Language of document : ECLI:EU:F:2015:55

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE

(Første Afdeling)

21. april 2015

Sag F-31/11 DEP

BI

mod

Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – et EU-agenturs repræsentation ved advokat – fast vederlag – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – sagsøgerens økonomiske situation«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostningerne, indgivet af Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) efter Personalerettens kendelse af 7. marts 2012, BI mod Cedefop (F-31/11, EU:F:2012:28).

Udfald:      Det samlede beløb, som Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse kan kræve erstattet af BI i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet i sag F-31/11, fastsættes til 5 000 EUR.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – begæring om fastsættelse af sagsomkostninger – frist for indgivelse – pligt til at fremsætte begæringen om fastsættelse af sagsomkostninger inden for en rimelig frist

(Personalerettens procesreglement, art. 92, stk. 1)

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorarer, som et EU-institut, -organ, -kontor eller -agentur har betalt til sin advokat – omfattet – tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, når der antages en advokat i visse sager, og ikke i andre – foreligger ikke

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

3.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – honorarer, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet – forhold, der skal tages i betragtning med henblik på fastsættelsen – den økonomiske situation for den part, der pålægges sagsomkostninger – ikke omfattet

[Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1; Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]

1.      En begæring om fastsættelse af sagsomkostninger skal fremsættes inden for en rimelig frist, hvorefter den part, som er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne, kan lægge til grund, at fordringshaveren har givet afkald på sin ret. Den rimelige karakter af en frist skal i øvrigt vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet samt de involverede parters adfærd.

Hvad angår parternes adfærd er det, skønt iværksættelsen af en appelsag ikke har opsættende virkning, forståeligt, at en part, der har ret til at få sine sagsomkostninger betalt, kan afvente udløbet af appelfristen, inden han fremsætter sin begæring om godtgørelse af sagsomkostninger.

(jf. præmis 14 og 16)

Henvisning til:

Domstolen: dom fornyet Prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 28, 30 og 33, og kendelse Dietz mod Kommissionen, 126/76 DEP, EU:C:1979:158, præmis 1

Retten i Første Instans: kendelse Air France mod Kommissionen, T-2/93 DEP, EU:T:1996:48, præmis 10 ff.

Retten for EU-Personalesager: kendelse BI mod Cedefop, F-31/11, EU:F:2012:28

2.      Det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, der finder anvendelse på Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til den nævnte statut, at Den Europæiske Unions institutioner med henblik på den måde, hvorpå de vil lade sig repræsentere eller bistå for Unionens retsinstanser, frit kan vælge at antage en advokat. I denne forbindelse falder denne advokats vederlag ind under begrebet nødvendige udgifter, som er afholdt med henblik på sagens behandling, uden at institutionen er forpligtet til at godtgøre, at en sådan bistand objektivt set var nødvendig. Ved anvendelsen af den nævnte bestemmelse i statutten for Domstolen skal EU-organer sidestilles med de nævnte institutioner.

I øvrigt har den omstændighed, at et EU-organ har fået bistand af en befuldmægtiget og en ekstern advokat, ikke nogen betydning for vurderingen af, om de omhandlede udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter. Denne omstændighed kan imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen. Der foreligger således ikke en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling af sagsøgere, når en EU-institution eller et EU-organ beslutter at få bistand af en advokat i visse sager, mens institutionen eller organet i andre sager repræsenteres ved sine egne tjenestemænd.

Enhver anden vurdering, der indebærer, at en EU-institutions eller et EU-organs ret til at kræve fuld eller delvis erstatning for advokatsalærer betinges af, at institutionen eller organet kan godtgøre, at advokatbistanden var »objektivt« begrundet, ville reelt udgøre en indirekte begrænsning af den ret, der er sikret ved artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen, og medføre, at Unionens retsinstanser har pligt til at sætte deres egen vurdering i stedet for den vurdering, som er foretaget af de institutioner og organer, der har ansvaret for at organisere deres tjenestegrene. En sådan opgave er imidlertid hverken forenelig med artikel 19, stk. 1, i statutten for Domstolen eller med de beføjelser, som Unionens institutioner og organer har vedrørende håndteringen af deres sager ved Unionens retsinstanser. Heraf følger, at den omstændighed, at et EU-organ råder over en juridisk tjeneste, ikke har nogen betydning i forhold til, om de udgifter, der består i det honorar, som dette organ har betalt en advokat, der ikke tilhører dets personale, kan kræves erstattet.

(jf. præmis 30-33)

Henvisning til:

Domstolen: kendelse Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-554/11 P-DEP, EU:C:2013:706, præmis 17

Den Europæiske Unions Ret: kendelse Longinidis mod Cedefop, T-283/08 P-DEP, EU:T:2014:1083, præmis 24-26 og den deri nævnte retspraksis

Retten for EU-Personalesager: kendelse Chatzidoukakis mod Kommissionen, F-84/10 DEP, EU:F:2014:41, præmis 21

3.      I forbindelse med fastsættelsen af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, kan Unionens retsinstanser ikke fastsætte de beløb, som parterne skal betale til deres egne advokater, men fastsætte det beløb, der kan kræves erstattet i form af advokathonorarer af den part, der tilpligtes at betale sagens omkostninger. Unionens retsinstanser skal, når de tager stilling til begæringen om fastsættelse af sagsomkostningerne, hverken tage hensyn til en national tarif for advokaters salærer eller til en eventuel aftale herom, indgået mellem den berørte part og dennes repræsentanter eller rådgivere.

Da der ikke i EU-retten findes bestemmelser om fastsættelse af sådanne honorarer, er Unionens retsinstanser i øvrigt frit stillet ved vurderingen af sagens faktiske omstændigheder, idet de dog skal tage hensyn til sagens genstand og karakter, dens betydning efter EU-retten og dens sværhedsgrad, såvel som til den arbejdsbyrde, som de pågældende befuldmægtigede og rådgivere har båret i forbindelse med sagen, samt til parternes økonomiske interesse i sagen.

I denne henseende kan det – selv i mangel af en opgørelse over de ydelser, som advokaten har præsteret, og den arbejdstid, der er blevet brugt herpå, idet honoraret er opgjort efter en fast takst – af den omstændighed alene, at der er udarbejdet et svarskrift, udledes, at denne advokat rent faktisk har udarbejdet de retsakter og leveret de ydelser, der er nødvendige med henblik på proceduren for Personaleretten. I øvrigt har vederlagets faste karakter ikke betydning for Personalerettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Personaleretten skal basere sig på veletablerede kriterier og på de detaljerede oplysninger, som parterne skal fremlægge for denne. Selv om det ikke er umuligt for Personaleretten i mangel af sådanne oplysninger at fastsætte størrelsen af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må Personaleretten imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav.

I øvrigt er den økonomiske situation for den part, der pålægges at betale sagsomkostninger, ikke omfattet af de kriterier, som Unionens retsinstanser anvender, når de fastsætter størrelsen af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet inden for rammerne af en sag om fastsættelse af sagsomkostninger.

(jf. præmis 35, 36, 41, 42 og 48)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: kendelser Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 20, og Longinidis mod Cedefop, EU:T:2014:1083, præmis 67

Retten for EU-Personalesager: dom Blais mod ECB, F-6/08, EU:F:2008:160, præmis 111-116; kendelser Martinez Erades mod EU-Udenrigstjenesten, F-64/12 DEP, EU:F:2013:111, præmis 21, og Chatzidoukakis mod Kommissionen, EU:F:2014:41, præmis 22 og 23 og den deri nævnte retspraksis