Language of document : ECLI:EU:C:2017:12

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 12. januar 2017 (1)

Sag C-620/15

A-Rosa Flussschiff GmbH

mod

Union de recouvrement des cotisations de sécurité sociale et d’allocations familiales (Urssaf) d’Alsace, som er indtrådt i de rettigheder, der tilkommer Urssaf du Bas-Rhin,

Sozialversicherungsanstalt des Kantons Graubünden

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig))

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EØF) nr. 1408/71 – social sikring – fastlæggelse af, hvilken lovgivning der finder anvendelse – artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i) – personer, der hører til det sejlende personel i en virksomhed, som foretager international befordring af passagerer – schweizisk filial – forordning (EØF) nr. 574/72 – artikel 12a, stk. 1a – E 101-attest – bindende virkning«






I –    Indledning

1.        Domstolen har allerede gentagne gange fastslået, at en E 101-attest (2), som er udstedt af den kompetente institution (3) i en medlemsstat, hvorved det bekræftes, at en arbejdstager, som flytter inden for Den Europæiske Union, er tilknyttet den sociale sikringsordning i denne medlemsstat, er bindende såvel for den kompetente institution som for domstolene i værtsmedlemsstaten, således at arbejdstageren ikke må undergives den sociale sikringsordning i sidstnævnte medlemsstat (4).

2.        I den foreliggende sag ønsker Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), der er sat i plenum, i det væsentlige oplyst, om denne retspraksis finder anvendelse på situationer, hvor den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har fastslået, at det er åbenbart, at betingelserne for udstedelse af en E 101-attest ikke var opfyldt (5).

3.        Hovedsagen vedrører en tvist mellem et tysk selskab og de franske socialsikringsmyndigheder vedrørende efteropkrævning af mere end to mio. EUR på grundlag af den franske lov om social sikring som følge af selskabets manglende betaling af bidrag til den franske sociale sikringsordning for arbejdstagere, der arbejder om bord på krydstogtskibe på de franske floder. Det er de franske myndigheders vurdering, at de pågældende arbejdstagere, eftersom de under hele varigheden af deres kontrakt gjorde tjeneste på skibe, der udelukkende sejlede i Frankrig, var underlagt den franske sociale sikringsordning i medfør af artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 (6), som fastsætter den almindelige regel om, at en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, er omfattet af denne stats lovgivning om social sikring.

4.        Selskabet gør gældende, at den schweiziske lovgivning om social sikring skal finde anvendelse på de pågældende arbejdstagere, og støtter sig herved på E 101-attester, hvorved det bekræftes, at de pågældende arbejdstagere er tilknyttet den schweiziske sociale sikringsordning. Disse attester er blevet udstedt af den kompetente schweiziske institution på grundlag af nævnte forordnings artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), som fastsætter en undtagelse, hvorefter en person, der er beskæftiget af en filial og hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som foretager international befordring af passagerer, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den nævnte filial er beliggende.

5.        Det er den forelæggende rets vurdering, at betingelserne for de omhandlede arbejdstageres virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 14 i forordning nr. 1408/71. Spørgsmålet er herefter, om den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten under sådanne omstændigheder kan foretage en bedømmelse og i givet fald undtagelsesvis anfægte gyldigheden af en E 101-attest, som er udstedt af en anden medlemsstats kompetente institution.

6.        Anmodningen rejser et vanskeligt spørgsmål om, hvilken afvejning der på området for social sikring skal foretages mellem på den ene side retssikkerhedsprincippet og princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og på den anden side nødvendigheden af at sikre en korrekt anvendelse af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1408/71. Spørgsmålet er blevet tiltagende vigtigere inden for de seneste år som følge af integrationen af medlemsstaternes arbejdsmarkeder (7).

7.        I nærværende forslag til afgørelse vil jeg redegøre for grundene til, at jeg finder, at det under omstændigheder som de i den foreliggende sag omhandlede ikke er begrundet at foretage en opblødning af Domstolens praksis og herved anerkende en undtagelse til den bindende virkning af E 101-attesten.

II – Retsforskrifter

A –    Forordning nr. 1408/71

8.        Artikel 13 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Almindelige regler«, der er indeholdt i afsnit II med overskriften »Bestemmelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«, bestemmer følgende i stk. 1 og stk. 2, litra a):

»1.      […] […] [D]e personer, der er omfattet af denne forordning, [er] alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.

2.      Med forbehold af artikel 14-17:

a)      er en person, der har lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat på en anden medlemsstats område, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskæftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopæl på en anden medlemsstats område.«

9.        Forordningens artikel 14 med overskriften »Særlige regler, der finder anvendelse på personer, bortset fra søfolk, som har lønnet beskæftigelse«, der er indeholdt i samme afsnit, bestemmer følgende i stk. 2, litra a), nr. i):

»Reglen i artikel 13, stk. 2, litra a), finder anvendelse under iagttagelse af følgende undtagelser og særregler:

[…]

2.      For en person, der normalt har lønnet beskæftigelse på to eller flere medlemsstaters område, afgøres spørgsmålet om, hvilken lovgivning han er omfattet af, efter følgende regler:

a)      en person, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som for andres eller for egen regning foretager international befordring af passagerer eller gods ad jernbane, landevej, luftvejen eller i indenrigs skibsfart, og som har sit hjemsted på en medlemsstats område, er omfattet af sidstnævnte stats lovgivning med følgende begrænsninger:

i)      en person, der er beskæftiget af en filial eller af en fast repræsentation, som den pågældende virksomhed har i en anden medlemsstat end den, hvor virksomheden har sit hjemsted, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område den nævnte filial eller faste repræsentation er beliggende.«

10.      Artikel 84a i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Forholdet mellem institutionerne og de personer, der er omfattet af denne forordning« fastsætter følgende i stk. 3:

»Hvis fortolkningen eller anvendelsen af denne forordning giver anledning til vanskeligheder, som kan bringe rettighederne for en af forordningen omfattet person i fare, kontakter institutionen i den kompetente stat eller i den stat, hvor den pågældende har bopæl, institutionen eller institutionerne i den eller de øvrige berørte medlemsstater. Findes der ikke en løsning inden for en rimelig frist, kan de berørte myndigheder forelægge sagen for Den Administrative Kommission.«

11.      Forordning nr. 1408/71 blev ophævet og erstattet af forordning nr. 883/2004 (8) med virkning fra den 1. maj 2010 (9). Det er således fortsat forordning nr. 1408/71, der finder tidsmæssig anvendelse på de relevante faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen (10).

B –    Forordning nr. 574/72

12.      Artikel 12a i forordning nr. 574/72/EØF (11), der er indeholdt i afsnit III med overskriften »Gennemførelse af forordningens bestemmelser om, hvilken lovgivning der skal anvendes«, bestemmer følgende i stk. 1a:

»Ved anvendelsen af forordningens artikel 14, stk. 2 […] gælder følgende regler:

[…]

Hvis en person, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som foretager international befordring, jf. forordningens artikel 14, stk. 2, litra a), er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område virksomhedens hjemsted eller den filial eller faste repræsentation, hvor vedkommende er beskæftiget, befinder sig, eller hvor vedkommende er bosat og overvejende beskæftiget, udsteder den institution, der er udpeget af den kompetente myndighed i den berørte stat, en attest til denne person, hvori det bekræftes, at vedkommende er omfattet af denne lovgivning.«

13.      Forordning nr. 574/72 blev ophævet og erstattet af forordning nr. 987/2009 (12) med virkning fra den 1. maj 2010 (13). Det er således fortsat den første forordning, der finder tidsmæssig anvendelse på tvisten i hovedsagen (14).

C –    Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer

14.      Artikel 8 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer (herefter »EF-Schweiz-aftalen«) (15) med overskriften »Samordning af socialsikringssystemerne« bestemmer følgende i litra b):

»De kontraherende parter fastlægger i overensstemmelse med bilag II samordningen af socialsikringssystemerne, især med henblik på at sikre: […]

b)      fastsættelse af den lovgivning, der finder anvendelse.«

15.      Bilag II til EF-Schweiz-aftalen med overskriften »Koordinering af de sociale sikringsordninger« fastsætter følgende i stk. 1:

»1.      De kontraherende parter er enige om på området for koordineringen af de sociale sikringsordninger at anvende de fællesskabsakter, som der henvises til i, og som ændres ved, del A i dette bilag, eller tilsvarende bestemmelser.

2.      Udtrykket »medlemsstat(er)«, der er anført i de akter, som der henvises til i del A i dette bilag, anses for at finde anvendelse på Schweiz ud over de stater, der er omfattet af de pågældende fællesskabsakter.«

16.      Del A i nævnte bilag henviser bl.a. til forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72.

17.      I medfør af artikel 90, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004 og artikel 96, stk. 1, litra c), i forordning nr. 987/2009 forbliver forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72 i kraft, og deres retsvirkninger bevares med henblik på bl.a. EF-Schweiz-aftalen, så længe denne aftale ikke er blevet ændret som følge af forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009.

18.      Ved afgørelse nr. 1/2012, som trådte i kraft den 1. april 2012 og er truffet af det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til EF-Schweiz-aftalen (16), er del A i bilag II til aftalen blevet ajourført og henviser nu til forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009. Da de relevante omstændigheder i tvisten i hovedsagen ligger før denne afgørelses ikrafttræden, er det imidlertid fortsat forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72, der finder tidsmæssig anvendelse herpå (17).

III – Tvisten i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

19.      Selskabet A-Rosa Flussschiff GmbH (herefter »A-Rosa«), der er et tysk selskab, hvis hovedsæde er beliggende i Tyskland, organiserer flodkrydstogter på forskellige floder i Europa. A-Rosa har en filial i Schweiz, hvis virksomhed består i at varetage alle operationelle, juridiske og driftsmæssige aspekter i forhold til de skibe, der sejler i Europa, samt i forvaltningen af det personale, der arbejder på skibene. Selskabet har hverken et datterselskab eller en filial i Frankrig.

20.      A-Rosa driver bl.a. to krydstogtskibe i Frankrig på Rhône og Saône, og på disse skibe er ansat sæsonarbejdere, som er statsborgere i andre medlemsstater end Frankrig, til at tage sig af hotelopgaver. De to skibe sejler udelukkende på de franske indre vandveje.

21.      Den 7. juni 2007 var A-Rosa genstand for en uanmeldt kontrol af disse to både, hvorefter de franske socialsikringsinstitutioner fastslog, at der forelå uregelmæssigheder i den sociale dækning af omkring 90 arbejdstagere, der udførte hotelopgaver på de to både. De pågældende arbejdstagere var rekrutteret af og ansat hos selskabets schweiziske filial i henhold til ansættelseskontrakter, der var underlagt schweizisk ret.

22.      Under disse kontrolbesøg fremlagde A-Rosa i første omgang E 101-attester for 2007, der var udstedt den 6. september 2007 af Sozialversicherungsanstalt des Kantons Graubünden (socialsikringsinstitution i kantonen Graubünden, herefter »den schweiziske institution«), hvorved det blev bekræftet, at de pågældende arbejdstagere var tilknyttet den schweiziske sociale sikringsordning i medfør af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71.

23.      Den 22. oktober 2007 tilstillede Union de recouvrement des cotisations de sécurité sociale et d’allocations familiales (institution for opkrævning af bidrag til social sikring og familieydelser, herefter »Urssaf«) du Bas-Rhin A-Rosa en efteropkrævning på 2 024 123 EUR, inklusive morarenter, for manglende betaling af bidrag til den franske sociale sikringsordning for de pågældende arbejdstagere i perioden fra den 1. april 2005 til den 30. september 2007.

24.      Den 7. juli 2008 indbragte A-Rosa efteropkrævningen for tribunal des affaires de sécurité sociale du Bas-Rhin (retten i sager om social sikring i Bas-Rhin, Frankrig), som ved dom af 9. februar 2011 ikke gav selskabet medhold. Nævnte ret fandt dels, at selskabets virksomhed i Frankrig var af sædvanlig, fast og vedvarende karakter, dels, at den omstændighed, at arbejdsgiveren havde fremlagt E 101-attester, ikke kunne begrunde en annullation af den omtvistede efteropkrævning.

25.      Den 10. marts 2011 iværksatte A-Rosa appel af denne dom ved cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar, Frankrig). Urssaf d’Alsace, som er indtrådt i de rettigheder, der tilkommer Urssaf du Bas-Rhin, har for appeldomstolen nedlagt påstand om bl.a. stadfæstelse af dommen af 9. februar 2011 afsagt af tribunal des affaires de sécurité sociale du Bas-Rhin (retten i sager om social sikring i Bas-Rhin).

26.      Ved skrivelse af 27. maj 2011 med overskriften »Anmodning om tilbagetrækning af E 101-attester udstedt til ansatte i selskabet [A-Rosa] i Frankrig« fremsatte Urssaf du Bas-Rhin en anmodning om tilbagetrækning af E 101-attesterne til den schweiziske institution og anførte herved bl.a. følgende:

»Eftersom skibene fast og udelukkende anvendes til virksomhed i Frankrig, burde de arbejdstagere, der specifikt var ansat med henblik på at gøre tjeneste om bord herpå, have været genstand for periodiske angivelser til de franske sociale sikringsorganer.

[…]

Da sejladsen alene foretages i fransk territorialfarvand, følger det heraf, at [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71], som omhandler international befordring af passagerer, ikke finder anvendelse på situationen for dette selskabs ansatte.

De E 101-attester, der er blevet udstedt for disse arbejdstagere, burde derfor ikke have været udfærdiget på grundlag af [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71].«

27.      Ved skrivelse af 18. august 2011 til Urssaf du Bas-Rhin anførte den schweiziske institution bl.a. følgende (18):

»Virksomheden [A-Rosa] tilbyder rejser om bord på krydstogtskibe på Donau, Rhône/Saône og Rhinen. Selskabet udøver derudover erhvervsvirksomhed af betydeligt omfang i Schweiz. Den schweiziske filial i Chur tager sig af samtlige opgaver vedrørende driften af krydstogtskibene. Rekrutteringen af personalet foretages også af den schweiziske filial i Chur.

Rejserne på Donau og Rhinen går navnlig igennem flere europæiske lande. [A-Rosa] har desuden gjort gældende, at det sejlende personel ligeledes på skift gør tjeneste på forskellige skibe og ruter. De arbejdstagere, som [A-Rosa] beskæftiger, opfylder i princippet de betingelser, der er anført i [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71].

Virksomheden [A-Rosas] opmærksomhed er blevet henledt på den omstændighed, at den særlige lovgivning for arbejdstagerne i medfør af [artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71] kun finder anvendelse, såfremt arbejdstagerne arbejder for en international transportvirksomhed på to eller flere medlemsstaters område. Hvis disse personer faktisk udøver deres virksomhed om bord på skibe, der udelukkende befinder sig på det franske område, finder de franske retsbestemmelser anvendelse som følge af princippet om beskæftigelsessted ([artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71]).

Vi har nu pålagt virksomheden [A-Rosa] at afregne socialsikringsbidrag [i overensstemmelse med] lovgivningen i de respektive lande for de personer, der faktisk kun arbejder i én stat i [Den Europæiske Union].

Henset til disse omstændigheder og navnlig i betragtning af, at alle socialsikringsbidrag er blevet beregnet og betalt i Schweiz i 2007 for de personer, der har givet anledning til jeres klage, vil vi anmode jer om at afstå fra at foretage en berigtigelse med tilbagevirkende kraft af tilhørsforholdet til sikringsordningen i medfør af de franske retsbestemmelser.«

28.      Under sagen for cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) fremlagde A-Rosa yderligere E 101-attester for 2005 og 2006, der var udstedt af den schweiziske institution den 14. maj 2012 i medfør af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71.

29.      Ved dom af 12. september 2013 forkastede cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) i det væsentlige den af A-Rosa iværksatte appel. Appeldomstolen fastslog bl.a., at de E 101-attester, som selskabet havde fremlagt, ikke fritog selskabet fra dets forpligtelser i forhold til den franske sociale sikringsordning, som de pågældende arbejdstagere burde have været undergivet i medfør af artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71. Med hensyn til undtagelsen i forordningens artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), anførte appeldomstolen følgende:

»[…] [D]els […] var de fremlagte E 101-attester ikke i sig selv forbundet med det arbejde, der faktisk blev udført om bord på skibene Luna og Stella, og skibenes navne var heller ikke angivet.

Dels har det appellerende selskab desuden ikke anført at have ansat det pågældende personale til at udføre andre opgaver end hotelopgaver på skibene Luna og Stella. Som selskabet har præciseret, anvendte det kun disse to krydstogtskibe på Rhône og Saône fra april til november, og selskabet havde dem liggende fortøjet i Lyon i vinterperioden.

Heraf følger, at selv om kunderne kunne købe rejsen i udlandet og indgå aftale med det appellerende selskab uden for fransk område, skete den persontransport ad flodvejen, som det pågældende personale skulle varetage, kun inden for de nationale grænser og var ikke af international karakter.

Det appellerende selskab fik ganske vist udstedt E 101-attester i medfør af [artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71], idet det bemærkes, at selskabet hverken sørgede for at præcisere stedet for udførelsen af arbejdsydelserne eller hvilke skibe personalet var tilknyttet. Selskabet forbeholdte sig således muligheden for at anvende personale ansat til international transport, navnlig på de skibe, som det i øvrigt angiver at anvende på Rhinen og Donau, og der er ingen grund til at anfægte gyldigheden af de E 101-attester, der er fremlagt under retsmøderne.

Eftersom det pågældende personale i sidste ende kun gjorde tjeneste på krydstogter i Frankrig, kan det appellerende selskab imidlertid ikke være omfattet af undtagelsesordningen for international personbefordring.«

30.      Det fremgår af dommen afsagt af cour d’appel de Colmar (appeldomstolen i Colmar) den 12. september 2013, at Urssaf d’Alsace havde adciteret den schweiziske institution, men at denne ikke gav møde, heller ikke ved en repræsentant.

31.      Den 21. oktober 2013 iværksatte A-Rosa appel af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som i plenum har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er den virkning, som er knyttet til den E 101-attest, der i henhold til artikel 11, stk. 1, og artikel 12a, [stk.] 1a, i [forordning nr. 574/72] er udstedt af den institution, der er udpeget af den medlemsstat, hvis socialsikringslovgivning gælder for arbejdstageren, bindende for dels værtsmedlemsstatens institutioner og myndigheder, dels retsinstanserne i samme medlemsstat, når det er fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for undtagelsesbestemmelserne i artikel 14, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71?«

32.      A-Rosa, Urssaf d’Alsace, den belgiske og den tjekkiske regering, Irland, den franske og den cypriotiske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Under retsmødet, der blev afholdt den 5. oktober 2016, afgav A-Rosa, Urssaf d’Alsace, den belgiske regering, Irland og den franske regering samt Kommissionen mundtlige indlæg.

IV – Retlig bedømmelse

A –    Indledende bemærkninger

33.      Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt, at Domstolen præciserer, om den bindende virkning, som Domstolens praksis normalt tillægger en E 101-attest (19), gælder for den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten, såfremt disse har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 14, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71.

34.      Til støtte for sin anmodning har den forelæggende ret bl.a. anført, at denne problemstilling på nuværende tidspunkt foreligger i adskillige tvister som følge af virksomhedernes internationalisering af deres aktiviteter og vedtagelsen af skattemæssige og sociale optimeringsstrategier, der kan undergrave principperne om arbejdskraftens frie bevægelighed, den frie udveksling af tjenesteydelser og eksistensen af en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked. Det fremgår desuden af de oplysninger, der er fremlagt for Domstolen, at nærværende anmodning kommer i forlængelse af to domme afsagt den 11. marts 2014 af Cour de cassations (kassationsdomstol, Frankrig) afdeling for straffesager, som inden for rammerne af en straffesag rejser tvivl om den bindende virkning af en E 101-attest udstedt af den kompetente institution i en anden medlemsstat (20).

35.      Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at de omhandlede E 101-attester er udstedt af den schweiziske institution på grundlag af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, dvs. undtagelsen vedrørende personer, der hører til det kørende, sejlende eller flyvende personel i en virksomhed, som foretager international befordring af passagerer eller gods (21). Heraf følger, at det spørgsmål, som den forelæggende ret har stillet vedrørende den bindende virkning af E 101-attester, i det foreliggende tilfælde alene er aktuelt for så vidt angår denne bestemmelse. Den bindende virkning af E 101-attesten kan således ikke gå ud over selve attestens indhold. Jeg antager således, at det præjudicielle spørgsmål reelt vedrører denne bestemmelse og ikke de øvrige undtagelser, der er fastsat i nævnte artikel (22).

36.      Dernæst bemærkes, at den forelæggende ret ikke har fremlagt nogen oplysninger, der tyder på, at der i det foreliggende tilfælde skulle være tale om svig eller misbrug af rettigheder fra A-Rosas eller de pågældende arbejdstageres side, hvilket Urssaf d’Alsace og den franske regering synes at hævde (23). I den følgende analyse vil jeg derfor lægge til grund, at der med det præjudicielle spørgsmål ikke ønskes præciseringer med hensyn til, hvorvidt Domstolens praksis om den bindende virkning af E 101-attester finder anvendelse i tilfælde af misbrug af rettigheder eller svig (24).

37.      Jeg antager derimod, at den forelæggende ret med sit præjudicielle spørgsmål ønsker oplyst, om den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten må se bort fra en E 101-attest med henblik på at henføre en arbejdstager under denne medlemsstats sociale sikringsordning i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor denne institution eller disse domstole har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for den bestemmelse, i henhold til hvilken E 101-attesten er udstedt, i det foreliggende tilfælde artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, selv om den institution, der har udstedt attesten, på trods af denne konstatering hverken har trukket attesten tilbage eller annulleret den (25).

38.      I denne henseende fremgår det af sagsakterne, at der i det foreliggende tilfælde har været en dialog mellem de franske myndigheder og den schweiziske institution, der har udstedt E 101-attesterne, vedrørende tilbagetrækningen af attesterne. I denne forbindelse har den schweiziske institution over for de franske myndigheder anerkendt, at nævnte artikel 14, stk. 2, litra a), ikke finder anvendelse på de pågældende arbejdstagere, såfremt disse arbejdstagere faktisk udelukkende udøvede deres virksomhed om bord på skibe på det franske område (26).

39.      Den schweiziske institution har imidlertid ikke foretaget en konkret vurdering med hensyn til spørgsmålet, om og i hvilket omfang de pågældende arbejdstagere befandt sig i en sådan situation, med henblik på for hver af attesterne at fastlægge, om der var grundlag for at trække dem tilbage eller annullere dem. Institutionen anmodede endvidere de franske myndigheder om at afstå fra med tilbagevirkende kraft at berigtige tilhørsforholdet til sikringsordningen i medfør af fransk ret, hvilket de franske myndigheder implicit afslog. Den efteropkrævning, som A-Rosa blev tilstillet, forudsatte nemlig præcis en sådan berigtigelse med tilbagevirkende kraft (27). Dialogen mellem de franske myndigheder og den schweiziske institution førte kort sagt ikke til en løsning af de vanskeligheder, der er opstået i det foreliggende tilfælde, herunder navnlig spørgsmålet om tilbagetrækning af E 101-attesterne og de berigtigelser, der skal foretages i denne forbindelse.

40.      Det centrale principielle spørgsmål i nærværende sag er spørgsmålet om at fastlægge, hvilken national institution der i en sådan situation i sidste ende har kompetence til at afgøre, om en E 101-attest er gyldig, og dermed til at afgøre, hvilken lovgivning om social sikring der finder anvendelse på den pågældende arbejdstagers situation i medfør af bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71. Er det altid den institution, der har udstedt E 101-attesten, der har det sidste ord med hensyn til attestens bindende virkning? Eller skal der i en sådan situation anerkendes en kompetence for værtsmedlemsstatens kompetente institution, eller i det mindste for denne medlemsstats domstole, til at kunne se bort fra E 101-attesten, når den udstedende institution ikke selv har trukket E 101-attesten tilbage eller annulleret den?

B –    De foreslåede besvarelser

41.      A-Rosa, den tjekkiske regering, Irland og den cypriotiske regering samt Kommissionen har foreslået, at det præjudicielle spørgsmål skal besvares med, at den bindende virkning af E 101-attesten også gælder i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71. Ifølge disse procesdeltagere følger det af Domstolens praksis, som blev indledt med FTS-dommen (28), at alene den institution, som har udstedt en E 101-attest – i det foreliggende tilfælde den schweiziske institution – har kompetence til at afgøre, at E 101-attesten skal annulleres, eller ikke skal finde anvendelse som følge af, at den trækkes tilbage, såfremt nævnte institution fastslår, at den fejlagtigt har udstedt attesten.

42.      Urssaf d’Alsace og den franske regering har derimod i det væsentlige foreslået, at Domstolen foretager en opblødning af denne praksis ved at anerkende en mulighed for, at den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten kan se bort fra en E 101-attest, såfremt det er åbenbart, at den bestemmelse, der ligger til grund for udstedelsen af attesten, ikke finder anvendelse. Disse procesdeltagere har for det første henvist til de svagheder, som de procedurer for dialog og mægling, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, udviser med hensyn til at sikre værtsmedlemsstaten et effektivt retsmiddel, såfremt den stat, der har udstedt E 101-attesten, ikke er samarbejdsvillig, eller såfremt der består uenighed med denne. For det andet har disse procesdeltagere påberåbt sig vigtigheden af at forebygge illoyal konkurrence og social dumping, som i andre sammenhænge er anerkendt i Domstolens praksis (29).

43.      Den belgiske regering er af den opfattelse, at det ikke i den situation, der er genstand for det præjudicielle spørgsmål, er nødvendigt at foretage en opblødning af Domstolens praksis, for at den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten kan se bort fra en E 101-attest, eftersom der blot er tale om prima facie at konstatere, at attesten er blevet udstedt for anden virksomhed end den virksomhed, der udøves af den arbejdstager, som er omhandlet i nævnte attest.

C –    Om lovvalgsreglerne i forordning nr. 1408/71 og Domstolens praksis vedrørende den bindende virkning af en E 101-attest

44.      Inden behandlingen af spørgsmålet om en opblødning af Domstolens praksis vedrørende den bindende virkning af E 101-attester finder jeg det hensigtsmæssigt at nævne de væsentligste kendetegn for den lovvalgsordning, der er fastsat i bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71, og de hensyn, der ligger til grund for Domstolens praksis.

45.      Indledningsvis bemærkes, at selv om forordning nr. 1408/71 kun har til formål at udarbejde en koordineringsordning af de nationale lovgivninger om social sikring med respekt af disses karakteristiske træk (30), er de lovvalgsregler, der er fastsat i forordningen, bindende for medlemsstaterne (31). Bestemmelserne i forordningens afsnit II, som artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), er en del af, indfører med Domstolens egne ord et fuldstændigt og ensartet system af lovvalgsregler, hvis formål er, at arbejdstagere, der flytter inden for EU, skal være omfattet af den sociale sikringsordning i en enkelt medlemsstat, således at overlapninger mellem gældende nationale ordninger og de vanskeligheder, som dette kan give anledning til, undgås (32).

46.      Det generelle princip om, at kun én medlemsstats lovgivning om social sikring finder anvendelse, er fastsat i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, som bestemmer, at de personer, der er omfattet af forordningen, alene skal undergives lovgivningen i én medlemsstat (33).

47.      E 101-attesten har til formål at sikre, at nævnte princip efterleves, idet det hermed søges undgået, at der i konkrete tilfælde opstår kompetencekonflikter på baggrund af en forskellig bedømmelse af, hvilken lovgivning om social sikring der finder anvendelse (34). I denne henseende bidrager E 101-attesten til at sikre retssikkerheden for de arbejdstagere, der flytter inden for EU (35), og fremmer dermed arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser inden for EU, hvilket udgør det formål, der forfølges med forordning nr. 1408/71 (36).

48.      Hvad angår retsvirkningen af en E 101-attest følger det af fast retspraksis, at så længe attesten ikke er trukket tilbage eller erklæret ugyldig, er den bindende for den kompetente institution i værtsmedlemsstaten, således at denne institution skal tage hensyn til den omstændighed, at arbejdstageren allerede er undergivet den sociale sikringslovgivning i den stat, hvor den virksomhed, der beskæftiger den pågældende, har hjemsted. Denne institution må derfor ikke henføre den pågældende arbejdstager under sin egen sociale sikringsordning (37). Domstolen har endvidere præciseret, at E 101-attesten ligeledes er bindende for domstolene i værtsmedlemsstaten, som således ikke har beføjelse til at efterprøve gyldigheden af en E 101-attest for så vidt angår angivelsen af de omstændigheder, som attesten er udstedt på grundlag af (38).

49.      Bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, således som disse er fortolket af Domstolen, fastsætter således ikke kun en lovvalgsordning, men indfører sideløbende hermed en ordning for fordeling af kompetencen mellem medlemsstaterne (39), hvorefter alene den institution, der har udstedt en E 101-attest, har kompetence til at vurdere gyldigheden heraf og til at fastslå – enten af egen drift eller som svar på en anmodning fremsat af den kompetente institution i en anden medlemsstat – om der, henset til de oplysninger, der er indsamlet vedrørende arbejdstagerens faktiske situation, er grundlag for at trække attesten tilbage eller annullere den, hvilket vil bevirke, at attesten ikke længere er bindende for de kompetente institutioner og domstolene i andre medlemsstater (40).

50.      Domstolens vedholdende fastholdelse af, at den institution, der har udstedt en E 101-attest, har enekompetence til at vurdere gyldigheden heraf (41), skyldes ikke en formalistisk tilgang, men beror efter min opfattelse på nødvendigheden af at sikre overholdelsen af det i artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 fastsatte princip om, at kun én lovgivning finder anvendelse. Anerkendelsen af en parallel kompetence for værtsmedlemsstaten ville således uundgåeligt medføre en risiko for, at der træffes modsatrettede afgørelser om, hvilken lovgivning der finder anvendelse i et konkret tilfælde, og dermed en risiko for, at to sociale sikringsordninger finder samtidig anvendelse, med alle de konsekvenser, der følger heraf, herunder at arbejdstageren ville være forpligtet til at indbetale dobbelt bidrag (42). Arbejdstageren ville i øvrigt ikke råde over nogen retsmidler til at forhindre et sådant udfald (43).

51.      Risikoen for modsatrettede afgørelser er efter min opfattelse på ingen måde ubetydelig, henset til kompleksiteten af den pågældende lovgivning og de modstridende nationale interesser på området for social sikring. Som det foreliggende tilfælde illustrerer, kan spørgsmålet om, hvilken social sikringslovgivning der finder anvendelse, være genstand for forskellige synspunkter, selv i tilfælde, hvor den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har vurderet, at arbejdstagerens situation åbenbart ikke er omfattet af den bestemmelse, der ligger til grund for udstedelsen af E 101-attesten (44).

52.      Selv hvis det antages, at bidrag, der allerede er betalt, kan kræves tilbagebetalt, vil den eventuelle henførelse af arbejdstageren under værtsmedlemsstatens sociale sikringsordning kunne skabe retsusikkerhed for den pågældende arbejdstager. Som Domstolen har bemærket, gælder kravet om en klar retstilstand med særlig styrke, når der er tale om bestemmelser med retsvirkninger af økonomisk art, således at de berørte kan få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved pålægges dem (45). Et sådant tilbagebetalingskrav vil desuden nødvendigvis medføre administrative eller retslige vanskeligheder, hvilket er i strid med det generelle formål med forordning nr. 1408/71 om at fremme arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU (46).

53.      De ovenstående betragtninger gælder efter min opfattelse for såvel den kompetente institution i værtsmedlemsstaten som domstolene i denne medlemsstat. Konsekvenserne for den pågældende arbejdstager er således ikke mindre alvorlige i tilfælde af, at E 101-attesten tilsidesættes inden for rammerne af en retssag (47).

54.      Muligheden for, at domstolene i værtsmedlemsstaten kan se bort fra en E 101-attest, der hidrører fra en anden medlemsstat, forekommer mig derudover vanskeligt forenelig med det generelle princip om, at afgørelser truffet af myndighederne i en medlemsstat prøves af domstolene i denne medlemsstat (48). For så vidt som E 101-attesten bekræfter, at arbejdstageren er tilknyttet den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvorunder den udstedende institution henhører, skal attesten betragtes som en retsakt fra denne medlemsstat (49).

55.      Det følger af det ovenstående, at Domstolens eksisterende praksis om den bindende virkning af E 101-attester hviler på generelle betragtninger knyttet til de principper og formål, der ligger til grund for lovvalgsreglerne i forordning nr. 1408/71. Der bør derfor ikke foretages en opblødning af denne retspraksis, medmindre det er godtgjort, at en sådan opblødning virkelig er nødvendig for at sikre, at disse regler anvendes korrekt.

56.      Dette er så meget desto mere tilfældet, eftersom EU-lovgiver ved revisionen af den lovgivningsmæssige ramme for koordineringen af de sociale sikringsordninger med virkning fra den 1. maj 2010 valgte at foretage en kodificering af den fortolkning, som Domstolen har fastlagt i sin praksis vedrørende den bindende virkning af E 101-attester, idet EU-lovgiver herved fastholdt den udstedende institutions enekompetence til at vurdere gyldigheden af E 101-attester (50).

57.      Det må dernæst konstateres, at i modsætning til, hvad den belgiske regering har gjort gældende (51), ville Domstolens anerkendelse af, at den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten har mulighed for at se bort fra en E 101-attest udstedt af den kompetente institution i en anden medlemsstat i en situation som den i hovedsagen omhandlede, utvivlsomt udgøre en opblødning af Domstolens praksis. En sådan undtagelse til den bindende virkning af en E 101-attest ville således indebære en fravigelse af kompetencefordelingen mellem medlemsstaterne, således som denne er fastsat i retspraksis.

58.      I den følgende analyse vil jeg behandle de to hovedargumenter, som Urssaf d’Alsace og den franske regering har fremsat til støtte for deres forslag om at indføre en undtagelse til den bindende virkning af E 101-attesten, dvs. dels de angivelige mangler ved de procedurer for dialog og mægling, der er fastsat i forordning nr. 1408/71 med henblik på at sikre værtsmedlemsstaten effektive retsmidler til at opnå, at en E 101-attest trækkes tilbage (afsnit D), dels vigtigheden af at forebygge illoyal konkurrence og social dumping, som i andre sammenhænge er anerkendt i Domstolens praksis (afsnit E) (52).

D –    Om de procedurer for dialog og mægling, der er fastsat i forordning nr. 1408/71

59.      Mens det ikke er tilladt for den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten at se bort fra en E 101-attest, fastsætter forordning nr. 1408/71 derimod en procedure, der skal følges for at opnå, at attesten trækkes tilbage eller annulleres af den udstedende institution i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor det er blevet fastslået, at betingelserne for udstedelse af attesten åbenbart ikke var opfyldt.

60.      Denne procedure er baseret på princippet om loyalt samarbejde mellem medlemsstaterne, som er sikret ved artikel 4, stk. 3, TEU, og som er bindende for både værtsmedlemsstaten og den stat, der udsteder E 101-attesten.

61.      Som det fremgår af artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, påhviler det i medfør af princippet om loyalt samarbejde på den ene side den kompetente institution i værtsmedlemsstaten at indlede en dialogprocedure med den institution, der har udstedt E 101-attesten, såfremt den finder, at betingelserne for udstedelse af attesten ikke er opfyldt (53). Efter min opfattelse gælder dette også, såfremt den kompetente institution i værtsmedlemsstaten finder, at attesten er ufuldstændig, således som det er tilfældet i den foreliggende sag (54). I et sådant tilfælde indebærer princippet om loyalt samarbejde således, at den udstedende institution skal have mulighed for at foretage en berigtigelse af attesten eller for i givet fald at trække attesten tilbage.

62.      Det tidspunkt, hvorpå attesten udstedes, kan heller ikke have indflydelse på den forpligtelse, der påhviler den kompetente institution i værtsmedlemsstaten til at indlede en dialog med den udstedende institution, såfremt den finder, at der er grundlag for at trække E 101-attesten tilbage (55). Det bemærkes, at selv om det er at foretrække, at E 101-attesten udstedes før begyndelsen af den periode, som attesten omhandler, kan den også udstedes i løbet af denne periode eller efter periodens afslutning (56). Denne konklusion følger af den omstændighed, at selve attesten hverken skaber rettigheder eller noget retsforhold, men alene har til formål at attestere arbejdstagerens tilknytning til den sociale sikringsordning, som den udstedende institution henhører under, i den omhandlede periode.

63.      På den anden side påhviler det i medfør af princippet om loyalt samarbejde den institution, der udsteder en E 101-attest, at foretage en korrekt bedømmelse af de faktiske omstændigheder, der er relevante ved anvendelsen af reglerne om fastlæggelse af, hvilken social sikringslovgivning der skal anvendes, og således at indestå for rigtigheden af oplysningerne i E 101-attesten (57). I denne sammenhæng påhviler det denne institution på ny at overveje, om udstedelsen af E 101-attesten er sket på et korrekt grundlag, og i givet fald at trække attesten tilbage, såfremt den kompetente institution i værtsmedlemsstaten udtrykker tvivl om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for attesten, og dermed tvivl om de deri indeholdte angivelser, navnlig fordi disse ikke er i overensstemmelse med kravene i artikel 14 i forordning nr. 1408/71 (58).

64.      Hvis der ikke inden for en rimelig frist findes en løsning mellem de berørte institutioner, fastsætter artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 en mulighed for at forelægge sagen for Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring (herefter »Den Administrative Kommission«) (59). I medfør af artikel 81, litra a), i forordning nr. 1408/71 har nævnte kommission til opgave at behandle ethvert administrativt spørgsmål eller fortolkningsspørgsmål, der opstår i forbindelse med bestemmelserne i denne forordning (60).

65.      Såfremt Den Administrative Kommission ikke formår at forene de berørte institutioners synspunkter om, hvilken lovgivning der skal finde anvendelse i et konkret tilfælde, har værtsmedlemsstaten mulighed for – uden at dette berører den eventuelle adgang til at indbringe spørgsmålet for domstolene i den medlemsstat, som den udstedende institution henhører under (61) – at iværksætte en traktatbrudsprocedure i medfør af artikel 259 TEUF mod sidstnævnte medlemsstat (62). Det bemærkes hertil, at en sådan procedure også kan indledes ved Kommissionens mellemkomst (63). I det foreliggende tilfælde er indledningen af en traktatbrudsprocedure mod den stat, der har udstedt E 101-attesterne, imidlertid udelukket, eftersom Det Schweiziske Forbund ikke er en EU-medlemsstat. Derimod fastsætter EF-Schweiz-aftalen en mulighed for at forelægge sagen for det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til nævnte aftale, og som netop har til opgave at beslutte, hvilke foranstaltninger der skal træffes i tilfælde af alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder (64).

66.      Med henblik på at undgå, at der træffes modsatrettede afgørelser af de kompetente institutioner eller af domstolene i forskellige medlemsstater for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse i et konkret tilfælde, hvilket i væsentlig grad ville være til skade for de berørte arbejdstageres retssikkerhed og dermed udgøre et indgreb i deres frie bevægelighed inden for EU, udelukker de procedurer for dialog og mægling, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, derimod enhver ensidig handling fra den kompetente institution eller domstolene i værtsmedlemsstaten.

67.      Urssaf d’Alsace og den franske regering har imidlertid gjort gældende, at sådanne ensidige handlinger er nødvendige i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den udstedende institution på trods af, at det er fastslået, at betingelserne for udstedelse af E 101-attesterne åbenbart ikke var opfyldt, ikke har trukket disse attester tilbage.

68.      Dette argument kan imidlertid ikke med rette fremføres i nærværende sag med henblik på at begrunde en undtagelse til den bindende virkning af en E 101-attest.

69.      Det er således min opfattelse, at det ikke er påvist, at de procedurer, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, ikke kan sikre den korrekte anvendelse af de lovvalgsregler, der er fastsat heri, selv i en situation som den i hovedsagen omhandlede, forudsat at disse procedurer faktisk følges frem til deres afslutning af de kompetente institutioner i de berørte medlemsstater. I denne henseende bemærkes, at de franske myndigheder i det foreliggende tilfælde ikke har udtømt de retsmidler, som de råder over i medfør af forordning nr. 1408/71.

70.      For det første bemærkes, at selv om de franske myndigheder ganske vist indledte en dialog med den udstedende schweiziske institution, idet de anmodede den schweiziske institution om at trække de pågældende E 101-attester tilbage, opgav de franske myndigheder imidlertid denne dialog efter den schweiziske institutions besvarelse af 18. august 2011, hvilket den franske regering har bekræftet under retsmødet.

71.      Med denne besvarelse synes den schweiziske institution imidlertid efter min opfattelse på den ene side at have accepteret de franske myndigheders synspunkt vedrørende fortolkningen af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, idet institutionen anerkendte, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse på de pågældende arbejdstagere, såfremt disse arbejdstagere faktisk udelukkende udøvede deres virksomhed om bord på skibe på det franske område. På den anden side trak institutionen imidlertid hverken de anfægtede E 101-attester tilbage eller annullerede dem, ligesom den ikke foretog en konkret vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt der for hver af attesterne, henset til de konstateringer, som de franske myndigheder havde foretaget, var grundlag for at trække dem tilbage eller annullere dem (65). Den schweiziske institution anmodede desuden de franske myndigheder om at undlade at foretage en berigtigelse med tilbagevirkende kraft, hvilken anmodning myndighederne ikke tog til følge (66).

72.      Heraf følger, at en række problemstillinger er forblevet uløste efter den indledte dialog mellem de franske myndigheder og den schweiziske institution. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kunne være opnået enighed mellem parterne, såfremt dialogen var fortsat.

73.      Det bemærkes desuden, at dialogen med den udstedende institution først blev indledt tre og et halvt år efter meddelelsen om efteropkrævning blev tilstillet A-Rosa for manglende betaling af bidrag til den franske ordning. Disse myndigheder henførte reelt de pågældende arbejdstagere under den franske sociale sikringsordning ved en ensidig handling uden at tage hensyn til den omstændighed, at de faktisk allerede var undergivet den schweiziske sociale sikringsordning (67).

74.      For det andet er den mulighed for at forelægge sagen for Den Administrative Kommission, som er fastsat i artikel 84a, stk. 3, i forordning nr. 1408/71, med henblik på at søge at forene de franske myndigheders og den schweiziske institutions synspunkter, ikke blevet udnyttet i det foreliggende tilfælde. Selv om de afgørelser, som nævnte kommission træffer, ikke er bindende (68), kan det ikke udelukkes, at der kunne have været fundet en løsning i dennes regi.

75.      Det følger af det ovenstående, at de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag ikke tjener til at afsløre de angivelige mangler ved de procedurer, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, eftersom disse procedurer faktisk er blevet forbigået i det foreliggende tilfælde. Jeg ser desuden intet grundlag for, at Domstolen mere generelt skulle kunne anse disse procedurer for generelt set at være uegnede til at sikre en korrekt anvendelse af forordningens bestemmelser.

76.      Jeg har på ingen måde til hensigt at udelukke, at en forbedring af de procedurer, der er indført inden for rammerne af forordning nr. 1408/71, kunne være hensigtsmæssig med henblik på at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne i forordningens afsnit II (69). Denne problematik henhører imidlertid i det væsentlige under EU-lovgivers kompetence. I denne henseende bemærkes, at visse ændringer allerede er blevet foretaget (70), og at dette spørgsmål er genstand for aktuelle lovgivningsmæssige drøftelser på EU-plan (71).

77.      Henset til samtlige disse forhold er det min vurdering, at de argumenter, som Urssaf d’Alsace og den franske regering har fremført vedrørende de angivelige mangler ved de procedurer, der er fastsat i forordning nr. 1408/71, ikke med rette kan gøres gældende for at begrunde en undtagelse til den bindende virkning en E 101-attest.

E –    Retspraksis om forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping

78.      Urssaf d’Alsace og den franske regering har påberåbt sig Domstolens praksis, hvorefter der blandt de tvingende almene hensyn, der kan begrunde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, bl.a. findes forebyggelsen af illoyal konkurrence fra virksomheder, der betaler deres arbejdstagere en lavere løn end mindstelønnen, for så vidt som dette formål omfatter et formål om beskyttelse af arbejdstagerne gennem bekæmpelsen af social dumping (72).

79.      Disse procesdeltagere har gjort gældende, at formålet om forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping efter en analogislutning begrunder, at den virkning, der er knyttet til en E 101-attest, undtagelsesvis hverken er bindende for den kompetente institution eller domstolene i medlemsstaten. I denne henseende har Urssaf d’Alsace anført, at visse nationale socialsikringsinstitutioner ikke »overholder spillereglerne«, idet de ikke foretager den mindste kontrol, inden de udsteder de E 101-attester, som en arbejdsgiver anmoder om. Den franske regering er ligeledes af den opfattelse, at visse institutioner eller myndigheder i den stat, der udsteder E 101-attester, kan være fristet til at udstede E 101-attester, som ikke burde have været udstedt, idet de herved praktiserer en form for illoyal konkurrence i forhold til de andre medlemsstater.

80.      Det bemærkes, at den påberåbte retspraksis vedrører spørgsmålet om, hvorvidt formål såsom forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping i mangel af harmonisering på området (73) kan tages i betragtning som tvingende almene hensyn, der kan begrunde restriktioner for arbejdskraftens frie bevægelighed og den frie udveksling af tjenesteydelser i EU.

81.      I forbindelse med nærværende sag er det ikke så meget visse økonomiske aktørers handlinger, der hævdes at kunne begrunde restriktioner for den frie bevægelighed, men snarere andre medlemsstaters undladelse af at indføre tilstrækkelig kontrol for at sikre den korrekte anvendelse af de lovvalgsregler, der er fastsat i bestemmelserne i afsnit II i forordning nr. 1408/71.

82.      Det følger heraf, at den problemstilling, som Urssaf d’Alsace og den franske regering har rejst med hensyn til illoyal konkurrence og social dumping, faktisk ville kunne løses, såfremt medlemsstaterne blot overholdt deres forpligtelser i henhold til forordning nr. 1408/71. Som anført ovenfor har de procedurer for dialog og mægling, der er indført inden for rammerne af nævnte forordning, netop til formål at sikre, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser (74).

83.      På baggrund af denne konstatering er det min opfattelse, at formålet om forebyggelse af illoyal konkurrence og social dumping ikke med rette kan påberåbes i nærværende sag med henblik på at begrunde en undtagelse til den bindende virkning af E 101-attesten.

84.      Som Kommissionen har anført, bemærkes i denne henseende endvidere, at de forpligtelser, der følger af EU-retten, er bindende for medlemsstaterne uafhængigt af, om andre medlemsstater eventuelt har undladt at gennemføre de forpligtelser, der påhviler dem (75). En medlemsstat er således ikke berettiget til ensidigt at træffe udlignings- eller beskyttelsesforanstaltninger for at imødegå en anden medlemsstats eventuelle overtrædelse af bestemmelserne i EU-retten (76). Såfremt det forholdt sig anderledes, ville den lovvalgsordning, som er indført ved forordning nr. 1408/71, bringes i fare.

85.      Sammenfattende bemærkes, at analysen i nærværende forslag til afgørelse, henset til oplysningerne i tvisten i hovedsagen (77), ikke omhandler tilfælde af misbrug af rettigheder eller svig begået af arbejdstageren eller dennes arbejdsgiver. Det kan derfor ikke udelukkes, at det i fremtiden kan blive nødvendigt at foretage præciseringer med hensyn til anvendelsen af retspraksis om den bindende virkning af en E 101-attest i tilfælde, hvor det er fastslået, at der foreligger et sådant misbrug af rettigheder eller en sådan svig.

V –    Forslag til afgørelse

86.      Henset til ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det spørgsmål, som Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) har forelagt, således:

»Så længe en E 101-attest ikke er trukket tilbage eller erklæret ugyldig af den institution, der har udstedt den i overensstemmelse med artikel 12a, stk. 1a, i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskabet, og hvorved det bekræftes, at arbejdstageren er tilknyttet denne medlemsstats sociale sikringsordning i medfør af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, er den bindende for den kompetente institution og domstolene i værtsmedlemsstaten, selv hvis disse har fastslået, at betingelserne for arbejdstagerens virksomhed åbenbart ikke er omfattet af sidstnævnte bestemmelses materielle anvendelsesområde.«


1 – Originalsprog: fransk.


2 –      E 101-attesten, der har overskriften »Attest om den lovgivning, der skal finde anvendelse«, er en standardformular udarbejdet af Den Administrative Kommission for Vandrende Arbejdstageres Sociale Sikring, som er omhandlet i afsnit IV i forordning nr. 1408/71. Jf. Den Administrative Kommissions afgørelse nr. 202 af 17.3.2005 om de blanketter, der skal benyttes ved anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 og (EØF) nr. 574/72 (E 001, E 101, E 102, E 103, E 104, E 106, E 107, E 108, E 109, E 112, E 115, E 116, E 117, E 118, E 120, E 121, E 123, E 124, E 125, E 126 og E 127) (2006/203/EF) (EUT 2006, L 77, s. 1). Fra den 1.5.2010 er E 101-attesten blevet til personbåret dokument A1 i henhold til to nye forordninger, nemlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16.9.2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2009, L 284, s. 1).


3 –      Jf. for så vidt angår begrebet »den kompetente institution« artikel 1, litra o), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1390/81 af 12.5.1981 (EFT 1981, L 143, s. 1), Rådets forordning (EF) nr. 1606/98 af 29.6.1998 (EFT 1998, L 209, s. 1) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 631/2004 af 31.3.2004 (EUT 2004, L 100, s. 1) (herefter »forordning nr. 1408/71«).


4 –      Jf. bl.a. dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75), af 30.3.2000, Banks m.fl. (C-178/97, EU:C:2000:169), og af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69).


5 –      Denne problemstilling er ligeledes genstand for andre sager, der verserer for Domstolen. Jf. f.eks. sag C-474/16, Belu Dienstleistung og Nikless. Jf. ligeledes i denne retning sag C-359/16, Altun m.fl., og sag C-356/15, Kommissionen mod Belgien.


6 –      Jf. fodnote 3.


7 –      I 2012 og 2013 var det samlede antal udstedte A1-attester (det nye dokument, der har erstattet E 101-attesten) henholdsvis 1,53 mio. og 1,74 mio. Særligt er antallet af A1-attester udstedt til personer, som udøver virksomhed i to eller flere medlemsstater, steget væsentligt, nemlig fra 168 279 i 2010 til 370 124 i 2013, hvilket udgør en stigning på 120% i denne periode. Jf. J. Pacolet og F. De Wispelaere, Posting of workers – Report on A1 portable documents issued in 2012 and 2013, offentliggjort af Kommissionen i december 2014, s. 8.


8 –      Jf. fodnote 2. Det bør nævnes, at de særlige regler for personer, der arbejder i den internationale transportsektor, ikke er gengivet i denne forordning. Disse personer er nu omfattet af denne forordnings artikel 13 om personer, der arbejder i to eller flere medlemsstater. Jf. Kommissionens praktiske vejledning fra december 2013 om den lovgivning, der finder anvendelse i Den Europæiske Union (EU), Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og Schweiz, s. 2[1] og [27].


9 –      Jf. artikel 91 i forordning nr. 883/2004 og artikel 97 i forordning nr. 987/2009.


10 –      Jf. ligeledes punkt 13, 17 og 18 i nærværende forslag til afgørelse.


11 –      Rådets forordning af 21.3.1972 om regler til gennemførelse af forordning nr. 1408/71 (EFT 1972 I, s. 149), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 647/2005 af 13.4.2005 (EUT 2005, L 117, s. 1) (herefter »forordning nr. 574/72«).


12 –      Jf. fodnote 2.


13 –      Jf. artikel 96, stk. 1, i forordning nr. 987/2009.


14 –      Jf. ligeledes punkt 11, 17 og 18 i nærværende forslag til afgørelse.


15 –      Aftale undertegnet i Luxembourg den 21.6.1999 og godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets og Kommissionens afgørelse 2002/309/EF, Euratom for så vidt angår aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde, den 4.4.2002 om indgåelse af syv aftaler med Det Schweiziske Forbund (EFT 2002, L 114, s. 1).


16 –      Afgørelse nr. 1/2012 af 31.3.2012 om erstatning af bilag II til aftalen om koordinering af sociale sikringsordninger (EUT 2012, L 103, s. 51).


17 –      Jf. ligeledes del A, punkt 3 og 4, i bilag II til EF-Schweiz-aftalen, som ændret, der fortsat henviser til forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72 »vedrørende tidligere tilfælde«.


18 –      Den franske regering har fremlagt en fransk oversættelse af den originale tyske skrivelse.


19 –      Jf. bl.a. dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75), af 30.3.2000, Banks m.fl. (C-178/97, EU:C:2000:169), og af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69).


20 –      Dom nr. 1078 (FR:CCASS:2014:CR01078) og nr. 1079 (FR:CCAS:2014:CR01079) af 11.3.2014. Ved disse domme dømte Cour de cassations (kassationsdomstol, Frankrig) afdeling for straffesager to luftfartsselskaber, henholdsvis et britisk og et spansk, for sort arbejde, selv om disse selskaber havde fremlagt E 101-attester til bekræftelse af, at de omhandlede arbejdstagere var tilknyttet sociale sikringsordninger i andre medlemsstater. Nævnte ret fandt det ikke fornødent at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.


21 –      Jf. punkt 22 og 28 i nærværende forslag til afgørelse.


22 –      Det er nærmere bestemt min vurdering, at den foreliggende sag ikke vedrører undtagelserne i artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 angående personer, der er udsendt til en anden medlemsstats område.


23 –      Under retsmødet har Urssaf d’Alsace gjort gældende, at alle de franske retsinstanser har fastslået, at der foreligger svig i det foreliggende tilfælde. Den franske regering har i sit skriftlige indlæg anført, at det er sandsynligt, at selskabet A-Rosa har skjult det forhold, at de pågældende arbejdstagere kun arbejdede i en enkelt medlemsstat, i forbindelse med sin anmodning om udstedelse af de attester, som selskabet fremlagde efter Urssafs kontrol, med det formål at opnå, at de arbejdstagere, der var statsborgere i EU-medlemsstater, ikke blev omfattet af den franske lovgivning. Ifølge den franske regering har Cour des comptes (revisionsret, Frankrig) vurderet, at svig i forbindelse med ikke-deklarerede udsendte arbejdstagere indebærer et tab af socialbidrag på 380 mio. EUR for den franske sociale sikringsordning.


24 –      I medfør af Domstolens faste praksis er det inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF alene den nationale ret, der har kompetence til at fastlægge og vurdere hovedsagens faktiske omstændigheder. Jf. bl.a. dom af 28.7.2016, Kratzer (C-423/15, EU:C:2016:604, præmis 27).


25 –      Jeg gør herved opmærksom på, at i det foreliggende tilfælde har parterne i tvisten i hovedsagen og procesdeltagerne for Domstolen givet udtryk for divergerende synspunkter med hensyn til, om de pågældende arbejdstageres situation er omfattet af artikel 14 i forordning nr. 1408/71 eller ej. A-Rosa har gjort gældende, at arbejdstagernes situation er omfattet af såvel artikel 14, stk. 1, som artikel 14, stk. 2, eftersom de pågældende arbejdstagere var ansat til at arbejde på samtlige selskabets krydstogtskibe, uanset disses geografiske placering. Urssaf d’Alsace er derimod af den opfattelse, at ingen af disse to bestemmelser finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og dette synspunkt deles af Irland. Kommissionen er enig med de franske retsinstansers analyse for så vidt angår den omstændighed, at det er åbenbart, at artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 ikke finder anvendelse. Den finder derimod, at den forelæggende ret med urette har baseret sit præjudicielle spørgsmål på den forudsætning, at arbejdstagerne åbenbart ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 14, stk. 1, litra a). Endelig har den cypriotiske regering gjort gældende, at eftersom den kompetente institution har udstedt E 101-attesterne, bør det lægges til grund, at attesterne er udstedt i henhold til lovgivningen og afspejler de faktiske omstændigheder.


26 –      Jf. punkt 27 i nærværende forslag til afgørelse.


27 –      Den berigtigelse, som A-Rosa blev tilstillet den 22.10.2007, vedrørte således perioden fra den 1.4.2005 til den 30.9.2007. Jf. punkt 23 i nærværende forslag til afgørelse.


28 –      Dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75).


29 –      Procesdeltagerne har endvidere gjort et tredje argument gældende vedrørende nødvendigheden af at bekæmpe misbrug af rettigheder og svig. Eftersom det ikke fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at der i det foreliggende tilfælde er tale om misbrug eller svig, er det min vurdering, at det er ufornødent at behandle dette argument under sagen. Jf. i denne henseende punkt 36 i nærværende forslag til afgørelse.


30 –      Jf. fjerde betragtning til forordning nr. 1408/71 og dom af 3.4.2008, Derouin (C-103/06, EU:C:2008:185, præmis 20).


31 –      Jf. dom af 14.10.2010, van Delft m.fl. (C-345/09, EU:C:2010:610, præmis 52).


32 –      Jf. dom af 4.10.2012, Format Urządzenia i Montaże Przemysłowe (C-115/11, EU:C:2012:606, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).


33 –      Jf. punkt 8 i nærværende forslag til afgørelse. Jf. vedrørende princippet om, at kun én lovgivning finder anvendelse, dom af 26.10.2016, Hoogstad (C-269/15, EU:C:2016:802, præmis 35 og 36), og ottende betragtning til nævnte forordning.


34 –      Jf. i denne retning generaladvokat Lenz’ forslag til afgørelse Calle Grenzshop Andresen (C-425/93, EU:C:1995:12, punkt 60).


35 –      Det fremgår af forarbejderne til artikel 12a, stk. 1a, i forordning nr. 574/72, at denne artikel er indsat »[a]f hensyn til retssikkerheden«. Jf. begrundelsen til det forslag, som førte til vedtagelsen af forordning nr. 647/2005 om ændring af forordning nr. 574/72 (KOM(2003) 468 endelig, punkt 2). Jf. ligeledes dom af 12.2.2015, Bouman (C-114/13, EU:C:2015:81, præmis 27).


36 –      Jf. i denne retning dom af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69, præmis 20). Jf. ligeledes anden betragtning til nævnte forordning og dom af 26.5.2005, Allard (C-249/04, EU:C:2005:329, præmis 31).


37 –      Jf. i denne retning dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75, præmis 55), af 30.3.2000, Banks m.fl. (C-178/97, EU:C:2000:169, præmis 42), og af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69, præmis 26). Jf. desuden EFTA-Domstolens dom af 14.12.2004, Tsomakas Athanasios m.fl. mod Staten v/Rikstrygdeverket (E3/04, EFTA Court Report 2004, s. 95, præmis 31), som sidestiller officielle erklæringer med E 101-attester (»equivalent official statements«). Selv om Domstolen endnu ikke udtrykkeligt har udtalt sig om den bindende karakter af en E 101-attest, der er udstedt på grundlag af undtagelsen i artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, har Domstolen imidlertid præciseret, at dens praksis på området omfatter situationer, hvor E 101-attester er blevet udstedt i medfør af bestemmelserne i afsnit III i forordning nr. 574/72 med hensyn til arbejdstagere, der er omfattet af afsnit II i forordning nr. 1408/71, uden at den på nogen måde sondrede mellem de bestemmelser, der er fastsat heri. Jf. dom af 12.2.2015, Bouman (C-114/13, EU:C:2015:81, præmis 26), og af 9.9.2015, X og van Dijk (C-72/14 og C-197/14, EU:C:2015:564, præmis 43).


38 –      Jf. dom af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69, præmis 30-32).


39 –      Jf. i denne retning generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse FTS (C-202/97, EU:C:1999:33, punkt 60).


40 –      De højere nationale retsinstanser i medlemsstaterne har taget Domstolens praksis til efterretning. Jf. bl.a. dom af 2.6.2003 afsagt af Cour de cassation (kassationsdomstol, Belgien) i sag S.02.0039.N og dom af 24.10.2006 afsagt af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) i sag 1 StR 44/06.


41 –      Jf. i denne retning dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75, præmis 53-55), af 30.3.2000, Banks m.fl. (C-178/97, EU:C:2000:169, præmis 40-42), og af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69, præmis 24-26 og 30-32). Jf. ligeledes dom af 12.2.2015, Bouman (C-114/13, EU:C:2015:81, præmis 26 og 27), og af 9.9.2015, X og van Dijk (C-72/14 og C-197/14, EU:C:2015:564, præmis 40 og 41).


42 –      Denne risiko er faktisk indtruffet i det foreliggende tilfælde, idet de franske myndigheder har henført de pågældende arbejdstagere under den franske sociale sikringsordning på trods af den omstændighed, at de allerede er undergivet den schweiziske sociale sikringsordning. Jf. i denne henseende punkt 73 i nærværende forslag til afgørelse.


43 –      Selv om arbejdstageren ganske vist kan anvende de retsmidler af administrativ og retslig art, som findes i de pågældende medlemsstater, er der intet til hinder for, at arbejdstageren i sidste ende vil stå tilbage med to endelige, modsatrettede afgørelser.


44 –      Jf. fodnote 25 i nærværende forslag til afgørelse.


45 –      Jf. dom af 15.12.1987, Danmark mod Kommissionen (348/85, EU:C:1987:552, præmis 19).


46 –      Jf. i denne retning generaladvokat Lenz’ forslag til afgørelse Calle Grenzshop Andresen (C-425/93, EU:C:1995:12, punkt 61), og generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse FTS (C-202/97, EU:C:1999:33, punkt 53).


47 –      Som generaladvokat Szpunar har anført i forslag til afgørelse Bouman (C-114/13, EU:C:2014:123, punkt 30), er begrænsningen af domstolskontrollen i værtsmedlemsstaten begrundet i retssikkerhedshensyn.


48 –      Jf. i denne retning generaladvokat Jacobs’ forslag til afgørelse FTS (C-202/97, EU:C:1999:33, punkt 60). Det samme hensyn kan forklare, hvorfor spørgsmål vedrørende bl.a. skat og administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii) ikke er omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). Jf. forordningens artikel 1, stk. 1.


49 –      I denne sammenhæng er E 101-attesten udtryk for den kompetente udstedende institutions retlige bedømmelse af en faktisk situation, dvs. bedømmelsen af, at situationen for den arbejdstager, der er omhandlet i attesten, er omfattet af anvendelsesområdet for en af de undtagelsesregler, der er fastsat i afsnit II i forordning nr. 1408/71. Jf. i denne retning generaladvokat Lenz’ forslag til afgørelse Calle Grenzshop Andresen (C-425/93, EU:C:1995:12, punkt 59).


50 –      Jf. artikel 5 i forordning nr. 987/2009 med overskriften »Den juridiske værdi af dokumenter og anden dokumentation, der er udstedt i en anden medlemsstat«, som i stk. 1 bestemmer, at de dokumenter, der er udstedt af en medlemsstats institution, og som viser en persons situation i forbindelse med anvendelsen af forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009, og anden dokumentation, på grundlag af hvilken der er udstedt dokumenter, skal accepteres af de øvrige medlemsstaters institutioner, så længe de ikke er blevet trukket tilbage eller erklæret ugyldige af den medlemsstat, hvor de er udstedt. Jf. ligeledes 12. betragtning til forordning nr. 987/2009, som bl.a. henviser til Domstolens praksis og Den Administrative Kommissions afgørelser. Det erindres om, at denne nye lovgivningsmæssige ramme ikke finder tidsmæssig anvendelse i det foreliggende tilfælde. Jf. punkt 11, 13, 17 og 18 i nærværende forslag til afgørelse.


51 –      Jf. punkt 43 i nærværende forslag til afgørelse.


52 –      Jf. punkt 42 i nærværende forslag til afgørelse.


53 –      Jf. ligeledes artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 987/2009, som bestemmer, at hvis der rejses tvivl om dokumentets gyldighed eller om rigtigheden af de faktiske omstændigheder, som oplysningerne i dokumentet bygger på, anmoder institutionen i den medlemsstat, der modtager dokumentet, den udstedende institution om de fornødne uddybende forklaringer og evt. om, at dokumentet trækkes tilbage. Den udstedende institution tager grundene til udstedelsen af dokumentet op til revision og trækker det om nødvendigt tilbage. Det erindres om, at forordning nr. 987/2009 ikke finder tidsmæssig anvendelse i det foreliggende tilfælde. Jf. punkt 13 i nærværende forslag til afgørelse.


54 –      Både Urssaf d’Alsace og den franske regering har fremhævet den omstændighed, at de omhandlede E 101-attester hverken indeholdt en angivelse af navnene på de både, hvor de pågældende arbejdstagere gjorde tjeneste, eller af de steder, hvor deres ydelser skulle udføres.


55 –      I forelæggelsesafgørelsen har den forelæggende ret fremhævet, at E 101-attesterne i det foreliggende tilfælde var blevet udstedt af den schweiziske institution af to omgange og i et vist omfang med tilbagevirkende kraft.


56 –      Jf. dom af 30.3.2000, Banks m.fl. (C-178/97, EU:C:2000:169, præmis 53). Jf. også punkt 6 i Den Administrative Kommissions afgørelse nr. 181 af 13.12.2000 om fortolkning af artikel 14, stk. 1, artikel 14 a, stk. 1 og artikel 14 b, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71 (EFT 2001, L 329, s. 73). Jf. ligeledes punkt 1 i Den Administrative Kommissions afgørelse nr. 126 af 17.10.1985 om anvendelse af artikel 14, stk. 1, litra a), artikel 14a, stk. 1, litra a) og artikel 14b, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1408/71 (EFT 1986, C 141, s. 3), hvoraf fremgår, at den i artikel 11 og artikel 11a i forordning nr. 574/72 nævnte institution skal udlevere en attest om den lovgivning, der skal finde anvendelse (blanket E 101), selv om der anmodes om udlevering af denne attest efter, at arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har påbegyndt sin beskæftigelse i en anden medlemsstat end den kompetente stat.


57 –      Jf. bl.a. dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75, præmis 51). Domstolen har desuden præciseret, at anvendelsen af den lovvalgsordning, der er indført ved forordning nr. 1408/71, kun afhænger af den objektive situation, som den berørte arbejdstager befinder sig i (dom af 14.10.2010, van Delft m.fl., C-345/09, EU:C:2010:610, præmis 52). Hvad angår de forhold, som skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse, jf. dom af 4.10.2012, Format Urządzenia i Montaże Przemysłowe (C-115/11, EU:C:2012:606, præmis 45 og 46), hvoraf det bl.a. fremgår, at den kompetente institution er forpligtet til at basere sine konstateringer på arbejdstagerens reelle situation og i givet fald give afslag på udstedelse af E 101-attesten.


58 –      Jf. bl.a. dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75, præmis 56). Jf. ligeledes punkt 7, litra a) og c), i Den Administrative Kommissions afgørelse nr. 181, op. cit. Selv om denne afgørelse ikke finder direkte anvendelse i det foreliggende tilfælde som følge af, at de omhandlede E 101-attester er udstedt i medfør af artikel 14, stk. 2, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71, der ikke er omhandlet i nævnte afgørelse, afspejler afgørelse nr. 181 i vidt omfang Domstolens praksis, som gælder for samtlige de situationer, hvor en E 101-attest er blevet udstedt i medfør af bestemmelserne i afsnit III i forordning nr. 574/72. Jf. i denne henseende punkt 37 i nærværende forslag til afgørelse.


59 –      Jf. ligeledes punkt 9 i Den Administrative Kommissions afgørelse nr. 181, op. cit., og dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75, præmis 57), af 30.3.2000, Banks m.fl. (C-178/97, EU:C:2000:169, præmis 44), og af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69, præmis 28).


60 –      I overensstemmelse med artikel 80, stk. 3, i forordning nr. 1408/71 kan Den Administrative Kommissions beslutninger vedrørende spørgsmål om fortolkning af forordningen kun træffes med enstemmighed.


61 –      Jf. ligeledes artikel 81, litra a), i forordning nr. 1408/71, hvoraf fremgår, at Den Administrative Kommissions kompetence ikke berører de pågældende myndigheders, institutioners eller enkeltpersoners ret til at benytte sig af de procedurer og domstole, der er fastsat i medlemsstaternes lovgivning, i forordningen eller i traktaten.


62 –      Jf. i denne retning dom af 10.2.2000, FTS (C-202/97, EU:C:2000:75, præmis 58), af 30.3.2000, Banks m.fl. (C-178/97, EU:C:2000:169, præmis 45), og af 26.1.2006, Herbosch Kiere (C-2/05, EU:C:2006:69, præmis 29).


63 –      Under retsmødet anførte Kommissionens repræsentant, at den pågældende ikke havde kendskab til, at nogen medlemsstat nogensinde havde anmodet Kommissionen om at indlede en traktatbrudsprocedure over for en anden medlemsstat med den begrundelse, at sidstnævnte medlemsstats institutioner ikke havde overholdt deres forpligtelse til at sikre, at angivelser indeholdt i E 101-attester var korrekte. Denne konstatering er noget overraskende, henset til de væsentlige nationale interesser, der synes at være på spil i henhold til navnlig indlæggene indgivet af Urssaf d’Alsace og den franske regering.


64 –      Jf. EF-Schweiz-aftalens artikel 14, navnlig dennes stk. 2.


65 –      Jf. punkt 27, 38 og 39 i nærværende forslag til afgørelse. Jf. vedrørende anvendelsesområdet for undtagelsen i artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 dom af 19.3.2015, Kik (C-266/13, EU:C:2015:188, præmis 59), hvor Domstolen præciserede, at denne undtagelse angår de personer, som udfører et arbejde af en hovedsagelig omvandrende karakter, som foregår på sådanne betingelser, at udøvelsen heraf ikke kan knyttes til et særligt sted.


66 –      Det bemærkes, at forordning nr. 1408/71 og nr. 574/72 ikke indeholder anvisninger med hensyn til, hvilke berigtigelser der skal foretages, såfremt en E 101-attest trækkes tilbage eller annulleres. Jf. i denne henseende Kommissionens praktiske vejledning, op. cit., s. 3[3], hvoraf fremgår, at »[h]vis de afgivne oplysninger i den indledende proces
med at fastlægge, hvilken lovgivning der skal anvendes, ikke bevidst har været
forkerte, skal ændringer, som en sådan revision måtte afstedkomme, kun have
virkning fra den aktuelle dato«.


67 –      Jf. punkt 21-26 i nærværende forslag til afgørelse.


68 –      Ifølge Domstolens praksis er Den Administrative Kommission ikke bemyndiget til at udstede retsakter af normativ karakter, og kommissionens afgørelser kan ikke forpligte socialsikringsinstitutionerne til at følge bestemte metoder eller anlægge bestemte fortolkninger, når de anvender EU-retten. Jf. i denne retning dom af 14.5.1981, Romano (98/80, EU:C:1981:104, præmis 20), og af 8.7.1992, Knoch (C-102/91, EU:C:1992:303, præmis 52).


69 –      Først og fremmest synes den manglende bindende karakter af de afgørelser, som Den Administrative Kommission træffer, efter min opfattelse at udgøre en vis svaghed ved det nuværende system, og denne omstændighed udelukker i øvrigt a priori, at grundlaget for nævnte kommissions afgørelser kan gøres til genstand for en prøvelse ved Unionens retsinstanser.


70 –      Jf. bl.a. artikel 71, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, som ændret ved forordning nr. 465/2012, hvorefter Den Administrative Kommission træffer afgørelse med kvalificeret flertal som fastlagt i traktaterne, bortset fra vedtagelsen af vedtægterne, og Den Administrative Kommissions afgørelse nr. A1 af 12.6.2009 om indførelse af en dialog- og forligsprocedure om dokumenters gyldighed, fastlæggelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes, og tilkendelse af ydelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (EUT 2010, C 106, s. 1), som trådte i kraft den 1.5.2010. Jf. ligeledes Den Administrative Kommissions afgørelse nr. H5 af 18.3.2010 om samarbejde vedrørende bekæmpelse af svig og forebyggelse af fejl inden for rammerne af forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009 (EUT 2010, C 149, s. 5).


71 –      Jf. i denne henseende punkt 9 i Europa-Parlamentets beslutning af 14.9.2016 om social dumping i Den Europæiske Union (2015/2255(INI)) (P8_TA-PROV(2016)0346), hvori det bl.a. understreges, at de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten i samarbejde med de kompetente myndigheder i udsenderstaten bør kunne kontrollere pålideligheden af A1-attesten i tilfælde af alvorlige tvivl om, hvorvidt udstationeringen er reel. Jf. ligeledes den dertil knyttede betænkning af 18.8.2016 fra Parlamentets udvalg om beskæftigelse og sociale anliggender (A8-0255/2016).


72 –      Der er bl.a. henvist til dom af 23.11.1999, Arblade m.fl. (C-369/96 og C-376/96, EU:C:1999:575, præmis 38), af 3.4.2008, Rüffert (C-346/06, EU:C:2008:189, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis), af 7.10.2010, dos Santos Palhota m.fl. (C-515/08, EU:C:2010:589, præmis 47 og 48 samt den deri nævnte retspraksis), af 19.12.2012, Kommissionen mod Belgien (C-577/10, EU:C:2012:814, præmis 45), og af 3.12.2014, De Clercq m.fl. (C-315/13, EU:C:2014:2408, præmis 69). Der er desuden henvist til dom af 2.12.1997, Dafeki (C-336/94, EU:C:1997:579), hvor Domstolen i præmis 21 fastslog, at socialsikringsinstitutionerne og domstolene i en medlemsstat i sager vedrørende sociale ydelser til en vandrende arbejdstager er forpligtet til at anerkende personregisterudskrifter og lignende dokumenter, der er udstedt af de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater, medmindre der på grund af de konkrete forhold i den enkelte sag er alvorlig tvivl om rigtigheden heraf.


73 –      Jf. bl.a. dom af 2.12.1997, Dafeki (C-336/94, EU:C:1997:579, præmis 16), af 7.10.2010, dos Santos Palhota m.fl. (C-515/08, EU:C:2010:589, præmis 25), og af 19.12.2012, Kommissionen mod Belgien (C-577/10, EU:C:2012:814, præmis 43 og 44).


74 –      Jf. punkt 59-66 i nærværende forslag til afgørelse.


75 –      Jf. i denne retning dom af 26.2.1976, Kommissionen mod Italien (52/75, EU:C:1976:29, præmis 11), hvor Domstolen fremhævede, at der ved traktaten ikke blot er skabt gensidige forpligtelser for de retsundergivne, som den angår, men der er indført en ny retsorden, som regulerer disse retsundergivnes beføjelser, rettigheder og forpligtelser, og der er fastsat de nødvendige fremgangsmåder til konstatering og sanktionering af enhver overtrædelse.


76 –      Jf. dom af 23.5.1996, Hedley Lomas (C-5/94, EU:C:1996:205, præmis 20).


77 –      Jf. punkt 36 i nærværende forslag til afgørelse. Det følger af fast retspraksis, at borgerne ikke kan påberåbe sig EU-bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug. Jf. dom af 28.7.2016, Kratzer (C-423/15, EU:C:2016:604, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).