Language of document : ECLI:EU:C:2019:335

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. BOBEK

fremsat den 30. april 2019(1)

Sag C-198/18

CeDe Group AB

mod

KAN Sp. z o.o. (under konkurs)

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige))

»Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – retligt samarbejde i civile sager – insolvensbehandling – forordning (EU) nr. 1346/2000 – artikel 4 – den lovgivning, der finder anvendelse – modregning«






I.      Indledning

1.        Konkursboet for PPUB Janson sp.j. (herefter »PPUB«), der er et polsk selskab under insolvensbehandling i Polen, anlagde retssag ved de svenske domstole mod CeDe Group AB (herefter »CeDe«), der er et svensk selskab, hvorunder det krævede betaling for varer, der var blevet leveret i henhold til en forud gældende aftale mellem PPUB og CeDe, som var underlagt svensk ret. Under sagens behandling fremsatte CeDe et krav om modregning for så vidt angår et større beløb, som PPUB skyldte CeDe. Konkursboet havde tidligere nægtet ret til denne modregning under den polske insolvensbehandling. Under sagen ved de svenske domstole overdrog PPUB’s konkursbo kravet mod CeDe til et andet selskab, KAN Sp. z o.o. (herefter »KAN«), der efterfølgende gik konkurs. Imidlertid nægtede KAN’s konkursbo at overtage det omhandlede krav med det resultat, at KAN (under konkurs) nu er part i retssagen.

2.        Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige) nærer tvivl om, hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse for så vidt angår et sådant krav om modregning. KAN har for den forelæggende ret gjort gældende, at modregningen skal behandles i henhold til polsk ret, hvorimod CeDe har gjort gældende, at der skal tages stilling til dette spørgsmål i henhold til svensk ret.

3.        Den foreliggende sag giver Domstolen mulighed for at fortolke de særlige regler om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, i forordning (EF) nr. 1346/2000 om insolvensbehandling (2) og deres samspil med de generelle lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser(3). Hvilken lovgivning finder anvendelse på et krav om modregning, der gøres gældende mod et insolvent selskab i forbindelse med et søgsmål med påstand om betaling, der er anlagt af konkursboet for dette selskab?

II.    Retsforskrifter

A.      Rom I-forordningen

4.        I henhold til artikel 17 i Rom I-forordningen, der bærer overskriften »Modregning«, gælder følgende: »Har parterne ikke aftalt ret til modregning, er modregning underlagt den lov, der skal anvendes på den fordring, i forhold til hvilken retten til modregning gøres gældende.«

B.      Insolvensforordningen

5.        23. og 24. betragtning til insolvensforordningen er affattet som følger:

»(23)      Denne forordning bør for de sagsområder, den dækker, fastlægge ensartede lovvalgsregler, som på deres anvendelsesområde træder i stedet for de nationale internationalprivatretlige regler. Medmindre andet er fastsat, bør lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes (lex concursus), anvendes. Denne lovvalgsregel bør gælde både for hovedinsolvensbehandlingen og for territoriale insolvensbehandlinger. Lex concursus fastsætter alle insolvensbehandlingens virkninger, såvel de processuelle som de materielle, for de berørte personer og de berørte retsforhold. Den fastsætter alle betingelserne for en insolvensbehandlings indledning, afvikling og afslutning.

(24)      Den automatiske anerkendelse af en insolvensbehandling, som almindeligvis er underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, kan kollidere med de regler, som gælder for transaktioner, der foretages i andre medlemsstater. Til beskyttelse af berettigede forventninger og omsætningssikkerheden i andre medlemsstater end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, bør der fastsættes bestemmelser om en række undtagelser fra denne hovedregel.«

6.        Følgende fremgår af 26. betragtning til insolvensforordningen: »Selv om modregning ikke er tilladt i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, bør en kreditor alligevel være berettiget til modregning, hvis modregning er mulig efter den lovgivning, som gælder for den insolvente skyldners fordring. Modregning bliver således reelt en form for garanti baseret på retsforskrifter, som den pågældende kreditor kan sætte sin lid til, når fordringen opstår.«

7.        Insolvensforordningens artikel 4, der bærer overskriften »Den lovgivning, der finder anvendelse«, bestemmer følgende:

»1.      Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

2.      Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig:

[…]

d)      på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning

[…]«

8.        Insolvensforordningens artikel 6, der bærer overskriften »Modregning«, bestemmer følgende:

»1.      Indledningen af insolvensbehandlingen berører ikke en kreditors ret til at kræve sin fordring modregnet i skyldnerens fordring, når den lovgivning, der gælder for den insolvente skyldners fordring, tillader en sådan modregning.

2.      Reglen i stk. 1 forhindrer ikke søgsmål om omstødelse, ugyldighed i forhold til kreditorerne eller ugyldighed i sig selv som omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra m).«

III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål

9.        Den 9. juni 2010 indgik PPUB, der er et selskab med hjemsted i Polen, en aftale om levering af varer med CeDe, der er et selskab med hjemsted i Sverige. Aftalen fastsatte, at svensk ret skulle finde anvendelse på tvister med hensyn til fortolkning af aftalen.

10.      I slutningen af januar 2011 blev der indledt insolvensbehandling mod PPUB i Polen. I juli samme år ansøgte den kurator, der var blevet udpeget i forbindelse med insolvensbehandlingen, om en europæisk betalingskravsprocedure (4) mod CeDe hos Kronofogdemyndigheten (det svenske fogedvæsen) på grundlag af, at CeDe skyldte 1 532 489 SEK med tillæg af renter for de varer, som PPUB havde leveret i henhold til aftalen.

11.      Sagen blev senere indbragt for Malmö tingsrätt (byretten i Malmø, Sverige). CeDe bestred PPUB’s krav, idet selskabet gjorde gældende, at det havde et modkrav, som oversteg det beløb, der var blevet krævet af PPUB. CeDe anførte, at dette beløb vedrørte erstatning for udeblevne leverancer og fejl på de leverede varer fra PPUB. CeDe gjorde gældende, at retten til modregning var opstået forud for, at der var indledt insolvensbehandling mod PPUB.

12.      Det fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, at konkursboet for PPUB nægtede at tillade et krav om modregning fra CeDe i forbindelse med insolvensbehandlingen i Polen.

13.      Konkursboet for PPUB gjorde for Malmö tingsrätt (byretten i Malmø) gældende, at der skulle tages stilling til modregningen i henhold til polsk ret på grundlag af insolvensforordningens artikel 4, stk. 1. Det fremgår af denne bestemmelse, at medmindre andet er fastsat i forordningen, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes (eller lex concursus), der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger. Konkursboet anførte, at det følger af insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra d), at lex concursus navnlig bestemmer, på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning. Baggrunden for dette var, at forordningens artikel 6, stk. 1, der bestemmer, at retten til modregning ikke berøres af insolvensbehandlingen, så længe retten til modregning er tilladt i henhold til den lovgivning, der gælder for skyldnerens krav, kun finder anvendelse, såfremt modregning ikke er tilladt i den retsorden, hvor insolvensbehandlingen indledes. Denne bestemmelse fandt følgelig efter konkursboets opfattelse ikke anvendelse i hovedsagen, idet polsk ret tillader modregning.

14.      CeDe anførte omvendt, at modregningen skulle behandles i henhold til svensk ret. CeDe gjorde for det første gældende, at konkursboets søgsmål omhandlede et krav, der stammede fra aftalen mellem CeDe og PPUB, der indeholdt en lovvalgsbestemmelse, hvorefter svensk ret fandt anvendelse på enhver tvist vedrørende dens fortolkning. Dette betød, at svensk ret fandt anvendelse i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rom I-forordningen. CeDe gjorde endvidere gældende, at såfremt parterne ikke var enige om retten til modregning, var dette spørgsmål underlagt den lovgivning, der fandt anvendelse på det krav, som modregningen blev gjort gældende imod i henhold til artikel 17 i Rom I-forordningen.

15.      Ceder gjorde for det andet gældende, at insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, betyder, at insolvensbehandlingen ikke berørte retten til modregning, såfremt modregning var tilladt i henhold til den lovgivning, der fandt anvendelse på skyldnerens krav. Eftersom svensk ret efter CeDes opfattelse fandt anvendelse på konkursboets krav, skulle spørgsmålet om modregning endvidere behandles i henhold til svensk ret.

16.      Malmö tingsrätt (byretten i Malmø) fastslog, at polsk ret i overensstemmelse med hovedreglen i insolvensforordningens artikel 4 ikke kunne anses for at begrænse eller hindre modregning. Følgelig fastslog den, at undtagelsen i forordningens artikel 6, stk. 1, ikke fandt anvendelse, og at polsk ret skulle finde anvendelse i hovedsagen.

17.      Denne dom blev stadfæstet under appelsagen af Hovrätten över Skåne och Blekinge (appeldomstolen i Skåne og Blekinge, Sverige) på grundlag af, at der bl.a. ikke var grundlag for at fravige hovedreglen om lex concursus i insolvensforordningens artikel 4, stk. 1. Den omstændighed, at konkursboet ikke accepterede CeDes krav om modregning, ændrede ikke denne konklusion.

18.      Under sagens behandling ved Hovrätten över Skåne och Blekinge (appeldomstolen i Skåne og Blekinge) overdrog konkursboet for PPUB hovedkravet til KAN, der er et selskab med hjemsted i Polen, som indtrådte i sagen i stedet for konkursboet.

19.      CeDe appellerede dommen fra Hovrätten över Skåne och Blekinge (appeldomstolen i Skåne og Blekinge) til Högsta domstolen (øverste domstol). CeDe har gjort gældende, at svensk ret finder anvendelse på modregningskravet. KAN har gjort gældende, at dommen fra Hovrätten över Skåne och Blekinge (appeldomstolen i Skåne og Blekinge, Sverige) ikke skal ændres.

20.      Under sagens behandling ved Högsta domstolen (øverste domstol) blev KAN erklæret konkurs. Kurator forklarede, at konkursboet ikke overtog skyldnerens krav mod CeDe. Det er følgelig nu KAN under konkurs og ikke konkursboet, der er part i retssagen.

21.      Högsta domstolen (øverste domstol) har under disse omstændigheder besluttet sig for at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål med henblik på en præjudiciel afgørelse:

»1)      Skal artikel 4 i forordning nr. 1346/2000 fortolkes således, at den omfatter et søgsmål, som ved en svensk ret anlægges af kurator for et polsk selskab – der er genstand for en insolvensbehandling i Polen – mod et svensk selskab med henblik på betaling af leverede varer ifølge en aftale, som selskabet har indgået før konkursen?

2)      Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Har det nogen betydning, hvis kurator under sagen overlader det omtvistede krav til et selskab, som indtræder i sagen i stedet for konkursboet?

3)      Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Har det nogen betydning, hvis det selskab, der er indtrådt i sagen, derefter erklæres konkurs?

4)      Hvis sagsøgte under sagen i den situation, der er omhandlet i det første spørgsmål, gør gældende, at kurators betalingsanmodning skal modregnes i et modkrav, som hidrører fra den samme aftale som anmodningen, er denne modregningssituation da omfattet af artikel 4, stk. 2, litra d)?

5)      Skal forholdet mellem artikel 4, stk. 2, litra d), og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000 fortolkes således, at artikel 6, stk. 1, udelukkende finder anvendelse, hvis der i lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, ikke findes muligheder for modregning, eller kan artikel 6, stk. 1, også anvendes i andre tilfælde, f.eks. når der blot er en vis forskel i muligheden for modregning i henhold til de pågældende retsordener, eller når der ikke er nogen forskelle, men modregning alligevel nægtes i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt?«

22.      Der er indgivet skriftlige indlæg af Europa-Kommissionen og den spanske regering.

IV.    Bedømmelse

23.      Dette forslag til afgørelse er struktureret som følger. Jeg vil indlede med det første præjudicielle spørgsmål, idet jeg konkluderer, at insolvensforordningens artikel 4 ikke finder anvendelse for så vidt angår spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse på konkursboet for PPUB’s krav mod CeDe (herefter »hovedkravet«) (under A). Der er følgelig ikke behov for at tage stilling til det andet og det tredje spørgsmål. Jeg vil derefter forklare, hvorfor det fjerde og det femte spørgsmål efter overdragelsen af hovedkravet til KAN er hypotetiske og følgelig ikke kan antages til realitetsbehandling (under B). Jeg vil ikke desto mindre foretage en kort bedømmelse af disse spørgsmåls realitet med henblik på at vejlede Domstolen, såfremt den måtte fastslå, at disse spørgsmål kan antages til realitetsbehandling (under C).

A.      Det første spørgsmål: anvendelsen af insolvensforordningens artikel 4 på hovedkravet

24.      Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt insolvensforordningens artikel 4 omfatter det søgsmål, der er indledt af PPUB’s konkursbo. Såfremt dette er tilfældet, ønskes der med det andet og det tredje spørgsmål vejledning om de potentielle virkninger af det forhold, at kravet blevet overført til en anden juridisk enhed (KAN), og at denne enhed efterfølgende er gået konkurs.

25.      Det præcise anvendelsesområde for det første spørgsmål er imidlertid ikke fuldstændigt klart, hvilket afspejler sig i de forskellige fortolkninger af dette spørgsmål blandt de interesserede procesdeltagere, der har indgivet skriftlige indlæg.

26.      Kommissionen har opfattet det første spørgsmål således, at det henviser til det tidsmæssige anvendelsesområde for insolvensforordningens artikel 4. Der foretages følgelig i dens indlæg en gennemgang af, hvorvidt denne bestemmelse omfatter et krav, der udspringer af en aftale, der er indgået forud for indledningen af insolvensbehandlingen. Det er Kommissionens konklusion, at dette er tilfældet.

27.      Den spanske regering foretager en samlet behandling af det første, det fjerde og det femte spørgsmål. For så vidt angår det første spørgsmål har denne regering gjort gældende, at for så vidt som lex concursus regulerer betingelserne for at foretage modregning, finder lex concursus anvendelse på det søgsmål, der er blevet anlagt af konkursboet.

28.      Selv om jeg i princippet er enig i Kommissionens opfattelse af det tidsmæssige anvendelsesområde af insolvensforordningens artikel 4, er det min opfattelse, at det første spørgsmål er bredere.

29.      Den forelæggende ret ønsker således oplyst, hvorvidt reglerne om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, i insolvensforordningens artikel 4, omfatter et søgsmål som det, der er anlagt af PPUB’s konkursbo ved de svenske domstole.

30.      Hvordan skal »søgsmål« forstås i denne forbindelse? Spørgsmålet kan for det første forstås således, at det ønskes oplyst, hvorvidt insolvensforordningens artikel 4 finder anvendelse på PPUB’s konkursbos (oprindeligt kontraktlige) hovedkrav, der udgør grundlaget for dets søgsmål. Spørgsmålet kan for det andet forstås således, at det henviser til muligheden for, at insolvensforordningens artikel 4 finder anvendelse på visse (andre) aspekter af retssager, der er anlagt af konkursboet, som eksempelvis modregningskravet.

31.      Idet jeg vil indlede med den første (og ganske rigtigt mere plausible) opfattelse af det første spørgsmål, skal det som udgangspunkt bemærkes, at hovedkravet, der er genstand for det oprindelige søgsmål, der er anlagt af PPUB’s konkursbo, er et krav om betaling, der udspringer af kontraktforholdet mellem PPUB og CeDe. Der er ikke som sådan noget i dette krav ud over den omstændighed, at det er rejst af konkursboet for PPUB, der forbinder det med insolvensbehandlingen og dens virkninger som omhandlet insolvensforordningens artikel 4, stk. 1.

32.      I dens forelæggelsesafgørelse ønsker den nationale domstol nærmere bestemt vejledning om relevansen af Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af insolvensforordningens artikel 3 for så vidt angår kompetencespørgsmålet for insolvensbehandlingen. I henhold til denne retspraksis tillægger insolvensforordningens artikel 3, stk. 1, kun kompetence for så vidt angår søgsmål, der udspringer direkte af insolvensbehandlingen og har en tæt tilknytning dertil. Det afgørende kriterium i denne forbindelse »er således ikke den processuelle sammenhæng, som nævnte søgsmål indgår i, men søgsmålets retsgrundlag. I henhold til denne fremgangsmåde skal det undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger« (5).

33.      Det er korrekt, at det på baggrund af en fortolkning af insolvensforordningens artikel 3, sammenholdt med artikel 4, bliver åbenlyst, at denne forordning har til formål at bringe domstolene med international kompetence i overensstemmelse med den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen (6). Selv om denne generelle opfattelse ikke kan drages i tvivl, skal det anerkendes, at sammenfaldet mellem ius og forum ikke kan sikres i alle tilfælde, for så vidt som reglerne om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, i insolvensforordningen er relevante for retssager ud over dem, der kan kvalificeres som insolvensbehandlinger. Mens insolvensforordningens artikel 3, stk. 1, er begrænset til kompetencespørgsmålet i forbindelse med indledningen af insolvensbehandlingen, har artikel 4, stk. 1, således et bredere anvendelsesområde, idet den udpeger den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger.

34.      Det skal således tydeligt anerkendes, at Domstolens praksis om fortolkningen af insolvensforordningens artikel 3 ikke i alle aspekter automatisk kan overføres til fortolkningen af forordningens artikel 4. Sidstnævnte bestemmelse har et bredere anvendelsesområde.

35.      Idet dette spørgsmål er blevet præciseret, skal spørgsmålet om, hvorvidt insolvensforordningens artikel 4 finder anvendelse på hovedkravet i den foreliggende sag, besvares under hensyntagen til denne bestemmelses specifikke indhold. Insolvensforordningens artikel 4 indeholder hovedreglen om fastlæggelsen af den lovgivning, der finder anvendelse på »insolvensbehandlingen og dens virkninger«. I henhold til insolvensforordningens artikel 4, stk. 1, gælder, at det er konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder, medmindre andet er fastsat i forordningen (lex concursus). Endvidere indeholder forordningens artikel 4, stk. 2, »en ikke-udtømmende opregning af de forskellige punkter i insolvensbehandlingen, som er reguleret af lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes« (7), der bl.a. omfatter »på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning« [artikel 4, stk. 2, litra d)], og »insolvensbehandlingens virkning for ikke opfyldte aftaler, som skyldneren er part i« [artikel 4, stk. 2, litra e)].

36.      Den omstændighed, at insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, henviser til betingelserne for at foretage modregning og insolvensbehandlingens virkning for ikke opfyldte aftaler, kan efter min opfattelse ikke føre til, at ethvert krav vedrørende en aftale, hvor en aftalepart er genstand for insolvensbehandling (og/eller såfremt en modregning foretages i forhold til denne sagsøger), automatisk er omfattet af begrebet »insolvensbehandlingen og dens virkninger« med henblik på fastlæggelsen af, hvilken bestemmelse der fastlægger den lovgivning, der finder anvendelse. Selve den omstændighed, at det er konkursboet, der har anlagt et sådant søgsmål, ændrer ikke efter min opfattelse denne konklusion (8).

37.      En sag som den foreliggende viser meget tydeligt, hvorfor enhver anden konklusion ville føre til uforudsigelige eller ligefrem bizarre resultater. Den lovgivning, der finder anvendelse på det kontraktlige krav, ville ikke alene afvige fra det, som parterne har aftalt, men den ville ligeledes ændre sig gentagne gange som følge af efterfølgende overdragelser og/eller som følge af, at erhververne selv bliver genstand for insolvensbehandling. Samtlige sådanne ændringer i den lovgivning, der finder anvendelse, ville være baseret på begivenheder, der ikke alene lå efter aftaleindgåelsen og valget af den lovgivning, der finder anvendelse, men som endvidere stort set er uden sammenhæng med aftalen. Dette kan endvidere alt sammen finde sted, mens sagen verserer ved samme domstol.

38.      Det er under disse omstændigheder min opfattelse, at insolvensforordningens artikel 4 skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på fastlæggelsen af den lovgivning, der finder anvendelse på et hovedkrav, der er genstand for et søgsmål, der er anlagt ved domstolene i en medlemsstat af konkursboet for et selskab, der er under insolvensbehandling i en anden medlemsstat, når dette søgsmål vedrører betaling fra et andet selskab, der udspringer af kontraktlige forpligtelser, der er indgået forud for denne konkurs.

39.      I lyset af dette svar er det ikke nødvendigt at tage stilling til det andet og det tredje spørgsmål fra den forelæggende ret. For så vidt som de spørgsmål, der generelt rejses ved disse spørgsmål, imidlertid er relevante i forbindelse med bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt det fjerde og det femte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, vil jeg i afsnit B af dette forslag til afgørelse foretage en behandling af virkningen af overdragelsen af PPUB’s hovedkrav til KAN og sidstnævnte selskabs efterfølgende konkurs.

40.      Som det fremhæves i punkt 30 i dette forslag til afgørelse, er en anden opfattelse af det første spørgsmål endelig endvidere mulig. I henhold til denne opfattelse henviser det første spørgsmål til muligheden for en konklusion om, at insolvensforordningens artikel 4 finder anvendelse på visse aspekter af sagen, der er indledt ved konkursboets søgsmål som eksempelvis modregningskravet. Følgelig ville det første spørgsmål ikke (helt eller delvist) omhandle en ændring i den lovgivning, der finder anvendelse på det kontraktretlige hovedkrav, men potentielt (endvidere) en ændring, der finder anvendelse på de øvrige elementer af søgsmålet.

41.      Såfremt denne opfattelse af det første spørgsmål er korrekt, da ville det første spørgsmål reelt overlappe med indholdet af det fjerde spørgsmål, som jeg vil behandle i afsnit C.1 i dette forslag til afgørelse. Det er her tilstrækkeligt at anføre, at den omstændighed, at hovedsagen ikke selv er en insolvensbehandling, generelt ikke er til hinder for, at insolvensforordningens artikel 4 kan være relevant for visse aspekter af denne sag.

42.      Denne bestemmelse fastlægger den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger. Den omstændighed, at insolvensbehandlingen som omhandlet i insolvensforordningens artikel 1, stk. 1, er blevet indledt, betyder, at en af parternes status har ændret sig. Dette kan selvsagt have konsekvenser (og i denne forstand have virkninger) i andre retssager. Dette bekræftes ved insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, når bestemmelsen henviser til de virkninger, som insolvensbehandlingen kan have på andre retssager som eksempelvis insolvensbehandlingens virkninger »på individualforfølgningsforanstaltninger bortset fra verserende retssager« (9). Der findes i denne forbindelse yderligere eksempler i retspraksis. I dommen i sagen Senior Home opstod eksempelvis spørgsmålet om, hvilken lovgivning der finder anvendelse (navnlig fortolkningen af insolvensforordningens artikel 5 om den lovgivning, der finder anvendelse på tinglige rettigheder) uden for insolvensbehandlingen (og den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen blev indledt) (10).

B.      Det fjerde og det femte spørgsmål: formaliteten

43.      Med det fjerde spørgsmål ønskes i det væsentlige oplyst, hvorvidt den modregning, der blev foretaget af CeDe mod kravet om betaling, der blev rejst af PPUB’s konkursbo, og som udspringer af den samme aftale, er omfattet af insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra d).

44.      Dette spørgsmål forudsætter følgelig, at modregningen foretages mod et krav, der er blevet rejst af konkursboet for et selskab, der er genstand for insolvensbehandling. Som den forelæggende ret imidlertid har forklaret i anmodningen om præjudiciel afgørelse, er det hovedkrav, der oprindeligt blev rejst af PPUB’s konkursbo, i mellemtiden blevet overdraget. Følgelig behandles kravet om modregning nu inden for rammerne af retssagen mellem CeDe og KAN.

45.      Spørgsmålet om overdragelse, der er blevet rejst af den forelæggende ret i det andet spørgsmål for så vidt angår hovedkravet (11), er relevant for bedømmelsen af det fjerde og det femte spørgsmål, der omhandler anvendelsen af insolvensforordningens artikel 4 og 6 på kravet om modregning.

46.      Som Kommissionen med rette har fremhævet, rejser overdragelsen af hovedkravet tvivl for så vidt angår behovet for at besvare det fjerde og det femte spørgsmål. Som der erindres om i punkt 35 i dette forslag til afgørelse, finder bestemmelserne i insolvensforordningen om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, og navnlig forordningens artikel 4 anvendelse på spørgsmål vedrørende selve insolvensbehandlingen og dens virkninger, som det præciseres yderligere ved bestemmelsens stk. 2.

47.      Med dette for øje betyder overdragelse af et krav, der tidligere tilkom et insolvent selskab som PPUB (eller dets konkursbo) til en (i første omgang solvent) tredjepart, at insolvensbehandlingen ikke længere vil have nogle virkninger i denne forbindelse. Uagtet det potentielle omfang af fortolkningen af disse ord kan jeg følgelig i overensstemmelse med det svar, der foreslås af Kommissionen for så vidt angår det andet spørgsmål vedrørende overdragelsen af kravet, ikke se, hvordan bestemmelserne i insolvensforordningen, vedrørende hvilken lovgivning der finder anvendelse, herunder artikel 4, stk. 2, litra d), og artikel 6, stk. 1, er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, eftersom kravet som følge af overdragelsen ikke længere er forbundet med insolvensbehandlingen.

48.      Den nye kreditors (KAN’s) efterfølgende konkurs berører ikke dette resultat i den foreliggende sag. I henhold til oplysningerne fra den forelæggende ret har konkursboet i insolvensbehandlingen for så vidt angår KAN ikke overtaget KAN’s krav mod CeDe med den konsekvens, at KAN under sagen for den forelæggende ret handler i sit eget navn. Dette betyder, at dette krav ikke er blevet inddraget i en anden konkursmasse, og at det ikke kan berøre KAN’s konkursbo som administreret af selskabets konkursbo. Følgelig synes det omhandlede krav om modregning ikke længere at være omfattet af nogen verserende insolvensbehandling og er følgelig ikke omfattet af anvendelsesområdet for insolvensforordningen.

49.      Henset hertil, og uagtet hvorvidt CeDes krav om modregning i første omgang ville have været omfattet af anvendelsesområdet for insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra d) (12), skal det konkluderes, at CeDes krav om modregning som følge af overdragelsen af PPUB’s hovedkrav til KAN ikke længere berøres af insolvensbehandlingen. Jeg kan følgelig ikke se, hvordan et svar fra Domstolen på det fjerde spørgsmål kan vejlede den nationale domstol i forbindelse med, at den træffer afgørelse i hovedsagen. Det fjerde spørgsmål fra den forelæggende ret skal i det omfang, det henviser til anvendelsen af insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra d), for så vidt angår et krav om modregning foretaget i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt af PPUB’s konkursbo, anses for hypotetisk og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling (13).

50.      Det femte spørgsmål fra den forelæggende ret, der omhandler forholdet mellem artikel 4, stk. 2, litra d), og insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, og de specifikke situationer, som artikel 6, stk. 1, finder anvendelse på, må lide samme skæbne.

51.      Følgelig er det fjerde og det femte spørgsmål i den foreliggende sags specifikke kontekst hypotetiske og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling.

C.      Alternativ bedømmelse: det fjerde og det femte spørgsmål (realiteten)

52.      Jeg vil med henblik på fuldt ud at vejlede Domstolen, såfremt den måtte nå en anden konklusion for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det fjerde og det femte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, kort konkludere ved at foretage en behandling af de materielle spørgsmål, der rejses i disse spørgsmål i den resterende del af dette forslag til afgørelse. Jeg skal imidlertid fremhæve, at forelæggelsesafgørelsen indeholder ganske ufuldstændige faktiske og retlige rammer. Dette gør nødvendigvis min alternative bedømmelse kort og abstrakt, idet det er ganske uklart for mig, hvad den præcise karakter af problemet ved den nationale domstol er.

1.      Det fjerde spørgsmål: fortolkningen af artikel 4, stk. 2, litra d)

53.      Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt den modregning, som CeDe har påberåbt sig i kravet fra PPUB’s konkursbo, er omfattet af insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra d).

54.      Det skal som udgangspunkt bemærkes, at selv om insolvensforordningens artikel 4 (således som det præciseres i besvarelsen af det første spørgsmål) ikke regulerer den lovgivning, der finder anvendelse på hovedkravet, er dette som anført i punkt 41 og 42 i dette forslag til afgørelse ikke til hinder for, at denne bestemmelse ikke desto mindre kan være relevant for så vidt angår visse andre elementer af denne sag, herunder muligheden og betingelserne for et krav om modregning. Insolvensbehandlingen kan have en virkning på muligheden for at foretage en sådan modregning mod den insolvente part.

55.      Insolvensforordningens artikel 4 udgør lex specialis for så vidt angår hovedreglen i artikel 17 i Rom I-forordningen (14), hvorefter gælder, at »[h]ar parterne ikke aftalt ret til modregning, er modregning underlagt den lov, der skal anvendes på den fordring, i forhold til hvilken retten til modregning gøres gældende«.

56.      Det er uanset, at hovedkravet reguleres af lovgivningen i en medlemsstat, følgelig fortsat muligt i henhold til den særlige regel i insolvensforordningens artikel 4, at modregningen kan være underlagt lovgivningen i en anden medlemsstat.

57.      Uagtet at forelæggelsesafgørelsen antyder, at det fjerde spørgsmål kun stilles i tilfælde af et bekræftende svar på det første spørgsmål (dvs. såfremt artikel 4 finder anvendelse på hovedkravet), deler jeg følgelig ikke den opfattelse, at modregningen lider samme skæbne som hovedkravet.

58.      Trods ovenstående præcisering skal der imidlertid fortsat tages stilling til det præcise omfang af det fjerde spørgsmål. Et krav som det, der er rejst af CeDe mod hovedkravet, kræver således, at den national domstol fastlægger i) det materielle grundlag for kravet for så vidt angår den manglende opfyldelse af de kontraktlige forpligtelser og ii) betingelserne for modregning. Dette andet lag kan omfatte forskellige forhold afhængig af, hvorvidt det nationale system foretager en differentiering mellem betingelserne for, at der eksisterer en ret til modregning, og hvorvidt denne kan gennemføres i henhold til konkursreglerne. Selv om det er klart, at artikel 4, stk. 2, litra d), ikke omhandler spørgsmål for så vidt angår det materielle grundlag, der kan opstå under i) (15), der vil blive fastlagt ved den lovgivning, der finder anvendelse på aftalen som aftalt mellem parterne, er det ikke umiddelbart åbenlyst, hvilke aspekter af ii) der er omfattet af forordningens artikel 4, stk. 2, litra d).

59.      Ordlyden af insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra d), er langt fra klar i denne forbindelse. Visse sprogversioner antyder tilsyneladende, at indholdet af denne bestemmelse er betingelserne for, at modregninger kan »foretages« (hvorved der følgelig synes at være tale om muligheden for at påberåbe sig dem i forbindelse med insolvensbehandlingen) (16), hvorimod andre sprogversioner alene henviser til betingelserne for modregning, hvilket kan fortolkes således, at de tillige omfatter de materielle betingelser for modregning (17).

60.      Denne tvivl har givet anledning til drøftelser i den juridiske litteratur om fortolkningen af insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra d). Der synes at være tre tilgange til dette spørgsmål. I henhold til den første fortolkning er spørgsmålet om, hvorvidt der eksisterer en ret til modregning, et indledende spørgsmål, der er underlagt den lovgivning, der finder anvendelse på hovedkravet, og artikel 4, stk. 2, litra d), finder således kun anvendelse på den processuelle mulighed for at påberåbe sig modregning under insolvensbehandlingen. I henhold til den anden fortolkning omfatter artikel 4, stk. 2, litra d), den lovgivning, der finder anvendelse på selve retten til modregning. I henhold til den tredje fortolkning afhænger det specifikke anvendelsesområde for artikel 4, stk. 2, litra d), af lex concursus. Dette giver mulighed for, at artikel 4, stk. 2, litra d), forbliver neutral og ikke giver fortrinsstilling for nogle nationale systemer frem for andre (18).

61.      Der skal tages stilling til dette spørgsmål under hensyntagen til den særlige karakter af modregning. Domstolen har fastslået, at modregningen indebærer, »at to forpligtelser, der består gensidigt mellem to personer, ophører samtidigt«(19). Den er samtidig og for begge de involverede parter en betalingsform (indfrielse af en forpligtelse) og en form for håndhævelse: Ved at foretage modregning tvinger en part sin skyldner til at betale (20). Dette betyder, at modregninger i forbindelse med insolvensbehandlinger direkte berører par conditio creditorum, idet kreditorer, der har krav om modregning, kan opnå fuldstændig opfyldelse af deres krav uden for insolvensbehandlingen. Under hensyntagen til denne faktiske omstændighed har de nationale retssystemer i de forskellige medlemsstater indtaget en anden og til tider ganske modsatrettet opfattelse for så vidt angår modregning i forbindelse med insolvens ved enten at indtage en beskyttende holdning for så vidt angår den individuelle kreditor (vedrørende modregning som en form for garanti) eller for så vidt angår samtlige den insolvente skyldners debitorer (der begrænser modregninger med henvisning til princippet om pari passu) (21).

62.      I lyset af både de modsatrettede retlige rammer for modregning i forbindelse med insolvens i de forskellige medlemsstater og de forskellige rationaler, der ligger bag disse systemer, er det min opfattelse, at den tredje tilgang, der er beskrevet ovenfor, rent praktisk er mere rimelig. Det specifikke anvendelsesområde for artikel 4 for så vidt angår modregning udspringer af samlet fortolkning af insolvensforordningens artikel 4, stk. 1 og 2. Mens forordningens artikel 4, stk. 1, fastlægger hovedreglen om, at den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger, skal fastlægges i henhold til lex concursus, indeholder artikel 4, stk. 2, en ikke-udtømmende liste over disse virkninger, der bl.a. omfatter »d) på hvilke betingelser der kan foretages gyldig modregning«. Dette tyder på, at såfremt lex concursus fastlægger, at insolvensen har visse virkninger på modregninger, er disse virkninger underlagt denne lovgivning. I nationale systemer, hvor modregning fungerer som en virkning af selve insolvensen, vil den følgelig som sådan være omfattet af forordningens artikel 4.

63.      Når det er sagt, vil jeg ikke desto mindre fraråde Domstolen at tage stilling til dette spørgsmål i forbindelse med den foreliggende sag. De spørgsmål, der rejses ved det fjerde og det femte spørgsmål, stikker meget dybere. De fortjener en korrekt og fuldt oplyst retlig behandling og ikke en flygtig kommentar i en situation, hvor de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for de rejste spørgsmål, samt relevansen af disse spørgsmål er uklare.

2.      Det femte spørgsmål: fortolkning af artikel 6, stk. 1

64.      Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret en præcisering af insolvensforordningens artikel 6, stk. 1. Den nationale domstol nærer tvivl om det præcise anvendelsesområde for insolvensforordningens artikel 6, stk. 1: Finder den kun anvendelse, såfremt modregning ikke er mulig i henhold til lex concursus? Finder den endvidere anvendelse, såfremt der er visse forskelle mellem mulighederne for modregning i lex concursus og den lovgivning, der finder anvendelse på hovedkravet? Finder den anvendelse, selv hvis der ikke er nogen forskelle med hensyn til lovgivningen, men hvor en modregning er blevet nægtet i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt?

65.      Insolvensforordningens artikel 6 hviler på den såkaldte model om »svækket universalitet« i insolvensforordningen, hvorefter »på den ene side følger, at den lovgivning, der finder anvendelse på hovedinsolvensbehandlingen og dennes virkninger, er lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område denne insolvensbehandling er indledt, mens nævnte forordning på den anden side fastsætter en række undtagelser til denne regel« (22). Som fremhævet i 24. betragtning til insolvensforordningen har indførelsen af en række undtagelser fra denne hovedregel til formål at beskytte berettigede forventninger og omsætningssikkerheden i andre medlemsstater end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt.

66.      Det specifikke rationale, der inspirerede undtagelsen om modregning, præciseres yderligere ved 26. betragtning til insolvensforordningen, hvorefter forordningens artikel 6 er udformet med henblik på at tage stilling til situationer, hvor modregning ikke er tilladt i henhold til lex concursus. Under sådanne omstændigheder kan kreditoren alligevel »være berettiget til modregning, hvis modregning er mulig efter den lovgivning, som gælder for den insolvente skyldners fordring«. Denne betragtning forklarer yderligere grundlaget for denne undtagelse: Modregninger bliver således »reelt en form for garanti baseret på retsforskrifter, som den pågældende kreditor kan sætte sin lid til, når fordringen opstår«.

67.      Det fremgår følgelig af en ordlydsmæssig og systematisk fortolkning, at insolvensforordningens artikel 6 (som andre specifikke bestemmelser som eksempelvis artikel 5) fungerer som en undtagelse for så vidt angår forordningens artikel 4. Insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, »korrigerer« således hovedreglen i artikel 4 (der fastlægger hovedreglen om lex concursus) med henblik på at bevare retssikkerheden for de kreditorer, der ville have haft en ret til modregning i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på den insolvente skyldners krav (23).

68.      Spørgsmålet fra den forelæggende ret kan i denne forbindelse sammenfattes til et spørgsmål om, hvorvidt det forhold, at modregning ikke er tilladt i lex concursus i henhold til insolvensforordningens artikel 4, skal behandles konkret eller abstrakt med henblik på at udløse anvendelsen af undtagelsen i forordningens artikel 6, stk. 1.

69.      Den forelæggende ret har fremhævet tre mulige fortolkninger: Artikel 6 kan fortolkes således, at den finder anvendelse a) i situationer, hvor krav om modregning ikke er tilladt i lex concursus, eller b) i situationer, hvor den er tilladt under andre betingelser, eller endog c) i situationer, hvor modregning efter anvendelsen af betingelserne for modregning, der kan være identiske, ikke er tilladt i en særlig situation.

70.      Kommissionen er af den opfattelse, at insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, som følge af dens funktion som garanti finder anvendelse, uagtet om lex concursus generelt eller i en særlig situation ikke tillader fyldestgørelse ved hjælp af modregning. Den spanske regering har omvendt tilsyneladende argumenteret til støtte for, at såfremt lex concursus (på nogen måde) tillader modregning, da er det den lovgivning, der finder anvendelse, uden nogen mulighed for at anvende undtagelsen i insolvensforordningens artikel 6, stk. 1.

71.      Jeg deler Kommissionens opfattelse.

72.      Insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, bestemmer for det første, at »[i]ndledningen af insolvensbehandlingen berører ikke en kreditors ret til at kræve sin fordring modregnet […] når den lovgivning, der gælder for den insolvente skyldners fordring, tillader en sådan modregning« (24). Henvisningen til den omstændighed, at »[retten] til at kræve sin fordring modregnet« ikke berøres, tyder på, at denne ret til at kræve modregning i fordringer allerede eksisterer i et specifikt tilfælde.

73.      Formålet med insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, om beskyttelse af retssikkerheden i kommercielle transaktioner, der fremgår af 26. betragtning, kan for det andet kun opfyldes, såfremt der in concreto tages stilling til målestokken for, om modregningen ikke er tilladt. Med henblik på at opfylde sin funktion som »garanti« skal insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, finde anvendelse, såfremt den lovgivning, der finder anvendelse på den insolvente skyldners krav, ville have tilladt en sådan modregning i det specifikke tilfælde.

74.      Sammenfattende gælder, at ved anvendelsen af en tilgang, der fokuserer på de konkrete udfald ved de respektive modstridende lovgivninger i det enkelte tilfælde, skal den målestok, der skal anvendes, spore sig ind på den specifikke løsning, som ville være fremkommet i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på hovedkravet (herunder konkurslovgivningen).

75.      Dette betyder, at insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, ikke alene finder anvendelse, såfremt lex concursus fuldstændig udelukker muligheden for at anvende modregning, men endvidere i tilfælde, hvor de specifikke betingelser for adgang til modregning er forskellige, således at modregning ikke ville være mulig i det enkelte tilfælde i henhold til lex concursus, hvorimod den ville have været mulig i henhold til den lovgivning, der finder anvendelse på hovedkravet. For at insolvensforordningens artikel 6, stk. 1, ikke finder anvendelse, skal der med andre ord være »materiel lighed« mellem de to regelsæt, således at lex concursus fortsat finder anvendelse. Selve den omstændighed, at lex concursus under visse betingelser tillader muligheden for modregning, er følgelig ikke til hinder for anvendelsen af insolvensforordningens artikel 6, stk. 1.

76.      Endelig omhandler det sidste underspørgsmål fra den forelæggende ret den situation, hvor reglerne i lex concursus og lex causae svarer til hinanden, men hvor deres anvendelse i det enkelte tilfælde fører til forskellige konklusioner.

77.      Beskrivelsen af de faktiske omstændigheder fra den forelæggende ret er endnu en gang desværre meget sparsom i denne forbindelse. Det fremgår af de eneste oplysninger, der gives, at konkursboet afviste kravet om modregning inden for rammerne af insolvensbehandlingen uden at angive de underliggende grunde. Uden de specifikke faktiske omstændigheder, der ligger til grund for dette spørgsmål, samt nogen indikation for så vidt angår indholdet af lex concursus eller den lovgivning, som hovedkravet er underlagt, er det min opfattelse, at Domstolen ikke har de nødvendige elementer til at give et svar på dette spørgsmål.

78.      Det skal som en endelig og afsluttende betragtning under alle omstændigheder fremhæves, at hovedinsolvensbehandlingen i henhold til insolvensforordningens artikel 16 i en medlemsstat skal anerkendes i alle øvrige medlemsstater, og at forordningens artikel 25 udvider denne anerkendelsesregel til også at omfatte alle afgørelser vedrørende insolvensbehandlingens gennemførelse og afslutning (25).

V.      Forslag til afgørelse

79.      I lyset af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det første præjudicielle spørgsmål fra Högsta domstolen (øverste domstol, Sverige) som følger:

»Artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på fastlæggelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse på et krav, der er genstand for et søgsmål, der er anlagt ved domstolene i en medlemsstat af konkursboet for et selskab, der er genstand for insolvensbehandling i en anden medlemsstat, hvor der under dette søgsmål kræves betaling fra et andet selskab på grundlag af kontraktlige forpligtelser, der blev indgået forud for denne insolvens.«


1 –      Originalsprog: engelsk.


2 –      Rådets forordning af 29.5.2000 (EFT 2000, L 160, s. 1) (herefter »insolvensforordningen«).


3 –      Som fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6) (herefter »Rom I-forordningen«).


4 –      I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12.12.2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure (EUT 2006, L 399, s 1).


5 –      Jf. senest dom af 6.2.2019, NK (C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 26 og 28 og den deri nævnte retspraksis).


6 –      Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse NK (kurator i konkursboerne efter PI) (C-535/17, EU:C:2018:850, punkt 90). Dette fører i mange tilfælde til et sammenfald mellem kompetence og den lovgivning, der finder anvendelse. Såfremt en bestemmelse henføres under insolvensretten med henblik på fastlæggelsen af international kompetence i henhold til insolvensforordningens artikel 3, kan denne konklusion navnlig endvidere være relevant med henblik på fastlæggelsen af, hvorvidt et forhold er omfattet af den lovgivning, der finder anvendelse på insolvensbehandlingen og dens virkninger som omhandlet i forordningens artikel 4, stk. 1. Jf. i denne retning dom af 10.12.2015, Kornhaas (C-594/14, EU:C:2015:806, præmis 17).


7 –      Dom af 21.1.2010, MG Probud Gdynia (C-444/07, EU:C:2010:24, præmis 25).


8 –      Domstolen har ligeledes i forbindelse med kompetence som fastlagt ved insolvensforordningens artikel 3, stk. 1, fastslået, at »[d]en omstændighed, at der efter indledningen af en insolvensbehandling fremsættes krav af den kurator, der er blevet udpeget i forbindelse med denne insolvensbehandling, og at sidstnævnte handler i kreditorernes interesse, ændrer nemlig for det første ikke i det væsentlige karakteren af dette krav, som er uafhængigt af en insolvensprocedure, og som fortsat er underlagt de almindelige retsregler for så vidt angår realiteten«. Dom af 6.2.2019, NK (C-535/17, EU:C:2019:96, præmis 29). Jf. i denne retning dom af 10.9.2009, German Graphics Graphische Maschinen (C-292/08, EU:C:2009:544, præmis 33). Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse NK (kurator i konkursboerne efter PI) (C-535/17, EU:C:2018:850, punkt 60). Jf. imidlertid for så vidt angår grænserne for overførelsen af Domstolens praksis om insolvensforordningens artikel 3, stk. 1, til fortolkningen af forordningens artikel 4, stk. 1, punkt 32-34 i dette forslag til afgørelse.


9 –      Insolvensforordningens artikel 4, stk. 2, litra f).


10 –      Dom af 26.10.2016 (C-195/15, EU:C:2016:804).


11 –      Eftersom insolvensforordningen ikke regulerer den lovgivning, der finder anvendelse på hovedkravet, skal der ikke tages stilling til dette spørgsmål. Jf. punkt 39 i dette forslag til afgørelse.


12 –      Jeg mener, at dette meget vel kan have været tilfældet, som jeg forklarer i mit svar på det fjerde spørgsmål, der gives som et alternativ i afsnit C.1 i det foreliggende forslag til afgørelse.


13 –      I henhold til fast retspraksis »er begrundelsen for et præjudicielt spørgsmål dog ikke, at Domstolen skal afgive responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der foreligger et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist, der vedrører EU-retten«. Jf. eksempelvis dom af 7.11.2013, Romeo (C-313/12, EU:C:2013:718, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).


14 –      Jf. i denne retning dom af 16.4.2015, Lutz (C-557/13, EU:C:2015:227, præmis 46) og af 8.6.2017, Vinyls Italia (C-54/16, EU:C:2017:433, præmis 29).


15 –      Baseret på den antagelse, at det faktisk var CeDe, der havde rejst et modkrav mod PPUB. Retssagens nærmere struktur afhænger generelt af national ret og måden, hvorpå kravet om modregning blev rejst på det nationale plan i den enkelte sag (uanset hvorvidt det er som en parallel til hovedkravet, et modkrav eller en indsigelse). Med henblik på den foreliggende sag er det imidlertid klart, at begge (materielle) krav vedrørende (manglende) opfyldelse af aftalen, der er blevet rejst af henholdsvis PPUB og CeDe uanset i hvilken form, ville blive reguleret af samme lovgivning (svensk ret) som lovgivningen for den oprindelige aftale.


16 –      Eksempelvis: EN: »the conditions under which set-offs may be invoked«; ES: »las condiciones de oponibilidad de una compensación«; DE: »die Voraussetzungen für die Wirksamkeit einer Aufrechnung«; FR: »les conditiones d'opposabilité d'une compensation«; IT: »le condizioni di opponibilità della compensazione«; NL: »onder welke voorwaarden een verrekening kan worden tegengeworpen«; PT: »As condições de oponibilidade de uma compensação«.


17 –      Eksempelvis: CS: »podmínky, za kterých může dojít k započtení pohledávek«; EL: »οι προϋποθέσεις συμψηφισμού«; FI: »kuittauksen edellytykset«; SV: »förutsättningarna för kvittning«.


18 –      Disse drøftelser opsummeres eksempelvis af Pannen og Riedermann, »Article 4. Law applicable« i K. Pannen (red.), European Insolvency Regulation, De Gruyter Recht, Berlin, 2007 s. 225, F.J. Garcimartín Alférez, »El Reglamento de Insolvencia: una aproximación general« i Cuadernos de derecho judicial, nr. 4, 2001, s. 229-352, på s. 286 ff., og til støtte for den tredje fortolkning M. Virgós og F. Garcimartín Alférez, The European Insolvency Regulation: Law and Practice, Kluwer Law International, Haag, 2004, s. 112 ff.


19 –      Dom af 10.7.2003, Kommissionen mod CCRE (C-87/01 P, EU:C:2003:400, præmis 59).


20 –      P. Pichonnaz og L. Gullifer, Set-Off in Arbitration and Commercial Transactions, Oxford University Press, Oxford, 2014, s. 72, punkt 4.10.


21 –      Jf. generelt om de forskellige systematiske tilgange til modregning i forbindelse med konkurs R. Zimmermann, Comparative Foundations of a European Law of Set-off Law and Prescription, Cambridge University Press, Cambridge, 2002, og W. Johnston, T. Werlen og F. Link, Set-Off Law and Practice: An International Handbook, 3. udg., Oxford University Press, Oxford, 2018.


22 –      Jf. analogt dom af 26.10.2016, Senior Home (C-195/15, EU:C:2016:804, præmis 17), og generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse i sagen (C-195/15, EU:C:2016:369, punkt 21-23).


23 –      Jf. ligeledes M. Virgós og E. Schmit, Report on the Convention on Insolvency Proceedings af 3.5.1996 (Rådet for Den Europæiske Unions dokument nr. 6500/96, DRS 8 (CFC)), punkt 110: »Modregning bliver på denne måde i det væsentlige en form for garanti, der er underlagt en lovgivning, som den pågældende kreditor kan støtte sig på tidspunktet for aftaleindgåelsen eller kravets opståen.«


24 –      Min fremhævelse.


25 –      Dom af 22.11.2012, Bank Handlowy og Adamiak (C-116/11, EU:C:2012:739, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).