Language of document :

Appel iværksat den 29. januar 2019 af Kongeriget Spanien til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Udvidede Afdeling) den 15. november 2018 i sag T-399/11 RENV, Banco Santander og Santusa mod Kommissionen

(Sag C-65/19 P)

Processprog: spansk

Parter

Appellant: Kongeriget Spanien (ved M.A. Sampol Pucurull, som befuldmægtiget)

De andre parter i appelsagen: Banco Santander, SA, Santusa Holding, SL og Europa-Kommissionen

Intervenienter for sagsøgeren i første instans: Forbundsrepublikken Tyskland og Irland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Der gives medhold i denne appel, og Rettens dom af 15. november 2018 i sag T-399/11 RENV Banco Santander, S.A. og Santusa Holding, S.L. mod Europa-Kommissionen ophæves 1 .

Den omtvistede afgørelses artikel 1, stk. 1, annulleres, for så vidt som det i Kommissionens afgørelse 2011/282/EU af 12. januar 2011 om skattemæssig afskrivning af finansiel goodwill i forbindelse med erhvervelse af kapitalandele i udenlandske virksomheder nr. C 45/07 (ex NN 51/07, ex CP 9/07), som Spanien har gennemført 2 fastslås, at den omhandlede skatteforanstaltning udgør statsstøtte.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er basseret på et enkelt anbringende om, at den appellerede dom bør ophæves. Spanien har anført, at Retten begik en retlig fejl i forhold til EU-retten som omhandlet i artikel 58 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol ved at foretage en ukorrekt fortolkning af artikel 107, stk. 1, TEUF og navnlig begrebet selektiv statsstøtte som omhandlet i denne artikel. Dette enkelte appelanbringende kan opdeles i fire led:

-    For det første er Spanien af den opfattelse, at Retten begik en fejl ved at fastlægge en referenceramme for skatteforanstaltningen, der ikke er sammenfaldende med den omtvistede afgørelse.

-    For det andet er Spanien af den opfattelse, at den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, idet det heri ikke er fastslået, at beskatningen af goodwill udgør en foranstaltning af generel karakter eller en selvstændig eller særskilt referenceramme.

-    For det tredje er Spanien af den opfattelse, at den appellerede dom er behæftet med en yderligere retlig fejl, idet formålet med referencerammen ikke er defineret korrekt, og idet den sammenligning, der kræves i henhold til appeldommen i sag World Duty Free 3 (sag C-20/15 P og C-21/15 P), er gennemført ukorrekt.

-    For det fjerde foreligger der en fejl ved identifikationen af en grundlæggende del i referencerammen, der indebærer en retlig fejl ved fordelingen af bevisbyrden.

____________

1     Dom af 15.11.2018, Banco Santander og Santusa mod Kommissionen (T 399/11 RENV, EU:T 2018:787).

2     EUT 2011, L 135, s. 1.

3     Dom af 21.12.2016, Kommissionen mod World Duty Free Group m.fl. (C-20/15 P og C-21/15 P, EU:C:2016:981).