Language of document : ECLI:EU:C:2017:692

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. KOKOTT

fremsat den 14. september 2017 (1)

Sag C-547/16

Gasorba SL m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien))

»Konkurrence – artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF) – aftaler mellem virksomheder – tankstationskontrakter i Spanien – forretningsrelationer mellem tankstationsoperatører og olieselskaber – langvarig eksklusiv købsaftale vedrørende brændstoffer – beslutning, hvorved Europa-Kommissionen erklærer en virksomheds tilsagn for bindende (»beslutning om tilsagn«) – omfanget af nationale domstoles binding til en beslutning om tilsagn fra Kommissionen – artikel 9, stk. 1, og artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003«






I.      Indledning

1.        Ved forordning (EF) nr. 1/2003, som trådte i kraft den 1. maj 2004 (2), blev det europæiske system for gennemførelse af konkurrencereglerne ændret grundlæggende i mange henseender. Domstolene har allerede beskæftiget sig intensivt med mange aspekter af denne reform. Det forholder sig anderledes med den nye bestemmelse i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som for første gang gør det muligt for Europa-Kommissionen officielt at modtage tilsagn fra virksomheder om imødekommelse af konkurrenceretlige betænkeligheder og gøre disse tilsagn bindende ved en beslutning – en beslutning om tilsagn (3).

2.        I den foreliggende sag er Domstolen blevet bedt om at præcisere, hvilke retsvirkninger en sådan beslutning om tilsagn skal tillægges i nationale retssager. Må en national ret overhovedet prøve, om en aftale mellem virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF (tidligere artikel 81, stk. 1, EF) er i overensstemmelse med konkurrencereglerne, når netop denne aftale er genstand for en beslutning om tilsagn fra Kommissionen, eller udfolder beslutningen om tilsagn en spærrende virkning som omhandlet i artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1/2003? Og har den nævnte beslutning om tilsagn muligvis sågar samme værdi som en individuel fritagelse som omhandlet i artikel 101, stk. 3, TEUF (tidligere artikel 81, stk. 3, EF)?

3.        Disse retlige spørgsmål er opstået på baggrund af de spanske tankstationskontrakter, hvis talrige konkurrenceretlige problemer allerede flere gange har været behandlet ved Domstolen (4). Ved de spanske domstole fører forpagterne af en tankstation en tvist med oliekoncernen Repsol om, hvorvidt en langvarig eksklusiv købsaftale om brændstoffer er i strid med artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF), og hvilken indvirkning en beslutning om tilsagn fra Kommissionen har på denne eksklusive købsaftales lovlighed.

4.        Den foreliggende sag kan blive retningsgivende for den fremtidige praktiske udformning af det decentrale system for gennemførelse af konkurrencereglerne, der blev indført med forordning nr. 1/2003. Såvel rækkevidden af Kommissionens beslutninger om tilsagn som de nationale domstoles kompetencer ved anvendelsen af EU’s konkurrenceregler vil nemlig blive trukket skarpere op ved Domstolens dom.

II.    Retsforskrifter

5.        Den retlige ramme for denne sag bestemmes ved artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF) og forordning nr. 1/2003.

 Generelt

6.        I kapitel I i forordning nr. 1/2003 (»Principper«) indeholder artikel 1 denne bestemmelse om anvendelsen af artikel 101 TEUF (tidligere artikel 81 EF):

»1.      Aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som omfattes af forbuddet i traktatens artikel 81, stk. 1, og som ikke opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, er forbudt, uden at det er nødvendigt at træffe nogen forudgående beslutning derom.

2.      Aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som omfattes af forbuddet i traktatens artikel 81, stk. 1, og som opfylder betingelserne i artikel 81, stk. 3, er ikke forbudt, uden at det er nødvendigt at træffe nogen forudgående beslutning derom.

[…]«

7.        Dette uddybes i fjerde betragtning til forordning nr. 1/2003:

»Den nuværende ordning bør derfor erstattes af en ordning med en direkte anvendelig undtagelse, hvor medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og domstole har kompetence til at anvende ikke blot traktatens artikel 81, stk. 1, og artikel 82, der i henhold til EF-Domstolens retspraksis er direkte anvendelige, men også traktatens artikel 81, stk. 3.«

 De nationale domstoles beføjelser i forbindelse med gennemførelsen af konkurrencereglerne

8.        I kapitel II i forordning nr. 1/2003 (»Kompetence«) bestemmes følgende i artikel 6 under overskriften »De nationale domstoles kompetence«:

»De nationale domstole har kompetence til at anvende traktatens artikel 81 og 82.«

9.        Artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som findes i kapitel IV (»Samarbejde«), har overskriften »Ensartet anvendelse af Fællesskabets konkurrenceret« og er affattet som følger:

»Når de nationale domstole i henhold til traktatens artikel 81 eller 82 træffer afgørelse om aftaler, vedtagelser eller praksis, som allerede er genstand for en kommissionsbeslutning, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med den beslutning, som Kommissionen har truffet. […]«

10.      Vedrørende sidstnævnte bestemmelse indeholder 22. betragtning til forordning nr. 1/2003 følgende uddybning:

»Af hensyn til retssikkerheden og den ensartede anvendelse af Fællesskabets konkurrenceregler under en ordning med parallel kompetence skal modstridende beslutninger undgås. Det bør derfor i overensstemmelse med Domstolens retspraksis præciseres, hvilke virkninger Kommissionens beslutninger og procedurer har for medlemsstaternes domstole og konkurrencemyndigheder. Kommissionens beslutninger om tilsagn berører ikke medlemsstaternes konkurrencemyndigheders og domstoles kompetence til at anvende traktatens artikel 81 og 82.«

 Kommissionens beføjelse til at vedtage beslutninger om tilsagn

11.      I artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som hører til forordningens kapitel III (»Kommissionens beslutninger«), er følgende fastsat under overskriften »Tilsagn«:

»Når Kommissionen agter at vedtage en beslutning, hvorefter en overtrædelse kræves bragt til ophør, og de deltagende virksomheder tilbyder at afgive tilsagn, der imødekommer de betænkeligheder, som Kommissionen har, og som den har underrettet de pågældende virksomheder om i sin foreløbige vurdering, kan Kommissionen ved beslutning gøre disse tilsagn bindende for virksomhederne. En sådan beslutning kan vedtages for en bestemt periode, og i beslutningen konkluderes det, at der ikke længere er grund til, at Kommissionen griber ind.«

12.      Forklarende bemærkninger til denne bestemmelse findes i 13. betragtning til forordning nr. 1/2003:

»Når virksomheder som led i en procedure, der kunne føre til et forbud mod en aftale eller samordnet praksis, afgiver tilsagn, der imødekommer Kommissionens betænkeligheder, bør Kommissionen ved beslutning kunne gøre disse tilsagn bindende for de pågældende virksomheder. I beslutninger om tilsagn bør det fastslås, at der ikke længere er grund til, at Kommissionen griber ind, uden at det konkluderes, om der er sket en overtrædelse, eller der stadig finder en overtrædelse sted. Beslutninger om tilsagn anfægter ikke medlemsstaternes konkurrencemyndigheders og domstoles kompetence til at foretage en sådan konstatering og træffe afgørelse i sagen. Beslutninger om tilsagn er ikke på sin plads i tilfælde, hvor Kommissionen agter at pålægge en bøde.«

III. Tvistens baggrund

 Kontraktforholdet mellem Gasorba og Repsol

13.      Gasorba S.L. (herefter »Gasorba«) driver en tankstation i kommunen Orba i den spanske provins Alicante. Selskabsdeltagere i Gasorba er Josefa Rico Gil, Antonio Ferrándiz González samt deres to børn.

14.      Tankstationen ligger på en grund, for hvilken Josefa Rico Gil og Antonio Ferrándiz González ved kontrakt af 15. februar 1993 gav det førende spanske olieselskab, Repsol Comercial de Productos Petrolíferos S.A. (herefter »Repsol«) en brugsret (5). Til gengæld bortforpagtede Repsol i en anden kontrakt, som blev indgået samme dag, grunden samt tankstationen til Antonio Ferrándiz González for en periode på 25 år (6). Senere, den 12. november 1994, indtrådte Gasorba med Repsols samtykke i de to kontrakter i stedet for Josefa Rico Gil og Antonio Ferrándiz González.

15.      På grundlag af forpagtningsaftalen var Gasorba i hele forpagtningsperioden forpligtet til udelukkende at indkøbe det brændstof, som blev udbudt til salg på tankstationen, fra Repsol. Desuden meddelte Repsol periodisk Gasorba de maksimale salgspriser for brændstofferne. Forpagterne kunne dog yde slutkunderne rabatter, der blev fratrukket deres provision, uden at Repsols indtægter blev forringet.

 Repsols tilsagn over for Kommissionen og beslutning 2006/446/EF

16.      Kontraktrelationerne mellem Repsol og selskabets tankstationsforpagtere – herunder relationen mellem Repsol og Gasorba – har på EU-plan været genstand for en konkurrencesag i henhold til forordning nr. 1/2003 (7). I denne sag udtrykte Kommissionen i sig egenskab af europæisk konkurrencemyndighed efter en foreløbig vurdering konkurrenceretlige betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt de langsigtede leveringsaftaler, i kombination med konkurrenceforbud, mellem Repsol og bestemte tankstationsforpagtere i Spanien, var forenelige med artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF). Kommissionen frygtede en væsentlig udelukkelsesvirkning på det spanske marked for detailsalg af brændstoffer.

17.      Derefter tilbød Repsol Kommissionen tilsagn, hvorved virksomheden navnlig erklærede sig villig til fremover ikke at indgå langvarige eksklusive købsaftaler samt til at tilbyde de pågældende tankstationsforpagtere et finansielt incitament til at afslutte deres eksisterende langsigtede leveringsaftaler med Repsol før tiden. Desuden forpligtede Repsol sig til i en bestemt periode at afstå fra at købe uafhængige tankstationer, som Repsol ikke var eneleverandør til (8).

18.      Disse tilsagn fra Repsol gjorde Kommissionen først i oktober 2004 til genstand for en meddelelse i henhold til artikel 27, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 (9) og erklærede dem derefter, den 12. april 2006, for bindende ved beslutning 2006/446/EF (10) i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, idet den samtidig indstillede konkurrencesagen mod Repsol.

19.      Den dispositive del af beslutning 2006/446 har følgende ordlyd:

»Artikel 1

Tilsagnene er bindende for [Repsol].

Artikel 2

Proceduren i denne sag indstilles.

Artikel 3

Denne beslutning er bindende fra datoen for dens meddelelse til [Repsol] til den 31. december 2011.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til:

[Repsol]

[…]«

 Tvisten mellem Gasorba og Repsol for de spanske domstole

20.      I tilslutning til beslutning 2006/446 forsøgte Gasorba samt Josefa Rico Gil og Antonio Ferrándiz González at frigøre sig fra deres kontraktrelation med Repsol og anlagde den 17. april 2008 fælles søgsmål mod Repsol med påstand om, at det fastslås, at de i 1993 indgåede kontrakter er ugyldige i henhold til artikel 81, stk. 2, EF (nu artikel 101, stk. 2, TEUF), samt om betaling af erstatning (11). De centrale argumenter i deres søgsmål var for det første Repsols fastsættelse af de endelige salgspriser og for det andet den eksklusive købsaftales lange varighed, som oversteg det, der var tilladt i henhold til gruppefritagelsesforordningerne (EØF) nr. 1984/83 (12) og (EF) nr. 2790/1999 (13). De fik dog ikke medhold hverken i første instans for Juzgado Mercantil n° 4 de Madrid (14) eller i anden instans for Audiencia Provincial de Madrid (15).

21.      Sagen verserer nu for den spanske Tribunal Supremo (øverste domstol), den forelæggende ret (16). Denne har anført, at de omtvistede kontrakter ikke kan omfattes af en gruppefritagelse i henhold til forordning nr. 2790/1999, da Repsol har en markedsandel på over 30% eller havde det, da kontrakterne blev indgået. Tribunal Supremo er imidlertid i tvivl om, hvorvidt der muligvis udgår en fritagende virkning for disse kontrakter fra beslutning 2006/446, og om denne beslutning er til hinder for, at de nationale domstole behandler spørgsmålet om de pågældende kontrakters lovlighed.

IV.    Anmodningen om præjudiciel afgørelse og retsforhandlingerne for Domstolen

22.      Ved kendelse af 18. oktober 2016, modtaget den 28. oktober 2016, har Tribunal Supremo (øverste domstol (afdelingen for civile sager)) i henhold til artikel 267 TEUF forelagt Den Europæiske Unions Domstol følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»1)      Er Kommissionens beslutning af 12. april 2006 om en procedure efter EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/B-1-[38 348] – Repsol CPP) i medfør af artikel 16 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [EF-]traktatens artikel 81 og 82 til hinder for, at en national ret kan erklære de aftaler, der er omfattet af denne beslutning, ugyldige i betragtning af varigheden af vilkåret om eksklusiv forsyning, skønt de kan erklæres ugyldige af andre grunde, som f.eks. leverandørens krav om en minimumssalgspris til offentligheden i forhold til køberen (eller forhandleren)?

2)      I bekræftende fald: Kan de langvarige kontrakter, der påvirkes af beslutningen om tilsagn, i medfør af beslutningen om tilsagn anses for at være en individuel undtagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF?«

23.      I sagen for Domstolen har Gasorba, Repsol, den spanske og den tyske regering samt Europa-Kommissionen afgivet skriftlige indlæg.

V.      Bedømmelse

24.      I sin præjudicielle anmodning rejser den forelæggende ret spørgsmålet om den bindende virkning af beslutninger, som Kommissionen vedtager i sin egenskab af europæisk konkurrencemyndighed, for de nationale domstole. Denne problematik har senest især været diskuteret i forbindelse med reglerne om statsstøtte (17). Som den foreliggende sag viser, kan den imidlertid også få praktisk betydning i forbindelse med gennemførelsen af EU’s konkurrenceregler.

25.      Problematikken fremstår dog lidt anderledes i forbindelse med EU-konkurrenceretten, hvor der altid har været et system med parallelle kompetencer (18), hvor såvel Kommissionen som de nationale konkurrencemyndigheder og domstole skal anvende artikel 101 TEUF og 102 TEUF (tidligere artikel 81 EF og 82 EF). Desuden findes der med artikel 16 i forordning nr. 1/2003 en udtrykkelig EU-retlig bestemmelse, som skal sikre ensartet anvendelse af EU’s konkurrenceregler.

26.      Konkret drejer det sig i den foreliggende sag om at besvare spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang de nationale domstole stadig har et selvstændigt spillerum til at træffe afgørelser til gennemførelse af Unionens konkurrenceregler, når der i forvejen foreligger en beslutning om tilsagn fra Kommissionen vedrørende en aftale mellem virksomheder. Svaret på dette spørgsmål fremgår af samspillet mellem artikel 9, stk. 1, og artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1/2003.

A.      De nationale domstoles beføjelse til som følge af en beslutning om tilsagn fra Kommissionen at fastslå, at en aftale mellem virksomheder er ugyldig (det første spørgsmål)

27.      Det centrale spørgsmål i den foreliggende sag er det første spørgsmål, hvormed Tribunal Supremo (øverste domstol) ønsker oplyst, om artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 hindrer en national ret i at erklære en aftale mellem virksomheder for ugyldig under påberåbelse af artikel 101, stk. 2, TEUF, når Kommissionen tidligere med henblik på netop denne aftale i en beslutning om tilsagn i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 har modtaget tilsagn og gjort disse bindende. Baggrunden for dette spørgsmål er beslutning 2006/446, en beslutning om tilsagn støttet på artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 vedrørende Repsols forhold til de spanske tankstationsoperatører.

28.      Formelt set er Kommissionens beslutninger, der – som beslutning 2006/446 – er rettet til en bestemt adressat, kun bindende for denne i alle enkeltheder (artikel 288, stk. 4, andet punktum, TEUF), i den foreliggende sag altså for Repsol (jf. artikel 4 i den pågældende beslutning). For at sikre en ensartet anvendelse af EU’s konkurrenceregler i et decentraliseret system fastsætter artikel 16, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1/2003 imidlertid desuden, at når de nationale domstole i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF træffer afgørelse om en aftale mellem virksomheder, som allerede er genstand for en kommissionsbeslutning, kan de ikke træffe afgørelser, der er i strid med den beslutning, som Kommissionen har truffet.

29.      Naturligvis omfatter dette forbud mod fravigelse, som kommer til udtryk i artikel 16, stk. 1, første punktum, også Kommissionens beslutninger om tilsagn i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003. Artikel 16, stk. 1, omfatter nemlig alle beslutninger, som Kommissionen kan tænkes at have vedtaget på grundlag af forordning nr. 1/2003, og begrænser sig på ingen måde til en bestemt type beslutning (19).

30.      Imidlertid kan forbuddet mod fravigelse, som findes i artikel 16, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 1/2003, altid kun gå så vidt, som det normative indhold i den pågældende kommissionsbeslutning rækker.

31.      I den foreliggende sag består det normative indhold i Kommissionens beslutning 2006/446, som den forelæggende ret hentyder til i sit første spørgsmål, alene i at gøre Repsols tilsagn vedrørende selskabets forhold til de spanske tankstationsoperatører i en bestemt periode bindende (jf. beslutningens artikel 1 og 3) og afslutte den daværende konkurrenceretlige sag mod Repsol (jf. beslutningens artikel 2). Derimod træffer beslutning 2006/446 intetsteds bindende konklusioner om lovligheden af de eksklusive købsaftaler, der er indgået mellem Repsol og dette selskabs tankstationsforpagtere.

32.      Dette normative indhold i beslutning 2006/446 er en følge af den retlige natur og funktion af en beslutning om tilsagn i systemet i forordning nr. 1/2003. En sådan beslutning om tilsagn er nemlig netop kendetegnet ved, at Kommissionen i beslutningen ikke foretager en dybtgående konkurrenceretlig vurdering af aftaler mellem virksomheder, men for at opnå en hurtigere sagsbehandling nøjes med en foreløbig vurdering og navnlig ikke fastslår, at der er sket en overtrædelse af artikel 101 TEUF eller 102 TEUF (20).

33.      Følgelig hindrer en beslutning i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 som den her omhandlede beslutning 2006/446 ikke de nationale domstole i selv at prøve, om de pågældende aftaler mellem virksomheder er forenelige med EU-rettens konkurrenceregler, og således gøre brug af deres kompetence til at anvende artikel 101 TEUF og 102 TEUF (jf. herom også artikel 6 i forordning nr. 1/2003). I denne forbindelse gør det ingen forskel, om der er tale om konkurrenceretlige aspekter, som allerede har været genstand for en summarisk prøvelse fra Kommissionens side i beslutningen om tilsagn, eller om helt nye synspunkter, som Kommissionen slet ikke har behandlet endnu.

34.      Denne konklusion bekræftes også, når man ser på præamblen til forordning nr. 1/2003. Her fremgår det såvel af 13. betragtning, tredje punktum, som af 22. betragtning, sidste punktum, at Kommissionens beslutninger om tilsagn ikke anfægter medlemsstaternes konkurrencemyndigheders og domstoles kompetence til at træffe afgørelse i sagen under anvendelse af artikel 101 TEUF og 102 TEUF og eventuelt fastslå, at der foreligger en overtrædelse.

35.      Alt dette betyder ikke, at en beslutning fra Kommissionen i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 ikke har retlig virkning for de nationale domstole. For det første tjener en sådan beslutning om tilsagn nemlig til at gøre virksomheders tilsagn bindende, således at overholdelsen af dem eventuelt kan indbringes for domstolene af interesserede tredjeparter. For det andet indeholder beslutningen om tilsagn en foreløbig konkurrenceretlig vurdering fra Kommissionens side af en aftale mellem virksomheder som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF (21), som de nationale domstole ikke må sidde overhørig. Tværtimod påbyder princippet om loyalt samarbejde (artikel 4, stk. 3, TEU) samt det generelle mål om en effektiv og ensartet anvendelse af EU’s konkurrenceregler, at de nationale dommere anser Kommissionens vurdering for en vigtig indikation, ja sågar for et indledende bevis for, at den pågældende aftale mellem virksomheder er i strid med konkurrencereglerne, tager behørig højde for denne vurdering og konsulterer Kommissionen, såfremt de vil fravige dens vurdering (22). På grund af den summariske og foreløbige karakter kan Kommissionens konkurrenceretlige vurdering i en beslutning i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 i sidste ende ikke være til hinder for, at den nationale domstol i samme sag på grundlag af yderligere efterforskning og en mere dybtgående prøvelse når til et helt eller delvis afvigende resultat.

36.      Repsol har gjort gældende, at det er i strid med retssikkerhedsprincippet, såfremt Kommissionen på grund af tilsagn indstiller sin konkurrenceretlige sag vedrørende en aftale mellem virksomheder, men en national domstol alligevel kan anse samme aftale for i strid med konkurrencereglerne og dermed ugyldig som omhandlet i artikel 101, stk. 2, TEUF.

37.      Denne indvending er dog ikke overbevisende. Repsol overser forskellen mellem en beslutning i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som især af effektivitetshensyn kun beror på en summarisk prøvelse fra Kommissionens side, og en beslutning i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som er baseret på en indgående konkurrenceretlig analyse og vedtages efter gennemførelse af en fuldstændig konkurrenceretlig sag. Denne grundlæggende forskel fastslog Domstolen i Arosa-sagen, og den forkastede i denne forbindelse udtrykkeligt Rettens anderledes lydende vurdering, som Repsol påberåber sig (23).

38.      Den blotte omstændighed, at Kommissionen modtager en virksomheds tilsagn i en beslutning i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 og gør dem bindende, betyder på ingen måde, at den europæiske konkurrencemyndighed godkender den pågældende virksomheds hidtidige markedsadfærd og anser den for at være i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Tværtimod erklærer Kommissionen med en sådan beslutning om tilsagn – og således også med den her omtvistede beslutning 2006/446 – kun, at dens betænkeligheder er blevet imødekommet, og at der aktuelt ikke er grund til, at Kommissionen griber ind (24).

39.      En virksomheds tilsagn, som Kommissionen modtager i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, skal ganske vist bidrage til at afbøde eventuelle konkurrencestridige virkninger af dens adfærd på markedet eller sågar genoprette dem. Det kan imidlertid ikke udledes heraf, at den pågældende virksomheds adfærd på markedet er blevet »legaliseret« ved Kommissionens beslutning om tilsagn, og da slet ikke med tilbagevirkende kraft.

40.      Hensigten med artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som også er grundlaget for dens attraktivitet blandt de praktiske udøvere af EU’s konkurrenceregler, er dobbelt: Den ligger for det første i at give Kommissionen som konkurrencemyndighed mulighed for at løse sine opgaver så effektivt og ressourcebesparende som muligt, i henhold til opportunitetsprincippet. For det andet giver bestemmelsen de berørte virksomheder mulighed for at undgå konstateringen af en overtrædelse af konkurrencereglerne, som ville være til skade for dem, samt eventuelt risikoen for en bøde, idet de afgiver tilsagn over for Kommissionen (25).

41.      I øvrigt gælder imidlertid fortsat enhver virksomheds eget ansvar for sin markedsadfærd, som er et centralt princip i hele systemet i forordning nr. 1/2003. Dette ansvar kan en beslutning om tilsagn fra Kommissionen ikke fritage virksomheden fra.

42.      Sammenfattende kan det således fastholdes vedrørende fortolkningen af artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at en beslutning om tilsagn, som Kommissionen vedtager i henhold til samme forordnings artikel 9, stk. 1, med hensyn til bestemte aftaler mellem virksomheder, ikke er til hinder for, at de nationale domstole kan prøve netop disse aftalers forenelighed med konkurrencereglerne og eventuelt erklære dem ugyldige i henhold til artikel 101, stk. 2, TEUF.

B.      En beslutning om tilsagn fra Kommissionen har ikke fritagende virkning (det andet spørgsmål)

43.      Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om beslutning 2006/446 – en beslutning om tilsagn som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 – for så vidt angår de deri omhandlede langvarige eksklusive købsaftaler har samme virkning som en individuel fritagelse som omhandlet i artikel 101, stk. 3, TEUF (tidligere artikel 81, stk. 3, EF).

44.      Dette spørgsmål er kun stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares bekræftende. Da jeg imidlertid som allerede anført lægger til grund, at det første spørgsmål skal besvares benægtende, behandler jeg i det følgende kun det andet spørgsmål subsidiært og i bestræbelsen på at give den forelæggende ret alle nyttige oplysninger til brug for en korrekt løsning af tvisten i hovedsagen.

45.      Eksplicit er der intetsteds i beslutning 2006/446 tale om, at Kommissionen i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF tildeler en individuel fritagelse for de langvarige eksklusive købsaftaler, som Repsol har indgået med sine tankstationsforpagtere. Tværtimod nøjes Kommissionen i den pågældende beslutning med at erklære visse tilsagn fra Repsol for bindende frem til den 31. december 2011 og indstille den daværende konkurrencesag mod Repsol.

46.      Lige så lidt kan der i den foreliggende sag være tale om, at der implicit er givet en individuel fritagelse. Som de fleste procesdeltagere korrekt har fremhævet, ville en individuel fritagelse i henhold til artikel 101, stk. 3, TEUF, uanset hvordan den var udformet, nemlig forudsætte, at det først er fastslået, at der foreligger en aftale, der er forbudt i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF (26). Netop dette er imidlertid ikke fastslået nogetsteds i beslutning 2006/446 for så vidt angår de langvarige eksklusive købsaftaler for Repsols tankstationsforpagtere i Spanien.

47.      Det ligger også i sagens natur, at beslutningen om tilsagn ikke indeholder konstateringer om, hvorvidt der foreligger en konkurrencestridig adfærd. Som allerede anført er beslutninger i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, som den omtvistede beslutning 2006/446 hører til, nemlig kendetegnet ved, at Kommissionen i beslutningen kun foretager en foreløbig vurdering af konkurrencesituationen uden at tage endelig stilling til, om der foreligger en overtrædelse af artikel 101, stk. 1, TEUF (27).

48.      Det skal desuden tages i betragtning, at et af de centrale formål med den reform, der blev gennemført ved forordning nr. 1/2003, var at afskaffe Kommissionens administrative tildeling af individuelle fritagelser. Således fandt der på skæringsdagen den 1. maj 2004 en overgang sted til en ordning med en direkte anvendelig undtagelse, som ikke længere indeholder individuelle afgørelser fra Kommissionen vedrørende anvendelsen af artikel 101, stk. 3, TEUF (jf. artikel 1, stk. 1 og 2, samt artikel 6, sammen med fjerde betragtning til forordning nr. 1/2003).

49.      Siden denne ændring træffer Kommissionen kun højst undtagelsesvis en afgørelse i en konkret sag, hvori det rent deklaratorisk fastslås, at betingelserne i artikel 101, stk. 3, TEUF er opfyldt, og det sker kun inden for rammerne af en beslutning i henhold til artikel 10 i forordning nr. 1/2003 (»Uanvendelighed«) (28), men ikke i en beslutning i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, hvilken der er tale om i den foreliggende sag.

50.      Alt i alt kan det derfor ikke lægges til grund, at beslutning 2006/446 for så vidt angår de langvarige eksklusive købsaftaler mellem Repsol og selskabets spanske tankstationsforpagtere har samme virkning som en individuel fritagelse som omhandlet i artikel 101, stk. 3, TEUF.

VI.    Forslag til afgørelse

51.      På denne baggrund foreslår jeg Domstolen at besvare den præjudicielle anmodning fra den spanske Tribunal Supremo (øverste domstol) som følger:

»Artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003 skal fortolkes således, at en beslutning om tilsagn, som Europa-Kommissionen vedtager i henhold til samme forordnings artikel 9, stk. 1, med hensyn til bestemte aftaler mellem virksomheder, ikke er til hinder for, at de nationale domstole kan prøve netop disse aftalers forenelighed med konkurrencereglerne og eventuelt erklære dem ugyldige i henhold til artikel 101, stk. 2, TEUF.«


1 –      Originalsprog: tysk.


2–      Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EUT 2003, L 1, s. 1, herefter »forordning nr. 1/2003«).


3–      Jf. dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa (C-441/07 P, EU:C:2010:377).


4–      Jf. f.eks. dom af 14.12.2006, Confederación Española de Empresarios de Estaciones de Servicio (C-217/05, EU:C:2006:784), af 11.9.2008, CEPSA (C-279/06, EU:C:2008:485), og af 2.4.2009, Pedro IV Servicios (C-260/07, EU:C:2009:215), samt kendelse af 3.9.2009, Lubricarga (C-506/07, EU:C:2009:504), af 27.3.2014, Bright Service (C-142/13, EU:C:2014:204), og af 4.12.2014, Estación de Servicio Pozuelo 4 (C-384/13, EU:C:2014:2425).


5–      Brugsretten omfatter også myndighedernes tilladelse til at drive en tankstation.


6–      Den forelæggende ret taler i denne forbindelse om »krydskontrakter«.


7–      Udgangspunktet for den pågældende sag var aftaler og udkast til kontrakter, som Repsol havde anmeldt til Kommissionen i henhold til de regler, der gik forud for forordning nr. 1/2003. Denne anmeldelse bortfaldt dog, da forordning nr. 1/2003 fandt anvendelse den 1.5.2004 (jf. herom artikel 34, stk. 1, i forordning nr. 1/2003).


8–      Jf. vedrørende indholdet af tilsagnene Kommissionens bemærkninger i punkt 2 i dens resumé af beslutning 2006/446 (EUT 2006, L 176, s. 104).


9–      Meddelelse i henhold til artikel 27, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 angående sag COMP/B-1/38 348 – Repsol CPP SA (EUT 2004, C 258, s. 7).


10–      Kommissionens beslutning 2006/446/EF af 12.4.2006 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/B-1/38 348 – Repsol CPP), meddelt under nummer K(2006) 1548, resumé i EUT 2006, L 176, s. 104. Den fulde ordlyd af beslutning 2006/446 findes kun på internettet på Generaldirektoratet for Konkurrences websted: http://ec.europa.eu/competition/antitrust/cases/dec_docs/38348/38348_997_1.pdf (senest besøgt den 11.7.2017).


11–      Ifølge egne oplysninger anlagde Repsol på sin side sag mod Gasorba ved en civil domstol i Madrid. Ifølge Repsol udspandt der sig før de to søgsmål en udenretlig tvist mellem parterne om betingelserne i forbindelse med opsigelse af leveringsaftalen, som førte til, at Repsol opsagde kontrakten, hvorefter Gasorba igen anfægtede denne opsigelses lovlighed. Repsol har gjort gældende, at Gasorba med urette påberåber sig EU’s konkurrenceregler.


12–      Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22.6.1983 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler (EFT 1983, L 173, s. 5).


13–      Kommissionens forordning (EF) nr. 2790/1999 af 22.12.1999 om anvendelse af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EFT 1999, L 336, s. 21).


14–      Handelsret nr. 4 Madrid, hvis dom blev afsagt den 8.7.2011.


15–      Den regionale domstol i Madrid (som appelinstans), hvis dom blev afsagt den 27.1.2014.


16–      Appelsag nr. 757/2014.


17–      Denne diskussion blev udløst af dom af 21.11.2013, Deutsche Lufthansa (C-284/12, EU:C:2013:755), og kendelse af 4.4.2014, Flughafen Lübeck (C-27/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:240), som begge behandler virkningerne af Kommissionens beslutninger som omhandlet i den nuværende artikel 4 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 (EUT 2015, L 248, s. 9) i nationale retssager.


18–      Dom af 13.2.1969, Wilhelm m.fl. (14/68, EU:C:1969:4, præmis 3), og af 14.2.2012, Toshiba Corporation m.fl. (C-17/10, EU:C:2012:72, præmis 81).


19–      Således dom af 14.2.2012, Toshiba Corporation m.fl. (C-17/10, EU:C:2012:72, præmis 87), med henvisning til artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 1/2003.


20–      13. betragtning, andet punktum, i forordning nr. 1/2003; jf. desuden dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Alrosa (C-441/07 P, EU:C:2010:377, navnlig præmis 35).


21–      Det samme gælder for vedtagelser og samordnet praksis som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF samt for misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF.


22–      Jf. herom også Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU’s medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2004, C 101, s. 54).


23–      Dom af 29.6.2010, Kommissionen mod Arosa (C-441/07 P, EU:C:2010:377, præmis 35, 38, 40 og 46-48); jf. supplerende mit forslag til afgørelse i samme sag (EU:C:2009:555, punkt 47-51).


24–      Jf. atter 13. betragtning til forordning nr. 1/2003.


25–      Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse Kommissionen mod Alrosa (C-441/07 P, EU:C:2009:555, punkt 60).


26–      Dom af 7.2.2013, Slovenská sporiteľňa (C-68/12, EU:C:2013:71, præmis 30). Jf. vedrørende det hele også punkt 11 i Kommissionens meddelelse »Retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3« (EUT 2004, C 101, s. 97); ifølge denne består den konkurrenceretlige vurdering efter artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) af to dele, idet bestemmelsen af, hvilke konkurrencefremmende fordele aftalen mellem virksomheder i henhold til artikel 81, stk. 3, EF er forbundet med, kun finder sted, når det i henhold til artikel 81, stk. 1, EF er fastslået, at en aftale er konkurrencebegrænsende.


27–      Jf. herom atter 13. betragtning, andet punktum, til forordning nr. 1/2003 samt mine bemærkninger til det første spørgsmål, navnlig i punkt 32 i dette forslag til afgørelse.


28–      Jf. herom også 14. betragtning til forordning nr. 1/2003.