Language of document : ECLI:EU:F:2015:60

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

18. juni 2015

Sag F-27/13

CX

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – disciplinær forfølgning – disciplinærrådets og ansættelsesmyndighedens respektive rolle og kompetencer – disciplinær sanktion – degradering efterfulgt af en afgørelse om forfremmelse – sanktionens proportionalitet«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CX i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 5. juni 2012, hvorved Europa-Kommissionen pålagde ham den sanktion, at han degraderes fra lønklasse AD 9 til lønklasse AD 8, dels om, at Kommissionen tilpligtes at erstatte det tab, som han mener at have lidt.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. CX bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – disciplinærordning – proceduren ved disciplinærrådet – de i bilag IX til vedtægten fastsatte frister – reglen om god forvaltningsskik

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 22, stk. 1)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærrådets og ansættelsesmyndighedens respektive rolle og kompetencer – bedømmelse af substansen i de indberettede forhold

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 18 og 25)

3.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinær forfølgning – frister – administrationens pligt til at handle inden for en rimelig frist – vurdering

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX)

4.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinær sanktion – degradering – sammenhæng med en afgørelse om forfremmelse, der træffes efterfølgende i forhold til den samme tjenestemand

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45 og 86)

5.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinær sanktion – degradering – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 9)

1.      Den frist, der er fastsat i artikel 22 i vedtægtens bilag IX, udgør ikke en forældelsesfrist. Bestemmelsen er udtryk for et princip om god forvaltningsskik, hvis formål er, at det såvel i administrationens som i tjenestemændenes interesse undgås, at vedtagelsen af den afgørelse, som afslutter disciplinærsagen, forsinkes unødigt. Det følger heraf, at de disciplinære myndigheder er forpligtet til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling. Manglende overholdelse af denne frist, der alene kan bedømmes på grundlag af sagens særlige omstændigheder, kan medføre annullation af den retsakt, der er vedtaget efter fristens udløb, bl.a. i tilfælde af tilsidesættelse af retten til forsvar.

(jf. præmis 38)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: domme N mod Kommissionen, T-198/02, EU:T:2004:101, præmis 125, og François mod Kommissionen, T-307/01, EU:T:2004:180, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis

2.      Ansættelsesmyndigheden kan undersøge og bedømme de faktiske omstændigheder, der er genstand for en disciplinærsag, på en måde der er forskellig fra den måde, der er anvendt i disciplinærrådets udtalelse, under forudsætning af, at den på detaljeret vis begrunder sin beslutning herom.

Ingen bestemmelse i vedtægten fastsætter nemlig, at disciplinærrådets udtalelse er bindende for ansættelsesmyndigheden for så vidt angår substansen i de indberettede forhold. Tværtimod følger det af en samlet læsning af artikel 18 og 25 i bilag IX til vedtægten, at disciplinærrådets udtalelse, idet dette er et rådgivende organ, ikke binder ansættelsesmyndigheden i denne henseende.

Artikel 18 i bilag IX til vedtægten fastsætter nemlig ikke, at disciplinærrådets udtalelse skal være en samstemmende udtalelse.

Derimod følger det af artikel 25 i bilag IX til vedtægten, at ansættelsesmyndigheden lovligt kan benytte de faktiske konstateringer i en endelig strafferetlig afgørelse som grundlag, selv om den pågældende tjenestemand bestrider disse omstændigheders rigtighed under disciplinærsagen. Med andre ord har lovgiver ønsket at begrænse ansættelsesmyndighedens beføjelser for så vidt angår bedømmelsen af substansen i de forhold, der er genstand for disciplinærsagen, i de specifikke tilfælde, hvor der sideløbende er indledt retsforfølgning for de samme forhold. Til gengæld har lovgiver ikke fastsat, at ansættelsesmyndigheden ikke kan afvige fra hele eller en del af disciplinærrådets udtalelse.

Disciplinærrådet fratages dog ikke sin afgørende rolle som rådgivende organ, og den pågældende tjenestemand nyder godt af en grundlæggende garanti, idet ansættelsesmyndigheden er forpligtet til at begrunde enhver beslutning om at afvige fra disciplinærrådets udtalelse, herunder i forhold til bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.

(jf. præmis 54-58)

Henvisning til:

Domstolen: dom F. mod Kommissionen, 228/83, EU:C:1985:28, præmis 16

Retten i Første Instans: dom Stevens mod Kommissionen, T-277/01, EU:T:2002:302, præmis 76, og kendelse Di Rocco mod ØSU, T-8/92, EU:T:1992:122, præmis 28

Personaleretten: dom Bedin mod Kommissionen, F-128/14, EU:F:2015:51, præmis 30

3.      Det følger af princippet om god forvaltningsskik, at de disciplinære myndigheder er forpligtet til at gennemføre en disciplinærsag med fornøden omhu og drage omsorg for, at enhver handling i forbindelse hermed sker inden for en rimelig frist i forhold til den forudgående handling. En disciplinærsags urimelige varighed kan skyldes både gennemførelsen af forudgående administrative undersøgelser og disciplinærsagen som sådan. Om sagsbehandlingstiden er rimelig skal vurderes på baggrund af omstændighederne i hver enkelt sag og navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgerens og de kompetente myndigheders adfærd.

(jf. præmis 77)

Henvisning til:

Personaleretten: dom A og G mod Kommissionen, F-124/05 og F-96/06, EU:F:2010:2, præmis 390-393

4.      Hvad angår en tjenestemand, der har været genstand for afgørelser, der som disciplinær sanktion pålægger ham en degradering og efterfølgende forfremmer ham med tilbagevirkende kraft, udgør disse afgørelser to særskilte og selvstændige administrative retsakter, der er baseret på to forskellige retsgrundlag, den ene på vedtægtens artikel 86 og den anden på vedtægtens artikel 45. Derudover forfølger disse retsakter to forskellige og modstridende formål. I denne forbindelse er det ikke fastsat nogen steder i vedtægten, at en afgørelse om degradering automatisk har forrang i forhold til en efterfølgende afgørelse om forfremmelse, når adressaten for de to afgørelser er den samme tjenestemand eller ansatte.

I øvrigt er forfremmelsen ved dens karakter en juridisk retsakt, der hverken tillader en suspensiv eller resolutiv betingelse eller tidsbegrænsning. I lyset af bl.a. vedtægtens artikel 4 og 6 må det nemlig konkluderes, at vedtægten ikke tillader pro tempore-forfremmelse af en tjenestemand eller ansat, f.eks. fra den 1. januar i et givent år indtil den 1. juli i det følgende år.

(jf. præmis 95, 99 og 100)

5.      Hvad angår valget af den disciplinære sanktion, der skal pålægges, jf. artikel 9 i bilag IX til vedtægten, har den kompetente ansættelsesmyndighed ikke beføjelse til at sanktionere den pågældende tjenestemand ved direkte at fastlægge en »indplacering« af ham på et bestemt løntrin, men har udelukkende beføjelse til midlertidigt eller definitivt at degradere tjenestemanden ud fra det løntrin, som sidstnævnte rent faktisk har på det tidspunkt, hvor den nævnte sanktion anvendes.

(jf. præmis 101)