Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Juzgado Contencioso-Administrativo de Madrid (Spanien) den 28. juni 2018 – Berta Fernández Álvarez, BMM, TGV, Natalia Fernández Olmos og María Claudia Téllez Barragán mod Consejería de Sanidad de la Comunidad de Madrid

(Sag C-429/18)

Processprog: spansk

Den forelæggende ret

Juzgado Contencioso-Administrativo de Madrid

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Berta Fernández Álvarez, BMM, TGV, Natalia Fernández Olmos og María Claudia Téllez Barragán

Sagsøgt: Consejería de Sanidad de la Comunidad de Madrid

Præjudicielle spørgsmål

Første spørgsmål: Er det i overensstemmelse med rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv 1999/70/EF 1 , at den forelæggende ret anlægger en fortolkning og en opfattelse, hvorefter der i forbindelse med den tidsbegrænsede ansættelse af sagsøgerne foreligger et misbrug, for så vidt som den offentlige arbejdsgiver anvender forskellige former for ansættelse, som alle er midlertidige, til varigt og konstant at udføre almindelige opgaver, som de vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere normalt udfører, og dække permanente og strukturelle behov, som reelt ikke er midlertidige, men derimod varige og konstante? Er denne beskrevne tidsbegrænsede ansættelse dermed ikke begrundet som omhandlet i § 5, stk. 1, litra a), i rammeaftalen med objektive omstændigheder, for så vidt som denne anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er direkte i strid med andet afsnit i indledningen til rammeaftalen og punkt 6 og 8 i de generelle betragtninger til denne aftale, fordi de betingelser, der kunne begrunde disse tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke er opfyldt?

Andet spørgsmål: Er det i overensstemmelse med rammeaftalen, der er optaget som bilag til direktiv 1999/70/EF, at den forelæggende ret anlægger en fortolkning, hvorefter opslaget af en traditionel udvælgelsesprøve, der har de nævnte kendetegn, hverken er en foranstaltning med tilsvarende virkning eller kan betragtes som en sanktion, for så vidt som den ikke står i forhold til det misbrug, der er begået, og som medfører, at den tidsbegrænsede ansættelse bringes til ophør, hvorved formålene med direktivet tilsidesættes, og den ufordelagtige situation for vedtægtsmæssige midlertidige medarbejdere gøres varig, og ikke kan betragtes som en effektiv foranstaltning, for så vidt som den ikke medfører nogen ulempe for arbejdsgiveren eller har en afskrækkende virkning og dermed ikke er i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, for så vidt som den ikke sikrer, at den spanske stat opnår de i direktivet foreskrevne resultater?

Tredje spørgsmål: Er det i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70 og Den Europæiske Unions Domstols dom af 14. september 2016 i sag C-16/15 2 , at den forelæggende ret anlægger og anvender en fortolkning, hvorefter et opslag af en åben udvælgelsesprøve ikke er en foranstaltning, der er egnet til at sanktionere et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, idet der i spansk ret ikke findes en sanktionsmekanisme, der er effektiv og har afskrækkende virkning, og som bringer misbrug i forbindelse med ansættelse af vedtægtsmæssigt midlertidigt personale til ophør, idet lovgivningen ikke gør det muligt at besætte disse oprettede strukturelle stillinger med det personale, der var genstand for misbruget, således at jobusikkerheden for disse arbejdstagere bibeholdes?

Fjerde spørgsmål: Er det i overensstemmelse med rammeaftalen, at den forelæggende ret anlægger en fortolkning, hvorefter ændringen af statussen for den midlertidigt ansatte, der er genstand for misbruget, til »tidsubegrænset, men ikke fastansat« ikke er en effektiv sanktion, for så vidt som en arbejdstager med denne status kan få sin ansættelse bragt til ophør, enten fordi den pågældendes stilling besættes gennem en udvælgelsesprøve, eller fordi stillingen nedlægges, og derfor ikke er i overensstemmelse med rammeaftalen med henblik på at forebygge misbrug af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, idet den ikke overholder artikel 2, stk. 1, i direktiv 1999/70, for så vidt som den ikke sikrer, at den spanske stat opnår de i direktivet foreskrevne resultater?

Her bør det bemærkes, at denne sag omfatter følgende spørgsmål, som indgår i det præjudicielle spørgsmål, der blev forelagt den 30. januar 2018 i den forenklede procedure 193/2017 af JCA n.º 8 de Madrid 3 (forvaltningsdomstol nr. 8 i Madrid):

Femte spørgsmål: Når den nationale ret har fastslået, at der foreligger et misbrug af flere på hinanden følgende ansættelser af den vedtægtsmæssige midlertidige ansatte vikar hos SERMAS, idet denne ansættelse sigter mod at dække permanente og strukturelle behov for levering af ydelser fra de vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere, og der ikke findes nogen effektiv og afskrækkende foranstaltning i den nationale retsorden til at sanktionere et sådant misbrug og til at eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den EU-retlige bestemmelse, skal § 5 i rammeaftalen i bilaget til direktiv 1999/70/EF da fortolkes således, at den forpligter den nationale ret til at træffe effektive og afskrækkende foranstaltninger, som sikrer rammeaftalens effektive virkning, og dermed til at sanktionere et sådant misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af den pågældende EU-retlige bestemmelse ved at undlade at anvende den nationale bestemmelse, som er til hinder herfor?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende, og som Den Europæiske Unions Domstol fastslog i præmis 41 i dom af 14. september 2016, forenede sager C-184/15 og C-197/15 4 :

Vil det da være foreneligt med de mål, der forfølges med direktiv 1999/70/EF at ændre det tidsbegrænsede vedtægtsmæssige ansættelsesforhold som vikaransat/hjælpepersonale/afløser til et stabilt vedtægtsmæssigt ansættelsesforhold, eventuelt i form af en betegnelse som fastansat offentlig ansat eller tidsubegrænset offentlig ansat med den samme stabilitet i ansættelsen som de sammenlignelige vedtægtsmæssige fastansatte medarbejdere, som middel til at forhindre eller sanktionere misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten, hvis dette sker på grundlag af den omstændighed, at den nationale lovgivning vedrørende den offentlige sektor forbyder enhver form for ændring af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter til en tidsubegrænset kontrakt i denne sektor, idet der ikke findes nogen anden effektiv foranstaltning, som kan hindre, og i givet fald sanktionere, et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede kontrakter?

Sjette spørgsmål: I tilfælde af misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold, kan ændringen af den vedtægtsmæssige tidsbegrænsede ansættelse som vikar til et tidsubegrænset eller fast ansættelsesforhold da fortolkes således, at den alene opfylder målsætningerne i direktiv 1999/70/EF og rammeaftalen, såfremt den vedtægtsmæssige og tidsbegrænsede ansatte, som har været berørt af misbruget, nyder samme og identiske ansættelsesvilkår som det vedtægtsmæssige fastansatte personale (med hensyn til social sikring, forfremmelse, besættelse af ledige stillinger, faglig uddannelse, tjenestefrihed, orlov, bevillinger og tilladelser, passive rettigheder og ophør af ansættelsen, samt deltagelse i de opslåede prøver med henblik på besættelse af ledige stillinger og forfremmelser) i overensstemmelse med principperne om kontinuitet og uafsættelighed, og med alle de iboende rettigheder og forpligtelser, således at de er sikret lige vilkår i forhold til det vedtægtsmæssigt fastansatte personale?

Syvende spørgsmål: I forbindelse med misbrug af tidsbegrænsede ansættelser, der uden nogen objektiv begrundelse anvendes med henblik på at opfylde vedvarende behov, og som ikke er uopsættelige eller bydende nødvendige, hvilket ville kunne begrunde den tidsbegrænsede ansættelse, er det da, idet der ikke forefindes effektive sanktioner eller begrænsninger i national ret, i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 1999/70/EF, at fastsætte en erstatning som en foranstaltning med henblik på at forebygge misbrug og eliminere konsekvenserne af tilsidesættelsen af EU-retten – idet arbejdsgiveren ikke fastansætter arbejdstageren – hvorefter erstatningen svarer til den, der tildeles ved ulovlig afskedigelse, og forstås som en passende sanktion, der er proportional, effektiv og afskrækkende?

____________

1     Rådets direktiv 1999/70/EF af 28.6.1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43).

2     Dom af 14.9.2016, Pérez López, (C-16/15, EU:C:2016:679).

3     Sag C-103/18, Sánchez Ruiz.

4     Dom af 14.9.2016, Martínez Andrés og Castrejana López (C-184/15 og C-197/15, EU:C:2016:680).