Language of document : ECLI:EU:C:2016:366

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 26. maj 2016 (1)

Sag C-230/15

Brite Strike Technologies Inc.

mod

Brite Strike Technologies SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene))

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 71 – spørgsmålet, om en konvention vedrørende et særligt område finder anvendelse – Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret – konvention, der er trådt i kraft efter nævnte forordning, men som i det væsentlige gengiver tidligere traktater – forordning nr. 44/2001 – artikel 22, nr. 4) – tvist vedrørende et Beneluxvaremærke – kompetence for retterne i de tre Beneluxstater eller kun for retterne i den ene af dem – kriterier, der eventuelt skal anvendes med henblik på at fastlægge denne stat«





I –    Indledning

1.        Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgivet af rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag, Nederlandene) vedrører fortolkningen af artikel 22, nr. 4), og artikel 71 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2), sædvanligvis kaldet »Bruxelles I-forordningen«.

2.        Anmodningen er blevet indgivet inden for rammerne af en sag, der verserer for en nederlandsk ret, som har givet anledning til vanskeligheder i forbindelse med fastlæggelsen af, hvilken ret der har stedlig kompetence til at træffe afgørelse i en sag, som er blevet anlagt af et amerikansk selskab med påstand om annullation af et Beneluxvaremærke, der ejes af et luxembourgsk selskab.

3.        På baggrund af, at kompetencereglerne for grænseoverskridende tvister mellem private parter vedrørende gyldigheden af varemærker er indeholdt i såvel artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 som artikel 4.6 i Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design) af 25. februar 2005 (3) (herefter »Beneluxkonventionen«), er den forelæggende ret i tvivl om, på hvilken måde bestemmelserne i disse to instrumenter skal behandles i forhold til hinanden i tilfælde af kollision mellem deres materielle, stedlige og tidsmæssige anvendelsesområde.

4.        I medfør af artikel 71 i forordning nr. 44/2001 berører forordningens ikrafttrædelse ikke anvendelsen af konventioner, der allerede er bindende for EU-medlemsstaterne, og som regulerer retternes kompetence på særlige områder. Domstolen anmodes om at træffe afgørelse om, hvorvidt det følger af denne bestemmelse, at Beneluxkonventionen i det foreliggende tilfælde skal have forrang for forordningen, henset til, at konventionen trådte i kraft efter nævnte forordning, men i høj grad gengiver indholdet af tidligere Beneluxtraktater, navnlig i sin artikel 4.6.

5.        Såfremt Domstolen måtte komme frem til, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 skal gå forud for Beneluxkonventionens bestemmelser, har den forelæggende ret anmodet Domstolen om at fastslå, om det følger af forordningens artikel 22, nr. 4), at retterne i de tre Beneluxstater har samme internationale kompetence i en tvist som den i hovedsagen omhandlede, eller, såfremt dette ikke er tilfældet, om at præcisere de kriterier, som gør det muligt at udpege den af disse medlemsstater, hvis retter har enekompetence, eventuelt ved på dette trin at anvende Beneluxkonventionens artikel 4.6.

II – Retsforskrifter

A –    Forordning nr. 44/2001

6.        Forordningens artikel 2, stk. 1, fastsætter den almindelige kompetenceregel, hvoraf følger, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«.

7.        Forordningens artikel 22, nr. 4), første afsnit, som er indeholdt i forordningens kapitel II, afsnit 6 med overskriften »Enekompetence«, bestemmer, at »i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, [er] retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget, [enekompetente, uden hensyn til bopæl]«.

8.        Andet afsnit i nævnte nr. 4) præciserer, at »[m]ed forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973 [ (4)], er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat, uanset parternes bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat« (5).

9.        Samme forordnings artikel 71, som er indeholdt i forordningens kapitel VII med overskriften »Forholdet til andre instrumenter«, bestemmer:

»1.      Denne forordning berører ikke konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser.

2.      Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning anvendes stk. 1 på følgende måde:

a)      [D]enne forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i en konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør af den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder artikel 26

[…]« (6).

10.      Forordning nr. 44/2001 er blevet ophævet ved forordning (EU) nr. 1215/2012 (7), normalt kaldet »Bruxelles Ia-forordningen«, men denne forordning finder ikke anvendelse på retssager, der – som det er tilfældet i tvisten i hovedsagen – er anlagt før den 10. januar 2015 (8). De kompetenceregler, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, artikel 22, nr. 4), og artikel 71 i forordning nr. 44/2001, er gengivet i artikel 4, stk. 1, artikel 24, nr. 4), og artikel 71 i forordning nr. 1215/2012 med mindre tilpasninger, som ikke berører førstnævnte bestemmelsers generelle indhold (9). Forordning (EU) nr. 542/2014 (10) indførte væsentlige ændringer i sidstnævnte forordning, idet der heri blev indføjet artikel 71a-71d med henblik på at regulere de eksisterende forhold (11) mellem forordningen og dels aftalen om en fælles patentdomstol (12), dels Beneluxdomstolstraktaten (13).

B –    Beneluxkonventionen

11.      I overensstemmelse med dens artikel 5.2 ophævede Beneluxkonventionen fra den 1. september 2006 dels Beneluxkonventionen om varemærker, undertegnet i Bruxelles den 19. marts 1962 (14), hvis bilag indeholdt Beneluxlandenes fælles lov om varemærker (15), dels Beneluxkonventionen om design, undertegnet i Bruxelles den 25. oktober 1966 (16), hvis bilag indeholdt Beneluxlandenes fælles lov om design (17).

12.      I henhold til præamblen har Beneluxkonventionen bl.a. til formål at:

–        »erstatte konventioner, fælles love og ændringsprotokoller på Beneluxvaremærke- og designområdet med en enkelt konvention, som på systematisk og gennemsigtig vis regulerer både varemærke- og designretten«

–        »indføre effektive og hurtige procedurer [...] med henblik på tilpasning af Beneluxlovgivningen til fællesskabslovgivningen og til internationale traktater, som allerede er ratificeret af de tre høje kontraherende parter«

–        »erstatte Bureau Benelux des Marques [Benelux-Varemærkemyndigheden] og Bureau Benelux des Dessins ou Modèles [Beneluxlandenes Designkontor] med Organisation Benelux de la Propriété intellectuelle (marques, dessins ou modèles) [Beneluxmyndigheden for intellektuel ejendomsret (varemærker og design)]« (18).

13.      Beneluxkonventionens artikel 4.6 med overskriften »Stedlig kompetence«, som i det væsentlige gengiver artikel 37 i Beneluxloven om varemærker (19) og artikel 29 i Beneluxloven om design (20), fastsætter følgende vedrørende tvister mellem fysiske eller juridiske personer (21):

»1.      Såfremt det ikke udtrykkeligt er aftalt, hvilken ret der har stedlig kompetence, er den kompetente ret på varemærke- og designområdet retten på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl, eller på det sted, hvor den omtvistede forpligtelse er opstået, er opfyldt eller skulle have været opfyldt. Det sted, hvor der er blevet indgivet en ansøgning om et varemærke eller et design, eller hvor et varemærke eller et design er registreret, kan under ingen omstændigheder i sig selv udgøre grundlaget for fastlæggelsen af kompetencen.

2.      Når de kriterier, der er fastsat ovenfor, ikke er tilstrækkelige med henblik på at fastlægge den stedlige kompetence, kan sagsøgeren anlægge sag ved retten på det sted, hvor den pågældende har sin bopæl, eller, såfremt den pågældende ikke har en bopæl eller et opholdssted på Beneluxområdet, ved en ret efter eget valg, dvs. enten i Bruxelles, Haag eller Luxembourg.

3.      Retterne anvender ex officio de regler, der er fastsat i stk. 1 og 2, og fastslår udtrykkeligt deres kompetence.

[…]«

III – Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

14.      Den 4. februar 2010 indgav Brite Strike Technologies SA, hvis hovedsæde er beliggende i Luxembourg (Luxembourg), en ansøgning om registrering af ordmærket »Brite Strike« som Beneluxvaremærke til Beneluxkontoret, som har hjemsted i Haag.

15.      Den 21. september 2012 har Brite Strike Technologies Inc., som er et amerikansk selskab, hvis produkter bl.a. distribueres af Brite Strike Technologies SA, anlagt sag mod sidstnævnte ved rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) med påstand om annullation af nævnte varemærke på grundlag af Beneluxkonventionens artikel 2.4 (22) og 2.28 (23), idet Brite Strike Technologies Inc. herved har gjort gældende, at sagsøgte har ladet varemærket registrere i ond tro og har tilsidesat Brite Strike Technologies Inc.s rettigheder som første kendte bruger af det omhandlede mærke på Beneluxområdet.

16.      Brite Strike Technologies SA har gjort indsigelse vedrørende manglende stedlig kompetence og har herved gjort gældende, at idet selskabet er den sagsøgte part, burde sagen have været anlagt i Luxembourg, hvor selskabets forretningssted er beliggende, og ikke i Haag, hvor det omhandlede varemærke blev registreret.

17.      Ifølge den forelæggende ret skal det med henblik på, at der kan tages stilling til denne indsigelse, fastlægges, om kompetencereglen i Beneluxkonventionens artikel 4.6, hvoraf følger, at den forelæggende ret ikke har kompetence til at påkende tvisten (24), skal gives forrang for kompetencereglen i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som derimod giver den forelæggende ret mulighed for at erklære sig kompetent.

18.      I denne henseende har rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) henvist til en dom afsagt af Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag) den 26. november 2013 (25), hvori sidstnævnte ret fastslog, at kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001 har forrang for Beneluxkonventionens kompetenceregler med den begrundelse, at »uanset den i materiel henseende er en fortsættelse af de tidligere Beneluxordninger, og de tilsvarende kompetenceregler er identiske«, hidrører denne konvention »fra tiden efter ikrafttrædelsen af [nævnte forordning]«, »således at konventionens artikel 4.6 ikke kan anses for at være en særlig lovgivning som omhandlet i [forordningens] artikel 71« (26).

19.      Det er imidlertid den forelæggende rets vurdering, at der består usikkerhed, med hensyn til hvilken betydning nævnte artikel 71 skal tillægges, samt med hensyn til på hvilken måde artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 i givet fald skal anvendes inden for rammerne af en tvist som den i hovedsagen omhandlede, der vedrører gyldigheden af et Beneluxvaremærke.

20.      På denne baggrund har rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) ved afgørelse af 13. maj 2015, indgået til Domstolen den 20. maj 2015, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal Beneluxkonventionen [...] (eventuelt ud fra de i præmis 28-34 i dommen fra Gerechtshof Den Haag [(appeldomstolen i Haag)] af 26.11.2013 nævnte grunde) betragtes som en senere konvention, således at [Beneluxkonventionens] artikel 4.6 [...] ikke kan anses for en særlig regel som omhandlet i artikel 71 i [forordning nr. 44/2001]?

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

2)      Følger det af artikel 22, stk. 4, i forordning nr. 44/2001, at såvel de belgiske som de nederlandske og luxembourgske retter har international kompetence til at påkende tvisten?

3)      Hvis ikke, hvorledes skal det i et tilfælde som det foreliggende bestemmes, om det er de belgiske, de nederlandske eller de luxembourgske retter, der har international kompetence? Kan [Beneluxkonventionens] artikel 4.6 [...] (alligevel) finde anvendelse med henblik på denne (nærmere) bestemmelse af den internationale kompetence?«

21.      Der er kun indgivet skriftligt indlæg af Europa-Kommissionen. Der er ikke blevet afholdt mundtlig forhandling.

IV – Bedømmelse

A –    Om fortolkningen af artikel 71 i forordning nr. 44/2001

1.      Om genstanden for det første præjudicielle spørgsmål

22.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt, at Domstolen fastlægger forholdet mellem kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 og kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001, henset til sidstnævnte forordnings artikel 71, i et tilfælde, hvor anvendelsesområdet for disse to instrumenter, som ikke er fuldstændigt overlappende, kolliderer både stedligt, tidsmæssigt og materielt.

23.      Da tvisten i hovedsagen vedrører gyldigheden af et Beneluxvaremærke, er det nærmere bestemt artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde overvejer at basere sin kompetence på, idet det bemærkes, at det kunne være retterne i en anden medlemsstat, der havde kompetence, såfremt det derimod var Beneluxkonventionens artikel 4.6, der fandt anvendelse. Den forelæggende ret har imidlertid formuleret sit første spørgsmål således, at det omfatter samtlige bestemmelser i forordning nr. 44/2001. Det er også min opfattelse, at problematikken omkring disse to internationale instrumenters indbyrdes forhold ikke kun opstår i forbindelse med nævnte artikel 22, nr. 4). Det er således muligt, at det i andre tilfælde vil være andre af forordningens kompetenceregler, der kolliderer med kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 i forbindelse med retssager vedrørende beskyttelsen af varemærker og design (27). Denne eventualitet bør ikke forsømmes ved behandlingen af det første af de forelagte spørgsmål i den foreliggende sag, og der skal derfor gives en almengyldig besvarelse heraf.

24.      Artikel 71 i forordning nr. 44/2001 har til formål at lade kompetenceregler i konventioner indgået af medlemsstater indbyrdes eller af medlemsstater og tredjestater vedrørende »et særligt område« finde anvendelse (28). Beneluxkonventionens materielle anvendelsesområde har således en særlig karakter i forhold til forordningens anvendelsesområde. Herom præciseres, at i modsætning til, hvad første del af Beneluxkonventionens titel lader formode, udstrækker konventionens rækkevidde sig ikke til at omfatte alle intellektuelle ejendomsrettigheder, men er begrænset til at omfatte »varemærker og design« (29). Forordning nr. 44/2001, herunder dens artikel 22, nr. 4), omfatter for sit vedkommende et bredere spektrum af intellektuelle ejendomsrettigheder (30). Det vil dermed normalt følge af forbeholdet i nævnte artikel 71, at det er kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6, der finder anvendelse med hensyn til tvisten i hovedsagen, og ikke reglen i forordningens artikel 22, nr. 4).

25.      Domstolen har imidlertid fortolket ordlyden af artikel 71 således, at »de regler for retternes kompetence [...], der er fastsat i specialkonventioner, hvori medlemsstaterne allerede var parter på det tidspunkt, hvor forordningen trådte i kraft, i princippet [har] den virkning, at de udelukker anvendelsen af de bestemmelser i forordningen, der vedrører samme spørgsmål«, såfremt tvisten er omfattet af en sådan konventions anvendelsesområde (31). Domstolen har baseret denne restriktive fortolkning på den konstatering, at til forskel fra nævnte artikel 71, som anvender udtrykket »er parter«, anvendte Bruxelleskonventionens artikel 57, som ligger til grund for nævnte artikel 71, udtrykket »har tiltrådt eller vil tiltræde« og præciserede derved, at denne konvention – i modsætning til forordning nr. 44/2001 – ikke var til hinder for at anvende andre regler, som de kontraherende stater måtte tiltræde, selv i fremtiden, ved indgåelse af specialkonventioner (32).

26.      Rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) har forespurgt Domstolen om, på hvilken måde disse principper om det indbyrdes forhold skal gennemføres i det foreliggende tilfælde, henset til, at Beneluxkonventionen ganske vist er indgået efter datoen for ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001 (33), men at den i det væsentlige har til formål at fusionere to Beneluxkonventioner, som for begges vedkommende blev indgået inden denne dato (34). Med andre ord ønsker den forelæggende ret oplyst, om Beneluxkonventionen skal kvalificeres som en konvention indgået »efter« denne forordning, hvilket vil bevirke, at det er sidstnævnte instruments bestemmelser, og ikke konventionens, som skal finde anvendelse på tvisten i hovedsagen, således som Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag) fandt i en anden sag (35).

27.      Kommissionen har foreslået, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at Beneluxkonventionen som følge af sin ikrafttrædelsesdato ikke er omfattet af det tidsmæssige anvendelsesområde for forbeholdet i artikel 71 i forordning nr. 44/2001, og at kompetencereglerne i konventionens artikel 4.6 derfor ikke har forrang for nævnte forordnings kompetenceregler. Af de følgende grunde er det min vurdering, at selv om Beneluxkonventionen formelt ligger efter forordning nr. 44/2001, er de særlige kompetenceregler, som den indeholder, i det væsentlige ældre end de kompetenceregler, der er fastsat i forordningen, og skal derfor gives forrang for sidstnævnte.

2.      Om anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 i forhold til Beneluxkonventionens kompetenceregler

a)      Om rækkevidden af det princip om forrang for tidligere specialkonventioner, der er fastsat i artikel 71 i forordning nr. 44/2001

28.      Af 25. betragtning til forordning nr. 44/2001 fremgår det, at den forrang, som dens artikel 71 giver specialkonventioner, er begrundet i hensynet til at »respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser«. Som Kommissionen har anført, henviser den bekymring, der kommer til udtryk i nævnte betragtning, hovedsageligt til aftaler indgået med tredjestater (36). Det er imidlertid ubestridt, at det forbehold, der er indeholdt i nævnte artikel 71, også omfatter konventioner, der udelukkende er indgået mellem medlemsstater, således som det er tilfældet med Beneluxkonventionerne.

29.      I denne henseende vil jeg fremhæve, at i modsætning til flere andre forordninger, der også vedrører retligt samarbejde i civile sager, indeholder forordning nr. 44/2001 ingen bestemmelse, hvorefter forordningen »i forbindelserne mellem medlemsstaterne [har] forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning« (37), hvilket er en formulering, som medfører, at der ses bort fra aftaler indgået mellem medlemsstater – i modsætning til konventioner indgået med tredjestater – selv hvis de både er af særlig art i forhold til den pågældende forordning og indgået før denne.

30.      Denne særegenhed ved forordning nr. 44/2001 er så meget desto mere bemærkelsesværdig, eftersom forordningen var genstand for en komplet omarbejdning i 2012, og eftersom EU-lovgiver på trods af de praktiske vanskeligheder, som var påvist vedrørende vurderingen af rækkevidden af nævnte artikel 71 (38), ikke ændrede indholdet af artiklen (39). Artikel 71 i forordning nr. 1215/2012, som har erstattet forordning nr. 44/2001, er ganske vist blevet væsentligt suppleret ved forordning nr. 542/2014 (40), men uden at der herved er sket en begrænsning af princippet om, at de regler for retternes kompetence, der er fastsat i specialkonventioner, selv hvis de udelukkende er indgået mellem medlemsstater, gør det muligt at fravige de kompetenceregler, der nu er fastsat i forordning nr. 1215/2012.

31.      Det andet formål med artikel 71 i forordning nr. 44/2001, som efter min opfattelse bør spille en vigtig rolle i nærværende sag, er den behørige hensyntagen til den omstændighed, at kompetencereglerne i specialkonventioner er blevet vedtaget under hensyntagen til de særlige kendetegn ved de områder, som de vedrører, og at disse regler således har en nytteværdi, som bør bevares (41). Dette vedrører nærmere bestemt de kompetenceregler, der er tilpasset den intellektuelle ejendomsret og er indeholdt i internationale konventioner, som ophavsmændene til forordningen ikke har ønsket at fortrænge (42).

32.      Jeg udleder af det ovenstående, at artikel 71 i forordning nr. 44/2001 er blevet udformet med det formål at opretholde anvendelsen af de kompetenceregler, der findes i specialkonventioner indgået af medlemsstaterne inden forordningens ikrafttrædelse, for så vidt som disse regler har et indhold, der er bedre tilpasset det pågældende område, og for så vidt som disse regler i overensstemmelse med Domstolens praksis lever op til de principper, der regulerer det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område inden for Unionen (43). Det er min vurdering, at denne favorable fremgangsmåde, henset til Beneluxkonventionens indhold, navnlig skal følges med hensyn til denne konventions artikel 4.6.

b)      Om Beneluxkonventionens gentagelse af kompetenceregler indeholdt i specialkonventioner, der ligger før ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001

33.      Såvel den forelæggende ret som Kommissionen har nævnt, at Beneluxkonventionen har erstattet konventioner, som siden 1971 for så vidt angår varemærker og 1975 for så vidt angår design havde været i kraft i de tre medlemsstater, der udgør Benelux, uden at nævnte konvention har tilført væsentlige ændringer på det indholdsmæssige plan. Navnlig er Beneluxkonventionens artikel 4.6, som er den eneste relevante bestemmelse i nærværende sag (44), identisk med de kompetenceregler, som var indeholdt i de ældre instrumenter, idet der heri alene er tilføjet den terminologiske tilpasning, som er nødvendig, henset til, at den nye tekst både omhandler varemærker og design (45).

34.      Kommissionen har gjort gældende, at det med henblik på besvarelsen af det første spørgsmål ikke desto mindre er uden betydning, at Beneluxkonventionens bestemmelser således svarer til bestemmelserne i de Beneluxkonventioner, som den erstatter. Jeg er omvendt af den opfattelse, at det er vigtigt at tage den omstændighed i betragtning, at de tre stater, der er parter i Beneluxkonventionen, da de vedtog nævnte artikel 4.6, blot bevarede indholdet af de særlige bestemmelser, som allerede fandt anvendelse før ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001, uden på nogen måde at ændre disse bestemmelsers substans.

35.      Eftersom et af formålene med artikel 71 i forordning nr. 44/2001 er at gøre det muligt at anvende regler, der er bedre tilpasset de særlige kendetegn ved det omhandlede område (46), synes denne betragtning efter min opfattelse at kunne begrunde, at de kompetenceregler, der er gengivet i Beneluxkonventionens artikel 4.6, har forrang for forordningens kompetenceregler. Som Kommissionen har anerkendt, har Beneluxkonventionen bl.a. til formål at fastsætte særlige regler, som tager hensyn til Beneluxvaremærkets særlige karakteristika, nemlig at det er et enkelt varemærke, som hverken er opdelt mellem de omhandlede medlemsstater eller knyttet til en af disse stater i særdeleshed. De kompetenceregler, der er gengivet i Beneluxkonventionens artikel 4.6, er således efter min opfattelse bedre tilpasset behandlingen af en tvist, der vedrører et Beneluxvaremærke, end de kompetenceregler, der er fastsat i forordning nr. 44/2001.

36.      Dette er navnlig tilfældet for reglen i forordningens artikel 22, nr. 4), som til forskel fra reglen i Beneluxkonventionens artikel 4.6 ikke er udformet med henblik på at påkende en tvist som den i hovedsagen omhandlede. Jeg vil senere vende tilbage til grænserne for en eventuel anvendelse af nævnte artikel 22, nr. 4), i nærværende sag, men først vil jeg nævne hovedgrundene til, at jeg ikke mener, at bestemmelsen er udformet med henblik herpå. I denne henseende fremhæves for det første, at denne bestemmelses ordlyd ikke gør det muligt direkte at identificere, hvilken ret der har kompetence til at påkende en tvist af denne type (47), mens Beneluxkonventionens artikel 4.6 fastsætter en række mere præcise kompetencekriterier (48). For det andet er det med henblik på at undgå, at kompetencen samler sig i en enkelt af Beneluxstaterne (49), i medfør af sidstnævnte artikel udelukket – i modsætning til, hvad der gør sig gældende med hensyn til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 – at det sted, hvor et varemærke er deponeret eller registreret, er det eneste kompetencekriterium. Endelig bemærkes, at EU-lovgiver selv har sørget for at vedtage kompetenceregler, der fraviger forordning nr. 44/2001, i forbindelse med, at intellektuelle ejendomsrettigheder af denne art, som har en ensartet retsvirkning i flere medlemsstater, er blevet vedtaget på EU-plan (50).

37.      Det er desuden min opfattelse, at en anvendelse af de kompetenceregler, der er fastsat i Beneluxkonventionens artikel 4.6, i det foreliggende tilfælde ikke på nogen måde krænker – snarere tværtimod – de væsentlige principper, der ligger til grund for det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne på det civil- og handelsretlige område, som Domstolen sørger for at iagttage, såfremt der på dette område skal anvendes regler, der er indeholdt i internationale specialkonventioner (51). Henset til deres særlige kendetegn, navnlig hvad angår den omstændighed, at de udpeger den ret, der er bedst egnet til at træffe afgørelse i et søgsmål vedrørende gyldigheden af et Beneluxvaremærke, og gør dette på en måde, der er mere nøjagtig og afbalanceret, end det er muligt i henhold til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 (52), opfylder reglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 efter min opfattelse disse principper, som er relevante for kompetenceregler (53).

38.      Jeg deler endvidere ikke Kommissionens synspunkt om, at det, såfremt Domstolen måtte bestemme, at Beneluxkonventionens artikel 4.6 skal gives forrang for de konkurrerende bestemmelser i forordning nr. 44/2001, ville være i strid med den regel, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, TEUF og præciseret i Domstolens praksis, hvorefter det ikke længere står medlemsstaterne frit for indbyrdes at vedtage konventioner, der kan »berøre fælles regler« som de i forordning nr. 44/2001 fastsatte »eller ændre deres rækkevidde«, eftersom Unionen har enekompetence på dette område (54). Som Domstolen også har fastslået vedrørende en konvention indgået med en tredjestat, idet Domstolen dog ikke udtrykkeligt begrænsede sig til kun at omfatte et sådant tilfælde, er det korrekt, at forordningens artikel 71, stk. 1, »ikke [giver] medlemsstaterne mulighed for ved indgåelse af nye specialkonventioner eller ændring af allerede gældende konventioner at indføre regler, der har forrang for reglerne i forordning nr. 44/2001« (55).

39.      Det er imidlertid min vurdering, at eftersom kompetencereglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 begrænser sig til at gengive bestemmelserne i Beneluxkonventionen om varemærker og Beneluxkonventionen om design, som allerede fandtes på tidspunktet for ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001, idet der blev foretaget en sammenskrivning af disse to tekster, kan det hverken antages, at vedtagelsen af Beneluxkonventionen kan berøre forordningens bestemmelser, eller at den kan ændre deres rækkevidde, ligesom det ikke kan antages, at Beneluxkonventionen udgør en »ny specialkonvention« eller en konvention, som foretager en »ændring af allerede gældende konventioner« som omhandlet i ovennævnte retspraksis.

40.      I denne særlige sammenhæng, hvor to Beneluxkonventioner, der er ældre end forordning nr. 44/2001, blot har været genstand for en omarbejdning inden for rammerne af en anden Beneluxkonvention, som er undertegnet og ratificeret efter nævnte forordning, skal princippet om forrang for specialkonventioner, som er fastsat i forordningens artikel 71, efter min opfattelse veje tungere end de hensyn, hvorefter form tillægges større vægt end indhold. Det synspunkt, som Kommissionen har indtaget, ville medføre det tvivlsomme resultat, at medlemsstaterne ville være forhindret i at foretage ændringer, der blot er redaktionelle eller rent formelle, og der bør efter min opfattelse sondres mellem sådanne ændringer og indholdsmæssige ændringer, som er forbudt i medfør af ovennævnte retspraksis.

41.      Den fortolkning af artikel 71 i forordning nr. 44/2001, som jeg ud fra en ikke-formalistisk tilgang foreslår, underbygges efter min opfattelse af generelle betragtninger udledt af den primære EU-ret. Det fremgår således af artikel 350 TEUF (56), at de særlige regionale aftaler, der er indgået inden for rammerne af Beneluxsamarbejdet, skal bevares, såfremt de er bedre egnet til at nå de mål, som er omhandlet i denne forbindelse, end de EU-retlige bestemmelser er, og såfremt de er uundværlige med henblik på at sikre en velfungerende Beneluxordning (57). I det foreliggende tilfælde er det min opfattelse, at det faktisk er hensigtsmæssigt, eller endog bydende nødvendigt, at de tre Beneluxstater i Beneluxkonventionens artikel 4.6 opretholder de særlige kompetenceregler, som de har vedtaget tidligere, med henblik på at sikre en harmonisk og afbalanceret funktion af den ordning for et enhedsvaremærke, som eksisterer mellem dem (58). Denne opfattelse er baseret dels på den omstændighed, at denne ordning, som fuldstændigt har erstattet disse staters lovgivning på området (59), ikke på nuværende tidspunkt findes tilsvarende i EU-retten (60), dels på den omstændighed, at anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 i denne særlige sammenhæng ikke giver mulighed for at opnå et resultat, der er lige så tilfredsstillende som det, der kan opnås med nævnte artikel 4.6.

42.      Beneluxkonventionen er følgelig efter min opfattelse omfattet af kvalifikationen konvention på et særligt område, hvori medlemsstaterne er parter, som omhandlet i artikel 71 i forordning nr. 44/2001, og de regler for retternes kompetence, der er indeholdt i konventionens artikel 4.6, skal derfor gives forrang for de regler for retternes kompetence, der er fastsat i forordningen, såfremt deres anvendelsesområder kolliderer. Jeg foreslår derfor, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at nævnte artikel 71 skal fortolkes således, at en medlemsstat i et tilfælde, hvor en grænseoverskridende tvist er omfattet af såvel anvendelsesområdet for nævnte forordning som anvendelsesområdet for Beneluxkonventionen, i overensstemmelse med nævnte artikel 71, stk. 1, kan anvende de regler om retternes kompetence, der er fastsat i denne konventions artikel 4.6.

B –    Om fortolkningen af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001

1.      Om genstanden for det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål

43.      Det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål har den forelæggende ret alene forelagt subsidiært, og de skal kun besvares, såfremt Domstolen som svar på det første forelagte spørgsmål måtte fastslå, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 skal gå forud for kompetencereglen i Beneluxkonventionens artikel 4.6. Jeg mener imidlertid ikke, at dette er tilfældet. Såfremt Domstolen måtte dele min fortolkning af nævnte forordnings artikel 71, er det derfor ufornødent at besvare disse to spørgsmål. Jeg vil ikke desto mindre for fuldstændighedens skyld gøre rede for mine betragtninger herom.

44.      Jeg vil indledningsvis præcisere, at disse to spørgsmål, henset til deres indbyrdes sammenhæng og den omstændighed, at de efter min opfattelse begge drejer sig om, hvilken betydning og rækkevidde der inden for rammerne af en tvist som den i hovedsagen omhandlede skal tillægges artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, skal behandles samlet, såfremt de skal besvares.

45.      Såfremt det antages, at kompetencereglen i nævnte artikel 22, nr. 4), skal finde anvendelse i en tvist, der ligesom i det foreliggende tilfælde vedrører den eventuelle ugyldighed af et Beneluxvaremærke, er der ifølge den forelæggende ret tvivl om, hvilken betydning der i denne særlige sammenhæng skal tillægges udtrykket »retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering«, som i henhold til denne bestemmelse udgør det relevante tilknytningskriterium på området for varemærkers gyldighed.

46.      Som begrundelse for det andet spørgsmål har den forelæggende ret nærmere bestemt anført, at ansøgningen om et Beneluxvaremærke foretages på en ensartet måde for hele Beneluxområdet, således at retterne i hver af de medlemsstater, som udgør Benelux – dvs. de belgiske, de luxembourgske og de nederlandske retter – kan være kompetente i fællesskab ud fra ordlyden af nævnte artikel 22, nr. 4).

47.      Såfremt Domstolen ikke tiltræder denne fortolkning, ønsker den forelæggende ret således med sit tredje spørgsmål præciseret dels, hvilken af disse tre medlemsstater der skal tillægges den internationale enekompetence på området, dels, om kompetencekriterierne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 kan finde anvendelse på dette trin med henblik på at identificere den pågældende stat.

48.      I sit indlæg har Kommissionen, efter min opfattelse med rette, anbefalet, at det andet spørgsmål besvares med, at »artikel 22, nr. 4), i forordning [nr. 44/2001] skal fortolkes således, at i en tvist om registrering eller gyldighed af et Beneluxvaremærke har både de belgiske, de nederlandske og de luxembourgske retter international kompetence til at påkende tvisten«. Kommissionen har ikke udtalt sig om det tredje spørgsmål. Jeg vil for mit vedkommende fremsætte følgende bemærkninger herom.

2.      Om de retter, der har kompetence til at træffe afgørelse i en tvist vedrørende gyldigheden af et Beneluxvaremærke, såfremt artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse

a)      Om indholdet af kompetencereglen i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001

49.      Som det fremgår af artikel 22, ab initio, i forordning nr. 44/2001, bemærkes, at alle de kompetenceregler, der er fastsat i nævnte artikels nr. 1)-5), har de fælles karakteristika, at de finder anvendelse uden hensyn til parternes bopæl (61), og at de fastsætter en præceptiv enekompetence, hvis bindende virkning gør sig gældende med en særlig styrke for såvel retssubjekternes som retsinstansens vedkommende (62). Eftersom de således ikke alene fraviger den almindelige regel i forordningens artikel 2, som tilsigter at begunstige sagsøgte, men også de muligheder for at indgå frivillige værnetingsaftaler, som parterne i princippet har (63), skal disse særlige bestemmelser fortolkes strengt (64).

50.      I modsætning til, hvad Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg (65), udpeger artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som henviser til »retterne i [en] medlemsstat« i deres helhed, blot den medlemsstat, hvis retter har materiel kompetence i henhold til denne bestemmelse, uden at der imidlertid herved foretages en kompetencefordeling i den pågældende medlemsstat, således som Domstolen allerede har fastslået (66).

51.      Nævnte artikel 22 bestemmer i nr. 4), første afsnit, at når en grænseoverskridende tvist vedrører registrering eller gyldighed af en intellektuel ejendomsrettighed, der forudsætter deponering eller registrering, såsom et varemærke, består der international enekompetence for »retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget«. Andet afsnit i nævnte nr. 4) tilføjer, at på det særlige område, der reguleres af Münchenkonventionen, »har retterne i hver medlemsstat [...] enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat« (67).

52.      En sådan tilknytningsfaktor som den i disse to afsnit fastsatte, der alene udpeger den medlemsstat, som er berørt af meddelelsen af den omhandlede rettighed, har god grund til at være præcis. Den afspejler lovgivers vilje om at iagttage formålene om at tage hensyn til en sags nære tilknytning til en bestemt ret og til god retspleje, der i 12. betragtning til forordning nr. 44/2001 er nævnt som begrundelser for undtagelsen til reglen om, at kompetencen tillægges retterne på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl.

53.      Retterne i den stat, hvor rettigheden vil få retsvirkning, anses således for at være »bedst egnet« (68) til at træffe afgørelse vedrørende disse rettigheders registrering eller gyldighed i forhold til den lovgivning, som de vil være undergivet, dvs. normalt den lovgivning, der er gældende i den medlemsstat, på hvis område beskyttelsen af rettigheden skal sikres (69). Som Kommissionen har anført, består der traditionelt en nær forbindelse mellem beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder og den nationale suverænitet (70). I denne henseende har Domstolen fremhævet, at meddelelsen af rettigheder såsom patenter indebærer medvirken fra den nationale administration, og at tvister af denne art i flere medlemsstater er forbeholdt specialiserede retsinstanser (71).

54.      Det er i lyset af disse principper, udledt af såvel retsakter som retspraksis, og henset til de betydelige særlige karakteristika, som den i hovedsagen omhandlede intellektuelle ejendomsrettighed udviser, at det skal undersøges, på hvilken måde bestemmelserne i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 eventuelt skal anvendes i det foreliggende tilfælde.

b)      Om den eventuelle anvendelse af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 i det foreliggende tilfælde

55.      Jeg vil indledningsvis præcisere, at såfremt Domstolen – i modsætning til den besvarelse, som jeg foreslår med hensyn til det første præjudicielle spørgsmål – måtte fastslå, at forordning nr. 44/2001 skal finde anvendelse på en tvist som den i hovedsagen omhandlede, forekommer det mig klart, at det, henset til bestemmelsens ordlyd, er kompetencereglen i artikel 22, nr. 4), og ikke de kompetenceregler, der er indeholdt i forordningens øvrige bestemmelser (72), som skal være afgørende for fastlæggelsen af, hvilken ret der har kompetence til at tage stilling til »gyldigheden« af det omhandlede Beneluxvaremærke.

56.      Det afgørende kriterium for fordelingen af retternes kompetence i de tvister, på hvilke nævnte artikel 22, nr. 4), finder anvendelse, er den nære forbindelse, der skal bestå mellem den intellektuelle ejendomsrettighed, der gøres gældende, og det område, hvor denne rettighed har krav på beskyttelse (73). I dette særlige tilfælde, hvor Beneluxvaremærket har en ensartet retsvirkning, eftersom det er gyldigt i de tre Beneluxstater og dér er undergivet en ensartet beskyttelse (74), er det min opfattelse, at begrebet »område«, hvortil artikel 22, nr. 4), første afsnit, i forordning nr. 44/2001 henviser, skal forstås således, at det i det foreliggende tilfælde henviser til det samlede Beneluxområde (75), som kan sidestilles med en medlemsstats område, således som Domstolen allerede har fastslået i lignende sammenhænge (76). Det er derfor min vurdering, at på det særlige område, der udgøres af Beneluxvaremærket, udpeges disse tre staters områder samlet, og retterne i hver af disse stater har potentielt kompetence, eftersom de alle kan anses for at være »bedst egnet« til at anvende den ensartede ordning, som disse stater har vedtaget vedrørende Beneluxvaremærket.

57.      Jeg vil fremhæve, at den regel, der fastsætter en national fordeling af retternes kompetence, som udtrykkeligt er nævnt i artikel 22, nr. 4), med hensyn til det europæiske patent, ikke kan overføres til Beneluxvaremærket, idet de pågældende ordninger er grundlæggende forskellige (77). Det europæiske patent adskiller sig således fra Beneluxvaremærket, idet det ikke udgør et enhedspatent, men svarer til en række særskilte nationale patenter (78). Som Kommissionen har anført, »er der juridisk i det væsentlige fortsat tale om forskellige patenter, der forbliver individuelt forbundet med det omhandlede nationale område«. Dette begrunder, at retternes kompetence således forbliver tilknyttet hver enkelt stat, på hvis område der ansøges om beskyttelse af det europæiske patent, som det også er tilfældet for rent nationale intellektuelle ejendomsrettigheder.

58.      Det er netop under hensyntagen til den omstændighed, at de kompetenceregler, som er fastsat i Bruxelleskonventionen og gengivet i forordning nr. 44/2001, ikke er fuldt ud tilpasset de særlige karakteristika, som intellektuelle rettigheder med enhedskarakter udviser, at der er blevet vedtaget særlige kompetenceregler for de rettigheder af denne type, som er blevet skabt inden for først Det Europæiske Fællesskab og dernæst Den Europæiske Union. Det har været tilfældet for »design« (79), for »EF-varemærker«, som for nylig blev til »EU-varemærker« (80), og for »det europæiske enhedspatent« (81).

59.      I sit skriftlige indlæg har Kommissionen anført, at disse »undtagelsesordninger imidlertid ikke bevirker, at den kompetente ret kan være en ret i en medlemsstat, hvor den intellektuelle ejendomsrettighed ikke er gyldig« (82). Jeg ønsker herved at fremhæve, at de omhandlede bestemmelser, navnlig de bestemmelser, der vedrører gyldigheden af et EU-varemærke, medfører, at der fuldstændig skal ses bort fra reglen i forordningens artikel 22, nr. 4), eftersom disse bestemmelser fastsætter kompetencen hos et centraliseret kontor for så vidt angår begæringer om ugyldighed, der fremsættes principalt, og hos specialiserede retter for så vidt angår begæringer om ugyldighed, der fremsættes som modkrav – bl.a. inden for rammerne af søgsmål om krænkelser – idet disse retter i princippet er retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl (83).

60.      I lighed med Kommissionen medgiver jeg, at for så vidt som den medfører, at retterne i tre EU-medlemsstater har den samme mulighed for at være kompetente til at påkende et søgsmål om ugyldighed af et Beneluxvaremærke, giver den strenge fortolkning af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, som her foreslås, et resultat, som »ikke synes optimalt« i forhold til formålene med forordning nr. 44/2001 (84). Såfremt forordningen måtte anses for at finde anvendelse på et sådant søgsmål, bør denne fortolkning efter min opfattelse ikke desto mindre anlægges, henset til såvel ordlyden af som grundlaget for forordningens artikel 22, nr. 4), og som følge af de særlige karakteristika for den intellektuelle ejendomsrettighed, der er omhandlet i denne sag (85).

61.      Det er i øvrigt min vurdering, at denne negative konstatering skal nuanceres, idet det er sandsynligt, at der i praksis – som det er tilfældet i tvisten i hovedsagen – ofte vil blive indbragt tvister for rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) i medfør af, at den ligger på stedet for indgivelsen af ansøgningen om/registreringen af det pågældende Beneluxvaremærke (86). Det forekommer mig, at den omstændighed, at sagsøgeren kan vælge at indbringe sagen i en af de tre stater, ganske vist kan medføre, at sagsøgte er tvunget til at føre sagen på et sprog, som den pågældende ikke behersker, og kan medføre en risiko for forum shopping. Denne valgmulighed medfører ikke desto mindre materielle konsekvenser, der er mindre udtalte i den særlige sammenhæng, som Beneluxvaremærket udgør, end det normalt er tilfældet, idet den retlige ordning, der finder anvendelse på Beneluxvaremærket, er fuldt harmoniseret mellem disse medlemsstater og er genstand for en ensartet fortolkning (87).

c)      Om den manglende mulighed for komplementær anvendelse af Beneluxkonventionens artikel 4.6

62.      For at overstige de begrænsninger, som den eventuelle anvendelse af artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 ville medføre i en tvist, der vedrører en intellektuel ejendomsrettighed med ensartet retsvirkning såsom Beneluxvaremærket (88), ønsker den forelæggende ret sig tilsyneladende mulighed for på supplerende vis at kunne anvende den række af regler for »stedlig kompetence«, der er indeholdt i Beneluxkonventionens artikel 4.6, med henblik på at fastslå, hvilken af de tre Beneluxstater der nærmere bestemt har kompetence på området (89).

63.      Jeg vil indledningsvis fremhæve, at Beneluxkonventionens artikel 4.6 fastsætter trinvise kompetenceregler (90), der materielt er grundlæggende forskellige fra de enekompetenceregler, der er indeholdt i artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001. Det tilføjes hertil, at det følger af fast retspraksis, at bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, såsom bestemmelserne i artikel 22, nr. 4), skal være genstand for en selvstændig fortolkning, der ikke foretages med henvisning til medlemsstaternes ret (91).

64.      Det er desuden min opfattelse, at enhver henvisning til denne bestemmelse i Beneluxkonventionen, selv hvis det kun er supplerende, er udelukket, såfremt Domstolen måtte komme frem til, at der på grundlag af artikel 71 i forordning nr. 44/2001 skal ses bort herfra. Det vil således alene være bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, der finder anvendelse med henblik på at løse kompetencekonflikter eller endog procedurekonflikter, der vil kunne opstå i en tvist som den i hovedsagen omhandlede.

65.      Den omstændighed, at sagsøgeren efter min opfattelse uden forskel vil kunne anlægge sag for retterne i enhver Beneluxstat, såfremt nævnte forordnings artikel 22, nr. 4), skal finde anvendelse på en sådan tvist, medfører vanskeligheder, der imidlertid ikke er uoverstigelige, eftersom forordningen selv indeholder løsninger, der kan afhjælpe disse vanskeligheder. I tilfælde af parallelle sager er den internationale kompetence således delt mellem disse tre stater i henhold til den regel, der giver forrang for »den ret, ved hvilken sagen først er anlagt«, som er fastsat i forordningens artikel 27-30, der regulerer de tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav, som kan opstå mellem medlemsstaternes retter (92), og dette i lyset af Domstolens praksis vedrørende nævnte artikler (93).

66.      Såfremt Domstolen måtte finde det nødvendigt at besvare det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, bør besvarelsen efter min opfattelse derfor være, at artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at med hensyn til at påkende en grænseoverskridende tvist om registreringen eller gyldigheden af et Beneluxvaremærke tillægges kompetencen retterne i hver af de tre medlemsstater på det område, hvor denne intellektuelle ejendomsrettighed har virkning og er undergivet en ensartet beskyttelse, dvs. Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene.

V –    Forslag til afgørelse

67.      På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, som rechtbank Den Haag (retten i første instans i Haag) har forelagt, på følgende måde:

»Artikel 71 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at en medlemsstat i et tilfælde, hvor en grænseoverskridende tvist er omfattet af såvel anvendelsesområdet for nævnte forordning som anvendelsesområdet for Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design), undertegnet i Haag den 25. februar 2005, i overensstemmelse med forordningens artikel 71, stk. 1, kan anvende de regler om retternes kompetence, der er fastsat i denne konventions artikel 4.6.«


1 – Originalsprog: fransk.


2 – EFT 2001, L 12, s. 1.


3 – Konvention undertegnet i Haag af Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene.


4 – Denne konvention (herefter »Münchenkonventionen«) er tilgængelig på følgende internetadresse: http://www.epo.org/law-practice/legal-texts/html/epc/2013/f/ma1.html


5 – Artikel 22, nr. 4), første og andet afsnit, svarer i det væsentlige til henholdsvis artikel 16, stk. 4, i konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af konventionen (EFT 1998, C 27, s. 1, herefter »Bruxelleskonventionen«), og til artikel V d i bilaget til nævnte konvention. De fortolkninger og forklaringer, der er givet med hensyn til Bruxelleskonventionens artikel 16, stk. 4, kan efter min opfattelse overføres til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001 som følge af, at disse bestemmelser kan sidestilles med hinanden (jf. analogt dom af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl., C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 38).


6 –      Artikel 71 i forordning nr. 44/2001 erstatter Bruxelleskonventionens artikel 57 med en enkelt væsentlig forskel i ordlyden (jf. punkt 25 i nærværende forslag til afgørelse).


7 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).


8 – Det tidsmæssige anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012 er defineret i forordningens artikel 66.


9 – I denne forbindelse vil jeg begrænse mig til at bemærke dels, at artikel 24, nr. 4), i forordning nr. 1215/2012 præciserer, at denne bestemmelse finder anvendelse uafhængigt af, om det omhandlede spørgsmål rejses ved, at der nedlægges påstand herom, eller ved, at der gøres indsigelse (i overensstemmelse med domme af 13.7.2006, GAT, C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 31, og Roche Nederland m.fl., C-539/03, EU:C:2006:458, præmis 40), dels, at nævnte forordning har indsat den generiske betegnelse »ret [juridiction]« i stedet for »ret [tribunal]«, som var anvendt i artikel 71 i forordning nr. 44/2001 for så vidt angår bl.a. den franske sprogversion af disse forordninger.


10 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 15.5.2014 om ændring af forordning nr. 1215/2012 med hensyn til de regler, der skal anvendes for så vidt angår Den Fælles Patentdomstol og Beneluxdomstolen (EUT 2014, L 163, s. 1), som i overensstemmelse med forordningens artikel 2 finder anvendelse fra den 10.1.2015.


11 – Jf. første til fjerde betragtning til forordning nr. 542/2014. Navnlig bestemmer artikel 71a, som er blevet indført ved nævnte forordning, at de »ret[ter], der er fælles for flere medlemsstater«, som udgøres af Den Fælles Patentdomstol og Beneluxdomstolen, anses for at være »retter« som omhandlet i forordning nr. 1215/2012.


12 – Denne aftale, som blev undertegnet den 19.2.2013 (EUT 2013, C 175, s. 1), træder på de betingelser, der er fastsat i aftalens artikel 89, stk. 1, i kraft, når 13 medlemsstater har ratificeret den.


13 – Traktat om oprettelse af og statutten for en Beneluxdomstol, der er undertegnet i Bruxelles den 31.3.1965 af Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene og trådte i kraft den 1.1.1974. Disse tre stater undertegnede den 15.10.2012 en protokol om ændring af traktaten med henblik på at overføre kompetence til Beneluxdomstolen på særlige områder, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012.


14 – Herefter »Beneluxkonventionen om varemærker«, der trådte i kraft den 1.7.1969.


15 – Herefter »Beneluxloven om varemærker«, der trådte i kraft den 1.1.1971.


16 – Herefter »Beneluxkonventionen om design«, der trådte i kraft den 1.1.1974.


17 – Herefter »Beneluxloven om design«, der trådte i kraft den 1.1.1975.


18 – I medfør af Beneluxkonventionens artikel 1.2, 1.3 og 1.5 har nævnte myndighed sit sæde i Haag og består af diverse organer, der gør det muligt for myndigheden at opfylde de opgaver, som den er blevet pålagt i henhold til konventionen, herunder »Office Benelux de la Propriété intellectuelle (marques et dessins ou modèles)« (Beneluxkontoret for intellektuel ejendomsret (varemærker og design), herefter »Beneluxkontoret«).


19 – Kommentarerne til Beneluxkonventionen om varemærker og Beneluxloven om varemærker, der er udarbejdet af den belgiske, den luxembourgske og den nederlandske regering i fællesskab, blev offentliggjort på nederlandsk i Tractatenblad van het Koninkrijk der Nederlanden, 1962, nr. 58 (jf. s. 75 ff. vedrørende artikel 37 i Beneluxloven om varemærker). En fransk version af denne begrundelse kan findes på Beneluxkontorets webside (https://www.boip.int/wps/portal/site/juridical/regulations/oldregulations/!ut/p/a0/04_Sj9CPykssy0xPLMnMz0vMAfGjzOKdg5w8HZ0MHQ0s_IKNDDxdfX1DHL1CDYO9DfSD04r0C7IdFQHd_Xc9/).


20 – Begrundelsen for artikel 29 i Beneluxloven om design, som i det væsentlige svarer til begrundelsen for artikel 37 i Beneluxloven om varemærker, kan ligeledes findes på den internetadresse, der er nævnt i fodnote 19 i nærværende forslag til afgørelse.


21 – Der skal sondres mellem dette tilfælde, som er det tilfælde, der er omhandlet i hovedsagen, og de søgsmål, der anlægges direkte til prøvelse af en afgørelse truffet af Beneluxkontoret vedrørende registreringen af et Beneluxvaremærke, for hvilke der er fastsat særlige regler i Beneluxkonventionen (jf. artikel 2.12, 2.17 og 4.2).


22 – I henhold til Beneluxkonventionens artikel 2.4, ab initio, og litra f), »giver følgende ikke ret til varemærket: [...] f. registrering af et [Benelux]varemærke, såfremt ansøgningen herom skete i ond tro, herunder: 1. indgivelse af en ansøgning under omstændigheder, hvor der forelå kendskab til eller uundskyldelig uvidenhed om normal anvendelse i de tre foregående år på Beneluxområdet af et varemærke, der ligner for lignende varer eller tjenesteydelser, af tredjemand, som ikke har givet samtykke til nævnte ansøgning [...]«.


23 – Beneluxkonventionens artikel 2.28, stk. 3, ab initio, og litra b), bestemmer, at »for så vidt som [...] tredjemand som omhandlet i artikel 2.4, litra [...] f), er part i søgsmålet, kan enhver berørt person påberåbe sig ugyldigheden af: [...] b. den ansøgning, som ikke giver ret til varemærket i henhold til artikel 2.4, litra [...] f), [...] inden for en frist på fem år fra datoen for registreringen«.


24 – Den forelæggende ret har anført, at sagsøgte i hovedsagen ikke har bopæl i Nederlandene, og at der heller ikke består en forpligtelse, som er eller burde være blevet opfyldt i Nederlandene.


25 – Dom H&M AB m.fl. mod G-Star (ECLI:NL:GHDHA:2013:4466), tilgængelig på følgende internetadresse: http://deeplink.rechtspraak.nl/uitspraak?id=ECLI:NL:GHDHA:2013:4466


26 – Den forelæggende ret har præciseret, at det synspunkt, som Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag) således gav udtryk for, »knytter an til en tidligere offentliggjort artikel om samme emne«, nemlig S.J. Schaafsma, »Samenloop van EEX en BVIE«, Intellectuele eigendom & reclamerecht (IER), 2012, s. 593 ff., navnlig punkt 8. Forfatteren til denne artikel synes at have været medlem af den afdeling, der afsagde den pågældende dom.


27 – De generelle regler i forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på søgsmål vedrørende andre sager end »sager om registrering eller gyldighed« af intellektuelle ejendomsrettigheder som omhandlet i forordningens artikel 22, nr. 4) [jf. vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 16, stk. 4, som svarer til nævnte artikel 22, nr. 4), dom af 15.11.1983, Duijnstee, 288/82, EU:C:1983:326, præmis 23 ff.]. Et søgsmål om krænkelse af et Beneluxvaremærke vil således kunne være omfattet af såvel Beneluxkonventionens artikel 4.6 eller forordningens artikel 5, nr. 3), som finder anvendelse i sager om erstatning uden for kontrakt – således som det var tilfældet i den sag, der gav anledning til dommen afsagt af Gerechtshof Den Haag (appeldomstolen i Haag), som er nævnt i forelæggelsesafgørelsen, jf. punkt 18 i nærværende forslag til afgørelse – eller forordningens artikel 31 om foreløbige retsmidler (jf. dom af 12.7.2012, Solvay, C-616/10, EU:C:2012:445, præmis 31 ff.).


28 – Jeg præciserer, at i modsætning til artikel 71, som bevarer virkningen af »konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser« (min fremhævelse), bestemmer artikel 69 i forordning nr. 44/2001, at forordningen erstatter konventioner indgået mellem medlemsstaterne, som regulerer disse samme spørgsmål, men som har en generel rækkevidde. Selv i tilfælde, hvor der foreligger en konvention af en særlig art, skal reglerne i nævnte forordning i øvrigt anvendes med hensyn til alle kompetencespørgsmål, der ikke er omfattet af konventionen (jf. vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 57, der svarer til forordningens artikel 71, dom af 6.12.1994, Tatry, C-406/92, EU:C:1994:400, præmis 25 og 27).


29 – Jf. punkt 3 og punkt 11 ff. i nærværende forslag til afgørelse.


30 – Nævnte artikel 22, nr. 4), omfatter både »patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering«. Sidstnævnte begreb omfatter bl.a. sortsbeskyttelse (jf. Rapport fra P. Jenard om konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, EFT 1979, C 59, s. 36, herefter »Jenardrapporten«).


31 – Min fremhævelse. Jf. dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland (C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 45-48), og af 4.9.2014, Nickel & Goeldner Spedition (C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 37).


32 – Min fremhævelse. Dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland (C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 37 og 38).


33 – Det bemærkes, at Beneluxkonventionen trådte i kraft den 1.9.2006, dvs. efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 44/2001, som i overensstemmelse med forordningens artikel 76 skete den 1.3.2002 for de tre medlemsstater, der udgør Benelux.


34 – Jf. punkt 11 i nærværende forslag til afgørelse.


35 – Jf. punkt 18 i nærværende forslag til afgørelse.


36 – I Jenardrapporten (op.cit., s. 60) er vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 57, som svarer til nævnte artikel 71, anført, at »Fællesskabets medlemsstater ved indgåelsen af de nævnte konventioner på særlige retsområder i reglen over for tredjestater har påtaget sig særlige forpligtelser, som de ikke kan ændre uden disse staters samtykke«.


37 – Jf. bl.a. artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40), artikel 25, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6) og 73. betragtning, in fine, til og artikel 75, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4.7.2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107). Jf. for så vidt angår tidligere retsakter den lignende ordlyd af artikel 49, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29.5.2000 om insolvensbehandling (EFT 2000, L 160, s. 1) og artikel 59, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EFT 2003, L 338, s. 1).


38 – Jf. B. Hess, T. Pfeiffer og P. Schlosser, Study JLS/C4/2005/03Report on the Application of Regulation Brussels I in the Member States, Universität Ruprecht Karls, Heidelberg, 2007, s. 67 ff., navnlig punkt 145, og efterfølgende, på baggrund af denne undersøgelse, Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om anvendelsen af forordning nr. 44/2001 af 21.4.2009 (KOM(2009) 174 endelig, punkt 3.8.1).


39 – Bortset fra en mindre korrektion (jf. fodnote 9 i nærværende forslag til afgørelse).


40 – Jf. punkt 10 i nærværende forslag til afgørelse.


41 – Jf. dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland (C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis) og Jenardrapporten (op.cit., s. 60), som fremhæver, at »de kompetenceregler, der findes i de omtalte konventioner, beror på særlige omstændigheder ved de sagsområder, de gælder for«. I forbindelse med forarbejderne til forordning nr. 44/2001 har Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen i en fælles erklæring »ad artikel 71 og 72 samt ad forhandlingerne inden for rammerne af Haagerkonferencen om International Privatret« i øvrigt anført, at »[d]a det undertiden kan være hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for særlige områder, vil Rådet og Kommissionen være særlig opmærksomme på muligheden for at indlede forhandlinger med henblik på indgåelse af internationale aftaler på visse af sådanne områder« (jf. note fra Rådets Generalsekretariat af 14.12.2000, dok. nr. 14139/00, JUSTCIV 137, bilag I, s. 3, punkt 2).


42 – Kommissionens forslag til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, af 14.7.1999 – som førte til vedtagelsen af forordning nr. 44/2001 – henviser blandt de specialkonventioner, der fortsat skal finde anvendelse, som Kommissionen oprindeligt opregnede i forslagets artikel 63, udtrykkeligt til Münchenkonventionen om meddelelse af europæiske patenter, der også er nævnt i forslagets artikel 22, nr. 4) (KOM(1999) 348 endelig, s. 42 og 58).


43 – Jf. i sidstnævnte henseende den retspraksis, der er nævnt i punkt 37 i nærværende forslag til afgørelse.


44 – Da anmodningen om en præjudiciel afgørelse nærmere bestemt vedrører forholdet mellem de regler for retternes kompetence, der er indeholdt i Beneluxkonventionens artikel 4.6, og de regler for retternes kompetence, der er fastsat i forordning nr. 44/2001, skal bedømmelsen efter min opfattelse koncentreres om reglerne af denne type, dvs. at de materielretlige regler, der er fastsat i andre af denne konventions bestemmelser, således ikke skal undersøges. Jf. analogt rapport fra professor dr. P. Schlosser om konventionen af 9.10.1978 om kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen om Domstolens fortolkning af denne konvention (EFT 1979, C 59, s. 139, punkt 238 in fine, herefter »Schlosserrapporten«).


45 – Jf. punkt 11 ff. i nærværende forslag til afgørelse.


46 – Jf. også punkt 31 i nærværende forslag til afgørelse.


47 – Jf. punkt 56 i nærværende forslag til afgørelse.


48 – I medfør af nævnte artikel 4.6 kan kompetencen tillægges ved en aftale om værneting. Såfremt der ikke foreligger en sådan udtrykkelig aftale, tillægges kompetencen enten retten på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl, eller retten på det sted, hvor den omtvistede forpligtelse er opstået eller opfyldt (stk. 1). Subsidiært kan sagsøgeren indbringe sagen for retten på det sted, hvor sagsøgeren har sin bopæl eller sit opholdssted, for så vidt som bopælen eller opholdsstedet er beliggende inden for Beneluxområdet, eller, såfremt dette ikke er tilfældet, for retten i enten Bruxelles, Haag eller Luxembourg (stk. 2).


49 – Jf. Beneluxkonventionens artikel 4.6, stk. 1, sidste punktum. Det fremgår af forarbejderne til Beneluxloven om varemærker (op.cit.), at ophavsmændene til de heri fastsatte kompetenceregler, som er gengivet i Beneluxkonventionens artikel 4.6, bl.a. forfulgte formål om ikke »at tildele forrang for en ret i kun en enkelt af de kontraherende stater« og om at »forebygge en alt for omfattende kompetence for retten på det sted, hvor Benelux-Varemærkemyndigheden etableres«, hvilken myndighed er blevet erstattet af Beneluxmyndigheden for intellektuel ejendomsret i overensstemmelse med Beneluxkonventionens artikel 5.1. Denne afvisning af at centralisere kompetencen i en enkelt medlemsstat forekommer mig at imødegå anerkendelsesværdige bekymringer for derved at sikre en retfærdig fordeling af sagsbyrden mellem de nationale retter og således sikre en ligeværdig sproglig behandling for retssubjekterne, idet det bemærkes, at det inden for en region, hvor såvel nederlandsk som fransk anvendes, efter min opfattelse er hensigtsmæssigt ikke at lade et af de officielle sprog indtage en mere fremtrædende plads end det andet.


50 – Jf. i denne henseende punkt 58 ff. i nærværende forslag til afgørelse.


51 – Jf. dom af 4.9.2014, Nickel & Goeldner Spedition (C-157/13, EU:C:2014:2145, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis). I denne dom vedrørende en konvention indgået med tredjestater – nemlig konventionen om fragtaftaler ved international godsbefordring ad landevej (kaldet CMR), undertegnet i Genève den 19.5.1956 – nævnte Domstolen navnlig »de principper, der er anført i 6., 11., 12. og 15.-17. betragtning til forordning nr. 44/2001, om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, forudsigelighed, med hensyn til hvilke retter der har kompetence, og dermed retssikkerhed for borgerne, god retspleje, størst mulig mindskelse af risikoen for parallelle retssager og gensidig tillid til retsplejen inden for Unionen«.


52 – Jf. også punkt 36, 56 og 60 i nærværende forslag til afgørelse.


53 – Dvs. at kompetencereglerne i nævnte artikel 4.6 har en høj grad af forudsigelighed, fremmer en god retspleje og gør det muligt at mindske risikoen for parallelle retssager, idet det bemærkes, at blandt de principper, der er nævnt i fodnote 51 i nærværende forslag til afgørelse, henviser principperne om fri bevægelighed for retsafgørelser og gensidig tillid mellem medlemsstaterne til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser (jf. dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland, C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 53 og 54).


54 – Kommissionen har i denne henseende henvist til udtalelse 1/03 af 7.2.2006 (EU:C:2006:81) og dom af 27.11.2012, Pringle (C-370/12, EU:C:2012:756, præmis 100 og 101). Jf. også udtalelse 1/13 af 14.10.2014 (EU:C:2014:2303, præmis 71 ff.), hvori rækkevidden for denne enekompetence for Unionen afgrænses.


55 – Dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland (C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 38), hvoraf fremgår, at »[d]enne konstatering bekræftes af retspraksis, hvorefter medlemsstaterne, efterhånden som fælles regler vedtages, ikke længere har ret til at indgå internationale aftaler, der berører disse regler (jf. bl.a. dom af 31.3.1971, sag 22/70, Kommissionen mod Rådet, »Europæisk Vejtransportoverenskomst«, [EU:C:1971:32,] præmis 17-19, og af 5.11.2002, sag C-467/98, Kommissionen mod Danmark, »open skies«, [EU:C:2002:625,] præmis 77)«.


56 – Følgende fremgår af nævnte artikel 350: »Bestemmelserne i traktaterne er ikke til hinder for, at de regionale unioner mellem Belgien og Luxembourg og mellem Belgien, Luxembourg og Nederlandene fortsat består og gennemføres, i det omfang disse regionale unioners mål ikke nås ved anvendelsen af traktaterne.«


57 – Jf. vedrørende artikel 233 EØF (nu artikel 350 TEUF) bl.a. dom af 11.8.1995, Roders m.fl. (C-367/93 – C-377/93, EU:C:1995:261, præmis 40), hvor Domstolen modsætningsvist anførte, at de medlemsstater, der udgør Benelux, kunne påberåbe sig denne bestemmelse som begrundelse for at unddrage sig deres fællesskabsretlige forpligtelser, når dette var »nødvendigt for, at Beneluxordningen kan fungere tilfredsstillende«. Jf. også generaladvokat Tesauros forslag til afgørelse Roders m.fl. (C-367/93 – C-377/93, EU:C:1995:11, punkt 8 og den deri nævnte retspraksis), hvori er anført, at denne bestemmelse »[har til formål at] forhindre, at anvendelsen af fællesskabsretten bevirker, at den regionale union mellem disse tre medlemsstater opløses, eller at dens udvikling hindres«.


58 – Jf. betragtningerne i fodnote 49 i nærværende forslag til afgørelse.


59 – I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at »[i] Beneluxlandene gælder der ikke nogen national varemærkeret, men udelukkende Benelux-varemærkeretten. En Benelux-varemærkeret har gyldighed i hele Benelux-området«.


60 – EF-varemærket, som nu er EU-varemærket (jf. punkt 80 i nærværende forslag til afgørelse), giver sin indehaver en beskyttelse, der er gyldig i alle medlemsstaterne, men i modsætning til Beneluxvaremærket træder EU-varemærkeordningen ikke i stedet for de procedurer og regler, der finder anvendelse på nationalt plan (jf. fjerde og sjette betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26.2.2009 om EF-varemærker (EUT 2009, L 78, s. 1)). Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22.10.2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT 2008, L 299, s. 25) foretager ganske vist en harmonisering heraf, den er imidlertid kun delvis (jf. fjerde betragtning ff. til direktivet).


61 – Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 sikrer, at bestemmelserne i artikel 22 finder anvendelse, selv om sagsøgte ikke har bopæl på en medlemsstats område.


62 – Jf. vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 16, der svarer til artikel 22 i forordning nr. 44/2001, dom af 13.7.2006, GAT (C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 24).


63 – Artikel 23, nr. 5), og artikel 24 i forordning nr. 44/2001 indeholder forbud mod, at henholdsvis en aftale om værneting eller sagsøgtes frivillige fremmøde bevirker, at reglerne om enekompetence i forordningens artikel 22 omgås. Jeg bemærker, at Beneluxkonventionens artikel 4.6 derimod giver mulighed for at træffe aftaler om værneting.


64 – Jf. dom af 12.5.2011, BVG (C-144/10, EU:C:2011:300, præmis 30), som fremhæver nødvendigheden af en »snæver fortolkning« af samtlige bestemmelser i nævnte artikel 22, og dom af 17.12.2015, Komu m.fl. (C-605/14, EU:C:2015:833, præmis 24), hvoraf fremgår, at »for så vidt som bestemmelserne i artikel 22, nr. 1), [i forordning nr. 44/2001] indfører en undtagelse til forordningens almindelige værnetingsregler, [...] bør de ikke fortolkes videre, end deres formål kræver. Disse bestemmelser har således den virkning, at parterne fratages den ret til valg af værneting, som de ellers ville have, og at de i visse tilfælde kan sagsøges ved en ret, som ikke er nogen af parternes hjemting«.


65 – Kommissionen har – efter min opfattelse med urette – anført, at »anvendelsen af kriterierne i artikel 22, nr. 4), gør det i princippet kun muligt at udpege en enkelt kompetent national ret. Alt efter situationen er der tale om retten i den medlemsstat«, hvor den omhandlede intellektuelle ejendomsrettighed er deponeret eller registreret (min fremhævelse).


66 – Jf. dom af 28.4.2009, Apostolides (C-420/07, EU:C:2009:271, præmis 48).


67 – Schlosserrapporten præciserer, at denne sidstnævnte kompetence ikke er tillagt retterne i den stat, hvor anmeldelsen om det europæiske patent er indgivet, men retterne i den stat, hvor anmeldelsen gælder og skal bestrides (op.cit., s. 123).


68 – Jf. vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 16, stk. 4, der svarer til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, dom af 13.7.2006, GAT (C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).


69 – Vedrørende anvendelsen af lex loci protectionis jf. bl.a. artikel 8 i forordning nr. 864/2007, og artikel 2 i Pariserkonventionen af 20.3.1883 om beskyttelse af industriel ejendomsret, nævnt i generaladvokat Jääskinens forslag til afgørelse Génesis (C-190/10, EU:C:2011:202, punkt 29).


70 – Jenardrapporten fastslår en sammenhæng mellem den omstændighed, at »meddelelse af patenter [eller tilsvarende rettigheder] henhører under den nationale suverænitet«, og reglen om enekompetence på området (op.cit., s. 36).


71 – Jf. dom af 13.7.2006, GAT (C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 22 og 23).


72 – Om den mulige anvendelse af andre bestemmelser i forordning nr. 44/2001 på området for intellektuel ejendomsret jf. punkt 23 i nærværende forslag til afgørelse.


73 – Det bemærkes, at samtlige kompetenceregler i artikel 22 i forordning nr. 44/2001 udelukkende er baseret på sagens genstand og finder anvendelse uden hensyn til parternes bopæl, således at artikel 22, nr. 4), teoretisk vil kunne finde anvendelse selv i et tilfælde, hvor ingen af parterne er etableret i en af disse medlemsstater, herunder i en af Beneluxstaterne, men det er imidlertid ikke tilfældet her, da sagsøgte i hovedsagen er et luxembourgsk selskab.


74 – Jf. indledningen og kommentarerne til såvel artikel 1 i Beneluxkonventionen om varemærker som artikel 37 i Beneluxloven om varemærker i forarbejderne nævnt i fodnote 19 i nærværende forslag til afgørelse.


75 – Beneluxområdet omfatter »Kongeriget Belgiens område, Storhertugdømmet Luxembourgs område og Kongeriget Nederlandenes område i Europa« i henhold til Beneluxkonventionens artikel 1.16.


76 – Jf. dom af 7.9.2006, Bovemij Verzekeringen (C-108/05, EU:C:2006:530, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis), hvori Domstolen udtalte, at »hvad angår varemærker, der er registreret hos [Benelux-Varemærkemyndigheden] [(nu Beneluxmyndigheden for intellektuel ejendomsret)], må Beneluxområdet sidestilles med en medlemsstats område, idet [...] artikel 1 [i Rådets første direktiv 89/104/EØF af 21.12.1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EFT 1989, L 40, s. 1)] ligestiller sådanne varemærker med varemærker, der er registreret i en medlemsstat« (min fremhævelse). Jf. også analogt dom af 11.8.1995, Roders m.fl. (C-367/93 – C-377/93, EU:C:1995:261, præmis 20), hvori Domstolen fastslog, at »Belgiens, Nederlandenes og Luxembourgs områder bør anses for ét område i henseende til forbrugsafgifter på vin[, eftersom en konvention indgået mellem disse lande har] indført ensartede satser og kriterier for forbrugsafgifter« på området (min fremhævelse).


77 – Om sondringen mellem ordningen for det europæiske patent og en ordning med enhedspatenter samt denne sondrings betydning for retternes kompetence jf. Schlosserrapporten (op.cit., s. 123).


78 – Patentet meddeles ganske vist efter en ensartet procedure, som varetages af Den Europæiske Patentmyndighed i München, men den tillægger sin indehaver – simultant for hver af de forskellige stater, som ansøgeren har anført – de samme rettigheder, som et nationalt patent meddelt i hver af de kontraherende stater ville gøre (jf. Münchenkonventionens artikel 2, 3, 64 og 79).


79 – Jf. Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12.12.2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1), hvis artikel 79-94 fastsætter reglerne for »Kompetence og retspleje i søgsmål vedrørende EF-design«, idet reglerne er udformet under hensyntagen til det indbyrdes forhold til Bruxelleskonventionens bestemmelser.


80 – Jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2424 af 16.12.2015 om ændring af forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker og Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærker og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2869/95 om de gebyrer, der skal betales til Harmoniseringskontoret for det indre marked (varemærker og mønstre) (EUT 2015, L 341, s. 21), der trådte i kraft den 23.3.2016. Navnlig ændrer artikel 1, nr. 90)-96), i forordning 2015/2424 artikel 94-108 i forordning nr. 207/2009, som fastsatte reglerne for »Kompetence og retspleje i søgsmål vedrørende EF-varemærker«, idet det bl.a. var anført, i hvilket omfang forordning nr. 44/2001 fandt anvendelse på området (jf. også 16. og 17. betragtning til forordning nr. 207/2009).


81 – De ændringer, som blev indført i forordning nr. 1215/2012 ved forordning nr. 524/2015 (jf. punkt 10 i nærværende forslag til afgørelse), fremstilles i 1.-12. betragtning til sidstnævnte forordning. Jf. også kommentaren til artikel 71a ff. i forordning nr. 1215/2012 af P. Mankowski i European Commentaries on Private International Law, vol. I, Brussels Ibis Regulation, U. Magnus og P. Mankowski (red.), Otto Schmidt, Köln, 2016, s. 1075 ff.


82 – I denne henseende har Kommissionen bl.a. henvist til artikel 97 i forordning nr. 207/2009 samt til artikel 71a og 71b i forordning nr. 1215/2012, som følger af forordning nr. 542/2014.


83 – Om samtlige særlige kompetenceregler, hvis indhold er komplekst, jf. bl.a. J.-P. Beraudo og M.-J. Beraudo, »Convention de Bruxelles, conventions de Lugano et règlement (CE) n° 44/2001«, JurisClasseur Europe, hæfte 3010, 2015, punkt 66 ff., og H. Gaudemet-Tallon, Compétence et exécution des jugements en Europe, LGDJ-Lextenso, Issy-les-Moulineaux, 5. udg., 2015, punkt 118 ff.


84 – Kommissionen har medgivet, at anvendelsen af forordning nr. 44/2001 overlader sagsøgeren en valgmulighed, som ikke stemmer fuldt ud overens med dette instruments formål, og som vil medføre en lavere grad af forudsigelighed, end hvis reglerne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 følges, eftersom sidstnævnte regler i de fleste tilfælde vil føre til, at en enkelt ret har enekompetence. Jeg bemærker, at det således fremgår af 11. og 15. betragtning til forordningen, at den i princippet har til formål at sikre, at »[k]ompetencereglerne [frembyder] en høj grad af forudsigelighed«, og at »mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt«.


85 – J.-P. Beraudo og M.-J. Beraudo, op.cit., finder også, at når en ansøgning indgivet i en medlemsstat eller til et internationalt kontor i medfør af et internationalt instrument medfører, at en rettighed meddeles i flere stater, har retterne i hver af de stater, hvor rettigheden er blevet meddelt, enekompetence til at træffe afgørelse om de påstande, som vedrører rettighedens registrering eller gyldighed i denne stat (jf. punkt 51 in fine).


86 – Denne sandsynlighed hænger sammen med den omstændighed, at Beneluxkontoret har hjemsted i Haag, og indgivelse af ansøgninger om registrering af et Beneluxvaremærke foretages her, enten direkte eller gennem den nationale administration, som i dette tilfælde skal videresende den modtagne ansøgning til Beneluxkontoret (Beneluxkonventionens artikel 2.5, stk. 1 og 4). Det er i øvrigt for at undgå en sådan koncentration af retternes kompetence, at Beneluxstaterne har vedtaget den række af regler, der er gengivet i Beneluxkonventionens artikel 4.6 (jf. fodnote 49 i nærværende forslag til afgørelse).


87 – I overensstemmelse med artikel 6 i traktaten om oprettelse af og statutten for en Beneluxdomstol (jf. fodnote 13 i nærværende forslag til afgørelse) og Beneluxkonventionens artikel 1.15, kan, eller endog skal, retterne i de tre Beneluxstater således forelægge nævnte domstol spørgsmål vedrørende en præjudiciel fortolkning af sidstnævnte instruments bestemmelser.


88 – Om disse begrænsninger jf. bl.a. fodnote 84 i nærværende forslag til afgørelse.


89 – Vedrørende den eventuelle supplerende anvendelse af bestemmelserne i Beneluxkonventionens artikel 4.6 i forhold til bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 jf. S.J. Schaafsma, op.cit., punkt 9.


90 – Disse reglers indhold er sammenfattet i fodnote 48 i nærværende forslag til afgørelse.


91 – Jf. vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 16, stk. 4, som svarer til artikel 22, nr. 4), i forordning nr. 44/2001, dom af 15.11.1983, Duijnstee (288/82, EU:C:1983:326, præmis 16-19), og af 13.7.2006, GAT (C-4/03, EU:C:2006:457, præmis 14) samt analogt vedrørende nævnte forordnings artikel 22, nr. 1), dom af 17.12.2015, Komu m.fl. C-605/14, EU:C:2015:833, præmis 23).


92 – Jf. også 15. betragtning til forordning nr. 44/2001. Navnlig bestemmer forordningens artikel 29, at »[s]åfremt kravene henhører under flere retters enekompetence«, hvilket kunne være tilfældet, hvis forordningens artikel 22, nr. 4), fandt anvendelse på en tvist vedrørende et Beneluxvaremærke, »skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, erklære sig inkompetent til fordel for denne ret«.


93 – Jf. bl.a. for så vidt angår forholdet mellem en regel om enekompetence som fastsat i forordningens artikel 22 og reglen vedrørende litispendens i forordningens artikel 27 dom af 3.4.2014, Weber (C-438/12, EU:C:2014:212, præmis 48 ff.).