Language of document : ECLI:EU:C:2018:276

Sag C-353/16

MP

mod

Secretary of State for the Home Department

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court of the United Kingdom)

»Præjudiciel forelæggelse – asylpolitik – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 4 – direktiv 2004/83/EF – artikel 2, litra e) – betingelser for at være berettiget til subsidiær beskyttelse – artikel 15, litra b) – risiko for, at ansøgerens psykiske tilstand lider alvorlig overlast i tilfælde af tilbagesendelse til dennes hjemland – person, der har været udsat for tortur i sit hjemland«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 24. april 2018

Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2004/83 – betingelser for at være berettiget til subsidiær beskyttelse – artikel 2, litra e), og artikel 15, litra b) – tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling – begreb – risiko for, at en tredjelandsstatsborgers fysiske og psykiske tilstand lider alvorlig overlast i tilfælde af tilbagesendelse til dennes hjemland som følge af et traume, der følger af tidligere torturhandlinger – omfattet – betingelse – forsætlig fratagelse af pleje i hjemlandet – den nationale rets efterprøvelse

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 4; Rådets direktiv 2004/83, art. 2, litra e), og art. 15, litra b)]

Artikel 2, litra e), og artikel 15, litra b), i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse, sammenholdt med artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at berettigelsen til subsidiær beskyttelsesstatus omfatter en tredjelandsstatsborger, der tidligere er blevet udsat for tortur af myndighederne i sit hjemland, og som ikke længere løber nogen risiko for tortur i tilfælde af tilbagesendelse til dette land, men hvis fysiske og psykiske helbredstilstand i påkommende fald kan forværres betragteligt med en alvorlig risiko for, at denne statsborger begår selvmord, som følge af et traume, der følger af de torturhandlinger, som den pågældende har været udsat for, såfremt der foreligger en reel risiko for, at statsborgeren i det nævnte land forsætligt fratages pleje til behandling af de fysiske eller psykiske eftervirkninger af disse torturhandlinger, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.

Den foreliggende sag vedrører derfor ikke den beskyttelse mod udsendelse, som i medfør af EMRK’s artikel 3 følger af forbuddet mod at udsætte en person for umenneskelig eller nedværdigende behandling, men det særskilte spørgsmål om, hvorvidt værtsmedlemsstaten er forpligtet til at indrømme subsidiær beskyttelsesstatus i henhold til direktiv 2004/83 til en tredjelandsstatsborger, der er blevet udsat for tortur af sit hjemlands myndigheder, og hos hvem de alvorlige psykiske eftervirkninger kan forværres betragteligt med en alvorlig risiko for, at denne begår selvmord, i tilfælde af tilbagesendelse til dette land.

I denne henseende skal det bemærkes, at en tredjelandsstatsborger i medfør af direktivets artikel 2, litra e), kun er berettiget til subsidiær beskyttelse, når der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende ved en tilbagesendelse til sit hjemland vil løbe en reel risiko for at lide en af de tre former for alvorlig overlast, som er defineret i direktivets artikel 15 (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, M’Bodj, C-542/13, EU:C:2014:2452, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis). Den i artikel 15 i direktiv 2004/83 definerede alvorlige overlast omfatter i henhold til artiklens litra b) udsættelse af en ansøger for tortur, umenneskelig eller vanærende behandling eller straf i dennes hjemland.

I denne sammenhæng skal det for det første bemærkes, at den omstændighed, at den pågældende person tidligere har været offer for torturhandlinger begået af myndighederne i dennes hjemland, ikke i sig selv gør det muligt at begrunde, at vedkommende skal indrømmes subsidiær beskyttelse på et tidspunkt, hvor der ikke længere er nogen reel risiko for, at sådanne torturhandlinger vil gentage sig i tilfælde af en tilbagesendelse til dette land.

Det skal imidlertid for det andet bemærkes, at anmodningen om præjudiciel afgørelse ifølge de oplysninger, som fremgår af de for Domstolen fremlagte sagsakter, vedrører en tredjelandsstatsborger, der ikke alene tidligere har været offer for torturhandlinger begået af myndighederne i dennes hjemland, men som desuden, selv om han ikke længere på ny løber nogen risiko for at udsættes for sådanne handlinger i tilfælde af tilbagesendelse til dette land, på nuværende tidspunkt fortsat har alvorlige psykiske eftervirkninger, der er en følge af disse tidligere torturhandlinger, og som ifølge behørigt udstedte lægeerklæringer forværres betragteligt med en alvorlig risiko for, at denne statsborger begår selvmord, såfremt han sendes tilbage dertil. En sådan væsentlig forværring kan imidlertid ikke i sig selv anses for umenneskelig eller vanærende behandling, som den nævnte statsborger er blevet udsat for i sit hjemland, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i direktivets artikel 15, litra b).

I denne henseende skal det efterprøves, således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, hvilken betydning det kan have, at der i den pågældende persons hjemland ikke findes plejefaciliteter til behandling af de fysiske eller psykiske eftervirkninger, der følger af de torturhandlinger, som dette lands myndigheder har begået. Det skal i denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at den alvorlige overlast, der er omhandlet i artikel 15, litra b), i direktiv 2004/83, ikke blot kan følge af den generelle utilstrækkelighed af hjemlandets sundhedsvæsen. Risikoen for forværring af helbredstilstanden hos en tredjelandsstatsborger, der lider af en alvorlig sygdom, som følger af, at der ikke findes passende behandling i dennes hjemland, og uden at der er tale om, at denne tredjelandsstatsborger forsætligt nægtes plejeydelser, er ikke tilstrækkelig til at begrunde, at den pågældende tildeles subsidiær beskyttelsesstatus (jf. i denne retning dom af 18.12.2014, M’Bodj, C-542/13, EU:C:2014:2452, præmis 35 og 36).

(jf. præmis 28-30, 35, 45, 49-51 og 58 samt domskonkl.)