Language of document : ECLI:EU:C:2016:149

Sag C-247/14 P

HeidelbergCement AG

mod

Europa-Kommissionen

»Appel – konkurrence – markedet for »cement og lignende produkter« – administrativ procedure – forordning (EF) nr. 1/2003 – artikel 18, stk. 1 og 3) – afgørelse om anmodning om oplysninger – begrundelse – præcisering af afgørelsen«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 10. marts 2016

1.        Appel – anbringender – utilstrækkelig eller selvmodsigende begrundelse – formaliteten

(Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)

2.        Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder – nødvendigheden af at angive alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder – foreligger ikke

(Art. 296 TEUF)

3.        Konkurrence – administrativ procedure – begæring om oplysninger – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18, stk. 3)

1.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 15)

2.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 16)

3.        Hvad angår begrundelsen for en afgørelse om anmodning om oplysninger i medfør af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 fastlægger denne bestemmelse de væsentlige kriterier herfor. Denne særlige begrundelsespligt udgør et grundlæggende krav, som ikke alene har til formål at klarlægge, hvorfor anmodningen om oplysninger er berettiget, men også at skabe et grundlag for, at den pågældende virksomhed bliver bekendt med omfanget af dens samarbejdspligt samtidig med, at dens ret til forsvar bevares.

Med hensyn til forpligtelsen til at angive formålet med begæringen betyder dette, at Kommissionen skal angive genstanden for sin undersøgelse i sin begæring og derfor identificere den formodede overtrædelse af konkurrencereglerne. Kommissionen er herved ikke forpligtet til at give adressaten for en afgørelse om anmodning om oplysninger meddelelse om samtlige de oplysninger om de formodede overtrædelser, som den råder over, eller til at angive en nøjagtig retlig kvalificering af disse overtrædelser, hvis den klart angiver, hvilke formodninger den påtænker at efterprøve. Idet oplysningernes fornødenhed må bedømmes i relation til det formål, der anføres i anmodningen om oplysninger, må formålet angives med rimelig præcision, ellers vil det være umuligt at afgøre, om oplysningerne er fornødne, og Retten vil blive forhindret i at udøve sin prøvelse.

Det er i denne henseende korrekt, at en anmodning om oplysninger udgør en undersøgelsesforanstaltning, som generelt anvendes under undersøgelsesproceduren, der går forud for klagepunktsmeddelelsen og alene har til formål at give Kommissionen mulighed for at indsamle de oplysninger og dokumenter, som er nødvendige for at efterprøve rigtigheden og følgerne af bestemte faktiske og retlige omstændigheder. Hertil kommer, at selv om det med hensyn til kontrolundersøgelsesafgørelser er blevet fastslået, at selv om det ganske vist påhviler Kommissionen så nøjagtigt som muligt at angive, hvad der efterforskes, og hvad kontrolundersøgelsen skal vedrøre, gælder der derimod ikke noget absolut krav om, at en nøjagtig afgrænsning af det relevante marked, en nøjagtig retlig kvalificering af de formodede overtrædelser eller en angivelse af den periode, hvori disse overtrædelser må antages at have fundet sted, skal fremgå af kontrolundersøgelsesafgørelsen, blev denne betragtning begrundet i den omstændighed, at kontrolundersøgelserne finder sted i begyndelsen af undersøgelsen i en periode, i løbet af hvilken Kommissionen endnu ikke har tilstrækkeligt præcise oplysninger. En særdeles kortfattet, vag, generel og i visse henseender tvetydig begrundelse opfylder imidlertid ikke de begrundelseskrav, som er fastsat i artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 for at begrunde en anmodning om oplysninger, der i det tilfælde, hvor en sådan anmodning bliver afgivet mere end to år efter de første kontrolundersøgelser, selv om Kommissionen allerede havde fremsendt flere anmodninger om oplysninger til virksomheder, der mistænkes for at have deltaget i en overtrædelse, og flere måneder efter afgørelsen om at indlede proceduren.

(jf. præmis 17, 19-21, 24, og 37-39)