Language of document : ECLI:EU:C:2016:225

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. WAHL

fremsat den 7. april 2016 (1)

Sag C-102/15

Gazdasági Versenyhivatal

mod

Siemens Aktiengesellschaft Österreich

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Ítélőtábla (den regionale appeldomstol i Budapest, Ungarn))

»Samarbejdet om civilretlige spørgsmål – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 1, stk. 1 – anvendelsesområde – begrebet »det civil- og handelsretlige område« – artikel 5, nr. 3) – kompetence til at behandle og påkende sager vedrørende erstatning uden for kontrakt – søgsmål med påstand om restitution som følge af ugrundet berigelse«





1.        Den foreliggende sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt krav om restitution som følge af ugrundet berigelse er omfattet af kompetencereglen i forordning (EF) nr. 44/2001 (2) vedrørende »erstatning uden for kontrakt«.

2.        Den giver endvidere Domstolen anledning til at præcisere anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001.

3.        I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for, hvorfor en sag som den i hovedsagen omhandlede, der alene udspringer af en bøde, der er pålagt for en overtrædelse af nationale konkurrenceregler, ikke er en sag på »det civil- og handelsretlige område«, som forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på. Den omhandler snarere »administrative anliggender«, som i henhold til forordningens artikel 1, stk. 1, ikke er omfattet af forordningen.

4.        Af uvisse årsager har den forelæggende ret ikke rejst et spørgsmål om, hvorvidt den foreliggende sag er omfattet af forordningens anvendelsesområde. Som det blev klart under retsmødet, kan en mulig forklaring på dette være, at denne type af sager klart er civile sager i henhold til ungarsk ret.

5.        Jeg vil endvidere for fuldstændighedens skyld også redegøre for, hvorfor krav om restitution tydeligt adskiller sig fra krav om erstatning uden for kontrakt. Dette fører mig til at slå fast, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, der tillægger en speciel kompetence til at behandle og påkende sager vedrørende erstatning uden for kontrakt, ikke giver mulighed for at anlægge sager vedrørende sådanne krav i en medlemsstat, hvor sagsøgte ikke har hjemsted.

I –    Retsforskrifter

A –    Forordning nr. 44/2001

6.        I henhold til forordningens artikel 1, stk. 1 (»Anvendelsesområde«), finder forordning nr. 44/2001 anvendelse på »det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender«.

7.        Artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, der findes i kapitel II (»Kompetence«), afdeling 1 (»Almindelige bestemmelser«), fastsætter, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«.

8.        Kapitel II, afdeling 2 i forordning nr. 44/2001 indeholder regler om »specielle kompetenceregler«, herunder artikel 5.

9.        I henhold til artikel 5, nr. 1), kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges i en anden medlemsstat »i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«.

10.      I henhold til artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges i en anden medlemsstat »i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå«.

B –    Ungarsk ret

11.      I henhold til § 301, stk. 1, i den ungarske civile lovbog (3) skal skyldneren for så vidt angår pengegæld, medmindre andet er bestemt ved lov, betale renter med et beløb svarende til den ungarske centralbanks gældende basisrente på den sidste dag forud for det kalenderhalvår, hvor betalingsforsinkelsen indtræder, selv om der er tale om en gæld, som ikke forrentes. Forpligtelsen til at betale renter gælder, selv om skyldneren kan begrunde forsinkelsen.

12.      § 361, stk. 1, i den civile lovbog bestemmer, at den, som opnår en uhjemlet formuefordel til skade for tredjemand, er forpligtet til at tilbageføre denne fordel.

13.      I henhold til § 83, stk. 5, i lov nr. LVII af 1996 om forbud mod illoyal markedsadfærd og konkurrencebegrænsning (4) i den affattelse, der fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, skal der, hvis en afgørelse truffet af Versenytanács (konkurrencerådet, et organ, der organisatorisk hører under Gazdasági Versenyhivatal (den ungarske konkurrencemyndighed, herefter »konkurrencemyndigheden«)) tilsidesætter en retsregel, og dette indebærer, at den berørte part har krav på at få bøden tilbagebetalt, betales renter med et beløb svarende til dobbelte af centralbankens gældende basisrente.

II – De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål

14.      Siemens Aktiengesellschaft Österreich (herefter »Siemens«), der har hjemsted i Østrig, blev af konkurrencemyndigheden i en konkurrencesag pålagt en bøde på 159 000 000 HUF (herefter »den anfægtede afgørelse«). Siemens iværksatte appel af den anfægtede afgørelse ved de ungarske forvaltningsdomstole. Da appellen ikke havde opsættende virkning, betalte Siemens bøden.

15.      Forvaltningsdomstolen i første instans nedsatte bøden til 27 300 000 HUF. Denne afgørelse blev efterfølgende stadfæstet af forvaltningsdomstolen i anden instans.

16.      På baggrund af denne afgørelse tilbagebetalte konkurrencemyndigheden den 31. oktober 2008 131 700 000 HUF af det samlede bødebeløb på 159 000 000 HUF til Siemens og betalte endvidere i henhold til artikel 83, stk. 5, i lov nr. LVII af 1996 et beløb på 52 016 230 HUF til Siemens til dækning af renter.

17.      Konkurrencemyndigheden iværksatte endvidere kassationsanke ved den daværende Legfelsőbb Bíróság (øverste domstol, Ungarn, nu Kúria) til prøvelse af afgørelsen fra forvaltningsdomstolen i anden instans. Denne domstol fastslog, at det var korrekt at pålægge Siemens en bøde på 159 000 000 HUF. Følgelig betalte Siemens den 25. november 2011 det resterende beløb på 131 700 000 HUF af bøden, men nægtede at tilbagebetale beløbet på 52 016 230 HUF.

18.      Den 12. juli 2013 anlagde konkurrencemyndigheden under henvisning til § 361, stk. 1, i den civile lovbog sag mod Siemens med påstand om restitution af sidstnævnte beløb som følge af ugrundet berigelse (»det omhandlede krav«) med tillæg af morarenter af dette beløb.

19.      Endvidere har konkurrencemyndigheden i henhold til § 301, stk. 1, i den civile lovbog rejst krav om betaling af morarenter af den udestående del af bøden på 131 700 000 HUF for perioden fra den 2. november 2008 til og med den 24. november 2011 på 29 183 277 HUF. Konkurrencemyndigheden har til støtte herfor anført, at det blev fastslået, at den anfægtede afgørelse var gyldig med virkning ex tunc med det resultat, at den resterende del af bøden skulle have været i konkurrencemyndighedens besiddelse på den første arbejdsdag (2.11.2008) efter den dato, hvor den uberettigede tilbagebetaling fandt sted (31.10.2008).

20.      Konkurrencemyndigheden har anført, at ugrundet berigelse er et spørgsmål om erstatning uden for kontrakt. Følgelig tillægger den specielle kompetenceregel i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 efter konkurrencemyndighedens opfattelse den forelæggende ret den nødvendige kompetence i hovedsagen.

21.      Over for denne argumentation har Siemens anført, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse på denne sag, eftersom forpligtelsen til tilbagebetaling som følge af ugrundet berigelse i henhold til ungarsk ret ikke beror på en retsstridig adfærd, men skyldes, at der ikke er noget retligt grundlag for den formuefordel, som er opnået. For så vidt angår konkurrencemyndighedens krav på morarenter har Siemens anført, at morarenter ikke udgør skadeserstatning, eftersom betalingen heraf ikke er betinget af, om der er forårsaget en skade.

22.      Den 12. juni 2014 besluttede Fővárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest) at henlægge sagen, eftersom ugrundet berigelse efter dens opfattelse ikke kan anses for erstatning uden for kontrakt. Efter dens opfattelse er ugrundet berigelse ikke en form for ansvarspådragelse, og der foreligger ej heller ikke nogen skade, men alene en formueforringelse og et manglende retligt grundlag.

23.      Konkurrencemyndigheden iværksatte ved den forelæggende ret appel til prøvelse af afgørelsen af 12. juni 2014, idet den gjorde gældende, at Fővárosi Törvényszék (retten i første instans i Budapest) havde kompetence. Den forelæggende ret skal herefter tage stilling til beslutningen om at henlægge sagen som følge af manglende kompetence.

24.      Den forelæggende ret er i tvivl om den korrekte fortolkning af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 og har derfor den 2. marts 2015 besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende spørgsmål med henblik på en præjudiciel afgørelse:

»Skal et krav, som udspringer af, at der er sket tilbagebetaling af en bøde, der er pålagt i en konkurrencesag og betalt af en part med hjemsted i en anden medlemsstat – som indrømmedes nævnte tilbagebetaling, der senere er blevet erklæret ubegrundet – og som konkurrencemyndigheden retter mod den nævnte part med henblik på tilbagesøgning af de renter, som parten i henhold til lovgivningen har ret til i tilfælde, hvor der sker tilbagebetaling, og som den nævnte myndighed har betalt, anses for at være et krav om »erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i [forordning nr. 44/2001]?«

25.      Siemens, konkurrencemyndigheden, den ungarske, den tyske og den italienske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Under retsmødet, der blev afholdt den 14. januar 2016, afgav alle disse parter med undtagelse af den italienske regering mundtlige indlæg.

III – Bedømmelse

26.      Som nævnt ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, hvorvidt et krav om tilbagebetaling af et beløb til en part med hjemsted i en anden medlemsstat som følge af, at betalingen efterfølgende viste sig at være ubegrundet, er et forhold, som domstolene i den medlemsstat, som sagsøger har hjemsted i, har kompetence til at behandle i henhold til de særlige kompetenceregler i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 vedrørende erstatning uden for kontrakt.

27.      Som nævnt er »administrative anliggender« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 imidlertid ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordningen. I lyset heraf er det forud for behandlingen af realiteten nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt det omhandlede krav, der udspringer af en bøde, der er blevet pålagt af en national konkurrencemyndighed under en forvaltningssag om overtrædelse af nationale konkurrenceregler, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001.

A –    Anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001

1.      Indledende bemærkninger

28.      Som udgangspunkt finder forordning nr. 44/2001 alene anvendelse på »det civil- og handelsretlige område«. Ifølge fast retspraksis er begreberne »det civil- og handelsretlige område« på den ene side og »administrative anliggender« på den anden side selvstændige EU-retlige begreber (5).

29.      Følgelig har det ikke nogen betydning for, om forordning nr. 44/2001 finder anvendelse, om hovedsagen i henhold til ungarsk ret er et administrativt anliggende eller et spørgsmål på det civil- eller handelsretlige område. Hverken den omstændighed, at forelæggelsesafgørelsen ikke indeholder spørgsmål om anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, eller at alle de deltagende parter i den præjudicielle forelæggelsesprocedure er enige om, at hovedsagen i henhold til ungarsk ret er et civilretligt forhold, har derfor den virkning, at forordningen finder anvendelse.

30.      I denne forbindelse hindrer den omstændighed, at der ikke er stillet spørgsmål om anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, ikke Domstolen i at tage stilling til forholdet. Domstolen har faktisk flere forskellige muligheder for at gøre dette. For det første kan Domstolen erklære sig inkompetent, såfremt det er åbenbart, at den EU-retlige bestemmelse, der forelægges Domstolen med henblik på fortolkning, ikke finder anvendelse (6). Alternativt kan Domstolen for det andet afvise spørgsmålet i henhold til artikel 94, litra c), i Domstolens procesreglement (7). For det tredje kan Domstolen i stedet betragte uanvendeligheden af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 således, at det ikke angår formaliteten, men snarere realiteten (8).

31.      Jeg skal fremhæve, at såfremt Domstolen er enig med mig i, at genstanden for tvisten i hovedsagen ligger uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, ville dette under alle omstændigheder indebære en bilæggelse af tvisten i hovedsagen. Den ville derfor de facto give et indholdsmæssigt svar på det præjudicielle spørgsmål. Endvidere synes forelæggelsesafgørelsen at opfylde de øvrige formelle krav i artikel 94, litra a) og b), i Domstolens procesreglement. I lyset heraf, og henset til den samarbejdsånd, der må herske under udførelsen af opgaverne i forbindelse med den præjudicielle forelæggelsesprocedure, som er et samarbejde, hvorunder Domstolen skal give den forelæggende ret et nyttigt svar, foreslår jeg, at Domstolen omformulerer det præjudicielle spørgsmål, således at den kan tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt hovedsagen er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001.

2.      Anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001

32.      Der er ikke rejst spørgsmål i forelæggelsesafgørelsen om, hvorvidt det pågældende krav er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Til trods herfor og navnlig med støtte i dommen i sagen Sapir m.fl. (9) har konkurrencemyndigheden, den ungarske regering og Kommissionen anført, at det omhandlede krav ikke udgør »administrative anliggender« (navnlig den ungarske regering). I retsmødet tilsluttede Siemens sig ganske bemærkelsesværdigt denne opfattelse, hvilket den tyske regering ligeledes gjorde.

33.      Jeg henleder opmærksomheden på, at anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, der er begrænset til »det civil- og handelsretlige område«, i særlig grad er afgrænset af de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten eller tvistens genstand. Selv om visse tvister mellem en offentlig myndighed og en privatperson kan henhøre under anvendelsesområdet for forordningen, forholder det sig anderledes, når den offentlige myndighed udøver offentligretlige beføjelser (10). Det afgørende spørgsmål er, hvorvidt en sag støttes på bestemmelser, hvorved lovgiver har tillagt det offentligretlige organ en selvstændig beføjelse (11).

34.      Selv om det forekommer mig indlysende, at »sager vedrørende privatpersoner« i forbindelse med gennemførelsen af konkurrenceretten er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 (12), er det tilsvarende åbenlyst, at en bøde, der er blevet pålagt af en administrativ myndighed, der udøver de offentligretlige beføjelser, som den er blevet tillagt i henhold til national ret, er omfattet af begrebet »administrative anliggender«. Sidstnævnte omfatter med sikkerhed bøder for overtrædelser af de nationale regler om forbud mod konkurrencebegrænsninger, der efter min opfattelse udgør en »kerne«-udøvelse af offentligretlige beføjelser.

35.      Den situation, der har givet anledning til hovedsagen, er ikke ligefrem helt ligetil. Det omhandlede krav vedrører ikke betalingen af selve bøden, men et krav om restitution, der består af i) tilbagebetaling af (mora)renter svarende til det dobbelte af centralbankens gældende basisrente, der i første omfang blev betalt af konkurrencemyndigheden som følge af udfaldet af den nationale domstolsprøvelse, ii) morarenter af dette beløb og iii) morarenter af den udestående del af selve bøden.

36.      Endvidere er Domstolens praksis om dette spørgsmål kasuistisk (13), hvilket gør det vanskeligt at anlægge en generel tilgang.

37.      For så vidt angår forgængeren til forordning nr. 44/2001, Bruxelleskonventionen (14), har Domstolen imidlertid fastslået, at »det forhold, at inddrivelsen af […] omkostninger sker på grundlag af en fordring, som har sit udspring i en handling foretaget under udøvelsen af offentlig myndighed, er tilstrækkeligt til, at søgsmålet ikke kan anses for omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, uanset arten af den inddrivelsesform, som national ret giver mulighed for i så henseende« (15).

38.      For mig at se er kernen i konstateringen i det foregående punkt stadig korrekt i dag. Fordringer, der har deres udspring i en handling foretaget under udøvelsen af offentlig myndighed, dvs. når den udøver offentligretlige beføjelser, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. For at anvende den foreliggende sags terminologi fører den bedømmelse af hovedsagen, som konkurrencemyndigheden har anlagt, og de gældende regler mig til den opfattelse, at det omhandlede krav og de øvrige krav, som alle sammen udspringer af den bøde, der blev pålagt af konkurrencemyndigheden, ikke udgør spørgsmål på »det civil- og handelsretlige område«.

39.      I den foreliggende sag havde nedsættelsen af konkurrencemyndighedens bøde i henhold til den ungarske lovgivning om virkningerne af konkurrencemyndighedens afgørelser navnlig § 83, stk. 5, i lov nr. LVII af 1996 den automatiske virkning, at det omhandlede krav opstod. Yderligere er det omhandlede krav en kombination af en række særlige karakteristika, der findes i ungarsk ret, navnlig i) sagen om domstolsprøvelse af den anfægtede afgørelse har ikke opsættende virkning, ii) efter prøvelsen ved forvaltningsdomstolen i anden instans var konkurrencemyndigheden i henhold til nævnte bestemmelse forpligtet til at betale renter til Siemens af tilbagebetalingsbeløbet med en rentesats på det dobbelte af centralbankens gældende basisrente, og iii) Kúrias afgørelse har virkning ex tunc. Det forekommer mig således, at hver gang en bøde, der pålægges af konkurrencemyndigheden, tilbagekaldes eller nedsættes af forvaltningsdomstole og dernæst efterfølgende stadfæstes, vil kombinationen af førnævnte elementer i den ungarske administrative procedure generelt føre til det samme resultat, nemlig at den pågældende virksomhed har modtaget renter i henhold til § 83, stk. 5, i lov nr. LVII af 1996, som konkurrencemyndigheden kræver tilbagebetalt. Dette resultat synes derfor at være en uundgåelig del af prøvelsen af den administrative afgørelse i henhold til ungarsk ret. Den omstændighed, at konkurrencemyndigheden har anlagt en sag ved de civile domstole i Ungarn mod Siemens, ændrer ikke på tvistens offentligretlige karakter.

40.      For at illustrere dette er det på sin plads med et enklere eksempel. Såfremt tvisten i hovedsagen i stedet kun omhandlede konkurrencemyndighedens krav som nævnt ovenfor i punkt 19 om betaling af renter som følge af Siemens’ forsinkede betaling af den udestående del af bøden, tvivler jeg på, at det foreliggende spørgsmål ville have givet anledning til problemer. Sådan et krav ville utvivlsomt udspringe af udøvelsen af offentlig myndighed. Selv om det omhandlede krav derfor udgør et ganske komplekst spørgsmål om restitution, ændrer det ikke på, at det ganske som de andre krav, som konkurrencemyndigheden har rejst i hovedsagen, i sin helhed udspringer af den administrative bøde, som konkurrencemyndigheden pålagde Siemens.

41.      Imidlertid har konkurrencemyndighed med støtte fra den ungarske regering på dette punkt anført, at den forgæves, formentlig efter at den anfægtede afgørelse blev stadfæstet af Kúria, forsøgte at fuldbyrde sit krav på tilbagebetaling af renter, der var blevet betalt i henhold til § 83, stk. 5, i lov nr. LVII af 1996 under den administrative fuldbyrdelsesprocedure ved közigazgatási és munkaügyi bíróság (forvaltnings- og arbejdsret, Ungarn). Dette blev angiveligt nægtet, idet det omhandlede krav ikke fulgte direkte af den anfægtede afgørelse og derfor ikke kunne fuldbyrdes. Siemens har bekræftet denne beskrivelse af hændelsesforløbet. Konkurrencemyndigheden har derfor gjort gældende, at den ikke kan fuldbyrde sit krav administrativt.

42.      Bortset fra, at disse påstande ikke er gengivet i forelæggelsesafgørelsen og følgelig ikke er bekræftede, skal jeg indledningsvis nævne, at nægtelse af at fuldbyrde den anfægtede afgørelse for så vidt angår det omhandlede krav er forståelig. På det tidspunkt, hvor der træffes en given afgørelse, hvorved der pålægges en bøde, er det uvist, hvorvidt den vil blive anfægtet, og i givet fald hvorvidt forvaltningsdomstolene vil tilsidesætte den, og endsige hvorvidt den vil blive stadfæstet i forbindelse med appellen. Da Siemens fuldt ud havde betalt bøden, var den anfægtede afgørelse med andre ord blevet fuldbyrdet i overensstemmelse med sin egen ordlyd. Jeg mener stadig, at dette argument bekræfter min opfattelse. Konkurrencemyndigheden har normalt særlige fuldbyrdelsesbeføjelser i forhold til de regler, der finder anvendelse på forholdet mellem privatpersoner. Den omstændighed, at denne kompetence i dette tilfælde ikke omfattede det omhandlede krav, er irrelevant, ligesom fastlæggelsen af, hvilken domstol i henhold til ungarsk ret har kompetence med hensyn til inddrivelsen af det omhandlede krav, ikke er afgørende for anvendelsen af forordning nr. 44/2001. For så vidt angår inddrivelsen ville de argumenter, der foreslås af konkurrencemyndigheden, blot føre til, at der pålægges symbolske (administrative) bøder med drakoniske (civil- og handelsmæssige) rentesatser.

43.      Jeg er endvidere ikke overbevist af den ungarske regerings argument om, at Kúria (øverste domstol) angiveligt fastslog, at »domstolsprøvelse ikke er en fase i den administrative procedure eller en forlængelse heraf, men er uafhængig af sidstnævnte ikke kun organisatoriske set, men også processuelt set«, og at »disse to procedurer er forskellige fra hinanden, og den administrative procedure afsluttes ved en endelig afgørelse« (16). Bortset fra, at en afgørelse kun er endelig, såfremt den ikke er blevet annulleret i løbet af domstolsprøvelsen, er den måde, hvorpå en procedure anskues på nationalt plan, uden betydning for anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Forordningen kan ikke fortolkes alene ud fra den kompetencefordeling, som findes i visse medlemsstater (17). Adskillige medlemsstater har end ikke en kompetencefordeling mellem civile domstole og forvaltningsdomstole i deres retssystemer (18).

44.      Her skal jeg endvidere bemærke, at en række af de elementer, der fremhæves af de relevante myndigheder, støtter min opfattelse. For det første er det omhandlede krav ikke resultatet af en særskilt forpligtelse, som man har påtaget sig frivilligt og uafhængigt af den omhandlede bøde (19). For det andet er bøden, som det omhandlede krav udspringer af, typisk ikke et spørgsmål på »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i forordning nr. 44/2001, snarere tværtimod (20). For det tredje blev beløbet i det omhandlede krav ikke fejlagtigt betalt til Siemens, hvilket er helt afgørende. Det var ikke resultatet af en simpel fejl fra konkurrencemyndighedens side, som en hvilken som helst privat part kunne have begået (kendt som condictio indebiti). Tværtimod opstod det omhandlede krav udelukkende ved anvendelse af gældende ret på den omhandlede administrative procedure i hovedsagen (21).

45.      Endelig giver dommen i sagen Sunico m.fl., der ganske vist omhandlede påstået momsunddragelse af »karrusel«-typen, mig ikke anledning til at ændre min opfattelse. Domstolen synes i denne sag at have lagt stor vægt på national ret, da den fastslog, at forordningen fandt anvendelse. Imidlertid må man ikke overse, at det retlige grundlag for myndighederne i Det Forenede Kongeriges krav mod Sunico på eventuel erstatning ikke var momslovgivningen, men Sunicos påståede erstatningsansvar uden for kontrakt (i form af »tortious conspiracy to defraud«). Endvidere bestod der ikke noget administrativt forhold mellem Sunico og myndighederne i Det Forenede Kongerige, idet førstnævnte ikke var momspligtig i Det Forenede Kongerige (22).

46.      Følgelig er sagen om betaling af det i hovedsagen omhandlede krav et administrativt anliggende, der i henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde. Domstolen bør derfor besvare det præjudicielle spørgsmål således, at en sag med påstand om restitution som følge af en ugrundet berigelse, der udspringer af tilbagebetalingen af en bøde, der er pålagt under en konkurrencesag som den i hovedsagen omhandlede, ikke er omfattet af »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1 i forordning nr. 44/2001.

47.      Såfremt Domstolen imidlertid fastslår, at hovedsagen omhandler spørgsmål på »det civil- og handelsretlige område«, skal jeg i det følgende redegøre for, hvorfor jeg under alle omstændigheder mener, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 ikke tillægger den forelæggende ret speciel kompetence til at træffe afgørelse i hovedsagen.

B –    Realiteten

1.      Indledende bemærkninger

48.      Den foreliggende sag giver Domstolen mulighed for at foretage visse påkrævede generelle præciseringer af den indbyrdes sammenhæng mellem artikel 2, stk. 1, artikel 5, nr. 1, og artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001. Indledningsvis vil gennemgå de vejledende principper, der finder anvendelse på dette spørgsmål.

49.      Formålet med forordning nr. 44/2001 er, at kompetencereglerne både frembyder en høj grad af forudsigelighed og endvidere er baserede på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund (enekompetence) eksempelvis i sager vedrørende rettigheder over fast ejendom. Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje (specielle kompetenceregler) eksempelvis retterne på opfyldelsesstedet for den kontraktlige forpligtelse (23).

50.      Dette ændrer imidlertid ikke ved den omstændighed, at forordning nr. 44/2001 hviler på princippet om, at sager skal anlægges ved retterne på det sted, hvor sagsøgte har hjemsted.

51.      Det er derfor ikke overraskende, at Domstolen har fastslået, at ordningen med fælles regler om kompetencefordeling i kapitel II i forordning nr. 44/2001 er baseret på hovedreglen i artikel 2, stk. 1, om, at personer, der har bopæl på en medlemsstatsområde, kan sagsøges ved retterne i denne medlemsstat, uanset parternes nationalitet. Det er kun som en undtagelse til hovedreglen, hvorefter retterne på det sted, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetencen, at kapitel II, afdeling 2, i forordning nr. 44/2001 indeholder en række specielle kompetenceregler herunder dem, der er opregnet i forordningens artikel 5 (24).

52.      Således bør specielle kompetenceregler, der supplerer den generelle regel i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, fortolkes således, at bestemmelserne tillægges den betydning, de med rette skal have, således som det fastslås ud fra formålet og ordlyden samt opbygningen af og genstanden for den retsakt, hvori de indgår, frem for en fortolkning, der ville gøre bestemmelserne virkningsløse (25). Imidlertid skal de stadigvæk fortolkes strengt i forhold til hovedreglen og kan ikke fortolkes ud over de tilfælde, som forordningen udtrykkeligt har for øje (26). Domstolen har eksempelvis fastslået, at en sag om erstatning, der støttes på sagsøgtes påståede erstatningsansvar forud for kontraktindgåelse (culpa in contrahendo), ikke kan støttes på Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), men om muligt skal støttes på Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3) (27). Det er på baggrund af disse generelle betragtninger, at der skal tages stilling til de præjudicielle spørgsmål.

53.      Dette svar er ikke ligefrem åbenbart. Ordlyden af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 nævner ikke begreberne »restitution« eller »ugrundet berigelse« på lige fod med »erstatning uden for kontrakt«, og den antyder heller ikke umiddelbart, at en sag med påstand om restitution som følge heraf ville være omfattet af dens anvendelsesområde. Den klare opdeling af opfattelserne mellem parterne, som har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen under denne sag, vidner også om denne usikkerhed: Siemens og den tyske og italienske regering er af den opfattelse, at en sag om betaling af det omhandlede krav ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001. Konkurrencemyndigheden, den ungarske regering samt Kommissionen er af den modsatte opfattelse.

54.      Imidlertid ligger min opfattelse af dette spørgsmål helt fast. Krav om restitution som følge af ugrundet berigelse er ikke omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

2.      Er restitution som følge af ugrundet berigelse en sag »om erstatning uden for kontrakt«?

55.      For at et forhold kan klassificeres som erstatning uden for kontrakt som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, er det efter fast retspraksis et krav (28), at to betingelser opfyldes: For det første, at den omhandlede sag skal pålægge sagsøgte et erstatningsansvar, og for det andet, at sagen ikke er en sag om kontraktforhold som omhandlet i forordningens artikel 5, stk. 1, litra a).

56.      Til trods for, at Siemens ifølge konkurrencemyndighedens indlæg blev straffet for at have deltaget i en konkurrencebegrænsende aftale, er der enighed om, at hovedsagen vedrører et kontraktforhold. Dette er utvivlsomt korrekt, idet hovedsagen omhandler et krav om restitution som følge af en påstået ugrundet berigelse for Siemens på bekostning af konkurrencemyndigheden uden noget kontraktretligt grundlag.

57.      Det spørgsmål, der skal tages stilling til, er derfor, hvorvidt der under sagen skal pålægges Siemens et erstatningsansvar.

58.      Dette er ikke tilfældet.

59.      For det første skal jeg bemærke, at det følger af fast retspraksis, at den specielle kompetenceregel i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 er baseret på, at der foreligger en særlig snæver sammenhæng mellem tvisten og retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og at denne sammenhæng begrunder, at det er denne ret, der tillægges kompetencen af retsplejehensyn og af hensyn til tilrettelæggelsen af retssagen. I sager vedrørende erstatning uden for kontrakt er retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå, normalt de mest egnede til at tage stilling i sagen navnlig på grund af nærheden i forhold til tvisten og på grund af, at bevisoptagelsen herved lettes. Formålet med udtrykket »retterne på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå« i bestemmelsen er at omfatte både det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, og stedet for den skadevoldende begivenhed, således at sagsøgte efter sagsøgerens valg kan sagsøges enten ved retten på det ene eller det andet af disse steder (29). Endvidere kan erstatning uden for kontraktforhold kun komme på tale, hvis der kan påvises en årsagsforbindelse mellem skaden og den handling, hvori skaden har sin årsag (30).

60.      Det følger heraf, at det er et krav i henhold til den specielle kompetenceregel i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, at »skadetilføjelsen« giver anledning til »skade«, dvs. et tab (31).

61.      Omvendt støttes en sag med påstand om restitution som følge af ugrundet berigelse ikke på et tab. Selv om forordning nr. 44/2001 ikke indeholder nogen definition af »restitution« eller »ugrundet berigelse«, vil jeg give følgende beskrivelse: I modsætning til en sag, der har til formål at gøre et erstatningsansvar uden for kontrakt gældende over for sagsøgte, for at rette op på den skade, som sagsøger har lidt, og som sagsøgte påstås at være ansvarlig for som følge af sin adfærd eller udeladelse eller af andre grunde, der kan tilskrives sagsøgte, har en sag med påstand om restitution som følge af ugrundet berigelse til formål at genoprette en fordel for sagsøgeren, som sagsøgte uberettiget har opnået på førstnævntes bekostning (eller betaling af dens tilsvarende økonomiske værdi). Som det i det væsentlige er blevet anført af den tyske regering, vedrører restitutionen som følge ugrundet berigelse derfor naturligt den gevinst, som sagsøgte har opnået, snarere end det tab, som sagsøgeren har lidt (32). Det er den ugrundede berigelse, som giver anledning til sagen, og restitutionen er den afhjælpende foranstaltning. Følgelig kan jeg ikke tilslutte mig den opfattelse, at selve den manglende betaling af et anfægtet krav udgør en »skadetilføjelse«, der giver anledning til et tab (33).

62.      Selv om restitution som følge af ugrundet berigelse endvidere kræver, at berigelsen er ugrundet, fører dette ikke til, at forholdet skal anses for at være erstatningsansvar uden for kontrakt. Ud over kravet om et tab og årsagsforbindelse med sagsøgtes adfærd forudsætter erstatning uden for kontrakt endvidere, at der er grundlag for at fastslå, at sagsøgte er ansvarlig for sagsøgers tab, hvad enten dette er i form af forsæt, uagtsomhed eller endda som følge af et objektivt ansvar. Omvendt afhænger inddrivelsen af et beløb, som er betalt med urette, ikke nødvendigvis af, hvorvidt modtagerens krav kan anfægtes. Tilsvarende er retten, i henhold til EU-retten, til at opnå tilbagebetaling af beløb opkrævet i strid med EU-retten ikke betinget af medlemsstatens erstatningsansvar (34). Omvendt forudsætter retten til erstatning fra en medlemsstat som følge af erstatningsansvar for overtrædelser af EU-retten, at velkendte kriterier, der er fastlagt af Domstolen, er opfyldt (35). Den omstændighed, at det ikke i henhold til ungarsk ret er fuldt ud muligt at sondre mellem, hvorvidt en bestemt berigelse er ugrundet på den ene side og et tab på den anden side, er det modsat det af den ungarske regering anførte i dens skriftlige indlæg uden betydning, eftersom national ret stadig ikke er afgørende for fortolkningen af forordning nr. 44/2001 (36).

63.      Selv om Domstolen ikke blev anmodet om at fortolke artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 i dommen i sagen Sapir m.fl. (37), der omhandlede et spørgsmål om tilbagesøgning, støtter andre af Domstolens afgørelser til en vis grad min opfattelse.

64.      I Kalfelis-dommen (38) blev Domstolen bl.a. anmodet om at tage stilling til, hvorvidt »[Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3), i en] sag til erstatning på grundlag af såvel reglerne om ansvar uden for kontrakt som i kontrakt samt om ugrundet berigelse, […] som følge af kravenes indbyrdes sammenhæng [giver] hjemmel for et accessorisk værneting for de krav, der ikke støttes på reglerne om ansvar uden for kontrakt« (min fremhævelse), hvilket Domstolen besvarede med, at »en ret, der i henhold til artikel 5, nr. 3), har kompetence til at påkende den del af et krav, der støttes på reglerne om erstatning uden for kontrakt, [har ikke] kompetence til at påkende andre dele af samme krav, der støttes på andre regler«. Ganske vist antydede Domstolen ikke, hvorvidt den var af den opfattelse, at ugrundet berigelse henhører under erstatning uden for kontrakt. Den udelukkede helt enkelt muligheden for, at artikel 5, nr. 3), kunne omfatte en sag, der ikke omhandlede erstatning uden for kontrakt (39). Imidlertid vidner afgørelsen ikke om, at opmærksomheden var rettet mod de iboende forskelle mellem de forskellige former for retsforhold.

65.      Endvidere fastslog Domstolen i dommen i sagen Reichert og Kockler II, at Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 3), ikke fastsætter en speciel kompetenceregel for en bestemt type søgsmål i henhold til fransk konkurslovgivning (actio pauliana), der har karakter af søgsmål om restitution. Formålet med et sådant søgsmål var ikke at få kendt debitor erstatningspligtig for den skade, han havde påført sin kreditor ved sin svigagtige disposition, men at få retsvirkningerne af den af debitor foretagne disposition ophævet i forhold til kreditor også for så vidt angår tredjemand (40).

66.      Jeg er derfor uenig med generaladvokat Darmon, når han i en senere sag anfører, at Domstolen ved at definere et forhold som erstatning uden for kontrakt i Kalfelis-dommen (41) »bragte […] søgsmål, der støttes på ugrundet berigelse, ind under erstatningssøgsmål uden for kontrakt« (42). Under alle omstændigheder fastslog Domstolen, at det ikke var påkrævet at træffe afgørelse om spørgsmålene til Domstolen, og tog følgelig ikke stilling til generaladvokatens opfattelse (43).

67.      For fuldstændighedens skyld skal jeg tilføje, at adskillige af medlemsstaternes øverste domstole har fastslået, at en sag om restitution som følge af ugrundet berigelse ikke omhandler erstatning uden for kontrakt (44). Det er derfor heller ikke overraskende, at retslitteraturen har været tilbageholdende med at betegne krav om restitution som krav om erstatning uden for kontrakt (45).

68.      Såfremt artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 for det andet fortolkes således, at den omfatter sager med påstand om restitution som følge af ugrundet berigelse, ville det indebære en bred fortolkning af de specielle kompetenceregler i strid med faste fortolkningsprincipper. Endvidere ville det som nævnt ovenfor i punkt 49-52 fordreje den ordning, som forordningen fastlægger.

69.      Svarene på de spørgsmål, der blev stillet parterne i retsmødet, gør det ikke muligt for mig at konstatere, om der består en tilknytning mellem hovedsagen og de ungarske domstole, som er tættere end den, der består til de østrigske domstole. Det er tværtimod rimeligt at udlede fra udeladelsen af krav om restitution i artikel 5, nr. 3), at dette netop skyldes den manglende nære tilknytning, der konsekvent forbinder sådanne krav til nogen anden kompetence end sagsøgtes hjemsted (46). Faktisk er det eneste reelle element, der forbinder det omhandlede krav med den ungarske domstols krav, den omstændighed, at det udspringer af den bøde, som blev pålagt af konkurrencemyndigheden, hvilket imidlertid blot viser den foreliggende sags administrative karakter som redegjort for ovenfor. Det forekommer mig derfor, at det svar, som konkurrencemyndigheden, den ungarske regering og Kommissionen søger, ville føre til en fortolkning af bestemmelsen ud over det, som er muligt.

70.      På samme måde er jeg heller ikke overbevist af det argument, der er fremsat af Kommissionen, om, at der ikke må være et retligt tomrum mellem artikel 5, nr. 1) og 3), i forordning nr. 44/2001. Der er ingen holdepunkter herfor i ordlyden af forordning nr. 44/2001. Den omstændighed, at artikel 5, nr. 3), kun finder anvendelse, såfremt sagen ikke vedrører et kontraktforhold, udelukker ikke muligheden for sager, der hverken er sager i eller uden for kontrakt. Såfremt artikel 5, nr. 1) og 3), som foreslået af Kommissionen, skal betragtes som direkte forbundne, vil dette i høj grad indebære, at disse undtagelser bliver ophøjede til en hovedregel, hvorved artikel 2 mister enhver virkning i praksis for så vidt angår lovvalgsreglerne om forpligtelser (47).

71.      For det tredje bekræftes ovennævnte opfattelse af en bedømmelse af den sammenhæng, hvori en oversigt over andre EU-retlige regler om international privatret indgår.

72.      Som det i første omgang blev anført af den tyske regering, følger det af artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 864/2007 (48), at ugrundet berigelse, sammenholdt med sager i og uden for kontrakt, i henhold til de EU-retlige regler om international privatret som udgangspunkt befinder sig i en kategori for sig selv. Selv om forordning nr. 44/2001 daterer sig tilbage til tiden forud for forordning (EF) nr. 864/2007, er det EU-lovgivers opfattelse, at de materielle anvendelsesområder og bestemmelserne bør stemme overens med hinanden (49).

73.      Endvidere indeholder både artikel 5, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 og artikel 7, stk. 3, i den omarbejdede version af forordningen, nemlig forordning (EU) nr. 1215/2012 (50), en speciel kompetenceregel vedrørende »sager, i hvilke der påstås erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen er anlagt« (min fremhævelse), i stedet for at slå dem sammen med den generelle kompetenceregel vedrørende erstatning uden for kontrakt. Endvidere fastsætter forordning nr. 1215/2012 også en speciel kompetenceregel vedrørende »sager, i hvilke der påstås tilbagelevering, baseret på ejerskab, af et kulturgode som defineret i artikel 1, nr. 1), i [direktiv 93/7] (51)]« (min fremhævelse), der giver kompetence ved »retterne på det sted, hvor kulturgodet befinder sig på tidspunktet for sagens anlæggelse ved retten«. I begge eksempler er der et klart tilknytningsmoment, der forbinder sådanne sager om genoprettelse eller inddrivelse med medlemsstatens domstole ud over sagsøgtes hjemsted, hvilket adskiller sig fra det tilknytningsmoment, der er nævnt ovenfor i punkt 59. Det er også værd at bemærke, at ordlyden af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 viser, at EU-lovgiver ikke har fundet det nødvendigt at udvide den specielle kompetenceregel vedrørende erstatning uden for kontrakt. Dette bekræfter alt sammen den opfattelse, at krav om inddrivelse eller restitution systematisk behandles på en måde, der adskiller sig fra krav om betaling af erstatning, der udspringer af ansvar uden for kontrakt.

74.      Endelig har konkurrencemyndigheden anført, at såfremt hovedsagen ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001, findes der ikke nogen domstol, som den kan anlægge en retssag ved. Eller rettere, som konkurrencemyndigheden forklarede i retsmødet, findes der ingen domstol i Ungarn, hvor den kan anlægge en retssag mod samtlige deltagere i den konkurrencebegrænsende overtrædelse, der danner grundlag for den foreliggende sag. Konkurrencemyndigheden har anført, at dette ville stride mod formålet om processuel forenkling som omhandlet i forordningen. Hertil skal jeg for det første nævne, at selv om det er korrekt, at der er visse ulemper ved, at forskellige aspekter af samme tvist påkendes af forskellige retter, har sagsøgeren altid mulighed for at gøre hele sit krav gældende under en sag ved retten på det sted, hvor sagsøgte har hjemsted (52). Følgelig har konkurrencemyndigheden en domstol, som den kan anlægge sin sag ved. Såfremt de østrigske domstole afviser at behandle sagen som følge af det omhandlede kravs offentligretlige karakter, følger denne konsekvens under alle omstændigheder naturligt af samspillet mellem på den ene side den harmoniseringsgrad, der er opnået ved forordningen, og på den anden side de nationale processuelle regler (in casu de ungarske administrative fuldbyrdelsesregler). For så vidt angår det formål om forenkling, som konkurrencemyndigheden henviser til, følger det for det andet af 11. betragtning til forordningen, at det principielle kriterium af hensyn til forudsigeligheden bør være, at domstolene i den medlemsstat, hvor sagsøgte har hjemsted, har kompetence, og omvendt at speciel kompetence eller enekompetence kun er mulig i begrænset omfang. Dette formål er derfor faktisk i strid med Konkurrencemyndighedens opfattelse.

75.      På denne baggrund udgør en sag med påstand om restitution som følge af ugrundet berigelse ikke en sag om »erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001.

IV – Forslag til afgørelse

76.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål fra Fővárosi Ítélőtábla (den regionale appeldomstol i Budapest) i sag C-102/12 således, at et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede med påstand om restitution som følge af ugrundet berigelse, der udspringer af tilbagebetaling af en bøde, der er blevet pålagt under en konkurrencesag, ikke anses for at være omfattet af »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

77.      Alternativt foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål således, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at et søgsmål med påstand om restitution som følge af ugrundet berigelse ikke anses for et krav om »erstatning uden for kontrakt« som omhandlet i denne bestemmelse.


1 – Originalsprog: engelsk.


2 – Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1).


3 – A Polgári Törvénykönvyről szóló 1959. évi IV. törvény.


4 – A tisztességtelen piaci magatartás és a versenykorlátozás tilalmáról szóló 1996. évi LVII. Törvény (herefter »lov nr. LVII af 1996«).


5 – Jf. i denne retning domme LTU (29/76, EU:C:1976:137, præmis 3) og flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 24).


6 – Jf. i denne retning dom Woningstichting Sint Servatius (C-567/07, EU:C:2009:593, præmis 42 og 43) (der omhandlede en anmodning om fortolkningen af artikel 86, stk. 2, EF). Jf. også analogt dom Romeo (C-313/12, EU:C:2013:718, præmis 20) (der omhandlede en rent internt situation) og kendelse Parva Investitsionna Banka m.fl. (C-488/13, EU:C:2014:2191, præmis 26) (der omhandlede fortolkningen af den afledte EU-ret vedtaget inden for samarbejdet om civilretlige spørgsmål).


7 – Sammenlign eksempelvis kendelse SKP (C-433/11, EU:C:2012:702, præmis 32-38) (afvisning) med kendelse Pohotovosť (C-153/13, EU:C:2014:1854, præmis 22-25) (manglende kompetence) vedrørende den samme retsakt i den afledte EU-ret.


8 – Jf. i denne retning dom Manfredi m.fl. (C-295/04 – C-298/04, EU:C:2006:461, præmis 30).


9 – C-645/11, EU:C:2013:228.


10 – Dom Sunico m.fl. (C-49/12, EU:C:2013:545, præmis 33 og 34).


11 – Jf. dom Baten (C-271/00, EU:C:2002:656, præmis 37).


12 – Jf. i denne retning bl.a. domme flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 28 og 29) og CDC (C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 56). I sidstnævnte afgørelse var det var imidlertid generaladvokat Jääskinens opfattelse, at selv om de omhandlede sager vedrørte spørgsmål på »det civil- og handelsretlige område«, var anvendelsen af artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 i disse sager dog problematisk, jf. forslag til afgørelse CDC (C-352/13, EU:C:2014:2443, punkt 8-10, 33, 39, 52 og 53).


13 – Jf. bl.a. domme LTU (29/76, EU:C:1976:137) (opkrævning af afgifter, der erlægges for benyttelsen af Eurocontrols anlæg og tjenesteydelser), Rüffer (814/79, EU:C:1980:291) (dækning af omkostninger forbundet med fjernelsen af et vrag) og Lechouritou m.fl. (C-292/05, EU:C:2007:102) (erstatningskrav mod Tyskland som følge af de tyske væbnede styrkers handlinger under besættelsen af Grækenland) som eksempler på tilfælde, hvor Domstolen har fastslået, at tilfældene ikke var omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område«. Jf. bl.a. domme Sonntag (C-172/91, EU:C:1993:144) (et erstatningskrav anlagt mod en lærer på en offentlig skole for uagtsomhed, der førte til en elevs dødsfald i forbindelse med en skoleudflugt), Henkel (C-167/00, EU:C:2002:555) (en sag anlagt af en forbrugerbeskyttelsesorganisation med henblik på at bringe en erhvervsdrivendes anvendelse af urimelige kontraktvilkår til ophør i forbrugeraftaler) og Baten (C-271/00, EU:C:2002:656) (indtræden i krav om underholdsbidrag for så vidt angår en tidligere ægtefælle og barn) som eksempler på tilfælde, hvor Domstolen har fastslået, at situationerne var omfattet af begrebet. Jf. ligeledes afgørelserne nævnt nedenfor i punkt 44 og 45.


14 – Bruxelleskonventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT L 304, s. 36).


15 – Dom Rüffer (814/79, EU:C:1980:291, præmis 15). Min fremhævelse.


16 – Kfv. nr. II. 37. 671/2014/12, afgørelse af 12.11.2014.


17 – Jf. analogt Rüffer (814/79, EU:C:1980:291, præmis 14).


18 – Hvilket bl.a. er tilfældet i Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige.


19 – Jf. dom Préservatrice Foncière Tiard (C-266/01, EU:C:2003:282, præmis 29-34), der omhandlede en kautionsforpligtelse for betaling af told, som et fransk forsikringsselskab havde påtaget sig over for Nederlandene.


20 – Jf. dom Realchemie Nederland (C-406/09, EU:C:2011:668, præmis 41), der omhandlede en bøde, der af en tysk domstol var blevet pålagt for en patentkrænkelse, og omvendt dom Bohez (C-4/14, EU:C:2015:563, præmis 40), der vedrørte en tvangsbøde, som er fastsat af en domstol med henblik på at sikre, at en samværsret i forhold til børn overholdes.


21 – Jf. dom Sapir m.fl. (C-645/11, EU:C:2013:228, præmis 37), der omhandlede tilbagesøgningen af et beløb, der fejlagtigt blev udbetalt for meget (condictio indebiti) af delstaten Berlin under den administrative procedure om erstatning for den skade, der blev forvoldt ved tabet af fast ejendom under det nazistiske regime.


22 – Dom Sunico m.fl. (C-49/12, EU:C:2013:545, præmis 13 og 36-38).


23 – Jf. 11. og 12. betragtning til forordning nr. 44/2001.


24 – Dom ÖFAB (C-147/12, EU:C:2013:490, præmis 30 og den deri nævnte praksis).


25 – Jf. analogt generaladvokat Jacobs forslag til afgørelse Henkel (C-167/00, EU:C:2002:171, punkt 33) og i denne retning dom Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 31).


26 – Dom ÖFAB (C-147/12, EU:C:2013:490, præmis 31 og 32 og den deri nævnte retspraksis).


27 – Dom Tacconi (C-334/00, EU:C:2002:499, præmis 26 og 27).


28 – Jf. bl.a. domme Kalfelis (189/87, EU:C:1988:459, præmis 17) og Kolassa (C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).


29 – Dom CDC (C-352/13, EU:C:2015:335, præmis 38-40 og den deri nævnte retspraksis).


30 – Dom ÖFAB (C-147/12, EU:C:2013:490, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).


31 – (Daværende) generaladvokat Gulmann foreslog i forslag til afgørelse Reichert og Kockler (C-261/90, EU:C:1992:78, s. 2169), at »[d]e forskellige sproglige versioner af [Bruxelleskonventionens] artikel 5, nr. 3), har i hvert fald to elementer til fælles. Det ene er, at der skal være foretaget en »retsstridig« adfærd, og det andet er, at denne adfærd skal have forårsaget en »skadetilføjelse«.«


32 – Jf. bl.a. Goff & Jones, The Law of Restitution, fjerde udgave, 1993, London, Sweet & Maxwell, s. 16, der anfører, at »et tilbagesøgningskrav vedrører den fordel eller den berigelse, som sagsøgte har opnået på sagsøgers bekostning. Det vedrører ikke det tab, der er lidt« (fremhævet i den originale udgave). G. Virgo er enig heri i The Principles of the Law of Restitution, tredje udgave, 2015, OUP, s. 3, hvor han anfører, at »[r]etten til restitution vedrører generiske retsmidler i henhold til lovgivningen, og som har et fælles formål, der navnlig består i at fratage sagsøgte en gevinst snarere end at erstatte sagsøger et tab, der er lidt«. For så vidt angår krav om inddrivelse af beløb, der er betalt i henhold til EU-lovgivningen som følge af uregelmæssigheder, indebærer sådanne uregelmæssigheder »tilbagekaldelse af den uberettiget opnåede fordel bl.a. i form af en forpligtelse til at betale de skyldige beløb eller tilbagebetale de uberettiget oppebårne beløb«, jf. dom Somvao (C-599/13, EU:C:2014:2462, præmis 35).


33 – I modsætning hertil generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Austro-Mechana (C-572/14, EU:C:2016:90, punkt 86).


34 – Jf. bl.a. dom Fantask m.fl. (C-188/95, EU:C:1997:580, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).


35 – Jf. dom Brasserie du pêcheur og Factortame (C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 51).


36 – Det er fast praksis, at artikel 5, nr. 3), i forordning nr. 44/2001 (også) skal fortolkes selvstændigt, jf. bl.a. dom Holterman Ferho Exploitatie m.fl. (C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis). Generaladvokat Saugmandsgaard Øe er tilsyneladende af en anden opfattelse i forslag til afgørelse Austro-Mechana (C-572/14, EU:C:2016:90, punkt 85).


37 – C-645/11, EU:C:2013:228, hvor Domstolen i stedet fortolkede artikel 6 i forordning nr. 44/2001, der omhandler sager anlagt mod adskillige sagsøgte.


38 – 189/87, EU:C:1988:459.


39 – Omvendt foreslog generaladvokat Darmon, at kompetence i henhold til Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), dvs. kontraktlige krav, bør »kanalisere« andre krav, der støttes på reglerne om ansvar uden for kontrakt og på ugrundet berigelse, jf. generaladvokat Darmons forslag til afgørelse Kalfelis (189/87, EU:C:1988:312, punkt 25-31).


40 – Dom Reichert og Kockler (C-261/90, EU:C:1992:149, præmis19 og 20).


41 – 189/87, EU:C:1988:459 (jf. punkt 55 ovenfor).


42 – Jf. generaladvokat Darmons forslag til afgørelse Shearson Lehman Hutton (C-89/91, EU:C:1992:410, punkt 102).


43 – Dom Shearson Lehman Hutton (C-89/91, EU:C:1993:15, præmis 25) (jf. navnlig det fjerde præjudicielle spørgsmål).


44 – Jf. dom af 30.10.1997 fra House of Lords (Det Forenede Kongerige) i Kleinwort Benson Ltd mod City of Glasgow District Council [1997] UKHL 43, dom af 13.1.1998 fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) i sag 7 Ob 375/97s og dom af 31.8.2009 fra Högsta Domstolen (øverste domstol, Sverige) i sag Ö 1900-08 (NJA 2000:49).


45 – Jf. bl.a. P. Mankowski i U. Magnus og P. Mankowski (eds.), Brussels Ibis Regulation, European Commentaries on Private International Law, bind I, 2016, Dr. Otto Schmidt, Køln, punkt 245 og K. Hertz, Bruxelles I-forordningen med kommentarer, anden udgave, 2015, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København, s. 172.


46 – På dette punkt er jeg enig med Lord Goffs afgørelse af 30.10.1997 i Kleinwort Benson Ltd mod City of Glasgow District Council [1997] UKHL 43.


47 – I dom Brogsitter (C-548/12, EU:C:2014:148, præmis 27) fastslog Domstolen, at såfremt hovedsagen ikke omhandlede et kontraktligt spørgsmål, måtte den omhandle et spørgsmål uden for kontrakt. Imidlertid blev dette baseret på det forhold, at sagsøgeren i sagen, der omhandlede forskellige søgsmål i forbindelse med tab, som sagsøgeren angiveligt led som følge af adfærd, der kunne betragtes som illoyal konkurrence, søgte at pålægge sagsøgte et erstatningsansvar. Tilsvarende er Domstolen i den verserende sag Granarolo (C-196/15) blevet anmodet om at tage stilling til, hvorvidt et søgsmål om erstatning (ikke et søgsmål om restitution) for afbrydelse af handelsforbindelser, der har bestået i adskillige år, vedrører ansvar i kontrakt eller ansvar uden for kontrakt.


48 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 11.7.2011 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT L 199, s. 40). Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 864/2007 (»Ugrundet berigelse«) bestemmer: »Hvis en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af uberettiget berigelse, herunder uretmæssigt udbetalte beløb, vedrører et eksisterende retsforhold mellem parterne, som f.eks. et retsforhold affødt af en aftale eller en skadevoldende handling, med nær tilknytning til den pågældende uberettigede berigelse, anvendes den lov, som dette retsforhold er underlagt.« Jf. også forordningens artikel 2.


49 – Jf. syvende betragtning til forordning nr. 864/2007.


50 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) (EUT L 351, s. 1).


51 – Rådets direktiv 93/7/EØF af 15.3.1993 om tilbagelevering af kulturgoder, som ulovligt er fjernet fra en medlemsstats område (EFT 1993, L 74, s. 74).


52 – Dom Kalfelis (189/87, EU:C:1988:459, præmis 20).