RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(enedommer)

24. marts 2015

Sag F-61/14

Carola Maggiulli

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – forfremmelse – forfremmelsesåret 2013 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren – sammenligning af fortjenester«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Carola Maggiulli har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse om ikke at forfremme hende til lønklasse AD 13 i forfremmelsesåret 2013.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Carola Maggiulli bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – rækkevidde – hensyntagen til bedømmelsesrapporter – andre forhold, der kan tages i betragtning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – administrationens skønsbeføjelse – domstolsprøvelse – grænser – åbenbart urigtigt skøn – begreb

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, stk. 1)

1.      I henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1, tager ansættelsesmyndigheden ved forfremmelse til den nærmeste højere lønklasse inden for tjenestemændenes ansættelsesgruppe ved sammenligningen af fortjenesterne især hensyn til udtalelserne om tjenestemændene, brugen af andre sprog i udøvelsen af deres hverv end det sprog, som de har godtgjort, at de har indgående kendskab til, og, efter omstændighederne, hvor stort ansvar de forfremmelsesværdige tjenestemænd har. Det er de tre vigtigste faktiske forhold, som der nødvendigvis skal tages hensyn til ved sammenligningen af fortjenester. Ansættelsesmyndigheden kan i tilfælde af lighed i fortjenesterne mellem de forfremmelsesværdige tjenestemænd på grundlag af de tre forhold, der udtrykkeligt er nævnt i vedtægtens artikel 45, stk. 1, dog subsidiært inddrage andre forhold, såsom kandidaternes alder og anciennitet i lønklassen eller tjenesten.

(jf. præmis 28)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Casini mod Kommissionen, T-132/03, EU:T:2005:324, præmis 57

Personaleretten: domme Bouillez m.fl. mod Rådet, F-53/08, EU:F:2010:37, præmis 50, og AC mod Rådet, F-9/10, EU:F:2011:160, præmis 25

2.      Ansættelsesmyndigheden råder over et vidt skøn ved sammenligningen af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, og Unionens retsinstansers kontrol skal i denne sammenhæng begrænses til spørgsmålet om, hvorvidt administrationen, henset til de måder og midler, der kunne lede administrationen til dens vurdering, har holdt sig inden for grænser, der ikke kan kritiseres, og ikke har anvendt sine beføjelser åbenbart fejlagtigt. Personaleretten kan derfor ikke sætte sin vurdering af ansøgernes kvalifikationer og fortjenester i stedet for den nævnte myndigheds. Det tilkommer således ikke Unionens retsinstanser at kontrollere rigtigheden af den vurdering, som administrationen har foretaget af en tjenestemands faglige kvalifikationer, idet denne bedømmelse indebærer komplekse subjektive vurderinger, som ifølge selve deres beskaffenhed ikke kan efterprøves objektivt. Det tilkommer heller ikke Personaleretten at foretage en detaljeret undersøgelse af alle de forfremmelsesværdige ansøgeres sager for at sikre sig, at de er enige i den konklusion, som ansættelsesmyndigheden er nået frem til, da den, hvis den foretog en sådan øvelse, ville gå ud over rammerne for den legalitetskontrol, som tilkommer den, og således ville sætte sin vurdering af de forfremmelsesværdige ansøgeres fortjenester i stedet for ansættelsesmyndighedens.

Den skønsbeføjelse, der således tilkommer administrationen, er ikke desto mindre begrænset af nødvendigheden af at foretage en grundig og upartisk sammenligning af fortjenesterne, i tjenestens interesse og i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Selv om ansættelsesmyndigheden råder over de vedtægtsmæssige beføjelser til at foretage en sådan sammenligning efter den procedure eller metode, som den anser for at være bedst egnet, skal nævnte sammenligning i praksis ske på lige vilkår og på grundlag af sammenlignelige informations- og oplysningskilder.

I forbindelse med den kontrol, som udøves af Unionens retsinstanser vedrørende de valg, som træffes af administrationen på området for forfremmelse, er en fejl åbenbar, når den umiddelbart og tydeligt kan konstateres på baggrund af de kriterier, som lovgiver har ønsket skal anvendes ved afgørelser om forfremmelse og i henhold til vedtægtens artikel 45, stk. 1. Det følger heraf, at for at godtgøre, at administrationen har begået en åbenbar fejl ved vurderingen af de faktiske omstændigheder, der kan begrunde, at en afgørelse annulleres, skal de beviser, som det påhviler sagsøgeren at fremlægge, være tilstrækkeligt stærke til at bevirke, at de vurderinger, administrationen har lagt til grund, bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar fejl forkastes, såfremt den anfægtede vurdering ‒ uanset de beviser, sagsøgeren har fremført ‒ kan anses for at være korrekt eller gyldig.

(jf. præmis 29-31)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Casini mod Kommissionen, EU:T:2005:324, præmis 52 og 53

Den Europæiske Unions Ret: domme Canga Fano mod Rådet, T-281/11 P, EU:T:2013:252, præmis 35, 41 og 42 og den deri nævnte retspraksis, og Stols mod Rådet, T-95/12 P, EU:T:2014:3, præmis 31

Personaleretten: domme AC mod Rådet, EU:F:2011:160, præmis 22 og 24, og Buxton mod Parlamentet, F-50/11, EU:F:2012:51, præmis 38, og kendelse Debaty mod Rådet, F-47/13, EU:F:2013:215, præmis 33