Language of document : ECLI:EU:F:2015:53

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

9. juni 2015

Sag F-65/14

EF

mod

Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS)

»Personalesag – ansatte i EEAS – tjenestemænd – forfremmelsesåret 2013 – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren til lønklasse AD 13 – sagsøgerens indsigelse mod listen over de tjenestemænd, der foreslås forfremmet – vedtægtens artikel 45 – minimums to års anciennitet i lønklassen – beregning af fristen på to år – tidspunktet for afgørelsen om forfremmelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i medfør af denne traktats artikel 106A, hvorunder EF har nedlagt påstand om annullation af de af ansættelsesmyndigheden ved Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS) trufne afgørelser af 9. og 14. oktober 2013 om afslag på at forfremme ham til lønklasse AD 13 i forbindelse med forfremmelsesåret 2013 (herefter » forfremmelsesåret 2013«).

Udfald:      Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil frifindes. EF bærer sine egne omkostninger og betaler de af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – forfremmelse – betingelser – krav om minimumsanciennitet i lønklassen – krav om sammenfald med den periode, der omfattes af bedømmelsesrapporterne – foreligger ikke – tidspunkt, der skal tages i betragtning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – sammenligning af fortjenester – kriterier – ansøgernes personlige fortjenester – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – klage fra en ikke-forfremmet ansøger – afgørelse om afslag – begrundelse – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45 og art. 91, stk. 2)

1.      Det følger klart af vedtægtens artikel 45, at kun tjenestemænd, der har en minimumsanciennitet på to år i deres lønklasse, kan forfremmes. Denne bestemmelse fastsætter ikke, som supplerende betingelse, at de krævede to års anciennitet også skal være nøjagtigt sammenfaldende med den periode på to år, der dækkes af to årlige bedømmelsesrapporter, årlige bedømmelsesrapporter, som hver tjenestemand principielt er genstand for vedrørende en periode, der svarer til kalenderåret.

Datoen for afgørelsen om forfremmelse udgør imidlertid den relevante dato med henblik på vurderingen af, om tjenestemanden har den minimumsanciennitet, der kræves for at kunne forfremmes.

I øvrigt kræver vedtægtens artikel 45 ikke, at den dato, hvorpå betingelsen om anciennitet skal være opfyldt, nødvendigvis er sammenfaldende med udløbet af den bedømmelsesperiode, der er omfattet af den årlige bedømmelsesrapport.

(jf. præmis 26, 27 og 29)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Casini mod Kommissionen, T-132/03, EU:T:2005:324, præmis 84

Personaleretten: dom Balabanis og Le Dour mod Kommissionen, F-77/05, EU:F:2006:127, præmis 35

2.      Den omstændighed, at en tjenestemand har klare og anerkendte fortjenester, udelukker ikke ved en sammenligning af de forfremmelsesværdige tjenestemænds fortjenester, at andre tjenestemænd kan have bedre fortjenester.

I denne forbindelse har administrationen ikke ved at basere sig på de forfremmede tjenestemænds bedømmelsesrapporter og ved at finde, at disse tjenestemænds fortjenester var bedre end den berørtes, anlagt et åbenbart urigtigt skøn, dvs. begået en fejl, som let kan opdages, og som er åbenbar.

Samme konklusion gælder hvad angår betragtningen vedrørende kriteriet om brug af sprog, hvorefter beherskelsen af engelsk og fransk generelt er tilstrækkeligt til, at Unionen kan fungere arbejdsmæssigt, hvorfor fordelen ved at beherske andre sprog er sekundær.

For så vidt angår den berørtes ansvar i forbindelse med de forskellige arbejdsopgaver, har denne ikke godtgjort, at administrationens betragtning om, at dette ansvar er på niveau med det ansvar, som normalt udøves af en tjenestemand i samme lønklasse, og at det følgelig ikke kan bedømmes som særligt fortjenstfuldt i forbindelse med en forfremmelse, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn.

(jf. præmis 43-46)

Henvisning til:

Domstolen: dom Cubero Vermurie mod Kommissionen, C-446/00 P, EU:C:2001:703, præmis 21

Retten i Første Instans: dom Morello mod Kommissionen, T-164/00, EU:T:2002:312, præmis 100

Personaleretten: dom Trentea mod FRA, F-112/10, EU:F:2012:179, præmis 104

3.      Ansættelsesmyndigheden er ikke forpligtet til at begrunde afgørelser om forfremmelser over for ikke-forfremmede tjenestemænd. Ikke desto mindre skal ansættelsesmyndigheden begrunde sin afgørelse om afslag på en klage, som en kandidat, der ikke er blevet forfremmet, har indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, idet begrundelsen for denne afgørelse om afslag skal anses for sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som klagen var rettet mod.

Eftersom forfremmelser i henhold til ordlyden af vedtægtens artikel 45 foretages på grundlag af »en udvælgelse« kan begrundelsen kun vedrøre eksistensen af de lovlige betingelser, som vedtægten stiller som betingelse for, at forfremmelsen er lovlig. Ansættelsesmyndigheden er navnlig ikke forpligtet til at meddele den ansøger, der ikke er kommet i betragtning, den sammenlignende vurdering, den har foretaget mellem ham og de ansøgere, der er blevet udvalgt til forfremmelse.

(jf. præmis 50 og 51)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom Contargyris mod Rådet, T-6/96, EU:T:1997:76, præmis 147 og 148

Personaleretten: dom Merhzaoui mod Rådet, F-18/09, EU:F:2011:180, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis