Language of document : ECLI:EU:C:2017:214

Foreløbig udgave

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

15. marts 2017 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – elektroniske kommunikationsnet og -tjenester – direktiv 2002/22/EF – artikel 25, stk. 2 – nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser – direktiv 2002/58/EF – artikel 12 – abonnentfortegnelser – tilrådighedsstillelse af personoplysninger om abonnenterne med henblik på levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser – abonnentens samtykke – sondring efter den medlemsstat i hvilken den offentligt tilgængelige nummeroplysningstjeneste eller abonnentfortegnelse leveres – princippet om forbud mod forskelsbehandling«

I sag C-536/15,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (appeldomstol i sager om handel og industri, Nederlandene) ved afgørelse af 3. juli 2015, indgået til Domstolen den 13. oktober 2015, i sagen:

Tele2 (Netherlands) BV,

Ziggo BV,

Vodafone Libertel BV

mod

Autoriteit Consument en Markt (ACM),

procesdeltager:

European Directory Assistance NV,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, M. Ilešič, og dommerne A. Prechal, A. Rosas, C. Toader og E. Jarašiūnas (refererende dommer),

generaladvokat: Y. Bot

justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. oktober 2016,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Tele2 (Netherlands) BV ved advocaten Q. R. Kroes og M. P. F. Reker

–        Ziggo BV ved advocaten W. Knibbeler og N. Lorjé

–        Vodafone Libertel BV ved advocaat H. P. Wiersema

–        den nederlandske regering ved M. de Ree, M. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede

–        Europa-Kommissionen ved H. Kranenborg, G. Braun og L. Nicolae, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 9. november 2016,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 25, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 51), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 (EUT 2009, L 337, s. 11) (herefter »forsyningspligtdirektivet«).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Tele2 (Netherlands) BV, Ziggo BV og Vodafone Libertel BV, tre selskaber, der er etableret i Nederlandene, og Autoriteit Consument en markt (ACM) (den offentlige tilsynsmyndighed med konkurrence, telekommunikation og forbrugerret) vedrørende en afgørelse, der blev truffet af denne myndighed i forbindelse med en tvist mellem disse virksomheder og European Directory Assistance NV (herefter »EDA«), en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, vedrørende denne sidstnævnte virksomheds tilrådighedsstillelse af oplysninger om deres abonnenter med henblik på levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser i denne sidstnævnte medlemsstat og/eller i andre medlemsstater.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Forsyningspligtdirektivet

3        Følgende anføres i 11. og 35. betragtning til forsyningspligtdirektivet:

»(11)      […] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren [(EFT 1998, L 24, s. 1)] sikrer abonnenternes ret til et privatliv, for så vidt angår optagelsen af deres personoplysninger i en offentlig abonnentfortegnelse.

[…]

(35)      Nummeroplysningstjenester og abonnementsfortegnelser er allerede underlagt fri konkurrence. Bestemmelserne i dette direktiv supplerer bestemmelserne i direktiv 97/66/EF ved at give abonnenterne ret til at få deres personlige oplysninger optaget i en trykt eller elektronisk abonnentfortegnelse. Alle tjenesteudbydere, der tildeler deres abonnenter telefonnumre, har pligt til at stille alle relevante oplysninger til rådighed på en hensigtsmæssig, omkostningsbaseret og ikke-diskriminerende måde.«

4        Direktivets artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde og formål« bestemmer i stk. 1:

»Inden for rammerne af [Europa-Parlamentets og Rådets] direktiv 2002/21/EF [af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 33) vedrører nærværende direktiv udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til slutbrugere. Formålet er, gennem reel konkurrence og reelle valgmuligheder, at sikre, at tjenester af høj kvalitet er offentlig tilgængelige i hele [Den Europæiske Union], samt at tage højde for de tilfælde, hvor slutbrugernes behov ikke opfyldes tilfredsstillende af markedet […]«.

5        Forsyningspligtdirektivets kapitel II vedrører forsyningspligten. I dette kapitel er artikel 5 med overskriften »Nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser« affattet som følger:

»1.      Medlemsstaterne sikrer:

a)      at mindst én udtømmende nummerfortegnelse er tilgængelig for slutbrugerne i en form, der er godkendt af den relevante myndighed, enten i trykt eller elektronisk form eller begge dele, og at den ajourføres regelmæssigt, dog mindst én gang årligt

b)      at mindst én udtømmende nummeroplysningstjeneste er tilgængelig for alle slutbrugere, herunder brugere af offentlige betalingstelefoner.

2.      Nummerfortegnelsen/-oplysningstjenesten i stk. 1 skal med forbehold af bestemmelserne i artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (Direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) [(EUT 2002, L 201, s. 37)] omfatte alle abonnenter på offentligt tilgængelige telefontjenester.

[…]«

6        Forsyningspligtdirektivets kapitel IV vedrører slutbrugeres interesser og rettigheder. I dette kapitel bestemmer artikel 25 med overskriften »Nummeroplysningstjenester« følgende:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at abonnenter på offentligt tilgængelige telefonitjenester har ret til at blive optaget i de i artikel 5, stk. 1, litra a), omhandlede offentligt tilgængelige abonnentfortegnelser og til, at deres oplysninger gøres tilgængelige for udbydere af nummeroplysningstjenester og/eller nummerfortegnelser, jf. nærværende artikels stk. 2«.

2.      Medlemsstaterne sikrer, at alle virksomheder, der tildeler abonnenter telefonnumre, som led i udbuddet af offentlig tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser imødekommer enhver rimelig anmodning om at stille relevante oplysninger til rådighed i nærmere aftalt form og på rimelige, objektive, omkostningsbaserede og ikke-diskriminerende vilkår.

[…]

5.      Stk. 1-4 gælder, i det omfang andet ikke er fastsat i Fællesskabets retsforskrifter om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, særlig artikel 12 i direktiv [2002/58/EF].«

 Direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation

7        I 39. betragtning til direktiv 2002/58, som ændret ved direktiv 2009/136 (herefter »direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation«), anføres følgende:

»(39)      Et krav om underretning af abonnenterne om formålet eller formålene med de offentlige fortegnelser, hvor personoplysninger om dem skal medtages, bør pålægges den part, der indsamler de pågældende oplysninger. Hvis oplysningerne eventuelt kan blive fremsendt til en eller flere tredjemænd, bør abonnenten underrettes om denne mulighed samt om modtageren eller kategorierne af mulige modtagere. Enhver fremsendelse bør være underlagt den betingelse, at oplysningerne ikke kan anvendes til andre formål end dem, der lå til grund for deres indsamling. Hvis den part, der indsamler oplysninger fra abonnenten eller fra den tredjemand, som oplysningerne er sendt til, ønsker at anvende oplysningerne til andre formål, må der indhentes fornyet samtykke fra abonnenten af enten den oprindelige part, der indsamlede oplysningerne, eller af den tredjemand, som oplysningerne er fremsendt til.«

8        Artikel 1 i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation med overskriften »Anvendelsesområde og formål« bestemmer i stk. 1:

»Dette direktiv tager sigte på en harmonisering af nationale bestemmelser, der er nødvendig for at sikre et ensartet niveau i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og navnlig retten til privatliv og fortrolighed i forbindelse med behandling af personoplysninger inden for den elektroniske kommunikationssektor, og for at sikre fri omsætning af sådanne oplysninger og af elektronisk kommunikationsudstyr og elektroniske kommunikationstjenester i [Unionen].«

9        Det pågældende direktivs artikel 12 med overskriften »Abonnentfortegnelser« bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne sikrer, at abonnenterne gebyrfrit, og inden de medtages i fortegnelsen, underrettes om formålet med en trykt eller elektronisk abonnentfortegnelse, som er offentligt tilgængelig eller kan benyttes via oplysningstjenester, og hvori personoplysninger om abonnenterne kan medtages, og at de underrettes om andre anvendelsesmuligheder heraf på grundlag af søgefunktioner, som er indbygget i elektroniske udgaver af fortegnelsen.

2.      Medlemsstaterne sikrer, at abonnenterne får mulighed for at bestemme, om deres personoplysninger skal medtages i en offentlig fortegnelse, og i så fald hvilke, for så vidt sådanne oplysninger er relevante for formålet med fortegnelsen som angivet af udbyderen af fortegnelsen, samt mulighed for at kontrollere, få rettet eller slettet sådanne oplysninger. Det skal være gebyrfrit ikke at være medtaget i en offentlig abonnentfortegnelse og at få kontrolleret, rettet, eller slettet personoplysninger i den.

3.      Medlemsstaterne kan kræve, at abonnenter skal anmodes om supplerende samtykke til, at en offentlig fortegnelse anvendes til ethvert formål, der går ud over søgning efter adresseoplysninger om personer på grundlag af deres navn og eventuelt et minimum af andre identifikatorer.

[…]«

 Nederlandsk ret

10      I henhold til artikel 1.1, litra e), i Besluit universele dienstverlening en eindgebruikersbelangen (bekendtgørelse om forsyningspligt og slutbrugerinteresser) af 7. maj 2004 (Staatsblad 2004, s. 203, herefter »Bude«) forstås der ved:

»[E]n standardabonnentoplysningstjeneste er en offentligt tilgængelig abonnentoplysningstjeneste, hvormed der udelukkende kan søges telefonnumre ved hjælp af oplysninger vedrørende abonnentens navn i forbindelse med oplysninger vedrørende dennes adresse, husnummer, postnummer eller bopæl.«

11      Budes artikel 3.1 har følgende ordlyd:

»En udbyder af telefonnumre til brug skal opfylde alle rimelige anmodninger om at stille relevante oplysninger til rådighed i nærmere aftalt form på rimelige, objektive, omkostningsorienterede og ikke-diskriminerende vilkår med henblik på forsyning med offentligt tilgængelige telefonbøger og offentligt tilgængelige abonnentoplysningstjenester.«

12      Budes artikel 3.2 bestemmer:

»1.      En udbyder af en offentligt tilgængelig telefontjeneste, der inden eller i forbindelse med indgåelse af en aftale med en forbruger anmoder om dennes navn, adresse (gade og husnummer, postnummer og bopæl), skal også anmode om samtykke til optagelse af sådanne personoplysninger i standardtelefonbøger sammen med de telefonnumre, som udbyderen har givet til brug, hvilket også gælder abonnentfortegnelser, der anvendes i en standardabonnentoplysningstjeneste. Der anmodes om dette samtykke separat for hver enkelt kategori af personoplysninger.

2.      Samtykket er en relevant oplysning som omhandlet i Budes artikel 3.1.

3.      En udbyder af en offentligt tilgængelig telefontjeneste, der også anmoder om samtykke til optagelse i en anden telefonbog end standardtelefonbogen eller i en abonnentfortegnelse, der ikke udelukkende anvendes i standardabonnentoplysningsfortegnelsen, sikrer, at det i stk. 1 omhandlede samtykke indhentes på en måde og i en form, der mindst svarer til den måde, hvorpå det oprindelige samtykke omhandlet i ovenstående stykke indhentes, og i samme form som dette samtykke.«

13      Artikel 11.6 i Telecommunicatiewet (lov om telekommunikation) af 19. oktober 1998 (Staatsblad 1998, nr. 610) bestemmer:

»1.      Den, som offentliggør en offentlig nummerfortegnelse eller udbyder offentlige nummeroplysningstjenester, skal inden personoplysningerne om abonnenten medtages i nummerfortegnelsen eller i et abonnentregister, der anvendes med henblik på nummeroplysningstjenester vedrørende abonnenter, omkostningsfrit give abonnenten oplysning om følgende:

a)      formålet med den pågældende abonnentfortegnelse og nummeroplysningstjenesterne og, såfremt der er tale om en elektronisk abonnentfortegnelse, muligheden for at anvende denne ved hjælp af de søgefunktioner, som den indeholder, og

b)      de former for personoplysninger, der kan figurere i den pågældende abonnentfortegnelse eller i de pågældende abonnentoplysningstjenester på baggrund af formålet med disse tjenester.

2.      En offentlig abonnentfortegnelse og et abonnentregister, der anvendes med henblik på nummeroplysningstjenester vedrørende abonnenter, må kun indeholde personoplysninger om en abonnent, såfremt denne har givet samtykke dertil, og skal være begrænset til oplysninger, som abonnenten selv har givet. Det skal være omkostningsfrit ikke at blive optaget i en abonnentfortegnelse eller et abonnentregister, der anvendes med henblik på nummeroplysningstjenester vedrørende abonnenter.

3.      Såfremt behandlingen af personoplysninger i en offentligt tilgængelig abonnentfortegnelse eller et abonnentregister, der anvendes med henblik på nummeroplysningstjenester vedrørende abonnenterhar et andet formål end muligheden for at søge efter telefonnumre på grundlag af navneoplysninger vedrørende abonnentens gade, husnummer, postnummer og bopæl, kræves et særskilt samtykke fra abonnenten for hvert af disse øvrige formål.

4.      Abonnenten har ret til omkostningsfrit at kontrollere, rette eller slette sine personoplysninger i en offentlig nummerfortegnelse eller i et abonnentregister, der anvendes med henblik på nummeroplysningstjenester vedrørende abonnenter.«

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

14      EDA er et belgisk selskab, der udbyder nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser fra belgisk område. Selskabet anmodede de virksomheder, der tildeler telefonnumre til abonnenter i Nederlandene (herefter »de nederlandske virksomheder«), om at stille abonnentoplysninger til rådighed for selskabet. Da disse virksomheder nægtede at udlevere de anmodede oplysninger, anmodede EDA den 18. januar 2012 ACM om at bilægge tvisten.

15      Ved afgørelser af 5. juni 2013 tog ACM i sin egenskab af national regeludstedende myndighed stilling til EDA’s anmodninger ved at vedtage de foranstaltninger, der omtales i det følgende. For det første kan EDA påberåbe sig Budes artikel 3.1, for så vidt som EDA anvender de numre, der stilles til rådighed med tilhørende oplysninger med henblik på at bringe en standardoplysningstjeneste vedrørende abonnenter på markedet. For det andet skal de nederlandske virksomheder stille basisabonnentoplysninger (navn, adresse, telefonnummer) til rådighed for EDA på rimelige, objektive, omkostningsorienterede og ikke-diskriminerende vilkår. For det tredje skal de nederlandske virksomheder inden for en rimelig frist drage omsorg for, at det samtykke, som de skal indhente fra deres abonnenter ved indgåelsen af aftalen om medtagelse af oplysninger i en standardabonnentfortegnelse eller et abonnentregister, der anvendes med henblik på nummeroplysningstjenester vedrørende abonnenter, er i overensstemmelse med bestemmelserne i Budes artikel 3.2.

16      De nederlandske virksomheder iværksatte derefter appel af ACM’s afgørelser ved College van Beroep voor het bedrijfsleven (appeldomstol i sager om handel og industri, Nederlandene).

17      Den forelæggende ret har for det første anført, at eftersom artikel 3.1 gennemførte forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, i nederlandsk ret, skal rækkevidden af denne bestemmelse fastslås med henblik på at besvare det spørgsmål, som parterne i hovedsagen er uenige om, nemlig om den pågældende artikel 3.1 forpligter de nederlandske virksomheder til at stille oplysninger om deres abonnenter til rådighed for EDA til trods for den omstændighed, at EDA ikke er etableret i Nederlandene.

18      Den har i denne forbindelse bemærket, at den fortolkning af det pågældende direktivs artikel 25, stk. 2, som Domstolen anlagde i dom af 5. maj 2011, Deutsche Telekom (C-543/09, EU:C:2011:279), ikke vedrører en grænseoverskridende tilrådighedsstillelse af abonnentoplysninger og følgelig ikke besvarer spørgsmålet, om denne bestemmelse skal fortolkes således, at en virksomhed er forpligtet til at stille oplysninger vedrørende sine abonnenter til rådighed for en udbyder af nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser, der er etableret i en anden medlemsstat.

19      Den forelæggende ret har for det andet for så vidt angår indhentelsen af abonnentens samtykke anført, at Budes artikel 3.2 bestemmer, at udbyderen skal indhente dette samtykke til optagelse af personoplysningerne i enhver standardtelefonbog og i ethvert abonnentregister, der anvendes med henblik på standardnummeroplysningstjenester. Den har præciseret, at i henhold til bemærkningerne til Budes artikel 3.2 »forhindres det herved, at enhver udbyder af offentligt tilgængelige telefonbøger og standardabonnentoplysningstjenester skal søge hver enkelt abonnent om samtykke til en standardoptagelse«.

20      Den forelæggende ret har anført, at parterne i hovedsagen er uenige om for det første, hvorvidt Budes artikel 3.2 gør det muligt at indhente samtykket fra abonnenterne til at anvende deres personoplysninger specifikt i forhold til, om disse oplysninger er bestemt til nederlandske udbydere eller til udenlandske udbydere af nummeroplysningstjenester og/eller abonnentfortegnelser og for det andet, om abonnenter kan gives mulighed for at vælge, om de vil give deres samtykke, alt efter i hvilket land den virksomhed, der anmoder om oplysninger, udbyder disse tjenester. I denne forbindelse finder den, at der i det væsentlige rejses et spørgsmål om, hvorledes afvejningen mellem overholdelsen af princippet om forbud mod forskelsbehandling og beskyttelsen af privatlivet skal foretages inden for rammerne af den pågældende anmodning om samtykke.

21      På denne baggrund har College van Beroep voor het bedrijfsleven (appeldomstol i sager om handel og industri) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)       Skal forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, fortolkes således, at der ved anmodning også må forstås en anmodning fra en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, og som anmoder om oplysninger til brug for forsyning med offentlige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser, der udbydes i denne og/eller andre medlemsstater?

2)      Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, må en udbyder af telefonnumre til brug, som i henhold til en national ordning er forpligtet til at anmode abonnenten om samtykke til optagelse i en standardtelefonbog og en standardabonnentoplysningstjeneste, i anmodningen om samtykke, når henses til princippet om forbud mod forskelsbehandling, sondre efter, i hvilken medlemsstat den virksomhed, der anmoder om oplysninger som omhandlet i forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, i direktiv 2002/22/EF, er etableret?«

 Om de præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

22      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, skal fortolkes således, at begrebet »anmodning«, der er indeholdt i denne artikel, ligeledes omfatter en anmodning fra en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori de virksomheder, som tildeler telefonnumre til abonnenter, er etableret, om relevante oplysninger, som disse virksomheder råder over med henblik på at udbyde offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser i denne medlemsstat og/eller i andre medlemsstater.

23      Forsyningspligtdirektivets artikel 25 er en del af direktivets kapitel IV, som omhandler slutbrugeres interesser og rettigheder. Ifølge bestemmelsens stk. 1, sikrer medlemsstaterne, at abonnenter på offentligt tilgængelige telefonitjenester har ret til at blive optaget i de i direktivets artikel 5, stk. 1, litra a), omhandlede offentligt tilgængelige abonnentfortegnelser og til, at deres oplysninger gøres tilgængelige for udbydere af nummeroplysningstjenester og/eller nummerfortegnelser, i overensstemmelse med samme direktivs artikel 25, stk. 2.

24      For så vidt angår tilrådighedsstillelsen af oplysninger vedrørende abonnenterne for udbydere af nummeroplysningstjenester og/eller abonnentfortegnelser fremgår det af selve ordlyden af forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, at denne bestemmelse omhandler enhver rimelig anmodning om tilrådighedsstillelse med henblik på levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og abonnentfortegnelser. Endvidere er der i henhold til denne bestemmelse krav om, at den pågældende tilrådighedsstillelse sker på ikke-diskriminerende vilkår.

25      Det fremgår således af denne ordlyd, at bestemmelsen ikke sondrer mellem, om anmodningen om tilrådighedsstillelse af abonnentoplysninger fremsættes af en virksomhed, der er etableret i samme medlemsstat, som den medlemsstat, hvori den virksomhed, hvortil anmodningen er rettet, er etableret, eller om den fremsættes af en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat end medlemsstaten for den virksomhed, der er adressat for den pågældende anmodning.

26      Denne manglende sondring er i overensstemmelse med det formål, der forfølges med forsyningspligtdirektivet, som ifølge dets artikel 1, stk. 1, bl.a. er gennem reel konkurrence og reelle valgmuligheder at sikre, at tjenester af høj kvalitet er offentligt tilgængelige i hele Unionen, samt at tage højde for de tilfælde, hvor slutbrugernes behov ikke opfyldes tilfredsstillende af markedet, og med det specifikke formål i forsyningsdirektivets artikel 25, stk. 2, som særligt er at sikre, at forsyningspligten i direktivets artikel 5, stk. 1, overholdes (jf. i denne retning dom af 5.5.2011, Deutsche Telekom, C-543/09, EU:C:2011:279, præmis 35).

27      I denne forbindelse har Domstolen allerede i præmis 36 i dom af 5. maj 2011, Deutsche Telekom (C-543/09, EU:C:2011:279) under henvisning til 35. betragtning til forsyningspligtdirektivet allerede fastslået, at pligten for virksomheder, der tildeler telefonnumre, til i overensstemmelse med direktivets artikel 25, stk. 2, at videregive oplysninger om deres egne abonnenter på et konkurrencepræget marked i princippet ikke blot giver den virksomhed, der er udpeget til at sikre overholdelsen af forsyningspligten i direktivets artikel 5, stk. 1, men også enhver telefonitjenesteudbyder mulighed for at oprette en udtømmende database og for at udøve virksomhed på markedet for nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser. Det er i den forbindelse tilstrækkeligt, at den omhandlede udbyder anmoder hver virksomhed, der tildeler telefonnumre, om relevante oplysninger vedrørende deres abonnenter.

28      En fortolkning af forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, hvorefter bestemmelsen kun omfatter rimelige anmodninger, der fremsættes af virksomheder, som er etableret i den medlemsstat, hvori de virksomheder, som tildeler telefonnumre til abonnenter, er etableret, vil imidlertid være i strid med formålet om gennem effektiv konkurrence at sikre tjenester af høj kvalitet i hele Unionen til slutbrugerne og særligt med formålet om at overholde den forsyningspligt, der er fastsat i forsyningspligtdirektivets artikel 5, stk. 1, som bl.a. indebærer tilrådighedsstillelse for slutbrugerne af mindst én udtømmende nummerfortegnelse.

29      Endvidere og som anført i denne doms præmis 24 skal virksomheder, der tildeler abonnenter telefonnumre, som led i udbuddet af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser i henhold til forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, bl.a. imødekomme enhver rimelig anmodning om at stille relevante oplysninger til rådighed i nærmere aftalt form og på ikke-diskriminerende vilkår. En afvisning fra de virksomheder, der tildeler telefonnumre til abonnenter i Nederlandene, af at stille oplysninger om deres abonnenter til rådighed for anmodende virksomheder med den begrundelse alene, at disse er etableret i en anden medlemsstat, er uforenelig med dette krav.

30      På baggrund af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, skal fortolkes således, at begrebet »anmodning«, som er indeholdt i denne artikel, også skal forstås som en anmodning fra en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori de virksomheder, som tildeler telefonnumre til abonnenter, er etableret, om oplysninger, som disse virksomheder råder over, til brug for levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser i denne og/eller andre medlemsstater.

 Det andet spørgsmål

31      Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en virksomhed, der tildeler telefonnumre til abonnenter, og som i henhold til en national ordning har pligt til at indhente samtykke fra disse abonnenter til at anvende oplysninger vedrørende abonnenterne med henblik på at levere nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser, formulerer denne anmodning på en sådan måde, at de pågældende abonnenter skal give deres samtykke til denne anvendelse specifikt i forhold til, i hvilket medlemsland de virksomheder, der måtte ønske at anmode om de oplysninger, som er omhandlet i denne bestemmelse, leverer disse tjenester.

32      I henhold til forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at alle virksomheder, der tildeler abonnenter telefonnumre, som led i udbuddet af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser imødekommer enhver rimelig anmodning om at stille relevante oplysninger til rådighed i nærmere aftalt form og på rimelige, objektive, omkostningsbaserede og ikke-diskriminerende vilkår. Det fremgår endvidere af direktivets artikel 25, stk. 5, at artiklens stk. 2, gælder, »i det omfang andet ikke er fastsat i [Unionens] retsforskrifter om beskyttelse af personoplysninger og privatlivets fred, særlig artikel 12 i [direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation]«.

33      Det følger heraf, at der med henblik på at besvare det andet spørgsmål ligeledes skal foretages en undersøgelse af, om dette sidstnævnte direktivs artikel 12, stk. 2, betinger videregivelsen fra en virksomhed, der tildeler telefonnumre til abonnenter, af en abonnents personoplysninger til en anden virksomhed, som udbyder offentlige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser i en anden medlemsstat end den, hvor abonnenten er bosat, af et særskilt og specifikt samtykke fra denne sidstnævnte.

34      I denne forbindelse bemærkes, at Domstolen i præmis 67 i dom af 5. maj 2011, Deutsche Telecom (C-543/09, EU:C:2011:279), har fastslået, at det pågældende direktivs artikel 12 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national bestemmelse, der pålægger en virksomhed, som offentliggør offentlige nummerfortegnelser, en pligt til at videregive de personoplysninger om andre telefonitjenesteudbyderes abonnenter, som den er i besiddelse af, til en anden virksomhed, hvis virksomhed består i at offentliggøre en trykt eller elektronisk nummerfortegnelse, eller at gøre sådanne fortegnelser tilgængelige via oplysningstjenester, uden at en sådan videregivelse er betinget af et fornyet samtykke fra abonnenterne. For det første skal disse abonnenter imidlertid inden deres oplysninger første gang bliver medtaget i en offentlig nummerfortegnelse, underrettes om formålet med fortegnelsen og om den omstændighed, at disse oplysninger kunne meddeles til en anden telefonitjenesteudbyder, og for det andet er videregivelsen af de nævnte oplysninger underlagt den betingelse, at oplysningerne efter deres fremsendelse ikke kan anvendes til andre formål end dem, der lå til grund for deres indsamling med henblik på den første offentliggørelse.

35      For at nå til den konklusion fastslog Domstolen på baggrund af 39. betragtning til og ordlyden af artikel 12, stk. 2 og 3, i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation, at når en abonnent er blevet underrettet af den virksomhed, der har tildelt den pågældende et telefonnummer, om muligheden for videregivelse af dennes personoplysninger til en anden virksomhed, med henblik på offentliggørelse i en offentlig nummerfortegnelse, og når denne abonnent har givet samtykke til, at de nævnte oplysninger kan offentliggøres i en sådan fortegnelse, skal abonnenten ikke på ny give samtykke til videregivelse af de samme oplysninger til en anden virksomhed, der ønsker at offentliggøre en trykt eller elektronisk nummerfortegnelse eller at gøre sådanne fortegnelser tilgængelige via oplysningstjenester, hvis videregivelsen er underlagt den betingelse, at oplysningerne ikke kan anvendes til andre formål end dem, der lå til grund for deres indsamling med henblik på den første offentliggørelse. En tilstrækkelig oplyst abonnents samtykke i henhold til artikel 12, stk. 2, i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation til offentliggørelse af personoplysninger vedrørende den pågældende i en offentlig nummerfortegnelse vedrører nemlig formålet med offentliggørelsen og omfatter således enhver efterfølgende behandling af de nævnte oplysninger, der foretages af tredjemænd, som driver virksomhed på markedet for offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser, for så vidt som en sådan behandling forfølger det samme formål. Domstolen præciserede i denne forbindelse, at ordlyden af artikel 12, stk. 2, i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation ikke giver anledning til at antage, at abonnenten råder over en ret til at træffe en selektiv beslutning til fordel for visse udbydere af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser (jf. i denne retning dom af 5.5.2011, Deutsche Telekom, C-543/09, EU:C:2011:279, præmis 62-65).

36      Domstolen tilføjede, at så snart en abonnent har givet samtykke til videregivelse af personoplysninger, der vedrører den pågældende, til en bestemt virksomhed med henblik på offentliggørelse heraf i denne virksomheds offentlige nummerfortegnelse, kan videregivelsen af de samme oplysninger til en anden virksomhed, der ønsker at offentliggøre en offentlig nummerfortegnelse, uden at der er meddelt et fornyet samtykke fra denne abonnent, ikke berøre det egentlige indhold i retten til beskyttelse af personoplysninger, der er anerkendt i artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 5.5.2011, Deutsche Telekom, C-543/09, EU:C:2011:279, præmis 66).

37      Det følger af det ovenstående, at det er formålet med den første offentliggørelse af abonnentens personoplysninger, som abonnenten har givet tilladelse til, der er afgørende ved bedømmelsen af samtykkets rækkevidde. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 12, stk. 3 i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation bestemmer, at medlemsstaterne kan kræve, at abonnenter skal anmodes om supplerende samtykke til, at en offentlig fortegnelse anvendes til ethvert formål, der går ud over søgning efter adresseoplysninger om personer på grundlag af deres navn og eventuelt et minimum af andre parametre.

38      Det skal endvidere konstateres, at en virksomhed, uanset hvor i Unionen denne er etableret, som udbyder offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser, opererer inden for en lovgivningsmæssig ramme, der i høj grad er harmoniseret, og som gør det muligt at sikre overholdelse af kravene til beskyttelse af abonnenternes personoplysninger, sådan som det navnlig fremgår af forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 5, og af artikel 1, stk. 1, samt artikel 12 i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation.

39      Under disse omstændigheder kan der som anført af generaladvokaten i punkt 40 og 41 i forslaget til afgørelse ikke foretages en forskelsbehandling alt efter, om den virksomhed, der anmoder om abonnenters personoplysninger, er etableret i abonnenternes medlemsstat eller i en anden medlemsstat, såfremt denne virksomhed indhenter disse oplysninger med det samme formål, som det formål, de blev indhentet med i forbindelse med den første offentliggørelse, og denne videregivelse er følgelig omfattet af det samtykke, der blev givet af disse abonnenter.

40      På baggrund af disse betragtninger samt de betragtninger, der blev anført i denne doms præmis 23-30, kan den virksomhed, der tildeler telefonnumre til sine abonnenter, ikke fremsætte anmodningen om samtykke til abonnenten på en måde, hvorefter abonnenten skal give dette samtykke specifikt i forhold til den medlemsstat, som abonnentens personoplysninger videregives til.

41      På baggrund af ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en virksomhed, der tildeler telefonnumre til abonnenter, og som i henhold til en national ordning er forpligtet til at indhente et samtykke fra disse abonnenter til anvendelse af oplysninger, der vedrører de pågældende abonnenter, med henblik på at udbyde nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser formulerer denne anmodning på en sådan måde, at de pågældende abonnenter skal give deres samtykke til denne anvendelse specifikt i forhold til, i hvilken medlemsstat de virksomheder, der måtte ønske at anmode om oplysninger som omhandlet i denne bestemmelse, leverer disse tjenester.

 Sagens omkostninger

42      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1)      Artikel 25, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF, skal fortolkes således, at begrebet »anmodning«, som er indeholdt i denne artikel, også skal forstås som en anmodning fra en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat end den, hvori de virksomheder, som tildeler telefonnumre til abonnenter, er etableret, om oplysninger, som disse virksomheder råder over, til brug for levering af offentligt tilgængelige nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser i denne medlemsstat og/eller andre medlemsstater.

2)      Artikel 25, stk. 2, i direktiv 2002/22, som ændret ved direktiv 2009/136, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en virksomhed, der tildeler telefonnumre til abonnenter, og som i henhold til en national ordning er forpligtet til at indhente et samtykke fra disse abonnenter til anvendelse af oplysninger, der vedrører de pågældende abonnenter, med henblik på at udbyde nummeroplysningstjenester og nummerfortegnelser formulerer denne anmodning på en sådan måde, at de pågældende abonnenter skal give deres samtykke til denne anvendelse specifikt i forhold til, i hvilken medlemsstat de virksomheder, der måtte ønske at anmode om oplysninger som omhandlet i denne bestemmelse, leverer disse tjenester.

Underskrifter


*      Processprog: nederlandsk.