Language of document : ECLI:EU:C:2018:216

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

N. WAHL

fremsat den 22. marts 2018 (1)

Forenede sager C-96/16 og C-94/17

Banco Santander SA

mod

Mahamadou Demba,

Mercedes Godoy Bonet

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia n° 38 de Barcelona (retten i første instans nr. 38 i Barcelona, Spanien))

og

Rafael Ramón Escobedo Cortés

mod

Banco de Sabadell SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien))

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – forbrugeraftaler – urimelige kontraktvilkår – overdragelse af fordringer – fravær af tilbagekøbsret – kriterier for vurdering af den urimelige karakter af et kontraktvilkår om morarenter – konsekvenser af denne karakter«






 Indledning

1.        Disse anmodninger om præjudiciel afgørelse, som er modtaget fra de spanske retsinstanser, vedrører begge tvister mellem bankinstitutter og forbrugere om gennemførelsen af låneaftaler, de har indgået med hinanden.

2.        Sagerne vedrører bl.a. foreneligheden med EU-retten, navnlig med direktiv 93/13/EØF (2), af en fremgangsmåde inden for national retspraksis, ifølge hvilken det for det første antages, at et ikke-forhandlet vilkår i forbrugerlåneaftaler, når det fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente, er urimeligt, og for det andet, at der bør drages visse konsekvenser af denne konstatering i henseende til lån såvel uden som med pant i fast ejendom. Denne regel er blevet udledt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) i forskellige domme (3), som blev afsagt efter Domstolens domme i Aziz-sagen (4) og i sagen Unicaja Banco SA (5).

 Retsforskrifter

 EU-retten

3.        Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 bestemmer, at »[k]ontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser […] [ikke er] underlagt dette direktivs bestemmelser«.

4.        Artikel 3, stk. 1 og 3, i direktiv 93/13 har følgende ordlyd:

»1.      Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.

[…]

3.      Bilaget indeholder en vejledende og ikke-udtømmende liste over de kontraktvilkår, der kan betegnes som urimelige.«

5.        Direktivets artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, jf. dog artikel 7.«

6.        Det pågældende direktivs artikel 6, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«

7.        Artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.«

8.        Dette direktivs artikel 8 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne kan inden for det område, der omfattes af dette direktiv, vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne.«

9.        Samme direktivs artikel 8a bestemmer:

»1.      Hvis en medlemsstat vedtager bestemmelser i overensstemmelse med artikel 8, skal den underrette Kommissionen herom samt om alle eventuelle senere ændringer, navnlig hvis disse bestemmelser:

[…]

–      indeholder fortegnelser om kontraktvilkår, der betragtes som urimelige.

2.      Kommissionen sikrer, at de i stk. 1 nævnte oplysninger er let tilgængelige for forbrugerne og de erhvervsdrivende, bl.a. på et dertil indrettet websted.

[…]«

 Spansk ret

 Bestemmelserne om urimelige kontraktvilkår

10.      Artikel 82, stk. 1, i texto refundido de la Ley General para la Defensa de los Consumidores y Usuarios y otras leyes complementarias (omarbejdning af den generelle lov om beskyttelse af forbrugere og brugere og anden tilknyttet lovgivning), der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 1/2007 (kongeligt lovdekret nr. 1/2007) af 16. november 2007 (6) i den version, der var gældende på tidspunktet for tvisterne i hovedsagerne, bestemmer:

»Alle kontraktbestemmelser, der ikke har været genstand for individuel forhandling, og alle de typer af praksis, hvorom der ikke er udtrykkelig enighed, anses for urimelige kontraktvilkår, hvis de til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren eller brugeren.«

11.      Artikel 83 i kongeligt lovdekret nr. 1/2007 har følgende ordlyd:

»1.      Urimelige kontraktvilkår er uden videre ugyldige og betragtes, som om de ikke var aftalte.

2.      Den del af kontrakten, der er behæftet med ugyldigheden, ændres i henhold til artikel 1258 i Código Civil (den borgerlige lovbog) og princippet om objektiv god tro.

Den ret, som erklærer de nævnte vilkår ugyldige, tilpasser kontrakten og råder over afbalancerende beføjelser med hensyn til parternes rettigheder og forpligtelser, hvis kontrakten opretholdes, og med hensyn til følgerne af dens ugyldighed, hvis der opstår en væsentlig skade for forbrugeren og brugeren. Kun hvis de opretholdte vilkår fører til en urimelig stilling for parterne, som ikke kan afhjælpes, kan retten erklære kontrakten ugyldig.«

 Bestemmelserne om overdragelse af fordring

12.      Artikel 1535 i den borgerlige lovbog, som regulerer debitors ret til at indfri sin gæld i tilfælde af overdragelse af fordringen, bestemmer:

»Ved salg af en omtvistet fordring har debitor ret til at bringe den til ophør ved at betale erhververen den sum, som denne har betalt, dennes eventuelle omkostninger samt renter af købesummen fra datoen for betalingen heraf.

En fordring anses for at være omtvistet fra det tidspunkt, hvor der er afgivet svarskrift i en sag vedrørende fordringen.

Debitor kan udøve sin ret inden for en frist på ni dage regnet fra den dato, hvor erhververen afkræver ham betaling.«

13.      Indsættelse under retssager af erhververen af en fordring i overdragerens sted reguleres ved artikel 17 og 540 i Ley 1/2000 de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om den civile retspleje) af 7. januar 2000 (»herefter den civile retsplejelov«), idet artikel 17 finder anvendelse i forbindelse med behandlingen af sagens realitet og artikel 540 i forbindelse med fuldbyrdelsesprocedurer.

 Bestemmelserne om fastsættelse af morarenter

14.      Artikel 1108 i den borgerlige lovbog har følgende ordlyd:

»Hvis forpligtelsen består i betaling af et pengebeløb, og skyldneren misligholder sin betalingsforpligtelse, er den rentesats, der finder anvendelse på erstatningen for skader og tab, medmindre andet er fastsat, den aftalte rente, og i tilfælde af, at der ikke foreligger en aftale, den lovbestemte rentesats.«

15.      Artikel 114, stk. 3, i la Ley Hipotecaria (lov om pant), som ændret ved Ley 1/2013 de medidas para reforzar la protección a los deudores hipotecarios, reestructuración de deuda y alquiler social (lov nr. 1/2013 om forbedring af beskyttelsen af pantebrevsdebitorer, gældsomlægning og almene lejeboliger) af 14. maj 2013 (7), har følgende ordlyd:

»Morarenter på lån eller kreditter til køb af boliger med henblik på beboelse, der er sikrede ved pant i den pågældende bolig, må maksimalt være tre gange højere end den gældende lovbestemte rentesats og må kun beregnes på grundlag af restgælden. […]«

 Tvisterne i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

 I sag C-96/16

16.      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-96/16, at Mercedes Godoy Bonet og Mahamadou Demba har indgået to låneaftaler med banken Banco Santander SA henholdsvis den 2. november 2009 om et beløb svarende til 30 750 EUR med forfald den 2. november 2014 og den 22. september 2011 om et beløb svarende til 32 153,63 EUR med forfald den 22. september 2019.

17.      I overensstemmelse med de almindelige betingelser i de nævnte aftaler var den gældende ordinære rente og morarenten henholdsvis 8,50% og 18,50% for den første aftale og 11,20% og 23,70% for den anden aftale.

18.      Da Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet var ophørt med at betale de afdrag til Banco Santander, der var fastsat i de omhandlede låneaftaler, ophævede banken aftalerne før tid, jf. den ottende almindelige betingelse i disse aftaler, og anlagde sag ved den forelæggende ret med påstand om fuldbyrdelse af fordringen på Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet svarende til en sum af 53 664,14 EUR.

19.      Selv om denne mulighed ikke er indskrevet i de almindelige betingelser, overdrog Banco Santander den 16. juni 2015 denne fordring ved et officielt bekræftet dokument til tredjemand for et beløb anslået til 3 215,72 EUR under henvisning til artikel 1112 og 1255 i den borgerlige lovbog.

20.      Denne tredjemand anmodede således om processuccession i Banco Santanders sted i den fuldbyrdelsessag, som banken anlagde ved den forelæggende ret.

21.      Denne ret spørger om, hvorvidt Mahamadou Demba og Mercedes Godoy Bonet eventuelt har ret til at indfri deres gæld og således bringe den til ophør ved at godtgøre tredjemand købesummen, som denne har betalt for den pågældende overdragelse, foruden renterne, gebyrerne og omkostningerne (herefter »tilbagekøbsret«).

22.      Den forelæggende ret udtrykker bl.a. tvivl om foreneligheden med EU-retten, og navnlig med direktiv 93/13, af en forretningspraksis, hvor der i mangel af et specifikt kontraktvilkår herom foretages overdragelse eller køb af en fordring til en lav pris, uden at debitor på forhånd har kendskab eller giver samtykke hertil, og uden at debitor tilbydes mulighed for at indfri sin gæld og dermed bringe den til ophør ved at betale erhververen det beløb, som denne har betalt for denne overdragelse, foruden de relevante omkostninger derved.

23.      I øvrigt spørger den forelæggende ret, hvilke oplysninger der skal tages i betragtning med henblik på at vurdere den eventuelle urimelige karakter af de almindelige betingelser om fastsættelse af den gældende morarente, og hvilke konsekvenser der bør drages af en sådan urimelig karakter.

24.      I denne henseende fremhæver den forelæggende ret, at det følger af Tribunal Supremos nu faste praksis, at et ikke-forhandlet vilkår, der fastsætter morarenten i forbrugerlåneaftaler uden pant i fast ejendom, skal anses for urimeligt, når denne morarente indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente, der er aftalt mellem parterne i den omhandlede aftale. Ifølge denne retspraksis finder den ordinære rente i et sådant tilfælde fortsat anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud.

25.      Imidlertid nærer nævnte ret tvivl om foreneligheden af en sådan retspraksis med direktiv 93/13. På den ene side gør denne retspraksis – ved at definere et objektivt og automatisk kriterium for vurderingen af den urimelige karakter af de kontraktvilkår, der fastsætter de gældende morarenter – det nemlig umuligt for den nationale ret at tage hensyn til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag. På den anden side pålægges den nationale ret at ændre aftalens indhold, ved at nævnte retspraksis – når det vilkår, der fastsætter morarenten, er blevet fundet urimeligt – fastslår, at den ordinære rente fortsat finder anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud.

26.      I denne forbindelse har Juzgado de Primera Instancia n° 38 de Barcelona (retten i første instans nr. 38 i Barcelona, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      a)      Er en forretningspraksis, hvorefter der foretages overdragelse eller køb af fordringer uden at tilbyde forbrugeren en mulighed for at udligne gælden ved at betale den pågældende pris, renterne, udgifterne og sagsbehandlingsomkostningerne til erhververen, i overensstemmelse med EU-retten, nærmere bestemt artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, […] og artikel 4, stk. 2, artikel 12 og artikel 169, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde?

b)      Er det foreneligt med de principper, der fremgår af [direktiv 93/13], og i forlængelse heraf effektivitetsprincippet, samt dette direktivs artikel 3, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, når den nævnte forretningspraksis vedrørende køb af forbrugerens gæld for en meget lav pris uden forbrugerens kendskab eller samtykke hertil ikke udformes som en almindelig betingelse eller et urimeligt vilkår i kontrakten og uden at give forbrugeren mulighed for at deltage i denne handel ved et tilbagekøb?

2)      a)      Er det med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og brugere og den EU-retspraksis, der uddyber denne beskyttelse, i henhold til direktiv 93/13, navnlig dettes artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, foreneligt med EU-retten at fastsætte et entydigt kriterium om, at et ikke-forhandlet vilkår i forbrugerlånekontrakter uden pant i fast ejendom er urimeligt, når det fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den aftalte ordinære rente?

b)      Er det med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og brugere og den EU-retspraksis, der uddyber denne beskyttelse, i henhold til direktiv 93/13, navnlig dettes artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, foreneligt med EU-retten at fastsætte, at den ordinære rentesats som en konsekvens fortsat finder anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud?«

 I sag C-94/17

27.      Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i sag C-94/17, at Rafael Ramón Escobedo Cortés den 11. januar 1999 indgik en aftale med Caja de Ahorros del Mediterráneo, nu Banco de Sabadell, om et lån mod pant i fast ejendom på et beløb svarende til 17 633,70 EUR til køb af sin og sin families bolig, idet lånet skulle betales tilbage med månedlige afdrag. Kontraktvilkår nr. 3 og 3a i denne aftale fastsatte en ordinær rente på 5,5% p.a. med forbehold af udsving i satsen efter det første år. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen lå denne sats på 4,75% p.a. Kontraktvilkår nr. 6 fastsatte, at morarenten var 25% p.a.

28.      Rafael Ramón Escobedo Cortés, der var bagud med betalingen, lagde sag an ved den kompetente Juzgado de Primera Instancia (ret i første instans, Spanien) mod Banco de Sabadell med påstand om annullation af bl.a. dette vilkår med den begrundelse, at dette havde en urimelig karakter.

29.      Denne ret fastslog, at kontraktvilkåret var urimeligt. Derfor fandt den, at den morarente, der skulle anvendes, skulle nedsættes til den grænse, der er fastsat i artikel 114, stk. 3, i loven om pant, nemlig en sats, der er tre gange så høj som den lovbestemte rentesats. Denne afgørelse blev anket og dernæst stadfæstet af Audiencia Provincial de Alicante (den regionale domstol i Alicante, Spanien) ved dom af 18. september 2014.

30.      Rafael Ramón Escobedo Cortés iværksatte en kassationsappel af sidstnævnte dom ved den forelæggende ret med den begrundelse, at dommen er i strid med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13.

31.      Ifølge denne ret giver nævnte kassationsappel anledning til tvivl om fortolkningen af flere af direktivets bestemmelser, som Rafael Ramón Escobedo Cortés har påberåbt sig, og hvis anvendelse er afgørende for at tage stilling til appellen.

32.      På denne baggrund har Tribunal Supremo besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er artikel 3 hvad angår punkt 1, litra e), i bilaget til og artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 til hinder for en retspraksis, hvorefter et vilkår i en låneaftale, der fastsætter en morarentesats, som indebærer en strafrente på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære, årlige rente, der er fastsat i aftalen, udgør en uforholdsmæssigt stor godtgørelse, der pålægges den forbruger, som har opfyldt sine betalingsforpligtelser for sent, og dermed er urimeligt?

2)      Er artikel 3 hvad angår punkt 1, litra e), i bilaget til og artikel 4, stk. 1, artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 til hinder for en retspraksis, som ved vurderingen af, at et vilkår i en låneaftale, hvorved fastsættes morarenter, er urimeligt, fastsætter genstanden for kontrollen heraf til at være den yderligere omkostning, som denne rentetype medfører i forhold til de ordinære renter, da de udgør »en uforholdsmæssig stor godtgørelse, der er pålagt en forbruger, som ikke har overholdt sine forpligtelser«, og fastslår, at følgen af, at vilkåret erklæres urimeligt, er, at strafrenterne ophæves fuldstændigt, hvorfor alene de ordinære renter fortsat påløber, indtil lånet er tilbagebetalt?

3)      Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal konstateringen af, at et vilkår, hvorved morarentesatsen fastsættes, er ugyldigt, fordi det er urimeligt, have andre virkninger, for at disse bliver forenelige med direktiv 93/13, som f.eks. den fuldstændige ophævelse af, at både ordinære renter og morarenter påløber, når låntager har tilsidesat sin betalingsforpligtelse i forhold til afdrag inden for de i kontrakten fastsatte frister, eller at de lovbestemte renter påløber?«

 Retsforhandlingerne ved Domstolen

33.      Ved kendelse af 13. juli 2016 har Domstolens præsident forkastet anmodningen fra Juzgado de Primera Instancia n° 38 de Barcelona (retten i første instans nr. 38 i Barcelona) om, at sag C-96/16 undergives en fremskyndet procedure, jf. artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 105 i Domstolens procesreglement.

34.      Ved kendelse af 5. april 2017 har Domstolens præsident forkastet anmodningen fra Tribunal Supremo om, at sag C-94/17 undergives en fremskyndet procedure, jf. artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 1 i Domstolens procesreglement.

35.      Der er indgivet skriftlige indlæg af Banco Santander, den spanske regering og Europa-Kommissionen i sag C-96/16 og af Banco de Sabadell, den spanske og den polske regering samt Kommissionen i sag C-94/17.

36.      Ved afgørelse af 21. november 2017 blev sagerne C-96/16 og C-94/17 forenet med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

37.      Banco Santander, Banco de Sabadell, den spanske regering og Kommissionen deltog i retsmødet den 10. januar 2018.

 Bedømmelse

38.      De forelæggende retters spørgsmål omhandler nærmere bestemt tre aspekter, som jeg vil undersøge et efter et. For det første spørger disse retter til foreneligheden af en praksis, hvor den erhvervsdrivende overdrager den fordring, som vedkommende har på en forbruger. For det andet spørger de forelæggende retter, om EU-retten på forbrugerbeskyttelsesområdet er til hinder for Tribunal Supremos nylige praksis, i det omfang det følger af denne retspraksis, at et vilkår, der fastsætter en morarente, er urimeligt, når vilkåret indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente i låneaftalen. For det tredje skal Domstolen endelig besvare spørgsmålet om, hvorvidt den ordinære rente fortsat kan finde anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud, hvis vilkåret, der fastsætter morarenten, er fundet urimeligt ifølge denne retspraksis.

 Om det første spørgsmål, litra a) og b), i sag C-96/16: foreneligheden af en praksis med overdragelse af omtvistede fordringer med EU-retten

39.      Den forelæggende ret ønsker med sine to første spørgsmål i sag C-96/16 oplyst, om det skal anses for foreneligt med visse bestemmelser i EU-retten, når en erhvervsdrivende overdrager eller køber en fordring, som vedkommende har på en forbruger, uden at muligheden for en sådan overdragelse er fastlagt i låneaftalen indgået med denne forbruger, uden at forbrugeren får kendskab til denne overdragelse på forhånd eller giver sit samtykke hertil, og uden at forbrugeren tilbydes mulighed for at indfri sin gæld og således bringe den til ophør ved at betale erhververen det beløb, som denne har betalt for overdragelsen, foruden de relevante omkostninger derved.

40.      Af disse spørgsmål, som bør besvares samlet, fremgår det, således som bl.a. Banco Santander og den spanske regering har påpeget, at den forelæggende ret konkret anmoder Domstolen om at fastslå, om direktiv 93/13 (8) er til hinder for de nationale spanske bestemmelser, der i det foreliggende tilfælde regulerer overdragelsen af en fordring, nemlig artikel 1535 i den borgerlige lovbog og artikel 17 og 540 i den civile retsplejelov.

41.      Den forelæggende ret mener således, at den kan sætte spørgsmålstegn ved gyldigheden af disse bestemmelser ud fra et forbrugerbeskyttelseshensyn. I den henseende understreger den, at artikel 1535 i den borgerlige lovbog ganske vist indeholder en tilbagekøbsret, men begrænser den til såkaldt omtvistede fordringer, dvs. fordringer, der er genstand for en anfægtelse af realiteten i et anerkendelsessøgsmål. Denne artikel hjemler således ikke mulighed for, at debitor kan påberåbe sig en sådan ret i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, som det er tilfældet i hovedsagen, eller en udenretslig overdragelse, hvilket ifølge den forelæggende ret ikke sikrer en tilstrækkelig beskyttelse af forbrugernes interesser. Ifølge denne ret sikres forbrugerbeskyttelsen heller ikke ved artikel 17 og 540 i den civile retsplejelov, der regulerer udskiftning under retssager af overdrageren med erhververen, især da disse bestemmelser ikke henviser til den tilbagekøbsret, der er fastlagt i artikel 1535 i den borgerlige lovbog.

42.      Jeg er af den opfattelse, at disse spørgsmål, således som de er omformuleret i punkt 40 ovenfor, må besvares benægtende.

43.      Det fremgår da også tydeligt af ordlyden af artikel 1, stk. 1, artikel 2, litra a), og artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 og af den almindelige opbygning heraf, at dette direktiv kun finder anvendelse på »kontraktvilkår«, med undtagelse af simpel praksis som den i hovedsagen foreliggende (9). I det foreliggende tilfælde og som bemærket af den forelæggende ret selv vedrører overdragelsen af en omtvistet fordring en forretningspraksis og ikke et kontraktvilkår, som er fastsat i den aftale, der er indgået med forbrugeren. En sådan praksis er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13.

44.      Som det synes at fremgå af forelæggelsesafgørelsen, og forudsat at den forelæggende ret reelt betvivler foreneligheden med det nævnte direktiv af de spanske materielle og processuelle bestemmelser, der regulerer overdragelse af fordringer, og nærmere bestemt debitors ret til at tilbagekøbe sin gæld, nemlig artikel 1535 i den borgerlige lovbog samt artikel 17 og 540 i den civile retsplejelov, i det omfang disse bestemmelser ikke gør det muligt for debitor at påberåbe sig en sådan ret i forbindelse med en tvangsfuldbyrdelsesprocedure som den, der er omhandlet i hovedsagen (10), forekommer disse bestemmelser mig i øvrigt ikke at kunne vurderes yderligere på baggrund af direktiv 93/13.

45.      I denne henseende vil jeg blot bemærke, at dette direktiv i overensstemmelse med dets artikel 1, stk. 2, ikke finder anvendelse på bindende love som artikel 1535 i den borgerlige lovbog (11) og artikel 17 og 540 i den civile retsplejelov.

46.      I denne forbindelse finder jeg det ligeledes vigtigt at fremhæve, at overdragelsen af en omtvistet fordring i det foreliggende tilfælde på ingen måde ændrer indholdet eller rækkevidden af de forpligtelser, der påhviler forbrugeren som debitor. En sådan overdragelse, der foretages i kraft af en aftale mellem den erhvervsdrivende, der sælger den, og en tredjemand, der erhverver den – en aftale, som forbrugeren ikke er part i – kan ikke, som det kræves i artikel 3 i direktiv 93/13, bevirke en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser til skade for denne forbruger.

47.      Det forekommer i øvrigt temmelig indlysende, at en sådan praksis med overdragelse af en fordring, hvilket svarer til en velkendt mulighed i medlemsstaternes civilret, ikke kan sammenlignes med de kontraktvilkår, der er nævnt i bilaget til direktiv 93/13 med overskriften »Kontraktvilkår som omhandlet i artikel 3, stk. 3«, nemlig de vilkår, hvis formål eller virkning bl.a. er »at tillade den erhvervsdrivende at opsige aftalen efter forgodtbefindende«. Overdragelsen af en omtvistet fordring i hovedsagen er i øvrigt tydeligt anderledes end de vilkår, der er omhandlet i samme bilag, litra p), idet overdragelsen »uden forbrugerens samtykke« ikke vil kunne »føre til en forringelse af forbrugerens garanti« (12). Denne overdragelse af fordringen er således neutral set fra debitors side. Det forhold, som den forelæggende ret nævner, at overdragelsen sker til fordel for »gribbefonde«, der i spekulativt øjemed handler til en meget lavere pris, endda til spotpris, i forhold til den oprindelige fordring, er uafhængigt af selve arten af den kontraktlige forpligtelse, som påhviler forbrugeren (13).

48.      Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det første spørgsmål, litra a) og b), i sag C-96/16 med, at direktiv 93/13 ikke er til hinder for en forretningspraksis som den foreliggende, hvorefter en erhvervsdrivende foretager overdragelse eller køb af fordringer uden at tilbyde forbrugeren en mulighed for at udligne gælden ved at betale det pågældende beløb, renterne, udgifterne og sagsbehandlingsomkostningerne til erhververen.

 Om det andet spørgsmål, litra a), i sag C-96/16 og det første spørgsmål i sag C-94/17: foreneligheden af Tribunal Supremos praksis med direktiv 93/13

49.      De forelæggende retter ønsker med det andet spørgsmål, litra a), i sag C-96/16 og det første spørgsmål i sag C-94/17 nærmere bestemt oplyst, om direktiv 93/13 er til hinder for en national retspraksis, i det foreliggende tilfælde Tribunal Supremos, hvorefter ethvert ikke-forhandlet kontraktvilkår, der fastsætter morarenten i en låneaftale – uden pant i fast ejendom i sag C-96/16 og mod pant i fast ejendom i sag C-94/17 – skal anses for urimeligt, når denne morarente indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente i den omhandlede aftale.

 Om formaliteten

50.      Det vil være hensigtsmæssigt med et par indledende bemærkninger om, hvorvidt spørgsmålene vedrørende overensstemmelsen mellem Tribunal Supremos praksis og direktiv 93/13 kan antages til realitetsbehandling, idet Banco Santander og den spanske regering netop har sat spørgsmålstegn ved formaliteten i sag C-96/16 i lighed med Banco de Sabadell i sag C-94/17 med den begrundelse, at spørgsmålet rejser en hypotetisk problematik.

51.      I sag C-96/16 har Banco Santander og den spanske regering den opfattelse, at det forekommer indlysende, at den forelæggende ret allerede har lagt sig fast på, at de vilkår, der fastsætter den omhandlede morarente i hovedsagen, skal betegnes som urimelige (hvilket overflødiggør det stillede spørgsmål). I sag C-94/17 har Banco de Sabadell stort set rejst en lignende indsigelse. Banken har præciseret, at den appelsag, som er anlagt ved den forelæggende ret, ikke angår spørgsmålet om, hvilket kriterium der danner grundlag for at fastslå, at det omtvistede kontraktvilkår har en urimelig karakter, men alene spørgsmålet om konsekvenserne af denne karakter. I denne henseende har banken tilføjet, at appelinstansen har fastslået det pågældende kontraktvilkårs urimelige karakter uden at henholde sig til Tribunal Supremos praksis, som er genstand for det første præjudicielle spørgsmål, eftersom denne appelinstans traf sin afgørelse, førend denne retspraksis blev udledt. Selv om Domstolen skulle fastslå, at EU-retten er til hinder for en sådan retspraksis, vil den forelæggende ret følgelig ikke kunne ophæve appelafgørelsen hvad dette angår.

52.      I denne forbindelse mener jeg, at det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, at selv om de forelæggende retter tilsyneladende tydeligt foretrækker at betegne de vilkår, der er blevet forelagt dem, som urimelige, har de alligevel endnu ikke endeligt taget stilling til spørgsmålet om den urimelige karakter af disse vilkår på baggrund af navnlig det kriterium, som Tribunal Supremo har fastlagt i sin nyeste praksis.

53.      De spørgsmål, som de forelæggende retter har stillet om foreneligheden af det af Tribunal Supremo udledte kriterium, forekommer således stadig aktuelle for disse retter. De forelæggende retter forsøger nemlig at få opklaret, om et sådant dommerskabt kriterium er i overensstemmelse med det forbrugerbeskyttelsessystem, som er fastlagt ved direktiv 93/13, navnlig dette direktivs artikel 4, stk. 1, idet det nævnte kriterium finder anvendelse automatisk uden at tillade en national ret at tage hensyn til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag.

54.      Hvad navnlig angår relevansen af den tvivl, som den forelæggende ret i sag C-94/17 nærer, har denne ret nærmere bestemt oplyst, at den appel, der er iværksat ved den, ganske vist konkret vedrører konsekvenserne af den urimelige karakter af det i hovedsagen omhandlede kontraktvilkår, men også rejser tvivl om fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 93/13 med hensyn til konstateringen af denne karakter. I øvrigt kan det ikke udelukkes, at denne ret ifølge spanske procesretlige regler af egen drift på ny kan eller bør undersøge den nævnte karakter i forbindelse med den verserende appelsag og nærmere bestemt de kriterier, på grundlag af hvilke denne karakter skal fastslås, idet den holder sig for øje, at spørgsmålet om, hvorvidt et kontraktvilkår skal erklæres urimeligt, ifølge Domstolens faste praksis bør anses for at udgøre et ufravigeligt retsprincip (14).

55.      Det fremgår derfor ikke klart af forelæggelsesafgørelserne, at spørgsmålene om det af Tribunal Supremo udledte kriterium med henblik på at fastslå den urimelige karakter af et kontraktvilkår, der fastsætter morarenten, dvs. spørgsmål, som ifølge Domstolens faste praksis er omfattet af en formodning om relevans (15), skal afvises.

 Om realiteten

56.      Vedrørende realiteten drejer spørgsmålet sig om, hvorvidt et entydigt kriterium som det, Tribunal Supremo har udledt, og ifølge hvilket et ikke-forhandlet kontraktvilkår i en forbrugerlåneaftale, der fastsætter den gældende morarente, er urimeligt, når denne rente indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente i denne aftale, er foreneligt med det forbrugerbeskyttelsessystem, der er fastlagt ved direktiv 93/13, navnlig dette direktivs artikel 4, stk. 1, idet dette kriterium synes at finde anvendelse automatisk uden at tillade den retsinstans, ved hvilken sagen er anlagt, at tage hensyn til samtlige omstændigheder i den foreliggende sag.

57.      Før jeg besvarer spørgsmålet om, hvorvidt denne retspraksis er problematisk i henseende til den effektive beskyttelse, som direktiv 93/13 sikrer, vil jeg gerne fremsætte nogle indledende bemærkninger om baggrunden for fastlæggelsen af denne nationale retspraksis og den konkrete rækkevidde heraf for de nationale retsinstanser, der på anmodning eller af egen drift skal tage stilling til den urimelige karakter af kontraktvilkårene i forbrugeraftaler.

–       Indledende bemærkninger om baggrunden for udarbejdelsen og rækkevidden af den dommerskabte regel, som Tribunal Supremo har fastlagt

58.      Domstolens praksis vedrørende direktiv 93/13 har i henseende til den beskyttelse, direktivet sikrer, fremhævet betydningen af de nationale retsinstansers aktive rolle i at finde og sanktionere urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, bl.a. vilkår, der fastsætter morarenter (16).

59.      Således som det synes at være fast praksis, tilkommer det derfor ikke Domstolen at definere præcist – og ud over en påmindelse om de generelle kriterier, der udtrykkeligt fremgår af direktiv 93/13 – hvilken type kontraktvilkår der skal anses for urimelige i dette direktivs forstand. Den nationale retsinstans er således bedst – og måske som den eneste – i stand til på grundlag af samtlige relevante omstændigheder at fastslå, i hvilke tilfælde et kontraktvilkår som det, der fastsætter morarenter, skal erklæres urimeligt, fordi det vil kunne bevirke en betydelig skævhed i aftaleparternes rettigheder og forpligtelser til skade for forbrugeren (17).

60.      I øvrigt kan det ikke udelukkes, at en medlemsstats øverste domstole i kraft af deres ansvar for at harmonisere fortolkningen af den nationale lovgivning er beføjet til at udarbejde visse retningslinjer til brug for de lavere retsinstanser i deres vurdering af den urimelige karakter af kontraktvilkår, der er bindende for forbrugerne, såfremt disse retningslinjer er i overensstemmelse med dem, som Domstolen har udledt.

61.      Dette synes netop at være formålet med Tribunal Supremos praksis, der er udsprunget af navnlig de tre domme af henholdsvis 22. april (afsagt af domstolen i plenum) og af 7. og 8. september 2015, og som er omhandlet i hovedsagerne.

62.      Det bør fremhæves, at den dommerskabte regel, som Tribunal Supremo fastlagde i disse domme, direkte afspejler de principper, som Domstolen udledte i dom af 14. marts 2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164). Tribunal Supremo henviste således til denne doms præmis 74, som har følgende ordlyd:

»Hvad […] angår vilkåret om fastsættelsen af morarenter skal det i lyset af nr. 1), litra e), i bilaget til [direktiv 93/13], sammenholdt med [dette direktivs] artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, erindres, at den nationale ret […] navnlig skal undersøge […] rentesatsen for den fastsatte morarente i forhold til den lovbestemte rente, for at kontrollere, at renten er egnet til at sikre opfyldelsen af de forfulgte mål i den pågældende medlemsstat, og at den ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målene.«

63.      I denne henseende bemærkes det, at de banker, der er omhandlet i hovedsagerne, såvel i deres skriftlige bemærkninger som i retsmødet har påpeget, at det ikke fremgår af Tribunal Supremos domme af 22. april, 7. og 8. september 2015, at kriteriet for at betegne et kontraktvilkår, der fastsætter en morarente, som indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente, som urimeligt finder automatisk anvendelse og er bindende. Efter bankernes opfattelse har det nævnte kriterium alene til formål at hjælpe den nationale ret, som fortsat frit kan undlade at anvende det, hvis omstændighederne i den foreliggende sag begrunder det.

64.      Denne fortolkning forekommer mig ikke at stemme overens med de udtalelser, som Tribunal Supremo er kommet med, navnlig i dommen af 22. april 2015, der blev afsagt af Pleno de la Sala de lo Civil (afdelingen for civile sager i plenum).

65.      I denne dom har Tribunal Supremo for det første fastslået, at der i Spanien i modsætning til situationen i andre medlemsstater ikke fandtes en lovbestemt grænse for morarentesatsen i forbrugerlåneaftaler, hvilket tvang de spanske retsinstanser til at foretage en afvejning. På denne baggrund har Tribunal Supremo fundet det nødvendigt ikke kun at minde om de generelle principper, men også at udstikke en mere præcis regel for at undgå, at de lavere retsinstanser udleder andre kriterier ved vurderingen af den urimelige karakter af kontraktvilkår, der fastsætter morarenter, idet dette ville medføre vilkårlighed og retlig usikkerhed. På grundlag af de af Domstolen udledte kriterier og de kriterier, der er defineret i forskellige dele af den spanske retsorden, har Tribunal Supremo vurderet, at tilføjelsen af to procentpoint som bestemt i den civile retsplejelovs artikel 576 til beregning af de lovbestemte renter var det bedst egnede retlige kriterium til fastsættelse af morarenter på forbrugerlån. Et sådant kriterium vil gøre det muligt at undgå, at en forbruger, der ikke opfylder sine forpligtelser, pålægges at betale en stor bod, samtidig med at vedkommende på forholdsmæssig vis »kompenserer« for den skade, som kreditor har lidt som følge af den forsinkede opfyldelse af betalingsforpligtelsen, der er konstateret ved en retsinstans.

66.      Det fremgår således af Tribunal Supremos udtalelser i dom af 22. april 2015, at den har fastlagt en uigendrivelig formodning om, at et kontraktvilkår, der fastsætter en morarente, er urimeligt, når denne rente indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente i denne låneaftale.

67.      I mine øjne har denne retspraksis unægtelig en bindende karakter for de lavere spanske retsinstanser, idet disse fremover har pligt til at erklære ethvert kontraktvilkår urimeligt, når det fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente. Selv om den nævnte retspraksis, sådan som den spanske regering præciserede under retsmødet som svar på et skriftligt spørgsmål fra Domstolen, ikke har lovstatus, risikerer de lavere retsinstansers afgørelser, hvis de afviger fra de retningslinjer, som løbende udstikkes af Tribunal Supremo, og som således »danner præcedens«, at blive forkastet i forbindelse med kassationsappeller.

68.      I modsætning til, hvad en overfladisk undersøgelse kunne afdække, mener jeg imidlertid ikke, at fastlæggelsen af en sådan retspraksis kan sidestilles med de foranstaltninger, som kan vedtages af de nationale myndigheder i henhold til artikel 8 i direktiv 93/13.

69.      Jeg minder om, at medlemsstaterne i henhold til sidstnævnte bestemmelse »inden for det område, der omfattes af [direktiv 93/13], [kan] vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne«. Ved anvendelsen af denne artikel kan medlemsstaterne vedtage fortegnelser over urimelige kontraktvilkår på den betingelse, at de oplyser Kommissionen herom i overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 8a.

70.      Ud over det forhold, at denne mulighed har været anset for at være forbeholdt den nationale lovgiver eller de nationale tilsyns- eller forvaltningsmyndigheder med undtagelse af de nationale retsinstanser (18), forekommer det mig, at det, der reelt er spørgsmålet her, ikke er udarbejdelsen af en national regel, der skal øge det forbrugerbeskyttelsesniveau, som sikres ved direktiv 93/13, i kraft af udarbejdelsen af en »forbudt klausul«, men den retspraksis, der udledes af en højere retsinstans med henblik på, i mangel af specifikke bestemmelser om fastsættelse af morarenter, at forsyne de nationale retsinstanser med præcise retningslinjer, så de kan fastslå, i hvilke tilfælde et kontraktvilkår, der fastsætter en morarente, nødvendigvis skal erklæres urimeligt.

71.      Som det blev bekræftet i retsmødet, kan denne retspraksis, selv om den supplerer den nationale lovgivning og dermed er bindende for de spanske retsinstanser (19), ikke sidestilles med de foranstaltninger, som medlemsstaterne kan vedtage i henhold til artikel 8 i direktiv 93/13.

72.      Som jeg vil redegøre for i det følgende, er denne retspraksis imidlertid, uanset hvor bindende den er, ikke af den grund problematisk i henseende til den forbrugerbeskyttelse, der forfølges med direktiv 93/13.

–       Undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt Tribunal Supremos praksis er problematisk i henseende til den beskyttelse, der sikres ved direktiv 93/13

73.      Det følger af Domstolens praksis, at direktiv 93/13 er til hinder for udarbejdelsen af et kriterium, der definerer den urimelige karakter af et vilkår, såfremt det forhindrer den nationale ret, som skal tage stilling til et vilkår, der ikke opfylder dette kriterium, i at undersøge dette vilkårs eventuelle urimelige karakter og i givet fald at undlade at anvende det (20).

74.      Til gengæld forekommer det mig ikke at kunne udledes af denne retspraksis, at dette direktiv ligeledes er til hinder for de nationale retsinstansers anvendelse af et sådant kriterium, såfremt det fremgår heraf, at ethvert vilkår, der opfylder kriteriet, automatisk skal erklæres urimeligt uden hensyntagen til sagens særlige omstændigheder. Det, der i sidste ende forekommer afgørende for effektiviteten af direktiv 93/13, er, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved de nationale retsinstansers kompetence til at erklære de kontraktvilkår, de undersøger, for urimelige.

75.      I forbindelse med vurderingen af de vilkår, der fastsætter morarenter og ordinære renter, er det vigtigste, at udarbejdelsen af et sådant kriterium ikke fratager den nationale ret muligheden for at erklære et kontraktvilkår urimeligt, når det fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mindre end to procentpoint i forhold til den ordinære rente, såfremt de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde fordrer det. Ligeledes må den nationale retsinstans ikke hindres i at vurdere den urimelige karakter af det vilkår i en forbrugeraftale, som fastsætter den ordinære rente, såfremt dette vilkår ikke er blevet aftalt mellem parterne (21).

76.      I det foreliggende tilfælde er alle parter imidlertid enige om, at de spanske retsinstanser altid kan erklære vilkår, der fastsætter morarenter, som ikke indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære rente, urimelige på baggrund af omstændighederne ved indgåelsen af aftalen. I øvrigt er jeg af den opfattelse, at Tribunal Supremos praksis ikke hindrer de pågældende retsinstanser i at vurdere den urimelige karakter af den ordinære rente, der er fastsat i en forbrugeraftale, i tilfælde hvor der ikke er aftalt nogen ordning i forbindelse med indgåelsen af den omhandlede aftale.

77.      Jeg minder om, at der ganske vist ikke findes nogen gylden regel for, hvordan man på abstrakt vis vurderer den urimelige karakter af et vilkår, der fastsætter morarenten (22). Med andre ord findes der ingen ufejlbarlige kriterier, der gør det muligt – uafhængigt af en undersøgelse af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde – at konkludere, at et sådant vilkår er urimeligt,

78.      Det skal imidlertid medgives, at en formodning, endda uigendrivelig, om, at et vilkår, der fastsætter en morarente over et vist niveau, er urimeligt, er i overensstemmelse med formålet med direktiv 93/13, der jo er at undgå, at der opstår en skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen (jf. direktivets artikel 3, stk. 1) til skade for forbrugerne og i sidste ende forbrugerbeskyttelsen. Den omstændighed, at en national ret har pligt til at erklære et kontraktvilkår, der fastsætter en morarente på et niveau, der overskrider en bestemt grænse, urimeligt, er ikke problematisk i henseende til forfølgelsen af disse formål, selv om det kan være det for den overordnede ligevægt i aftalen abstrakt betragtet.

79.      I denne forbindelse bør det påpeges, at det for at fastslå, om et kontraktvilkår bevirker en »betydelig skævhed« mellem parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren, navnlig kan være relevant at tage hensyn til de gældende regler i den nationale lovgivning, såfremt der ikke foreligger en aftale mellem parterne herom. Det er ved hjælp af en sådan sammenlignende undersøgelse, at den nationale ret kan vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang aftalen stiller forbrugeren i en mindre gunstig retsstilling end den, der følger af den gældende nationale lovgivning (23).

80.      I det foreliggende tilfælde følger det kriterium, hvorefter morarenten ikke må indebære en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den ordinære årlige rente, ikke direkte af den spanske lovgivning, men tager indirekte denne i betragtning. Som Tribunal Supremo har præciseret i sin forelæggelsesafgørelse i sag C-94/17, bygger det kriterium, som denne ret har udledt om fastsættelsen af morarenten, på det kriterium, der kan anses for at være rimeligt i lyset af de nationale bestemmelser på andre områder.

81.      Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det andet spørgsmål, litra a), i sag C-96/16 og det første spørgsmål i sag C-94/17 med, at direktiv 93/13 ikke er til hinder for en national retspraksis, hvorefter et vilkår i en låneaftale, der fastsætter en morarente, som indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den fastsatte ordinære årlige rente, er urimeligt, såfremt denne retspraksis ikke forhindrer den nationale ret i på uafhængig vis og under hensyntagen til alle omstændigheder i den foreliggende sag at vurdere den eventuelt urimelige karakter af vilkår, der ikke opfylder dette kriterium, og som den skal træffe afgørelse om.

 Om det andet spørgsmål, litra b), i sag C-96/16 og det andet og det tredje spørgsmål i sag C-94/17

82.      De forelæggende retter ønsker med det andet spørgsmål, litra b), i sag C-96/16 og det andet og det tredje spørgsmål i sag C-94/17 oplyst, om direktiv 93/13 er til hinder for den løsning, som er udsprunget af Tribunal Supremos domme, hvorefter konsekvensen af konstateringen af, at et kontraktvilkår i en låneaftale, der fastsætter morarenten, er urimeligt, består i at ophæve denne rentesats, således at alene de ordinære renter fortsat påløber. I bekræftende fald spørger Tribunal Supremo i forbindelse med sag C-94/17, hvad konsekvensen heraf bør være, navnlig om konsekvensen skal bestå i ophævelse af ikke alene morarenten, men også de ordinære renter, der er fastsat i denne aftale, eller i fastsættelse af morarenter, der påløber til den lovbestemte sats.

83.      I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 binder urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke forbrugeren, og aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.

84.      Som Domstolen har fastslået, er de nationale retsinstanser forpligtet til at undlade at anvende et urimeligt kontraktvilkår, således at det ikke binder forbrugeren, men de har ikke kompetence til at ændre vilkårets indhold. Denne kontrakt skal nemlig principielt opretholdes uden nogen anden ændring end den, der følger af ophævelsen af urimelige kontraktvilkår, for så vidt som en sådan opretholdelse af kontrakten retligt set er mulig i overensstemmelse med reglerne i national ret (24).

85.      Domstolen har ganske vist ligeledes anerkendt den mulighed, at den nationale ret erstatter et urimeligt vilkår med en deklaratorisk national bestemmelse. Denne mulighed er imidlertid blevet tydeligt begrænset til tilfælde, hvor den omstændighed, at det urimelige vilkår erklæres ugyldigt, ville forpligte den nationale ret til at annullere aftalen i det hele, hvilket ville have negative følger for forbrugeren. I dette perspektiv, sådan som Domstolen nærmere bestemt har anført, kan ophævelsen af et kontraktvilkår om morarenten i en låneaftale i princippet ikke få sådanne konsekvenser, eftersom det beløb, som långiveren kræver, nødvendigvis bliver mindre i mangel af anvendelsen af denne rentesats (25).

86.      På baggrund af denne retspraksis må det konkluderes, at direktiv 93/13 ikke er til hinder for den løsning, som Tribunal Supremo har valgt i nævnte retspraksis, i det omfang denne løsning indebærer, at den nationale ret, som har konstateret den urimelige karakter af et kontraktvilkår, der fastsætter morarenten, dels ganske enkelt afviser anvendelsen af dette vilkår og samtidig opretholder de øvrige kontraktvilkårs gyldighed, især det, der fastsætter den ordinære rente, dels undlader at erstatte det vilkår, der er blevet erklæret urimeligt, med deklaratoriske bestemmelser som f.eks. dem, der fastsætter den gældende lovbestemte morarente i mangel af en aftale mellem parterne herom.

87.      Hvis et vilkår om morarenten anses for at være urimeligt af den nationale ret, afviser denne at anvende det, men får ikke beføjelse til i stedet at vælge at nedsætte den bod, der pålægges forbrugeren. De øvrige kontraktvilkår (herunder i givet fald vilkårene om de ordinære renter) opretholdes og fortsætter naturligt med at få de retsvirkninger, som de normalt formodes at få.

88.      Til gengæld vil en fjernelse af retsvirkningerne fra det vilkår, der fastsætter den ordinære rente, selv om dette ikke er blevet erklæret urimeligt, være at gå langt videre end effektiviteten af den beskyttelse, der sikres ved direktiv 93/13, kræver.

89.      Dette understøttes af, at der skal sondres klart mellem de vilkår, der i en låneaftale definerer den ordinære rente, og dem, der fastsætter morarenten. Mens den ordinære rente fungerer som modydelse for långivers tilrådighedsstillelse af en pengesum, indtil denne er tilbagebetalt, har morarenten til formål at straffe debitors manglende opfyldelse af sin forpligtelse til at tilbagebetale lånet ifølge de i aftalen fastsatte frister. Vilkårene om den ordinære rente har således en central plads i låneaftalen og vedrører aftalens hovedgenstand, som i princippet ifølge direktiv 93/13 ikke kan underkastes domstolsprøvelse (26).

90.      Jeg kommer til denne konklusion, uanset hvordan de kontraktvilkår, der fastsætter renter, er affattet. Uanset om der kan sondres mellem det vilkår, der fastsætter morarenten, og det, der fastsætter den ordinære rente, eller de to typer vilkår ikke kan holdes adskilt, kan konstateringen af, at vilkåret om morarenten er urimeligt, ikke få nogen retsvirkning for anvendelsen af den ordinære rente. I tilfælde, hvor morarenten indebærer en stigning i den ordinære rente, er det alene stigningen, der skal erklæres ugyldig. Dette kan på ingen måde sidestilles med en »tilpasning« af aftalen, som ifølge retspraksis er forbudt, der er således tale om en ophævelse af det ene vilkår, som er blevet erklæret urimeligt.

91.      Henset til disse betragtninger foreslår jeg, at det andet spørgsmål, litra b), i sag C-96/16 og det andet spørgsmål i sag C-94/17 besvares med, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 ikke er til hinder for – når det er blevet konstateret, at et vilkår i en låneaftale, som fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den aftalte ordinære rente, er urimeligt – at det vilkår, der fastsætter den ordinære rente, i kraft af ovennævnte retspraksis fortsat finder anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud.

92.      På baggrund af dette svar er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål i sag C-94/17.

 Forslag til afgørelse

93.      På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at afgive følgende svar på de præjudicielle spørgsmål:

I.      I sag C-96/16 indgivet af Juzgado de Primera Instancia n° 38 de Barcelona (retten i første instans nr. 38 i Barcelona, Spanien):

»1)      Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler er ikke til hinder for en forretningspraksis som den foreliggende, hvorefter en erhvervsdrivende foretager overdragelse eller køb af fordringer uden at tilbyde forbrugeren en mulighed for at udligne gælden ved at betale det pågældende beløb, renterne, udgifterne og sagsbehandlingsomkostningerne til erhververen.

2)      Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 er ikke til hinder for en national retspraksis, hvorefter der fastsættes et entydigt kriterium om, at et ikke-forhandlet kontraktvilkår i en forbrugerlåneaftale uden pant i fast ejendom er urimeligt, når det fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den aftalte ordinære rente, i det omfang:

–        denne retspraksis ikke begrænser en national rets skønsbeføjelse for så vidt angår konstateringen af, at et kontraktvilkår i en aftale om lån uden pant i fast ejendom, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og som ikke opfylder dette kriterium, er urimeligt, og

–        den ikke er til hinder for, at den pågældende ret kan tilsidesætte nævnte vilkår, såfremt den fastslår, at dette vilkår er »urimeligt« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1.

3)      Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 er ikke til hinder for – når det er blevet konstateret, at et vilkår i en låneaftale, som fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den aftalte ordinære rente, er urimeligt – at det vilkår, der fastsætter den ordinære rente, i kraft af ovennævnte retspraksis fortsat finder anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud.«

II.      I sag C-94/17 indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien):

»1)      Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 er ikke til hinder for en national retspraksis, hvorefter der fastsættes et entydigt kriterium om, at et ikke-forhandlet kontraktvilkår i en forbrugerlåneaftale uden pant i fast ejendom er urimeligt, når det fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den aftalte ordinære rente, i det omfang:

–        denne retspraksis ikke begrænser en national rets skønsbeføjelse for så vidt angår konstateringen af, at et kontraktvilkår i en aftale om lån uden pant i fast ejendom, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, og som ikke opfylder dette kriterium, er urimeligt, og

–        den ikke er til hinder for, at den pågældende ret kan tilsidesætte nævnte vilkår, såfremt den fastslår, at dette vilkår er »urimeligt« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1.

2)      Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 er ikke til hinder for – når det er blevet konstateret, at et vilkår i en låneaftale, som fastsætter en morarente, der indebærer en stigning på mere end to procentpoint i forhold til den aftalte ordinære rente, er urimeligt – at det vilkår, der fastsætter den ordinære rente, i kraft af ovennævnte retspraksis fortsat finder anvendelse, indtil det skyldige beløb er betalt fuldt ud.

3)      Det er ufornødent at besvare det tredje spørgsmål.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Rådets direktiv af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 (EUT 2011, L 304, s. 64) (herefter »direktiv 93/13«).


3 –      Dommene om lån uden pant i fast ejendom blev afsagt henholdsvis den 22.4.2015, den 7.9.2015 og den 8.9.2015. Tribunal Supremo afsagde dom vedrørende lån med pant i fast ejendom den 23.12.2015, 18.2.2016 og 3.6.2016.


4 –      Dom af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164).


5 –      Dom af 21.1.2015, Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2015:21).


6 –      BOE nr. 287 af 30.11.2007, s. 49181.


7 –      BOE nr. 116 af 15.5.2013, s. 36373.


8 –      I det omfang målet om forbrugerbeskyttelse, der tilsigtes i de bestemmelser i TEUF, som forelæggelsesafgørelsen henviser til, forfølges ved hjælp af bestemmelser i den afledte ret, skal dette direktiv, som finder anvendelse ratione materiae, lægges til grund.


9 –      Jf. vedrørende den nødvendige sondring mellem denne type tvist og de verserende tvister, der direkte omhandler kontraktvilkår, og/eller den eventuelle begrænsning af den nationale rets kompetence til at efterprøve, om disse vilkår var rimelige, dom af 30.4.2014, Barclays Bank (C-280/13, EU:C:2014:279, præmis 38-42). Domstolen har i samme retning ligeledes bl.a. kunnet fastslå, at konstateringen af, at en handelspraksis var urimelig, ikke direkte havde indvirkning på spørgsmålet om, hvorvidt aftalen var gyldig i forhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 (jf. dom af 15.3.2012, Pereničová og Perenič, C-453/10, EU:C:2012:144, præmis 46).


10 –      Banco Santander og den spanske regering har anført, at den forelæggende ret også har rejst et spørgsmål om disse bestemmelsers forfatningsstridighed ved Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien), som dog har afvist spørgsmålet ifølge det til Domstolen oplyste.


11 –      Jf. i denne henseende kendelse af 5.7.2016, Banco Popular Español og PL Salvador (C-7/16, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:523, præmis 19-27), som netop vedrørte denne bestemmelse.


12 –      I denne forbindelse finder jeg det ligeledes interessant at henvise til de oplysninger, der fremgår af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23.4.2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66, og berigtiget i EUT 2009, L 207, s. 14), også selv om det ikke nødvendigvis finder anvendelse rationae temporis på hovedsagen. Selv om denne bestemmelse kræver, at forbrugeren som debitor oplyses om overdragelsen af fordringen og beholder sine rettigheder og garantier over for den tredjemand, der erhverver fordringen, kræver den til gengæld ikke forbrugerens samtykke og heller ikke, at forbrugeren får en tilbagekøbsret og/eller en forhåndsret til denne fordring.


13 –      Ifølge den forelæggende ret er den forhåndsret, der er omhandlet i artikel 1535 i den borgerlige lovbog i henseende til »omtvistede« fordringer, begrundet i nødvendigheden af at bekæmpe spekulation i overdragelse af fordringer.


14 –      Jf. i denne retning dom af 30.5.2013, Asbeek Brusse og de Man Garabito (C-488/11, EU:C:2013:341, præmis 40, 41 og 44). Jf. ligeledes dom af 26.2.2015, Matei (C-143/13, EU:C:2015:127, præmis 40).


15 –      Som et nyligt eksempel på formodningen om relevans, som knytter sig til de præjudicielle spørgsmål, der er stillet i en lignende sammenhæng vedrørende direktivets fortolkning, kan der navnlig henvises til dom af 10.9.2014, Kušionová (C-34/13, EU:C:2014:2189, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis), og af 20.9.2017, Andriciuc m.fl. (C-186/16, EU:C:2017:703, præmis 20).


16 –      Jf. navnlig dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349), af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164), og af 21.1.2015, Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2015:21).


17 –      Jf. i denne retning dom af 1.4.2004, Freiburger Kommunalbauten (C-237/02, EU:C:2004:209, præmis 22 og 25), og kendelse af 16.11.2010, Pohotovosť (C-76/10, EU:C:2010:685, præmis 60). Jf. også mit forslag til afgørelse Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2014:2299, punkt 42).


18 –      Jf. i denne retning generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Biuro podróży Partner (C-119/15, EU:C:2016:387, punkt 53-57), og generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Gutiérrez Naranjo m.fl. (C-154/15, C-307/15 og C-308/15, EU:C:2016:552, fodnote 18). Det skal også fremhæves, at der i 63. betragtning til direktiv 2011/83/EU henvises til »vedtagelse af specifikke nationale bestemmelser«.


19 –      I overensstemmelse med artikel 1, stk. 6, i den borgerlige lovbog supplerer retspraksis retsordenen ved de principper, der fast udstikkes af Tribunal Supremo i dens fortolkning og anvendelse af loven, kutyme og de generelle retsprincipper. I retsmødet anførte Banco de Sabadell uden at blive modsagt, at de spanske retsinstanser automatisk anvender den regel, som Tribunal Supremo har udledt.


20 –      Jf. i denne retning dom af 21.1.2015, Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2015:21, præmis 40).


21 –      Jf. i denne retning dom af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164, præmis 74).


22      Jf. mit forslag til afgørelse Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2014:2299, punkt 42).


23 –      Jf. dom af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 59).


24 –      Jf. dom af 21.1.2015, Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2015:21, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), og af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 71).


25 –      Jf. i denne retning dom af 21.1.2015, Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2015:21, præmis 28-34).


26 –      Jf. i denne retning mit forslag til afgørelse Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:85, punkt 56-58). Dette gælder, uanset at retsinstansen har mulighed for at undersøge vilkår, som ikke er affattet klart og forståeligt.