FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. WATHELET
fremsat den 3. maj 2017 (1)
Sag C-189/16
Boguslawa Zaniewicz-Dybeck
mod
Pensionsmyndigheten
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Högsta förvaltningsdomstolen (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Sverige))
»Præjudiciel forelæggelse – social sikringsordning for vandrende arbejdstagere og deres familiemedlemmer – forordning (EØF) nr. 1408/71 – artikel 46, stk. 2 – artikel 47, stk. 1, litra d) – artikel 50 – garantipension – beregning af pensionsrettigheder – beregningsgrundlag – pro rata-beregning – teoretisk beløb«
I. Indledning
1. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse af 23. marts 2016 fra Högsta förvaltningsdomstolen (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Sverige), der indgik til Domstolens Justitskontor den 4. april 2016, vedrører fortolkningen af artikel 46, stk. 2, og artikel 47, stk. 1, litra d), i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996 (2), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1992/2006 18. december 2006 (3) (herefter »forordning nr. 1408/71«) (4).
2. Anmodningen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Boguslawa Zaniewicz-Dybeck og Pensionsmyndigheten vedrørende beregning af alderspension, der har karakter af en garantipension.
3. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om artikel 46, stk. 2, og artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 medfører, at forsikringsperioder, der er tilbagelagt i en anden af Den Europæiske Unions medlemsstater, i forbindelse med beregningen af den svenske garantipension kan tildeles en værdi, der svarer til den gennemsnitlige værdi af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Sverige.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
4. Artikel 4 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Sagligt anvendelsesområde« bestemmer:
»[…]
2. Denne forordning finder anvendelse på alle almindelige og særlige sociale sikringsordninger med eller uden bidragspligt […]
[…]«
5. Afsnit III med overskriften »Særlige bestemmelser om de enkelte arter af ydelser« indeholder kapitel 3 i forordning nr. 1408/71, der har overskriften »Alderdom og dødsfald (pensioner)«, og som omfatter artikel 44-51a.
6. Denne forordnings artikel 44 med overskriften »Almindelige bestemmelser om fastsættelse af ydelser, når arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater« har følgende ordlyd:
»1. Når en arbejdstager eller en selvstændig erhvervsdrivende har været omfattet af lovgivningen i to eller flere medlemsstater, fastsættes hans eller hans efterladtes ret til ydelser efter bestemmelserne i dette kapitel.
[…]«
7. Den nævnte forordnings artikel 46 med overskriften »Ydelsernes fastsættelse« bestemmer:
»[…]
2. Såfremt de foreskrevne betingelser i en medlemsstats lovgivning for erhvervelse af ret til ydelser kun opfyldes ved anvendelse af artikel 45 og/eller artikel 40, stk. 3, gælder følgende regler:
a) den kompetente institution beregner det teoretiske beløb for den ydelse, som den pågældende ville kunne gøre krav på, hvis samtlige forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt i de medlemsstater, hvis lovgivning arbejdstageren eller den selvstændige erhvervsdrivende har været omfattet af, havde været tilbagelagt i den omhandlede medlemsstat og efter den lovgivning, der gælder for den pågældende institution på det tidspunkt, da ydelsen skal fastsættes. Såfremt ydelsesbeløbet efter nævnte lovgivning er uafhængigt af længden af de tilbagelagte perioder, anses dette beløb for at være det i nærværende litra omhandlede teoretiske beløb
b) den kompetente institution fastsætter derefter det faktiske beløb for ydelsen på grundlag af det i litra a) nævnte teoretiske beløb efter forholdet mellem længden af de forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning forud for forsikringsbegivenhedens indtræden, og den samlede længde af de forsikrings- og bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i alle de berørte medlemsstater forud for forsikringsbegivenhedens indtræden.
[…]«
8. Artikel 47, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Supplerende regler om beregning af ydelser« har følgende ordlyd:
»1. For beregningen af det i artikel 46, stk. 2, omhandlede teoretiske beløb og proratabeløb gælder følgende regler:
[…]
d) den kompetente institution i en medlemsstat, efter hvis lovgivning ydelserne beregnes på grundlag af størrelsen af indtjening, bidrag eller tillæg, skal fastsætte de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der skal lægges til grund, for så vidt angår forsikrings- eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i andre medlemsstater, på grundlag af gennemsnittet af de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der er konstateret for de forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning
[…]«
9. Artikel 50 i forordning nr. 1408/71 med overskriften »Ydelse af tillæg, når summen af de ydelser, der skal udbetales efter lovgivningen i de enkelte medlemsstater, er lavere end det minimumsbeløb, der er fastsat i lovgivningen i den af disse stater, hvor modtageren er bosat« bestemmer:
»Der kan ikke i den stat, hvor en person, der modtager ydelser i medfør af dette kapitel, er bosat, og efter hvis lovgivning der tilkommer ham en ydelse, ydes ham et beløb, der er lavere end den minimumsydelse, der i den nævnte lovgivning er fastsat for en forsikrings- eller bopælsperiode, der svarer til samtlige perioder, der efter bestemmelserne i de foregående artikler er taget i betragtning ved ydelsens fastsættelse. Den kompetente institution i den pågældende stat skal i givet fald gennem hele det tidsrum, hvor han er bosat i denne stat, yde ham et tillæg, der svarer til forskellen mellem summen af de ydelser, der tilkommer ham i medfør af dette kapitel, og størrelsen af minimumsydelsen.«
B. Svensk ret
10. Det svenske pensionssystem består af flere dele. Den foreliggende sag vedrører den almindelige ordning for alderspension i form af indkomstpension, tillægspension og garantipension.
11. Indkomstpension og tillægspension er indkomstbaserede pensioner. Disse pensioner er arbejdsbaserede ydelser, der i det væsentlige er bidragsfinansierede.
12. Garantipensionen er en bopælsbetinget ydelse, der er skattefinansieret. Denne pension har til formål at skabe en ny mindstebeskyttelse, som er møntet på de personer, som har haft lav eller ingen indkomst. Den forelæggende ret har oplyst, at denne pension, der fastsættes i forhold til andre pensionsindkomster, har karakter af en social ydelse. Garantipensionen nedsættes derfor gradvist i forhold til indkomstpensionen, tillægspensionen og visse andre ydelser. En person, der modtager indtægter i form af pension og de nævnte ydelser, som overstiger visse beløb, får ingen garantipension.
13. De for den foreliggende sag relevante nationale bestemmelser om garantipension findes i lagen (1998:702) om garantipension (lov om garantipension (1998:702)), der nu er blevet erstattet af socialförsakringsbalken (lov om socialforsikring (2010:110), herefter »SFB«).
14. Den forelæggende ret har anført, at § 15 i SFB’s kapitel 67 »bestemmer, at den indkomstbaserede alderspension, som den forsikrede har ret til i samme år med de ændringer og tillæg, der er angivet i visse bestemmelser [i artikel 16-20 i kapitel 67 i SFB], skal danne grundlag for beregningen af garantipension […] (beregningsgrundlaget)« (5).
15. Grundbeløbet for garantipensionen er fastsat i § 7 i SFB’s kapitel 2. Dette beløb er indekseret i forhold til det almindelige prisniveau. Beløbet udgjorde for det i den foreliggende sag relevante år 39 400 SEK.
16. For at fastlægge det endelige beløb for garantipensionen foretages de forhøjelser eller fradrag i grundbeløbet, der er fastsat i § 23 og 24 i SFB’s kapitel 67.
17. Garantipensionen udbetales til personer, der er fyldt 65 år, og som har tilbagelagt en forsikringsperiode på mindst tre år. Forsikringsperioden fastsættes desuden i forhold til den tid, som en person har haft bopæl i Sverige. Det fremgår af § 25 i SFB’s kapitel 67, at for personer, der ikke kan godskrives en forsikringsperiode på 40 år for garantipensionen, skal der fra samtlige de grundbeløb, der er anført i §§ 21-24, fratrækkes en andel, der svarer til forholdet mellem forsikringsperioden og tallet 40 (pro rata-beregning).
18. Försäkringskassan (den nationale forsikringskasse, Sverige), der tidligere behandlede visse spørgsmål vedrørende alderspension, har i en intern instruks (instruks nr. 2 af 2007, herefter »instruksen«) anført, at »[i] forbindelse med en pro rata-beregning af bl.a. garantipension i form af alderspension til personer, der er født i 1938 eller senere, skal Försäkringskassan ved beregning af det teoretiske beløb tildele hver forsikringsperiode, der er tilbagelagt i andre berørte medlemsstater, en pensionsmæssig værdi, der svarer til den gennemsnitlige pensionsmæssige værdi af de perioder, der er tilbagelagt i Sverige. Siden den 1. januar 2010 behandles samtlige spørgsmål vedrørende almindelig alderspension af Pensionsmyndigheten. [Den] ovennævnte instruks er fortsat vejledende for, hvordan Pensionsmyndigheten træffer sine afgørelser« (6).
19. Den forelæggende ret har anført, at Försäkringskassan efter vedtagelsen af instruksen foretog en beregning af garantipensionen således, at hver forsikringsperiode, der var tilbagelagt i en anden medlemsstat, blev tildelt en pensionsmæssig værdi, der svarede til den gennemsnitlige pensionsmæssige værdi af de forsikringsperioder, der var tilbagelagt i Sverige.
III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
20. Boguslawa Zaniewicz-Dybeck, der er polsk statsborger, er født i 1940 og flyttede fra Polen til Sverige i 1980. Hun arbejdede i Polen i 19 år, og hun har haft bopæl i Sverige i 24 år, hvor hun har arbejdet i 23 år.
21. Den 5. august 2008 traf Försäkringskassan afgørelse vedrørende Boguslawa Zaniewicz-Dybecks ansøgning om almindelig alderspension, idet den fastsatte garantipensionen til 0 SEK.
22. I en klageafgørelse af 1. september 2008 fastholdt Försäkringskassan sin første afgørelse og begrundede dette med henvisning til den omstændighed, at Boguslawa Zaniewicz-Dybeck havde tilbagelagt forsikringsperioder i såvel Sverige som Polen. Garantipensionen blev af denne grund beregnet dels i henhold til de nationale svenske bestemmelser, dels efter pro rata-princippet, der er fastsat i artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71.
23. Den forelæggende ret har bemærket, at Boguslawa Zaniewicz-Dybecks svenske indkomstbaserede pension på 75 216 SEK først blev tildelt en årlig værdi på 3 134 SEK (75 216 SEK / 24) for 24 års forsikringstid i Sverige. Dette beløb blev derefter multipliceret med den maksimale forsikringsperiode for garantipensionen, dvs. 40 år (3 134 SEK × 40 = 125 360 SEK). De svenske myndigheder fandt således, at Boguslawa Zaniewicz-Dybecks ydelse nåede op på et beløb, der var for højt til, at hun kunne modtage garantipension.
24. Boguslawa Zaniewicz-Dybeck påklagede Försäkringskassans afgørelse til Förvaltningsrätten i Stockholm (forvaltningsdomstolen i Stockholm, Sverige), der fastslog, at den beregning, som Försäkringskassan havde foretaget, var i overensstemmelse med forordning nr. 1408/71, og forkastede klagen. Boguslawa Zaniewicz-Dybeck iværksatte appel til prøvelse af den af Förvaltningsrätten i Stockholm (forvaltningsdomstolen i Stockholm) afsagte dom for Kammarrätten i Stockholm (appeldomstolen for forvaltningsretlige sager i Stockholm, Sverige), der ikke gav hende medhold i appellen.
25. Boguslawa Zaniewicz-Dybeck iværksatte derefter appel til den forelæggende ret. Boguslawa Zaniewicz-Dybeck har gjort gældende, at garantipensionens teoretiske beløb skal beregnes i henhold til forordning nr. 1408/71 uden anvendelse af den af Försäkringskassan vedtagne instruks. Boguslawa Zaniewicz-Dybeck er af den opfattelse, at eftersom den svenske garantipension alene er baseret på den sammenlagte forsikringsperiodes længde med fradrag af den fastlagte svenske indkomstbaserede pension, finder artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 ikke anvendelse ved beregning af garantipensionen. Boguslawa Zaniewicz-Dybeck har anført, at den beregningsmetode, der følger af instruksen, stiller en stor gruppe personer med lave indkomstbaserede pensioner, der er indvandret fra andre EU-lande, ringere.
26. Pensionsmyndigheten har anført, at forsikringsperioder, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, giver ret til pension fra det pågældende land, og eftersom garantipensionen har en udfyldende karakter, vil en pensionsberegning uden anvendelse af artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 medføre, at den pensionsmodtager, der har tilbagelagt forsikringsperioder i en anden medlemsstat, overkompenseres, for så vidt som garantipensionen bliver højere end for den person, der ikke har tilbagelagt sådanne perioder.
27. Pensionsmyndigheten har endvidere anført, at såfremt de udenlandske forsikringsperioder ikke skulle anses for at have en pensionsmæssig værdi, ville det medføre, at de udenlandske forsikringsperioder får en lavere værdi (de facto ingen pensionsmæssig værdi) end tilsvarende perioder, der er tilbagelagt i Sverige. Pensionsmyndigheten er af den opfattelse, at det ikke er rimeligt, at garantipensionen, som er en indkomstbaseret mindstebeskyttelse, skal kunne udbetales uden hensyntagen til hverken den forsikringsmæssige værdi af de forsikringsår, der er tilbagelagt i udlandet, eller indkomstbaseret pension, der udbetales af et andet EU-land. Pensionsmyndigheten har bemærket, at hvis denne fremgangsmåde blev fulgt, ville det indebære, at en pensionsmodtager, der har indkomstbaseret pension, som udbetales af et andet EU-land, tildeles en højere svensk garantipension, end hvad der ellers ville blive tildelt den samme pensionsmodtager, hvis denne i stedet udelukkende havde været forsikret og havde optjent den indkomstbaserede pension i Sverige.
28. Den forelæggende ret har som begrundelse for anmodningen om præjudiciel afgørelse anført, at »Domstolen i dom af 22. oktober 1998, Conti (C‑143/97, EU:C:1998:501), fastslog, at det ikke er muligt at undtage de nationale bestemmelser om nedsættelse fra de betingelser og begrænsninger for deres anvendelse, som er fastsat i forordning nr. 1408/71 ved at kvalificere dem som beregningsklausuler. En national regel må kvalificeres som en bestemmelse om nedsættelse, når den beregning, den fastlægger, har til virkning, at det pensionsbeløb, den pågældende har krav på som følge af, at han har krav på en ydelse i en anden medlemsstat, nedsættes (præmis 24 og 25)« (7). Den forelæggende ret har tilføjet, at »denne dom gav i Sverige anledning til den konklusion, at nedsættelsen af garantipensionen under hensyntagen til den indkomstbaserede alderspension ikke sk[ulle] betragtes som en beregningsregel, men som en nedsættelsesregel i den betydning, som er omhandlet i forordning nr. 1408/71 […]. På denne baggrund anvendte de svenske myndigheder reglerne således, at garantipensionen ikke nedsættes med pensionen fra et andet [EU-]land. I stedet for sker der en pro rata-beregning af retten til garantipension for personer, der har arbejdet såvel i Sverige som i andre [EU-]lande« (8).
29. Den forelæggende ret har anført, at efter vedtagelsen af instruksen (9), er beregningen af garantipensionen blevet foretaget således, at hver forsikringsperiode, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, tildeles en pensionsmæssig værdi, der svarer til den gennemsnitlige pensionsmæssige værdi af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Sverige.
30. Efter den forelæggende rets opfattelse er spørgsmålet i den foreliggende sag, om artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 skal anvendes i denne situation, og i så fald om forsikringsperioder, der er tilbagelagt i et andet EU-land, kan tildeles en fiktiv pensionsmæssig værdi, der svarer til den gennemsnitlige værdi af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Sverige, ved hjælp af den pro rata-beregning, som skal foretages i henhold til samme forordnings artikel 46, stk. 2.
31. På denne baggrund har Högsta förvaltningsdomstolen (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Medfører bestemmelserne i artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71, at forsikringsperioder, der er tilbagelagt i et andet EU-land, i forbindelse med beregningen af den svenske garantipension kan tildeles en pensionsmæssig værdi, der svarer til den gennemsnitlige værdi af de svenske perioder, når den kompetente institution foretager en pro rata-beregning i henhold til samme forordnings artikel 46, stk. 2?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, kan den kompetente institution i forbindelse med sin beregning af retten til garantipension tage hensyn til pensionsindkomster, som en forsikret oppebærer i et andet EU-land, uden at dette er i strid med bestemmelserne i forordning nr. 1408/71?«
IV. Retsforhandlingerne for Domstolen
32. Pensionsmyndigheten, Kongeriget Sverige, Den Tjekkiske Republik og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De samme procesdeltagere med undtagelse af Den Tjekkiske Republik har afgivet mundtlige indlæg under retsmødet, der blev afholdt den 9. marts 2017.
V. Bedømmelse
A. Indledende bemærkninger
33. De to spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, vedrører beregningen af retten til den svenske garantipension og den mulige anvendelse af forordning nr. 1408/71.
34. Med henblik på at besvare disse spørgsmål skal det bemærkes, at forordning nr. 1408/71 ikke indfører en fælles socialsikringsordning, men udelukkende har til formål at sikre en samordning af medlemsstaternes nationale sikringsordninger, som fortsat består. Ifølge fast retspraksis bevarer medlemsstaterne således deres kompetence til selv at udforme deres sociale sikringsordninger. I mangel af harmonisering på EU-niveau tilkommer det følgelig hver medlemsstat i lovgivningen bl.a. at fastsætte de betingelser, som en person skal opfylde for at være berettiget til ydelser. Ved udøvelsen af denne kompetence skal medlemsstaterne imidlertid overholde EU-retten og navnlig EUF-traktatens bestemmelser om unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område (10).
35. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at forordning nr. 1408/71 ikke kræver, at medlemsstaterne fastsætter en minimumsydelse ved alderdom, såsom den svenske garantipension. Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at selv om det i forordning nr. 1408/71 er forudsat, at »ikke alle lovgivninger nødvendigvis indeholder minimumsydelser af den […] type[, der er omhandlet i den svenske lovgivning]« (11), finder denne forordning anvendelse på sådanne ydelser (12), når der i den nationale lovgivning er fastsat bestemmelse herom.
36. Det bemærkes endvidere, at garantipensionen beregnes ved at foretage de forhøjelser og fradrag, der er fastsat i §§ 23 og 24 i SFB’s kapitel 67, i det grundbeløb, der er fastsat i § 7 i SFB’s kapitel 2. Det fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at disse forhøjelser og fradrag har til formål at tage hensyn til bl.a. den pågældendes personlige situation (13) og andre pensionsindkomster. Det følger heraf, at garantipensionen ikke udgør et fast beløb, og at den beregnes afhængigt af den pågældendes særlige situation. Selv om garantipensionens størrelse kan variere og udgøre 0 SEK, såfremt den pågældende har for høje indtægter, er formålet (14) med garantipensionen at sikre de personer, der modtager meget lave arbejdsmarkeds- og tillægspensioner, en mindsteindkomst (15). Da det er nødvendigt at fastlægge den omhandlede minimumsydelse, udgør denne efter min opfattelse en ydelse ved alderdom uden bidragspligt som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, og den berettigedes ret til ydelser skal i denne situation ifølge denne forordnings artikel 44 fastsættes efter bestemmelserne i den nævnte forordnings afsnit III, kapitel 3, og navnlig efter bestemmelserne i artikel 46 og 51a (16).
37. Jeg bemærker, at Kongeriget Sverige under retsmødet den 9. marts 2017 anførte, at garantipensionen udgør en del af den almindelige svenske pensionsordning. Garantipensionen udgør imidlertid efter min opfattelse og i modsætning til, hvad Kongeriget Sverige synes at hævde, ikke en ydelse ved alderdom som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71. Eftersom garantipensionen er skattefinansieret (17), beregnes den ikke på grundlag af de berettigedes egne bidrag og varigheden af deres tilslutning til forsikringsordningen (18). Det fremgår endvidere af bestemmelserne om tildeling af garantipension, at denne pension ikke kun udbetales til berettigede, der modtager arbejdsmarkedspension og/eller tillægspension (19). Garantipensionen udbetales nemlig til en person, der er fyldt 65 år, og som har tilbagelagt en forsikringsperiode på mindst tre år, der fastsættes under hensyntagen til varigheden af den periode, hvori den pågældende har haft bopæl i Sverige og til den pågældendes eventuelle andre pensionsindkomster.
38. Kongeriget Sverige har endvidere anført, at der findes en anden ydelse ved alderdom, der har til formål at garantere et eksistensminimum. Efter min opfattelse er denne sidstnævnte ydelse ikke genstand for den foreliggende sag, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge. Denne ydelse er desuden omhandlet i artikel 4, stk. 2a, i forordning nr. 1408/71, der vedrører »særlige, ikke-bidragspligtige kontantydelser, der tilkendes i henhold til lovgivning, som […] har træk både fra lovgivning om social sikring […] og fra social bistand«, og som er opregnet i bilag II til forordningen, nemlig »Underholdshjælp til ældre (lov 2001/853)« (20).
39. Det fremgår under alle omstændigheder af dom af 22. april 1993, Levatino (C-65/92, EU:C:1993:149, præmis 21), og af 24. september 1998, Stinco og Panfilo (C-132/96, EU:C:1998:427, præmis 19-21), at artikel 46, stk. 2, og artikel 50 i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på de ydelser, der er nævnt i denne forordnings artikel 4, stk. 2, og artikel 4, stk. 2a.
B. Om de præjudicielle spørgsmål
1. Det første spørgsmål
40. Den forelæggende ret ønsker med det første spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om forsikringsperioder, der er tilbagelagt i en anden medlemsstat, såsom i det foreliggende tilfælde Polen, når den kompetente institution foretager en pro rata-beregning af den svenske garantipension i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, kan tildeles en pensionsmæssig værdi, der svarer til den gennemsnitlige værdi af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i Sverige i henhold til denne forordnings artikel 47, stk. 1, litra d).
41. Eftersom artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 udgør en supplerende regel for beregning af det teoretiske beløb og det pro rata-beløb, der er nævnt i denne forordnings artikel 46, stk. 2, og som derfor skal fortolkes i lyset af denne bestemmelse (21), er det nødvendigt først at undersøge, om og i givet fald hvorledes artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 finder anvendelse på beregningen af den svenske garantipension(22).
42. Når retten til en ydelse i henhold til en medlemsstats lovgivning er betinget af, at der tilbagelægges forsikringsperioder, er det ifølge artikel 45 i forordning nr. 1408/71 et krav, at den kompetente institution i denne medlemsstat, hvis lovgivning gør erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser betinget af, at der tilbagelægges forsikringsperioder, medregner de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i henhold til enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om forsikringsperioder, der var tilbagelagt efter den for institutionen gældende lovgivning. De forsikringsperioder, der er tilbagelagt i forskellige medlemsstater skal med andre ord sammenlægges (23).
43. I en sådan situation finder artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 anvendelse. Det fremgår af denne bestemmelse, at den kompetente institution beregner det teoretiske beløb for den ydelse, som den pågældende har krav på, som om samtlige de perioder, som den pågældende har arbejdet i forskellige medlemsstater, var blevet tilbagelagt i den medlemsstat, hvor den kompetente institution er beliggende.
44. Det fremgår endvidere af artikel 46, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71, at den kompetente institution fastsætter det faktiske beløb for ydelsen på grundlag af det teoretiske beløb efter forholdet mellem længden af de forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt i den medlemsstat, hvor den kompetente institution er beliggende, og den samlede længde af de forsikrings- og bopælsperioder, der er tilbagelagt i de forskellige medlemsstater (24).
45. Det fremgår af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at for at afgøre, om Boguslawa Zaniewicz-Dybeck, der havde tilbagelagt forsikrings- og/eller bopælsperioder i Polen og Sverige, havde ret til den svenske garantipension, anvendte Försäkringskassan en metode for forholdsmæssig beregning (som betegnes »pro rata-beregning«) (25) af de svenske indkomstbaserede pensionsbeløb (26) (indkomstpension eller tillægspension) (dvs. 75 216 SEK) (27), og dette i henhold til § 25 i SFB’S kapitel 67 og instruksen. Denne beregning førte til et resultat, der lå langt over det indkomstbaserede pensionsbeløb (dvs. 125 360 SEK) (28), dvs. et beløb, der var alt for højt til, at det kunne give ret til garantipension.
46. Denne metode (29) er ikke korrekt, idet retten til at modtage den svenske garantipension efter min opfattelse skal vurderes på grundlag af den svenske lovgivning og artikel 50 i forordning nr. 1408/71 (30) uden at anvende den metode for forholdsmæssig beregning, der er fastsat i § 25 i SFB’s kapitel 67.
47. Eftersom det ifølge forordning nr. 1408/71 ikke er et krav, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelse om minimumsydelser ved alderdom, såsom den svenske garantipension, indeholder alle lovgivninger ikke nødvendigvis disse minimumsydelser. Det ville derfor ikke give megen mening, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 skulle fastsætte specifikke og detaljerede regler for beregningen af denne minimumsydelse (31).
48. Det beløb, der udgør den svenske garantipension, som beregnes efter den nationale lovgivning(32), skal til gengæld i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 (33) lægges til grund ved beregningen af den svenske indkomstbaserede pension uden hensyntagen til den metode for forholdsmæssig beregning, der er fastsat i § 25 i SFB’s kapitel 67 og i instruksen.
49. Det bemærkes, at Domstolen i præmis 21 i dom af 24. september 1998, Stinco og Panfilo (C-132/96, EU:C:1998:427) (34), fastslog, »at en ved en medlemsstats lovgivning garanteret minimumsydelse sk[ulle] lægges til grund ved beregningen af det teoretiske beløb, der omtales i artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71« (35).
50. Det fremgår nemlig klart af dom af 24. september 1998, Stinco og Panfilo (C-132/96, EU:C:1998:427, præmis 22), og af 21. juli 2005, Koschitzki (C-30/04, EU:C:2005:492, præmis 23), at den kompetente institution i henhold til artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, når den skal fastsætte det teoretiske beløb for en pension, der tjener som beregningsgrundlag for pro rata-pensionen, skal tage hensyn til et tillæg for at nå den ved den nationale lovgivning hjemlede minimumspension.
51. Den beregning, der skal foretages i henhold til artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, »har til formål at sikre arbejdstageren det højeste teoretiske beløb, som han ville kunne gøre krav på, hvis alle forsikringsperioderne havde været tilbagelagt i den pågældende stat« (36).
52. Hvis det teoretiske beløb for den pension, der tjener som beregningsgrundlag for den pro rata-pension, som Boguslawa Zaniewicz-Dybeck ville have krav på, såfremt hun havde arbejdet i Sverige i hele sit arbejdsliv, er lavere end det garantipensionsbeløb, der beregnes i henhold til den svenske lovgivning, skal der medregnes et supplement eller et tillæg for at nå frem til garantipensionsbeløbet.
53. Eftersom den svenske indkomstbaserede pension beregnes på grundlag af »indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg«, er det min opfattelse, at det klart følger af ordlyden af artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71, der er obligatorisk, at den kompetente institution (37), når den beregner det teoretiske beløb for den pension, der tjener som beregningsgrundlag for pro rata-pensionen i henhold til artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, skal fastsætte de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der skal lægges til grund, for så vidt angår forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i andre medlemsstater (38), på grundlag af de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der er konstateret for de forsikringsperioder og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning (39). Anvendelsen af artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 skal nemlig sikre, at det pågældende beregningsgrundlag er det samme for den vandrende arbejdstager, som det ville have været, såfremt den pågældende ikke havde udøvet sin ret til fri bevægelighed, hvilket Domstolen har fastslået er i overensstemmelse med det formål, der er fastsat i artikel 48 TEUF (40).
54. Det bemærkes endvidere, at den fordel, der består i, at der efter anvendelsen af den metode for pro rata-beregning, der er fastsat i artikel 46, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1408/71, eventuelt medregnes et supplement eller et tillæg i det teoretiske beløb for den pension, der tjener som beregningsgrundlag for pro rata-pensionen, for at kunne fastlægge størrelsen af den svenske garantipension, udelukkende berører de forsikringsperioder, som Boguslawa Zaniewicz-Dybeck har tilbagelagt i Sverige, hvilket forhindrer enhver form for påstået overkompensation (41).
55. Sammenfattende er det min opfattelse, at retten til at modtage en minimumsydelse ved alderdom, såsom den svenske garantipension, skal vurderes i henhold til den svenske lovgivning uden at anvende den metode for pro rata-beregning, der er fastsat i § 25 i SFB’s kapitel 67, instruksen og artikel 50 i forordning nr. 1408/71. Når den kompetente institution beregner det teoretiske beløb for den pension, der tjener som beregningsgrundlag for pro rata-pensionen i henhold til artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, skal den medregne den minimumsydelse ved alderdom, der er garanteret ved lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne institution er beliggende, for at sikre, at der i forhold til arbejdstageren anvendes det højeste teoretiske beløb for den pension, der tjener som beregningsgrundlag for den pro rata-pension, som den pågældende ville have krav på, såfremt den pågældende havde tilbagelagt alle sine forsikringsperioder i den pågældende medlemsstat. Den kompetente institution skal endvidere i henhold til artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71, når den beregner dette teoretiske beløb, fastsætte de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der skal lægges til grund, for så vidt angår forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i andre medlemsstater, på grundlag af de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der er konstateret for de forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning.
2. Det andet spørgsmål
56. Den forelæggende ret ønsker med det andet spørgsmål oplyst, om forordning nr. 1408/71 medfører, at den kompetente institution i forbindelse med beregning af retten til garantipension kan tage hensyn til pensionsindkomster, som en forsikret oppebærer i et andet EU-land.
57. For at besvare dette spørgsmål er det efter min opfattelse nødvendigt at henvise til overskriften til og ordlyden af artikel 50 i forordning nr. 1408/71, der er gengivet i punkt 9 i dette forslag til afgørelse (42).
58. I præmis 5 og 6 i dom af 30. november 1977, Torri (64/77, EU:C:1977:197), fastslog Domstolen, at artikel 50 i forordning nr. 1408/71 »har de tilfælde for øje, hvor arbejdstagerens beskæftigelsesperioder i de stater, hvis lovgivninger han har været undergivet, har været forholdsvis korte, således at de samlede ydelser, som disse stater skal betale, ikke muliggør en rimelig levestandard«. For »at råde bod på denne situation, [bestemmer denne artikel], at når bopælslandets lovgivning fastsætter en minimumsydelse, skal den ydelse, som denne stat skal betale, forøges med et tillæg, der svarer til forskellen mellem summen af de ydelser, som skal betales af de forskellige stater, hvis lovgivninger arbejdstageren har været undergivet, og denne minimumsydelse« (43).
59. Det følger heraf, at Försäkringskassan i forbindelse med beregningen af retten til svensk garantipension med undtagelse af det tilfælde, hvor den skal udbetale et højere beløb(44), kan medregne de pensionsindkomster, som Boguslawa Zaniewicz-Dybeck modtager fra en anden medlemsstat, i henhold til artikel 50 i forordning nr. 1408/71 (45). Det fremgår endvidere af denne bestemmelse, at Försäkringskassan skal tage hensyn til samtlige de forsikrings- og/eller bopælsperioder, som Boguslawa Zaniewicz-Dybeck har tilbagelagt, ved fastsættelsen af bl.a. aldersdomsydelsen. Det følger heraf, at der skal tages hensyn til de forsikrings- og/eller bopælsperioder, som Boguslawa Zaniewicz-Dybeck har tilbagelagt i Polen og Sverige (46).
60. Den mulighed, som den kompetente institution har for at tage hensyn til de aldersdomsydelser, der modtages i en anden medlemsstat, og forsikrings- og/eller bopælsperioder forhindrer enhver form for påstået overkompensation (47).
61. Sammenfattende er det min opfattelse, at artikel 50 i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes således, at den kompetente institution i forbindelse med beregningen af retten til en minimumsydelse ved alderdom kan tage hensyn til de pensionsindkomster, som den forsikrede modtager i en anden medlemsstat.
VI. Forslag til afgørelse
62. På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Högsta förvaltningsdomstolen (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Sverige) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»1) Retten til at modtage en minimumsydelse ved alderdom skal vurderes i henhold til den anvendelige nationale lovgivning og artikel 50 i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1992/2006 af 18. december 2006, uden at anvende den metode for pro rata-beregning, der er fastsat i § 25 i kapitel 67 i lagen (1998:702) om garantipension (lov 2010:110 om garantipension), der nu er blevet erstattet af socialförsakringsbalken (lov om socialforsikring (2010:110), og i instruks nr. 2 af 2007 fra Försäkringskassan (den nationale forsikringskasse, Sverige).
Når den kompetente institution beregner det teoretiske beløb for den pension, der tjener som beregningsgrundlag for pro rata-pensionen i henhold til artikel 46, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, skal den medregne den minimumsydelse ved alderdom, der er garanteret ved lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne institution er beliggende, for at sikre, at der i forhold til arbejdstageren anvendes det højeste teoretiske beløb for den pension, der tjener som beregningsgrundlag for den pro rata-pension, som den pågældende ville have krav på, såfremt den pågældende havde tilbagelagt alle sine forsikringsperioder i den pågældende medlemsstat.
Artikel 47, stk. 1, litra d), i forordning nr. 1408/71 som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, skal fortolkes således, at den kompetente institution i forbindelse med beregningen af det teoretiske beløb skal fastsætte de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der skal lægges til grund, for så vidt angår forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter lovgivningen i andre medlemsstater, på grundlag af de indtjeningsbeløb, bidrag eller tillæg, der er konstateret for de forsikrings- og/eller bopælsperioder, der er tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning.
2) Artikel 50 i forordning nr. 1408/71 som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97, som ændret ved forordning nr. 1992/2006, skal fortolkes således, at den kompetente institution i forbindelse med beregningen af retten til en minimumsydelse ved alderdom kan tage hensyn til de pensionsindkomster, som den forsikrede modtager i en anden medlemsstat.«