Language of document : ECLI:EU:C:2016:842

Sag C-42/15

Home Credit Slovakia a.s.

mod

Klára Bíróová

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Okresný súd Dunajská Streda)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2008/48/EF – forbrugerbeskyttelse – forbrugerkredit – artikel 1, artikel 3, litra m), artikel 10, stk. 1 og 2, artikel 22, stk. 1, og artikel 23 – fortolkning af udtrykket »på papir« og »et andet varigt medium« – aftale, som henviser til et andet dokument – krav om »skriftlig form« som omhandlet i national ret – angivelse af påkrævede oplysninger ved henvisning til objektive parametre – elementer, der skal angives i en kreditaftale med fast løbetid – konsekvenser af manglende obligatoriske oplysninger – proportionalitet«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 9. november 2016

1.        Forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48 – krav med hensyn til en kreditaftales form – nødvendigheden af at indsætte alle kreditaftalens elementer i et enkelt dokument – foreligger ikke – national lovgivning, der fastsætter krav om parternes underskrift vedrørende alle kreditaftalens elementer som betingelse for aftalen gyldighed – tilladt

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48, art. 3, litra m), og art. 10, stk. 1 og 2]

2.        Forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48 – krav med hensyn til de oplysninger, der skal angives i en aftale – pligt til at angive forfaldsdatoen for hver betaling, der skal foretages af forbrugeren, med henvisning til en præcis dato – foreligger ikke

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48, art. 10, stk. 2, litra h)]

3.        Forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48 – krav med hensyn til de oplysninger, der skal gives i en aftale – pligt til i en kreditaftale med fast løbetid at medtage en opgørelse i form af en amortiseringsplan – foreligger ikke – national lovgivning, der fastsætter en sådan pligt for kreditgiveren – ikke tilladt

[Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/48, art. 10, stk. 2, litra h) og i) og art. 3]

4.        Forbrugerbeskyttelse – forbrugerkreditaftaler – direktiv 2008/48 – national sanktionsordning – krav med hensyn til de oplysninger, der skal angives i en kreditaftale – national lovgivning, i henhold til hvilken en kreditaftale, der ikke opfylder disse krav, betragtes som rente- og omkostningsfri – tilladt – betingelse

(Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2008/48, art. 10, stk. 2, og art. 23)

1.      Artikel 10, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102, sammenholdt med direktivets artikel 3, litra m), skal fortolkes således, at:

–        kreditaftalen ikke nødvendigvis skal udarbejdes i et enkelt dokument, men alle de elementer, der er omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 2, skal udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium

–        den ikke er til hinder for, at medlemsstaten i sin nationale lovgivning fastsætter dels, at den kreditaftale, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48, og som er udarbejdet på papir, skal underskrives af parterne, dels at dette krav om underskrift gælder for alle de elementer i aftalen, som er omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 2.

Selv om ikke alle elementerne i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 nødvendigvis skal være indeholdt i et enkelt dokument, skal det imidlertid bemærkes, at alle de elementer, som er opregnet i dette stk. 2, henset til artiklens stk. 1 skal udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium og være en integrerende del af kreditaftalen. For så vidt som de elementer, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48, skal angives klart og koncist, skal kreditaftalen endvidere indeholde en klar og præcis henvisning til andre papirmedier eller andre varige medier, der indeholder disse elementer, og som faktisk er udleveret til forbrugeren, før kreditaftalen indgås, således at vedkommende reelt har kendskab til alle sine rettigheder og forpligtelser.

Artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/48 berører ifølge sin ordlyd ikke eventuelle nationale regler vedrørende gyldig indgåelse af kreditaftaler, der er i overensstemmelse med EU-retten. Et krav om parternes underskrift er således en national regel vedrørende gyldig indgåelse af kreditaftaler som omhandlet i artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/48.

Hvis en medlemsstat i sin nationale lovgivning fastsætter, at kravet om kreditaftaleparternes underskrift finder anvendelse med hensyn til alle elementer i aftalen, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, er hverken direktiv 2008/48 eller EU-retten i denne henseende generelt til hinder for dette krav.

(jf. præmis 33, 34, 39-40, 44 og 45 samt domskonkl. 1)

2.      Artikel 10, stk. 2, litra h), i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102 skal fortolkes således, at det ikke er nødvendigt, at kreditaftalen angiver forfaldsdatoen for hver betaling, der skal foretages af forbrugeren, med henvisning til en præcis dato, forudsat at aftalens betingelser gør det muligt for forbrugeren uden videre og med sikkerhed at identificere datoerne for disse betalinger.

(jf. præmis 50 og domskonkl. 2)

3.      Artikel 10, stk. 2, litra h) og i), i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102 skal fortolkes således, at en kreditaftale med fast løbetid, hvorefter amortiseringen af kapitalen sker ved afdragsbetalinger, ikke i form af en amortiseringsplan skal præcisere, hvilken del af hvert enkelt afdrag som er allokeret til tilbagebetaling af kapitalen. Disse bestemmelser, sammenholdt med direktivets artikel 22, stk. 1, er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter en sådan forpligtelse i sin nationale lovgivning.

Henset til den klare ordlyd af artikel 10, stk. 2, litra h), hvorefter kreditaftalen alene skal angive størrelsen, antallet og hyppigheden og i givet fald rækkefølgen af betalingerne, og artikel 10, stk. 2, litra i), og stk. 3, hvorefter det alene er på en af forbrugeren foretaget anmodning, at kreditgiveren er forpligtet til give forbrugeren en opgørelse i form af en amortiseringsplan, må det fastslås, at direktiv 2008/48 ikke fastsætter en forpligtelse, hvorefter kreditaftalen skal indeholde en sådan opgørelse i form af en amortiseringsplan.

Med hensyn til de aftaler, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48, kan medlemsstaterne endvidere ikke pålægge aftaleparterne forpligtelser, som ikke er fastsat i direktivet, når dette indeholder harmoniserede bestemmelser på det område, som forpligtelserne vedrører. Dette er tilfældet med artikel 10, stk. 2, i dette direktiv, som har foretaget en harmonisering med hensyn til de elementer, som kreditaftalen skal indeholde.

(jf. præmis 52, -56 og 59 samt domskonkl. 3)

4.      Artikel 23 i direktiv 2008/48 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat i sin nationale lovgivning fastsætter, at en kreditaftale betragtes som rente- og omkostningsfri i tilfælde, hvor aftalen ikke angiver alle de elementer, der kræves i henhold til direktivets artikel 10, stk. 2, forudsat at der er tale om et element, hvis manglende angivelse kan vanskeliggøre forbrugerens mulighed for at bedømme rækkevidden af sine forpligtelser.

Forpligtelsen til i kreditaftalen at angive elementer som de årlige omkostninger i procent, jf. artikel 10, stk. 2, litra g), i direktiv 2008/48, betalingernes antal og hyppighed, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra h), og, hvor det er relevant, at der skal betales notarialgebyrer, samt den sikkerhedsstillelse og de forsikringer, som eventuelt kræves, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra n) og o), er af væsentlig betydning. For så vidt som en i en sådan aftale manglende angivelse af disse elementer kan vanskeliggøre forbrugerens mulighed for at bedømme rækkevidden af sine forpligtelser, skal en sanktion, hvorefter kreditgiveren mister retten til renter og omkostninger, anses for at stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen som omhandlet i artikel 23 i direktiv 2008/48.

(jf. præmis 70, 71 og 73 samt domskonkl. 4)