Language of document : ECLI:EU:C:2015:686

Sag C-216/14

Straffesag

mod

Gavril Covaci

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Amtsgericht Laufen)

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i straffesager – direktiv 2010/64/EU – ret til tolkning og oversættelse i straffesager – det sprog, der anvendes i retssagen – strafferetlig kendelse om idømmelse af en bøde – mulighed for at gøre indsigelse på et andet sprog end det, der anvendes i retssagen – direktiv 2012/13/EU – ret til information under straffesager – ret til at blive informeret om tiltalen – forkyndelse af en strafferetlig kendelse – fremgangsmåde – obligatorisk udpegelse af en befuldmægtiget for den tiltalte person – indsigelsesfrist, der løber fra forkyndelsen for den befuldmægtigede«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 15. oktober 2015

1.        Retligt samarbejde i straffesager – ret til tolkning og oversættelse i straffesager – direktiv 2010/64 – anvendelsesområde – indsigelse mod en kendelse, der ikke er endelig, som indebærer strafferetlig domfældelse og er afsagt under en forenklet procedure – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64, art. 1)

2.        Retligt samarbejde i straffesager – ret til tolkning og oversættelse i straffesager – direktiv 2010/64 – rækkevidde – national lovgivning, som pålægger adressaten for en retsakt, der indebærer strafferetlig domfældelse, at gøre indsigelse mod denne retsakt på det sprog, der anvendes under sagen i den medlemsstat, hvorfra retsakten hidrører – lovlig – begrænsning – indledende processkrift, som udgør et væsentligt dokument

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/64, art. 1-3)

3.        Retligt samarbejde i straffesager – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13 – retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem – rækkevidde

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13, art. 1, 3 og 6)

4.        Retligt samarbejde i straffesager – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13 – anvendelsesområde – indsigelse mod en kendelse, der ikke er endelig, som indebærer strafferetlig domfældelse og er afsagt under en forenklet procedure – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13, art. 6)

5.        Retligt samarbejde i straffesager – ret til information under straffesager – direktiv 2012/13 – ret til at blive informeret om tiltalen – rækkevidde – forkyndelse af en retsakt, der indebærer strafferetlig domfældelse – betingelser – national lovgivning, hvorefter der skal udpeges en befuldmægtiget for personer, der ikke er bosiddende i den medlemsstat, hvorfra retsakten hidrører – lovlig – betingelse – adressatens råden over den fulde indsigelsesfrist

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13, art. 2, art. 3, stk. 1, litra c), og art. 6, stk. 1 og 3]

1.        Den situation, hvor en person ønsker at gøre indsigelse mod en endnu ikke retskraftig strafferetlig kendelse, der er rettet mod den pågældende, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2010/64 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager, således at denne person skal have ret til den tolke- og oversætterbistand, som den pågældende er sikret ved nævnte direktiv.

(jf. præmis 26 og 27)

2.        Artikel 1-3 i direktiv 2010/64 om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det inden for rammerne af en straffesag ikke er tilladt den person, som er genstand for en strafferetlig kendelse, at gøre skriftlig indsigelse mod denne kendelse på et andet sprog end det, der anvendes under sagen, selv om denne person ikke behersker sidstnævnte sprog, forudsat at de kompetente myndigheder, henset til den omhandlede procedure og omstændighederne i det foreliggende tilfælde, ikke anser en sådan indsigelse for at udgøre et væsentligt dokument i henhold til direktivets artikel 3, stk. 3.

For det første vedrører retten til tolkning i artikel 2 i direktiv 2010/64 en tolks oversættelse af mundtlig kommunikation mellem eftersøgte eller tiltalte og afhøringsmyndighederne, de retslige myndigheder eller i givet fald en advokat, men ikke skriftlig oversættelse af ethvert skriftligt dokument udfærdiget af disse mistænkte eller tiltalte. Nævnte artikel 2 sikrer således, at en person får mulighed for gratis tolkebistand, såfremt denne person selv gør mundtlig indsigelse mod den strafferetlige kendelse, som den pågældende er genstand for, over for justitssekretæren ved den kompetente nationale ret med henblik på, at denne optager protokol om indsigelsen, eller, såfremt nævnte person indgiver skriftlig indsigelse, får mulighed for bistand fra en advokat, som påtager sig at udarbejde det tilsvarende dokument på det sprog, der anvendes under sagen. Et krav om, at medlemsstaterne ikke alene skal gøre det muligt for de omhandlede personer at modtage fuldstændig information på deres eget sprog om de faktiske omstændigheder, som de foreholdes, og at give deres egen version heraf, men også systematisk skal sørge for at oversætte enhver indsigelse, der rejses af de berørte personer mod en retsafgørelse rettet mod dem, ville derimod gå ud over, hvad der kræves med henblik på målene i direktiv 2010/64.

For det andet vedrører retten til oversættelse af visse væsentlige dokumenter, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, i direktiv 2010/64, i princippet kun skriftlig oversættelse til et sprog, som den omhandlede person forstår, af visse dokumenter, som af de kompetente myndigheder er affattet på det sprog, der anvendes under sagen. Den omfatter i princippet ikke skriftlig oversættelse til det sprog, der anvendes under sagen, af et dokument såsom en indsigelse rejst mod en strafferetlig kendelse.

Eftersom direktivets artikel 3, stk. 3, tillader de kompetente myndigheder i alle konkrete tilfælde at beslutte, om noget andet dokument end dem, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 1 og 2, er væsentligt, tilkommer det imidlertid den forelæggende ret under hensyntagen til bl.a. kendetegnene for den procedure, der finder anvendelse på en sådan strafferetlig kendelse, og til den sag, som er indbragt for den, at fastslå, om en skriftlig indsigelse mod en strafferetlig kendelse skal anses for et væsentligt dokument, som det er nødvendigt at oversætte. I denne forbindelse udgør det relevante omstændigheder, at denne indsigelse, som kan indgives skriftligt eller, såfremt den indgives mundtligt, direkte til justitssekretæren ved den kompetente ret, ikke er undergivet en begrundelsespligt, at den skal indgives inden for en særligt kort frist på to uger fra forkyndelsen af nævnte kendelse, at den ikke kræver obligatorisk medvirken af en advokat, og at den er udarbejdet af den omhandlede person på et sprog, som den pågældende behersker, men som ikke er det sprog, der anvendes under sagen.

(jf. præmis 38, 40-44, 47 og 49-51 samt domskonkl. 1)

3.        Som det fremgår af artikel 3 i direktiv 2012/13 om ret til information under straffesager, sammenholdt med dets artikel 6, vedrører retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem, der er nævnt i direktivets artikel 1, i det mindste to særskilte rettigheder, nemlig for det første som minimum retten til information for mistænkte eller tiltalte personer i henhold til direktivets artikel 3 om visse processuelle rettigheder, herunder retten til at få adgang til en advokat, eventuelle rettigheder til gratis retshjælp og betingelserne for at få sådan retshjælp, retten til at blive informeret om tiltalen, retten til tolkning og oversættelse samt retten til ikke at udtale sig, og for det andet retten til at blive informeret om tiltalen, der er defineret i direktivets artikel 6.

(jf. præmis 54-56)

4.        En situation, hvor en person er genstand for en strafferetlig kendelse, som udgør en foreløbig afgørelse truffet efter anmodning fra anklagemyndigheden for en mindre lovovertrædelse, som er afsagt uden afholdelse af retsmøde eller kontradiktorisk forhandling, og som først bliver retskraftig ved udløbet af fristen for at gøre indsigelse mod den, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2012/13 om ret til information under straffesager, således at den berørte skal kunne udnytte retten til at blive informeret om tiltalen mod ham, og dette gælder under hele sagens varighed.

Selv om det ganske vist er korrekt, at forkyndelsen af en sådan kendelse på grund af den pågældende procedures summariske og forenklede art først finder sted, efter at retten har taget stilling til, om tiltalen var begrundet, forholder det sig ikke desto mindre således, at retten i denne kendelse kun træffer foreløbig afgørelse, og at forkyndelsen af kendelsen udgør den første lejlighed, som den tiltalte har for at blive informeret om tiltalen mod ham. I henhold til artikel 6 i direktiv 2012/13 skal forkyndelsen af en strafferetlig kendelse følgelig anses for en form for underretning om tiltalen mod den pågældende person, således at forkyndelsen skal efterleve de krav, der er fastsat i denne artikel.

(jf. præmis 59-61)

5.        Artikel 2, artikel 3, stk. 1, litra c), og artikel 6, stk. 1 og 3, i direktiv 2012/13 om ret til information under straffesager skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter det inden for rammerne af en straffesag kræves af en tiltalt person, som ikke er bosiddende i denne medlemsstat, at denne udpeger en befuldmægtiget med henblik på forkyndelse af en strafferetlig kendelse, som vedrører nævnte person, forudsat at denne person faktisk råder over den fulde frist, der er fastsat med henblik på at gøre indsigelse mod nævnte kendelse.

Såvel formålet om at gøre det muligt for tiltalte at forberede sit forsvar som nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling mellem på den ene side tiltalte personer, hvis bopæl henhører under anvendelsesområdet for den omhandlede nationale lovgivning, og på den anden side tiltalte personer, hvis bopæl ikke henhører herunder, som er de eneste, der er forpligtet til at udpege en befuldmægtiget med henblik på forkyndelse af retsafgørelser, kræver således, at den tiltalte person råder over den fulde frist, dvs. uden at varigheden heraf bliver forkortet med den tid, som den befuldmægtigede skal bruge for at fremsende den strafferetlige kendelse til modtageren heraf.

(jf. præmis 65-68 og domskonkl. 2)