Language of document : ECLI:EU:C:2018:634

Sag C-161/17

Land Nordrhein-Westfalen

mod

Dirk Renckhoff

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

»Præjudiciel forelæggelse – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29/EF – informationssamfund – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder – artikel 3, stk. 1 – overføring til almenheden – begreb – tilrådighedsstillelse online af et fotografi på en internetportal uden tilladelse fra indehaveren af ophavsretten, idet fotografiet tidligere har været tilgængeligt på en anden internetportal uden nogen begrænsning og med den nævnte indehavers tilladelse – nyt publikum«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 7. august 2018

1.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – anvendelsesområde – fotografi – omfattet – betingelser – intellektuel frembringelse fra ophavsmanden, som afspejler hans personlighed og er udtryk for hans frie og kreative valg – den nationale rets vurdering

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 1)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2001/29 – harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet – overføring til almenheden – begreb – tilrådighedsstillelse uden tilladelse fra indehaveren af ophavsretten online på en internetside af et fotografi, der tidligere har været tilgængeligt på en anden internetside med tilladelse fra nævnte indehaver og uden nogen begrænsning – omfattet

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29, art. 3, stk. 1)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 14)

2.      Begrebet »overføring til almenheden« i henhold til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet skal fortolkes således, at det omfatter tilrådighedsstillelse online på en internetside af et fotografi, der tidligere har været tilgængeligt på en anden internetside med tilladelse fra indehaveren af ophavsretten og uden nogen begrænsning, der forhindrer download.

Under hensyn til disse elementer skal det på baggrund af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 24, lægges til grund, at tilrådighedsstillelse online af et værk, der er beskyttet af ophavsret, på en anden internetside end den, hvortil den første overføring blev foretaget med tilladelse fra indehaveren af ophavsretten, under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder skal kvalificeres som tilrådighedsstillelse af værket for et nyt publikum. Under sådanne omstændigheder udgøres det publikum, som indehaveren af ophavsretten tog i betragtning, da han gav tilladelse til overføring af sit værk til den internetside, hvor værket først blev gjort tilgængeligt, nemlig alene af brugerne af den nævnte internetside, og ikke brugerne af den internetside, hvor værket efterfølgende er gjort tilgængeligt online uden tilladelse fra den nævnte ophavsmand, eller andre internetbrugere. Den omstændighed, at indehaveren af ophavsretten som omhandlet i hovedsagen ikke har begrænset internetbrugernes mulighed for at anvende fotografiet, har ingen betydning for de objektive betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 29-35. Domstolen har således allerede påpeget, at nydelse og udøvelse af den ret, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29, ikke kan undergives nogen som helst formalitet (jf. i denne retning dom af 16.11.2016, Soulier og Doke, C-301/15, EU:C:2016:878, præmis 50).

(jf. præmis 35, 36 og 47 samt domskonkl.)