Language of document : ECLI:EU:T:2018:407

KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT

22. juni 2018 (*)

»Særlige rettergangsformer – plantebeskyttelsesmidler – aktivstoffet diflubenzuron – godkendelsesbetingelserne for markedsføring – anmodning om udsættelse af gennemførelse – ingen uopsættelighed – interesseafvejning«

I sag T-476/17 R,

Arysta LifeScience Netherlands BV, Amsterdam (Nederlandene), ved advokaterne C. Mereu og M. Grunchard,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved A. Lewis, I. Naglis og G. Koleva som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en anmodning på grundlag af artikel 278 TEUF og 279 TEUF om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/855 af 18. maj 2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 for så vidt angår godkendelsesbetingelserne for aktivstoffet diflubenzuron (EUT 2017, L 128, s. 10),

har

RETTENS PRÆSIDENT

afsagt følgende

Kendelse (1)

[udelades]

 Retlige bemærkninger

[udelades]

 Uopsættelighed

23      Med henblik på en efterprøvelse af, hvorvidt de foranstaltninger, der anmodes om, er uopsættelige, bemærkes, at formålet med en sag om foreløbige forholdsregler er at sikre den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse med henblik på at undgå en lakune i den retsbeskyttelse, som Unionens retsinstanser sikrer. For at opfylde denne målsætning skal uopsætteligheden generelt vurderes i forhold til, hvor nødvendigt det er, at der træffes en foreløbig afgørelse, med henblik på at undgå en alvorlig og uoprettelig skade for den part, der anmoder om den midlertidige beskyttelse. Det er denne part, som skal dokumentere ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan skade (jf. kendelse af 14.1.2016, AGC Glass Europe m.fl. mod Kommissionen, C-517/15 P-R, EU:C:2016:21, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

24      Ifølge fast retspraksis foreligger der endvidere alene uopsættelighed, når den alvorlige og uoprettelige skade, som frygtes af den part, der anmoder om foreløbige forholdsregler, er så overhængende, at skadens indtræden kan forudses med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed. Under alle omstændigheder forbliver denne part forpligtet til at bevise de omstændigheder, som en sådan skade baseres på, idet der tages hensyn til, at en rent hypotetisk skade baseret på, at der indtræffer fremtidige og usikre begivenheder, ikke kan begrunde indrømmelsen af foreløbige forholdsregler (jf. kendelse af 23.3.2017, Gollnisch mod Parlamentet, T-624/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:243, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

25      I henhold til procesreglementets artikel 156, stk. 4, andet led, skal anmodninger om foreløbige forholdsregler indeholde »alle tilgængelige beviser eller angivelser af beviser, som har til formål at begrunde indrømmelsen af de foreløbige forholdsregler«.

26      En anmodning om foreløbige forholdsregler skal i sig selv være tilstrækkelig klar og præcis til, at det er muligt for sagsøgte at forberede sine bemærkninger og for dommeren i sager om foreløbige forholdsregler at træffe afgørelse vedrørende begæringen, i givet fald uden at råde over andre oplysninger, og de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som begæringen er baseret på, skal fremgå sammenhængende og forståeligt af selve anmodningen (jf. kendelse af 6.9.2016, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P-R, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:668, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

27      Det følger ligeledes af fast retspraksis, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler for at kunne bedømme, om samtlige de betingelser, der er nævnt i præmis 23, 24 og 26 ovenfor, er opfyldt, skal råde over konkrete og præcise beviser, understøttet af detaljerede og bekræftede dokumenter, som godtgør situationen hos den part, der har anmodet om foreløbige forholdsregler, og som gør det muligt at vurdere, hvilke præcise virkninger det formodes at ville have, såfremt de ønskede forholdsregler ikke anordnes. Det følger heraf, at den nævnte part, navnlig når den pågældende har påberåbt sig, at der er indtrådt et økonomisk tab, med støtte i beviser skal skabe et retvisende og fuldstændigt billede af sin økonomiske situation (jf. kendelse af 29.2.2016, ICA Laboratories m.fl. mod Kommissionen, T-732/15 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:129, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

28      Selv om visse punkter i anmodningen om foreløbige forholdsregler kan støttes og udbygges med henvisninger til bestemte afsnit i dokumenter, der vedlægges som bilag til anmodningen, kan den omstændighed, at der mangler væsentlige oplysninger i anmodningen, ikke afhjælpes ved en generel henvisning til andre dokumenter, selv om de er vedlagt som bilag til anmodningen. Det påhviler ikke dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler – i stedet for den pågældende part – at finde de oplysninger, som kan støtte anmodningen om foreløbige forholdsregler, i bilagene til anmodningen om foreløbige forholdsregler, i stævningen i hovedsagen eller i bilagene til denne. En sådan forpligtelse for dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler ville desuden fratage procesreglementets artikel 156, stk. 5, hvorefter anmodningen om foreløbige forholdsregler skal fremsættes i et særskilt dokument, sin virkning (jf. i denne retning kendelse af 20.6.2014, Wilders mod Parlamentet m.fl., T-410/14 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:564, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

29      Det skal i lyset af disse kriterier undersøges, om sagsøgeren har godtgjort, at der er tale om uopsættelighed.

30      Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende at have lidt en alvorlig og uoprettelig skade på grund af risikoen for skadelige følger på sagsøgerens omsætning og udbytte, risiko for tab af markedsandele, påvirkning af et af sagsøgerens produktionsanlæg og skadelige følger på sagsøgerens omdømme.

 Skadens alvorlige karakter

31      Hvad for det første angår den angivelige skade på grund af risikoen for skadelige følger på sagsøgerens omsætning og udbytte, er det sagsøgerens opfattelse, at selskabet som følge af den anfægtede forordning vil lide et betydeligt tab af omsætning og udbytte. I denne henseende bemærkes, at den angivelige skade er af rent økonomisk karakter.

32      Vedrørende alvoren af den påberåbte finansielle skade følger det imidlertid af fast retspraksis, at den foreløbige forholdsregel, der anmodes om, kun er begrundet, hvis det fremgår, at den anmodende part, såfremt disse forholdsregler ikke anordnes, vil befinde sig i en situation, der kan bringe dens økonomiske levedygtighed i fare, inden den afgørelse, som afslutter proceduren vedrørende sagens realitet (jf. kendelse af 30.4.2010, Xeda International og Pace International mod Kommissionen, T-71/10 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:173, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

33      For det første følger det af fast retspraksis, at analysen af alvoren af en sådan skade skal foretages under hensyntagen til navnlig virksomhedens størrelse og omsætning samt kendetegnene ved den koncern, som den tilhører (jf. kendelse af 15.11.2011, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:665, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis. Jf. i denne retning også kendelse af 15.4.1998, Camar mod Kommissionen og Rådet, C-43/98 P(R), EU:C:1998:166, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

34      Desuden skal det bemærkes, at det i retspraksis er blevet fastslået, dels vedrørende et tab, der svarede til under 10% af omsætningen for virksomheder, der agerede på markeder, som er stærkt lovregulerede, at de finansielle vanskeligheder, som disse risikerede at lide, ikke kunne antages at bringe selve virksomhedens eksistens i fare (kendelse af 15.11.2011, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:665, præmis 21, og i denne retning også kendelse af 11.4.2001, Kommissionen mod Bruno Farmaceutici m.fl., C-474/00 P(R), EU:C:2001:219, præmis 106), dels vedrørende et tab, der udgjorde næsten to tredjedele af sådanne virksomheders omsætning, at de finansielle vanskeligheder, som disse blev påført, kunne bringe deres eksistens i fare, idet det dog ikke desto mindre blev fremhævet, at disse virksomheder – inden for en stærkt lovreguleret sektor, hvor der ofte kræves betydelige investeringer, og hvor det kan være nødvendigt for de kompetente myndigheder at gribe ind, såfremt der opstår farer for den offentlige sundhed af grunde, som ikke altid kan forudses af de pågældende virksomheder – må beskytte sig mod konsekvenserne heraf ved en hensigtsmæssig politik, da de ellers selv må bære tabet som følge af et sådant indgreb (jf. kendelse af 16.6.2016, ICA Laboratories m.fl. mod Kommissionen, C-170/16 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2016:462, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

[udelades]

37      Omsætningen, som udgøres af udbyttet fra salget af det omhandlede stof til en anvendelse, der er forbudt i medfør af den anfægtede forordning, udgør således en ubetydelig del af sagsøgerens omsætning eller bruttoudbytte eller omsætningen eller bruttoudbyttet for den koncern, som sagsøgeren tilhører (jf. i denne retning og analogt, kendelse af 11.4.2001, Kommissionen mod Bruno Farmaceutici m.fl., C-474/00 P(R), EU:C:2001:219, præmis 105).

38      Alene tabet af omsætning eller udbytte fra disse salg er således ikke tilstrækkeligt til at anse den angivelige skade for alvorlig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den i præmis 36 ovenfor nævnte retspraksis.

39      For det andet er det imidlertid, således som fremhævet af sagsøgeren, anerkendt ved kendelse af 28. april 2009, United Phosphorus mod Kommissionen (T-95/09 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:124, præmis 69), at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler i forbindelse med vurderingen af skadens alvor ikke blot mekanisk og rigidt kan se på den relevante omsætning alene, men at dommeren også skal tage hensyn til omstændighederne i den enkelte sag, og på tidspunktet for afgørelsen sætte disse omstændigheder i forbindelse med den påførte skade i form af mistet omsætning.

40      I forbindelse med analysen af skadens alvor i denne sag blev der således taget hensyn til den betydelige økonomiske og finansielle krise, som verdensøkonomien led i månedsvis, og som påvirkede værdien af den koncern, som sagsøgeren tilhører. Dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler fandt på grund af disse særlige omstændigheder, at sagsøgeren havde godtgjort alvoren af den skade, som sagsøgeren ville lide, hvis de foreløbige forholdsregler, der anmodedes om, ikke blev truffet.

41      Det må imidlertid fastslås, at sagsøgeren ikke har gjort en sådan usædvanlig situation gældende.

42      Selv om sagsøgeren ikke har foretaget en klar identificering af de omstændigheder, som i dette tilfælde er relevante inden for rammerne af undersøgelsen af alvoren af sagsøgerens skade, har sagsøgeren i sin fremstilling vedrørende denne del af skaden ikke desto mindre fremført en række elementer, som kan anses for omfattet af de nævnte omstændighederne i dette tilfælde.

43      Herefter må det af sagsøgeren anførte vedrørende de forventede konsekvenser for sagsøgerens aktiviteter forbundet med diflubenzuron på grund af dels anvendelsen af den brasilianske lovgivning 7 802/89, dels fastsættelsen af en ny maksimalgrænseværdi undersøges.

[udelades]

45      I denne henseende bemærkes indledningsvis, at der generelt ikke i vurderingen af den angivelige skades alvor kan tages hensyn til salgsnedgangen – som konsekvens af vedtagelsen af en forordning, der forbyder eller begrænser anvendelsen af et stof – i lande, som ikke er medlem af EU, som følge af, at visse tredjelande følger EU-reglerne, idet sådanne forholdsregler er den direkte konsekvens – ikke af den anfægtede forordning – men af en afgørelse truffet af myndighederne i hvert tredjeland i forbindelse med udøvelsen af deres suverænitet (jf. i denne retning, kendelse af 28.4.2009, United Phosphorus mod Kommissionen, T-95/09 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:124, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

46      Endvidere må det konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at de foreløbige forholdsregler, der anmodes om, såfremt de blev truffet, ville forhindre de brasilianske myndigheder i af fødevaremæssige formål at forbyde salg af diflubenzuron på deres område. Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at en udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede forordning ville forhindre den angivelige skades indtræden (jf. i denne retning kendelse af 28.4.2009, United Phosphorus mod Kommissionen, T-95/09 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:124, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

47      Endelig fremgår det, at konkretiseringen af denne frygt er hypotetisk, for så vidt som sagsøgeren er i besiddelse af en undersøgelse af den 28. februar 2017, der er foretaget i overensstemmelse med de seneste anbefalinger, og som bekræfter, at der ikke er potentiel genotoksicitet af urenheden og metabolitten 4-chloranilin (PCA) (»tilbagemutationstest in vivo til locus cII i transgene rotter F344 Big Blue® og mikronukleinanalse af perifert blod«). Derfor kan der siges at være rimelig tvivl med hensyn til de brasilianske myndigheders endelige vurdering vedrørende diflubenzurons genotoksicitet, for så vidt som det kan tænkes, at disse myndigheder i forhold til undersøgelsen vil mene, at de ajourførte resultater fra de videnskabelige kredse taler imod et forbud. Denne del af den angivelige skade er således i denne henseende usikker i den forstand, hvori udtrykket et anvendt i den retspraksis, der er nævnt i præmis 24 ovenfor.

48      Derfor udgør de konsekvenser, som sagsøgeren forventer i forhold til sine aktiviteter forbundet med diflubenzuron på grund af anvendelsen af den brasilianske lovgivning 7 802/89, ikke en særlig omstændighed, der gør, at skaden kan anses for alvorlig.

[udelades]

52      Der foreligger i nærværende sag ingen særlige omstændigheder, som vurderet i forhold til den relevante omsætning leder dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler til den konklusion, at den angivelige skade er alvorlig på grund af risikoen for skadelige følger på sagsøgerens omsætning og udbytte.

[udelades]

61      Hvad for det tredje angår alvoren af den angivelige skade som følge af risikoen for påvirkning af et af sagsøgerens produktionsanlæg har sagsøgeren anført, at virksomheden udelukkende fremstiller det omhandlede stof på et produktionsanlæg i Ankerweg (Nederlandene), der i vidt omfang er helliget produktionen af det omhandlede stof til en anvendelse inden og uden for EU. Tabet af mærkningen »til spiselige afgrøder« på diflubenzuron i EU indebar et tab på 618 859 EUR til absorbering af produktionsomkostningerne, hvilket udgjorde 89,7% af den samlede absorbering af omkostningerne og et tab i mængde på 36 735 kg, dvs. 95% af mængden i EU. Påvirkningerne af tabet i diflubenzuron-mængden på spiselige afgrøder indebar derfor, at de resterende produkter skulle absorbere denne omkostning på 618 859 EUR, hvilket øgede omkostningerne og reducerede konkurrenceevnen på EU-markedet og de øvrige verdensmarkeder for alle andre produkter.

62      Endvidere har sagsøgeren i sin fremstilling vedrørende den angivelige skades uoprettelige karakter på grund af risikoen for påvirkning af et af sagsøgerens produktionsanlæg anført en række elementer, som i realiteten henhører under vurderingen af skadens alvor. Sagsøgeren har fremhævet, at ca. 25 ansatte på det nuværende produktionsanlæg er tilknyttet produktionen af diflubenzuron og diflubenzuronprodukter, og at dette anlægs levedygtighed er truet, idet de produkter, som er beregnet på spiselige afgrøder i EU, udgør 618 859 EUR (eller 16,7%) af anlægget i Ankerwegs samlede produktionsomkostninger vedrørende diflubenzuron på 3 699 373 EUR, også selv om denne mængdeudgør 8,4% af den samlede mængde. Endvidere har sagsøgeren anført, at en ændring af maksimalgrænseværdien for spiselige produkter vil medføre en betydelig påvirkning af de produkter, der sælges på de vigtigste markeder i verden, og at en reduktion eller et tab af produkter, der sælges på verdensmarkedet, vil indebære en betydelig påvirkning på det nævnte anlægs levedygtighed, idet den samlede produktion af diflubenzuron udgjorde ca. 30% af mængden og ca. 30% af anlægget i Ankerwegs omkostninger.

63      Det fremgår af det foregående, at den angivelige skade som følge af den anfægtede forordnings forventede påvirkning af produktionsanlægget i Ankerweg er af økonomisk art.

64      I denne henseende bemærkes, at den foreløbige forholdsregel, der anmodes om, i overensstemmelse med den i præmis 32 ovenfor nævnte retspraksis vedrørende alvoren af en sådan skade kun er begrundet, hvis det fremgår, at den part, der anmoder om forholdsreglen, vil befinde sig i en situation, der kan bringe dens økonomiske levedygtighed i fare, inden den afgørelse, som afslutter proceduren vedrørende sagens realitet.

65      Imidlertid vedrører sagsøgerens frygt for det første ikke faren for sagsøgerens økonomiske levedygtighed, men for et produktionsanlægs levedygtighed. I denne henseende har sagsøgeren i modsætning til den i præmis 24-27 ovenfor nævnte retspraksis ikke fremlagt nogen elementer, der gør det muligt at konkludere, at sagsøgerens overlevelse på nogen måde er truet på grund af de hævdede risici med hensyn til anlæggets levedygtighed.

66      For det andet producerer det omhandlede anlæg ikke udelukkende diflubenzuron til anvendelse inden for EU, men også til anvendelse uden for EU. For så vidt som sagsøgeren har fremhævet de eventuelle virkninger på sagsøgerens salg på verdensplan af fastsættelse af en ny maksimalgrænseværdi for spiselige produkter, er det tilstrækkeligt at henvise til begrundelsen i præmis 50 ovenfor for at fastslå, at dette argument er irrelevant.

67      For det tredje har sagsøgeren i modsætning til den i præmis 24-27 ovenfor nævnte retspraksis ikke for dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler fremført de væsentlige elementer, der er nødvendige for dommerens undersøgelse af alvoren af de hævede påvirkninger, såsom oplysninger med hensyn til mulighederne for omfordeling af det pågældende personale eller for omlægning af fremstillingsprocesserne i sagsøgerens produktionsproces inden for dette anlæg. Tilsvarende har Kommissionen med rette gjort gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at dette produktionsanlæg ikke kan anvendes til fremstilling af de talrige andre plantebeskyttelsesmidler, som sagsøgerens koncern udarbejder.

68      Således er påvirkningen alene af et af sagsøgerens produktionsanlæg ikke tilstrækkeligt til, at den angivelige skade kan anses for alvorlig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den i præmis 64 ovenfor nævnte retspraksis.

[udelades]

71      Hvad for det fjerde angår alvoren af den hævdede skade på grund af risikoen for skadelige følger på omdømmet har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede forordning vil have skadelige følger for sagsøgerens omdømme generelt, for omdømmet af sagsøgerens diflubenzuronprodukter, for omdømmet af sagsøgerens hovedmærke Dimilin og for typen af formulering forbundet med disse produkter.

72      For så vidt som sagsøgeren for det første frygter, at den anfægtede forordning dels vil bringe sagsøgerens omdømme i fare generelt, omdømmet af sagsøgerens diflubenzuronprodukter, omdømmet af sagsøgerens hovedmærke Dimilin og typen af formulering forbundet med disse produkter ved at sortliste diflubenzuron, dels mere generelt indebærer, at der stilles spørgsmål ved sagsøgerens erfaring inden for plantebeskyttelsesområdet, sagsøgerens egnethed til at fremstille sikre produkter af høj kvalitet og fører til en afsmittende negativ effekt på omdømmet af andre produkter, fremstillet af sagsøgeren, særligt på plantebeskyttelsesområdet, bemærkes, at tilbagetrækning fra markedet af et plantebeskyttelsesmiddel – og a fortiori en pålagt begrænsning i midlets anvendelsesområde – ikke nødvendigvis er skadeligt for den pågældende virksomheds omdømme som helhed. Det er i denne henseende velkendt, at mange virksomheder, som agerer på det omhandlede marked, allerede har måttet trække deres produkter tilbage fra markedet, uden at disse virksomheder eller deres produkter af den grund anses for sortlistede. Tilsynsmyndighederne og aktørerne i den omhandlede sektor, som er bekendte med rammebestemmelserne, har mere tendens til at opfatte en afgørelse om ikke at godkende et plantebeskyttelsesmiddel som en almindelig del af en afgørelse fra en tilsynsmyndighed. En sådan afgørelse kan blot anses for resultatet af den videnskabelige udvikling og forbedringen af forskningsmetoderne (jf. i denne retning kendelse af 15.11.2011, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:665, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

73      For det andet bemærkes, at såfremt skadelige følger på sagsøgerens omdømme faktisk ville kunne tilskrives vedtagelsen af den anfægtede forordning, ville skaden allerede have været forvoldt på tidspunktet for vedtagelsen af forordningen og vare helt indtil denne måtte blive annulleret ved afgørelsen vedrørende hovedsagen (jf. i denne retning kendelse af 15.11.2011, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:665, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

74      For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at sundhedssektoren er særligt følsom. Eftersom den anfægtede forordning imidlertid blev vedtaget efter en kompliceret administrativ procedure af flere års varighed, hvorunder videnskabelige eksperter og fagfolk fra den pågældende sektor deltog, ville en rent midlertidig udsættelse af gennemførelsen af denne forordning, anordnet af dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler og inden for rammerne af en summarisk afgørelse, næppe mane eventuel tvivl med hensyn til, om diflubenzuron er farligt på markedet for spiselige afgrøder, i jorden (jf. i denne retning kendelse af 15.11.2011, Xeda International mod Kommissionen, T-269/11 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:665, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis). I denne henseende skal det bemærkes, at sagsøgeren i modsætning til den i præmis 24-27 ovenfor nævnte retspraksis ikke har forklaret, i hvilket omfang den konkrete sag skulle ændre disse konstateringer, og særligt ikke har præciseret, i hvilket omfang en udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede forordning ville bringe den frygt til ophør, som allerede offentliggørelsen af den rapporterende medlemsstats og EFSA’s vurdering af diflubenzuron og konklusionerne, navnlig for så vidt angår genotoksiciteten af PCA, i dokumenter, der har været tilgængelige i mange år, har kunnet give anledning til.

75      Tilsvarende hvad angår det af sagsøgeren hævdede, hvorefter der er stor sandsynlighed for, at den anfægtede forordning alvorligt vil ramme forbrugernes tillid til diflubenzuronprodukter, og at den vil være en kilde til betydelige bekymringer hos forbrugerne vedrørende produkternes uskadelige karakter, fremgår det ikke af oplysningerne i sagsakterne, at en midlertidig udsættelse vedtaget af dommeren i en sag om foreløbige forholdsregler er en forholdsregel, der vil kunne forhindre et sådant tillidstab. I denne henseende har sagsøgeren alene gjort gældende, at såfremt den nævnte forordning opretholdes, risikerer den sortlistning, som knytter sig til det omhandlede stof på grund af begrænsningen pålagt af forordningen, at vokse med tiden. Som det imidlertid er fremhævet i præmis 73 ovenfor, forelå identificeringen af diflubenzurons farlige egenskaber på markedet for spiselige afgrøder og oplysningen om dette til offentligheden før vedtagelsen af den anfægtede forordning.

76      For det femte og sidste må det, som det er nævnt i præmis 34 ovenfor, fremhæves, at de omhandlede virksomheder – inden for rammerne af et stærkt lovreguleret marked, som markedet i den foreliggende sag, der kan være genstand for et hurtigt indgreb fra de kompetente myndigheders side, såfremt der opstår fare for den offentlige sundhed af grunde, som ikke altid kan forudses – må beskytte sig mod konsekvenserne heraf ved en hensigtsmæssig politik, da de ellers selv må bære tabet som følge af et sådant indgreb (jf. kendelse af 16.6.2016, ICA Laboratories m.fl. mod Kommissionen, C-170/16 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2016:462, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

77      I den foreliggende sag havde sagsøgeren tidligst den 7. september 2012 ved afgivelsen af EFSA’s konklusioner, der identificerede en ny vanskelighed vedrørende den potentielle eksponering af PCA som reststof (jf. præmis 5 ovenfor), eller i hvert fald den 18. juli 2013, hvor Kommissionen informerede sagsøgeren om afgørelsen om at revurdere godkendelsen af det omhandlede stof i overensstemmelse med artikel 21 i forordning nr. 1107/2009 (jf. præmis 7 ovenfor), oplysninger, på grundlag af hvilke sagsøgeren ved at udvise almindelig omhu kunne træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at beskytte sig mod den eventuelle risiko for begrænsninger i anvendelsen af diflubenzuron i overensstemmelse med den i præmis 76 ovenfor nævnte retspraksis. Endvidere må det påpeges, at nærværende anmodning om foreløbige forholdsregler ikke indeholder nogen oplysninger i denne henseende. I øvrigt er alle disse overvejelser relevante, selv om det, som sagsøgeren har bekræftet i sin anmodning, var anerkendt, at det først var fra juli 2015, at sagsøgeren kunne have haft grund til at reagere på bekymringerne vedrørende metabolits genotoksicitet.

78      I lyset af det foregående må det konkluderes, at sagsøgeren ikke har godtgjort alvoren af den hævdede skade.

 Skadens uoprettelige karakter

79      Endvidere fremgår det heller ikke, at den hævdede skade i den foreliggende sag kan kvalificeres som uoprettelig.

80      Det følger for det første af fast retspraksis, at en økonomisk skade ikke, bortset fra ganske usædvanlige tilfælde, kan betragtes som uoprettelig, eller selv vanskeligt afhjælpelig, da en økonomisk erstatning som hovedregel kan genoprette skadelidtes økonomiske situation, som denne forelå, før skaden indtraf. Ved en sådan skade vil sagsøgeren nemlig kunne få tabet erstattet under et erstatningssøgsmål indgivet i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF (jf. kendelse af 28.11.2013, EMA mod InterMune UK m.fl., C-390/13 P(R), EU:C:2013:795, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis, og af 28.4.2009, United Phosphorus mod Kommissionen, T-95/09 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:124, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

81      I tilfælde af en sådan skade er den foreløbige forholdsregel, der anmodes om, kun begrundet, hvis det fremgår, at sagsøgeren, hvis der ikke træffes en sådan forholdsregel, vil befinde sig i en situation, der kan true den pågældendes eksistens inden afsigelsen af den dom, der afslutter hovedsagen (kendelse af 3.12.2002, Neue Erba Lautex mod Kommissionen, T-181/02 R, EU:T:2002:294, præmis 84). Den nærliggende risiko for forsvinden fra markedet er således et både uopretteligt og alvorligt tab, hvorfor det forekommer berettiget at tage begæringen om foreløbige forholdsregler til følge i en sådan situation (jf. kendelse af 28.4.2009, United Phosphorus mod Kommissionen, T-95/09 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:124, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

82      I den foreliggende sag fremgår det – for så vidt angår den hævdede skade på grund af risiko for skadelige følger på sagsøgerens omsætning og udbytte – af analysen foretaget af dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler i præmis 31-52 ovenfor, at sagsøgeren ikke befinder sig i en sådan situation.

83      Hvad angår de argumenter, der er gjort gældende i forhold til levedygtigheden af produktionsanlægget i Ankerweg, er det tilsvarende allerede blevet fastslået, at nærværende anmodning om foreløbige forholdsregler ikke indeholder væsentlige oplysninger såsom oplysninger med hensyn til mulighederne for omfordeling af det omhandlede personale eller omlægning af fremstillingsprocesserne i sagsøgerens produktionskæde inden for dette anlæg. Imidlertid er sådanne oplysninger nødvendige for dommerens undersøgelse i sager om foreløbige forholdsregler af den hævdede skades karakter af uoprettelig. Under alle omstændigheder er alene sagsøgerens overlevelse i overensstemmelse med den i præmis 81 ovenfor nævnte retspraksis relevant inden for rammerne af vurderingen af skadens uoprettelige karakter. Som nævnt i præmis 65 ovenfor, vedrører sagsøgerens frygt ikke faren for sagsøgerens eksistens, men for et produktionsanlægs levedygtighed.

84      For det andet må det, som anført i præmis 58 ovenfor, påpeges, at selv om der også tages hensyn til, at sagsøgerens markedsandele, hvis ikke den foreløbige forholdsregel, der anmodes om, træffes, vil ændre sig uopretteligt, kan dette kun sidestilles med faren for forsvinden fra markedet og begrunde, at den anmodede foreløbige forholdsregel træffes, hvis den uoprettelige ændring af markedsandelene også har en alvorlig karakter. Det er således ikke tilstrækkeligt, at en virksomhed risikerer at tabe en markedsandel uopretteligt, men det er afgørende, at markedsandelen er tilstrækkeligt stor, navnlig under hensyntagen til virksomhedens størrelse og i betragtning af de karakteristiske træk ved den koncern, som den tilhører i kraft af sin aktionærkreds. En sagsøger, der gør gældende at have tabt en sådan markedsandel, skal endvidere godtgøre, at strukturelle eller retlige hindringer forhindrer parten i at generobre en betydelig del af denne markedsandel (jf. kendelse af 28.4.2009, United Phosphorus mod Kommissionen, T-95/09 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2009:124, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

85      Det er i den foreliggende sag fastslået, at de markedsandele, som sagsøgeren frygter at miste, ikke udgør vigtige markedsandele (jf. præmis 38 ovenfor). Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke ført tilstrækkeligt bevis for, at der foreligger strukturelle eller retlige hindringer, der forhindrer sagsøgeren i at generobre en betydelig del af denne markedsandel.

86      I denne henseende har sagsøgeren indledningsvis gjort gældende, at såfremt der gives medhold i hovedsagen, kan en reklamekampagne ikke med rimelighed genoprette den markedsandel, som sagsøgeren har på nuværende tidspunkt, og at sagsøgeren må »overvinde den negative omtale« skabt af den anfægtede forordning. Sagsøgeren mener ikke at være i stand til at iværksætte en reklamekampagne til et stort budget (eller et tilsvarende tiltag) for at bekæmpe enhver negativ opfattelse, idet hverken sagsøgeren eller den koncern, som virksomheden tilhører som helhed, er i besiddelse af tilstrækkelige midler til at finansiere en sådan aktivitet.

87      Imidlertid er det i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 24-27 nævnte retspraksis den part, der anmoder om foreløbige forholdsregler, der for dommeren i en sag om foreløbige forholdsregler skal fremlægge de nødvendige oplysninger for den vurdering, dommeren skal foretage, vedrørende navnlig den hævdede skades uoprettelige karakter. Simple erklæringer er således ikke tilstrækkeligt til at opfylde disse kriterier, der er fastsat i retspraksis. I den foreliggende sag giver ingen af de dokumenter, der er forelagt for dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler, umiddelbart mulighed for at bekræfte det af sagsøgeren erklærede med hensyn til, at det skulle være umuligt for sagsøgeren igen at kunne dække disse markedsandele. Sagsøgeren har alene påberåbt sig vanskelighederne ved at generobre markedsandelene, navnlig på grund af et eventuelt tab af tillid til sagsøgerens produkter uden imidlertid at have godtgjort, at der foreligger strukturelle eller retlige hindringer, som ville forhindre sagsøgeren i at genvinde denne tillid hos såvel sine kunder som hos forbrugerne, og således – navnlig efter iværksættelse af passende reklameforanstaltninger over for disse – generobre en betydelig del af disse markedsandele (jf. i denne retning kendelse af 11.4.2001, Kommissionen mod Gerot Pharmazeutika, C-479/00 P(R), EU:C:2001:224, præmis 92). Således har sagsøgeren alene gjort gældende, at såvel sagsøgeren som den koncern, som sagsøgeren tilhører, savner tilstrækkelige midler til at finansiere en sådan aktivitet.

88      For endvidere at godtgøre kundernes nødvendigvis negative reaktion har sagsøgeren som argument for de formodede konsekvenser henvist til en e-mail sendt efter offentliggørelsen af den anfægtede forordning fra selskabet Audax, som bestod i registrering af det omhandlede stof på en negativ liste til brug for de supermarkeder, som Audax støtter. Sagsøgeren har imidlertid ikke taget højde for muligheden for – såfremt sagsøgeren får medhold i hovedsagen – at der kan fremsendes en tilsvarende e-mail for at underrette de samme kunder om annullation af den anfægtede forordning. Hvis afsendelse af en sådan e-mail kan have negative konsekvenser, sådan som sagsøgeren har gjort gældende, forekommer det imidlertid logisk, at en tilsvarende e-mail for at oplyse om, at sagsøgerens påstand er blevet taget til følge, vil kunne afhjælpe de nævnte konsekvenser.

89      Endvidere har sagsøgeren anført, at selv om selskabet kunne udvikle et nyt alternativt stof, ville det stå over for betydelige retlige og lovgivningsmæssige hindringer i forhold til de gældende regler, såsom kravet om at fremlægge videnskabelige sagsakter i form af fuldstændige data, der beviser det alternative stofs uskadelighed, undersøgelsen af disse sagsakter og godkendelsesproceduren, hvorefter den samlede sagsbehandlingstid vil være ca. ti år. Desuden koster registreringen af et produkt omkring 1,5-2 mio. EUR i gennemsnit, afhængigt af de mange forskellige afgrøder, der ønskes mærket med produktet, og stadiet af forlængelsen af godkendelsen af produktets aktivstof(fer).

90      I forhold til den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved Retten bemærkes i denne henseende, at afgørelsen vedrørende sagens realitet i det foreliggende tilfælde formentlig vil blive truffet inden for et tidsrum på to år (jf. i denne retning kendelse af 21.7.2017, Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo mod Kommissionen, T-130/17 R, EU:T:2017:541, præmis 47). Følgelig vil spørgsmålet om lovlighed for så vidt angår den anfægtede forordning for sagsøgerens vedkommende være afgjort længe før den for godkendelsen af et eventuelt alternativt stof nødvendige behandlingstid. I denne sammenhæng skal det påpeges, at sagsøgeren ikke har anmodet om anvendelse af en fremskyndet procedure som fastlagt i procesreglementets artikel 151 ff. I henhold til den anfægtede forordnings artikel 3 er sagsøgeren desuden indrømmet en »afviklingsperiode« indtil den 8. september 2018, hvorunder medlemsstaterne kan opretholde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder diflubenzuron. Som sagsøgeren endvidere har fremhævet i sin anmodning, er en forlængelsesprocedure, der er underlagt strenge tidsfrister, i gang og vil allerede i 2018 kunne føre til den konklusion, at metabolit ikke er potentielt genotoksicisk. Kommissionen er af den opfattelse, at denne procedure formentlig vil være afsluttet før den 30. juni 2019. Derfor forekommer manglen på et alternativt produkt i sagsøgerens portefølje af stoffer ikke at være et relevant element med hensyn til den hævdede skades uoprettelige karakter.

91      Endelig har sagsøgeren blot hævdet, at de skadelige følger på sagsøgerens omdømme er umulige at overvinde, dels fordi selskabets moderselskab, Platform Specialty Products, intet kan gøre for at genoprette sagsøgernes omdømme, imens denne afventer en endelig afgørelse i nærværende sag, dels at dette tab af omdømme ikke kan afhjælpes rent økonomisk og heller ikke midlertidigt af sagsøgerens moderselskab. Ikke alene har sagsøgeren, som nævnt i præmis 74 ovenfor, ikke præciseret, i hvilket omfang den udsættelse af gennemførelsen, der anmodes om, ville gøre det muligt i tilstrækkelig grad at modvirke de formodede skadelige følger. Sådanne antagelser er endvidere, i overensstemmelse med den i præmis 24-27 ovenfor nævnte retspraksis, endvidere ikke uden andre oplysninger, der støtter dem, tilstrækkelige til at overbevise dommeren i en sag om foreløbige forholdsregler.

92      For det tredje anses et økonomisk tab for at være uopretteligt, såfremt der ikke kan opnås fuld kompensation herfor, hvilket bl.a. kan være tilfældet ved et tab, som, selv når det indtræder, ikke kan opgøres i tal (jf. kendelse af 28.11.2013, EMA mod InterMune UK m.fl., C-390/13 P(R), EU:C:2013:795, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

93      Den usikkerhed, der er forbundet med erstatning af en økonomisk skade i forbindelse med et eventuelt erstatningssøgsmål, kan ganske vist ikke i sig selv anses for en omstændighed, på grundlag af hvilken det kan anses for godtgjort, at skaden er uoprettelig som omhandlet i Domstolens praksis. Det er på tidspunktet for sagen om foreløbige forholdsregler nødvendigvis usikkert, om der senere er mulighed for at få erstatning for en økonomisk skade inden for rammerne af et erstatningssøgsmål, der kan anlægges efter en eventuel annullation af den anfægtede retsakt. En sag om foreløbige forholdsregler har imidlertid ikke til formål at træde i stedet for et sådant erstatningssøgsmål for at udelukke denne usikkerhed. Dens formål er alene at garantere den fulde virkning af den fremtidige endelige afgørelse, der skal træffes i den hovedsag, som sagen om de foreløbige forholdsregler hænger sammen med, hvilken sag i dette tilfælde er et annullationssøgsmål (jf. kendelse af 28.11.2013, EMA mod InterMune UK m.fl., C-390/13 P(R), EU:C:2013:795, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

94      Derimod forholder det sig anderledes, når det – efter at dommeren i en sag om foreløbige forholdsregler har foretaget sin vurdering – klart fremgår, at den påberåbte skade på grund af dens art og den måde, hvorpå den forudses at ville indtræde, ikke i tilstrækkelig grad kan identificeres eller opgøres i tal, hvis den indtræder, og derfor i praksis ikke vil kunne afhjælpes ved et erstatningssøgsmål (jf. kendelse af 28.11.2013, EMA mod InterMune UK m.fl., C-390/13 P(R), EU:C:2013:795, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

95      Selv om sagsøgeren i den foreliggende sag mener, at den hævdede skade risikerer ikke at være erstatningsberettiget, fremgår det imidlertid ikke af sagsøgerens regnskaber, at skaden på grund af sin art og den måde, hvorpå den forudses at ville indtræde, ikke i tilstrækkelig grad vil kunne identificeres og opgøres i tal, hvis den indtræder, og derfor i praksis ikke vil kunne afhjælpes ved et erstatningssøgsmål. Tværtimod har sagsøgeren fremsat en række regnskabsmæssige elementer, der umiddelbart gør det muligt ikke alene at identificere, men også at kvantificere den nævnte skade i tilstrækkelig grad.

[udelades]

 Interesseafvejningen

101    Endvidere må det fremhæves, at interesseafvejningen taler imod en udsættelse af den anfægtede forordning.

102    Ifølge retspraksis skal der i en sag om foreløbige forholdsregler foretages en afvejning af de risici, der er forbundet med hver af de mulige løsninger. Dette indebærer konkret, at det må undersøges, om interessen i at opnå udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede retsakt for den part, der anmoder om de foreløbige forholdsregler, vejer tungere end interessen i den umiddelbare anvendelse af den omtvistede retsakt. Ved denne undersøgelse må det fastlægges, om en eventuel annullation af denne retsakt, foretaget af den ret, der påkender sagens realitet, vil gøre det muligt at ændre den situation, som retsaktens umiddelbare gennemførelse ville medføre, og omvendt om udsættelse af retsaktens gennemførelse kan hindre, at den får fuld virkning i tilfælde af, at sagsøgeren ikke får medhold i søgsmålet i hovedsagen (kendelse af 1.3.2017, EMA mod MSD Animal Health Innovation og Intervet international, C-512/16 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2017:149, præmis 127).

103    I den foreliggende sag har sagsøgeren anført, at interesseafvejningen falder ud til sagsøgerens fordel, for så vidt som dels det omhandlede stof ikke indebærer nogen kendt fare for den offentlige sundhed, dels enhver anden tilgang end udsættelse af den anfægtede forordning på en endelig afgørelse vedrørende proceduren for forlængelse af det omhandlede stof ville være uforholdsmæssig og straffe sagsøgeren unødvendigt, for så vidt som opretholdelsen af den nævnte forordning ville medføre, at det – i tilfælde af, at den anfægtede forordning annulleres af den ret, der påkender sagens realitet – ville være umuligt at rette op på virkningerne af den umiddelbare anvendelse af denne forordning.

104    Hvad for det første angår argumentet vedrørende fraværet af fare for den offentlige sundhed har sagsøgeren fremhævet, at det omhandlede stof og produkterne baseret på dette har været på markedet i 40 år, og at den offentlige sundhed til dato ikke har været påvirket som følge af salget heraf. Endvidere har sagsøgeren præciseret, at diflubenzuron er godkendt uden for EU. Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionens spørgsmål er mere spekulative end reelle, og at overvejelserne om offentlig sundhed derfor ikke kan veje tungere end skaden, der påføres sagsøgeren ved den anfægtede forordning.

105    Det fremgår af sagsakterne, at der er blevet identificeret farer for menneskers sundhed. I denne henseende kan sagsøgeren ikke som et overbevisende argument i den foreliggende sag gøre gældende, at stoffet i mere end 40 år er blevet anvendt på sikker måde i EU, uden at nogen skadelig virkning for menneskers sundhed på noget tidspunkt er rapporteret. Inden for den pågældende sektor er videnskabelig udvikling ikke sjælden, og denne udvikling giver således lejlighed til at revurdere stofferne ud fra ny viden og videnskabelige opdagelser. Dette er grundlaget for forlængelsesprocedurerne og begrundelsen for tidsbegrænsninger på markedsføringstilladelser. Derfor skal dommerens undersøgelse i sager om foreløbige forholdsregler i forbindelse med interesseafvejningen omfatte farer, der nu er identificerede.

106    I denne henseende har Kommissionen anført, at diflubenzuron er et stof, der er kræftfremkaldende i kategori 1B, og at stoffets genotoksiske egenskaber er blevet påvist efter en udtømmende vurdering foretaget af den rapporterende medlemsstat, EFSA og medlemsstaternes eksperter.

107    Sagsøgerens opfattelse, hvorefter der ikke er fare for den offentlige sundhed, er hovedsageligt baseret på de argumenter, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med sin argumentation til støtte for, at der foreligger fumus boni juris, dvs. dels, at afgørelsen om at vedtage den anfægtede forordning bygger på et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Kommissionen ikke omhyggeligt og upartisk har taget hensyn til visse oplysninger, der påviser, at der ikke er grund til bekymring med hensyn til det omhandlede stofs genotoksicitet, dels at sagsøgeren skulle være blevet frataget retten til forsvar, idet sagsøgeren ikke har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger vedrørende visse dokumenter, der fastslår, at der foreligger sundhedsfare som følge af diflubenzuron.

108    Imidlertid henhører disse dele under kontrollen af afgørelsens lovlighed og kan ikke uden andre elementer og så længe det ikke er fastslået, at der eventuelt er anlagt et åbenbart urigtigt skøn, danne grundlag for, at dommeren i sager om foreløbige forholdsregler i forbindelse med interesseafvejningen fastslår, at konklusionerne fremsat i de nævnte dokumenter skal gå forud for de tidligere vurderinger, som i princippet er resultatet af en grundig og udtømmende undersøgelse. Dommeren i sager om foreløbige forholdsregler skal ikke foretage en teknisk vurdering af de videnskabelige oplysninger, hvilket ville overskride grænserne for dommerens beføjelser. Under de foreliggende omstændigheder skal farerne for den offentlige sundhed, således som de er identificeret i den anfægtede forordning, herefter tages i betragtning i forhold til de andre interesser, der står på spil.

109    I denne henseende har sagsøgeren ikke nævnt andre interesser end interessen i at undgå den skade, som den anfægtede forordning ville kunne påføre sagsøgeren. Det følger imidlertid af fast retspraksis, at hensynene til beskyttelse af den offentlige sundhed principielt og uomtvisteligt må tillægges større vægt end økonomiske overvejelser (jf. kendelse af 11.4.2001, Kommissionen mod Bruno Farmaceutici m.fl., C-474/00 P(R), EU:C:2001:219, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 19.4.2012, Artegodan mod Kommissionen, C-221/10 P, EU:C:2012:216, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

110    Det bemærkes, at den hævdede skade i den foreliggende sag – som det endvidere er blevet fastslået, hverken frembyder den nødvendige grad af alvor eller uoprettelighed – i mangel af andre interesser, der skal tages i betragtning, ikke er tilstrækkelig til, at interesseafvejningen falder ud til fordel for sagsøgeren, for så vidt som de identificerede farer for den offentlige sundhed med hensyn til diflubenzuron må anses for anerkendte (jf. præmis 105 ovenfor).

111    Under alle omstændigheder ville det, selv hvis sagsøgeren havde godtgjort uopsætteligheden med henvisning til de særlige træk ved sagsøgerens skade, have været nødvendigt at vurdere denne skade i forhold til princippet fastsat i retspraksis, hvorefter hensynet til beskyttelse af den offentlige sundhed vejer tungest og kan begrunde restriktioner, der medfører negative konsekvenser – endog betydelige – for visse økonomiske aktører (jf. i denne retning dom af 1.6.2010, Blanco Pérez og Chao Gómez, C-570/07 og C-571/07, EU:C:2010:300, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis). I denne sammenhæng fremhæves vigtigheden af at anerkende forsigtighedsprincippet, hvorefter EU-institutionerne – når der foreligger usikkerhed med hensyn til, om der er risiko for menneskers sundhed eller med hensyn til omfanget af denne risiko – kan træffe beskyttelsesforanstaltninger uden at afvente, at det fuldt ud påvises, at der er en risiko, og hvilket omfang denne har (jf. i denne retning kendelse af 19.12.2013, Kommissionen mod Tyskland, C-426/13 P(R), EU:C:2013:848, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

112    Derfor skal sagsøgerens argumenter med hensyn til det omhandlede stofs uskadelige karakter, der har til hensigt at godtgøre, at overvejelserne om offentlig sundhed ikke kan veje tungere end argumenterne vedrørende sagsøgerens skade, forkastes.

113    Hvad for det andet angår argumentet vedrørende den uforholdsmæssige karakter af vedtagelsen af enhver anden tilgang end suspension af den anfægtede forordning, indtil en endelig afgørelse er truffet, vedrørende proceduren for forlængelse af det omhandlede stof har sagsøgeren anført, at det omhandlede stof på nuværende tidspunkt er genstand for en vurdering i EU med henblik på en forlængelse af godkendelsen i overensstemmelse med forordning nr. 1107/2009 (jf. præmis 8 ovenfor), hvilken vurdering er underlagt en lovgivningsmæssig tidsfrist, der udløber i december 2018. Sagsøgeren har fremhævet, at data vedrørende genotoksiciteten af PCA og dermed faren for forbrugerne inden for disse rammer er ved at blive vurderet af Den Hellenske Republik som rapporterende medlemsstat, og har anført, at resultatet af denne vurdering blev kendt i oktober 2017. Sagsøgeren har tilføjet, at undersøgelsen af 28. februar 2017 har givet svar i forhold til den bekymring, der er forbundet med PCA (jf. præmis 47 ovenfor).

[udelades]

116    Indledningsvis må det fremhæves, at nærværende sag ikke vedrører en situation, der nødvendiggør en omgående tilbagetrækning af diflubenzuron-produkter. Dels begrænser den anfægtede forordning kun anvendelsen af diflubenzuron, idet dette alene udelukkes fra markedet for spiselige afgrøder, og forordningen forbyder således ikke totalt anvendelsen af diflubenzuron i insekticider, hvorfor det således er muligt for sagsøgeren at foresætte med at producere og sælge plantebeskyttelsesmidler, der indeholder stoffet, med henblik på anvendelse i ikke-spiselige afgrøder. Dels fastsætter den anfægtede forordning en afviklingsperiode, der løber frem til den 8. september 2018.

117    I denne henseende er det nødvendigt at præcisere, at det forhold, at der findes en afviklingsperiode, ikke udelukker, at der er fare for den offentlige sundhed. Selv om medlemsstaterne ikke har nogen handlepligt inden udløbet af den nævnte periode, kan de ikke desto mindre allerede træffe de nødvendige forholdsregler. Fastsættelsen af en sådan periode giver således mulighed for en vis beskyttelse imod de identificerede farer, som derimod er til hinder for anordningen af en udsættelse af gennemførelsen. Relevansen af, om der gælder en afviklingsperiode i relation til den interesseafvejning, der skal foretages af dommeren i en sag om foreløbige forholdsregler, indgår i dommerens afvejning med hensyn til intensiteten af identificerede farer i forhold til vægten af andre interesser, som ønskes varetaget. I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af analysen af de interesser, der er gjort gældende af sagsøgeren, dvs. den skade, som sagsøgeren frygter at lide som følge af anvendelsen af den anfægtede forordning, at disse ikke vejer tungere end interesserne vedrørende den offentlige sundhed (jf. præmis 109-112 ovenfor), og dette så meget desto mere, som afviklingsperioden minimerer de med den anfægtede forordning forbundne frygtede negative virkninger på sagsøgerens situation.

118    Som Kommissionen endvidere har fremhævet i sine indlæg, giver den igangværende procedure med henblik på forlængelse sagsøgeren mulighed for at beskytte sine interesser, for så vidt som sagsøgeren således kan gøre det omhandlede stofs angivelige manglende fare for den offentlige sundhed gældende. Ifølge sagsøgeren kunne virkningerne af denne igangværende procedure imidlertid ses allerede i løbet af 2018.

119    Selv om sagsøgeren har gjort gældende, at der gælder en lovgivningsmæssig tidsfrist, hvorefter godkendelsen af diflubenzuron, som forelå inden vedtagelsen af den anfægtede forordning, udløber i december 2018, forekommer det endelig uhensigtsmæssigt at suspendere virkningerne af den anfægtede forordning eller blot at begrænse en sådan suspension til denne dato, for så vidt som farerne for den offentlige sundhed, som dommeren i en sag om foreløbige forholdsregler skal tage hensyn til (jf. præmis 105-108 ovenfor), er blevet identificeret og anset for at være mere tungtvejende end de andre interesser, som sagsøgeren har gjort gældende (jf. præmis 109-112 ovenfor). A fortiori giver anordningen af en foreløbig forholdsregel, der er tidsbegrænset til afslutningen af forlængelsesproceduren, sådan som sagsøgeren har anmodet om, anledning til de samme indvendinger, for så vidt som denne procedure ifølge Kommissionen kan vare indtil den 30. juni 2019.

120    Herefter giver dels den situation, som sagsøgeren befinder sig i, mulighed for, at sagsøgeren delvist kan fortsætte med at sælge sine diflubenzuron-produkter (jf. præmis 119 ovenfor), og udsigten til en afgørelse vedrørende forlængelse af den tidligere opnåede godkendelse forekommer at være nært forestående (jf. præmis 118 ovenfor), dels sikrer opretholdelsen af virkningerne af den anfægtede forordning allerede nu en vis beskyttelse af den offentlige sundhed mod de farer, der for nyligt er identificeret (jf. præmis 119 ovenfor).

121    Følgelig skal sagsøgerens argumenter, hvorefter vedtagelsen af enhver anden tilgang end suspension af den anfægtede forordning, indtil en endelig afgørelse er truffet vedrørende proceduren for forlængelse af det omhandlede stof, er uforholdsmæssig, forkastes.

122    Henset til det foregående kan det i overensstemmelse med den i præmis 102 ovenfor nævnte retspraksis konkluderes, at interesseafvejningen ikke falder ud til fordel for anordningen af de foreløbige forholdsregler, der anmodes om.

123    Uden at det er nødvendigt at undersøge, om betingelsen vedrørende fumus boni juris er opfyldt i den foreliggende sag, skal det konkluderes, at anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke kan tages til følge, for så vidt som sagsøgeren ikke har godtgjort, for det første, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt, idet den angivelige skade ikke er af alvorlig og uoprettelig karakter, eller, for det andet, at interesseafvejningen var til sagsøgerens fordel.

124    I henhold til procesreglementets artikel 158, stk. 5, skal spørgsmålet om sagsomkostningerne udsættes.

Af disse grunde bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT:

1)      Anmodningen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)      Afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

Således bestemt i Luxembourg den 22. juni 2018.


E. Coulon      M. Jaeger


Justitssekretær

 

Afdelingsformand



* Processprog: engelsk.


1 –      Der gengives kun de præmisser i nærværende kendelse, som Retten finder det relevant at offentliggøre.