Language of document : ECLI:EU:F:2016:67

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE (Tredje Afdeling)

17. marts 2016

Sag F-76/11 DEP

Diana Grazyte

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – adgang til Unionens retsinstanser – debitor for sagsomkostningernes solvens«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger indgivet af Europa-Kommissionen efter dom af 5. december 2012, Grazyte mod Kommissionen (F-76/11, EU:F:2012:173).

Udfald:      Det samlede beløb, som Europa-Kommissionen kan kræve erstattet af Diana Grazyte i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet i sag F-76/11, Grazyte mod Kommissionen, fastsættes til 4 675,32 EUR. Det i præmis 1 omhandlede beløb tillægges morarenter fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse og indtil den effektive betalingsdato, med en rentesats beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for primære refinansieringsoperationer, som er gældende den første dag i den måned, hvor beløbet forfalder til betaling, forhøjet med 3½ procentpoint. I øvrigt frifindes Kommissionen.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – omstændigheder, der skal tages i betragtning – bistand af samme advokat under den administrative fase, som er relevant for tvisten – nedsættelse af den forberedelsestid, der er nødvendig for den retslige procedure – rækkevidde

[Personalerettens procesreglement (2007), art. 91, litra b)]

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – Unionens institutioners eller organers advokatudgifter – timetarif, der finder anvendelse på området for offentlig tjeneste

(Personalerettens procesreglement, art. 103, stk. 5)

3.      EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – udgifter afholdt af en institution i forbindelse med et søgsmål for Unionens retsinstanser – modparten pålagt at godtgøre de udgifter, der kan kræves erstattet – hensyntagen til nævnte parts solvens – lovlig

(Art. 6, stk. 1, afsnit. 1, TEU; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47)

4.      Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – omstændigheder, der skal tages i betragtning – salærer, som parterne skylder deres egne advokater – hensyntagen til, om sagsomkostningernes debitor er solvent

[Personalerettens procesreglement (2007), art. 91, litra b), art. 95, stk. 1, andet afsnit, art. 97, stk. 2, første og tredje afsnit, og art. 98, stk. 1]

1.      Unionens retsinstanser er ikke bundet af den opgørelse, som indgives af en part, der vil have erstatning af sagsomkostninger. De skal udelukkende tage hensyn til det samlede antal arbejdstimer, som kan synes objektivt nødvendige med henblik på proceduren.

I øvrigt kan det beløb, der kan kræves erstattet i form af honorarer til den berørte institutions advokat, ikke fastsættes ved, at der ses bort fra det arbejde, som institutionens tjenestegrene har udført, før sagen blev indbragt for Personaleretten. Da realitetsbehandlingen af et søgsmål nemlig er betinget af, at der forinden har været indgivet en klage, og ansættelsesmyndigheden har afslået denne klage, er institutionens tjenestegrene principielt involveret i behandlingen af tvisterne, allerede inden de når frem til Personaleretten.

I denne forbindelse er der imidlertid ingen absolut formodning om, at en institutions advokats arbejde nedsættes, særligt når denne advokat ikke har deltaget i udarbejdelsen af svaret på klagen.

En afgørelses lovlighed bedømmes nemlig i forhold til de faktiske og retlige forhold, der eksisterer på det tidspunkt, hvor afgørelsen vedtages, således at opgaven for institutionens advokat er at forsvare begrundelsen for og den dispositive del af denne afgørelse, således som de følger af denne, undtagen i de særlige tilfælde, hvor administrationen, som befinder sig i en situation med bunden kompetence, kan sætte en anden begrundelse i stedet for den begrundelse, som administrationen oprindeligt baserede sig på. Under disse omstændigheder må det antages, at en institutions advokat generelt kan støtte sig på det arbejde, der er udført tidligere af sidstnævntes tjenestegrene både i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse og i forbindelse med den administrative procedure.

(jf. præmis 21-23 og 25)

Henvisning til:

Personaleretten: kendelse af 16. oktober 2014, Marcuccio mod Kommissionen, F-69/10 DEP, EU:F:2014:238, præmis 21, og af 25. november 2014, Loukakis m.fl. mod Parlamentet, F-82/11 DEP, EU:F:2014:253, præmis 32

2.      I retssager inden for den offentlige tjeneste kan en timetarif på 250 EUR principielt lægges til grund som afspejlende en rimelig løn til en institutions advokat.

(jf. præmis 32)

Henvisning til:

Personaleretten: kendelse af 25. juni 2014, Buschak mod FEACVT, F-47/08 DEP, EU:F:2014:175, præmis 53, og af 16. oktober 2014, Marcuccio mod Kommissionen, F-69/10 DEP, EU:F:2014:238, præmis 28

3.      I henhold til artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU har Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samme juridiske værdi som traktaterne. Det følger heraf, at reglerne om bindende virkning, som står under chartret, i videst muligt omfang skal fortolkes på en måde, så de kan finde anvendelse i overensstemmelse med dette. Nærmere bestemt skal Personalerettens procesreglement fortolkes i overensstemmelse med chartrets artikel 47, som sikrer adgang til effektive retsmidler for en domstol.

I denne forbindelse følger det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at pålæggelsen af en betydelig økonomisk byrde, selv efter afslutningen af proceduren, kan udgøre en indskrænkning i adgangen til en domstol, som er et element i retten til en retfærdig rettergang, knæsat i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og nu sikret i Unionens retsorden ved chartrets artikel 47. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nærmere bestemt fastslået, at størrelsen af sagsomkostningerne, vurderet i lyset af en given sags særlige omstændigheder, herunder sagsøgers solvens og den fase i proceduren, hvor den omhandlede indskrænkning pålægges, er en faktor, der skal tages hensyn til ved afgørelsen af, om den pågældende har profiteret af hans adgang til en domstol.

Under disse omstændigheder udgør en hensyntagen til, om den part, der er blevet pålagt sagsomkostningerne i forbindelse med en procedure til fastsættelse af disse, er solvent, hverken magtfordrejning eller kompetenceoverskridelse.

(jf. præmis 38, 40 og 43)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 18. december 2014, Abdida, C-562/13, EU:C:2014:2453, præmis 47, og af 6. oktober 2015, Orizzonte Salute, C-61/14, EU:C:2015:655, præmis 49

4.      I forbindelse med en procedure til fastsættelse af sagsomkostningerne har Personaleretten ret til at tage hensyn til, om den part, der skal bære disse, er solvent, når den skal fastsætte den del af de salærer, som parterne har udredt til deres egne advokater, der kan søges erstattet hos den part, som pålægges at betale sagens omkostninger.

Adgangen til en domstol ville nemlig ikke blive passende bevaret, hvis en parts udsigt til at skulle bære betydelige sagsomkostninger efter en retssag var overladt alene til modpartens skøn. Det skal tværtimod tilkomme Unionens retsinstanser i tilfælde af vanskeligheder at fastsætte sagsomkostningerne under hensyntagen til omstændighederne såsom den berørtes solvens.

Desuden fremgår det af artikel 95, stk. 1, andet afsnit, af artikel 97, stk. 3, samt af artikel 98, stk. 1, i procesreglementet af 25. juli 2007, at retshjælp kun kunne dække den berettigedes omkostninger til juridisk bistand og repræsentation ved Retten. Retshjælp ydet i overensstemmelse med samme reglements artikel 97, stk. 2, første afsnit, kunne således ikke dække det hypotetiske spørgsmål om størrelsen af de sagsomkostninger, som sagsøgerne, i det tilfælde, hvor de ikke får medhold i deres påstande, skal betale til de sagsøgte i form af honorarer til disses advokat.

(jf. præmis 46, 50 og 53)