Language of document : ECLI:EU:F:2016:76

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Tredje Afdeling)

12. april 2016

Sag F-98/15

CP

mod

Europa-Parlamentet

»Personalesag – tjenestemænd – kontorchef – prøvetid – ingen bekræftelse i stillingen som kontorchef – opfyldelse af en annullationsdom – fortabelse af mulighed«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder CP i det væsentlige har nedlagt påstand dels om annullation af artikel 2 i Europa-Parlamentets afgørelse af 18. juli 2014, for så vidt som det heri fastsættes, at den forhøjelse af grundlønnen, der er tilknyttet hans udnævnelse til kontorchef, benævnt »ledertillæg«, først sker efter en periode på ni måneder, dels om erstatning af de »økonomiske og ikke-økonomiske tab«, som han har lidt.

Udfald:      Europa-Parlamentet betaler CP et beløb på 3 219,55 EUR. Dette beløb tillægges morarenter beregnet på grundlag af den af Den Europæiske Centralbank fastsatte rentesats for de vigtigste refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, forhøjet med 2 procentpoint, fra den 1. juli 2011 og indtil fuld betaling sker. I øvrigt frifindes Parlamentet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Annullationssøgsmål – annullationsdom – retsvirkninger – pligt til at vedtage foranstaltninger til opfyldelse heraf – særlige vanskeligheder – passende kompensation for den ulempe, som den annullerede retsakt har medført for sagsøgeren

(Art. 266 TEUF)

2.      Tjenestemandssager – fuld prøvelsesret – erstatning for det økonomiske tab, der er forbundet med fortabelse af mulighed – opgørelse – kriterier

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)

1.      Når Unionens retsinstanser annullerer en retsakt udstedt af en institution eller et agentur, påhviler det i medfør af artikel 266 TEUF sidstnævnte at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. For at efterkomme en annullationsdom og opfylde den fuldt ud skal den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver grundene til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret. En afgørelse om annullation af en retsakt, der er truffet af Unionens retsinstanser, har virkning ex tunc og indebærer således, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende kraft fra retsordenen. Den sagsøgte institution er ifølge artikel 266 TEUF herefter forpligtet til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at ophæve virkningerne af de konstaterede ulovlige forhold, hvilket indebærer, at sagsøgerens retsstilling, såfremt retsakten allerede er gennemført, skal genoprettes til den, han befandt sig i inden retsaktens vedtagelse.

Den institution, hvis retsakt er annulleret, kan imidlertid ikke henvise til praktiske problemer med henblik på at undslå sig forpligtelsen til at fjerne den ulovlighed, der er begået. Såfremt opfyldelsen af en annullationsdom indebærer særlige vanskeligheder, kan den pågældende institution nemlig opfylde den forpligtelse, der følger af artikel 266 TEUF, ved at træffe en afgørelse, der giver en rimelig kompensation for den ulempe, som den annullerede afgørelse har forvoldt den pågældende.

(jf. præmis 59 og 71)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: dom af 8. oktober 1992, Meskens mod Parlamentet, T-84/91, EU:T:1992:103, præmis 78

Personaleretten: dom af 15. april 2010, Angelidis mod Parlamentet, F-104/08, EU:F:2010:23, præmis 35 og 36 og den deri nævnte retspraksis, af 13. september 2011, AA mod Kommissionen, F-101/09, EU:F:2011:133, præmis 81, og af 21. marts 2013, Brune mod Kommissionen, F-94/11, EU:F:2013:41, præmis 59

2.      Fortabelsen af en mulighed udgør en økonomisk skade, der kan kræves erstattet, såfremt en sådan mulighed må anses for tilstrækkelig godtgjort. For at bestemme størrelsen af den erstatning, der skal betales for fortabelsen af en mulighed, er det nødvendigt først at fastlægge, hvilken form for mulighed tjenestemanden har fortabt, samt det tidspunkt, hvorfra tjenestemanden kunne have udnyttet denne mulighed, og derefter opgøre omfanget af denne mulighed samt afgøre, hvilke økonomiske konsekvenser den fortabte mulighed har haft for tjenestemanden. Når det er muligt, skal den mulighed, som en tjenestemand har fortabt, endvidere fastsættes på en objektiv måde på grundlag af en matematisk koefficient, der er fastsat ved en præcis beregning. Når det ikke er muligt at opgøre omfanget af den nævnte mulighed på denne måde, er det imidlertid muligt at fastsætte den lidte skade efter ret og billighed.

(jf. præmis 68 og 79)

Henvisning til:

Den Europæiske Unions Ret: dom af 10. november 2010, KHIM mod Simões Dos Santos, T-260/09 P, EU:T:2010:461, præmis 104

Personaleretten: dom af 13. marts 2013, AK mod Kommissionen, F-91/10, EU:F:2013:34, præmis 69, 91 og 92 og den deri nævnte retspraksis