Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Handelsgericht Wien (Østrig) den 20. maj 2016 – RMF Financial Holdings Sàrl mod Heta Asset Resolution AG

(Sag C-282/16)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Handelsgericht Wien

Parter i hovedsagen

Sagsøger: RMF Financial Holdings Sàrl

Sagsøgt: Heta Asset Resolution AG

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 2, stk. 1, nr. 2) og nr. 23), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU 1 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, sammenholdt med artikel 4, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 2 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber, hvorefter et »kreditinstitut« er en virksomhed, hvis aktivitet består i fra offentligheden at tage imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning (= CRR-kreditinstitut), fortolkes således, at anvendelsesområdet for artikel 1, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU også omfatter en afviklingsvirksomhed (et afviklingsselskab), som ikke længere råder over en bankretlig koncession til at drive bankforretninger, eller som på grundlag af en ved lov fastsat nu kun må udføre sådanne (bank-)forretninger, som udelukkende tjener til at afvikle porteføljen?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: Skal artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF 3 om sanering og likvidation af kreditinstitutter (som affattet ved artikel 117, nr. 1), i direktiv 2014/59/EU) fortolkes således, at en nedskrivningsforanstaltning, som er pålagt af en national administrativ myndighed – også under hensyntagen til artikel 17, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – uden yderligere formaliteter har ubegrænset virkning på personer bosat i andre medlemsstater (selv om spørgsmål 1 besvares benægtende)?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: Er kapitalens frie bevægelighed, som fastsat i EU-retten ved artikel 63, stk. 1, TEUF, til hinder for en national bestemmelse, som udvider anvendelsesområdet for direktiv 2014/59/EU til at gælde en afviklingsvirksomhed (et afviklingsselskab), der ikke længere råder over en bankretlig koncession til at drive bankforretninger, eller som på grundlag af en ved lov fastsat koncession nu kun må udføre (bank-)forretninger, der udelukkende tjener til at afvikle porteføljen?

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende: Skal EU-retten henset til princippet om »effet utile« og princippet om loyalt samarbejde, som er nedfældet i artikel 4, stk. 3, TEU, fortolkes således, at en nedskrivningsforanstaltning, som er pålagt af en national administrativ myndighed i en anden medlemsstat, også skal anerkendes, når reglerne i direktiv 2014/59/EU også i henhold til national lovgivning finder anvendelse på et institut, som ved ikrafttrædelsen af direktiv 2014/59/EU den 2. juli 2014 stadig var et kreditinstitut i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 (CRR-kreditinstitut), men som allerede havde mistet denne egenskab før udløbet af fristen for gennemførelse af direktiv 2014/59/EU i national ret den 31. december 2014?

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Skal begrebet »sikret passiv« i artikel 2, stk. 1, nr. 67), og artikel 44, stk. 2, litra b), i direktiv 2014/59/EU om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber, især under hensyntagen til artikel 1, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU fortolkes således, at det også omfatter passiver, som et offentligretligt lokalt organ (her: den østrigske delstat Kärnten) ved lov har overtaget kautionen for?

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende: Skal artikel 43, stk. 2, litra b), og artikel 59, stk. 3, litra b), og stk. 4, i direktiv 2014/59/EU fortolkes således, at de er til hinder for en national bestemmelse, som fører til, at en foranstaltning svarende til bail-in-værktøjet i artikel 43 i direktiv 2014/59/EU gennemføres i et tilfælde, hvor der ikke længere består nogen realistisk udsigt til, at instituttets levedygtighed kan genoprettes, og der heller ikke kan overføres systemisk vigtige ydelser til et broinstitut og heller ikke længere frasælges yderligere dele af instituttets virksomhedsdele, men hvor dette institut udelukkende tjener til at forvalte aktiver, rettigheder og passiver med det formål så godt som muligt at realisere de enkelte aktiver, rettigheder og passiver på en velordnet og aktiv måde (afvikling af portefølje)? Skal likvidationen af denne afviklingsvirksomhed (dette afviklingsselskab) i et sådant tilfælde – efter bestemmelserne i direktiv 2014/59/EU – fortrinsvis gennemføres ved en almindelig insolvensbehandling?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173, s. 190).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.6.2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176, s. 1)

3     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4.4.2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter (EFT L 125, s. 15).