bør desuden ud fra hensynet til færdselssikkerheden kunne anvende de nationale forskrifter for inddragelse, suspension, fornyelse og annullation af kørekortet for alle kørekortindehavere, som har deres sædvanlige bopæl på deres område.«

6        Artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126 fastsætter, at »[d]e kørekort, som medlemsstaterne udsteder, anerkendes gensidigt«.

7        Direktivets artikel 7 bestemmer:

»1.      Udstedelse af kørekort er betinget af:

a)      at ansøgeren består en prøve i færdigheder og adfærd samt en teoretisk prøve og opfylder de lægelige minimumskrav, jf. bilag II og III

[…]

e)      at ansøgeren har sin sædvanlige bopæl i den medlemsstat, der udsteder kørekortet, eller fremlægger bevis for at have været studerende dér i mindst seks måneder.

[…]

3.      Fornyelse af et kørekort ved udløbet af den administrative gyldighedsperiode er betinget af:

[…]

b)      at ansøgeren har sin sædvanlige bopæl i den medlemsstat, der udsteder kørekortet, eller fremlægger bevis for at have været studerende dér i mindst seks måneder.

[…]

5.      […] Med forbehold af artikel 2 skal en medlemsstat, når den udsteder et kørekort, med fornøden omhu sikre, at personen opfylder kravene i stk. 1 i nærværende artikel, og anvende de nationale bestemmelser om annullation eller inddragelse af førerretten, hvis det konstateres, at kørekortet er udstedt, uden at kravene er opfyldt.«      

8        Artikel 12 i direktiv 2006/126 fastsætter følgende:

»I dette direktiv forstås ved »sædvanlig bopæl« det sted, hvor en person sædvanligvis opholder sig, dvs. i mindst 185 dage inden for et kalenderår, som følge af sin personlige eller erhvervsmæssige tilknytning, eller, når der er tale om en person uden erhvervsmæssig tilknytning, som følge af den personlige tilknytning, der viser, at der består en tæt forbindelse mellem personen og dennes bopælssted.

Den sædvanlige bopæl for en person, hvis erhvervsmæssige tilknytning findes et andet sted end den personlige tilknytning, og som derfor skiftevis må opholde sig forskellige steder i to eller flere medlemsstater, anses dog for at befinde sig på det sted, hvortil den pågældende har personlig tilknytning, såfremt han med regelmæssige mellemrum vender tilbage hertil. Sidstnævnte betingelse kræves ikke opfyldt, hvis personen opholder sig i en anden medlemsstat med henblik på at udføre et tidsbegrænset hverv. Optagelse på en undervisningsinstitution indebærer ikke en ændring af den sædvanlige bopæl.«

 Lettisk ret

9        Det bestemmes i artikel 22, stk. 1, nr. 1, i Ceļu satiksmes likums (færdselsloven) i den affattelse, der er gældende fra den 1. januar 2013, at enhver, der har nået den i loven fastsatte alder, og som har sin sædvanlige bopæl i Letland, eller som kan godtgøre at have studeret i Letland i de seneste seks måneder, kan opnå ret til at føre motorkøretøj og kan erhverve kørekort til motorkøretøjer.

10      Denne bestemmelse har følgende ordlyd:

»[…] I medfør af denne bestemmelse anses en person for at have sin sædvanlige bopæl i Letland, hvis et af følgende krav er opfyldt:

a)      når personen som følge af en personlig tilknytning (en tilknytning, der vidner om en tæt forbindelse mellem den pågældende person og Letland) og en erhvervsmæssig tilknytning er bosiddende og har anmeldt sin bopæl i Letland i mindst 185 dage inden for et kalenderår

b)      når personen ikke har nogen erhvervsmæssig tilknytning, men som følge af en personlig tilknytning (en tilknytning, der vidner om en tæt forbindelse mellem den pågældende person og Letland) er bosiddende og har anmeldt sin bopæl i Letland

c)      når personen som følge af en erhvervsmæssig tilknytning er bosiddende i udlandet, men som følge af en personlig tilknytning (en tilknytning, der vidner om en tæt forbindelse mellem den pågældende person og Letland) regelmæssigt vender tilbage til Letland og er bosiddende i landet, samt har anmeldt sin bopæl i Letland

d)      når personen har anmeldt sin bopæl i Letland, men er bosiddende i udlandet i uddannelsesøjemed.«

11      I henhold til artikel 1 i Dzīvesvietas deklarēšanas likums (lov om bopælsanmeldelse) er formålet med denne lov at sikre mulighed for at komme i kontakt med alle personer i forbindelse med deres retsforhold til staten og de lokale myndigheder.

12      Lovens artikel 2 indeholder bestemmelser om personers pligt til at anmelde deres bopæl, hvilke oplysninger der skal anmeldes, og fremgangsmåden i forbindelse med registreringen. I henhold til denne artikel finder loven anvendelse på personer, der har bopæl i Letland. Bopælsanmeldelsen medfører derudover ikke i sig selv civilretlige forpligtelser.

13      I henhold til samme lovs artikel 3 defineres en bopæl som et sted (med en adresse) tilknyttet en fast ejendom, som personen frit har valgt, hvor vedkommende indlogerer sig med en udtrykkelig eller stiltiende intention om at bo der, hvor personen lovligt må bo, og hvor det er muligt at komme i kontakt med personen i forbindelse med vedkommendes retsforhold til staten og de lokale myndigheder. I bestemmelsen er det endvidere fastsat, at en person anses for at have indlogeret sig lovligt i en given fast ejendom, når den pågældende ejendom tilhører vedkommende, når vedkommende har indgået en lejekontrakt vedrørende den pågældende ejendom, eller når vedkommende har opnået ret til at benytte den nævnte ejendom som følge af ægteskab, slægtskab, svogerskab eller et andet retligt eller kontraktmæssigt grundlag.

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

14      Kaspars Nīmanis fik udstedt et kørekort i Letland den 13. december 2000, mens hans bopæl var anmeldt i denne medlemsstat. Udløbet af kørekortets gyldighed var i henhold til lettisk ret fastsat til ti år.

15      Ifølge folkeregisterets oplysninger har Kaspars Nīmanis ikke haft anmeldt sin bopæl i Letland siden februar 2002. Han hævder imidlertid at være berettiget til at få fornyet sit kørekort i denne medlemsstat, eftersom han har sin sædvanlige bopæl i denne.

16      Med henblik på at opnå denne fornyelse indgav Kaspars Nīmanis en anmodning herom til CSDD, der efter at have undersøgt folkeregisteroplysningerne fastslog, at Kaspars Nīmanis ikke havde sin bopæl anmeldt i Letland.

17      CSDD gav ved afgørelse af 30. december 2010 afslag på fornyelse af kørekortet med den begrundelse, at Kaspars Nīmanis for at kunne modtage denne ydelse skulle være bosiddende i Letland i mindst 185 dage og have anmeldt sin bopæl i overensstemmelse med den i den lettiske lovgivning fastsatte procedure.

18      Efter at have behandlet den af Kaspars Nīmanis indgivne administrative klage fastslog Latvijas Republikas Satiksmes ministrija ved afgørelse af 3. februar 2011, at CSDD’s afgørelse var i overensstemmelse med bestemmelserne i færdselslovens artikel 22.

19      Kaspars Nīmanis anlagde sag ved Administratīvā rajona tiesa (distriktsforvaltningsdomstolen) med påstand om udstedelse af en begunstigende forvaltningsakt i form af en fornyelse af hans kørekort.

20      Administratīvā apgabaltiesa (regionalforvaltningsdomstolen) traf ved afgørelse af 3. juni 2011 foreløbige forholdsregler, hvorefter CSDD blev pålagt at forny Kaspars Nīmanis’ kørekort.

21      Administratīvā rajona tiesa fastslog ved afgørelse af 3. april 2012, at CSDD i henhold til den gældende lovgivning ikke havde ret til at kræve, at betingelsen om bopælsanmeldelse skulle være opfyldt, eftersom der i lettisk lovgivning på tidspunktet for afslaget på fornyelse af Kaspars Nīmanis’ kørekort ikke var indført nogen bestemmelse om, at fornyelse af et kørekort i Letland alene kunne gives, hvis ansøgeren havde anmeldt sin bopæl i denne medlemsstat.

22      Retten fandt ligeledes, at Latvijas Republikas Satiksmes ministrijas afgørelse, hvorefter det alene var bopælsanmeldelsen, der kunne udgøre bevis for, at den berørte havde sin sædvanlige bopæl i Letland eller var bosiddende i denne medlemsstat i mindst 185 dage inden for et kalenderår, var ubegrundet. Disse forhold kunne også godtgøres ved hjælp af andre beviselementer og ikke kun gennem oplysningerne i folkeregisteret vedrørende den berørtes anmeldte bopæl.

23      Den forelæggende ret har anført, at Administratīvā rajona tiesa ikke fandt, at der i det foreliggende tilfælde var rejst tvivl om Kaspars Nīmanis’ nationalitet, eller at der var fremført andre beviselementer for, at Kaspars Nīmanis hverken havde sin sædvanlige bopæl i Letland eller var bosiddende i denne medlemsstat i mindst 185 dage inden for et kalenderår.

24      CSDD har appelleret Administratīvā rajona tiesas dom til den forelæggende ret og har bl.a. gjort følgende anbringender gældende til støtte herfor.

25      Ved direktiv 2006/126 indføres regler for hele EU-medlemsstaternes område med henblik på at fastsætte en ensartet procedure samt ensartede kriterier for udstedelsen af kørekort og for at forhindre dels misbrug af muligheden for at erhverve et kørekort i en anden medlemsstat, hvis det, som følge af visse omstændigheder, ikke er muligt at erhverve dette i bopælsmedlemsstaten, dels at en persons bopæl kun udgør en af betingelserne for udstedelse af et kørekort. CSDD har tilføjet, at såfremt Kaspars Nīmanis ønsker at få fornyet sit kørekort i en anden medlemsstat end Republikken Letland, vil det i den pågældende medlemsstat ligeledes blive efterprøvet, om denne betingelse er opfyldt. På tilsvarende vis efterprøver CSDD i forbindelse med udstedelse af kørekort til statsborgere fra andre medlemsstater, at de betingelser, der er fastsat i færdselsloven og i de relevante bestemmelser i ministerrådets gennemførelsesbestemmelser, er opfyldt. For det tilfælde at den berørte ikke har anmeldt sin bopæl i Letland, og såfremt der ikke forefindes oplysninger herom i folkeregisteret, gives der afslag på udstedelsen af kørekortet.

26      Bopælsanmeldelsen er desuden ikke blot en formalitet, eftersom denne ligeledes har betydning for andre spørgsmål.

27      Latvijas Republikas Satiksmes ministrija har tilsluttet sig den af CSDD iværksatte appel til prøvelse af Administratīvā rajona tiesas afgørelse.

28      Den forelæggende ret har anført, at i henhold til de lettiske domstoles retspraksis skal retten ved sin behandling af påstanden om udstedelse af en begunstigende forvaltningsakt efterprøve, om sagsøgeren, henset til omstændighederne i den pågældende sag, er berettiget til at få udstedt en sådan forvaltningsakt. Ifølge den forelæggende ret skal sagen endvidere behandles i lyset af de faktiske omstændigheder og de retsforskrifter, der er gældende på tidspunktet for behandlingen. En ret kan ikke træffe en afgørelse, hvorved myndighederne pålægges en forpligtelse i henhold til retsforskrifter, som ikke længere er gældende.

29      Ved behandlingen af en påstand om udstedelse af en begunstigende forvaltningsakt, dvs. i det foreliggende tilfælde en fornyelse af et kørekort, skal den forelæggende ret i overensstemmelse med denne praksis tage hensyn til det regelsæt, der var gældende på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse.

30      Den forelæggende ret har anført, at færdselslovens artikel 22, der fastsætter et krav om, at man for at få udstedt et kørekort skal have sin bopæl anmeldt i Letland, blev vedtaget som følge af gennemførelsen af direktiv 2006/126 i lettisk ret.

31      For at træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen skal det fastslås, om de i folkeregisteret indeholdte oplysninger vedrørende bopælsanmeldelse i Letland er den eneste måde, hvorpå Kaspars Nīmanis kan godtgøre at have sin sædvanlige bopæl i Letland med henblik på at få fornyet sit kørekort.

32      Ifølge den forelæggende ret er formålet med den bopælsanmeldelse, der er fastsat i lettisk ret, at sikre mulighed for at komme i kontakt med alle personer i forbindelse med deres forhold til staten. Det forhold, at en bopæl ikke er anmeldt, er ikke i sig selv ensbetydende med, at den berørte ikke er bosiddende i Letland.

33      Retten har endvidere fremhævet, at såfremt en person har sin sædvanlige bopæl i Letland uden imidlertid at have anmeldt sin bopæl i denne medlemsstat, har den pågældende person i kraft af, at vedkommende har sin sædvanlige bopæl i denne medlemsstat, endvidere ikke ret til at få udstedt et kørekort i nogen anden medlemsstat, idet vedkommende ikke opfylder kravet i direktiv 2006/126 vedrørende sædvanlig bopæl i denne anden medlemsstat.

34      Administratīvā apgabaltiesa er i tvivl om, hvorvidt den lettiske lovgivning er i overensstemmelse med artikel 12 i direktiv 2006/126 og med direktivets formål som anført i anden betragtning hertil, dvs. at forbedre færdselssikkerheden på vejene og at fremme den frie bevægelighed for personer, som bosætter sig i en anden medlemsstat end den, der har udstedt deres kørekort, og har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelserne i artikel 12 i direktiv 2006/126, sammenholdt med første punktum i anden betragtning til direktivet, fortolkes således, at de er til hinder for en ordning i en medlemsstat, hvorefter det eneste bevismiddel, hvorved en person kan godtgøre at have sædvanlig bopæl i den pågældende medlemsstat (Letland), er den af vedkommende foretagne bopælsanmeldelse? »Bopælsanmeldelse« skal forstås som en persons pligt til i henhold til national ret at lade sig registrere i et statsligt folkeregister, således at det er muligt at komme i kontakt med personen på den anmeldte adresse i forbindelse med vedkommendes retsforhold til staten og de lokale myndigheder.«

 Om det præjudicielle spørgsmål

35      Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 12 i direktiv 2006/126 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter det eneste bevismiddel, hvorved en person, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af et kørekort i denne medlemsstat, kan godtgøre, at vedkommende opfylder kravet om »sædvanlig bopæl« som omhandlet i artikel 12 i denne medlemsstat, jf. dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra e), og stk. 3, litra b) (herefter »kravet om sædvanlig bopæl)«, består i, at det fastslås, at der er foretaget bopælsanmeldelse på den berørte medlemsstats område.

36      Indledningsvis bemærkes, at kravet om sædvanlig bopæl er et væsentligt forhold i den ordning, som er indført ved dette direktiv, hvori princippet om gensidig anerkendelse af kørekort er en hjørnesten (jf. i denne retning dom Hofmann, C-419/10, EU:C:2012:240, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

37      Domstolen har fastslået, at kravet om sædvanlig bopæl navnlig bidrager til bekæmpelsen af »kørekortsturisme« i fraværet af en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende udstedelse af kørekort, og at dette krav er nødvendigt for, at det kan kontrolleres, at kravet om egnethed til at føre motorkøretøj overholdes [jf. med hensyn til kravet om sædvanlig bopæl i artikel 7, stk. 1, litra b), i Rådets direktiv 91/439/EØF af 29.7.1991om kørekort (EFT L 237, s. 1) domme Wiedemann og Funk, C-329/06 og C-343/06, EU:C:2008:366, præmis 69, Zerche m.fl., C-334/06 – C-336/06, EU:C:2008:367, præmis 66, og Grasser, C-184/10, EU:C:2011:324, præmis 27].

38      Domstolen har således fastslået, at den manglende overholdelse af kravet om sædvanlig bopæl i visse tilfælde i sig selv kan begrunde, at en medlemsstat nægter at anerkende et kørekort udstedt af en anden medlemsstat [jf. med hensyn til kravet om sædvanlig bopæl i artikel 7, stk. 1, litra b), i direktiv 91/439, domme Apelt, C-224/10, EU:C:2011:655, præmis 34, og Akyüz, C-467/10, EU:C:2012:112, præmis 61].

39      Det er alene den medlemsstat, der har udstedt kørekortet, som er kompetent med hensyn til at efterprøve, om kravet om sædvanlig bopæl er opfyldt (jf. i denne retning kendelse Wierer, C-445/08, EU:C:2009:443, præmis 55). Denne regel gælder ligeledes for så vidt angår den medlemsstat, hvor kørekortsindehaveren anmoder om en fornyelse heraf.

40      De myndigheder, som er ansvarlige for udstedelse og fornyelse af kørekort i en medlemsstat, bør derfor på pålidelig vis kunne sikre, at ansøgeren faktisk opfylder kravet om sædvanlig bopæl.

41      Artikel 7, stk. 5, andet afsnit, i direktiv 2006/126 bestemmer i denne forbindelse, at en medlemsstat, når den udsteder et kørekort, med fornøden omhu skal sikre, at den berørte opfylder kravene i dette direktivs artikel 7, stk. 1, hvoriblandt findes kravet om sædvanlig bopæl.

42      Selv om artikel 12 i direktiv 2006/126 fastsætter kriterierne for, hvad der forstås ved »sædvanlig bopæl« ved anvendelsen af dette direktiv, må det således konstateres, at direktivet imidlertid ikke indeholder nogen bestemmelse, der fastsætter fremgangsmåden med henblik på at godtgøre eksistensen af en sådan bopæl for de myndigheder, der er ansvarlige for udstedelse og fornyelse af kørekort.

43      Skønt det står fast, dels at fremgangsmåden for de myndigheder, der er ansvarlige for udstedelse og fornyelse af kørekort, med hensyn til at godtgøre, at kravet om sædvanlig bopæl er overholdt, henhører under medlemsstaternes kompetence, dels at direktiv 2006/126, som det fremgår af dets ottende betragtning, udelukkende fastsætter mindstekrav for medlemsstaternes udstedelse af kørekort, fremgår det ikke desto mindre af dette direktivs artikel 12, sammenholdt med dets artikel 7, stk. 1, litra e), og stk. 3, litra b), at det resultat, som medlemsstaterne i henhold til disse bestemmelser skal opnå, består i at fastslå, om de i artikel 12 opregnede kriterier, der er afgørende for, om en person har sin sædvanlige bopæl på deres område, er opfyldt med henblik på at efterprøve, om denne person opfylder kravet om sædvanlig bopæl.

44      Fremgangsmåden med henblik på at godtgøre, at kravet om sædvanlig bopæl er overholdt, må således ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for, at de myndigheder, der er ansvarlige for udstedelse og fornyelse af kørekort i en medlemsstat, kan sikre, at den berørte opfylder dette krav med hensyn til de kriterier, der er opregnet i artikel 12 i direktiv 2002/126.

45      Med henblik herpå synes den omstændighed, at en medlemsstat gør udstedelse og fornyelse af et kørekort afhængig af en pligt til at have en bopæl anmeldt på sit område, at udgøre et passende middel, der er egnet til at lette de kompetente myndigheders efterprøvelse af, om kravet om sædvanlig bopæl er opfyldt.

46      Den absolutte pligt til at have en bopæl anmeldt på en medlemsstats område og således at nægte ansøgeren af et kørekort at benytte øvrige bevismidler for at godtgøre, at vedkommende opfylder kriterierne i artikel 12 i direktiv 2006/126, går imidlertid ud over, hvad der er nødvendigt for, at de kompetente myndigheder kan sikre, at den berørte opfylder kravet om sædvanlig bopæl.

47      Artikel 12 i direktiv 2006/126 fastsætter nemlig med hensyn til kravet om sædvanlig bopæl en række objektive kriterier til at afgøre, om ansøgeren har sin sædvanlige bopæl på nævnte område.

48      Det kan således forekomme, at ansøgeren opfylder disse kriterier, som gør det muligt at fastslå, at vedkommende har sin sædvanlige bopæl på en medlemsstats område, uden at ansøgeren imidlertid har anmeldt en bopæl i denne medlemsstat, hvilket synes at være tilfældet for så vidt angår Kaspars Nīmanis. Under disse omstændigheder kan og skal ansøgeren ligeledes gives afslag på udstedelse af et kørekort i andre medlemsstater på baggrund af kravet om sædvanlig bopæl, såfremt vedkommende ikke har sin sædvanlige bopæl som omhandlet i artikel 12 i direktiv 2006/126 på disse medlemsstaters område.

49      Den berørte kan således være afskåret fra muligheden for at opnå et kørekort i Unionen, selv om han har sin sædvanlige bopæl som omhandlet i artikel 12 i direktiv 2006/126 på en medlemsstats område.

50      En medlemsstats lovgivning, hvorefter det eneste bevismiddel, hvorved en person, der ansøger om et kørekort, kan godtgøre over for de kompetente myndigheder, at kravet om sædvanlig bopæl er opfyldt, består i, at det fastslås, at den berørte har anmeldt sin bopæl på denne medlemsstats område, er desuden efter sin karakter for ekskluderende. En sådan lovgivning prioriterer nemlig en omstændighed, der ikke er udtryk for samtlige de kriterier, der er opregnet i artikel 12 i direktiv 2006/126, idet den lader alle andre relevante omstændigheder i denne artikel ude af betragtning.

51      Henset til samtlige de ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 12 i direktiv 2006/126 skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det eneste bevismiddel, hvorved en person, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af et kørekort i denne medlemsstat, kan godtgøre, at vedkommende opfylder kravet om »sædvanlig bopæl« som omhandlet i artikel 12 i denne medlemsstat, jf. dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra e), og stk. 3, litra b), består i, at det fastslås, at der er foretaget bopælsanmeldelse på den berørte medlemsstats område.

 Sagens omkostninger

52      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort skal fortolkes således, at den er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det eneste bevismiddel, hvorved en person, der anmoder om udstedelse eller fornyelse af et kørekort i denne medlemsstat, kan godtgøre, at vedkommende opfylder kravet om »sædvanlig bopæl« som omhandlet i artikel 12 i denne medlemsstat, jf. dette direktivs artikel 7, stk. 1, litra e), og stk. 3, litra b), består i, at det fastslås, at der er foretaget bopælsanmeldelse på den berørte medlemsstats område.

Underskrifter


* Processprog: lettisk.