Language of document : ECLI:EU:C:2018:799

DOMSTOLENS DOM (Store Afdeling)

4. oktober 2018 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – tilrettelæggelse af arbejdstiden – direktiv 2003/88/EF – ret til årlig betalt ferie – direktiv 2010/18/EU – rammeaftale vedrørende forældreorlov (revideret) – forældreorlov anses ikke for at være en faktisk arbejdsperiode«

I sag C-12/17,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Curtea de Apel Cluj (appeldomstol i Cluj, Rumænien) ved afgørelse af 11. oktober 2016, indgået til Domstolen den 10. januar 2017, i sagen

Tribunalul Botoşani,

Ministerul Justiţiei

mod

Maria Dicu

procesdeltagere:

Curtea de Apel Suceava,

Consiliul Superior al Magistraturii,

har

DOMSTOLEN (Store Afdeling),

sammensat af præsidenten, K. Lenaerts, vicepræsidenten, A. Tizzano, afdelingsformændene M. Ilešič, L. Bay Larsen, T. von Danwitz og E. Levits (refererende dommer) samt dommerne A. Borg Barthet, A. Arabadjiev, F. Biltgen, K. Jürimäe, og C. Lycourgos,

generaladvokat: P. Mengozzi,

justitssekretær: fuldmægtig R. Șereș,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 15. januar 2018,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Consiliul Superior al Magistraturii ved M. Ghena, som befuldmægtiget,

–        den rumænske regering først ved R.H. Radu, O.-C. Ichim, L. Liţu og E. Gane, dernæst ved C.-R. Canţăr, O.-C. Ichim, L. Liţu og E. Gane, som befuldmægtigede,

–        den tyske regering ved D. Klebs og T. Henze, som befuldmægtigede,

–        den estiske regering ved A. Kalbus, som befuldmægtiget,

–        den spanske regering ved S. Jiménez García, som befuldmægtiget,

–        den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato G. De Socio,

–        den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–        Europa-Kommissionen ved M. van Beek og C. Hödlmayr, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 20. marts 2018,

afsagt følgende

Dom

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT 2003, L 299, s. 9).

2        Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Tribunalul Botoșani (ret i første instans i Botoşani, Rumænien) og Ministerul Justitiției (Justitsministeriet, Rumænien) og på den anden side Maria Dicu vedrørende fastlæggelsen af hendes ret til årlig betalt ferie for 2015.

 Retsforskrifter

 EU-retten

 Direktiv 2003/88

3        Sjette betragtning til direktiv 2003/88 fastsætter:

»Der bør tages hensyn til Den Internationale Arbejdsorganisations principper om tilrettelæggelse af arbejdstiden, herunder om natarbejde.«

4        Dette direktivs artikel 1 med overskriften »Formål og anvendelsesområde« bestemmer:

»1.      Dette direktiv indeholder minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden.

2.      Dette direktiv finder anvendelse på:

a)      de minimale […] årlige ferier […]

[…]«

5        Direktivets artikel 7 med overskriften »Årlig ferie« fastsætter:

»1.      Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at alle arbejdstagere får en årlig betalt ferie af mindst fire ugers varighed i overensstemmelse med de kriterier for opnåelse og tildeling heraf, som er fastsat i national lovgivning og/eller praksis.

2.      Den minimale årlige betalte ferieperiode kan ikke erstattes med en finansiel godtgørelse, medmindre arbejdsforholdet ophører.«

6        Samme direktivs artikel 15 er affattet som følger:

»Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes adgang til at anvende eller indføre love og administrative bestemmelser, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, eller til at fremme eller tillade anvendelse af kollektive overenskomster eller aftaler mellem arbejdsmarkedets parter, der er gunstigere med hensyn til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed.«

7        Artikel 17 i direktiv 2003/88 fastsætter, at medlemsstaterne kan fravige visse af direktivets bestemmelser. Imidlertid er det ikke tilladt at fravige direktivets artikel 7.

 Direktiv 2010/18/EU

8        Den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der blev indgået den 18. juni 2009 (herefter »rammeaftalen vedrørende forældreorlov«), og som findes i bilaget til Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS og om ophævelse af direktiv 96/34/EF (EUT 2010, L 68, s. 13), fastsætter i § 2, stk. 1:

»I medfør af denne aftale har arbejdstagere, mænd såvel som kvinder, individuel ret til forældreorlov i forbindelse med et barns fødsel eller i forbindelse med adoption af et barn […]«

9        Rammeaftalens § 2, stk. 2, fastsætter:

»Orloven bevilges i en periode på mindst fire måneder, og for at fremme lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder bør den i princippet ikke kunne overdrages. For at tilskynde til en mere ligelig fordeling af orloven mellem begge forældre kan mindst en af de fire måneder ikke overdrages. Gennemførelsesbestemmelserne for den periode, der ikke kan overdrages, fastsættes nationalt gennem lovgivning og/eller kollektive overenskomster under hensyntagen til eksisterende orlovsordninger i medlemsstaterne.«

10      Den nævnte rammeaftales § 5 har følgende ordlyd:

»1.      Ved orlovens ophør har arbejdstagerne ret til at vende tilbage til den samme stilling eller, hvis dette ikke er muligt, til en tilsvarende eller lignende stilling i overensstemmelse med deres ansættelseskontrakt eller ansættelsesforhold.

2.      Erhvervede rettigheder eller rettigheder, som arbejdstageren er i færd med at erhverve på tidspunktet for forældreorlovens ikrafttræden, opretholdes uændret, indtil forældreorloven ophører. Ved orlovens ophør gælder disse rettigheder med eventuelle ændringer som følge af national ret, kollektive overenskomster og/eller gældende praksis.

3.      Medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter fastsætter, hvorledes der skal forholdes med ansættelseskontrakten eller ansættelsesforholdet under orlovsperioden.

[…]«

11      Ifølge § 8, stk. 1, i rammeaftale vedrørende forældreorlov kan medlemsstaterne opretholde eller indføre bestemmelser, der er gunstigere end dem, der er fastsat i denne aftale.

 Rumænsk ret

12      Legea nr. 53/2003 privind Codul muncii (lov nr. 53/2003 om arbejde) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »arbejdsloven«) bestemmer i artikel 10:

»En individuel ansættelseskontrakt er en kontrakt, hvorved en fysisk person, arbejdstageren, forpligter sig til at udføre arbejde for og under ledelse af en arbejdsgiver, en fysisk eller juridisk person, mod betaling af et vederlag, en såkaldt løn.«

13      Denne lovs artikel 49, stk. 1, 2 og 3 bestemmer:

»(1)      Suspension af en individuel ansættelseskontrakt kan ske ifølge loven, efter fælles aftale eller på den ene af parternes initiativ.

(2)      Suspension af en individuel ansættelseskontrakt medfører suspension af arbejdstagerens arbejdsydelse og arbejdsgiverens betaling af løn.

(3)      Under suspensionen kan der dog fortsat være rettigheder og pligter for parterne ud over de i stk. 2 anførte, såfremt disse er fastsat i speciallove, den gældende overenskomst, individuelle ansættelseskontrakter eller interne bestemmelser.«

14      Arbejdslovens artikel 51, stk. 1, litra a), er affattet som følger:

»En individuel ansættelseskontrakt kan suspenderes på arbejdstagerens initiativ i følgende tilfælde:

a)      forældreorlov til pasning af et barn på under to år […]«

15      Samme lovs artikel 145, stk. 4-6, bestemmer:

»(4)      Ved fastlæggelse af varigheden af den årlige ferieperiode anses perioder med midlertidig uarbejdsdygtighed samt perioder med barselsorlov, orlov på grund af særlige risici i forbindelse med graviditet eller amning og orlov ved børns sygdom for at være faktiske arbejdsperioder.

(5)      Såfremt midlertidig uarbejdsdygtighed, barselsorlov, orlov på grund af særlige risici i forbindelse med graviditet eller amning eller orlov ved børns sygdom indtræffer under den årlige ferieperiode, afbrydes sidstnævnte, og arbejdstageren afholder de resterende feriedage efter ophøret af den situation, [der gav anledning til afbrydelsen] eller, såfremt dette ikke er muligt, fastsættes de ikke afholdte feriedage til et andet tidspunkt.

(6)      Arbejdstageren har i henhold til lovens betingelser ret til årlig ferie, selv om den midlertidige uarbejdsdygtighed fortsat består, i et helt kalenderår, og arbejdsgiveren er forpligtet til at bevilge den årlige ferie senest 18 måneder fra året efter det år, hvor arbejdstageren ikke arbejdede.«

16      Artikel 2, stk. 1 og 2, i Hotărârea Consiliului Superior al Magistraturii nr. 325/2005 pentru aprobarea Regulamentului privind concediile judecătorilor și procurorilor (afgørelse nr. 325/2005 truffet af det øverste domstols- og anklageråd om godkendelse af bekendtgørelse om orlov for dommere og anklagere) fastsætter:

»(1)      Dommere og anklagere har ret til en årlig betalt ferie på 35 dage. Der kan hverken gives afkald på eller ske indskrænkninger i denne ret.

(2)      I henhold til denne [bekendtgørelse om orlov for dommere og anklagere] beregnes ferieperioden på baggrund af det i kalenderåret udførte arbejde. Ved fastlæggelse af varigheden af den årlige ferieperiode anses perioder med midlertidig uarbejdsdygtighed samt perioder med barselsorlov, orlov på grund af særlige risici i forbindelse med graviditet eller amning og orlov ved børns sygdom for at være faktiske arbejdsperioder.«

 Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

17      Maria Dicu er dommer ved Tribunalul Botoșani (retten i første instans i Botoşani). I 2014 afholdt hun hele sin årlige betalte ferie og gik derefter på barselsorlov fra den 1. oktober 2014 til den 3. februar 2015. Hun tog efterfølgende forældreorlov fra den 4. februar 2015 til den 16. september 2015, i hvilken periode hendes ansættelsesforhold blev suspenderet. Endelig tog hun 30 dages årlig betalt ferie fra den 17. september til den 17. oktober 2015.

18      I henhold til rumænsk ret, som fastsætter en ret til 35 dages årlig betalt ferie, anmodede Maria Dicu den domstol, hvor hun var ansat, om at give hende de resterende fem årlige betalte feriedage for 2015, som hun ville afholde på hverdagene mellem helligdagene i slutningen af året.

19      Tribunalul Botoșani (retten i første instans i Botoşani) afslog denne anmodning med den begrundelse, at den årlige betalte ferie i henhold til rumænsk ret er proportional med den faktiske arbejdstid, der er gennemført det pågældende år, og at den forældreorlov, som hun havde afholdt i 2015, ikke kunne anses for at være en faktisk arbejdsperiode med henblik på fastlæggelse af retten til årlig betalt ferie. Tribunalul Botoșani (retten i første instans i Botoşani) anførte ligeledes, at den årlige betalte ferie, som Maria Dicu havde afholdt fra den 17. september til den 17. oktober 2015, på grundlag af dette år omfattede syv feriedage vedrørende 2016, som hun havde taget forskud på.

20      Maria Dicu anlagde et søgsmål mod Tribunalul Botoșani (ret i første instans i Botoşani), Curtea de Apel Suceava (appeldomstol i Suceava, Rumænien), Justitsministeriet og Consiliul Superior al Magistraturii (øverste domstols- og anklageråd, Rumænien) ved Tribunalul Cluj (retten i første instans i Cluj, Rumænien) med påstand om, at det fastslås, at hendes forældreorlov skal anses for at være en faktisk arbejdsperiode med henblik på fastlæggelsen af hendes ret til årlig betalt ferie for 2015.

21      Ved dom af 17. maj 2016 gav Tribunalul Cluj (retten i første instans i Cluj) Maria Dicu medhold. Tribunalul Botoșani (ret i første instans i Botoșani) og Justitsministeriet har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved den forelæggende ret.

22      Under disse omstændigheder har Curtea de Apel Cluj (appeldomstolen i Cluj, Rumænien) udsat sagen og forelagt følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

»Skal artikel 7 i direktiv 2003/88[EF] fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som ved fastlæggelsen af en arbejdstagers ferieperiode ikke medregner en periode med forældreorlov i forbindelse med [pasning af] et barn under to år som faktisk arbejdstid?«

 Om det præjudicielle spørgsmål

23      Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om artikel 7 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som med henblik på fastsættelsen af den ret til årlig betalt ferie, der er fastsat i denne artikel, for en arbejdstager inden for en referenceperiode ikke medregner varigheden af en forældreorlov, der er afholdt af denne arbejdstager i nævnte periode, som en faktisk arbejdsperiode.

24      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at alle arbejdstagere, således som det fremgår at selve ordlyden af artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88, har ret til en årlig betalt ferie på mindst fire uger, en ret som ifølge Domstolens faste praksis skal anses for at være et særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning (jf. dom af 20.7.2016, Maschek, C-341/15, EU:C:2016:576, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

25      Det skal ligeledes bemærkes, at denne ret, som tilkommer alle arbejdstagere, udtrykkeligt fremgår af artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som i medfør af artikel 6, stk. 1, TEU har samme juridiske værdi som traktaterne (dom af 29.11.2017, King, C-214/16, EU:C:2017:914, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

26      Desuden skal det præciseres, at selv om medlemsstaterne skal undlade at opstille nogen som helst form for betingelser for selve konstitueringen af retten til årlig betalt ferie, der følger direkte af direktiv 2003/88 (jf. bl.a. dom af 26.6.2001, BECTU, C-173/99, EU:C:2001:356, præmis 53, af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 28, og af 29.11.2017, King, C-214/16, EU:C:2017:914, præmis 34), omhandler nærværende sag imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt en forældreorlov bør sidestilles med en faktisk arbejdsperiode med henblik på fastlæggelse af retten til årlig betalt ferie.

27      Det bemærkes med hensyn hertil, at formålet med den ret til årlig betalt ferie, som i henhold til artikel 7 i direktiv 2003/88 gælder for alle arbejdstagere, er at gøre det muligt for arbejdstagere dels at hvile ud efter udførelsen af de arbejdsopgaver, der påhviler arbejdstageren i henhold til ansættelseskontrakten, dels at have en periode til rådighed, hvorunder den pågældende kan slappe af og nyde sin fritid (jf. bl.a. dom af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 25, af 22.11.2011, KHS, C-214/10, EU:C:2011:761, præmis 31, og af 30.6.2016, Sobczyszyn, C-178/15, EU:C:2016:502, præmis 25).

28      Dette formål, der adskiller retten til årlig betalt ferie fra andre typer af fravær med andre formål, er baseret på den forudsætning, at arbejdstageren har udført faktisk arbejde i referenceperioden. Hensigten om at lade arbejdstageren hvile sig indebærer, at denne arbejdstager har udøvet en aktivitet, der med henblik på at sikre beskyttelsen af den pågældendes sikkerhed og sundhed som omhandlet i direktiv 2003/88 kan begrunde en hvileperiode med afslapning og fritid. Dermed bør retten til årlig betalt ferie i princippet fastlægges på grundlag af faktiske arbejdsperioder, der er fuldført i henhold til en ansættelseskontrakt (jf. i denne retning dom af 11.11.2015, Greenfield, C-219/14, EU:C:2015:745, præmis 29).

29      Det fremgår ganske rigtigt af fast retspraksis, at en medlemsstat i visse særlige situationer, hvor arbejdstageren ikke er i stand til at udfylde sine funktioner bl.a. på grund af lovligt sygefravær, ikke kan betinge retten til årlig betalt ferie af en forpligtelse til at have udført faktisk arbejde (jf. bl.a. dom af 24.1.2012, Dominguez, C-282/10, EU:C:2012:33, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis). Arbejdstagere, der er fraværende fra arbejdet på grund af sygeorlov i referenceperioden, sidestilles således med hensyn til retten til årlig betalt ferie med dem, der har udført faktisk arbejde i denne periode (jf. bl.a. dom af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 40).

30      Det samme gør sig gældende for så vidt angår arbejdstagere på barselsorlov, som af denne grund ikke er i stand til at udøve deres funktioner inden for rammerne af ansættelsesforholdet, og for hvem retten til årlig betalt ferie bør være sikret under barselsorloven og skal kunne afholdes i en anden periode end den, hvor arbejdstageren har barselsorlov (jf. i denne retning dom af 18.3.2004, Merino Gómez, C-342/01, EU:C:2004:160, præmis 34, 35 og 38).

31      Den i de to foregående præmisser nævnte domspraksis kan imidlertid ikke finde anvendelse mutatis mutandis på en arbejdstagers situation, hvor den pågældende, ligesom Maria Dicu, har haft forældreorlov i referenceperioden.

32      Det skal først påpeges, at den omstændighed, at der opstår uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, i princippet er uforudsigelig (dom af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 51) og uafhængig af viljen til at arbejde (jf. i denne retning dom af 29.11.2017, King, C-214/16, EU:C:2017:914, præmis 49). Således som Domstolen allerede har bemærket i præmis 38 i dom af 20. januar 2009, Schultz-Hoff m.fl. (C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18), klassificerer Den Internationale Arbejdsorganisations konvention nr. 132 af 24. juni 1970 om årlig ferie med løn, som revideret, hvis principper ifølge sjette betragtning til direktiv 2003/88 skal tages i betragtning med henblik på fortolkning af dette, i konventionens artikel 5, stk. 4, perioder med fravær på grund af sygdom som fravær fra arbejdet »af grunde, som den beskæftigede ikke er herre over«, og som skal »medregnes til beskæftigelsesperioden«. Derimod er en forældreorlov ikke af uforudsigelig karakter og er i de fleste tilfælde et resultat af arbejdstagerens ønske om at passe sit barn (jf. i denne retning dom af 20.9.2007, Kiiski, C-116/06, EU:C:2007:536, præmis 35).

33      For så vidt som en arbejdstager på forældreorlov ikke har nogen fysiske eller psykiske begrænsninger på grund af sygdom, befinder denne sig i en situation, der er forskellig fra den, der følger af uarbejdsdygtighed på grund af den pågældendes sundhedstilstand (jf. analogt dom af 8.11.2012, Heimann og Toltschin, C-229/11 og C-230/11, EU:C:2012:693, præmis 29).

34      Situationen for en arbejdstager på forældreorlov adskiller sig ligeledes fra den situation, hvor en arbejdstager udøver sin ret til barselsorlov. Hensigten med barselsorloven er nemlig dels at beskytte kvindens fysiske tilstand under graviditeten såvel som efter fødslen, dels at beskytte det særlige forhold mellem moder og barn i perioden efter graviditeten og fødslen ved at undgå, at forholdet forstyrres ved, at moderen samtidig udøver sit erhvervsarbejde og derved udsættes for en dobbeltbelastning (jf. i denne retning dom af 18.3.2004, Merino Gómez, C-342/01, EU:C:2004:160, præmis 32, og af 20.9.2007, Kiiski, C-116/06, EU:C:2007:536, præmis 46).

35      Selv om en arbejdstager på forældreorlov ganske vist i orlovsperioden forbliver arbejdstager i henhold til EU-retten (dom af 20.9.2007, Kiiski, C-116/06, EU:C:2007:536, præmis 32), gælder det ikke desto mindre, at når dennes ansættelsesforhold som i det foreliggende tilfælde suspenderes på grundlag af national ret, hvilket er tilladt i henhold til § 5, stk. 3, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov, suspenderes samtidigt og midlertidigt arbejdsgiverens og arbejdstagerens gensidige ydelsesforpligtelser, herunder sidstnævntes forpligtelse til at udføre opgaver, som påhviler denne i henhold til det nævnte ansættelsesforhold (jf. analogt dom af 8.11.2012, Heimann og Toltschin, C-229/11 og C-230/11, EU:C:2012:693, præmis 28).

36      Det følger heraf, at i en situation som den, der er omhandlet i hovedsagen, kan den periode med forældreorlov, som den berørte arbejdstager har afholdt i referenceperioden, ikke sidestilles med en faktisk arbejdsperiode med henblik på fastlæggelse af dennes ret til årlig betalt ferie i henhold til artikel 7 i direktiv 2003/88.

37      Det skal endvidere påpeges, at selv om det ganske vist følger af Domstolens faste praksis, at en orlov, der er sikret ved EU-retten, ikke kan berøre retten til at tage en anden orlov, der også er sikret ved EU-retten, og som har et andet formål end den førstnævnte (jf. i denne retning dom af 20.1.2009, Schultz-Hoff m.fl., C-350/06 og C-520/06, EU:C:2009:18, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis), kan det imidlertid ikke af denne retspraksis, der er udviklet i forbindelse med situationer, der er kendetegnet ved, at perioderne vedrørende de to slags orlov overlapper hinanden eller er sammenfaldende, udledes, at medlemsstaterne er forpligtet til at lægge til grund, at en periode med forældreorlov, som en arbejdstager har afholdt i referenceperioden, svarer til en faktisk arbejdsperiode med henblik på fastlæggelse af dennes ret til årlig betalt ferie i henhold direktiv 2003/88.

38      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at artikel 7 i direktiv 2003/88 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som med henblik på fastsættelsen af den ret til årlig betalt ferie, der er fastsat i denne artikel, for en arbejdstager inden for en referenceperiode ikke medregner varigheden af en forældreorlov, der er afholdt af denne arbejdstager i nævnte periode, som en faktisk arbejdsperiode.

 Sagsomkostninger

39      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret:

Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, som med henblik på fastsættelsen af den ret til årlig betalt ferie, der er fastsat i denne artikel, for en arbejdstager inden for en referenceperiode ikke medregner varigheden af en forældreorlov, der er afholdt af denne arbejdstager i nævnte periode, som en faktisk arbejdsperiode.

Underskrifter


* Processprog: rumænsk.