Language of document : ECLI:EU:C:2018:727

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. SZPUNAR

fremsat den 13. september 2018 (1)

Sag C-92/16

Bankia SA

mod

Henry-Rodolfo Rengifo Jiménez,

Sheyla-Jeanneth Felix Caiza

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nº 1 de Fuenlabrada (retten i første instans nr. 1 i Fuenlabrada, Spanien))

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – vilkår om førtidig ophævelse af en aftale om lån med pant i fast ejendom – artikel 6, stk. 1 – artikel 7, stk. 1 – erklæring om delvist urimelig karakter – de nationale domstoles beføjelser«





og

Sag C-167/16

Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA

mod

Fernando Quintano Ujeta,

María Isabel Sánchez García

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado de Primera Instancia nº 2 de Santander (retten i første instans nr. 2 i Santander, Spanien))

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 93/13/EØF – forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – vilkår om førtidig ophævelse af en aftale om lån med pant i fast ejendom – artikel 6, stk. 1 – artikel 7, stk. 1 – erklæring om delvist urimelig karakter – de nationale domstoles beføjelser«


I.      Indledning

1.        Disse anmodninger om præjudicielle afgørelser vedrører fortolkningen af direktiv 93/13/EØF (2). Juzgado de Primera Instancia nº 1 de Fuenlabrada (retten i første instans nr. 1 i Fuenlabrada, Spanien) og Juzgado de Primera Instancia nº 2 de Santander (retten i første instans nr. 2 i Santander, Spanien) har nærmere bestemt rejst spørgsmål om foreneligheden af retspraksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) vedrørende fortolkningen af aftalevilkår om førtidig ophævelse i forbindelse med den særlige procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom (herefter »proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom«) med den ordning til beskyttelse af forbrugerne, der er fastsat ved dette direktiv.

2.        Hovedsagerne indgår således i den samme retlige og retslige sammenhæng som sagerne C-486/16, C-70/17 og C-179/17 (3).

3.        Lighederne mellem de præjudicielle spørgsmål, som har givet anledning til de nærværende sager, og de spørgsmål, der er blevet forelagt af de forelæggende retter i sagerne C-70/17 og C-179/17, for hvilke mit forslag til afgørelse ligeledes fremsættes i dag, giver mig derfor mulighed for at henvise til den argumentation, der er fremlagt i de forslag til afgørelse, som fremlægges i disse parallelle sager, for at undgå gentagelser.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

4.        Det fremgår af fjerde betragtning til direktiv 93/13, at »det påhviler medlemsstaterne at sørge for, at der ikke fastsættes urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler«.

5.        Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 bestemmer:

»Kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser […], er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.«

6.        Direktivets artikel 3, stk. 1 og 2, bestemmer følgende:

»1.      Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.

2.      Et kontraktvilkår anses altid for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt.«

7.        Det nævnte direktivs artikel 4 er affattet således:

»1.      Det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, jf. dog artikel 7.

2.      Vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, omfatter hverken definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt.«

8.        Samme direktivs artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne fastsætter, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, som en erhvervsdrivende har indgået med en forbruger, i henhold til deres nationale lovgivning ikke binder forbrugeren, og at aftalen forbliver bindende for parterne på i øvrigt samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige kontraktvilkår.«

9.        Artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.«

B.      Spansk ret

10.      Artikel 1124 i Código Civil (den borgerlige lovbog) har følgende ordlyd:

»Adgangen til at træde tilbage fra en forpligtelse følger implicit af kontraktens gensidige karakter, såfremt en af de forpligtede ikke opfylder det, som vedkommende har forpligtet sig til.

Skadelidte kan vælge mellem at kræve forpligtelsen opfyldt eller ophævet, idet der i begge tilfælde betales skadeserstatning og renter. Der kan desuden hæves selv i en situation, hvor forpligtelsen oprindelig krævedes opfyldt, såfremt dette ikke viser sig muligt.

Domstolene tager en påstand om ophævelse til følge, såfremt der ikke foreligger grunde, der tilsiger, at sagen bør udsættes.«

11.      Artikel 1129 i den borgerlige lovbog bestemmer:

»Skyldneren mister enhver ret til at gøre fristen [for fuldbyrdelse] gældende:

1. Når det, efter at han har indgået forpligtelsen, viser sig, at han er insolvent, med mindre han stiller sikkerhed for gælden [...]«

12.      Artikel 552, stk. 1, i Ley 1/2000 de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om den civile retspleje) af 7. januar 2000 (4) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »LEC«), vedrørende kontrol af egen drift af urimelige kontraktvilkår bestemmer:

»Retten undersøger ex officio om et vilkår i et af de i artikel 557, stk. 1, omhandlede eksigible dokumenter kan karakteriseres som urimeligt. Hvis retten finder, at et af disse vilkår kan karakteriseres således, hører den parterne inden for en frist på 15 dage. Efter høring af parterne træffer den inden fem arbejdsdage afgørelse i henhold til artikel 561, stk. 1, nr. 3).«

13.      LEC’s artikel 557 er affattet som følger:

»1.      Når fuldbyrdelsen anordnes i henhold til et af de fuldbyrdelsesdokumenter, som er omhandlet i artikel 517, stk. 2, nr. 4), 5), 6) og 7), eller andre dokumenter, der er eksigible som omhandlet i artikel 517, stk. 2, nr. 9), kan rekvisitus alene fremsætte indsigelse mod disse inden for den frist og i den form, der er fastsat i ovenstående artikel, såfremt den henviser til en af følgende grunde:

[...]

7)      Dokumentet indeholder urimelige vilkår.

2.      Såfremt der rejses indsigelse som omhandlet i det foregående stykke, udsætter rettens justitskontor fuldbyrdelsen som et led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse.«

14.      LEC’s artikel 561, stk. 1, nr. 3, er affattet således:

»Såfremt det fastslås, at et eller flere kontraktvilkår er urimelige, skal følgerne heraf præciseres i kendelsen, enten ved, at det fastslås, at der ikke skal anordnes nogen fuldbyrdelse, eller at fuldbyrdelsen skal anordnes med undtagelse af de vilkår, der anses for urimelige.«

15.      LEC’s artikel 561, stk. 3, bestemmer:

Den kendelse, hvorved der træffes afgørelse om indsigelsen [mod fuldbyrdelsen], kan appelleres. En appel udsætter ikke fuldbyrdelsen, såfremt indsigelsen blev forkastet ved den appellerede afgørelse.«

16.      LEC’s artikel 693, stk. 2 og 3, om førtidig ophævelse af lån, der skal tilbagebetales i rater, har følgende ordlyd:

»2.      Hele det skyldige beløb i form af hovedstol og renter kan kræves tilbagebetalt, såfremt der er indgået aftale om ophævelse af hele lånet i tilfælde af manglende betaling af mindst tre månedlige ydelser, uden at skyldneren har opfyldt sin betalingsforpligtelse, eller af et antal rater, som til sammen indebærer, at skyldneren har misligholdt sin forpligtelse i et tidsrum, der som minimum svarer til tre måneder, og denne aftale indgår i oprettelsesdokumentet og fremgår af det tilsvarende register.

3.      I det i det foregående stykke nævnte tilfælde kan kreditor, uden at dette hindrer, at fuldbyrdelsen af hele gælden gennemføres, kræve at debitor oplyses om muligheden for indtil den dato, der er angivet for afholdelsen af tvangsauktionen, at frigøre ejendommen ved at indbetale det nøjagtige beløb, der er skyldigt for hovedstol og renter indtil datoen for anmodningens indgivelse, efter omstændighederne forhøjet med de forfaldne rater på lånet og morarenter, der er påløbet under proceduren og som helt eller delvist er ubetalte. Kreditor kan til dette formål anmode om, at fremgangsmåden i henhold til artikel 578, stk. 2, anvendes.

Hvis den pantsatte faste ejendom er hovedbopæl, kan debitor også uden kreditors samtykke frigøre ejendommen ved indbetaling af de i det foregående afsnit nævnte beløb.

Hvis en ejendom er blevet frigjort for første gang, kan den frigøres anden gang og efterfølgende gange på betingelse af, at mindst tre år er forløbet mellem datoen for frigørelsen af ejendommen og kreditors retslige eller udenretslige påkrav.

Hvis debitor foretager betalingen under de i de foregående stykker fastsatte betingelser, foretages der en vurdering af de omkostninger, der beregnes af de betalte forfaldne beløb, inden for de grænser, der fastsættes i artikel 575, stk. 1a; når disse omkostninger er betalt, træffer justitssekretæren en begrundet afgørelse, hvorved ejendommen frigøres, og proceduren afsluttes. Det samme gælder, når betalingen foretages af en tredjemand med samtykke fra rekvisitus.«

17.      LEC’s artikel 695, der vedrører indsigelser mod fuldbyrdelse af pant i fast ejendom, er affattet som følger:

»1.      I de procedurer, der er omfattet af nærværende kapitel, kan rekvisitus’ indsigelse mod fuldbyrdelsen kun tages til følge, hvis den bygger på følgende grunde:

[...]

4)      At et kontraktvilkår, som udgør fuldbyrdelsesgrundlaget, eller som er afgørende for beregningen af det udestående (skyldige) beløb, anses for urimeligt.

2.      Når der er fremsat indsigelse som omhandlet i foregående stykke, udsætter rettens justitskontor fuldbyrdelsen og indkalder parterne til et møde for den ret, der har anordnet fuldbyrdelsen. Der skal hengå mindst 15 dage fra indkaldelsen til mødet for retten. Ved dette møde skal retten høre parterne og gennemgå de forelagte dokumenter. Senest to dage efter mødet skal retten ved kendelse meddele sin afgørelse i sagen.

3.      [...]

Såfremt den fjerde indsigelsesgrund [i nærværende artikels stk. 1] tages til følge, indstilles fuldbyrdelsen ikke, hvis det pågældende kontraktvilkår udgør fuldbyrdelsesgrundlaget. I modsat fald opretholdes fuldbyrdelsen uden anvendelse af det urimelige kontraktvilkår.

[...]«

18.      LEC’s artikel 698, stk. 1, bestemmer:

»Ethvert krav, som debitor, tredjemand og andre berørte kan fremsætte, og som ikke er omfattet af de foregående artikler, herunder vedrørende dokumentets ugyldighed eller fordringens forfaldstid, sikkerhed, ophør eller størrelse, behandles under en herfor fastsat procedure, der ikke kan føre til udsættelse eller forsinkelse af den [retlige fuldbyrdelses-] procedure, der er fastsat i nærværende kapitel.«

19.      Direktiv 93/13 blev gennemført i den spanske retsorden ved Ley 7/1998 sobre condiciones generales de la contratación (lov nr. 7/1998 om almindelige kontraktvilkår) af 13. april 1998 (5), og ved Real Decreto Legislativo 1/2007 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley General para la Defensa de los Consumidores y Usuarios y otras leyes complementarias (kongeligt lovdekret nr. 1/2007 om vedtagelse af den konsoliderede tekst til den generelle lov om beskyttelse af forbrugere og brugere og anden tilknyttet lovgivning) af 16. november 2007 (6).

20.      I henhold til artikel 83 i kongeligt lovdekret nr. 1/2007, som ændret ved lov nr. 3/2014 af 27. marts 2014 (7) gælder:

»Urimelige kontraktvilkår er uden videre ugyldige og betragtes, som om de ikke var aftalte. Dommeren erklærer, efter at have hørt parterne, urimelige vilkår, der er inkorporeret i aftalen, ugyldige, idet aftalen ikke desto mindre fortsat binder parterne efter de samme vilkår, hvis den kan opretholdes uden de urimelige vilkår.«

III. De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisterne i hovedsagerne, samt de præjudicielle spørgsmål

21.      De faktiske omstændigheder, som har givet anledning til tvisterne i hovedsagerne kan sammenfattes som følger.

A.      Sag C-92/16

22.      Den 11. december 2003 optog Henry-Rodolfo Rengifo Jiménez og Sheyla-Jeanneth Felix Caiza et lån med pantesikkerhed i deres bolig hos Caja de Ahorros y Monte de Piedad de Madrid (Cajamadrid, nu Bankia SA, herefter »Bankia«). Dette lån med et beløb på 179 600 EUR og en varighed på 25 år skulle tilbagebetales i 300 månedlige ydelser.

23.      Punkt 6a, stk. 2, i aftalen om lån med sikkerhed i fast ejendom foreskrev, at »[l]ånet anses for forfaldent og således ophævet [...] i følgende tilfælde: a) manglende betaling af en hvilken som helst månedlig ydelse, herunder alle de bestanddele, den består af, idet parterne udtrykkeligt anmoder om, at denne bestemmelse indføres i den spanske tingbog for fast ejendom«.

24.      Den 10. december 2015 indgav Bankia begæring om fuldbyrdelse af pant i fast ejendom ved Juzgado de Primera Instancia nº 1 de Fuenlabrada (retten i første instans nr. 1 i Fuenlabrada) med henblik på at opnå fuldbyrdelse i den pantsatte ejendom indtil et beløb på 149 103,84 EUR for hovedstolen, 1 313,28 EUR for påløbne ubetalte renter, 27,82 EUR for påløbne ubetalte morarenter og 45 000 EUR for provisoriske renter og omkostninger.

25.      Den forelæggende ret har begrundet nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse med den tvivl, den nærer i forbindelse med dels forskellene i de spanske retsinstansers afgørelser vedrørende de materielle og processuelle konsekvenser af en eventuel ugyldighed af et vilkår om førtidig ophævelse i forhold til proceduren for fuldbyrdelse af pant i fast ejendom, som den i hovedsagen omhandlede, dels dom af 23. december 2015 (8) fra Tribunal Supremo (øverste domstol). Den forelæggende rets tvivl vedrører navnlig den fortolkning af vilkår om førtidig ophævelse, som Tribunal Supremo (øverste domstol) har foretaget i den dom, hvori den fastslog, at gyldigheden af vilkår om førtidig ophævelse kræver, at disse vilkår tilpasser misligholdelsens alvor som funktion af lånets varighed og beløb, og giver forbrugeren mulighed for at undgå anvendelsen deraf ved en omhyggelig, afhjælpende adfærd. Tribunal Supremo (øverste domstol) har imidlertid præciseret, at fuldbyrdelse af pant i fast ejendom kan forfølges, hvis muligheden for at erklære førtidig ophævelse af lånet blev udøvet på en ikke urimelig vis, grundet de fordele, som den særlige procedure indrømmer forbrugeren. Derudover tillod Tribunal Supremo (øverste domstol) en deklaratorisk anvendelse af en bestemmelse i national ret, såsom LEC’s artikel 693, stk. 2, med henblik på at kunne forfølge denne procedure (9).

26.      Den forelæggende ret har anført, at dommen fra Tribunal Supremo (øverste domstol) indeholder en dissens, hvorefter »denne retspraksis [fra Tribunal Supremo] fordrejer på direkte vis og i almindelighed begrebet om kontrol med den urimelige karakter, neutraliserer kontrollens effektivitet og funktion, klart repræsenterer en tilpasning af det vilkår, der er blevet erklæret urimeligt og er endelig i strid med Domstolens praksis inden for dette område«. Dissensen når til den konklusion, at sagen bør udsættes (10).

27.      Den forelæggende ret har anført, at svaret på de forelagte spørgsmål således vil være afgørende for så vidt angår proceduren for fuldbyrdelse af pant i fast ejendom, idet dette svar navnlig vil kunne føre til, at fuldbyrdelsen enten kan gennemføres for hele lånet, til at fuldbyrdelsesproceduren afbrydes, eller til at fuldbyrdelsen kan gennemføres, men kun for de månedlige ydelser, der er forfaldne og ubetalte, og de, der forfalder under fuldbyrdelsesproceduren.

28.      Under disse omstændigheder har Juzgado de Primera Instancia nº 1 de Fuenlabrada (retten i første instans nr. 1 i Fuenlabrada) ved afgørelse af 8. februar 2016, indleveret til Domstolens justitskontor den 15. februar 2016, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»1)      Skal artikel 6, stk. 1, i [direktiv 93/13] fortolkes således, at en aftale ikke kan opretholdes uden det urimelige kontraktvilkår, hvis den resterende del af aftalen er forbundet med urimeligt høje omkostninger for den erhvervsdrivende?

2)      Såfremt det ikke er muligt at opretholde en aftale, som er forbundet med urimeligt høje omkostninger for den erhvervsdrivende, har den nationale ret da beføjelse til at redde aftalen for at beskytte forbrugeren, enten ved at anvende en deklaratorisk retsregel, eller vil det være nødvendigt at tilpasse aftalen med en regel, der akkurat er tålelig for den erhvervsdrivende?

3)      Er det tilladt at opretholde den resterende del af aftalen i henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, når et kontraktvilkår vedrørende fremskyndet forfald er ugyldigt, fordi det er urimeligt?

4)      Kan forbrugeren frasige sig beskyttelsesordningen i direktiv 93/13 over for den domstol, der behandler sagen?

5)      Er det i overensstemmelse med effektivitetsprincippet i direktiv 93/13 og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, når en national proceslov gør forbrugerens materielle rettigheder [herefter »chartret«] eller fordele betingede af, at vedkommende underkaster sig en særligt fremskyndet fuldbyrdelsesprocedure, og når disse rettigheder eller fordele i henhold til samme lov ikke anerkendes i andre procedurer?«

B.      Sag C-167/16

29.      Den 23. juni 2008 indgik banken Banco Bilbao Vizcaya Argentaria SA (herefter »BBVA«), som er rekvirent i hovedsagen, og Fernando Quintano Ujeta samt María Isabel Sánchez García, som er rekvisiti i hovedsagen, en aftale om lån med sikkerhed i fast ejendom med et beløb på 79 234,96 EUR med henblik på at finansiere køb af en fast ejendom, som udgør deres bolig. Dette lån skulle tilbagebetales i 204 månedlige rater.

30.      Det blev i aftalen om lån med sikkerhed i fast ejendom i punkt 6a vedrørende førtidig ophævelse fastsat, at »banken kan ophæve hele lånet førtidigt og kræve fremskyndet tilbagebetaling af hovedstolen med tillæg af renter og omkostninger indtil datoen, hvor det fulde beløb er blevet indfriet, i de følgende tilfælde: a) ved manglende betaling af en hvilken som helst del af den lånte kapital eller renterne deraf [...]«

31.      For at sikre tilbagebetalingen af lånet blev der i den nævnte låneaftales punkt 9 stiftet en panteret i bankens favør i en beboelsesejendom, der tilhørte den ene rekvisitus i hovedsagen.

32.      Den 29. november 2012 besluttede BBVA efter skyldnernes manglende betaling af fire månedlige ydelser at lukke kontoen og ophæve lånet. Den 8. maj 2013 indgav BBVA begæring om fuldbyrdelse af pant i fast ejendom ved den forelæggende ret med henblik på at opnå fuldbyrdelse i den pantsatte ejendom indtil et beløb på 66 721,68 EUR for hovedstolen og 20 015 EUR for endnu ikke påløbne renter og omkostninger.

33.      Ved kendelse af 4. juni 2013 blev det vilkår, der fastsatte morarenterne til 20%, erklæret ugyldigt og denne sats blev fastsat til nul. BBVA iværksatte appel af denne afgørelse. Den 23. september 2013 rejste rekvisiti indsigelse mod fuldbyrdelsen af pantet og anmodede om, at den urimelige karakter af vilkåret om førtidig ophævelse blev fastslået. Det er på denne baggrund, at Domstolen ved afgørelse af 19. november 2013 blev forelagt præjudicielle spørgsmål (11). Ved kendelse af 11. juni 2015 besvarede Domstolen disse spørgsmål (12). Efter forkyndelsen af denne kendelse bekræftede den forelæggende ret ved kendelse af 2. oktober 2015 sin afgørelse, hvorved den fastslog ugyldigheden af vilkåret om morarenter.

34.      For så vidt angår vilkåret om førtidig ophævelse besluttede den forelæggende ret at høre parterne. Under det retsmøde, der blev afholdt den 18. december 2015, anmodede rekvisiti om udsættelse af sagen. BBVA modsatte sig dette.

35.      Samtidig med at den forelæggende ret undersøgte dette spørgsmål, afsagde Tribunal Supremo (øverste domstol) den 23. december 2015 dom vedrørende vilkåret om førtidig ophævelse (13). Den forelæggende ret har anført, at hvis den følger Tribunal Supremos (øverste domstol) bedømmelse, skal den gennemføre fuldbyrdelsen af pantet i den faste ejendom, som om vilkåret om førtidig ophævelse var gyldigt. Den har ligeledes præciseret, at hvis tvangsfuldbyrdelsen gennemføres, gælder det, at selv om rekvisiti kan iværksætte appel (14), fjerner dette ikke risikoen for, at boligen mistes (idet den kan sælges til tredjemand), da appellen ikke har opsættende virkning (15).

36.      Under disse omstændigheder har Juzgado de Primera Instancia n° 2 de Santander (retten i første instans nr. 2 i Santander) ved afgørelse af 8. marts 2016, indleveret til Domstolens Justitskontor den 23. marts 2016, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er det foreneligt med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1 i [direktiv 93/13], når et vilkår om førtidig ophævelse, der udgør grundlaget for en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, vurderes at være urimeligt, og dette ikke medfører nogen konsekvens for den retslige procedure, hvorunder det opdages?

2)      Er det foreneligt med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, når en fortolkning betinger konsekvenserne af, at et vilkår om førtidig ophævelse vurderes at være urimeligt, af de konkrete kendetegn ved de procedurer, som den erhvervsdrivende kan vælge?

3)      Når et vilkår, der er fastsat i en kontrakt af længere varighed, gør det muligt at ophæve førtidigt på grundlag af en ikke-alvorlig misligholdelse, hvilket sætter forbrugeren i en dårligere situation end den, der følger af en national [deklaratorisk] bestemmelse, er det da i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, at en fortolkning fastslår, at vilkåret ikke er ugyldigt, alene fordi der eksisterer en korrigerende regel i national procesret, der kun finder anvendelse i den konkrete procedure, som den erhvervsdrivende har valgt, og kun såfremt bestemte betingelser er opfyldt?

4)      Er LEC’s artikel 693, stk. 3, et passende og effektivt middel, der gør det muligt for forbrugeren at afhjælpe virkningerne af en urimelig aftale om førtidig ophævelse, når det tages i betragtning, at den pågældende skal betale renter og omkostninger?

5)      Er en national retsplejelov, der tillægger forbrugeren rettigheder, som denne kan gøre gældende under en særlig hurtig fuldbyrdelsesprocedure, i overensstemmelse med effektivitetsprincippet i direktiv 93/13 og [chartret], når denne lov tillader, at den erhvervsdrivende kan vælge andre alternativer, hvor sådanne forbrugerrettigheder ikke gælder?«

IV.    Retsforhandlingerne for Domstolen

37.      Domstolens præsident udsatte ved kendelser af henholdsvis 18. marts, 21. april og 10. oktober 2016 behandlingen af sagerne C-92/16, C-167/16 og C-486/16, indtil Domstolen havde afsagt dom af 26. januar 2017, Banco Primus (16).

38.      Efter forkyndelsen af denne dom har de forelæggende retter ved kendelser indgået til Domstolen den 21. februar 2017 i sag C-92/16, og 16. februar 2017 i sag C-167/16 anført, at de ønsker at fastholde de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse.

39.      Domstolens præsident fastsatte ved afgørelse af 24. oktober 2016 koordineret behandling af sagerne C-92/16, C-167/16, C-486/16, C-70/17 og C-179/17.

40.      Ved afgørelse af 20. februar 2018 besluttede Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 29, stk. 1, at sagerne C-92/16, C-167/16 og C-486/16 skulle henvises til Første Afdeling med den samme sammensætning, og at der skulle afholdes en fælles mundtlig forhandling for disse sager i henhold til procesreglementets artikel 77.

41.      Der er afgivet skriftlige indlæg af Henry-Rodolfo Rengifo Jiménez og Sheyla-Jeanneth Felix Caiza i sag C-92/16. Bankia har afgivet indlæg i sag C-92/16, og BBVA har afgivet indlæg i sag C-167/16. Den spanske, den tjekkiske og den polske regering samt Europa-Kommissionen har afgivet indlæg i hver af disse sager. Den italienske regering har kun afgivet indlæg i sag C-92/16 og den ungarske regering har kun afgivet indlæg i sag C-167/16.

42.      Repræsentanter for parterne i tvisterne i hovedsagerne, den spanske regering og Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i det fælles retsmøde, der blev afholdt den 16. maj 2018.

V.      Bedømmelse

A.      Indledende bemærkninger og omformulering af de fire første præjudicielle spørgsmål i sag C-92/16 og de tre første spørgsmål i sag C-167/16

43.      Som jeg allerede har anført, er de spørgsmål, som de forelæggende retter har stillet, meget lig dem, som er blevet forelagt i sagerne C-70/17 og C-179/17, da de retlige problemer, som disse fire sager rejser, er næsten identiske. Disse problemer vedrører således dels rækkevidden af konstateringen af den urimelige karakter af et aftalevilkår om førtidig ophævelse, dels muligheden for at gennemføre proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom ved en deklaratorisk anvendelse af en bestemmelse i national ret, såsom LEC’s artikel 693, stk. 2.

44.      Efter min opfattelse begrunder dette ikke kun, at der fremlægges fælles forslag til afgørelse i de to nærværende sager, men ligeledes at de fire første præjudicielle spørgsmål, der er stillet i sag C-92/16, og de tre første spørgsmål i sag C-167/16 omformuleres efter den affattelse, som er anvendt i de forslag til afgørelse, som jeg fremsætter i sagerne C-70/17 og C-179/17.

45.      Jeg genkalder i denne forbindelse, at Domstolen inden for rammerne af en procedure i henhold til artikel 267 TEUF kan udlede de momenter, der angår fortolkning af EU-retten, af spørgsmålenes ordlyd, således som de er formuleret af den nationale ret, og under hensyn til de af retten meddelte oplysninger (17).

46.      Henset til begrundelserne for forelæggelsesafgørelserne og ordlyden af de fire første spørgsmål i sag C-92/16 og de tre første spørgsmål i sag C-167/16, som skal undersøges samlet, skal spørgsmålene derfor forstås således, at de forelæggende retsinstanser nærmere bestemt ønsker oplyst, dels om artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans som har fastslået den urimelige karakter af et aftalevilkår, som tillader, at der kræves førtidig ophævelse af en aftale om lån med pant i fast ejendom, navnlig i tilfælde af manglende betaling af én eneste månedlig ydelse, kan fastholde dette vilkårs delvise gyldighed ved blot at erklære vilkåret om ophævelse, som gør aftalen urimelig, ugyldigt. Dels ønsker disse retsinstanser oplyst, om artikel 6, stk. 1 og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national retspraksis, hvorefter det gælder, at når den urimelige karakter af et vilkår om førtidig ophævelse er blevet fastslået af en national retsinstans, kan den særlige procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, der indledes efter anvendelsen af dette aftalevilkår, ikke desto mindre kan fortsættes ved en deklaratorisk anvendelse af en bestemmelse i national ret, såsom LEC’s artikel 693, stk. 2, for så vidt som denne procedure kan være mere fordelagtig for forbrugerne end fuldbyrdelsen af en afgørelse om domfældelse afsagt i forbindelse med sagens realitet.

B.      Almindelige betragtninger om forbrugerbeskyttelse og Domstolens relevante praksis

47.      Ved besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål, der er stillet i de nærværende sager, bør dels de almindelige overvejelser, der er gengivet i punkt 51-55 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17, dels Domstolens relevante praksis, som analyseres i nævnte forslag til afgørelses punkt 65-82, lægges til grund. Disse overvejelser og den praksis fra Domstolen, som analyseres der, udgør grundlaget for de svar, der foreslås på de retlige spørgsmål, der er rejst af de forelæggende retter i sagerne C-70/17 og C-179/17, og de kan fuldt ud overføres til de spørgsmål, der er forelagt af de forelæggende retter i hovedsagerne.

48.      For så vidt angår de almindelige overvejelser giver disse for det første mulighed for at definere den sammenhæng, hvori direktiv 93/13 indgår, og endvidere at fastslå, hvorledes EU-retten, bl.a. takket være dette direktiv, har placeret forbrugerbeskyttelsen i centrum for den europæiske integrationsproces, og endelig at genkalde et væsentligt aspekt ved dette direktiv, nemlig den omstændighed, at harmoniseringen af forbrugerbeskyttelsen anses for nødvendig for styrkelsen af det indre marked og dermed for styrkelsen af det økonomiske og sociale liv (18).

49.      For så vidt angår Domstolens relevante praksis viser fremstillingen i punkt 65-82 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17 et væsentligt aspekt, nemlig at de nationale retsinstansers kontrolprocedure med urimelige aftalevilkår indeholder to på hinanden følgende forskellige trin, som indebærer to særskilte processer eller øvelser. Det første trin vedrører den nationale retsinstans’ kvalificering af aftalevilkåret som urimeligt, mens det andet trin angår de følger, som den nationale retsinstans skal drage af kvalificeringen af vilkåret som urimeligt. Denne øvelse fra den nationale retsinstans’ side, der består i at drage alle konsekvenserne af vilkårets urimelige karakter, adskiller sig såvel tidsmæssigt som materielt set fra den forudgående kvalificering. Den omstændighed, at disse to trin følger efter hinanden tidsmæssigt, må ikke forlede os til at sammenblande dem. Deres forskelle fremgår i øvrigt klart af Domstolens praksis, som vi vil se nedenfor (19).

50.      Det fremgår således af denne relevante retspraksis, at når den nationale retsinstans har fastslået den urimelige karakter af vilkåret om førtidig ophævelse (første trin) (20) er den almindelige regel, som fastslået i Domstolens faste praksis, og som følger af ordlyden af artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, at den nationale retsinstans derefter er forpligtet til at drage alle konsekvenser af denne konstatering (andet trin), dvs. at retsinstansen er forpligtet til at forkaste anvendelsen af et urimeligt vilkår, uden at den er bemyndiget til at ændre indholdet deraf. Denne kontrakt skal principielt opretholdes uden nogen anden ændring end den, der følger af ophævelsen af urimelige kontraktvilkår, for så vidt som en sådan opretholdelse af kontrakten retligt set er mulig under anvendelse af bestemmelserne i national ret (21).

51.      Det fremgår ligeledes af en undersøgelse af den relevante retspraksis, at der indtil denne dags dato kun kendes én undtagelse til denne almindelige regel, nemlig den regel, der følger af i dommen i sagen Kásler og Káslerné Rábai (22). Som jeg har anført i punkt 80-82 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17, har Domstolen imidlertid fastlagt visse betingelser for, at den undtagelse, der er fastsat i den dom, kan anvendes af den nationale retsinstans i overensstemmelse med direktiv 93/13 og Domstolens praksis. Når en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger ikke kan opretholdes, efter at et urimeligt vilkår er blevet ophævet, er artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 ikke til hinder for en national bestemmelse, der tillader den nationale ret at afhjælpe den manglende gyldighed af dette vilkår ved at erstatte det med en deklaratorisk bestemmelse i national ret (23). To betingelser skal imidlertid være opfyldt. Dels skal denne erstatning bevirke, »at aftalen til trods for ophævelsen af [det urimelige vilkår] kan opretholdes« og at »den fortsat [er] bindende for parterne« (24). Dels skal erstatningen – i en situation hvor retten er forpligtet til at annullere aftalen i det hele – bevirke, at »negative følger for forbrugeren, [som kunne føre til, at] den forebyggende virkning af at annullere aftalen ville gå tabt«, undgås (25).

52.      Det er derfor i lyset af den retspraksis, der er gengivet i de foregående punkter, og som er grundigt undersøgt i punkt 65-82 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17, at de forelæggende retters spørgsmål i de nærværende sager skal besvares.

C.      Om de fire første spørgsmål, der er forelagt i sag C-92/16, og de tre første spørgsmål, der er forelagt i sag C-167/16

53.      Det bemærkes, at de forelæggende retter i de foreliggende sager har henvist til dom af 23. december 2015 fra Tribunal Supremo (øverste domstol) vedrørende vilkåret om førtidig ophævelse (26). De forelæggende retter har i denne forbindelse bl.a. anført, at den fremgangsmåde, Tribunal Supremo (øverste domstol) har anvendt, som består i en ophævelse af den grund til førtidig ophævelse, som begrunder, at denne type vilkår er urimelige, (27) sammen med en deklaratorisk anvendelse af en bestemmelse i national ret, såsom LEC’s artikel 693, stk. 2, med det formål at tillade at den omhandlede procedure gennemføres, i sidste instans indebærer, at vilkåret om førtidig ophævelse ændres, hvilket er i strid med Domstolens praksis.

54.      Den forelæggende ret i sag C-167/16 har derudover fremhævet, at vilkåret om førtidig ophævelse ikke er væsentligt, og at aftalen om lån med sikkerhed i fast ejendom fuldt ud kan opretholdes uden dette vilkår. Den forelæggende dommer i sag C-92/16 har, samtidig med at han anser vilkåret om førtidig ophævelse for at være underordnet og for kunne adskilles fra resten af låneaftalen (28), udtrykt tvivl med hensyn til muligheden for, at aftalen kan opretholdes, for så vidt som denne aftale efter ophævelsen af det urimelige vilkår kunne være urimeligt byrdefuld for banken. Denne ret har således ønsket oplyst, om dette forhold kan tages i betragtning eller ej ved afgørelsen af, om aftalen kan opretholdes.

55.      Den forelæggende ret i sag C-92/16 har ligeledes anført, at Tribunal Supremo (øverste domstol) i dom af 23. december 2015 fastslog, at selv hvis forbrugeren anmoder derom, skal proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom ikke udsættes grundet de fordele, som denne særlige procedure tillægger forbrugeren. Denne forelæggende ret har imidlertid anført, at forbrugerne/rekvisiti i den foreliggende sag har anmodet om udsættelse af fuldbyrdelsen af pantet i fast ejendom på grundlag af det omtvistede vilkårs urimelige karakter, og at den forelæggende ret i henhold til Pannon GSM-dommen (29) skal tillade forbrugeren/skyldneren at give afkald på disse fordele.

56.      Hvad angår den tvivl som de forelæggende retter har udtrykt med hensyn til overensstemmelsen af den ovennævnte retspraksis fra Tribunal Supremo (øverste domstol) med direktiv 93/13 og Domstolens praksis, henviser jeg til den argumentation, der er gengivet i punkt 83-135 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17.

57.      Jeg henviser navnlig for så vidt angår opretholdelsen af aftalen om lån med pant i fast ejendom til den argumentation, der gengives i punkt 116-120 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17. Jeg skal derfor her blot nævne, at det fremgår af Domstolens praksis, at kriteriet om opretholdelse af aftalen skal bedømmes alene på det retlige plan, »for så vidt som en sådan opretholdelse af kontrakten retligt set er mulig i overensstemmelse med reglerne i national ret« (30).

58.      I denne sammenhæng er det nyttigt, således som jeg allerede har anført i punkt 117 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17, at fremhæve, at der ikke er tale om at tage hensyn til overvejelser såsom spørgsmålet om, hvorvidt banken udstedte eller ikke udstedte et lån med pantesikkerhed i fast ejendom, eller hvad følgevirkningerne ville være for kreditor, hvis et urimeligt vilkår blev ophævet, men om spørgsmålet om, hvorvidt aftalen i henhold til national ret er ophævet eller ej.

59.      I overensstemmelse med den i punkt 84-108 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17 udviklede analyse bør de fire første præjudicielle spørgsmål i sag C-92/16 og de tre første præjudicielle spørgsmål i sag C-167/16 således for det første besvares med, at artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans, som har fastslået den urimelige karakter af et aftalevilkår, som tillader, at der kræves førtidig ophævelse af en aftale om lån med pant i fast ejendom, navnlig i tilfælde af manglende betaling af én eneste månedlig ydelse, kan fastholde dette vilkårs delvise gyldighed ved blot at ophæve vilkåret om ophævelse, som gør aftalen urimelig.

60.      For det andet bør det på grundlag af de samlede overvejelser, der er anført i punkt 110-135 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17, fastslås, at artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bestemmelserne er til hinder for en national retspraksis, hvorefter det gælder, at når den urimelige karakter af et vilkår om førtidig ophævelse er blevet fastslået af en national retsinstans, kan den særlige procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, der indledes efter anvendelsen af dette aftalevilkår, ikke desto mindre fortsættes ved en deklaratorisk anvendelse af en bestemmelse i national ret, såsom LEC’s artikel 693, stk. 2, for så vidt som denne procedure kan være mere fordelagtig for forbrugerne end fuldbyrdelsen af en afgørelse om domfældelse afsagt i forbindelse med sagens realitet, medmindre forbrugeren, efter af den nationale ret at være blevet oplyst om den ikke-bindende karakter af vilkåret, giver sit frie og oplyste samtykke og tilkendegiver sin hensigt om ikke at påberåbe sig den urimelige og ikke-bindende karakter af vilkåret.

D.      Det fjerde spørgsmål i sag C-167/16

61.      Henset til mit forslag til besvarelse af de tre første spørgsmål i sag C-167/16 og for så vidt som det af dette svar fremgår, at den nationale retsinstans, som har fastslået den urimelige karakter af vilkåret om førtidig ophævelse, uanset denne konstatering ikke kan indlede eller efter omstændighederne fortsætte en procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom mod forbrugeren/skyldneren, selv om denne finder, at denne procedure er mere fordelagtig for vedkommende, er det ufornødent at besvare dette spørgsmål (31).

E.      Det femte spørgsmål i sag C-92/16 og sag C-167/16

62.      Med deres femte præjudicielle spørgsmål ønsker de forelæggende retter i sagerne C-92/16 og C-167/16 nærmere bestemt oplyst, om kravet om den effektive virkning af de rettigheder, som indrømmes ved direktiv 93/13, er til hinder for, at en national processuel lov, som gør nydelsen af konkrete rettigheder eller materielle fordele, som indrømmes en forbruger, betinget af, at han underkaster sig en særlig fremskyndet procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, således at disse rettigheder og fordele ikke indrømmes ham i forbindelse med andre procedurer (32).

63.      I denne forbindelse bemærker jeg, at Domstolen har fastslået, at de processuelle regler for sagsanlæg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, i mangel af EU-retlige bestemmelser henhører under medlemsstaternes interne retsorden i henhold til princippet om, at disse frit kan anvende deres egne processuelle regler. Disse regler må imidlertid ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende situationer, der er underlagt national ret (ækvivalensprincippet), og de må i praksis ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, som EU-retten tillægger forbrugerne (effektivitetsprincippet) (33).

64.      Domstolen har ligeledes fastslået, at de særlige kendetegn ved de retssager, som inden for rammerne af national ret gennemføres mellem de erhvervsdrivende og forbrugerne, ikke kan udgøre en faktor, som kan påvirke den retlige beskyttelse, som forbrugeren nyder i medfør af direktivets bestemmelser (34).

65.      Det bemærkes at de forelæggende retter med dette spørgsmål søger oplyst, om den spanske procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom set i sin helhed og i almindelighed er i overensstemmelse med effektivitetsprincippet eller ej. Domstolen råder imidlertid ikke over et tilstrækkeligt kendskab til alle aspekterne af denne procedure til at kunne afgøre, i hvilket omfang indrømmelsen af fordele til en forbruger udelukkende i forbindelse med proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom er forenelig med effektivitetsprincippet eller ej.

66.      Det forekommer mig i øvrigt, at henset til de nationale procedurers forskellige karakter kan den omstændighed alene, at visse rettigheder og fordele indrømmes forbrugerne af den nationale lovgiver i forbindelse med proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom og ikke i forbindelse med andre procedurer, ikke i sig selv medføre, at en sådan procedure strider mod de af effektivitetsprincippet følgende krav.

67.      Derudover har de forelæggende retter ikke angivet, hvilke artikler i chartret, de ønsker fortolket, eller de grunde, der har foranlediget dem til at anmode om en fortolkning heraf. Under alle omstændigheder ser jeg ikke nogen grund til, at den spanske procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom i sin helhed skulle være i strid med chartret.

68.      Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at kravet om den effektive virkning af de rettigheder, som indrømmes ved direktiv 93/13, er ikke til hinder for, at en national processuel lov gør nydelsen af konkrete rettigheder eller materielle fordele, som indrømmes en forbruger, betinget af, at han underkaster sig en særlig fremskyndet procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, således at disse rettigheder og fordele ikke indrømmes ham i forbindelse med andre procedurer.

VI.    Forslag til afgørelse

69.      På baggrund af alle ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Juzgado de Primera Instancia nº 1 de Fuenlabrada (retten i første instans nr. 1 i Fuenlabrada, Spanien) og Juzgado de Primera Instancia nº 2 de Santander (retten i første instans nr. 2 i Santander, Spanien) forelagte spørgsmål som følger:

1)      Artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for, at en national retsinstans, som har fastslået den urimelige karakter af et aftalevilkår, som tillader, at der kræves førtidig ophævelse af en aftale om lån med sikkerhed i fast ejendom, navnlig i tilfælde af manglende betaling af én eneste månedlig ydelse, kan fastholde dette vilkårs delvise gyldighed ved blot at ophæve vilkåret om ophævelse, som gør aftalen urimelig.

2)      Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national retspraksis, hvorefter det gælder, at når den urimelige karakter af et vilkår om førtidig ophævelse er blevet fastslået af en national retsinstans, kan den særlige procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, der indledes efter anvendelsen af dette aftalevilkår, ikke desto mindre fortsættes ved en deklaratorisk anvendelse af en bestemmelse i national ret, såsom artikel 693, stk. 2, i Ley 1/2000 de Enjuiciamiento Civil (lov nr. 1/2000 om den civile retspleje), af 7. januar 2000, i den affattelse, der finder anvendelse i tvisten i hovedsagen, for så vidt som denne procedure kan være mere fordelagtig for forbrugerne end fuldbyrdelsen af en afgørelse om domfældelse afsagt i forbindelse med sagens realitet, medmindre forbrugeren, efter af den nationale ret at være blevet oplyst om den ikke-bindende karakter af vilkåret, giver sit frie og oplyste samtykke og tilkendegiver sin hensigt om ikke at påberåbe sig den urimelige og ikke-bindende karakter af vilkåret.

3)      Kravet om den effektive virkning af de rettigheder, som indrømmes ved direktiv 93/13, er ikke til hinder for, at en national processuel lov gør nydelsen af konkrete rettigheder eller materielle fordele, som indrømmes en forbruger, betinget af, at han underkaster sig en særlig fremskyndet procedure med henblik på realisering af pant i fast ejendom, således at disse rettigheder og fordele ikke indrømmes ham i forbindelse med andre procedurer.


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Rådets direktiv af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).


3 –      Jeg henviser for så vidt angår et overblik over den retlige problematik, der ligger til grund for de præjudicielle anmodninger i sagerne C-92/16, C-167/16, C-486/16, C-70/17 og C-179/17 til mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17 såvel som i sag C-486/16.


4 –      BOE nr. 7 af 8.1.2000, s. 575.


5 –      BOE nr. 89 af 14.4.1998, s. 12304.


6 –      BOE nr. 287 af 30.11.2007, s. 49181.


7 –      BOE nr. 52 af 1.3.2014, s. 19339.


8 –      Dom nr. 705/2015 (ECLI:ES:TS:2015:5618).


9 –      Efter afsigelsen af dom af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60), har den forelæggende ret i kendelse af 21.2.2017 fremhævet, at dom afsagt af Tribunal Supremo (øverste domstol) den 23.12.2015, nr. 705/2015 (ECLI:ES:TS:2015:5618) ikke er forenelig med den pågældende dom fra Domstolen. Jf. ligeledes punkt 37 i nærværende forslag til afgørelse.


10 –      Denne dissens nævntes ligeledes af de forelæggende retter i sagerne C-167/16 og C-486/16. Jf. i denne forbindelse fodnote 125 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17, og fodnote 21 i mit forslag til afgørelse i sag C-486/16.


11 –      Jf. kendelse af 11.6.2015, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria (C-602/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:397, præmis 25): [...] for så vidt angår punkt 6 vedrørende morarenter i aftalen om lån med sikkerhed i fast ejendom har den forelæggende ret, idet den anser dette punkt for urimeligt grundet det høje beløb, ikke desto mindre udtrykt tvivl med hensyn til de konsekvenser, der skal drages af denne konstatering. Den forelæggende ret har anført, at selv om den nationale lovgivning, der finder anvendelse for långivning med sikkerhed i fast ejendom, foreskriver, at morarenter, der er højere end tre gange den lovbestemte sats, skal nedsættes til dette loft, er det i henhold til Domstolens praksis ikke tilladt for den forelæggende ret at ændre et urimeligt vilkår«.


12 –      Jf. kendelse af 11.6.2015, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria (C-602/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:397, præmis 46): »[...] artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at bestemmelserne ikke er til hinder for nationale bestemmelser, der foreskriver ændringer af morarenter i forbindelse med en aftale om lån med sikkerhed i fast ejendom, for så vidt som disse nationale bestemmelser: ikke foregriber bedømmelsen ved den nationale ret, for hvilken en sag om realisering af pantet er indbragt, af hvorvidt denne aftales kontraktvilkår om morarenter er »urimelige«, og ikke er til hinder for, at denne ret kan tilsidesætte nævnte vilkår, såfremt den fastslår, at dette vilkår er »urimeligt« som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1.«


13 –      Dom nr. 705/2015 (ECLI:ES:TS:2015:5618). Jf. punkt 25 i dette forslag til afgørelse.


14 –      Den forelæggende ret har præciseret, at efter afsigelsen af dom af 17.7.2014, Sánchez Morcillo og Abril García (C-169/14, EU:C:2014:2099), blev LEC’s artikel 695, stk. 4, ændret således, at bestemmelsen tillader forbrugeren at iværksætte appel, såfremt en anfægtelse af et urimeligt vilkår forkastes.


15 –      Den forelæggende ret har endvidere anført, at en eventuel særlig procedure (i henhold til LEC’s artikel 698, stk. 1, som ikke åbner mulighed for, at fuldbyrdelsen udsættes) ville finde sted for sent og kun ville medføre en skadeserstatning for den forbruger, der modsætter sig fuldbyrdelsen. Denne situation er allerede blevet undersøgt i dom af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164, præmis 60), og af 17.7. 2014, Sánchez Morcillo og Abril García (C-169/14, EU:C:2014:2099, præmis 43), hvori Domstolen kvalificerede denne forbrugerbeskyttelse som »mangelfuld og utilstrækkelig« som middel »til at bringe anvendelsen af det urimelige vilkår, [som findes i det offentlige dokument, hvormed der stilles sikkerhed for lånet i form af pant i ejendommen, der ligger til grund for realiseringen,] til ophør«.


16 –      Sag C-421/14, EU:C:2017:60.


17 –      Jf. dom af 9.7.1969, Völk (5/69, EU:C:1969:35, præmis 2), og af 17.7.2008, ASM Brescia (C-347/06, EU:C:2008:416, præmis 25).


18 –      Jf. punkt 51-57 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17.


19 –      Jf. punkt 65 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17.


20 –      Jf. punkt 65-70 i mit forslag til afgørelse i sag C-70/17 og C-179/17 og den deri nævnte retspraksis.


21 –      Jf. punkt 72-79 i mit forslag til afgørelse i sag C-70/17 og C-179/17 og den deri nævnte retspraksis. Det forekommer mig vigtigt at henvise til punkt 79 i dette forslag til afgørelse, hvori jeg fastslår en væsentlig pointe: Der må ikke foreligge nogen tvivl om, at genetableringen af ligevægten mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende ikke må føre til, at urimelige kontraktvilkår kan ændres. Denne mulighed ville således dels stride mod artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13, som ville miste sit indhold og som følge deraf den effektive virkning af den beskyttelse, der tilsigtes med bestemmelsen. Dels ville en sådan mulighed gøre det umuligt at opretholde den afskrækkende virkning, som umuligheden i at anvende sådanne vilkår over for forbrugere har på de erhvervsdrivende.


22 –      Dom af 30.4.2014 (C-26/13, EU:C:2014:282).


23 –      Dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 85). Jf. ligeledes kendelse af 11.6.2015, Banco Bilbao Vizcaya Argentaria (C-602/13, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:397, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis): »Domstolen har ganske vist ligeledes anerkendt den nationale rets mulighed for at erstatte et urimeligt kontraktvilkår med en national deklaratorisk bestemmelse, forudsat at denne erstatning er forenelig med formålet med artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 og muliggør en indførelse af en reel balance mellem medkontrahenternes rettigheder og forpligtelser. Denne mulighed er imidlertid begrænset til tilfælde, hvor den omstændighed, at det urimelige vilkår erklæres ugyldigt, ville forpligte den nationale ret til at annullere aftalen i det hele, hvilket ville have negative følger for forbrugeren.« Jf. ligeledes fodnote 21 i nærværende forslag til afgørelse og punkt 79 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17.


24 –      Dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 81).


25 –      Dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 83).


26 –      Dom nr. 705/2015 (ECLI:ES:TS:2015:5618). Jf. punkt 25 i dette forslag til afgørelse. Den dom blev efterfølgende stadfæstet ved dom af 18. februar 2016, nr. 79/2016 (ECLI:ES:TS:2016:626). Jf. punkt 26 i mit forslag til afgørelse i sag C-70/17 og sag C-179/17.


27 –      Den forelæggende dommer i sag C-92/16 nærer den opfattelse, at løsningen med en blue pencil test indebærer, at det urimelige vilkår ændres, hvilket er blevet forkastet i Domstolens praksis. Ifølge den forelæggende dommer udgør en sådan fremgangsmåde i virkeligheden en antagelse om indskrænkning eller ændring af det omhandlede vilkår. For så vidt angår den såkaldte blue pencil test, som er blevet påberåbt i dommen fra Tribunal Supremo (øverste domstol) og som denne refererende dommer ligeledes har henvist til, henviser jeg til de bemærkninger, der er anført i punkt 88-109 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17.


28 –      Det bemærkes, at den forelæggende ret – som det tilkommer at vurdere, om det omtvistede vilkår udgør et væsentligt element i aftalen eller ej – i den sag, der gav anledning til Banco Primus-dommen, i sin forelæggelsesafgørelse klart havde anført, at »vilkåret om førtidig ophævelse ikke [var] væsentligt, og at aftalen [...] fuldt ud [kunne] opretholdes uden dette vilkår«. Jf. dom af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60) og mit forslag til afgørelse i den sag (C-421/14, EU:C:2016:69).


29 –      Dom af 4.6.2009 (C-243/08, EU:C:2009:350).


30 –      Min fremhævelse. Dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 65), af 30.5.2013, Asbeek Brusse og de Man Garabito (C-488/11, EU:C:2013:341, præmis 57), af 21.1.2015, Unicaja Banco og Caixabank (C-482/13, C-484/13, C-485/13 og C-487/13, EU:C:2015:21, præmis 28), og af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 71).


31 –      Jeg henviser til punkt 126-132 i mit forslag til afgørelse i sagerne C-70/17 og C-179/17.


32 –      Den forelæggende ret i sag C-92/16 har anført, at »hvis forbrugerne tvinges til at underkaste sig proceduren med henblik på realisering af pant i fast ejendom for at kunne nyde godt af visse rettigheder, der udelukkende er foreskrevet for denne procedure, kan dette forekomme at indebære en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet«.


33 –      Dom af 21.2.2013, Banif Plus Bank (C-472/11, EU:C:2013:88, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).


34 –      Dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).