Language of document : ECLI:EU:C:2017:920

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

P. MENGOZZI

fremsat den 29. november 2017 (1)

Sag C-551/16

J. Klein Schiphorst

mod

Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Centrale Raad van Beroep (appeldomstol i sager vedrørende social sikring og tjenestemænd, Nederlandene))

»Præjudiciel forelæggelse – EF-Schweiz-aftalen om fri bevægelighed for personer – arbejdskraftens frie bevægelighed – forordning (EF) nr. 883/2004 – artikel 7, 63 og 64 – vandrende arbejdstagere – arbejdsløshedsydelser – arbejdssøgende, der flytter til en anden medlemsstat – bevarelse af retten til arbejdsløshedsydelser – varighed valgmulighed«






I.      Indledning

1.        Kan en medlemsstat af princip nægte at indrømme en af sine borgere, der er arbejdssøgende, en forlængelse af eksportperioden for arbejdsløshedsydelser ud over en periode på tre måneder?

2.        Dette er genstanden for den præjudicielle forelæggelse indgivet af Centrale Raad van Beroep (appeldomstol i sager vedrørende social sikring og tjenestemænd, Nederlandene), og som navnlig vedrører fortolkningen af artikel 64, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (2).

II.    Faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

3.        Anmodningen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem J. Klein Schiphorst, der er nederlandsk statsborger, og Raad van bestuur van het Uitvoeringsinstituut werknemersverzekeringen (forvaltningsrådet for instituttet for forsikringsordninger for arbejdstagere, Nederlandene, herefter »Uwv«) vedrørende Uwv’s afvisning af J. Klein Schiphorsts anmodning om forlængelse af den periode på tre måneder, der er fastsat i artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004, i hvilken retten til arbejdsløshedsydelser består, idet Uwv havde udbetalt sådanne ydelser fra den 1. september til den 30. november 2012 i forbindelse med den pågældendes jobsøgning i Det Schweiziske Forbund, hvor vedkommendes partner er statsborger.

4.        Som den forelæggende ret har bemærket, hersker der ingen tvivl om, at J. Klein Schiphorst havde ret til fortsat at få udbetalt arbejdsløshedsydelser i forbindelse med sin jobsøgning i Schweiz i tre måneder, fra den 1. september til den 30. november 2012.

5.        For det første fremgår det af artikel 64, stk. 1, i forordning nr. 883/2004, at en fuldtidsledig, der opfylder betingelserne for at være ydelsesberettiget i den kompetente medlemsstats lovgivning, og som rejser til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse, bevarer retten til kontantydelser ved arbejdsløshed på de i nævnte artikel opstillede betingelser og inden for de fastsatte grænser. Det gælder bl.a. de i dette stykkes litra c) omhandlede betingelser og grænser for bevarelse af retten til ydelser »i tre måneder, regnet fra det tidspunkt, hvor den arbejdsløse ophørte med at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, han har forladt, dog således at det samlede tidsrum, for hvilket der tilkendes ydelser, ikke kan overstige det samlede tidsrum, hvor den arbejdsløse har ret til ydelser i medfør af den nævnte medlemsstats lovgivning« (3).

6.        For det andet er det ubestridt, at forordning nr. 883/2004 i henhold til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side om fri bevægelighed for personer, underskrevet i Luxembourg den 21. juni 1999 (4) (herefter »EF-Schweiz-aftalen«), og i henhold til bilag II til nævnte aftale som ændret ved afgørelse nr. 1/2012 truffet af det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til EF-Schweiz-aftalen, den 31. marts 2012 om erstatning af bilag II til aftalen om koordinering af sociale sikringsordninger (5), finder anvendelse på forholdet mellem medlemsstaterne og Det Schweiziske Forbund fra den 1. april 2012, idet afgørelsen sidestilles med aftalen med henblik på gennemførelse af nævnte forordning.

7.        Derimod vedrører tvisten i hovedsagen og den forelæggende rets spørgsmål nærmere bestemt fortolkningen af sidste del af artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004, hvoraf det fremgår, at »de tre måneder kan af det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænges til højst seks måneder«.

8.        Det fremgår i denne forbindelse af sagsakterne, at Uwv forkastede den anmodning om forlængelse af eksportperioden, som J. Klein Schiphorst havde indgivet, med den begrundelse, at instituttet af princip afviser en sådan forlængelse i henhold til instrukser udstedt i 2011 af den nederlandske social- og beskæftigelsesminister, medmindre et sådant afslag, henset til sagens særlige omstændigheder, medfører et urimeligt resultat. Ifølge Uwv kunne denne undtagelse ikke anvendes i J. Klein Schiphorsts tilfælde, eftersom der på trods af den pågældendes indsats for at finde arbejde i Schweiz ikke var nogen konkrete beskæftigelsesmuligheder i Schweiz eller andre omstændigheder, der kunne tale for ikke at kræve, at J. Klein Schiphorst vendte tilbage til Nederlandene efter udløbet af de tre måneder.

9.        J. Klein Schiphorsts søgsmål anlagt til prøvelse af Uwv’s afgørelse blev forkastet i første instans med den begrundelse, at Uwv i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, hvorfor instituttet ikke havde benyttet sig af den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed, og sagsøgeren i hovedsagen har derfor iværksat appel ved den forelæggende ret.

10.      Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt Uwv’s afgørelse er i overensstemmelse med EU-retten.

11.      Den forelæggende ret erkender, at medlemsstaterne i henhold til artikel 63 i forordning nr. 883/2004 har mulighed for at gøre udbetalingen af arbejdsløshedsydelser betinget af et krav om ophold, men bemærker, at det ligeledes fremgår af denne bestemmelse, at samme forordnings artikel 7, der indeholder et forbud mod bopælsbestemmelser, finder anvendelse i forbindelse med de i artikel 64 og 65 i forordning nr. 883/2004 omhandlede tilfælde og inden for de deri fastlagte grænser. Eftersom muligheden for at forlænge eksportperioden for arbejdsløshedsydelser er omhandlet i samme forordnings artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, har anvendelsen af nævnte artikel 7 ifølge den forelæggende ret betydning for fortolkningen og anvendelsen af denne mulighed. Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om anvendelsen af traktatens bestemmelser om personers og arbejdskraftens frie bevægelighed også kan have betydning for fortolkningen af den i forordningens artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, omhandlede beføjelse.

12.      På denne baggrund har Centrale Raad van Beroep (appeldomstol i sager vedrørende social sikring og tjenestemænd) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Kan den beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), [in fine], i forordning nr. 883/2004, henset til denne forordnings artikel 63 og 7, formålet med og indholdet af forordningen og personers og arbejdstagers frie bevægelighed, forstås således, at en ansøgning om forlængelse af perioden for eksport af en ydelse ved arbejdsløshed [principielt] afslås, medmindre forlængelsen af eksportperioden efter Uwv’s opfattelse på grundlag af sagens konkrete omstændigheder, herunder eksempelvis, at der foreligger en konkret og beviselig udsigt til arbejde, ikke med rimelighed kan nægtes?

2)      I benægtende fald: Hvorledes skal medlemsstaterne da forstå den beføjelse, der er tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), [in fine], i forordning nr. 883/2004?«

13.      Disse spørgsmål har givet anledning til skriftlige indlæg fra Uwv, den nederlandske, den tjekkiske, den danske, den polske, den svenske og den norske regering samt fra Europa-Kommissionen. Disse berørte parter har endvidere afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 20. september 2017, bortset fra den tjekkiske og den polske regering, som ikke var repræsenteret under retsmødet.

III. Analyse

14.      Som det fremgår af det ovenstående indrømmer artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004 arbejdsløse arbejdstagere i en medlemsstat retten til at opretholde deres arbejdsløshedsydelser i en periode på tre måneder, hvor de kan søge arbejde i en anden medlemsstat, og denne periode kan i henhold til nævnte artikels sidste led »af det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænges til højst seks måneder«.

15.      Er denne mulighed for at forlænge eksportperioden for arbejdsløshedsydelserne ud over de tre måneder til fordel for en person rettet til medlemsstaterne, således at de i kraft af denne mulighed er bemyndigede til ikke at benytte sig af den og dermed forbyde enhver mulighed for, at den kompetente forvaltning indrømmer en sådan forlængelse, således som den danske, den nederlandske, den svenske og den norske regering hævder, eller er den udelukkende rettet til de kompetente administrative instanser, der under alle omstændigheder skal have mulighed for at behandle hver enkelt sag, således som den tjekkiske og den polske regering samt Kommissionen hævder?

16.      Henset til omstændighederne i hovedsagen er det ikke nødvendigt direkte at besvare det i det foregående punkt nævnte alternativ. Det fremgår således af sagsakterne og den nederlandske regerings redegørelser, at selv om Kongeriget Nederlandene i første omgang i henhold til socialministerens instrukser af januar 2011 havde afvist at benytte sig af den mulighed, der indrømmes med artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004, var denne medlemsstat i anden omgang, samtidig med, at princippet om, at ansøgninger om forlængelse generelt afvises, blev overholdt, blevet »nødt til« de ord, som repræsentanten for den nederlandske regering benyttede under retsmødet at pålægge Uwv at behandle de individuelle ansøgninger om forlængelse og kræve, at instituttet begrunder sine afgørelser om afslag på forlængelse, efter en dom afsagt af retten i Amsterdam den 2. oktober 2011.

17.      Kongeriget Nederlandene har således i sidste ende anvendt den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed som »nej, undtagen hvis« for nu at benytte det udtryk, som Kommissionen har anvendt, og denne præmis kan således lægges til grund for den forelæggende rets første spørgsmål.

18.      Det er ikke desto mindre nødvendigt, at Domstolen klart afgør de principielle spørgsmål i punkt 15 i dette forslag til afgørelse vedrørende rækkevidden af artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004, som de procesdeltagere, der har afgivet indlæg for Domstolen, har anmodet den om. Under alle omstændigheder er jeg af den opfattelse, at det tilkommer generaladvokaten at besvare dette spørgsmål ved over for Domstolen at belyse problematikken, om end ikke udtømmende, omkring de muligheder, der indrømmes de nationale myndigheder med bestemmelserne i de afledte EU-retlige bestemmelser.

19.      Når det er sagt, har Domstolen, selv om den ikke indtil nu har haft lejlighed til at fortolke artikel 64 i forordning nr. 883/2004, dog haft lejlighed til at tydeliggøre rækkevidden af den artikel, der gik forud for den, nemlig artikel 69 i Rådets forordning (EF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (6).

20.      Denne retspraksis indeholder nyttige holdepunkter for løsningen af den foreliggende sag, selv om de efter min opfattelse ikke er afgørende, eftersom det omtvistede sætningsled (»de tre måneder kan af det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution forlænges til højst seks måneder«) blev indført med forordning nr. 883/2004. Den retspraksis, der er blevet udviklet i forbindelse med forordning nr. 1408/71, udgør derfor et fremragende udgangspunkt, men det er efter min opfattelse ikke muligt heraf at udlede et entydigt svar på den forelæggende rets første spørgsmål, sådan som Kommissionen har forsøgt at gøre det i sine indlæg.

21.      Det er først og fremmest indlysende, at Domstolens praksis vedrørende artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71 fortsat er fuldt ud relevant, når der er tale om perioden på tre måneder omhandlet i artikel 64, stk. 1, litra c), ab initio, i forordning nr. 883/2004.

22.      Det kan således med lethed fastslås, at denne artikel giver en arbejdssøgende arbejdstager mulighed for – uden at miste retten til arbejdsløshedsydelser i den kompetente stat – at rejse til en anden medlemsstat for at søge beskæftigelse, uden at den pågældende i den nævnte periode behøver at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den kompetente stat (7).

23.      Der er her tale om en »mulighed«, der indrømmes en arbejdssøgende arbejdstager for at fremme den frie bevægelighed for personer, hvilket giver denne arbejdstager en fordel i forhold til arbejdstagere, der forbliver i den kompetente medlemsstat, for så vidt som denne arbejdstager i en periode på tre måneder er fritaget for forpligtelsen til at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i denne medlemsstat og underkaste sig den her gældende kontrol, selv om vedkommende skal lade sig indskrive ved arbejdsformidlingen i den medlemsstat, han rejser til (8).

24.      Begrænsningen af denne mulighed til tre måneder betyder, at en arbejdssøgende, der ikke har fundet arbejde i det land, han rejste til, efter udløbet af denne periode i princippet skal vende tilbage til den kompetente medlemsstats område for i henhold til lovgivningen i denne stat at bevare retten til arbejdsløshedsydelser, og vender den pågældende ikke tilbage, mister vedkommende enhver ret til disse ydelser (9).

25.      Efter udløbet af perioden på tre måneder har den kompetente stat med andre ord igen ret til at gøre udbetalingen af arbejdsløshedsydelser betinget af, at personen opholder sig på dens område.

26.      Domstolen har fastslået, at fællesskabslovgiver ikke tilsidesatte reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet ved at knytte betingelser og begrænsninger til den mulighed, der indrømmes med artikel 69, stk. 1, litra c), i forordning nr. 1408/71 (10).

27.      Den har ligeledes fastslået, at bortset fra de situationer, der er omfattet af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71, herunder artikel 69, er kravet om, at den pågældende skal have bopæl i den medlemsstat, hvor den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende, og som i national ret er begrundet i hensynet til kontrollen med overholdelsen af betingelserne i lovgivningen om udbetaling af arbejdsløshedsydelser, foreneligt med retten for unionsborgerne til at færdes og opholde sig frit i medlemsstaterne (11). Som den norske regering har bemærket i sit skriftlige indlæg, forklares dette navnlig med medlemsstaternes særlige behov for at kontrollere, at betingelserne for udbetaling af arbejdsløshedsydelser er opfyldt, og denne kontrol »har en specifik karakter, som begrunder indførelsen af mere indgribende foranstaltninger end dem, der anvendes ved kontrollen med andre ydelser« (12).

28.      Disse principper er fortsat relevante i forbindelse med forordning nr. 883/2004.

29.      Dels sikrer artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004 som allerede anført retten til fortsat at modtage ydelser i tre måneder fra den dato, på hvilken den arbejdsløse ophører med at stå til rådighed for medlemsstatens arbejdsformidling, mens nævnte forordnings artikel 64, stk. 2, i princippet bestemmer, at en arbejdsløs, der »ikke vender tilbage til den kompetente medlemsstat ved eller inden udløbet af nævnte periode, mister [...] enhver ret til ydelser efter denne stats lovgivning«.

30.      Dels er artikel 64 i forordning nr. 883/2004, som samtlige procesdeltagere, der deltog i retsmødet erkendte, en lex specialis i forhold til forordningens artikel 7, der foreskriver »ophævelse af bopælsbestemmelser«, men kun »i forbindelse med de i artikel 64 [...] omhandlede tilfælde og inden for de deri fastlagte grænser« i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 63.

31.      En arbejdsløs arbejdstager, der opfylder alle de i artikel 64 i forordning nr. 883/2004 opstillede krav, skal således have tilladelse til at eksportere sine arbejdsløshedsydelser i tre måneder i medfør af denne artikels stk. 1, litra c), uden at de ydelser, der udbetales i denne periode, i henhold til artikel 7 i forordning nr. 883/2004 kan »nedsættes, ændres, stilles i bero, inddrages eller beslaglægges med den begrundelse, at den pågældende eller dennes familiemedlemmer er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor den institution, som det påhviler at udrede ydelsen, er beliggende«.

32.      Anvendelsen af artikel 7 i forordning nr. 883/2004 kan derimod ikke tjene til at omgå de betingelser og begrænsninger, der er fastsat i denne forordnings artikel 64, navnlig betingelserne om varigheden af eksporten af ydelserne. Artikel 7 i den nævnte forordning kan heller ikke ændre en mulighed, der er fastsat i forordningens artikel 64, til en forpligtelse.

33.      Der hersker således ikke skyggen af tvivl om, at en arbejdssøgende ikke har krav på at få ret til at eksportere sine arbejdsløshedsydelser i en periode på mere end tre måneder og op til højst seks måneder.

34.      Denne konstatering følger allerede af ordlyden af artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004, der præciserer, at perioden på tre måneder »kan [...] forlænges til højst seks måneder« (13). Den underbygges ligeledes af forarbejderne (14), der førte til vedtagelsen af denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at Kommissionens oprindelige forslag om at gøre eksportperioden på seks måneder obligatorisk, ikke kunne godkendes af Rådet (der traf afgørelse med enstemmighed), idet medlemsstaterne i sidste ende nåede frem til et kompromis, der afspejler den nuværende tekst i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 (15).

35.      Denne konklusion gør det imidlertid ikke muligt at besvare spørgsmålet om, hvorvidt denne mulighed, når det gælder forlængelsen af perioden for eksport af arbejdsløshedsydelserne ud over tre måneder som alle procesdeltagerne er enige om er en mulighed udelukkende henvender sig til arbejdsformidlingerne i den kompetente medlemsstat, således at disse formidlinger altid skal kunne benytte denne mulighed i hvert enkelt individuelt tilfælde, eller om medlemsstaterne tværtimod kan vælge at give afkald på denne mulighed.

36.      Domstolen har ikke afgjort dette spørgsmål i sin praksis af den enkle årsag, at den valgfrie ordning i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 ikke fandtes i forbindelse med forordning nr. 1408/71.

37.      Som Kommissionen navnlig har bemærket, er det korrekt, at artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 efter sin ordlyd giver »det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution« og ikke den kompetente (medlems)stat mulighed for at forlænge udbetalingen af arbejdsløshedsydelser.

38.      Kommissionen samt den tjekkiske og den polske regering har heraf konkluderet, at medlemsstaterne skal afholde sig fra at gribe ind i det kompetente arbejdsformidlingskontors eller den kompetente institutions skønsbeføjelser til at undersøge muligheden for at forlænge eksportperioden ud over de tre måneder i hvert enkelt individuelt tilfælde.

39.      Jeg finder ikke denne argumentation overbevisende.

40.      Var dette for det første tilfældet, ville EU-lovgiver således have accepteret, at bopælsbestemmelserne principielt ophæves i en periode på mere end tre måneder og op til højst seks måneder.

41.      En sådan principbeslutning burde dog efter min opfattelse fremgå utvetydigt af bestemmelserne i forordning nr. 883/2004, navnlig på grund af de administrative konsekvenser, navnlig problemerne med at sikre en længerevarende kontrol i udlandet af de pågældendes arbejdssøgning, og store finansielle konsekvenser for medlemsstaterne, der udbetaler arbejdsløshedsydelserne i henhold til national ret. I denne forbindelse skal det, i lighed med det af den svenske regering anførte, bemærkes, at forordningens artikel 64, stk. 1, litra d), præciserer, at ydelserne udredes af den kompetente institution »efter den for institutionen gældende lovgivning, og for denne institutions regning«. I forbindelse med den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed kan den kompetente institution således ikke se bort fra lovbestemmelserne vedrørende udredning af arbejdsløshedsydelser. Disse betingelser omfatter nødvendigvis de betingelser, der i givet fald er fastsat i national lovgivning eller nationale forskrifter om den nationale forvaltnings ret til at udbetale disse ydelser til en arbejdssøgende, som er rejst til en anden medlemsstat, der er bundet af bestemmelserne i forordning nr. 883/2004, i en periode på mere end tre måneder.

42.      For det andet defineres »en kompetent institution« som »den institution, som den berørte person er tilsluttet på tidspunktet for indgivelse af ansøgning om ydelser« i artikel 1, litra i), i forordning nr. 883/2004, mens artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 ligeledes henviser til »det kompetente arbejdsformidlingskontor«, et begreb, der ikke defineres i den pågældende retsakt, og som på grund af sin generelle karakter kan betegne enhver type myndighed eller institution med ansvar for socialsikringsordningerne eller for anvendelse af den relevante lovgivning i henhold til de enkelte medlemsstaters retsorden.

43.      Ordlyden af artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 gør det således ikke muligt at fastslå, at EU-lovgiver skulle have forbudt medlemsstaterne at begrænse eksporten af arbejdsløshedsydelser til tre måneder ved at forpligte dem til ikke at forbyde, begrænse eller fastsætte grænser for deres administrationers mulighed for at forlænge denne periode til højst seks måneder.

44.      For det tredje afkræftes ovenstående konstatering ikke af Kommissionens supplerende argument, der analogt er udledt af Domstolens praksis vedrørende fortolkning af artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 1408/71, og som ifølge Kommissionen lader forstå, at de kompetente arbejdsformidlinger altid skal kunne kontrollere de særlige omstændigheder, der gør sig gældende i hver enkelt sag.

45.      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 bestemte, at den berørte person ville miste enhver ret til ydelser efter den kompetente medlemsstats lovgivning, hvis han ikke vendte tilbage til denne medlemsstat ved udløbet af perioden på tre måneder. Denne bestemmelses andet punktum svækkede den strenge konsekvens, der indebærer uigenkaldeligt tab af arbejdsløshedsydelser, hvis personen vender for sent tilbage, idet den gav de kompetente tjenester eller institutioner mulighed for i »undtagelsestilfælde« at forlænge fristen med tre måneder.

46.      Som Kommissionen har fremhævet, har Domstolen ganske vist fastslået, at artikel 69, stk. 2, andet punktum, i forordning nr. 1408/71 muliggør overholdelsen af proportionalitetsprincippet, i henhold til hvilket det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution i hvert enkelt tilfælde skal tage hensyn til varigheden af overskridelsen af perioden på tre måneder, årsagen til den pågældendes for sene tilbagevenden til den kompetente stat og alvoren af de juridiske konsekvenser af en sådan for sen tilbagevenden (16).

47.      Kommissionen udleder tilsyneladende heraf, at Domstolen ved at acceptere, at den kompetente medlemsstats arbejdsformidlinger således kan begrænse retsvirkningerne af fortabelse af retten til ydelser i undtagelsestilfælde, når den pågældende ikke vender tilbage til den pågældende stat ved udløbet af perioden på tre måneder, i det mindste indirekte har fastslået, at de samme formidlinger i henhold til forordning nr. 1408/71 er bemyndigede til at forlænge retten til at modtage ydelser ud over perioden på tre måneder. Ifølge Kommissionens ræsonnement følger det heraf, at den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine,iforordning nr. 883/2004 fastsatte mulighed i sidste ende blot bekræfter Domstolens fortolkning af artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 1408/71.

48.      Det skal dog bemærkes, at Kommissionen i sine indlæg ser bort fra den omstændighed, at artikel 69, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 er blevet erstattet ikke af artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004, men af samme forordnings artikel 64, stk. 2.

49.      Det fremgår således af sidstnævnte bestemmelse, at den pågældende mister enhver ret til ydelser, hvis vedkommende ikke vender tilbage til den kompetente medlemsstat ved eller inden udløbet af den periode, i hvilken den pågældende i henhold til artikel 64, stk. 1, litra c), har ret til ydelser, undtagen i undtagelsestilfælde, hvor det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution kan tillade den pågældende at vende tilbage senere, uden at vedkommende mister sine rettigheder.

50.      I denne henseende er det forståeligt og logisk, at de kompetente instanser i en medlemsstat ved vurderingen af, om der er tale om et »undtagelsestilfælde« (som f.eks. sygdom eller en ulykke) (17), der gør det muligt at se bort fra den retlige konsekvens, at den pågældende mister retten til ydelser, hvis vedkommende ikke vender tilbage til den kompetente stat ved udløbet af den i artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004 omhandlede periode, tager hensyn til »den enkeltes« individuelle omstændigheder, som Domstolen har fastslået i sin praksis.

51.      Det skal fastslås, at denne retspraksis ved analogi fortsat er relevant i forbindelse med artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 883/2004.

52.      Denne konstatering betyder, at de skønsbeføjelser, som det kompetente arbejdsformidlingskontor eller den kompetente institution indrømmes med artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 med henblik på at kontrollere, om der er tale om et »undtagelsestilfælde«, udøves i forbindelse med anvendelsen af den periode, i hvilken den pågældende har ret til ydelserne, dvs. enten i perioden på tre måneder eller eventuelt, såfremt medlemsstaten har benyttet sig af den i forordningens artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i en senere periode, såfremt den arbejdssøgende har fået forlænget perioden på tre måneder.

53.      Der er således ikke tale om sammenfald mellem en situation, i hvilken det kompetente arbejdsformidlingskontor i undtagelsestilfælde kan begrænse de juridiske konsekvenser af fortabelse af retten til ydelser, når den pågældende ikke vender tilbage ved udløbet af den obligatoriske periode på tre måneder (eller eventuelt seks måneder), og en situation, i hvilken det drejer sig om at konstatere, om en arbejdstager i en medlemsstat i princippet kan få forlænget eksportperioden på tre måneder til højst seks måneder.

54.      Hvis medlemsstaterne, som Kommissionen har hævdet, var forpligtede til at indrømme deres respektive administrationer en beføjelse til i alle tilfælde at vurdere muligheden for at forlænge perioden på tre måneder til højst seks måneder, ville begrebet »undtagelsestilfælde« i artikel 64, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 miste sin effektive virkning (18). Det ville således være tilstrækkeligt, at en arbejdssøgende, der ikke er i stand til at vende tilbage til den kompetente medlemsstat inden udløbet af perioden på tre måneder, ganske enkelt ansøger om en forlængelse af perioden på tre måneder til højst seks måneder i henhold til nævnte forordnings artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, uden at gøre gældende, at der er tale om et »undtagelsestilfælde«.

55.      Den omstændighed, at EU-lovgiver har besluttet at bevare muligheden for at gøre et »undtagelsestilfælde« gældende for at afbøde en alt for streng anvendelse af de juridiske konsekvenser af en tilbagevenden til den kompetente medlemsstats område efter udløbet af perioden på tre måneder, bekræfter, at lovgiver nødvendigvis har accepteret, at perioden for arbejdsløshedsydelser kunne begrænses til tre måneder, afhængigt af, hvordan lovgiver selv har valgt at opfylde den forpligtelse, der følger af den opgave, som denne tillægges med artikel 48 TEUF til at indføre en ordning, der gør det muligt for arbejdstagere at overvinde de hindringer, de kan blive udsat for som følge af udstedelsen af nationale regler på området for social sikring (19).

56.      Henset til baggrunden for og opbygningen af bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 om arbejdssøgende, der rejser til en anden medlemsstat, tillader nævnte forordnings artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, således medlemsstaterne ikke at benytte sig af den i denne artikel omhandlede mulighed, og dermed ikke at forlænge eksportperioden for arbejdsløshedsydelser ud over perioden på tre måneder (20).

57.      En sådan konklusion er efter min opfattelse ikke i strid med målet med artikel 64 i forordning nr. 883/2004 om at fremme de arbejdssøgendes mobilitet (21). Dels kan disse allerede eksportere deres arbejdsløshedsydelser i en periode på tre måneder. Dels kan de under alle omstændigheder ikke påberåbe sig en ret til at opnå en forlængelse af perioden på tre måneder, selv om medlemsstatens myndigheder har benyttet sig af den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed, eftersom denne artikel ikke fastsætter de betingelser og kriterier, der skal ligge til grund for udøvelsen af den skønsbeføjelse, der indrømmes nævnte myndigheder med denne bestemmelse. Jeg vil vende tilbage til dette punkt (22).

58.      For det fjerde og rent principielt er der efter min opfattelse ikke stor forskel på uenigheden mellem procesdeltagerne om adressaterne for den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed og den uenighed, som Domstolen afgjorde i forbindelse med fortolkningen af artikel 4, nr. 6), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (23).

59.      Denne artikel 4 med overskriften »Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« indrømmer den »fuldbyrdende judicielle myndighed« mulighed for at afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre, såfremt denne ifølge denne artikels nr. 6) er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den eftersøgte person opholder sig i, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen.

60.      Spørgsmålet var således, om gennemførelsen i national ret af grunden til at afslå fuldbyrdelse omhandlet i artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584 var overladt til medlemsstaternes skøn eller tværtimod var obligatorisk, i hvilket tilfælde den »fuldbyrdende judicielle myndighed«, der udtrykkeligt er nævnt i denne artikel, altid i national ret skulle have muligheden for at modsætte sig fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre på de i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), opstillede betingelser, med henblik på at øge den eftersøgte persons chancer for social rehabilitering efter afsoningen af den straf, som denne er blevet idømt.

61.      I forslag til afgørelse Wolzenburg (C-123/08, EU:C:2009:183, punkt 102-107) foreslog generaladvokat Bot Domstolen, at den fulgte denne anden fortolkningsmulighed, der er mere tro mod ordlyden af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584.

62.      Domstolen anlagde en anden fortolkning i dom af 5. september 2012, Lopes Da Silva Jorge (C-42/11, EU:C:2012:517, præmis 35 og 50), og af 29. juni 2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 21). Den fastslog således, at medlemsstaterne til trods for artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, der er rettet til den fuldbyrdende judicielle myndighed, frit kunne vælge at gennemføre den i denne artikel omhandlede begrundelse for at afslå fuldbyrdelse eller at lade være med at gennemføre den.

63.      Medlemsstaterne er med andre ord ikke forpligtede til at benytte sig af den i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 6), omhandlede mulighed.

64.      Det samme gælder den mulighed, der åbnes med artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004.

65.      Den retsakt, der er tale om i den foreliggende sag, nemlig en forordning, er ganske vist i princippet forskellig fra en rammeafgørelse.

66.      I modsætning til de rammeafgørelser, der vedtages på grundlag af den tidligere artikel 34, stk. 2, litra b), EU, og som ikke har direkte virkning (24), er en forordning i henhold til artikel 288, andet afsnit, TEUF bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, hvilket betyder, at dens bestemmelser i princippet ikke gør det nødvendigt for medlemsstaterne at vedtage gennemførelsesbestemmelser (25).

67.      Dels er en mulighed ikke desto mindre fortsat en mulighed, uanset arten af den retsakt, der er tale om, og Domstolen har fastslået, at en medlemsstat, der har valgt ikke at benytte sig af en mulighed, den er indrømmet med en rådsforordning, ikke tilsidesætter artikel 288 TEUF (26). Dels kan – således som Domstolen gentagne gange har fastslået – bestemmelserne i en forordning til trods for dens art overlade det til medlemsstaterne selv at vedtage lovgivningsmæssige, administrative eller finansielle foranstaltninger, der er nødvendige for en effektiv anvendelse af forordningens bestemmelser (27).

68.      Artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 svarer efter min opfattelse til disse to tilfælde.

69.      For det første pålægger artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 således, som allerede anført, ikke på nogen måde medlemsstaterne at sikre, at den obligatoriske periode for eksport af arbejdsløshedsydelser på tre måneder kan forlænges til højst seks måneder.

70.      For det andet skal det, hvis en medlemsstat vælger at benytte sig af den mulighed, der indrømmes med artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004, bemærkes, at denne bestemmelse ikke opstiller nogen kriterier for en medlemsstats kompetente myndigheds forlængelse af perioden for eksport af arbejdsløshedsydelser på højst seks måneder. For at denne artikel kan være fuldt operationel, og for at retssikkerheden og ligebehandlingen af ansøgerne kan sikres, skal der vedtages nationale foranstaltninger, der præciserer betingelserne for indrømmelse eller ikke-indrømmelse af forlængelse af perioden på tre måneder, eller som fastsætter den skønsmargen, som medlemsstatens kompetente myndighed indrømmes med forordningens artikel 64, stk. 1, litra c), in fine.

71.      Kan det heraf udledes, at en medlemsstat, der som Kongeriget Nederlandene har benyttet sig af denne mulighed, alligevel kan beslutte principielt at afslå enhver forlængelse af perioden på tre måneder, medmindre en sådan løsning, henset til de særlige omstændigheder i sagen, vil medføre et urimeligt resultat, dvs. i sidste ende er uforholdsmæssig?

72.      Et bekræftende svar er a priori muligt på grundlag af retssætningen »qui potest majus potest et minus«.

73.      Kommissionen har imidlertid foreslået, at spørgsmålet i punkt 71 ovenfor besvares benægtende. Den har gjort gældende, at den kompetente nationale instans i alle tilfælde skal kunne benytte sig af sin skønsbeføjelse ikke i henhold til formuleringen »nej, undtagen hvis«, men i henhold til formuleringen »ja, medmindre«.

74.      Jeg er ikke enig.

75.      Dels opstiller artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 ikke kriterier for den nationale kompetente myndigheds behandling af ansøgningen om forlængelse af perioden på tre måneder, ligesom den ikke opstiller retningslinjer for denne myndigheds udøvelse af sin skønsbeføjelse, som navnlig den polske regering i det væsentlige har anført.

76.      Dels skal den nationale kompetente myndighed ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse ganske vist ligeledes overholde EU-retten, særligt princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet, men denne forpligtelse betyder ikke, at en sådan skønsbeføjelse skal udøves i henhold til bestemte retningslinjer af typen »ja, medmindre«, som Kommissionen har hævdet.

77.      Med andre ord er artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004, sammenholdt med princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet, ikke til hinder for, navnlig, at en medlemsstat opstiller generelle, objektive og ikke diskriminerende kriterier for myndighedens udøvelse af sin skønsbeføjelse ved at fastsætte de omstændigheder eller tilfælde, i hvilke myndigheden rent undtagelsesvis kan foranlediges til at acceptere, at en arbejdssøgende i en anden medlemsstat forlænger eksporten af arbejdsløshedsydelserne til højst seks måneder.

78.      En medlemsstat holder sig således efter min opfattelse inden for EU-rettens rammer, hvis den vedtager foranstaltninger, hvorefter en forlængelse af eksportperioden for arbejdsløshedsydelserne op til højst seks måneder kun kan indrømmes, hvis bestemte betingelser er opfyldt, som f.eks. de betingelser, som den forelæggende ret har nævnt, nemlig at den pågældende befinder sig i en proces, der rent konkret kan føre til et arbejde, og som kræver en forlængelse af opholdet i den pågældende medlemsstat, eller at den arbejdssøgende har fremlagt en hensigtserklæring fra en arbejdsgiver i den pågældende medlemsstat, der tilbyder den pågældende en reel udsigt til ansættelse. Sådanne nationale foranstaltninger kan endog styrke de pågældendes retssikkerhed ved at give dem mulighed for på forhånd at få kendskab til de betingelser og/eller kriterier, der ligger til grund for den nationale myndigheds udøvelse af sin skønsbeføjelse, og eventuelt fremme domstolskontrollen med de afgørelser, som myndigheden træffer.

79.      I modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet, fremgår det i øvrigt af formuleringen af det første præjudicielle spørgsmål og af Uwv’s indlæg, at denne myndighed ikke har afvist at kontrollere, om de særlige omstændigheder i sagen kunne begrunde, at sagsøgeren i hovedsagen kunne indrømmes en forlængelse af eksportperioden for arbejdsløshedsydelserne ud over de tre måneder, som denne allerede var blevet indrømmet i henhold til forordning nr. 883/2004.

80.      Jeg vil tilføje, at den omstændighed, at de betingelser og/eller kriterier, der ligger til grund for indrømmelsen af en forlængelse af eksportperioden for arbejdsløshedsydelserne, kan være forskellige i de medlemsstater, der har benyttet sig af den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed, netop skyldes den skønsbeføjelse, som EU-lovgiver har indrømmet medlemsstaterne ved vedtagelsen af forordningen.

81.      EU-lovgiver har taget højde for disse forskelle mellem ordningerne og foranstaltningerne i de medlemsstater, der har iværksat den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed (28). De kan ikke betragtes som begrænsninger af arbejdskraftens frie bevægelighed, eftersom de skyldes fraværet af harmonisering af de betingelser og retningslinjer, der ligger til grund for medlemsstaternes myndigheders forlængelse af eksportperioden for arbejdsløshedsydelser til højst seks måneder (29). Denne konstatering gælder også bestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed i EF-Schweiz-aftalen, der ikke er mere vidtrækkende end EUF-traktatens bestemmelser.

82.      Det tilkommer ikke Domstolen, men derimod EU-lovgiver at nedbringe eller endog fjerne disse forskelle, hvis denne skulle finde det nødvendigt.

83.      Jeg foreslår derfor, at det første præjudicielle spørgsmål fremsat af den forelæggende ret besvares med, at henset til den frie bevægelighed for arbejdstagere og princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet, er bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 ikke til hinder for, at en medlemsstat benytter sig af den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede mulighed og principielt afviser enhver forlængelse af eksportperioden for arbejdsløshedsydelserne ud over tre måneder og op til højst seks måneder, medmindre denne medlemsstats kompetente myndighed skønner, at de særlige omstændigheder i sagen, f.eks. konkrete og påviselige beskæftigelsesmuligheder, ikke med rimelighed gør det muligt for den at afslå en forlængelse af eksportperioden for disse ydelser.

84.      Under disse omstændigheder er en besvarelse af det andet præjudicielle spørgsmål der vedrører retningslinjerne for medlemsstaternes udøvelse af den i artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, i forordning nr. 883/2004 omhandlede valgmulighed overflødig. Det blev desuden kun stillet i tilfælde af, at det første spørgsmål blev besvaret benægtende, hvilket jeg, henset til det ovenstående, foreslår, at det ikke gør.

IV.    Forslag til afgørelse

85.      På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen, at den besvarer den anmodning om præjudiciel afgørelse, der er forelagt af Centrale Raad van Beroep (appeldomstol i sager vedrørende social sikring og tjenestemænd, Nederlandene), som følger:

»Bestemmelserne i Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger er, henset til den frie bevægelighed for arbejdstagere og princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet, ikke til hinder for, at en medlemsstat benytter sig af den i denne forordnings artikel 64, stk. 1, litra c), in fine, omhandlede mulighed og principielt afviser enhver forlængelse af eksportperioden for arbejdsløshedsydelserne ud over tre måneder og op til højst seks måneder, medmindre denne medlemsstats kompetente myndighed skønner, at de særlige omstændigheder i sagen, f.eks. konkrete og påviselige beskæftigelsesmuligheder, ikke med rimelighed gør det muligt for den at afslå en forlængelse af eksportperioden for disse ydelser.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      EUT 2004, L 166, s. 1.


3 –      Min fremhævelse.


4 –      EUT 2002, L 114, s. 6.


5 –      EUT 2012, L 103, s. 51.


6 –      EFT 1971 II, s. 366.


7 –      Jf. i denne retning dom af 19.6.1980, Testa m.fl. (41/79, 121/79 og 796/79, EU:C:1980:163, præmis 4), og af 21.2.2002, Rydergård (C-215/00, EU:C:2002:111, præmis 17).


8 –      Jf. i denne retning dom af 19.6.1980, Testa m.fl. (41/79, 121/79 og 796/79, EU:C:1980:163, præmis 5 og 13).


9 –      Jf. dom af 19.6.1980, Testa m.fl. (41/79, 121/79 og 796/79, EU:C:1980:163, præmis 8).


10 –      Jf. i denne retning dom af 19.6.1980, Testa m.fl. (41/79, 121/79 og 796/79, EU:C:1980:163, præmis 14-16).


11 –      Jf. i denne retning dom af 18.7.2006, De Cuyper (C-406/04, EU:C:2006:491, præmis 38 og 47).


12 –      Dom af 18.7.2006, De Cuyper (C-406/04, EU:C:2006:491, præmis 45).


13 –      Min fremhævelse.


14 –      Domstolen tager jævnligt hensyn til det forberedende arbejde som en kilde til fortolkning af EU-retsakter. Jf. navnlig i forbindelse med forslag til forordning nr. 883/2004, dom af 11.4.2013, Jeltes m.fl. (C-443/11, EU:C:2013:224, præmis 33 og 34), og i andre nyere lovgivningsmæssige sammenhænge, dom af 18.10.2016, Nikiforidis (C-135/15, EU:C:2016:774, præmis 45), og af 26.7.2017, Mengesteab (C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 89 og 90).


15 –      Jf. i denne henseende henholdsvis artikel 50, stk. 1, litra d), i forslag til Rådets forordning om koordineringen af de sociale sikringsordninger af 21.12.1998, (KOM(1998) 779 endelig udg., s. 45) og punkt 3.3.9. i meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit, vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om koordinering af de sociale sikringsordninger (KOM(2004) 44 endelig udg., s. 9). Jf. ligeledes vedrørende medlemsstaternes afvisning af at gøre en periode for eksport af ydelserne på seks måneder obligatorisk, R. Cornelissen, »The New EU coordination system for workers who become unemployed«, European Journal of Social Security, nr. 3, 2007, s. 204. Jf. ligeledes vedrørende de nuværende uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne begrundelsen for forslag til Europa Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning nr. 883/2004 og af forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 fremsat af Kommissionen den 13.12.2016, (COM (2016) 815 final, s. 7).


16 –      Jf. i denne retning dom af 19.6.1980, Testa m.fl. (41/79, 121/79 og 796/79, EU:C:1980:163, præmis 21 og 22). Jf. ligeledes dom af 20.3.1979, Coccioli (139/78, EU:C:1979:75, præmis 8 og 9).


17 –      I dom af 20.3.1979, Coccioli (139/78, EU:C:1979:75), og af 19.6.1980, Testa m.fl. (41/79, 121/79 og 796/79, EU:C:1980:163), behandlede Domstolen situationer, i hvilke de pågældende arbejdsløse personer var blevet syge, inden de kunne vende tilbage til den medlemsstat, der udbetalte ydelserne.


18 –      Det skal fremhæves, at det fremgår af retspraksis, at hvis en EU-retlig bestemmelse kan fortolkes på flere måder, skal den fortolkning, som kan sikre bestemmelsens effektive virkning, foretrækkes, jf. navnlig dom af 18.12.2008, Afton Chemical (C-517/07, EU:C:2008:751, præmis 43), og af 10.9.2014, Holger Forstmann Transporte (C-152/13, EU:C:2014:2184, præmis 26).


19 –      Jf. analogt hermed dom af 11.4.2013, Jeltes m.fl. (C-443/11, EU:C:2013:224, præmis 40).


20 –      Uden at det er afgørende, kan jeg tilføje, at Kommissionens tjenestegrene ligeledes ser ud til at være af denne opfattelse i Kommissionens arbejdsdokument af 13.12.2016 om konsekvensvurdering af forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning nr. 883/2004 og af forordning (EF) nr. 987/2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004, (COM (2016) 815 final). Jf. Kommissionens arbejdsdokument, Impact Assessment, Initiative to partially revise Regulation (EC) No. 883/2004 and its implementation Regulation (EC) No. 987/2004, SWD (2015) 460 final, del 1/6, s. 69, hvori følgende fastslås: »Under the current rules Member States have a discretion to determine whether they export unemployment benefits only for the minimum period of three months or the maximum period of six months.« Ifølge dette dokument afviser 11 medlemsstater ud over Kongeriget Nederlandene en sådan forlængelse.


21 –      Jf. analogt med artikel 69 i forordning nr. 1408/71, dom af 6.11.2003, Kommissionen mod Nederlandene (C-311/01, EU:C:2003:598, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).


22 –      Jf. punkt 70-82 i dette forslag til afgørelse.


23 –      EUT 2002, L 190, s. 1.


24 –      Jf. navnlig vedrørende rammeafgørelse 2002/584/RIA, dom af 5.9.2012, Lopes Da Silva Jorge (C-42/11, EU:C:2012:517, præmis 53), og af 29.62017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503, præmis 28).


25 –      Jf. i denne retning navnlig dom af 15.3.2017, Al Chodor (C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).


26 –      Jf. dom af 17.12.2015, Imtech Marine Belgium (C-300/14, EU:C:2015:825, præmis 27-31).


27 –      Jf. i denne retning navnlig dom af 5.5.2015, Spanien mod Rådet (C-147/13, EU:C:2015:299, præmis 94), af 9.2.2017, S. (C-283/16, EU:C:2017:104, præmis 48), og af 15.3.2017, Al Chodor (C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 27).


28 –      Under alle omstændigheder fremgår det af Kommissionens arbejdsdokument (s. 69) nævnt i fodnote 20 i dette forslag til afgørelse, at kriterierne for forlængelse af perioden på tre måneder til højst seks måneder er meget forskellige i de 15 medlemsstater, der accepterer muligheden for en sådan forlængelse.


29 –      Jf. analogt hermed dom af 11.4.2013, Jeltes m.fl. (C-443/11, EU:C:2013:224, præmis 45).