Language of document : ECLI:EU:F:2016:121

Foreløbig udgave

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE (Første Afdeling)

23. maj 2016

Sag F-65/09 DEP

Luigi Marcuccio

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger«

Angående:      Begæring om fastsættelse af sagsomkostninger indgivet af Europa-Kommissionen som følge af Personalerettens dom af 23. november 2010, Marcuccio mod Kommissionen (F-65/09, EU:F:2010:149), der blev afsagt i sagen registreret som F-65/09.

Udfald:      Det samlede beløb, som Luigi Marcuccio skal betale til Europa-Kommissionen i form af de sagsomkostninger, som han skal erstatte i sag F-65/09, fastsættes til 5 000 EUR. Dette beløb tillægges morarenter regnet fra datoen for forkyndelsen af nærværende kendelse indtil betalingsdatoen efter den rentesats, der er beregnet på grundlag af Den Europæiske Centralbanks rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner, og som er gældende den første dag i den måned, hvor betalingsfristen udløber, med tillæg af 3,5 procentpoint.

Sammendrag

1.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – fastsættelse på baggrund af detaljerede oplysninger afgivet af den begærende part eller i mangel heraf på baggrund af en billighedsvurdering foretaget af Unionens retsinstanser – advokatsalærets faste karakter – ikke betydning for Unionens retsinstansers skønsbeføjelse

[EU-personalerettens procesreglement, art. 105, litra c)]

2.      Retslig procedure – sagsomkostninger – opgørelse – udgifter, der kan kræves erstattet – nødvendige udgifter, som parterne har afholdt – begreb – honorarer, som en institution har betalt til sin advokat – omfattet

(Statutten for Domstolen, art. 19, stk. 1, og bilag I, art. 7, stk. 1)

1.      Unionens retsinstanser har ikke kompetence til at fastsætte de beløb, som parterne skal udrede i honorarer til deres egne advokater, hvorimod de kan fastsætte den del af disse beløb, der kan søges godtgjort hos den part, som idømmes sagens omkostninger. Med henblik på at vurdere, om de udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen, faktisk var nødvendige, skal den begærende part give detaljerede oplysninger. På samme måde har vederlagets faste karakter ikke betydning for Personalerettens vurdering af størrelsen af de udgifter, der kan erstattes, idet Personaleretten skal basere sig på veletablerede kriterier og de detaljerede oplysninger, som parterne skal fremlægge for denne. Selv om Personaleretten i mangel af sådanne oplysninger ikke er forhindret i at fastsætte størrelsen af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, på grundlag af en billighedsvurdering, må Personaleretten imidlertid i et sådant tilfælde nødvendigvis anlægge en streng vurdering af den begærende parts krav.

(jf. præmis 24, 30 og 34)

Henvisning til:

Domstolen: kendelse af 17. februar 2004, DAI mod ARAP m.fl., C-321/99 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:C:2004:103, præmis 23

Den Europæiske Unions Ret: kendelse af 31. marts 2011, Tetra Laval mod Kommissionen, T-5/02 DEP og T-80/02 DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:129, præmis 68, og af 28. maj 2013, Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 16

Personaleretten: kendelse af 10. november 2009, X mod Parlamentet, F-14/08 DEP, EU:F:2009:149, præmis 22, af 26. april 2010, Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 24, og af 27. september 2011, De Nicola mod EIB, F-55/08 DEP, EU:F:2011:155, præmis 40 og 41

2.      Ved fastsættelsen af de udgifter, der kan kræves erstattet, tager Unionens retsinstanser hensyn til alle omstændigheder i sagen frem til det tidspunkt, hvor den afsiger kendelse om fastsættelse af sagsomkostninger, herunder de nødvendige omkostninger, der er forbundet med sagen om fastsættelse af sagsomkostninger.

Som det fremgår af artikel 19, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der finder anvendelse på Personaleretten i henhold til artikel 7, stk. 1, i bilag I til nævnte statut, kan institutionerne frit vælge at lade sig repræsentere ved en advokat. Sidstnævntes salær falder således ind under begrebet nødvendige udgifter, der er afholdt i forbindelse med sagen, uden at der består en pligt for institutionen til at godtgøre, at en sådan bistand var objektivt begrundet. Selv om den omstændighed, at institutionen har fået bistand fra to ansatte og en ekstern advokat, ikke er relevant for vurderingen af, om sådanne udgifter eventuelt kan kræves erstattet, idet der ikke principielt kan ses bort fra sådanne udgifter, kan denne omstændighed imidlertid påvirke fastsættelsen af størrelsen af de udgifter, der i sidste ende kan kræves erstattet i forbindelse med sagen.

(jf. præmis 26 og 27)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: kendelse af 23. marts 2012, Kerstens mod Kommissionen, T-498/09 P-DEP, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:147, præmis 15 og 20, og af 28. maj 2013, Marcuccio mod Kommissionen, T-278/07 P-DEP, EU:T:2013:269, præmis 14