Language of document : ECLI:EU:F:2015:118

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

8. oktober 2015

Forenede sager F-106/13 og F-25/14

DD

mod

Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA)

»Personalesag – ansatte i FRA – midlertidigt ansat – karriereudviklingsrapport – intern klage – beskyldninger om forskelsbehandling – beskyldninger om repressalier som omhandlet i direktiv 2000/43 – administrativ undersøgelse – disciplinærsag – disciplinær sanktion – irettesættelse – artikel 2, 3 og 11 i bilag IX til vedtægten – opsigelse af tidsubegrænset kontrakt – artikel 47, litra c), nr. i), i ansættelsesvilkårene – ret til kontradiktion – artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, hvorunder DD har nedlagt påstand om annullation af den irettesættelse, som han blev pålagt af direktøren for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), og af nævnte direktørs afgørelse om at opsige hans tidsubegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat og påstand om, at FRA tilpligtes at erstatte det tab, som han har lidt som følge af disse handlinger.

Udfald:      Afgørelsen af 20. februar 2013, hvorved direktøren for Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) pålagde sagsøgeren en disciplinær sanktion i form af en irettesættelse, annulleres. Afgørelsen af 13. juni 2013, hvorved direktøren for FRA opsagde DD’s tidsubegrænsede kontrakt som midlertidigt ansat, annulleres. I øvrigt frifindes FRA i de forenede sager F-106/13 og F-25/14. FRA bærer sine egne omkostninger og betaler de af DD afholdte omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinær forfølgning – overholdelse af retten til forsvar – indledning af en disciplinær forfølgning og vedtagelse af en afgørelse om sanktion under samme afhøring – ingen forudgående fremsendelse af konklusionerne fra den forudgående undersøgelse, som har dannet grundlag for afgørelsen om at indlede den disciplinære forfølgning og for vedtagelsen af sanktionen – tilsidesættelse af retten til forsvar

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 2, 3 og 11)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – sanktion – lovligt – overholdelse af retten til forsvar – krænkelse heraf – følger – annullation – betingelser

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra a); tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 9]

3.      Tjenestemænd – disciplinærordning – undersøgelse forud for indledningen af den disciplinære forfølgning – forløb i mangel af almindelige gennemførelsesbestemmelser på området – ingen betydning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 110 og bilag IX, art. 2)

4.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en tidsubestemt kontrakt – vedtagelse af afgørelsen uden at give den pågældende mulighed for på forhånd at fremsætte sine bemærkninger – tilsidesættelse af retten til kontradiktion – følger

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47)

5.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – opsigelse af en tidsubestemt kontrakt– vedtagelse af afgørelsen uden at give den pågældende mulighed for på forhånd at fremsætte sine bemærkninger – tilsidesættelse af retten til kontradiktion – mulighed for lovliggørelse efterfølgende i forbindelse med en klageprocedure – udelukket

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 47)

6.      Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – forpligtelse til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger – dom om annullation af en afgørelse om opsigelse af en kontrakt som midlertidigt ansat – påstand om erstatning til sagsøgeren for det lidte økonomiske tab – påstanden fremsat for tidligt

(Art. 266 TEUF)

1.      Artikel 2, stk. 2, og artikel 3 i bilag IX til vedtægten pålægger ansættelsesmyndigheden, når den påtænker at indlede en disciplinær forfølgning på grundlag af en rapport, der er udarbejdet efter en administrativ undersøgelse, på forhånd at fremsende undersøgelsesrapportens konklusioner samt alle sagens akter til den pågældende tjenestemand, for at denne, idet han råder over en passende frist til at forberede sit forsvar, kan fremsætte alle nødvendige bemærkninger.

I denne forbindelse gælder, at når ansættelsesmyndigheden baserer sig på den administrative undersøgelsesrapport med henblik på at indlede en disciplinær forfølgning og øjeblikkeligt vedtage en disciplinær sanktion under en eneste og samme afhøring, er den omstændighed, at den pågældende tjenestemand mundtligt har fået kendskab til den nævnte undersøgelsesrapports konklusioner under denne afhøring, ikke tilstrækkeligt til at sikre en overholdelse af vedtægtens bestemmelser, eftersom en sådan underretning ikke har været af en sådan karakter, at den sikrer en passende underretning af denne tjenestemand og gør det muligt for ham at udøve sin ret til at blive hørt effektivt.

Desuden er administrationen for at sikre en hensigtsmæssig virkning af den ret til at blive hørt, der er fastsat i artikel 11 i bilag IX til vedtægten, forpligtet til, når den påtænker at pålægge sanktionen skriftlig advarsel eller irettesættelse, at sætte den pågældende tjenestemand eller ansatte i stand til at forberede sit forsvar, hvilket indebærer, at denne rettidigt råder over alle de oplysninger vedrørende ham selv, som findes i sagen som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i bilag IX til vedtægten. Når administrationen beslutter at indlede den disciplinære forfølgning og dernæst at pålægge en sanktion efter en eneste og samme afhøring, udgør den manglende overholdelse af de krav, der er fastsat i artikel 2 og 3 i bilag IX til vedtægten, følgelig en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, som sikret ved artikel 11 i bilag IX til vedtægten.

Følgelig tilsidesætter administrationen de forpligtelser, som påhviler den i henhold til artikel 2, 3 og 11 i bilag IX til vedtægten, når den undlader at fremsende den administrative undersøgelses konklusioner til en tjenestemand inden hans afhøring, der netop har til formål at høre ham om de nævnte konklusioner, og under hvilken der blev vedtaget en afgørelse om at pålægge ham en sanktion, uden at han havde haft mulighed for at forberede sit forsvar.

(jf. præmis 57-60, 62 og 63)

2.      For at en tilsidesættelse af retten til at blive hørt kan medføre annullation af en afgørelse om pålæggelse af en disciplinær sanktion, er det nødvendigt at undersøge, om proceduren uden denne mangel ville have fået et andet udfald. I denne henseende påhviler det, henset til den grundlæggende karakter af overholdelsen af retten til at blive hørt, som knæsat i artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, ansættelsesmyndigheden, som har vedtaget afgørelsen om sanktion, og som af denne grund har det bedste kendskab til de forhold, der gik forud for vedtagelsen af denne afgørelse, at godtgøre, at den, selv om den pågældende var blevet lovligt hørt, ikke kunne have vedtaget en anderledes afgørelse.

Under de omstændigheder, hvor administrationen beslutter at indlede den disciplinære forfølgning og dernæst at pålægge en sanktion efter en eneste og samme afhøring uden at have fremsendt konklusionerne af den administrative undersøgelse til den pågældende tjenestemand, vil den omstændighed, at det lægges til grund, at administrationen ville have vedtaget den samme afgørelse som den afgørelse, som den har vedtaget, selv efter at have hørt den pågældende om den nævnte rapports konklusioner samt om den påtænkte sanktion, blot være ensbetydende med at gøre den grundlæggende ret til at blive hørt indholdsløs, eftersom selve indholdet af denne ret indebærer, at den pågældende har mulighed for at påvirke den pågældende beslutningsproces.

(jf. præmis 65 og 67)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 3. juli 2014, Kamino International Logistics og Datema Hellmann Worldwide Logistics, C-129/13 og C-130/13, EU:C:2014:2041, præmis 79

Personaleretten: dom af 14. maj 2014, Delcroix mod EEAS, F-11/13, EU:F:2014:91, præmis 44

3.      På det disciplinære område kan den omstændighed, at en administrativ undersøgelse er blevet gennemført af et EU-agentur, uden at sidstnævnte på forhånd har vedtaget almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 2 i bilag IX til vedtægten og således fastlagt den processuelle ramme for undersøgelsen, ikke gøre den nævnte undersøgelse ulovlig. Artikel 2, stk. 3, i bilag IX til vedtægten pålægger ganske vist hver institutions ansættelsesmyndighed at fastsætte almindelige gennemførelsesbestemmelser til nævnte artikel, i overensstemmelse med vedtægtens artikel 110. Imidlertid er en manglende vedtagelse af sådanne bestemmelser ikke i sig selv til hinder for, at der indledes og gennemføres en administrativ undersøgelse, idet denne under alle omstændigheder skal gennemføres under overholdelse af bestemmelserne i bilag IX til vedtægten og de almindelige retsprincipper, såsom overholdelsen af retten til forsvar.

(jf. præmis 75)

4.      Hvad angår en afgørelse om opsigelse af en kontrakt som midlertidigt ansat, som er truffet, uden at administrationen forud for vedtagelsen heraf udtrykkeligt har meddelt den pågældende, at den overvejede denne mulighed, og opfordret denne til at fremsætte bemærkninger hertil, kan det ikke med føje gøres gældende, at den pågældende var blevet behørigt hørt, fordi han allerede kendte de faktiske forhold, som blev foreholdt ham, og havde haft mulighed for i fornødent omfang at fremkomme med sit synspunkt vedrørende de hændelser, som førte til vedtagelsen af afgørelsen om opsigelse. Retten til at blive hørt skal nemlig netop gøre det muligt for den pågældende ikke blot at fremkomme med en forklaring på hans adfærd og grundene hertil, men ligeledes at fremføre argumenter vedrørende den foranstaltning, der påtænkes for hans vedkommende.

Under disse omstændigheder påhviler det administrationen at godtgøre, at afgørelsen om opsigelse ikke desto mindre ville være blevet vedtaget, selv om retten til at blive hørt var blevet overholdt. I denne forbindelse gør det blotte argument om brud på tillidsforholdet med den pågældende det på ingen måde muligt at udelukke, at de eventuelle forklaringer, som denne ville være fremkommet med i det tilfælde, hvor den pågældendes ret til at blive hørt ikke var blevet tilsidesat af administrationen, kunne have bevirket, at den nævnte myndighed var blevet overbevist om at afstå fra at opsige den pågældendes kontrakt.

Endvidere udgør en afgørelse om opsigelse en handling, som er yderst alvorlig for den pågældende ansatte, som således mister sit arbejde, og hvis karriere vil kunne blive påvirket negativt i adskillige år. Bortset fra den omstændighed, at retten til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for den nævnte ansatte, som berører denne negativt, er en grundlæggende ret for denne, henhører sidstnævntes udøvelse af retten til at udtale sig i fornødent omfang om den påtænkte afgørelse om opsigelse under ansættelsesmyndighedens ansvar, et ansvar, som denne skal sikre nøje.

(jf. præmis 90, 91, 93 og 95)

5.      Det kan ikke med føje gøres gældende, at en ansats ret til forsvar, som var blevet tilsidesat inden vedtagelsen af en afgørelse om opsigelse af hans kontrakt, ikke desto mindre var blevet overholdt efterfølgende som følge af, at den pågældende kunne gøre sine argumenter mod den nævnte afgørelse gældende i forbindelse med den klageprocedure, der er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 2. En klage indgivet i henhold til nævnte vedtægts artikel 90, stk. 2, bevirker nemlig ikke, at gennemførelsen af den omtvistede afgørelse udsættes, således at afgørelsen om opsigelse, uanset den pågældendes klage over denne afgørelse, havde øjeblikkelige, negative indvirkninger på situationen for den pågældende, som ikke var i stand til at påvirke nævnte afgørelse. Således synes vedtagelsen af afgørelsen om opsigelse uden på forhånd at have hørt den pågældende åbenbart at kunne have berørt det væsentlige indhold af dennes ret til at blive hørt.

(jf. præmis 97 og 98)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: kendelse af 22. november 2006, Milbert m.fl. mod Kommissionen, T-434/04, EU:T:2006:359, præmis 42

6.      En annullation af en retsakt indebærer, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende gyldighed fra retsordenen, og en ophævelse af retsaktens virkninger, når retsakten allerede er gennemført, forudsætter, at den retsstilling, som sagsøgeren befandt sig i inden vedtagelsen af den nævnte retsakt, genoprettes. I henhold til artikel 266 TEUF har den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, desuden pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde den dom, den er adressat for.

Hvad angår en dom om annullation af en afgørelse om opsigelse af en midlertidigt ansat som følge af administrationens tilsidesættelse af den pågældendes ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af en akt, der går ham imod, når det ikke er udelukket, at den pågældende, hvis han havde været i stand til at fremkomme med sit synspunkt vedrørende den påtænkte afgørelse om opsigelse, kunne have overbevist administrationen om ikke at vedtage afgørelsen om opsigelse af ham, kan Unionens retsinstanser ikke foregribe den afgørelse, som det sagsøgte agentur skal træffe, henset til annullationsdommen. Herefter skal påstanden om, at det sagsøgte agentur tilpligtes at erstatte det økonomiske tab, som den pågældende ansatte har lidt som følge af, at afgørelsen om opsigelse er ulovlig, forkastes, idet den er fremsat for tidligt.

(jf. præmis 103 og 104)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 26. oktober 2006, Landgren mod ETF, F-1/05, EU:F:2006:112, præmis 92 og den deri nævnte retspraksis