Language of document : ECLI:EU:C:2017:312

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 27. april 2017 (1)

Forenede sager C-168/16 og C-169/16

Sandra Nogueira,

Victor Perez-Ortega,

Virginie Mauguit,

Maria Sanchez-Odogherty,

José Sanchez-Navarro

mod

Crewlink Ltd (sag C-168/16)

og

Miguel José Moreno Osacar

mod

Ryanair, tidligere Ryanair Ltd (sag C-169/16)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour du travail de Mons (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Mons, Belgien))

»Præjudiciel forelæggelse – forordning (EF) nr. 44/2001 – retligt samarbejde på det civilretlige område – retternes kompetence – artikel 19 – kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler – retten på det sted, hvor arbejdsaftalen sædvanligvis opfyldes – luftfartssektor – kabinebesætning – forordning (EØF) nr. 3922/91 – begrebet »hjemmebase««







I.      Indledning

1.        Cour du travail de Mons (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Mons, Belgien) har forelagt Domstolen to præjudicielle spørgsmål, der har næsten identisk ordlyd, og som vedrører fortolkningen af artikel 19, nr. 2), i forordning (EF) nr. 44/2001 (2).

2.        Disse spørgsmål er blevet forelagt i forbindelse med to tvister mellem på den ene side dels Sandra Nogueira, Victor Perez-Ortega, Virginie Mauguit, Maria Sanchez-Odogherty og José Sanchez-Navarro (sag C-168/16), dels Miguel José Moreno Osacar (sag C-169/16) (herefter samlet »appellanterne«), og på den anden side henholdsvis Crewlink Ltd (sag C-168/16) og Ryanair, tidligere Ryanair Ltd (sag C-169/16), der er appellanternes tidligere arbejdsgivere, vedrørende de ansættelses- og afskedigelsesvilkår, som de sidstnævnte anvendte over for appellanterne.

3.        På dette trin af tvisterne i hovedsagerne er parterne uenige med hensyn til fastlæggelsen af den medlemsstat, hvis retter har international kompetence til at påkende disse tvister i henhold til forordning nr. 44/2001.

4.        Henset til den specifikke sammenhæng for international luftbefordring af passagerer, hvori arbejdstagere kan kaldes til at udføre deres arbejde på flere medlemsstaters område, har den forelæggende ret anmodet Domstolen om en fortolkning af det i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 indeholdte begreb »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«.

5.        Af de grunde, der redegøres for nedenfor, foreslår jeg, at Domstolen anvender den faste praksis vedrørende arbejdsaftaler opfyldt på flere medlemsstaters område, som den har udviklet inden for rammerne af Bruxelleskonventionen (3) og Romkonventionen (4), og at Domstolen følgelig fastslår, at dette sted befinder sig på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.

II.    Retsforskrifter

A.      Forordning nr. 44/2001

6.        Det bemærkes indledningsvis, at de herefter anførte relevante bestemmelser i forordning nr. 44/2001 ikke er blevet ændret mellem datoen for vedtagelsen af denne forordning og tidspunktet for de relevante faktiske omstændigheder i tvisterne i hovedsagen.

7.        13. betragtning til forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd:

»For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.«

8.        Den nævnte forordnings kapitel II, afdeling 5, der har overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler«, indeholder forordningens artikel 18-21.

9.        Artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 fastsætter, at i sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog forordningens artikel 4 og artikel 5, nr. 5).

10.      Forordningens artikel 19 bestemmer:

»En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

1)      ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

2)      i en anden medlemsstat:

a)      ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller

b)      såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.«

11.      Artikel 21 i forordning nr. 44/2001 fastsætter:

»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1)      der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2)      der giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling.«

B.      Forordning (EØF) nr. 3922/91

12.      Det fremgår af artikel 1, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 3922/91 (5), at forordningen »gælder for harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer for sikkerhed inden for civil luftfart« med hensyn til »operation og vedligeholdelse af luftfartøjer« og »personer og organisationer, som er involveret i disse opgaver«.

13.      Bilag III til forordning nr. 3922/91 med overskriften »Fælles tekniske krav og administrative procedurer, som finder anvendelse på erhvervsmæssig transport med luftfartøjer« blev indført ved forordning (EF) nr. 1899/2006 (6).

14.      Det nævnte bilag III indeholder subpart Q med overskriften »Flyve- og tjenestetidsbegrænsninger samt hvilebestemmelser«. I denne subpart Q er begrebet »hjemmebase« defineret på følgende måde i norm OPS 1.1095, punkt 1.7:

»[e]n for besætningsmedlemmet af luftfartsforetagendet angivet lokalitet, hvor besætningsmedlemmet normalt påbegynder og afslutter en tjenesteperiode eller en række af tjenesteperioder, og hvor luftfartsforetagendet under normale omstændigheder ikke er ansvarligt for indkvartering af det pågældende besætningsmedlem«.

15.      Det fremgår desuden af norm OPS 1.1090, punkt 3.1, at luftfartsforetagendet er forpligtet til at udpege en hjemmebase for hvert besætningsmedlem.

16.      Det nævnte bilag III er blevet ændret to gange, henholdsvis ved forordning (EF) nr. 8/2008 (7) og (EF) nr.°859/2008 (8), uden at ordlyden af de nævnte normer dog er blevet ændret herved.

C.      Forordning (EF) nr. 883/2004

17.      I afsnit II, som har overskriften »Fastlæggelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes«, bestemmer artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 883/2004 (9) følgende:

»Personer, som er omfattet af denne forordning, er alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spørgsmålet om, hvilken lovgivning der skal anvendes, afgøres efter bestemmelserne i dette afsnit.«

18.      Artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 883/2004, der er blevet indført ved forordning (EU) nr. 465/2012 (10), præciserer følgende:

»Beskæftigelse som flyve- eller kabinebesætningsmedlem, der udfører passager- eller fragttjenester, anses for arbejde, der udøves i den medlemsstat, hvor »hjemmebasen«, som defineret i bilag III til forordning […] nr. 3922/91, er beliggende.«

19.      Det skal præciseres, at denne ændring ikke finder anvendelse ratione temporis på de i hovedsagerne omhandlede omstændigheder.

III. Tvisterne i hovedsagerne og de præjudicielle spørgsmål

20.      Ryanair er et irsk selskab, der har hjemsted i Irland, og som virker inden for sektoren for international luftbefordring af passagerer.

21.      Crewlink (sag C-168/16) er et irsk selskab, der har hjemsted i Irland, og som er specialiseret i rekruttering og uddannelse af kabinepersonale til luftfartsselskaber.

22.      Det fremgik af samtlige arbejdskontrakter, der blev indgået mellem Crewlink og appellanterne i sag C-168/16, at arbejdstagerne ville blive tilknyttet som kabinebesætning hos Ryanair.

23.      Sandra Nogueira (sag C-168/16) er portugiser. Den 8. oktober 2009 blev hun ansat som stewardesse af Crewlink i henhold til en tidsbegrænset kontrakt på tre år. Hun fratrådte sin stilling den 4. april 2011.

24.      Victor Perez-Ortega (sag C-168/16) er spanier. Hans ansættelse hos Crewlink bestod i at varetage funktionen som steward i henhold til en tidsbegrænset kontrakt på tre år, der blev undertegnet i Porto (Portugal). Han fratrådte sin stilling den 15. juni 2011.

25.      Virginie Mauguit (sag C-168/16) er belgier. Hun blev ansat som stewardesse af Crewlink i henhold til en tidsbegrænset kontrakt på tre år, der blev undertegnet i Dublin (Irland). Hun blev afskediget den 24. juni 2011.

26.      Maria Sanchez-Odogherty (sag C-168/16) er spanier. Den 1. april 2010 blev hun ansat som stewardesse af Crewlink i henhold til en tidsbegrænset kontrakt på tre år. Hun fratrådte sin stilling den 20. juni 2011.

27.      José Sanchez-Navarro (sag C-168/16) er spanier. Den 8. oktober 2009 blev han ansat som steward af Crewlink i henhold til en tidsbegrænset kontrakt på tre år, der blev undertegnet i Dublin. Han blev afskediget den 10. november 2011.

28.      Miguel José Moreno Osacar (sag C-169/16) er spanier. Den 21. april 2008 indgik han en arbejdskontrakt med Ryanair som »cabin services agent«. Han påbegyndte arbejdet den 1. maj 2008. Han fratrådte sin stilling den 16. juni 2011.

29.      Samtlige arbejdskontrakter, der blev indgået mellem appellanterne på den ene side og Crewlink og Ryanair på den anden side (herefter samlet »de omtvistede arbejdsaftaler«), var affattet på engelsk.

30.      I medfør af disse kontrakter omfattede appellanternes opgaver bl.a. passagersikkerhed, -pleje, -assistance og -kontrol, assistance til boarding, salg om bord på flyet og indvendig rengøring af flyet.

31.      Det fremgik af de omtvistede arbejdsaftaler, at de var underlagt irsk ret.

32.      Desuden indeholdt disse kontrakter en værnetingsklausul, hvorefter de irske retter havde kompetence. Ifølge den forelæggende ret kan denne klausul imidlertid ikke gøres gældende over for appellanterne i henhold til artikel 21 i forordning nr. 44/2001.

33.      Det fremgik endvidere af de nævnte kontrakter, at appellanternes ydelser blev anset for at blive leveret i Irland, henset til den omstændighed, at appellanterne skulle udføre deres opgaver om bord på fly, der var registreret i Irland.

34.      Ikke desto mindre har den forelæggende ret i denne henseende anført, at de fly, om bord på hvilke appellanterne leverede deres ydelser, stod i Charleroi (Belgien), og at det i denne henseende ikke havde nogen større betydning, at flyene var registreret i Irland.

35.      I de omtvistede arbejdsaftaler var lufthavnen i Charleroi angivet som hjemmebase (»home base«) for appellanterne, samtidig med, at det i henhold til disse arbejdsaftaler var muligt for arbejdsgiverne at overflytte appellanterne til en anden lufthavn. Det er imidlertid ubestridt, at lufthavnen i Charleroi var appellanternes eneste hjemmebase inden for rammerne af arbejdsaftalerne.

36.      Appellanterne var kontraktligt forpligtet til at bo mindre end en time fra deres hjemmebase, hvorfor de boede i Belgien under opfyldelsen af de nævnte arbejdsaftaler.

37.      Samtlige appellanter påbegyndte og afsluttede deres arbejdsdag i lufthavnen i Charleroi. Mere specifikt fremgår følgende af den forelæggende rets konstateringer:

–        Appellanterne modtog deres instruktioner i lufthavnen i Charleroi ved at konsultere arbejdsgivernes intranet.

–        Appellanterne fløj altid fra lufthavnen i Charleroi med en bestemt destination for øje.

–        Fra denne bestemmelseslufthavn fløj de altid tilbage til Charleroi.

–        Når flere tur-returrejser var planlagt samme dag, blev udskiftningen i det europæiske luftrum hver gang foretaget i og til Charleroi ved slutningen af dagen.

38.      Ryanair (sag C-169/16) har kategorisk afvist at have en filial i Belgien, men selskabet har indrømmet, at det dér har et kontor (crewroom).

39.      Crewlink (sag C-168/16) har for den forelæggende ret gjort gældende, at selskabet ikke havde nogen filial eller noget kontor i Belgien, hvorfra arbejdet blev tilrettelagt, og at instruktionerne vedrørende appellanternes arbejde blev udstukket fra kontorerne i Irland. Den nævnte ret har imidlertid anført, at Crewlink i retsmødet har erkendt, at selskabet deler et kontor i Belgien med Ryanair, der benævnes »crewroom«.

40.      Ved uarbejdsdygtighed skulle appellanterne møde op i lufthavnen i Charleroi med henblik på at udfylde en formular, der efterfølgende blev fremsendt til deres arbejdsgivers head office i Dublin.

41.      I tilfælde af disciplinære problemer blev arbejdstageren indkaldt til et første møde med en medarbejder fra ledelsen i personalerummet i lufthavnen i Charleroi. De efterfølgende trin af disciplinærsagen blev iværksat fra Dublin.

42.      Appellanterne er af den opfattelse, at de bestemmelser i irsk ret, som Crewlink og Ryanair har anvendt på ansættelsesforholdet, er mindre fordelagtige end bestemmelserne i belgisk ret. Der foreligger imidlertid ikke nogen tilknytning mellem appellanterne og Irland, for så vidt som de aldrig har boet dér, ikke har arbejdet dér og for visses vedkommende kun er rejst dertil en enkelt gang for at undertegne deres kontrakt og åbne en bankkonto.

43.      Idet appellanterne var af den opfattelse, at Crewlink og Ryanair var forpligtet til at iagttage og anvende bestemmelserne i belgisk ret, og at de belgiske retter har kompetence til at påkende deres søgsmål, anlagde de den 8. december 2011 sag ved tribunal du travail de Charleroi (arbejdsretten i første instans i Charleroi, Belgien) med påstand om, at arbejdsgiverne i henhold til bestemmelserne i belgisk arbejdsret blev pålagt at betale et beløb, der for hver af appellanterne foreløbig blev fastsat til 20 000 EUR i løntilgodehavender, nattillæg, overarbejdsbetaling, godtgørelse for udgifter til transport, for udgifter knyttet til køb, brug og rens af uniformen og for udgifter til uddannelse, erstatning for modværdien af madkuponer og for differencen mellem den garanterede løn og den løn, der reelt blev udbetalt, samt fratrædelsesgodtgørelse.

44.      Virginie Mauguit og José Sanchez-Navarro, der blev afskediget af Crewlink (sag C-168/16), har desuden nedlagt påstand om betaling af en godtgørelse for manglende overholdelse af opsigelsesvarslet svarende til tre måneders løn.

45.      Crewlink og Ryanair er derimod af den opfattelse, at de irske retter har kompetence til at påkende disse tvister.

46.      Ved to domme afsagt den 4. november 2013 fastslog tribunal du travail de Charleroi (arbejdsretten i første instans i Charleroi), at de belgiske retter ikke havde kompetence til at påkende disse søgsmål.

47.      Den 28. november 2013 iværksatte appellanterne appel af disse domme, idet de bl.a. gjorde gældende, at de belgiske retter har kompetence til at påkende tvisterne i hovedsagerne i henhold til artikel 18-21 i forordning nr. 44/2001, og at belgisk lovgivning regulerer de i hovedsagerne omhandlede ansættelsesforhold i henhold til Romkonventionens artikel 6.

48.      Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der, henset til luftfartssektorens særlige karakteristika, foreligger tvivl med hensyn til fortolkningen af artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001, og nærmere bestemt begrebet »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«.

49.      Det er på denne baggrund, at cour du travail de Mons (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Mons) har besluttet at udsætte hovedsagerne med henblik på at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i sag C-168/16 og et præjudicielt spørgsmål i sag C-169/16, der har følgende næsten identiske affattelse (11):

»Henset til:

–        de krav om løsningernes forudsigelighed og om retssikkerhed, som lå til grund for vedtagelsen af reglerne om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som er fastsat i [Bruxelleskonventionen], samt i [forordning nr. 44/2001] […]

–        de særlige forhold i tilknytning til den europæiske luftfartssektor, hvor kabinepersonale, [der] er stillet til rådighed for [eller ansat af] et luftfartsselskab, som har hjemsted i en [medlemsstat], […], dagligt flyver over Den Europæiske Unions område med udgangspunkt i en hjemmebase, der, som i den foreliggende sag, kan være beliggende [på] en anden medlemsstat[s område]

–        de specifikke omstændigheder i [tvisterne i hovedsagerne]

–        det kriterium vedrørende begrebet »hjemmebase« (som defineret i bilag III til [forordning nr. 3922/91, som ændret ved forordning nr. 1899/2006]), der i forordning nr. 883/2004 er anvendt til at fastlægge den sociale sikringslovgivning, som finder anvendelse på flyve- og kabinebesætningsmedlemmer fra den 28. juni 2012

–        de principper, som følger af [Domstolens] praksis […]

kan udtrykket »det sted, hvor arbejdsaftalen sædvanligvis opfyldes«, som omhandlet i artikel 19, nr. 2), i [forordning nr. 44/2001], ikke fortolkes således, at det svarer til udtrykket »hjemmebase«, som er defineret i bilag III til [forordning nr. 3922/91, som ændret ved forordning nr. 1899/2006] […],

med henblik på fastlæggelsen af den [medlemsstat], på hvis område arbejdstagere sædvanligvis udfører deres arbejde, når de pågældende arbejdstagere i deres egenskab af medlemmer af kabinepersonalet er stillet til rådighed for [eller ansat af] et selskab, der er underlagt lovgivningen i en […] medlemssta[t] og udfører international passagertransport med fly i hele EU’s område,

når dette tilknytningskriterium vedrørende »hjemmebasen«, forstået som det »faktiske midtpunkt for arbejdsforholdet«, for så vidt som arbejdstagerne alle systematisk påbegynder og afslutter deres arbejdsdag på dette sted, tilrettelægger deres daglige arbejde dér og i den periode, hvor arbejdsforholdet er gældende, og hvor de er stillet til rådighed for dette luftfartsselskab, har deres faktiske bopæl i nærheden, er det sted, som både har den tætteste tilknytning til en [medlemsstat] og sikrer den mest passende beskyttelse af den svageste part i aftaleforholdet?«

IV.    Retsforhandlingerne for Domstolen

50.      Anmodningerne om præjudiciel afgørelse blev registreret på Domstolens Justitskontor den 25. marts 2016.

51.      Appellanterne, Ryanair, den belgiske, den franske, den nederlandske og den svenske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

52.      Appellanterne, Crewlink, Ryanair, den belgiske regering, Irland, den franske og den svenske regering samt Kommissionen gav den 2. februar 2017 møde for Domstolen for at afgive mundtligt indlæg under retsmødet.

V.      Bedømmelse

53.      Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at for så vidt angår en arbejdstager, der er beskæftiget i sektoren for international lufttransport som medlem af kabinebesætningen, kan »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, sidestilles med »hjemmebasen«, der er defineret i bilag III til forordning nr. 3922/91, som ændret ved forordning nr. 1899/2006.

54.      Mig bekendt har Domstolen ikke endnu haft lejlighed til at fortolke artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 i en sammenhæng som den, der foreligger i hovedsagerne, dvs. hvor arbejdstagere er beskæftiget i sektoren for international lufttransport og opfylder deres arbejdsaftale på flere medlemsstaters område.

55.      Forskellige elementer til besvarelsen kan imidlertid udledes af Domstolens praksis vedrørende opfyldelsen af en arbejdsaftale på flere staters område, såvel inden for rammerne af Bruxelleskonventionen (punkt A) som analogt inden for rammerne af Romkonventionen (punkt B), og disse elementer kan med fordel overføres inden for rammerne af forordning nr. 44/2001 (punkt C).

56.      Inden gennemgangen af disse elementer til besvarelsen skal der erindres om, at det følger af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af bestemmelserne vedrørende arbejdsaftaler – såvel inden for rammerne af forordning nr. 44/2001 som inden for rammerne af de to ovenfor nævnte konventioner – skal tages hensyn til, at den part, som ud fra en social betragtning må anses for at være den svageste part i kontraktforholdet, i dette tilfælde arbejdstageren, indrømmes en passende beskyttelse (12).

57.      Det skal endvidere fremhæves, at i henhold til artikel 21 i forordning nr. 44/2001 kan de klausuler om tildeling af kompetence til de irske retter, som er indsat i de omtvistede arbejdsaftaler, ikke gøres gældende over for appellanterne som understreget af den forelæggende ret, appellanterne, den franske og den svenske regering samt Kommissionen.

58.      Disse klausuler er således ikke omfattet af nogen af de to situationer, som er omhandlet i denne bestemmelse, nemlig den situation, hvor der foreligger en klausul indgået, efter at tvisten er opstået, eller den situation, hvor der foreligger en klausul, som giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i forordningens kapitel II, afdeling 5.

A.      Opfyldelse af en arbejdsaftale på flere staters område inden for rammerne af Bruxelleskonventionen

59.      Inden undersøgelsen af Domstolens praksis vedrørende Bruxelleskonventionen skal der erindres om, at for så vidt som forordning nr. 44/2001 erstatter denne konvention, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af konventionens bestemmelser ligeledes for forordningens bestemmelser, når bestemmelserne i disse instrumenter kan sidestilles med hinanden (13).

60.      I denne henseende bemærkes, at artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 har stort set samme ordlyd som artikel 5, nr. 1), andet og tredje punktum, i Bruxelleskonventionen, som affattet ved San Sebastiánkonventionen (14).

61.      Henset til denne sidestilling er det i overensstemmelse med 19. betragtning til forordning nr. 44/2001 nødvendigt at sikre kontinuitet ved fortolkningen af disse to instrumenter, således som appellanterne og den franske regering har anført (15).

62.      Det bemærkes, at Bruxelleskonventionen i sin oprindelige affattelse ikke indeholdt nogen specifik bestemmelse vedrørende arbejdsaftaler (16). Domstolen har imidlertid fastslået, at tvister i forbindelse med en arbejdskontrakt var omfattet af denne konventions anvendelsesområde (17) og nærmere bestemt faldt ind under konventionens artikel 5, nr. 1), hvorefter sagsøgte i sager om kontraktforhold kan sagsøges ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes (18).

63.      Domstolen har dernæst fastslået, at i sammenhæng med tvister, der er opstået på grundlag af en arbejdskontrakt, skal kriteriet i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), anses for at henvise til retten på det sted, hvor forpligtelsen til at udføre arbejdet skal opfyldes (19).

64.      I Mulox IBC-sagen blev Domstolen anmodet om at præcisere dette kriterium for så vidt angår opfyldelsen af en arbejdsaftale på flere medlemsstaters område (20).

65.      Domstolen fastslog, at når udførelsen af det arbejde, der er pålagt arbejdstageren, finder sted på flere kontraherende staters område, skal den nævnte bestemmelse fortolkes således, at den udpeger »det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren« (den nævnte doms præmis 24).

66.      I den nævnte doms præmis 25 opregnede Domstolen flere forhold, som den nationale ret kan tage hensyn til ved fastlæggelsen af dette sted, herunder navnlig den omstændighed, at udførelsen af arbejdstagerens opgaver er sket fra et kontor, der er beliggende i en kontraherende stat, som arbejdstageren har taget bopæl i, som den pågældende udførte sine arbejdsopgaver fra, og som vedkommende vendte tilbage til efter hver arbejdsrelateret rejse.

67.      Denne retspraksis blev delvist kodificeret i forbindelse med indgåelsen af San Sebastiánkonventionen, der er omhandlet i punkt 60 i dette forslag til afgørelse. Ved den lejlighed blev Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), nemlig suppleret med en specifik regel, der vedrører arbejdskontrakter, og som afspejler den ovenfor nævnte praksis fra Domstolen (21). I henhold til denne nye regel kan arbejdsgiveren sagsøges enten ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller, hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

68.      Domstolen er blevet anmodet om at fortolke denne nye regel i forbindelse med arbejdsaftaler, der blev opfyldt på flere kontraherende staters område.

69.      I Rutten-dommen (22) fastslog Domstolen således, at »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), skal anses for at tage sigte på det sted, hvor arbejdstageren har etableret det faktiske midtpunkt for sin erhvervsudøvelse, og hvor eller hvorfra den pågældende faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren (den nævnte doms præmis 23).

70.      I den nævnte doms præmis 25 opregnede Domstolen de forhold, som den nationale ret kan tage hensyn til ved fastlæggelsen af dette sted, herunder navnlig den omstændighed, at arbejdstageren i den pågældende stat har et kontor, hvorfra den pågældende har tilrettelagt sit arbejde for arbejdsgiveren, og hvortil vedkommende er vendt tilbage efter hver arbejdsrelateret rejse i udlandet.

71.      Weber-dommen (23) vedrørte en situation, der adskilte sig fra den, der gav anledning til Mulox IBC-dommen og Rutten-dommen, for så vidt som arbejdstageren ikke havde noget kontor i en af de kontraherende stater, som kunne have udgjort det faktiske midtpunkt for den pågældendes erhvervsudøvelse, og fra hvilket vedkommende hovedsageligt opfyldte sine forpligtelser over for arbejdsgiveren (præmis 48 i Weber-dommen).

72.      Domstolen fastslog imidlertid, at i denne situation er retspraksis fra Mulox IBC-dommen og Rutten-dommen fortsat relevant, for så vidt som den indebærer, at Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), i tilfælde, hvor en arbejdskontrakt er blevet opfyldt på flere kontraherende staters område, i betragtning af de tvingende hensyn til såvel at fastlægge det sted, hvortil sagen har den væsentligste tilknytning, med henblik på at udpege den ret, der er bedst placeret til at afgøre tvisten, som at sikre arbejdstageren, som den svageste part i kontrakten, en passende beskyttelse og at undgå, at der er værneting flere steder, skal fortolkes således, at bestemmelsen tager sigte på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren (den nævnte doms præmis 49) (24).

B.      Opfyldelse af en arbejdsaftale på flere staters område inden for rammerne af Romkonventionen

73.      Inden undersøgelsen af den retspraksis, som Domstolen har udviklet inden for rammerne af Romkonventionen, er det nødvendigt at redegøre for grundene til, at denne retspraksis kan være relevant med henblik på fortolkningen af Bruxelleskonventionen eller forordning nr. 44/2001, således som det er blevet gjort gældende af appellanterne, Ryanair, den franske regering og Kommissionen.

74.      Disse instrumenter har ganske vist forskellige formål. Romkonventionen og forordning (EF) nr. 593/2008 (25) har således til formål at fastlægge den stat, hvis lovgivning finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser, hvorimod Bruxelleskonventionen og forordning nr. 44/2001 har til formål at fastlægge den stat, hvis retter har kompetence til at påkende en tvist på det civil- og handelsretlige område.

75.      På trods af deres forskellige formål er der flere grunde til, at Domstolens fortolkning af Romkonventionen og Rom I-forordningen kan anses for relevant for fortolkningen af Bruxelleskonventionen og forordning nr. 44/2001.

76.      For det første fremgår det af syvende betragtning til Rom I-forordningen, at forordningens materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med forordning nr. 44/2001. I denne henseende fremgik det allerede af præamblen til Romkonventionen, at det med konventionen tilsigtedes at fortsætte det lovharmoniseringsarbejde, som allerede var gjort inden for EU, særligt vedrørende retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser.

77.      For det andet har Domstolen allerede gentagne gange fortolket disse instrumenter parallelt, og navnlig for så vidt angår de bestemmelser om arbejdsaftaler, som er indeholdt i Romkonventionen og Bruxelleskonventionen (26).

78.      For det tredje forfølger de bestemmelser om arbejdsaftaler, som er indeholdt i disse instrumenter, det samme formål, nemlig at sikre arbejdstageren i dennes egenskab af den svageste part i kontraktforholdet en passende beskyttelse (27).

79.      For det fjerde skal det anføres, at Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a) og b), har næsten samme ordlyd som artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 (28).

80.      Henset til de ovenstående betragtninger er jeg af den opfattelse, at der ved fortolkningen af artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 skal tages hensyn til Domstolens praksis vedrørende Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a) og b).

81.      Domstolen har bl.a. fortolket Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a) og b), i Koelzsch-dommen og Voogsgeerd-dommen (29). Disse domme, der vedrørte arbejdstagere beskæftiget i henholdsvis vejtransportsektoren og søtransportsektoren, er særlig relevante for de foreliggende sager, som vedrører arbejdstagere beskæftiget i luftfartssektoren.

82.      Stillet over for situationer, hvor en arbejdsaftale blev opfyldt på flere staters område, har Domstolen fastslået, at Romkonventionens artikel 6, stk. 2, opstiller et hierarki mellem de kriterier, som skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af den lov, der finder anvendelse på arbejdsaftalen (30). Henset til formålet om beskyttelse af arbejdstageren skal det nemlig bemærkes, at kriteriet om det land, hvor arbejdstageren »sædvanligvis udfører sit arbejde«, der er fastsat i denne konventions artikel 6, stk. 2, litra a), skal fortolkes vidt, mens kriteriet om hjemstedet for det »forretningssted, som har antaget arbejdstageren«, der er fastsat i artikel 6, stk. 2, litra b), kun kan finde anvendelse, hvis den påkendende ret ikke er i stand til at fastlægge det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres (31).

83.      Romkonventionens artikel 6, stk. 2, litra a), kan derfor ligeledes finde anvendelse i et tilfælde, hvor arbejdstageren udfører sin virksomhed i mere end én kontraherende stat, når det er muligt for den påkendende ret at fastlægge den stat, hvortil arbejdet har en væsentlig tilknytning (32).

84.      I et sådant tilfælde skal kriteriet om det land, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, forstås som henvisende til det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren faktisk udøver sin virksomhed, og, i mangel af et primært sted, det sted, hvor arbejdstageren udfører størstedelen af sin virksomhed (33).

85.      Henset til de særlige kendetegn for arbejde inden for vejtransportsektoren og søtransportsektoren har Domstolen hernæst opregnet flere forhold, som en national ret kan tage hensyn til i henhold til de ovenfor nævnte kriterier. Den nationale ret skal bl.a. fastlægge, i hvilken stat det sted, hvorfra arbejdstageren udfører sine transportopgaver, modtager instruktioner vedrørende sine opgaver og organiserer sit arbejde, er beliggende, samt det sted, hvor arbejdsredskaberne befinder sig (34). Den skal i givet fald ligeledes undersøge de steder, hvor transporten hovedsageligt gennemføres, de steder, hvor varerne aflæsses, samt det sted, hvortil arbejdstageren vender tilbage efter sine opgaver (35).

C.      Fastlæggelse af »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« under de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede omstændigheder

86.      Den forelæggende ret anmoder Domstolen om at fortolke artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001, hvis anvendelighed under de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede omstændigheder ikke er blevet bestridt af de parter, som har afgivet indlæg for Domstolen.

87.      Jeg har allerede redegjort for grundene til, at retspraksis vedrørende de tilsvarende bestemmelser i Bruxelleskonventionen og Romkonventionen er relevant for fortolkningen af den nævnte bestemmelse (36).

88.      Tilbage står nu på grundlag af den nævnte retspraksis at fastslå de kriterier, der gør det muligt at fastlægge »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 under de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede omstændigheder.

1.      Det sted, »hvor eller hvorfra« arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver

89.      Det fremgår af de ovenfor nævnte domme, at når arbejdet udføres på flere medlemsstaters område, skal kriteriet i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 fortolkes således, at det henviser til »det sted, hvor eller hvorfra« arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver (37).

90.      Domstolen har således med henblik på anvendelsen af denne bestemmelse indført et dobbelt kriterium (»det sted, hvor« eller »det sted, hvorfra«) for så vidt angår de arbejdstagere, der udfører deres opgaver i flere medlemsstater. Henset til forpligtelsen til at fortolke denne bestemmelse vidt (38), og henset til Domstolens anvendelse af bindeordet »eller«, er jeg af den opfattelse, at det påhviler den nationale ret at anvende dette dobbelte kriterium alternativt. Med andre ord skal den nævnte ret, således som Ryanair og Kommissionen med rette har anført, forsøge i lyset af samtlige relevante forhold at fastlægge:

–        enten »det sted, hvor« arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver

–        eller »det sted, hvorfra« denne hovedsageligt opfylder disse forpligtelser.

91.      Der skal mindes om, at tvisterne i hovedsagerne vedrører arbejdstagere, der var beskæftiget som kabinepersonalen (stewardesser eller stewards) om bord på fly drevet af Ryanair. Disse arbejdstagere udførte deres arbejde i flere medlemsstater, nemlig Belgien, hvor afgangslufthavnen (Charleroi) befandt sig, den medlemsstat, hvor ankomstlufthavnen befandt sig, og de øvrige medlemsstater, der eventuelt blev overfløjet.

92.      Jeg er af den opfattelse, at det under sådanne omstændigheder ikke er muligt at fastlægge et »sted, hvor« disse arbejdstagere hovedsageligt opfyldte deres forpligtelser over for deres arbejdsgivere. Det forekommer mig således vanskeligt at lægge afgørende vægt på de opgaver, som disse arbejdstagere udførte i afgangslufthavnen, om bord på flyet eller i ankomstlufthavnen.

93.      Jeg er derimod af den opfattelse, at det er muligt på grundlag af den forelæggende rets faktuelle konstateringer i anmodningen om præjudiciel afgørelse at fastlægge »et sted, hvorfra« arbejdstagerne hovedsageligt opfyldte deres forpligtelser over for deres arbejdsgivere.

94.      Efter min opfattelse bekræftes denne fortolkning af forarbejderne til Rom I-forordningen. Som anført af den franske regering og Kommissionen, fremgår det nemlig af disse forarbejder, at indsættelsen af ordet »hvorfra« i denne forordnings artikel 8, stk. 2, specifikt (men ikke udelukkende) tilsigtede personer, der arbejder om bord på fly (39).

95.      Selv om det naturligvis tilkommer den nationale ret at vurdere samtlige relevante faktiske forhold med henblik på at fastlægge dette sted, har Domstolen ikke desto mindre beføjelse til at udstikke retningslinjer for denne vurdering ved at identificere de forhold, der i denne henseende kan tages hensyn til (40).

2.      De relevante forhold med henblik på at fastlægge det sted, »hvorfra« arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser under de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede omstændigheder

96.      Selv om der ikke er tale om en udtømmende opregning, er jeg af den opfattelse, at flere omstændigheder, der er fastlagt af den forelæggende ret, og som er sammenfattet i punkt 34-42 i dette forslag til afgørelse, udgør relevante forhold med henblik på at fastlægge »det sted, hvorfra« appellanterne hovedsageligt opfyldte deres forpligtelser over for deres arbejdsgivere, i den i tvisterne i hovedsagerne omhandlede sammenhæng.

97.      For det første påbegyndte og afsluttede appellanterne deres arbejdsdag i lufthavnen i Charleroi. Efter min mening er denne omstændighed af afgørende betydning, hvilket bekræftes i Domstolens faste praksis (41).

98.      For det andet modtog appellanterne instruktionerne vedrørende deres missioner og tilrettelagde deres arbejde i lufthavnen i Charleroi ved at konsultere deres arbejdsgiveres intranet. Domstolen har ligeledes flere gange fremhævet relevansen af dette kriterium (42).

99.      Ryanair har gjort gældende, at det nævnte forhold skal fortolkes således, at det sigter på det sted, hvor arbejdsgiveren befinder sig, når denne sender instruktionerne og tilrettelægger sine arbejdstageres arbejde. Dette omvendte perspektiv skal forkastes af de efterfølgende grunde.

100. For det første går det imod de ord, der er anvendt af Domstolen i de ovenfor nævnte domme, og som udtrykkeligt tilsigter det sted, hvor arbejdstageren modtager instruktionerne og tilrettelægger sit arbejde, og ikke det sted, hvorfra arbejdsgiveren sender instruktionerne og tilrettelægger sine arbejdstageres arbejde.

101. For det andet går det imod målet om beskyttelse af arbejdstagerne, således som den franske regering med rette har anført. Den udsætter nemlig arbejdstagerne for en risiko for forum shopping fra arbejdsgiverens side, der består i, at sidstnævnte vælger det sted, hvorfra den pågældende sender instruktionerne og tilrettelægger sine arbejdstageres arbejde, på en sådan måde, at retterne på dette sted bliver udpeget i henhold til det i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 fastsatte kriterium.

102. For det tredje stod de fly, der blev drevet af Ryanair, og om bord på hvilke appellanterne arbejdede som kabinepersonale, i Charleroi. I denne henseende har Domstolen allerede haft lejlighed til at fastslå, at i den internationale transportsektor udgør det sted, hvor arbejdsredskaberne befinder sig, et relevant forhold med henblik på at fastlægge det sted, hvorfra arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver (43).

103. For det fjerde var appellanterne kontraktligt forpligtet til at bo mindre end en time fra lufthavnen i Charleroi. I Mulox IBC-dommen (44) fastslog Domstolen, at arbejdstageren havde etableret sin bopæl i den stat, hvor det kontor, hvorfra den pågældende udførte sine arbejdsopgaver, og hvortil vedkommende vendte tilbage efter hver arbejdsrelateret rejse, var beliggende. Det skal – henset til ordlyden af de præjudicielle spørgsmål – bemærkes, at dette forhold ikke tilsigter arbejdstagerens faktiske bopæl, men det arbejdssted, i nærheden af hvilket den pågældende er bosiddende, hvilket i tvisterne i hovedsagerne vil sige lufthavnen i Charleroi (45). Efter min opfattelse bestyrkes relevansen af dette forhold desuden i høj grad af den omstændighed, at der foreligger en aftaleklausul, hvorefter arbejdstagerne er forpligtet til at bo i nærheden af dette arbejdssted.

104. For det femte har den forelæggende ret fastslået, at der findes et kontor (crewroom), som Crewlink og Ryanair har sammen i lufthavnen i Charleroi. Den omstændighed, at der findes et kontor, som arbejdsgiveren stiller til rådighed, er et andet forhold, hvis relevans er blevet fastslået i Domstolens praksis (46).

105. For det sjette har den forelæggende ret anført, at appellanterne skulle møde op i lufthavnen i Charleroi ved uarbejdsdygtighed og i tilfælde af disciplinære problemer. Selv om Domstolen endnu ikke er blevet anmodet om at tage stilling til, hvorvidt denne omstændighed er relevant, er jeg af den opfattelse, at den nævnte omstændighed faktisk kan udgøre et bidrag til at fastlægge det sted, hvorfra appellanterne hovedsageligt opfyldte deres forpligtelser.

106. Jeg er af den opfattelse, at disse seks forhold er relevante, når det sted, hvorfra appellanterne hovedsageligt opfyldte deres forpligtelser under de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede omstændigheder, skal fastlægges i henhold til artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001.

107. Hvor det tilkommer Domstolen at fastlægge disse forhold, tilkommer det den forelæggende ret at foretage en konkret anvendelse heraf i tvisterne i hovedsagerne. Til orientering er jeg af den opfattelse, at på grundlag af den nævnte rets faktuelle konstateringer i sine anmodninger om præjudiciel afgørelse peger disse seks forhold utvetydigt på retterne på det sted, hvor lufthavnen i Charleroi befinder sig, således som Kommissionen i øvrigt har gjort gældende.

108. Endvidere bemærkes, at den omstændighed, at arbejdstageren er direkte ansat af Ryanair (sag C-169/16) eller stillet til rådighed for Ryanair af Crewlink (sag C-168/16), ikke har nogen relevans med henblik på at fastlægge det sædvanlige sted for arbejdets udførelse som omhandlet i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001, således som appellanterne, Ryanair og den franske regering har gjort gældende. Dette sted skal nemlig være det samme for disse to kategorier af arbejdstagere, såfremt de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af deres arbejdskontrakter, er tilsvarende, hvilket er ubestridt under de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede omstændigheder. Med andre ord afhænger det nævnte sted ikke af det retlige bånd, der består mellem arbejdstageren og den person, som modtager arbejdsydelsen.

3.      Hjemmebasen som indirekte relevant forhold

109. Da de spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, indeholder en udtrykkelig henvisning til hjemmebasen som kriterium, der gør det muligt at fastlægge det sted, hvor arbejdsaftalen sædvanligvis opfyldes, som omhandlet i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001, skal der nu foretages en bedømmelse af relevansen heraf.

110. Hjemmebasen er i henhold til norm OPS 1.1095, punkt 1.7, der er indeholdt i bilag III til forordning nr. 3922/91, som ændret ved forordning nr. 1899/2006, defineret som den for besætningsmedlemmet af luftfartsforetagendet angivne lokalitet, hvor besætningsmedlemmet normalt påbegynder og afslutter en tjenesteperiode eller en række af tjenesteperioder, og hvor luftfartsforetagendet under normale omstændigheder ikke er ansvarligt for indkvartering af det pågældende besætningsmedlem.

111. Ifølge Ryanairs og Kommissionens forklaringer bliver hjemmebasen bl.a. anvendt som referencepunkt ved beregningen af hviletiden for det personale, der arbejder om bord på flyene. Desuden har den forelæggende ret fastslået, at lufthavnen i Charleroi var appellanternes eneste hjemmebase under hele varigheden af deres arbejdskontrakter.

112. Indledningsvis skal det præciseres, at det i mangel på en udtrykkelig henvisning i denne retning ikke forekommer mig muligt, således som Irland med rette har gjort gældende, at lade rækkevidden af det i artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 anvendte begreb »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« afhænge af rækkevidden af et begreb indeholdt i en EU-retsakt, som henhører under et helt andet område, nemlig harmoniseringen af kravene inden for civil luftfart.

113. I denne henseende er rækkevidden af artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 markant forskellig fra rækkevidden af artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 883/2004, der er nævnt i de præjudicielle spørgsmål, for så vidt som den sidstnævnte bestemmelse indeholder en udtrykkelig henvisning til »»hjemmebasen«, som defineret i bilag III til forordning […] nr. 3922/91«.

114. Derfor, og med henblik på en udtrykkelig besvarelse af den forelæggende rets spørgsmål, forekommer det mig ikke muligt at sidestille begrebet »det sted, hvor arbejdsaftalen sædvanligvis opfyldes« som omhandlet i artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001 med udtrykket »hjemmebase« som defineret i bilag III til forordning nr. 3922/91, som ændret ved forordning nr. 1899/2006.

115. Med dette præciseret er hjemmebasen ikke uden relevans med henblik på fortolkningen af artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001. Henset til definitionen af dette begreb omfatter det nemlig, i det mindste delvist, det første forhold, der er fastlagt i den foregående del, dvs. det sted, hvor arbejdstagerne påbegynder og afslutter deres arbejdsdag, således som den nederlandske regering og Kommissionen har gjort gældende. Hjemmebasen forekommer mig ligeledes at kunne være det sted, hvor arbejdstagerens bopæl er beliggende – således som Kommissionen har gjort gældende – for så vidt som arbejdsgiveren i princippet ikke er forpligtet til at indkvartere arbejdstageren dér.

116. Det skal understreges, at relevansen af hjemmebasen med henblik på fastlæggelsen af det sædvanlige sted for opfyldelse af arbejdsaftalen alene er indirekte. Der skal således kun tages hensyn hertil, når den bekræfter de ovenfor anførte forhold som værende relevante med henblik på at fastlægge dette sted.

117. Det skal tilføjes, at det i praksis ikke kan udelukkes, at hjemmebasen som omhandlet i bilag III til forordning nr. 3922/91, som ændret ved forordning nr. 1899/2006, i de fleste tilfælde er beliggende på det i overensstemmelse med disse forhold fastlagte sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde som omhandlet i artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001.

4.      Den manglende relevans af flyenes nationalitet

118. Crewlink og Ryanair har gjort gældende, at der skal tages hensyn til nationaliteten af de fly, om bord på hvilke appellanterne arbejdede, med henblik på at fastlægge det sted, hvor disse sædvanligvis udførte deres arbejde som omhandlet i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001.

119. Under de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede omstændigheder er det ubestridt, at de fly, der blev drevet af Ryanair, og om bord på hvilke appellanterne arbejdede, var registreret i Irland og derfor var irske i henhold til artikel 17 i Chicagokonventionen (47).

120. Det fremgår af den af Crewlink og Ryanair fremførte argumentation, at appellanternes arbejdstid om bord på disse fly, henset til, at disse fly er irske, skal anses for at være tilbragt på det irske område i lyset af artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001.

121. Inden jeg redegør for grundene til, at denne argumentation er helt grundløs, skal dens strategiske rækkevidde fremhæves. Det er således muligt, at arbejdstiden om bord på flyet ofte er længere end arbejdstiden i afgangslufthavnen og længere end arbejdstiden i ankomstlufthavnen. Såfremt det med henblik på anvendelsen af artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 blev lagt til grund, at arbejdstiden om bord på et irsk fly er tilbragt på irsk område, kunne det derfor i mange tilfælde føre til, at det måtte lægges til grund, at kabinepersonalet – således som Ryanair og Crewlink ønsker det fastslået i tvisterne i hovedsagerne – sædvanligvis udfører sit arbejde på irsk område.

122. Den forelæggende ret, den franske regering, Irland og Kommissionen er af den opfattelse, at denne argumentation er grundløs, hvilken opfattelse jeg deler af de efterfølgende grunde.

123. For det første indeholder ingen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 nogen som helst henvisning til Chicagokonventionen eller til nationaliteten af de fly, om bord på hvilke arbejdstagere udfører deres arbejde.

124. For det andet er det ikke fastsat i nogen bestemmelse i Chicagokonventionen, at det arbejde, der udføres om bord på et fly, skal anses for at være udført på den stats område, hvis nationalitet flyet har.

125. For det tredje har det i Chicagokonventionens artikel 17 fastsatte begreb »[l]uftfartøjers nationalitet« hverken til formål eller følge at sidestille det område, der befinder sig inden for et luftfartøj, med den stats område, hvis nationalitet luftfartøjet har. Begrebet luftfartøjers nationalitet anvendes nemlig dels for at omgå anvendelsesområdet for flere af denne konventions bestemmelser, der kun finder anvendelse på luftfartøjer, som er hjemmehørende i en af de kontraherende stater (48), dels for at forbyde visse hensyn taget på grundlag af denne nationalitet (49).

126. For så vidt som ingen af bestemmelserne i Chicagokonventionen har til følge at sidestille det område, der befinder sig inden for et luftfartøj, med den stats område, hvis nationalitet luftfartøjet har, ser jeg ingen gyldig grund til, at arbejde om bord på et irsk luftfartøj skal anses for at være udført på irsk område i henhold til artikel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 44/2001.

127. Af det ovenstående skal det udledes, at et flys nationalitet som omhandlet i Chicagokonventionens artikel 17 er uden relevans, og at den nationale ret ikke kan tage hensyn dertil med henblik på at fastlægge det sted, hvor kabinebesætningen sædvanligvis udfører sit arbejde som omhandlet i artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001.

5.      Målet om beskyttelse af arbejdstagerne

128. Jeg mangler kort at undersøge et argument, der er fremført af Crewlink og Ryanair, og som vedrører målet om beskyttelse af arbejdstagerne.

129. Ifølge de nævnte parter gør dette mål det nødvendigt at fortolke artikel 19, nr. 2), litra a), i forordning nr. 44/2001 således, at bestemmelsen tilsigter arbejdsgiverens etableringssted, hvilket i tvisterne i hovedsagerne vil sige Irland, for så vidt som disse arbejdstagere ikke altid behersker processproget i retterne på det sædvanlige sted for opfyldelse af deres arbejdskontrakt, hvilket sprog i det foreliggende tilfælde er fransk ved den forelæggende ret.

130. Ud over, at det nævnte argument kolliderer med bestemmelsens udtrykkelige ordlyd, er det ligeledes grundløst, for så vidt som disse arbejdstagere i henhold til artikel 19, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 altid har muligheden for, såfremt de ønsker det, at anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har sit hjemsted eller sin bopæl. Jeg har derfor vanskeligt ved at se, hvorledes en bortfortolkning af retten til at anlægge sag ved retterne på det sædvanlige sted for opfyldelse af arbejdskontrakten vil bidrage til beskyttelsen af arbejdstagerne.

131. Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at det fremgår af fast retspraksis, at målet om beskyttelse af arbejdstagerne opnås bedst, hvis tvister vedrørende en arbejdskontrakt henføres under retternes kompetence på det sted, hvor arbejdstageren opfylder sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver, idet arbejdstageren på dette sted med de mindste omkostninger kan anlægge sag eller varetage sine interesser som sagsøgt (50).

VI.    Forslag til afgørelse

132. I betragtning af det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af cour du travail de Mons (appeldomstolen i arbejdsretlige sager i Mons, Belgien), således:

»Artikel 19, nr. 2), litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at for så vidt angår en arbejdstager, der er beskæftiget i sektoren for international lufttransport som medlem af kabinebesætningen, kan »det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, ikke sidestilles med »hjemmebasen« som defineret i bilag III til Rådets forordning (EØF) nr. 3922/91 af 16. december 1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1899/2006 af 12. december 2006, men befinder sig på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren hovedsageligt opfylder sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver.

Den nationale ret skal fastlægge dette sted i lyset af samtlige relevante omstændigheder, bl.a.:

–        det sted, hvor arbejdstageren påbegynder og afslutter sine arbejdsdage

–        det sted, hvor de fly, om bord på hvilke arbejdstageren udfører sit arbejde, sædvanligvis står

–        det sted, hvor arbejdstageren får kendskab til de instruktioner, som dennes arbejdsgiver har fremsendt, og hvor arbejdstageren tilrettelægger sin arbejdsdag

–        det sted, hvor arbejdstageren er kontraktligt forpligtet til at bo

–        det sted, hvor et kontor, som er stillet til rådighed af arbejdsgiveren, er beliggende, og

–        det sted, hvortil arbejdstageren skal møde op ved uarbejdsdygtighed og i tilfælde af disciplinære problemer.«


1      Originalsprog: fransk.


2      Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).


3      Konvention af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32, herefter »Bruxelleskonventionen«).


4      Konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19.6.1980 (EFT 1980, L 266, s. 1, herefter »Romkonventionen«). Jeg vil foreslå Domstolen at anvende retspraksis vedrørende denne konvention analogt: jf. punkt 73-80 i dette forslag til afgørelse.


5      Rådets forordning af 16.12.1991 om harmonisering af tekniske krav og administrative procedurer inden for civil luftfart (EFT 1991, L 373, s. 4).


6      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2006 om ændring af forordning nr. 3922/91 (EUT 2006, L 377, s. 1).


7      Kommissionens forordning af 11.12.2007 om ændring af forordning nr. 3922/91 (EUT 2008, L 10, s. 1).


8      Kommissionens forordning af 20.8.2008 om ændring af forordning nr. 3922/91 (EUT 2008, L 254, s. 1).


9      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 29.4.2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2004, L 166, s. 1).


10      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 22.5.2012 om ændring af forordning nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning nr. 883/2004 (EUT 2012, L 149, s. 4).


11      Det præciseres, at denne formulering forener det i sag C-168/16 forelagte spørgsmål med det spørgsmål, som er blevet forelagt i sag C-169/16. Den eneste, og i det omformulerede spørgsmål afspejlede forskel mellem disse to spørgsmål vedrører den omstændighed, at appellanterne i sag C-168/16 stilles til rådighed for Ryanair, mens appellanten i sag C-169/16 er direkte ansat af Ryanair. Denne omstændighed er imidlertid ikke relevant for besvarelsen af det forelagte spørgsmål: jf. punkt 108 i dette forslag til afgørelse.


12      Hvad angår forordning nr. 44/2001 jf. 13. betragtning til forordningen og bl.a. i denne retning dom af 22.5.2008, Glaxosmithkline og Laboratoires Glaxosmithkline (C-462/06, EU:C:2008:299, præmis17), af 19.7.2012, Mahamdia (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 44-46 og 60), og af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl. (C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 43). Hvad angår Bruxelleskonventionen jf. bl.a. dom af 13.7.1993, Mulox IBC (C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 18-20), af 27.2.2002 (Weber, C-37/00, EU:C:2002:122, præmis 40), og af 10.4.2003, Pugliese (C-437/00, EU:C:2003:219, præmis 18). Hvad angår Romkonventionen jf. bl.a. i denne retning dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 40-42), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 35).


13      Dom af 16.7.2009, Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 18), af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl. (C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 38), og af 16.6.2016, Universal Music International Holding (C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 22).


14      Konvention om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse af konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af protokollen vedrørende Domstolens fortolkning af denne konvention, med de tilpasninger af disse, som er foretaget ved konventionen om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse samt ved konventionen om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT 1989, L 285, s. 1), der blev undertegnet i San Sebastián den 26.5.1989.


15      Jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Zuid-Chemie (C-189/08, EU:C:2009:475, præmis 19), og af 16.6.2016, Universal Music International Holding (C-12/15, EU:C:2016:449, præmis 23).


16      Jf. i denne henseende dom af 26.5.1982, Ivenel (133/81, EU:C:1982:199, præmis 12-14), og generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse Koelzsch (C-29/10, EU:C:2010:789, punkt 71-73).


17      Dom af 13.11.1979, Sanicentral (25/79, EU:C:1979:255, præmis 3).


18      Dom af 26.5.1982, Ivenel (133/81, EU:C:1982:199, præmis 7 ff.).


19      Jf. i denne retning dom af 15.1.1987, Shenavai (266/85, EU:C:1987:11, præmis 16), af 15.2.1989, Six Constructions (32/88, EU:C:1989:68, præmis 14 og 15), og af 13.7.1993 (Mulox IBC, C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 17).


20      Dom af 13.7.1993 (C-125/92, EU:C:1993:306).


21      Jf. i denne retning dom af 29.6.1994, Custom Made Commercial (C-288/92, EU:C:1994:268, præmis 25), og af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, EU:C:1997:7, præmis 19-21).


22      Dom af 9.1.1997 (C-383/95, EU:C:1997:7).


23      Dom af 27.2.2002 (C-37/00, EU:C:2002:122).


24      Jf. ligeledes dom af 19.2.2002, Besix (C-256/00, EU:C:2002:99, præmis 38), og af 10.4.2003, Pugliese (C-437/00, EU:C:2003:219, præmis 19).


25      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6, herefter »Rom I-forordningen«).


26      Hvad angår de bestemmelser om arbejdsaftaler, som er indeholdt i Romkonventionen og Bruxelleskonventionen, jf. dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 33, 41, 42 og 45). Hvad angår de øvrige bestemmelser jf. dom af 7.12.2010, Pammer og Hotel Alpenhof (C-585/08 og C-144/09, EU:C:2010:740, præmis 41-43), af 21.1.2016, ERGO Insurance og Gjensidige Baltic (C-359/14 og C-475/14, EU:C:2016:40, præmis 40-43), og af 28.7.2016, Verein für Konsumenteninformation (C-191/15, EU:C:2016:612, præmis 36-39).


27      Jf. i denne retning dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 40-45).


28      Romkonventionens artikel 6, stk. 2, har følgende ordlyd:
»Uanset artikel 4 er en arbejdsaftale i mangel af et lovvalg i henhold til artikel 3 undergivet
a) loven i det land, hvor arbejdstageren ved opfyldelsen af aftalen sædvanligvis udfører sit arbejde, selv om han midlertidigt er beskæftiget i et andet land, eller,
b) hvis arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører sit arbejde i et bestemt land, loven i det land, hvor det forretningssted, som har antaget arbejdstageren, er beliggende, medmindre det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land, i hvilket fald loven i dette land finder anvendelse.«


29      Dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842).


30      Jf. i denne retning dom af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 34).


31      Jf. i denne retning dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 42 og 43), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 35).


32      Dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 44), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 36).


33      Dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 45), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 37).


34      Jf. dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 48 og 49), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 38-41).


35      Jf. dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 49).


36      Jf. punkt 59-61 og 73-80 i dette forslag til afgørelse.


37      Jf. i denne retning dom af 13.7.1993, Mulox IBC (C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 24), af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, EU:C:1997:7, præmis 23), af 27.2.2002, Weber (C-37/00, EU:C:2002:122, præmis 58), af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 50), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 37). Jf. punkt 65, 69, 72 og 84 i dette forslag til afgørelse.


38      Jf. punkt 82 i dette forslag til afgørelse.


39      Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (KOM(2005) 650 endelig) af 15.12.2005, s. 7, hvoraf følgende fremgår: »I den principielle regel […] er tilføjet ordene »eller hvorfra...« for at tage hensyn til [Domstolens] retspraksis i forbindelse med artikel 18 i [forordning nr. 44/2001] og dens brede fortolkning af begrebet sædvanligt arbejdssted. Denne ændring åbner f.eks. mulighed for at anvende reglen for personer, der arbejder om bord på fly, hvis der findes en fast base, fra hvilken arbejdet tilrettelægges, og hvor disse ansatte udfører andre opgaver for arbejdsgiveren (check-in, sikkerhedskontrol)« (min fremhævelse).


40      Domstolen har valgt denne fremgangsmåde i bl.a. dom af 13.7.1993, Mulox IBC (C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 25), af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, EU:C:1997:7, præmis 25), af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 48 og 49), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 38-41). Jf. punkt 66, 70 og 85 i dette forslag til afgørelse.


41      Jf. i denne retning dom af 13.7.1993, Mulox IBC (C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 25), af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, EU:C:1997:7, præmis 25), af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 49), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 38-40). Jf. punkt 66, 70 og 85 i dette forslag til afgørelse.


42      Jf. dom af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, EU:C:1997:7, præmis 25), af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 49), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 38). Jf. punkt 70 og 85 i dette forslag til afgørelse.


43      Jf. dom af 15.3.2011, Koelzsch (C-29/10, EU:C:2011:151, præmis 49), og af 15.12.2011, Voogsgeerd (C-384/10, EU:C:2011:842, præmis 38). Jf. punkt 85 i dette forslag til afgørelse.


44      Jf. dom af 13.7.1993 (C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 25) og punkt 66 i dette forslag til afgørelse.


45      For nu at tage et hypotetisk eksempel ville det forholde sig således, at såfremt en af appellanterne havde etableret sin bopæl på et sted i Frankrig, der i overensstemmelse med dennes arbejdsaftale befandt sig mindre end en time fra lufthavnen i Charleroi, ville denne omstændighed udgøre et indicium for, at lufthavnen i Charleroi – og ikke den pågældendes bopælssted på det franske område – er det sted, hvorfra denne arbejdstager hovedsageligt opfyldte sine forpligtelser over for sin arbejdsgiver.


46      Jf. dom af 13.7.1993, Mulox IBC (C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 25), og af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, EU:C:1997:7, præmis 25). Jf. punkt 66 og 70 i dette forslag til afgørelse.


47      Konvention om international civil luftfart, undertegnet i Chicago den 7.12.1944 (herefter »Chicagokonventionen«).


48      Jf. denne konventions artikel 5, hvoraf det fremgår, at »[h]ver af de kontraherende stater indgår på, at alle i de øvrige kontraherende stater hjemmehørende luftfartøjer, som ikke anvendes i international ruteflyvning […] skal have ret til indflyvning […] på dens territorium« (min fremhævelse). Jf. ligeledes konventionens artikel 12, hvoraf det fremgår, at »[h]ver af de kontraherende stater forpligter sig til at træffe forholdsregler til at sikre, at ethvert luftfartøj, der overflyver eller manøvrerer inden for dens territorium, og ethvert luftfartøj, der bærer dens nationalitetsmærke, hvor det end måtte befinde sig, efterkommer de der gældende regler og forskrifter angående luftfartøjers flyvning og manøvrering« (min fremhævelse).


49      Jf. konventionens artikel 9, litra b), hvoraf det fremgår, at »[h]ver af de kontraherende stater forbeholder sig endvidere ret til under særlige omstændigheder, i en kritisk periode eller i den offentlige sikkerheds interesse, med øjeblikkelig virkning midlertidigt at indskrænke eller forbyde overflyvning af hele dens territorium eller en del deraf under forudsætning af, at sådanne indskrænkninger eller forbud skal omfatte alle andre staters luftfartøjer uden hensyn til deres nationalitet« (min fremhævelse). Jf. ligeledes konventionens artikel 11, hvoraf det fremgår, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i nærværende konvention skal en kontraherende stats love og forskrifter angående adgang til og afgang fra dens territorium for luftfartøjer indsat i international luftfart […] finde anvendelse på samtlige kontraherende staters luftfartøjer uden hensyn til disses nationalitet […]« (min fremhævelse).


50      Dom af 13.7.1993, Mulox IBC (C-125/92, EU:C:1993:306, præmis 19), af 9.1.1997, Rutten (C-383/95, EU:C:1997:7, præmis 17), af 27.2.2002, Weber (C-37/00, EU:C:2002:122, præmis 40), og af 10.4.2003, Pugliese (C-437/00, EU:C:2003:219, præmis 18).