DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling)
10. september 2015 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2003/88/EF – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – artikel 2, stk. 1 – begrebet »arbejdstid« – arbejdstagere, der ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted – transporttid mellem arbejdstagernes bopæl og den første og den sidste kunde«
I sag C-266/14,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Audiencia Nacional (Spanien) ved afgørelse af 22. maj 2014, indgået til Domstolen den 2. juni 2014, i sagen:
Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras (CC.OO.)
mod
Tyco Integrated Security SL
Tyco Integrated Fire & Security Corporation Servicios SA,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne A. Ó Caoimh (refererende dommer), C. Toader, E. Jarašiūnas og C.G. Fernlund,
generaladvokat: Y. Bot
justitssekretær: ekspeditionssekretær M. Ferreira,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 22. april 2015,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones obreras (CC.OO.) ved abogados E. Lillo Pérez og F. Gualda Alcalá
– Tyco Integrated Security SL og Tyco Integrated Fire & Security Corporation Servicios SA ved abogado J. Martínez Pérez de Espinosa
– den spanske regering ved M.J. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget
– den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget
– den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato F. Varrone
– Det Forenede Kongeriges regering ved L. Christie og L. Barfoot, som befuldmægtigede, bistået af S. Lee, QC, og Barrister-at-Law G. Facenna
– Europa-Kommissionen ved M. van Beek og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 11. juni 2015,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, s. 9).
2 Denne anmodning er blevet fremsat inden for rammerne af en sag mellem Federación de Servicios Privados del sindicato Comisiones Obreras (CC.OO.), på den ene side, og Tyco Integrated Security SL og Tyco Integrated Fire & Security Corporation Servicios SA (herefter under ét »Tyco«), på den anden side, vedrørende de sagsøgtes afvisning af at anerkende, at den tid, som deres arbejdstagere bruger på daglig transport mellem deres bopæl og de første kunder og til de sidste kunder, som er anvist af deres arbejdsgiver (herefter »transporttid mellem bopæl og kunde«), udgør arbejdstid som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 2, stk. 1.
Retsforskrifter
EU-retten
3 Følgende fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2003/88:
»Forbedring af arbejdstagernes sikkerhedsmæssige, hygiejnemæssige og sundhedsmæssige vilkår under arbejdet er et mål, der ikke bør underordnes rent økonomiske hensyn.«
4 Dette direktivs artikel 1 bestemmer følgende:
»1. Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.
2. Dette direktiv finder anvendelse på:
a) de minimale daglige hvileperioder, ugentlige hvileperioder og årlige ferier, på pauser og på den maksimale ugentlige arbejdstid, samt på
b) visse aspekter i forbindelse med natarbejde, skifteholdsarbejde og arbejdsrytme.
3. Dette direktiv finder anvendelse på alle former for private og offentlige aktiviteter som defineret i artikel 2 i [Rådets] direktiv 89/391/EØF [af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (EFT L 183, s. 1)], jf. dog nærværende direktivs artikel 14, 17, 18 og 19.
[...]
4. Bestemmelserne i direktiv 89/391[...] finder i fuld udstrækning anvendelse på de forhold, der er nævnt i stk. 2, med forbehold af strengere og/eller mere specifikke bestemmelser i nærværende direktiv.«
5 Artikel 2 i det nævnte direktiv med overskriften »Definitioner« fastsætter følgende i stk. 1 og 2:
»I dette direktiv forstås ved:
1) »arbejdstid«: det tidsrum, hvori arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis
2) »hvileperiode«: det tidsrum, der ikke er arbejdstid.«
6 Det samme direktivs artikel 3 med overskriften »Daglig arbejdstid« har følgende ordlyd:
»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en minimumshvileperiode på 11 sammenhængende timer inden for hver 24-timersperiode.«
Spansk ret
7 Artikel 34 i lov om arbejdstageres rettigheder i den affattelse, der følger af Real Decreto Legislativo 1/1995 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 1/1995 om godkendelse af lovbekendtgørelse af lov om arbejdstageres rettigheder) af 24. marts 1995 (BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654), bestemmer følgende i stk. 1, 3 og 5:
»1. Arbejdstidens længde er den, der er fastsat i de kollektive overenskomster eller i ansættelseskontrakterne.
Den maksimale almindelige arbejdstid er 40 effektive timer om ugen i gennemsnit på årsbasis.
[...]
3. Mellem afslutningen på en arbejdsdag og begyndelsen af den næste skal der mindst forløbe 12 timer.
Antallet af effektive almindelige arbejdstimer pr. dag kan ikke overstige ni timer, medmindre en kollektiv overenskomst eller i mangel heraf en aftale mellem virksomheden og arbejdstagerrepræsentanterne fastsætter en anden fordeling af den daglige arbejdstid, hvorved hvileperioden mellem arbejdsdagene under alle omstændigheder skal overholdes.
[...]
5. Arbejdstiden beregnes således, at arbejdstageren såvel ved arbejdsdagens begyndelse som ved dens afslutning befinder sig på arbejdsstedet.«
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
8 Tyco udøver i de fleste spanske provinser virksomhed inden for installation og vedligeholdelse af sikkerhedssystemer, som gør det muligt at påvise indtrængen og forhindre indbrud.
9 I 2011 lukkede Tyco sine kontorer, som lå i provinsen (herefter »de regionale kontorer«), og knyttede alle sine medarbejdere til hovedkontoret i Madrid (Spanien).
10 De teknikere, som er ansat af Tyco, installerer og vedligeholder sikkerhedsanordninger i private hjem og i industri- og handelsvirksomheder i de områder, hvor teknikerne er tilknyttet, og som består af en hel eller en del af en provins og nogle gange endog af flere provinser.
11 Disse arbejdstagere råder hver over en firmabil, hvori de hver dag kører fra deres bopæl til de steder, hvor de skal udføre installationsopgaver eller vedligeholde sikkerhedssystemer. De benytter dette køretøj til at komme hjem sidst på dagen.
12 Ifølge den forelæggende ret kan afstanden mellem de nævnte arbejdstageres bopæl og de steder, hvor de skal udføre en opgave, variere betydeligt og nogle gange overstige 100 km. Retten har som eksempel givet et tilfælde, hvor transporttiden mellem bopæl og kunde var på tre timer på grund af trafikniveauet.
13 En eller flere gange om ugen skal de samme arbejdstagere også møde på et transportlogistikcenters lokaler tæt på deres bopæl for dér at afhente de materialer, apparater og reservedele, som de har behov for til deres arbejde.
14 Til udførelsen af deres opgaver råder de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere hver over en mobiltelefon, som gør det muligt for dem på afstand at kommunikere med hovedkontoret i Madrid. En applikation installeret på deres telefon gør det muligt for disse arbejdstagere hver dag inden næste arbejdsdag at modtage en køreplan over de forskellige steder, som de – inden for deres geografiske område – skal besøge i løbet af denne dag, og aftaletidspunkterne med kunderne. Ved hjælp af en anden applikation indsamler de nævnte arbejdstagere data om det udførte arbejde og fremsender det til Tyco med henblik på at registrere opståede hændelser og det udførte arbejde.
15 Den forelæggende ret har anført, at Tyco ikke medregner transporttiden mellem bopæl og kunden som en del af arbejdstiden, da der er tale om hviletid.
16 Ifølge denne ret beregner Tyco længden af den daglige arbejdstid ved at opgøre den tid, der går fra medarbejdernes ankomst til dagens første kunde til det tidspunkt, hvor disse medarbejdere forlader den sidste kunde, idet der udelukkende tages hensyn til den tid, der er anvendt på opgaver på stedet, og de mellemliggende transporter for at komme fra en kunde til en anden. Inden lukningen af de regionale kontorer beregnede Tyco medarbejdernes daglige arbejdstid fra deres ankomst til disse kontorer – for dér at få udleveret det køretøj, som blev stillet til deres rådighed, listen over de kunder, der skulle besøges, og køreplanen – indtil deres hjemkomst om aftenen til de nævnte kontorer for at aflevere dette køretøj.
17 Den nævnte ret er af den opfattelse, at begreberne arbejdstid og hviletid er modstillede i direktiv 2003/88, og at dette direktiv derfor ikke kan dække mellemliggende situationer. Retten har bemærket, at transporttiden mellem bopæl og kunden ikke sidestilles med arbejdstid i artikel 34, stk. 5, i lov om arbejdstageres rettigheder i den affattelse, der følger af Real Decreto Legislativo 1/1995. Ifølge den samme ret valgte den spanske lovgiver denne løsning med den begrundelse, at arbejdstageren frit kan vælge sit bopælssted. Det er derfor alene arbejdstageren, der afhængigt af sine muligheder vælger den længste eller korteste afstand mellem sit arbejdssted og sin bopæl.
18 Den forelæggende ret har bemærket, at denne opfattelse skal nuanceres, når der er tale om mobile arbejdstagere inden for landtransportsektoren. For denne kategori af arbejdstagere forekommer den nationale lovgiver nemlig at have lagt til grund, at deres arbejdsplads er i deres køretøj, således at enhver transporttid betragtes som arbejdstid. Denne ret har således rejst spørgsmålet, om situationen for de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere kan sidestilles med situationen for denne sektors mobile arbejdstagere.
19 Ifølge den nævnte ret medfører den omstændighed, at de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere nogle timer inden aftalen med deres kunder via deres mobiltelefon informeres om den strækning, som de skal køre, og de konkrete ydelser, som de skal levere hos kunderne, at disse arbejdstagere ikke længere har mulighed for at tilpasse deres privatliv og deres bopæl på baggrund af afstanden til deres arbejdsplads, eftersom denne varierer hver dag. Det følger heraf, at transporttid mellem bopæl og kunden ikke kan betragtes som hviletid, bl.a. henset til det mål om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, som direktiv 2003/88 forfølger. Imidlertid er der ifølge den samme ret heller ikke tale om tid, hvor arbejdstagerne står til deres arbejdsgivers rådighed i egentlig forstand, således at denne kan betro arbejdstageren en eller anden opgave ud over selve transporten. Det fremgår således ikke med tilstrækkelig klarhed, om transporttid mellem bopæl og kunden udgør arbejdstid eller en hvileperiode i henhold til dette direktiv.
20 Under disse omstændigheder har den nationale ret besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 2 i direktiv 2003/88 fortolkes således, at den tid, som en arbejdstager, der ikke har noget fast arbejdssted, men hver dag skal begive sig fra sit hjem til en af virksomhedens kunder, som er forskellig hver dag, og tage hjem til sig selv fra en anden kunde, som også er forskellig (ifølge en rejserute eller en liste, som virksomheden fremsender til ham dagen i forvejen), inden for grænserne af en mere eller mindre stor geografisk zone på de betingelser, der er nævnt i tvisten i hovedsagen, bruger på transport ved arbejdsdagens begyndelse og afslutning, anses for »arbejdstid« i henhold til definitionen heraf i direktivets artikel 2, eller skal den derimod anses for en »hvileperiode«?«
Om det præjudicielle spørgsmål
21 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor arbejdstagerne ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, udgør disse arbejdstageres transporttid mellem bopæl og kunde »arbejdstid« i henhold til denne bestemmelse.
22 Det skal indledningsvis bemærkes, at da det nævnte direktivs artikel 1-8 er affattet i vendinger, der i det væsentlige er identiske med artikel 1-8 i Rådets direktiv 93/104/EF af 23. november 1993 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EFT L 307, s. 18), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/34/EF af 22. juni 2000 (EFT L 195, s. 41), kan Domstolens fortolkning af disse sidstnævnte artikler i sin helhed overføres på de ovennævnte artikler i direktiv 2003/88 (jf. i denne retning dom Fuß, C-429/09, EU:C:2010:717, præmis 32, og kendelse Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 39).
23 Det skal desuden indledningsvis fastslås, at sidstnævnte direktiv har til formål at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår ved indbyrdes tilnærmelse af de nationale bestemmelser med hensyn til bl.a. arbejdstidens længde. Denne harmonisering på EU-plan af arbejdstidens tilrettelæggelse har til formål at garantere en bedre beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, idet det fastslås, at de bør have – bl.a. daglige og ugentlige – minimumshvileperioder og passende pauser, og idet der fastsættes et loft på 48 timer for den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid, som er en maksimumsgrænse, hvorom det udtrykkeligt er præciseret, at den omfatter overarbejde (jf. domme BECTU, C-173/99, EU:C:2001:356, præmis 37 og 38, og Jaeger, C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 46, samt kendelse Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 40).
24 Det nævnte direktivs forskellige forskrifter om maksimal arbejdstid og minimumshvileperioder udgør regler inden for Unionens sociallovgivning af særlig betydning, som enhver arbejdstager er omfattet af som en nødvendig minimumsforskrift for at sikre beskyttelsen af hans sikkerhed og sundhed (dom Dellas m.fl., C-14/04, EU:C:2005:728, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 41).
25 Hvad dernæst angår begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88 bemærkes, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at direktivet definerer dette begreb som det tidsrum, hvor arbejdstageren er på arbejde og står til arbejdsgiverens rådighed under udførelsen af sin beskæftigelse eller sine opgaver i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis, og at dette begreb skal forstås som modsætning til hvileperiode, idet disse to begreber udelukker hinanden (domme Jaeger, C-151/02, EU:C:2003:437, præmis 48, og Dellas m.fl., C-14/04, EU:C:2005:728, præmis 42, samt kendelser Vorel, C-437/05, EU:C:2007:23, præmis 24, og Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 42).
26 I denne forbindelse må det fastslås, at det nævnte direktiv ikke fastsætter nogen mellemkategori mellem arbejds- og hvileperioder (jf. i denne retning dom Dellas m.fl., C-14/04, EU:C:2005:728, præmis 43, og kendelser Vorel, C-437/05, EU:C:2007:23, præmis 25, samt Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 43).
27 I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at begreberne »arbejdstid« og »hvileperiode« i den forstand, hvori de er anvendt i direktiv 2003/88, udgør EU-retlige begreber, der skal defineres efter objektive kriterier under hensyn til direktivets opbygning og formål, idet de tilsigter at fastsætte minimumsforskrifter med henblik på at forbedre arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår. Kun en sådan selvstændig fortolkning kan sikre direktivet sin fulde virkning samt en ensartet anvendelse af disse begreber i samtlige medlemsstater (jf. dom Dellas m.fl., C-14/04, EU:C:2005:728, præmis 44 og 45, og kendelser Vorel, C-437/05, EU:C:2007:23, præmis 26, samt Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 44).
28 Endelig bemærkes, at samme direktivs artikel 2 ikke er blandt de af direktivets bestemmelser, som det er tilladt at fravige (jf. kendelse Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 45).
29 Med henblik på at besvare det præjudicielle spørgsmål skal det således undersøges, om de elementer, der indgår i begrebet »arbejdstid«, og som er nævnt i denne doms præmis 25, foreligger eller ej under transporttiden mellem bopæl og kunde i en situation som den i hovedsagen omhandlede, og om denne tid derved skal betragtes som arbejdstid eller som hviletid.
30 Hvad angår det første element, som indgår i begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88, hvorefter arbejdstageren skal være under udførelse af sin beskæftigelse eller sine opgaver, bemærkes, at det er ubestridt, at Tyco før beslutningen om at nedlægge de regionale kontorer anså disse arbejdstageres transporttid mellem de regionale kontorer og deres første og sidste kunder på dagen for arbejdstid, men ikke deres transporttid mellem deres bopæl og de regionale kontorer ved dagens begyndelse og afslutning. Det er endvidere ubestridt, at de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere inden denne beslutning dagligt tog til disse kontorer for at hente de køretøjer, som stilles til deres rådighed af Tyco, og påbegynde deres arbejdsdag. Disse arbejdstagere afsluttede også deres arbejdsdag på disse kontorer.
31 Tyco har anfægtet, at de i hovedsagen omhandlede arbejdstageres transporttid mellem bopæl og kunde kan betragtes som arbejdstid som omhandlet i den nævnte bestemmelse med den begrundelse, at selv om disse arbejdstagere skal foretage en transport for at komme til de kunder, som selskabet har anvist, er formålet med de nævnte arbejdstageres beskæftigelse og opgaver at udføre tekniske ydelser i form af installation og vedligeholdelse af sikkerhedssystemer hos kunderne. Således er disse arbejdstagere i transporttiden mellem bopæl og kunden ikke under udførelse af deres beskæftigelse eller deres opgaver.
32 Dette argument kan ikke tiltrædes. Som generaladvokaten har anført i punkt 38 i forslaget til afgørelse, er transporterne – for de arbejdstagere, som har en beskæftigelse som den i hovedsagen omhandlede – for at komme til de kunder, som er anvist af deres arbejdsgiver, en nødvendig forudsætning for, at de kan udføre disse arbejdstageres tekniske ydelser hos kunderne. Hvis der ikke tages hensyn til disse transporter, vil det resultere i, at en arbejdsgiver som Tyco er i stand til at kræve, at kun den tid, som anvendes til udførelsen af opgaver inden for installation og vedligeholdelse af sikkerhedssystemer, er omfattet af begrebet »arbejdstid« i henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88, hvilket vil udhule dette begreb og skade formålet med beskyttelsen af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.
33 Den omstændighed, at de pågældende arbejdstageres transport ved dagens begyndelse og afslutning til eller fra kunderne blev betragtet som arbejdstid af Tyco før nedlæggelsen af de regionale kontorer, illustrerer i øvrigt, at den opgave, som består i at køre et køretøj fra et regionalt kontor til den første kunde og fra den sidste kunde til dette regionale kontor, tidligere var en del af disse arbejdstageres opgaver og beskæftigelse. Karakteren af disse transporter har ikke ændret sig siden nedlæggelsen af de regionale kontorer. Alene udgangspunktet for de nævnte transporter er blevet ændret.
34 På denne baggrund skal arbejdstagere, som befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, anses for at være under udførelse af deres beskæftigelse eller deres opgaver i transporttiden mellem bopæl og kunde.
35 Hvad angår det andet element, som indgår i begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88, hvorefter arbejdstageren i dette tidsrum skal stå til arbejdsgiverens rådighed, bemærkes, at den afgørende faktor er den omstændighed, at arbejdstageren er forpligtet til fysisk at opholde sig på det sted, som arbejdsgiveren har anvist, for dér at være til arbejdsgiverens rådighed med henblik på straks at kunne udføre de fornødne opgaver, såfremt der opstår behov herfor (jf. i denne retning dom Dellas m.fl., C-14/04, EU:C:2005:728, præmis 48, og kendelser Vorel, C-437/05, EU:C:2007:23, præmis 28, og Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 63).
36 For at en arbejdstager kan anses for at stå til arbejdsgiverens rådighed skal denne arbejdstager således befinde sig i en situation, hvor han retligt set er forpligtet til at efterkomme sin arbejdsgivers anvisninger og udføre sin beskæftigelse for denne.
37 I modsætning hertil fremgår det af Domstolens praksis, at arbejdstagernes mulighed for at råde over deres tid med færre begrænsninger og bruge den i egen interesse er et element, der kan vise, at den omhandlede tidsperiode ikke udgør arbejdstid som omhandlet i direktiv 2003/88 (jf. i denne retning dom Simap, C-303/98, EU:C:2000:528, præmis 50).
38 I den foreliggende sag fremgår det af de præciseringer, som Tyco har givet under retsmødet, at selskabet fastsætter den liste og den rækkefølge over kunder, som skal følges af de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere, samt aftaletidspunkterne hos kunderne. Selskabet har også anført, at til trods for at en mobiltelefon er blevet udleveret til hver af de i hovedsagen omhandlede arbejdstagere, hvorpå de modtager deres rute inden næste arbejdsdag, er disse arbejdstagere ikke forpligtet til at holde denne telefon åben under transporttiden mellem bopæl og kunden. Ruten for at komme hen til disse aftaler bliver således ikke fastsat af Tyco, da de omhandlede arbejdstagere har ret til selv at vælge den rute, som de ønsker, således at de frit kan tilrettelægge deres transport.
39 I denne henseende bemærkes, at under transporttiden mellem bopæl og kunde har de arbejdstagere, som befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, en vis frihed, som de ikke har under arbejdstiden hos en kunde, forudsat at de ankommer til den anviste kunde på det tidspunkt, der er fastsat af deres arbejdsgiver. Det fremgår dog af sagsakterne for Domstolen, at denne frihed allerede forelå før nedlæggelsen af de regionale kontorer, hvor transporttiden var medregnet som arbejdstid regnet fra ankomsttidspunktet til de regionale kontorer, og det eneste, som har ændret sig, er udgangspunktet for transporten for at tage hen til kunden. En sådan ændring berører ikke den retlige karakter af den forpligtelse, som påhviler disse arbejdstagere til at efterkomme deres arbejdsgivers anvisninger. Under disse transporter er arbejdstagerne underlagt de nævnte instruktioner fra deres arbejdsgiver, som kan ændre rækkefølgen af kunder eller annullere eller tilføje en aftale. Under alle omstændigheder bemærkes, at under transportens nødvendige længde, som oftest ikke kan forkortes, har de nævnte arbejdstagere ikke mulighed for frit at råde over deres tid og bruge den i egen interesse, hvorfor de følgelig står til deres arbejdsgivers rådighed.
40 Tyco og den spanske og Det Forenede Kongeriges regering har udtrykt bekymring for, at sådanne arbejdstagere ved dagens begyndelse og afslutning indlader sig på personlige gøremål. En sådan bekymring kan dog ikke påvirke transporttidens retlige kvalifikation. I en situation som den i hovedsagen omhandlede tilkommer det arbejdsgiveren at indføre de nødvendige kontrolinstrumenter for at undgå eventuelt misbrug.
41 Dels var der allerede før nedlæggelsen af de regionale kontorer mulighed for at indlade sig på sådanne gøremål ved arbejdsdagens begyndelse og afslutning på transporterne mellem kunderne og de regionale kontorer. Dels bør dette direktivs formål ikke underordnes rent økonomiske hensyn, således som det fremgår af fjerde betragtning til direktiv 2003/88. Tyco har under retsmødet for Domstolen desuden angivet, at anvendelsen af de kreditkort, som selskabet udleverer til sine ansatte, er begrænset til betaling for brændstof til erhvervsmæssig anvendelse af de køretøjer, som stilles til rådighed for arbejdstagerne. Tyco har således et middel, blandt flere, til at kontrollere deres transporter.
42 Selv om det i øvrigt er korrekt, at sådanne kontroller kunne medføre en yderligere omkostning for en virksomhed i en situation som den, Tyco befinder sig i, bemærkes, at denne omkostning er en naturlig følge af Tycos beslutning om at nedlægge de regionale kontorer. Det ville derimod være i strid med det i det nævnte direktiv fastsatte formål om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, at denne beslutning indebærer, at Tycos medarbejdere pålægges hele denne omkostning.
43 Hvad angår det tredje element, som indgår i begrebet »arbejdstid« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88, hvorefter arbejdstageren skal være på arbejde i det pågældende tidsrum, bemærkes, at når en arbejdstager, som ikke længere har et fast arbejdssted, udfører sine opgaver under den transport, som han foretager til eller fra en kunde, skal denne arbejdstager også anses for at være på arbejde under denne transport, således som det fremgår af denne doms præmis 34. Eftersom transporterne er en uadskillelig del af at være en arbejdstager, som ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted – således som generaladvokaten har anført i punkt 48 i forslaget til afgørelse – kan sådanne arbejdstageres arbejdssted nemlig ikke indskrænkes til disse arbejdstageres fysiske arbejdssted hos deres arbejdsgivers kunder.
44 Denne konstatering kan ikke ændres af den omstændighed, at arbejdstagere, som befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, påbegynder og afslutter sådanne transporter henholdsvis fra og ved deres bopæl, for så vidt som denne omstændighed følger direkte af deres arbejdsgivers beslutning om at nedlægge de regionale kontorer og ikke af arbejdstagernes ønske. Da arbejdstagerne har mistet muligheden for frit at bestemme afstanden mellem deres bopæl og det sædvanlige sted for deres arbejdsdags begyndelse og afslutning, kan de ikke være forpligtet til at påtage sig ansvaret for deres arbejdsgivers valg vedrørende nedlæggelsen af disse kontorer.
45 Et sådant resultat ville også være i strid med det i direktiv 2003/88 fastsatte formål om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, hvori nødvendigheden af at sikre arbejdstagere en minimumshvileperiode indgår. Det ville således være i strid med dette direktiv, hvis hviletiden for de arbejdstagere, som ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, begrænses som følge af, at deres transporttid mellem bopæl og kunde ikke er omfattet af begrebet »arbejdstid« som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 2, stk. 1.
46 Det følger af det ovenstående, at når arbejdstagere, der befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, anvender en firmabil for at komme fra deres bopæl til en kunde, som er anvist af deres arbejdsgiver, eller for at vende tilbage til deres bopæl fra en sådan kunde og for at køre fra en kunde til en anden i løbet af deres arbejdsdag, skal disse arbejdstagere under disse transporter anses for at være »på arbejde« som omhandlet i samme direktivs artikel 2, stk. 1.
47 Denne konklusion kan ikke ændres af Det Forenede Kongeriges regerings argument, hvorefter denne konklusion ville medføre uundgåelige omkostningsstigninger for bl.a. Tyco. Herom bemærkes blot, at selv om transporttiden skal anses for arbejdstid under de særlige omstændigheder i hovedsagen, kan Tyco frit fastsætte vederlaget for transporttiden mellem bopæl og kunde.
48 Det er imidlertid tilstrækkeligt at bemærke, at det følger af Domstolens praksis, at bortset fra en særlig situation som den i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88 anførte på området for årlig betalt ferie, begrænser dette direktiv sig til at regulere visse aspekter af tilrettelæggelsen af arbejdstiden, hvorfor det i princippet ikke finder anvendelse på arbejdstagernes lønforhold (jf. dom Dellas m.fl., C-14/04, EU:C:2005:728, præmis 38, samt kendelser Vorel, C-437/05, EU:C:2007:23, præmis 32, og Grigore, C-258/10, EU:C:2011:122, præmis 81 og 83).
49 Den måde, hvorpå arbejdstagere, som befinder sig i en situation som den i hovedsagen omhandlede, aflønnes, er dermed heller ikke omfattet af det nævnte direktiv, men af de relevante bestemmelser i national ret.
50 Henset til de ovenstående bemærkninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor arbejdstagerne ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, udgør transporttiden, som disse arbejdstagere bruger på daglige transporter mellem deres bopæl og de første og de sidste kunder, som er anvist af deres arbejdsgiver, »arbejdstid« i henhold til denne bestemmelse.
Sagens omkostninger
51 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
Artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, hvor arbejdstagerne ikke har et fast eller sædvanligt arbejdssted, udgør den transporttid, som disse arbejdstagere bruger på daglige transporter mellem deres bopæl og de første og de sidste kunder, som er anvist af deres arbejdsgiver, »arbejdstid« i henhold til denne bestemmelse.
Underskrifter