Language of document : ECLI:EU:C:2019:445

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. BOBEK

fremsat den 23. maj 2019(1)

Sag C-239/18

Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH

mod

Freistaat Thüringen

(anmodning om præjudiciel afgørelse fra Thüringer Oberlandesgericht (den regionale appeldomstol i Thüringen, Tyskland))

»Præjudiciel afgørelse – plantesorter – beskyttelsessystem – artikel 14, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2100/94 og artikel 11 i forordning (EF) nr. 1768/95 – landbrugeres anvendelse af høstudbyttet – officielle organer beskæftiget med overvågningen af landbrugsproduktionen – begreb – forpligtelse til at give oplysninger til indehaveren af EF-sortsbeskyttelsen – anvendelsesområde – indholdet af anmodningen om oplysninger – arter eller sorter – undtagelser fra pligten til at give oplysninger – ekstra indsats eller omkostninger forbundet med opgaven med at hente oplysninger i en database«






I.      Indledning

1.        Saatgut-Treuhandverwaltungs GmbH (herefter »appellanten«) repræsenterer et antal virksomheder, der forædler såsæd, og som besidder rettigheder til plantesorter. I henhold til EU-retten kan sorter af planteslægter og -arter være genstand for EF-sortsbeskyttelse. Indehavere af disse intellektuelle ejendomsrettigheder har ret til at modtage vederlag som kompensation for brug af de beskyttede sorter. I denne henseende har indehavere af sorter ret til efter anmodning at modtage bestemte oplysninger fra landbrugere, forarbejdningstjenester eller officielle organer, der deltager i kontrollen med landbrugsproduktionen for at kunne håndhæve deres ret til vederlag.

2.        I Schulin-dommen (2)og Brangewitz-dommen (3) tog Domstolen stilling til typen og omfanget af de oplysninger, som indehavere af beskyttede plantesorter kan anmode om fra henholdsvis landbrugere og forarbejdningstjenester. I den foreliggende sag anmodes Domstolen om at supplere billedet med hensyn til anmodninger fra indehavere til officielle organer: I hvilket omfang kan en indehaver af en beskyttet sort indhente (hvilken type af) information fra (hvilke) officielle organer for at håndhæve sin ret til vederlag?

II.    EU-retlige bestemmelser

A.      Grundforordningen

3.        Artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 af 27. juli 1994 om EF-sortsbeskyttelse (4) (herefter »grundforordningen«) er formuleret som følger:

»I denne forordning forstås ved »sort« en bestand af planter inden for en enkelt botanisk taksionomisk gruppe af lavest kendte rang […]«

4.        Det bestemmes i artikel 13, stk. 2, at »[u]den at dette indskrænker anvendelsen af artikel 15 og 16, kræver følgende handlinger tilladelse fra indehaveren, hvis der benyttes sortsbestanddele eller udbytte af den beskyttede sort, i det følgende under ét benævnt »materiale«: a) produktion eller reproduktion (formering) […]«.

5.        Grundforordningens artikel 14 har overskriften »Undtagelser fra EF-sortsbeskyttelsen«. Den fastlægger i stk. 1, at »[u]anset artikel 13, stk. 2, og med det formål at opretholde landbrugsproduktionen, er det tilladt landbrugere med henblik på formering på marken på deres egne bedrifter at anvende udbytte, som de har tilvejebragt ved på deres egne bedrifter at plante formeringsmateriale af en sort, bortset fra hybrider og syntetiske sorter, der er omfattet af EF-sortsbeskyttelse.«

6.        Grundforordningens artikel 14, stk. 2, præciserer, at bestemmelserne i stk. 1 kun finder anvendelse på de plantearter, som er anført heri.

7.        Den centrale bestemmelse, artikel 14, stk. 3, er affattet således:

»Inden forordningen træder i kraft, fastsættes de nærmere regler for håndhævelsen af undtagelsen i stk. 1 og for beskyttelsen af planteforædlernes og landbrugernes legitime interesser i gennemførelsesbestemmelser i medfør af artikel 114 på grundlag af følgende kriterier:

–        der må ikke være kvantitative restriktioner på bedriftsniveau i det omfang, det er nødvendigt for bedriftens behov

–        det skal være tilladt landbrugeren selv at forarbejde eller at få forarbejdet høstudbyttet med henblik på udsåning, idet medlemsstaterne dog kan fastsætte visse begrænsninger for tilrettelæggelsen af forarbejdningen af det pågældende høstudbytte, specielt for at sikre, at det produkt, der indleveres til forarbejdning, er identisk med det forarbejdede produkt

–        små landbrugere skal ikke betale vederlag til indehaveren; ved små landbrugere forstås

–        for så vidt angår de plantearter, der er anført i stk. 2, og på hvilke Rådets forordning (EØF) nr. 1765/92 af 30. juni 1992 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder [(EFT 1992, L 181, s. 12)] finder anvendelse, landbrugere, der dyrker planter på et areal, der ikke overstiger det areal, som det kræver at producere 92 tons korn; ved beregning af arealet finder artikel 8, stk. 2, i nævnte forordning anvendelse.

–        for så vidt angår de øvrige plantearter, der er anført i stk. 2, landbrugere, der opfylder tilsvarende passende kriterier

–        andre landbrugere skal betale indehaveren et rimeligt vederlag, som skal være betydeligt lavere end det beløb, der opkræves for en licens til produktion af formeringsmateriale af samme sort i samme område; dette rimelige vederlag kan ændre størrelse i tidens løb under hensyntagen til, i hvor stort omfang undtagelsen i stk. 1 finder anvendelse for den pågældende sort

–        det påhviler alene indehaverne at kontrollere, at bestemmelserne i denne artikel eller bestemmelser, der er vedtaget i medfør heraf, overholdes; de kan ved tilrettelæggelsen af kontrollen ikke få bistand fra officielle organer

–        indehaveren skal efter anmodning have relevante oplysninger fra landbrugere og leverandører af forarbejdningstjenesteydelser; officielle organer, der deltager i kontrollen med landbrugsproduktionen, kan ligeledes stille relevante op[ly]sninger til rådighed, hvis de har fået disse oplysninger som led i den normale udførelse af deres opgaver, og det ikke medfører ekstra byrder eller udgifter. For så vidt angår personoplysninger indskrænker disse bestemmelser på ingen måde Fællesskabets og medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling og fri udveksling af personoplysninger.«

B.      Gennemførelsesforordningen

8.        Artikel 11 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1768/95 af 24. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende landbrugsundtagelsen i artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse (5) (herefter »gennemførelsesforordningen«) bestemmer at:

»1. En anmodning om oplysninger om den faktiske anvendelse til udsåning af materiale af særlige arter eller sorter eller om resultaterne af en sådan anvendelse, som en indehaver retter til et officielt organ, skal fremsættes skriftligt. I en sådan anmodning skal indehaveren angive sit navn og sin adresse, den eller de sorter han er interesseret i oplysninger om, og arten af de oplysninger, han ønsker. Vedkommende skal også forelægge bevis for sin EF-beskyttelse.

2. Det officielle organ må kun tilbageholde de oplysninger, der er anmodet om, på nedenstående betingelser, idet anvendelsen af artikel 12 dog ikke derved indskrænkes:

– hvis det ikke er beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen, eller

– hvis det ifølge EF-bestemmelser eller medlemsstaternes bestemmelser om fortrolighed med hensyn til offentlige organers aktiviteter ikke er tilladt at meddele sådanne oplysninger til indehaverne, eller

– hvis det i henhold til de EF-bestemmelser eller de nationale bestemmelser, ifølge hvilke oplysningerne er blevet indsamlet, er undergivet organets skøn, hvorvidt sådanne oplysninger skal tilbageholdes, eller

– hvis de oplysninger, der anmodes om, ikke eller ikke længere er tilgængelige, eller

– hvis sådanne oplysninger [o.a.: I andre sprogversioner er her indsat »ikke«, jf. f.eks. den franske, den engelske eller den tyske sprogversion] kan tilvejebringes ved det officielle organs normale varetagelse af sine opgaver, eller

– hvis sådanne oplysninger kun kan tilvejebringes ved en ekstra indsats eller gennem ekstra omkostninger, eller

– hvis sådanne oplysninger specielt vedrører materiale, der ikke tilhører indehaverens sorter.

De pågældende officielle organer skal underrette Kommissionen om, hvorledes de udøver det i tredje led omhandlede skøn.

3. Ved meddelelsen af oplysninger må det officielle organ ikke behandle indehaverne forskelligt. Det officielle organ kan meddele indehaveren de oplysninger, der er anmodet om, i form af kopier af dokumenter, der indeholder yderligere oplysninger ud over dem, der vedrører materiale af indehaverens sorter, såfremt der drages omsorg for, at enhver mulighed for at identificere enkeltpersoner, som er beskyttet i henhold til de i artikel 12 omhandlede bestemmelser, er blevet fjernet.

4. Hvis det officielle organ beslutter at tilbageholde de oplysninger, der er anmodet om, skal det give den indehaver, der har fremsat anmodningen, skriftlig meddelelse herom, og anføre begrundelsen for den trufne beslutning.«

III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål

9.        Appellanten er et tysk selskab, som driver fondsbestyrelsesvirksomhed, og som repræsenterer hovedsageligt tyske såsædsforædlere (6). Disse virksomheder er indehavere af plantesortsrettigheder og/eller indehavere af eksklusive rettigheder til brug af beskyttede sorter til landbrugsformål i Tyskland. De har overladt appellanten opgaven med at håndhæve, i eget navn, den ret til vederlag, som indehaverne opnår for dyrkning af beskyttede plantesorter.

10.      Freistaat Thüringen (herefter »appelindstævnte«), repræsenteret ved sit Landesverwaltungsamt (forvaltningskontor), er ansvarlig for overvågningen af EU-midler i forbindelse med forvaltningen af og tilsynet med tilskud fra Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), jf. artikel 7 i forordning (EU) nr. 1306/2013 (7) og artikel 1 i den delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 (8) (i sammenhæng med bilag I.1.A. hertil).

11.      Ifølge den forelæggende ret opbevarer den appelindstævnte oplysninger i databasen Integriertes Verwaltungs- und Kontrollsystem (det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, herefter »InVeKoS«) i forbindelse med støtte fra EU’s fonde og den dermed forbundne overvågning af overholdelsen af støttereglerne. Den database indeholder oplysninger vedrørende de aktive landbrugsbedrifter på den appelindstævntes område, navnlig oplysninger fra landbrugere, der anmoder om støtte. Oplysninger om anvendte plantearter findes tilsyneladende i databasen med henblik på sikring af overholdelse af reglerne om vekseldrift.

12.      Ved skrivelse af 5. april 2016 anmodede appellanten om fremsendelse af et bestemt datasæt, som var lagret i InVeKoS-databasen. Den appelindstævnte afviste at videregive disse data med henvisning til § 9, stk. 1, i Thüringer Informationsfreiheitsgesetz (lov om adgang til information i Thüringen, herefter »ThürIFG«).

13.      Den 23. december 2016 anlagde appellanten den foreliggende sag med henblik på at gøre sin ret til oplysninger gældende ved Landgericht Erfurt (den regionale ret i Erfurt, Tyskland). Appellanten nedlagde påstand om, at sagsøgte tilpligtes at videregive følgende oplysninger, der er lagret i databasen, til sagsøgeren:

–      navn og adresse på landbrugsbedrifterne;

–      de dyrkede arealer på de enkelte bedrifter i ha; samt

–      de arealer, hvor der dyrkes korn og kartofler, i ha.

14.      Appellanten gjorde gældende, at de havde ret til at indhente oplysninger fra den appelindstævnte i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, som også finder anvendelse på plantearter. Som et officielt organ, der beskæftiger sig med overvågning af landbrugsproduktion, havde den appelindstævnte ikke ret til at tilbageholde de ønskede oplysninger, som den var i besiddelse af og som kunne videregives uden væsentlig yderligere byrde eller omkostninger. Efter appellantens opfattelse var der ingen bestemmelser i national ret, som gjorde det muligt for den appelindstævnte at tilbageholde oplysningerne. Navnlig fandt § 9, stk. 1, i ThürIFG ikke anvendelse. Tværtimod ville en interesseafvejning i henhold til § 9, stk. 2, i ThürIFG falde ud til fordel for appellantens interesse i at indhente oplysningerne.

15.      Den appelindstævnte påstod frifindelse med henvisning til, at dens beslutning om at tilbageholde oplysningerne var berettiget. Den var ikke et officielt organ som omfattet af gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, i forordning 1768/95, og den bestemmelse giver under alle omstændigheder alene ret til oplysninger med hensyn til sorter. Ud over den ret til tilbageholdelse af oplysninger, der udspringer af ThürIFG, består der også en ret til at tilbageholde oplysninger med den begrundelse at indhentningen af oplysningerne vil være forbundet med en ekstra indsats og ekstra omkostninger.

16.      Ved dom af 17. august 2017 frifandt Landgericht Erfurt (regional ret i Erfurt) den appelindstævnte. Retten fandt, at det var berettiget, at den appelindstævnte tilbageholdt oplysningerne i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, andet og tredje led, sammenholdt med artikel 12.

17.      Appellanten appellerede denne afgørelse til Thüringer Oberlandesgericht (den regionale appeldomstol i Thüringen, Tyskland), den forelæggende ret.

18.      I forbindelse med appelsagen, har appellanten gjort gældende, man på grundlag af gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, har ret til oplysninger, og at retten til oplysninger fra officielle organer ikke kun vedrører sorter. Det er op til appellanten at afgøre, hvilket formål oplysningerne skal tjene. Oplysningerne, som appelindstævnte er i besiddelse af, vil navnlig give appellanten indsigt i størrelsen af de arealer, som faktisk dyrkes af landbrugere, så vel som oplysninger om, hvem der karakteriseres som »små landbrugere«. På den måde vil appellanten kunne undgå at skulle anmode om disse oplysninger fra de små landbrugere selv. Appellanten har forpligtet sig til at tilbagebetale den appelindstævnte eventuelle omkostninger, som vil opstå som følge af anmodningen om de ønskede oplysninger, herunder omkostningerne relateret til softwareprogrammering.

19.      Den appelindstævnte har gjort gældende, at Landgericht Erfurt (regional ret i Erfurt, Tyskland) korrekt har fastslået, at appellantens ret til oplysninger er begrænset i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, andet og tredje led. InVeKoS-databasen indeholder ikke oplysninger om specifikke sorter, med undtagelse af oplysninger vedrørende hamp og humle, idet landbrugere, som anmoder om støtte, ikke behøver at give sådanne oplysninger. Ydermere har appelindstævnte ikke egne programmeringskompetencer i forhold til den nye, specifikke søgning, som vil være nødvendig for at samle de ønskede oplysninger. Antagelse af en tjenesteyder til at foretage dette programmeringsarbejde vil give anledning til omkostninger på 6 000 EUR.

20.      Det er inden for denne faktiske og retlige sammenhæng, at Thüringer Oberlandesgericht (den regionale appeldomstol i Thüringen, Tyskland) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

»1.      Har officielle organer i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning […] nr. 1768/95 en oplysningspligt, der udelukkende drejer sig om arten af planter, uden at der med anmodningen om oplysninger også kræves oplysninger om en beskyttet sort?

2.      Såfremt det første spørgsmål besvares med, at en sådan oplysningspligt kan gøres gældende:

a)      Er der tale om et officielt organ, der er beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen, som omhandlet i artikel 11, stk. 2, første led, i forordning […] nr. 1768/95, når organet beskæftiger sig med kontrol af EU-finansieret støtte til landbrugere og i den forbindelse om de landbrugere, der ansøger herom, lagrer data, som også vedrører afgrødetyper?

b)      Har et officielt organ ret til at tilbageholde de oplysninger, der søges om, hvis meddelelsen af oplysninger nødvendiggør, at en tredjemand bearbejder eller specificerer de data, som findes hos organet, og dette medfører en udgift på ca. EUR 6 000,00? Spiller det i den forbindelse en rolle, om ansøgeren er villig til at overtage de hermed forbundne omkostninger?«

21.      Der er afgivet skriftlige indlæg for Domstolen af appellanten, appelindstævnte, den spanske regering og Europa-Kommissionen. Disse afgav alle mundtlige indlæg i retsmødet, som blev afholdt den 31. januar 2019.

IV.    Bedømmelse

22.      Dette forslag til afgørelse er struktureret som følger. Jeg vil starte med indledende præciseringer vedrørende ordningen og den overordnede funktion af systemet med EF-sortsbeskyttelsen, navnlig med hensyn til undtagelsen i grundforordningens artikel 14, stk. 3 (A). Dernæst vil jeg tage fat på det første spørgsmål vedrørende problemstillingen omkring den type af oplysninger, der kan anmodes om fra officielle organer af indehaveren af beskyttede sorter i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11 (B). Til sidst vil jeg tage fat på det andet spørgsmål, som omhandler betegnelsen »officielt organ beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen« og problemstillingen omkring, hvorvidt de kompetente officielle organer kan tilbageholde de ønskede oplysninger, når udlevering af sådanne oplysninger giver anledning til yderligere sagsbehandling, herunder spørgsmålet om mulige yderligere omkostninger (C).

A.      Landbrugsundtagelsen i grundforordningens artikel 14, stk. 3

23.      Grundforordningens artikel 13 fastsætter rettighederne for indehavere af en EF-sortsbeskyttelse. I henhold til artikel 13, stk. 2, kræves i princippet rettighedsindehaverens tilladelse til produktion eller reproduktion (formering) af sortbestanddele eller udbytte af den beskyttede sort (begge i det følgende benævnt »materiale«).

24.      Grundforordningens artikel 14 fastsætter en undtagelse fra kravet om indhentelse af indehaverens tilladelse (herefter »landbrugsundtagelsen«). I medfør af artikel 14, stk. 1, er det med det formål at opretholde landbrugsproduktionen tilladt landbrugere med henblik på formering på marken på deres egne bedrifter at anvende udbytte, som de har tilvejebragt ved på deres egne bedrifter at plante formeringsmateriale af en sort, bortset fra hybrider og syntetiske sorter, der er omfattet at EF-sortsbeskyttelse. Artikel 14, stk. 2, begrænser undtagelsens anvendelsesområde til de landbrugsplantearter, der er anført deri. Artikel 14, stk. 3, bestemmer, at der skal fastsættes gennemførelsesbestemmelser med henblik på at fastlægge betingelserne for at give denne landbrugsundtagelse virkning. Bestemmelsen fastsætter også de kriterier, som gennemførelsesbestemmelserne bør følge.

25.      Med gennemførelsesforordningen har Kommissionen udformet landbrugsundtagelsen med henblik på både at beskytte forædleren, der repræsenteres af indehaveren, og landbrugerens legitime interesser. Når landbrugeren anvender landbrugsundtagelsen, har indehaveren ret til at modtage et »rimeligt vederlag« fra denne. I henhold til gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 1, »kan [størrelsen af det rimelige vederlag] fastsættes i en kontrakt mellem indehaveren og den pågældende landbruger«. Hvis en sådan kontrakt ikke er indgået mellem indehaveren og landbrugeren, bestemmer gennemførelsesforordningens artikel 5, stk. 2, at vederlaget »skal være betydeligt lavere end det beløb, der opkræves for en licens til produktion af formeringsmateriale af den laveste kategori, der officielt kan certificeres, af samme sort i samme område«.

26.      Små landbrugere, som gør brug af landbrugsundtagelsen, skal ikke betale vederlag til indehaveren. Grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, definerer små landbrugere som landbrugere, der dyrker planter på et areal, der ikke overstiger det areal, som det kræver at producere 92 tons korn, eller som opfylder tilsvarende passende kriterier, afhængigt af plantesorten.

27.      Inden for rammerne af et således indrettet system er viden om, hvem der har påberåbt sig landbrugsundtagelsen afgørende, hvis indehaverne skal kunne håndhæve deres intellektuelle ejendomsret og modtage det (rimelige) vederlag, som de er berettiget til. Gennemførelsesforordningen indeholder derfor en række bestemmelser, som gør det muligt for indehaverne at indhente oplysninger fra flere relevante aktører. Selv om Domstolen allerede har fortolket disse bestemmelser vedrørende de oplysninger, som landbrugere og forædlere (9) skal give, også i sager, der involverer appellanten, vedrører den foreliggende sag specifikt den type oplysninger, som visse officielle organer skal give til indehaverne.

B.      Det første spørgsmål: Omfanget af indehavernes ret til oplysninger fra officielle organer i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11

28.      Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret en nærmere afklaring af den type af oplysninger, som i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11 skal gives af det officielle organ til en indehaver efter anmodning: Er indehaveren berettiget til at indhente oplysninger i forhold til plantearter eller kun i forhold til indehaverens specifikke sorter?

29.      Ifølge appellanten giver grundforordningens artikel 14, stk. 3, sjette led, sammenholdt med gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, indehaverne ret til at indhente oplysninger fra officielle organer i forhold til arter, uden at det er nødvendigt, at anmodningen om oplysninger har forbindelse til en specifik sort. Navnlig er indehavere berettigede til at indhente oplysninger, som identificerer »små landbrugere« som omfattet af grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, der fuldt ud er undtaget fra forpligtelsen til at betale vederlag til indehavere. Viden om, hvorvidt en landbruger er en lille landbruger, vil gøre indehaveren i stand til at undlade at anmode disse små landbrugere om oplysninger, og så meget desto mindre om vederlag. Imidlertid er små landbrugere ikke i sig selv defineret i forhold til en specifik sort, men kun i forhold til den overflade, som er opdyrket med en bestemt planteart. Under alle omstændigheder har appellanten gjort gældende, at den forpligtelse til at give oplysninger, som er pålagt det officielle organ, er bredere end den forpligtelse, der er pålagt landbrugere, idet artikel 11 ikke specificerer de »relevante« oplysninger, der skal gives.

30.      Ifølge Kommissionen er retten til oplysninger i medfør af gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, ikke begrænset til sorter. Den kan omfatte arter i forhold til at kunne bestemme, hvilke landbrugere er små landbrugere. Imidlertid skal genstanden for anmodningen om oplysninger være en sort. Således kan indehavere ikke indgive generelle, brede anmodninger om oplysninger til officielle organer uden at tilkendegive, hvorvidt landbrugere rent faktisk har erhvervet formeringsmateriale af beskyttede sorter. Kommissionen har også bemærket, at anmodningen om oplysninger fra officielle organer ikke vedrører en uafhængig offentlig ret til aktindsigt i dokumenter eller til at genbruge data fra den offentlige sektor (i henhold til direktiv 2003/98/EF (10)). Det er alene en privat rettighed, som er underordnet forholdet mellem indehavere og landbrugere.

31.      Den appelindstævnte og den spanske regering har gjort gældende, at anmodninger om oplysninger fra officielle organer skal have forbindelse til specifikke sorter og ikke arter. Gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, sammenholdt med grundforordningens artikel 14, stk. 3, kan ikke anvendes til at indhente generelle oplysninger om landbrugere.

1.      Omfanget af retten til oplysninger fra officielle organer i henhold til gennemførselsforordningens artikel 11

32.      Indledningsvis er det fra starten nødvendigt med en præcisering af forholdet mellem de specifikke bestemmelser i gennemførelsesforordningens artikel 11 og grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, så vel som nationale bestemmelser om aktindsigt i oplysninger.

33.      Den forelæggende ret har specifikt anmodet om en fortolkning af omfanget af adgangen til oplysninger i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11. Ifølge appellanten danner bestemmelsen et gyldigt retsgrundlag for bl.a. indhentelse af oplysninger, der gør det muligt at identificere »små landbrugere«, som er undtaget fra betalingen af vederlag, og som konsekvens heraf ikke bør modtage anmodninger om oplysninger fra indehavere.

34.      Gennemførelsesforordningens artikel 11 er en specifik bestemmelse i en gennemførelsesretsakt, som er tilegnet landbrugsundtagelsen i grundforordningens artikel 14, stk. 3. Logisk set må der derfor være en sammenhæng mellem anvendelsesområdet for grundforordningens artikel 14, stk. 3, og anvendelsesområdet for gennemførelsesforordningens artikel 11. Desuden skal en gennemførelsesforordning respektere anvendelsesområdet og begrænsningerne for det grundlag, som forordningen blev vedtaget på.

35.      Det er korrekt, at grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, nævner små landbrugere i den forstand, at bestemmelsen er en undtagelse fra en undtagelse. Imidlertid vedrører gennemførelsesforordningen i sig selv ikke denne kategori, i hvert fald ikke for så vidt angår adgang til oplysninger, som officielle organer ligger inde med. Artikel 11 nævner ikke små landbrugere. I gennemførelsesforordningen nævnes små landbrugere kun i artikel 7 i kapitlet om vederlag. Den bestemmelse definerer yderligere »et areal, hvorpå der dyrkes planter« med henblik på at identificere, hvem der udgør små landbrugere som omfattet af grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led (11). Bestemmelsen fastsætter imidlertid ikke en forpligtelse for landbrugere, forarbejdningstjenester eller officielle organer at give oplysninger om størrelsen af sådanne arealer til indehavere.

36.      Hvorvidt ordet »arter«, som er indeholdt i gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, i denne sammenhæng skal forstås som en henvisning til grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, vil blive gennemgået i det følgende afsnit. Der er behov for to systemiske bemærkninger på dette tidspunkt.

37.      For det første gælder, at selv hvis generelle oplysninger om de dyrkede arealer har en vis betydning for udøvelsen af indehaverens ret til vederlag, gør de stadig ikke indehaveren i stand til at tvangsfuldbyrde krav med forbindelse til vedkommendes sorter. Logikken i begge forordninger begynder med brug af sorter, overfor hvilken status som lille landbruger så udgør en slags »frifindelsesgrund«. Det er ikke den anden vej rundt. Tværtimod må det først slås fast som indledende oplysning, hvorvidt landbrugere har anvendt eller påtænkt at anvende høstudbyttet til at plante materiale af bestemte sorter. Undtagelsen vedrørende små landbrugere, som er indeholdt i grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, kan spille en rolle senere hen som frifindelsesgrund for de landbrugere, som opfylder betingelserne herfor, inden for den større gruppe af landbrugere, som dyrker de beskyttede sorter, der er omfattede af grundforordningens artikel 14, stk. 1.

38.      Selv hvis den systemiske forbindelse mellem grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, og gennemførelsesforordningens artikel 11 ikke var en konsekvens af EU-retten, er det for det andet væsentligt at understrege, at gennemførelsesforordningens artikel 11 samtidig ikke på nogen måde kan fortolkes som værende udtømmende, når det gælder mulige anmodninger om oplysninger til nationale organer.                                           

39.      Medlemsstater er nemlig ikke afskåret fra at meddele aktindsigt i typer af oplysninger, som ikke falder ind under artikel 11. EU-rettens tavshed om aktindsigt i visse typer oplysninger kan ikke fortolkes som et EU-retligt »forbud mod aktindsigt«, men snarere omvendt: Medmindre andet er fastsat i EU-retten, finder de nationale regler om aktindsigt fortsat anvendelse på ethvert af de spørgsmål, som ikke udtrykkeligt er omfattet af EU-retten. Den omstændighed, at gennemførelsesforordningen ikke indeholder specifikke bestemmelser vedrørende aktindsigt i oplysninger, som gør indehaveren i stand til at identificere små landbrugere, betyder, at spørgsmålet blot falder ind under de nationale bestemmelser.

40.      Under den foreliggende sags omstændigheder ser det ud til, at appellantens indledende anmodning blev fremsat (og afvist) efter ThürIFG. Det er absolut ikke op til Domstolen at drage konklusioner og foretage vurderinger af faktiske omstændigheder i den forelagte sag eller at fortolke og anvende national ret. Imidlertid må det understreges, at anmodninger om aktindsigt, som ikke har forbindelse til specifikke sorter, bestemt kan indgives – og oplysninger kan indhentes – af indehaverne på grundlag af national lovgivning, såfremt national lovgivning giver mulighed herfor. Såfremt de oplysninger, som indehaverne ønsker at indhente, er i nationale (offentlige) myndigheders besiddelse og primært vedrører forvaltningsmæssige oplysninger, der er indsamlet af nationale myndigheder, finder de nationale regler om aktindsigt i oplysninger anvendelse (12).

41.      Jeg vil gerne understrege dette punkt for at gøre det klart, at gennemførelsesforordningens artikel 11 ikke på samme tid kan fortolkes både indskrænkende og eksklusivt: Indskrænkende eftersom den ville skulle fortolkes som ikke omfattende arter, og eksklusivt fordi den ville behandle spørgsmålet udtømmende, og således effektivt udelukke samtidig anvendelse af nationale bestemmelser om aktindsigt.

42.      Af de årsager, som jeg gennemgår i det følgende afsnit, er jeg tilbøjelig til at være enig med appelindstævnte i det første punkt: De anmodninger om oplysninger, der kan indgives til officielle organer i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11, har ganske rigtigt forbindelse til de sorter, som indhaves af den, der indgiver anmodningen. Imidlertid betyder udelukkelse af oplysninger med forbindelse til arter fra artikel 11, at dette »rum« fortsat udfyldes af national lovgivning, og at interesserede indehavere kan indgive anmodninger vedrørende arter i henhold til national lovgivning.

2.      Anvendelsesområdet for artikel 11 – sorter eller arter?

43.      To ordlydsbaserede argumenter kunne antyde, at anmodninger om oplysninger generelt henviser til arter.

44.      For det første nævner gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, første punktum, udtrykkeligt »arter«: »En anmodning om oplysninger om den faktiske anvendelse til udsåning af materiale af særlige arter eller sorter eller om resultaterne af en sådan anvendelse, som en indehaver retter til et officielt organ, skal fremsættes skriftligt« (min fremhævelse).

45.      Ud fra den hypotese at gennemførelsesforordningens artikel 11 også havde til formål at gennemføre grundforordningens artikel 14, stk. 3, tredje led, definerer sidstnævnte bestemmelse for det andet »små landbrugere« ud fra størrelsen på det areal, hvor plantearterne opregnet i artikel 14, stk. 2, dyrkes.

46.      Af disse årsager kan omtalen af »arter« i gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, fortolkes således, at den giver mulighed for at anmode om oplysninger om det areal, hvorpå disse arter dyrkes med det formål at identificere »små landbrugere«.

47.      Bortset fra disse to ordlydsmæssige argumenter er der meget få juridiske argumenter til støtte for den fortolkning af gennemførelsesforordningens artikel 11, som er fremført af appellanten. Yderligere ordlydsmæssige, men fremfor alt systemiske og formålsmæssige fortolkninger af bestemmelsen antyder klart, at anmodninger om oplysninger, der indgives til officielle organer af indehavere, skal vedrøre de specifikke plantesorter, som indehaves af den, der indgiver anmodningen.

48.      Til at begynde med, og stadig på det ordlydsmæssige plan, fastsætter gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, andet og tredje punktum, specifikke krav, som en gyldig anmodning om oplysninger skal opfylde. Blandt disse krav skal indehaveren angive »den eller de sorter han er interesseret i oplysninger om« og »forelægge bevis for sin EF-beskyttelse« (min fremhævelse). Da det i grundforordningens artikel 5, stk. 1, er bestemt, at kun sorter af planteslægter og arter – og ikke arter i almindelighed – kan danne grundlag for EF-sortsbeskyttelse, fremgår det forholdsvist klart af artikel 11, stk. 1, at anmodninger om oplysninger skal vedrøre sorter.

49.      Denne konklusion bekræftes yderligere af ordlyden i gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, syvende led, i henhold til hvilken officielle organer må tilbageholde de oplysninger, der anmodes om, »hvis sådanne oplysninger specielt vedrører materiale, der ikke tilhører indehaverens sorter« (min fremhævelse). Det ville være temmelig mærkeligt at argumentere for, at gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, giver indehaverne mulighed for at anmode om og indhente oplysninger om arter, mens efterfølgende bestemmelser i samme artikel 11 tillader, at sådanne oplysninger (umiddelbart) kan tilbageholdes.

50.      Det følger af fast retspraksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (13). I den foreliggende sag taler en formålsmæssig og systemisk fortolkning også klart for, at anmodninger om oplysninger skal vedrøre specifikke sorter.

51.      Formålet med landbrugsundtagelsen er dobbelt: En sikring af landbrugsproduktionen og en samtidig sikring af, at landbrugeren betaler et (rimeligt) vederlag til indehaveren. Gennemførelsesforordningens artikel 2 understreger behovet for at opretholde en rimelig ligevægt mellem landbrugerens interesser og indehaverens interesser i tilfælde, hvor landbrugeren har anvendt høstudbytte, som hører til én eller flere af indehaverens sorter, til udsåning på sine marker. Det følger af den omstændighed, at indehaverens interesser påvirkes af anvendelsen af dennes sorter af landbrugeren, at indehaveren, for at kunne beskytte sine egne interesser, har behov for specifikke oplysninger i forhold til anvendelsen af de sorter, som falder inden for landbrugsundtagelsen, dvs. beskyttede sorter, bortset fra hybrider og syntetiske sorter (14) inden for de plantearter, som er anført i grundforordningens artikel 14, stk. 2.

52.      For så vidt angår den generelle ordning vedrørende oplysninger, som er fastlagt i både grundforordningen og gennemførelsesforordningen, skal gennemførelsesforordningens artikel 11 sammenholdes med dens artikel 8 og 9 som fortolket af Domstolen.

53.      Det er ikke kun officielle organer, der skal give oplysninger til indehaveren i medfør af gennemførelsesforordningens artikel 11, som anført i grundforordningens artikel 14, stk. 3, sjette led. Gennemførelsesforordningens artikel 11 er kun én af bestemmelserne i kapitel 4. Inden for dette kapitel, som omhandler oplysninger, fastsætter artikel 8 og 9 regler om oplysninger til indehaveren fra henholdsvis landbrugere og forarbejdningstjenester. Begge bestemmelser gør det klart, at de oplysninger, som skal gives af både landbrugeren og forarbejdningstjenesten, også vedrører sorter, ikke arter. I henhold til gennemførelsesforordningens artikel 8, stk. 4, og artikel 9, stk. 4, skal indehaveren yderligere angive »den eller de sorter, for hvilke han ønsker oplysninger samt en henvisning til den relevante EF-sortsbeskyttelse«. Hvis det kræves af landbrugeren eller forarbejdningstjenesten, skal der »forelægges bevis for indehaverens EF-sortsbeskyttelse«.

54.      Disse bestemmelser forekommer umiddelbart at være ret klare i den forstand, at det i princippet kun er oplysninger om sorter, indehaveren kan anmode om og indhente fra landbrugere eller forarbejdningstjenester. Domstolen er endog gået et skridt videre ved at fortolke disse bestemmelser forholdsvis strengt i Schulin-dommen og Brangewitz-dommen (15).

55.      I Schulin-dommen fandt Domstolen, at indehaveren har ret til at anmode en landbruger om oplysninger, så snart indehaveren har holdepunkter for, at landbrugeren har eller vil gøre brug af undtagelsen i grundforordningens artikel 14, stk. 1 (16), og således med henblik på formering på marken på egen bedrift har anvendt eller vil anvende høstudbytte fra egen bedrift erhvervet ved udsåning af formeringsmateriale af en sort, bortset fra hybrider og syntetiske sorter, der er omfattet af denne beskyttelse, og som tilhører en af de landbrugsafgrøder, der er nævnt i grundforordningens artikel 14, stk. 2 (17). At pålægge alle landbrugere, alene fordi de tilhører denne profession, og selv om de aldrig har erhvervet eller udsået formeringsmateriale af en sort, der nyder EF-sortsbeskyttelse, og som angår de plantearter, der er nævnt i artikel 14, stk. 2, at give indehaveren alle relevante oplysninger, ville være i strid med EU-retten (18).

56.      Domstolen gav i det væsentlige samme svar for så vidt angår forarbejdningstjenester i Brangewitz-dommen, om end på en lidt mere åben måde, formodentligt for at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for forarbejdningstjenester sammenlignet med landbrugere. Domstolen fandt, at grundforordningens artikel 14, stk. 3, sammenholdt med gennemførelsesforordningens artikel 9 skal fortolkes således, at når indehaveren har et holdepunkt for, at en forarbejdningsvirksomhed har forarbejdet eller har til hensigt at forarbejde høstudbytte, som landbrugere har erhvervet ved udsåning af formeringsmateriale af en sort, der er omfattet af farmer’s privilege, med henblik på udsåning, skal forarbejdningsvirksomheden forelægge de relevante oplysninger ikke kun vedrørende de landbrugere, for hvem indehaveren har holdepunkter for, at forarbejdningsvirksomheden har udført eller har til hensigt at udføre forarbejdningsvirksomhed, men også vedrørende alle andre landbrugere, for hvem den har forarbejdet, eller har til hensigt at forarbejde høstudbytte erhvervet ved udsåning af formeringsmateriale af den pågældende sort, såfremt denne sort var angivet over for forarbejdningsvirksomheden eller på anden måde var denne bekendt (19).

57.      På denne baggrund er det vanskeligt at se, hvorfor de officielle organer inden for rammerne af samme ordning bør være genstand for en langt bredere pligt til at give oplysninger, som endog ville være af en helt anden karakter (henset til de oplysninger, der skal gives).

58.      Dette er især tilfældet af en væsentlig systemisk grund: Inden for rammerne af den generelle ordning, der er fastsat i grundforordningen og gennemførelsesforordningen, synes opgaven med at give indehavere de relevante oplysninger, så de kan fremsætte krav om vederlag, ikke primært at tilfalde de officielle organer (20).

59.      For det første synes grundforordningens artikel 14, stk. 3, femte og sjette led, at skabe et hierarki mellem modtagerne af indehavernes anmodninger om oplysninger. Bestemmelsen udtrykker ret kategorisk, at det udelukkende er indehavernes ansvar at overvåge overholdelsen af reglerne for landbrugsundtagelsen, og at de ikke kan få bistand fra officielle organer. Indehaverne skal primært indhente oplysninger fra landbrugere og forarbejdningstjenester og sekundært fra officielle organer (21).

60.      Domstolen har allerede understreget, at eftersom forordning nr. 1768/95 er en gennemførelsesforordning, der fastsætter de nærmere regler for håndhævelsen af undtagelsen i grundforordningens artikel 14, stk. 1, kan disse bestemmelser ikke pålægge landbrugere forpligtelser, der går videre end dem, der følger af grundforordningen (22).

61.      Problemet ved at tilslutte sig den fortolkning, som appellanten (og delvist også Kommissionen) har argumenteret for, er, at det vil være ensbetydende med at vende logikken bag og systemet efter grundforordningen på hovedet gennem en meget udvidende fortolkning af gennemførelsesforordningen: Officielle myndigheder vil således reelt blive den automatiske anløbshavn for alle anmodninger om oplysninger, både vedrørende sorter og arter. Som det vil blive drøftet i det følgende afsnit af dette forslag til afgørelse, benægter jeg ikke, at en sådan tilgang kunne være fornuftig i forhold til at mindske den administrative byrde for de enkelte landbrugere og mindske det samlede papirarbejde for alle involverede. Der kan imidlertid ikke ses bort fra den omstændighed, at en sådan indsats næppe kan behandles som en simpel fortolkning af en særskilt bestemmelse i gennemførelsesforordningen.

62.      For det andet synes gennemførelsesforordningens artikel 11, når den sammenlignes med artikel 8 og 9, at være mere begrænset i sit anvendelsesområde, idet bestemmelsens stk. 2 fastsætter adskillige undtagelser til officielle organers forpligtelse til at give oplysninger, og idet det mulige anvendelsesområde for nogle af disse undtagelser er meget bredt. Navnlig henviser artikel 11, stk. 2, andet og tredje led, til national ret på en ret bastant måde: Officielle organer kan ganske enkelt nægte at udlevere de oplysninger, der anmodes om, hvis de nationale bestemmelser, som finder anvendelse på det skøn, der skal udøves af organet i medfør af dets aktiviteter, er til hinder herfor. Det følger heraf, at anvendelsesområdet for officielle organers forpligtelse til at give oplysninger fremstår som mere indskrænket sammenlignet med landbrugeres eller forarbejdningstjenesters forpligtelse. Igen i systemiske termer er det således vanskeligt at fortolke anvendelsesområdet for den forpligtelse til at give oplysninger, som er pålagt officielle organer, på en bredere facon end den tilsvarende forpligtelse pålagt landbrugere og forarbejdningstjenester.

63.      Det følger heraf, at gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, i henhold til nugældende EU-ret skal fortolkes således, at det kræves, at anmodninger om oplysninger til officielle organer skal formuleres med hensyn til specifikke beskyttede sorter. Denne bestemmelse er imidlertid ikke til hinder for, at medlemsstater i henhold til nationale bestemmelser kan give aktindsigt i oplysninger fra officielle organer vedrørende arter.

3.      Systemets funktion og funktionalitet

64.      Efter min opfattelse er et af de stærkeste argumenter, som appellanten og til dels også Kommissionen har fremsat til støtte for at medtage oplysninger om arter i anvendelsesområdet for gennemførelsesforordningens artikel 11, af udenretlig karakter. De vedrører den praktiske funktion (eller rettere manglende funktion) af det system, som er fastsat ved gennemførelsesforordningen.

65.      Appellanten har gjort gældende, at officielle organers tilvejebringelse af oplysninger, der gør det muligt at identificere små landbrugere, ville gøre proceduren for fremsættelse af krav om vederlag mere effektiv og mindre byrdefuld og omkostningstung for alle de berørte aktører. Ved at foreslå en fortolkning, som også ville tillade medtagelse af arter inden for anvendelsesområdet af artikel 11, anerkendte Kommissionen for sit vedkommende i retsmødet, at gennemførelsesforordningen er en gammel sekundær retsakt, som underforstået har brug for en (fortolkningsmæssig) ajourføring.

66.       Argumentationen i skriftlige indlæg og i retsmødet bekræftede, at landbrugsundtagelsens funktionalitet i praksis er ret kompleks.

67.      Når der gøres brug af denne undtagelse for at beskytte landbrugsproduktionen (dvs. landbrugernes interesser) forekommer det i praksis noget vanskeligt at sikre, at indehaverne modtager det (rimelige) vederlag, som de er berettiget til (dvs. interesserne for indehaverne, der repræsenterer avlerne). Oplysninger, som er af afgørende betydning i denne henseende, forekommer at være vanskelige at indhente på grund af den proceduremæssige ordning, der er fastlagt i disse tekster som de fortolkes i retspraksis (23). Denne konklusion synes så meget desto mere berettiget i forhold til den »normale« situation, dvs. når landbrugere, som ikke selv kan gøre brug af landbrugsundtagelsen, anvender beskyttede sorter. I dette scenarie er det lettere for indehaverne at håndhæve deres intellektuelle ejendomsrettigheder, da deres tilladelse er nødvendig, således at indehaverne på forhånd får de nødvendige oplysninger om anvendelsen af beskyttede sorter.

68.      Det bør erindres, at i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 2, stk. 2, anses landbrugerens og indehaverens »legitime interesser […] ikke for at være beskyttet, hvis en eller flere af disse interesser skades uden hensyntagen til behovet for at opretholde en rimelig ligevægt mellem alle disse interesser eller til behovet for, at formålet med en given regel og de faktiske virkninger af dens gennemførelse står i forhold til hinanden«. Alligevel gør den kombinerede virkning af Schulin-dommen og Brangewitz-dommen det i praksis forholdsvist vanskeligt at indhente oplysninger fra landbrugere (eller forarbejdningstjenester). Som forklaret ovenfor (24) fastslog Domstolen, at indehaveren er berettiget til at anmode om oplysninger fra en landbruger, når han har holdepunkter for, at landbrugeren har eller vil gøre brug af undtagelsen i grundforordningens artikel 14, stk. 1 (25). Domstolen tilføjede, at det vil »være muligt for indehaveren at indrette sig således, at han er i besiddelse af navn og adresse på de landbrugere, som køber formeringsmateriale af en af indehaverens sorter uafhængigt af, hvor mange handelsled der måtte være mellem indehaveren og landbrugeren« (26). Domstolen udtalte yderligere, at »[h]erudover kan indehaveren i henhold til artikel 13, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 2100/94 pålægge forhandlere at registrere navnene og adresserne på de landbrugere, som køber formeringsmateriale fra en af indehaverens sorter« (27).

69.      Appellanten forklarede imidlertid ret overbevisende i retsmødet uden at blive modsagt af andre deltagere, hvorfor det reelt ikke er muligt at gøre brug af distributører til at give indehavernes rettigheder virkning. Der findes angiveligt ikke en sådan distributionskæde, for så vidt som de indehavere, der repræsenteres af appellanten, ikke distribuerer deres frø, men tildeler produktions- og distributionslicenser. Således markedsføres frø faktisk af andre virksomheder, hvilket giver anledning til to forskellige problemstillinger. For det første er disse virksomheder tilbageholdende med at oplyse navnene på deres kunder af fortrolighedshensyn. For det andet kan det også give anledning til konkurrenceretlige problemer at anmode virksomheder længere nede i distributionskæden om at oplyse navnene på deres kunder.

70.      Det følger heraf, at i fraværet af en kontrakt mellem landbrugeren (eller forarbejdningstjenesten) og indehaveren, der fastsætter de relevante oplysninger, som førnævnte skal give til sidstnævnte, som fastsat i gennemførelsesforordningens artikel 8 stk. 1, og artikel 9, stk. 1, forekommer det i praksis ikke at være let for indehaveren at indhente oplysninger fra landbrugere eller forarbejdningstjenester.

71.      Det er i denne praktiske sammenhæng, at appellanten grundlæggende har gjort gældende, at det nuværende systems funktionsmåde er problematisk og at det, hvis adgangen til oplysninger fra officielle organer i henhold til artikel 11 fortolkes bredt, vil mindske det samlede administrative arbejde og transaktionsomkostninger for alle involverede.

72.      I forhold til udarbejdelse af lovtekster ville jeg personligt have sympati for en sådan tilgang. Enhver foranstaltning som har til formål at fritage individet fra byrden ved at skulle fremlægge oplysninger, som den offentlige myndighed allerede har i sin besiddelse, bør rent principielt hilses velkommen.

73.      Heri ligger imidlertid præcis problemet: Det, appellanten foreslår, går langt videre end noget, der normalt kan betragtes som fortolkning af en lovbestemmelse. En sådan fortolkning ville ændre gennemførelsesforordningens system og logik, samtidig med at det vil være i strid med grundforordningens logik (28). En sådan retslig indgriben ville også med det samme resultere i logiske uoverensstemmelser på tværs af hele retsakten (29).

74.      Ydermere kan et sådant isoleret »fortolkningsmæssigt« indgreb også skabe et antal nye problemstillinger i sig selv. Ved at give mere generel information om en formentlig bred vifte af landbrugere (i det mindste alle dem, der dyrker de arter, der er nævnt i grundforordningens artikel 14, stk. 2 – eller måske endog andre arter), inklusiv dem, der aldrig har anvendt eller tænkt sig at anvende beskyttede sorter i henhold til artikel 14, stk. 1, bør det ikke glemmes, at indehavere ville få adgang til oplysninger, der rækker langt ud over, hvad der er påkrævet for at beskytte indehavernes intellektuelle ejendomsrettigheder. Sådanne oplysninger kan potentielt anvendes til en række andre kommercielle formål, som ligger langt fra – eller endog er helt uden forbindelse til – beskyttelsen af indehaverens ret til vederlag i forhold til nuværende kunder.

75.      Officielle organer kan således ikke, på grundlag af nugældende EU-ret, blive den automatiske hovedleverandør af oplysninger i et system, som baserer sig på landbrugere og forarbejdningstjenester, og i hvilket overholdelse udelukkende er indehavernes ansvar, som det klart fremgår af grundforordningens artikel 14, stk. 3, femte og sjette led.

76.      Af alle disse grunde gælder, at hvis problemerne beskrevet i dette afsnit rent faktisk har reelt grundlag, er det op til Kommissionen, som i retsmødet synes at anerkende den forholdsvis forældede karakter af de nuværende EU-retlige gennemførelsesbestemmelser, at gå tilbage til tegnebrættet og udforme et nyt system (30). Det er noget mærkværdigt at forsøge at vælte dette ansvar over på Domstolen, særligt i en lovgivningssammenhæng som den foreliggende, hvor selv en velmenende retslig indgriben i forhold til én specifik bestemmelse uden at ændre det overordnede systems logik sandsynligvis vil føre til flere problemer end løsninger (31).

C.      Det andet spørgsmål

77.      Det andet spørgsmål er delt i to dele. Først har den nationale ret forlagt spørgsmål om definitionen af et »officielt organ, der er beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen«, som omhandlet i gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, første led. Dernæst ønsker den forelæggende ret oplyst, om et sådant organ har ret til at tilbageholde oplysninger, såfremt meddelelsen af sådanne oplysninger indebære en omkostning for organet, som indehaveren ikke desto mindre er villig til at bære.

78.      Uanset det benægtende svar, som jeg har argumenteret for i forhold til det første spørgsmål, og som gør et svar på det andet spørgsmål overflødigt, vil jeg alligevel behandle den forelæggende rets to tvivlspunkter inden for det andet spørgsmål, såfremt Domstolen måtte beslutte at følge en anden vej med hensyn til, hvordan anmodninger om oplysninger i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 1, skal formuleres. Da der yderligere ikke er noget til hinder for, at appellanten eller en anden indehaver af intellektuelle ejendomsrettigheder fremsætter en yderligere anmodning i henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11 på et givet tidspunkt, vil jeg også mene, at disse spørgsmål er af en vis generel og praktisk relevans og fortjener et svar fra Domstolen.

1.      Spørgsmål 2(a): Hvad kvalificeres som »et officielt organ, der er beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen«?

79.      I henhold til gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, første led, kan et officielt organ tilbageholde oplysninger »hvis det ikke er beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen«. Er en offentlig myndighed, som den i den foreliggende sag, der beskæftiger sig med kontrol af tildelingen af EU-finansieret støtte til landbrugere, et officielt organ »beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen«?

80.      Appellanten og Kommissionen har grundlæggende den samme opfattelse, om end deres begrundelse er en smule forskellig. Appellanten har gjort gældende, at et organ, der har ansvaret for EU-landbrugsstøtte, er et officielt organ beskæftiget overvågning af landbrugsproduktionen, da undersøgelse af støttens lovlighed indebærer, at landbrugsproduktionen overvåges. Kommissionen har gjort gældende, at begrebet skal fortolkes bredt for at sikre effektiviteten af retten til information. Begrebet bør omfatte ethvert officielt organ, som er i besiddelse af oplysninger om landbrugsproduktionen, herunder myndigheder med kompetence til at udbetale støttemidler.

81.      Den appelindstævnte og den spanske regering er af den modsatte opfattelse. En offentlig myndighed med ansvar for EU-finansieret støtte er ikke beskæftiget med overvågning af planteproduktionen. Forvaltning af EU’s støttemidler forpligter myndigheden til at indhente bestemte sorts-relaterede oplysninger fra landbrugere, der ansøger om sådanne støttemidler, for at kunne fastslå, hvorvidt disse sorter hører ind under den fælles EU-liste over plantesorter. Imidlertid er den offentlige myndighed ikke forpligtet til at kontrollere, om disse sorter er beskyttede, og hvem deres indehavere er. Disse oplysninger er ikke relevante for myndighedens udøvelse af sine opgaver.

82.      Det må indrømmes, at offentlige myndigheder, som overvåger EU-finansierede støttemidler strengt taget ikke er beskæftiget med landbrugsproduktion. Der er imidlertid efter min opfattelse meget lidt tvivl om, at efter enhver rimelig fortolkning af dette begreb er sådanne myndigheder beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen.

83.      For det første overvåger offentlige myndigheder, som overvåger EU-finansieret støtte, landbrugsproduktionen, selv om de ikke er beskæftiget med denne produktion, eftersom EU’s støtteordninger er skræddersyet i rammer og mængde til landbrugernes produktionsaktiviteter (32). Sådanne myndigheder er derfor absolut involveret i overvågningen af landbrugsproduktion, selv om de ikke »kontrollerer« produktionen i den forstand, at der er tale om centralt planlagt økonomi, hvor der f.eks. træffes beslutning om hvorvidt og på hvilket niveau der skal være et loft over produktionen.

84.      Det er naturligvis relevant, hvorvidt sådanne offentlige myndigheder inden for deres samlede overvågningsaktiviteter har den nøjagtige type oplysninger, der efterspørges af appellanten, til deres rådighed. Der er imidlertid et andet spørgsmål. En offentlig myndighed kan generelt være beskæftiget med at overvåge landbrugsproduktionen, selv om den overvågning ikke involverer en meget specifik type oplysninger. Når det er sagt, blev det oplyst i retsmødet, at appellanten faktisk er i besiddelse af bestemte relevante data vedrørende sorter.

85.      For det andet indeholder gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, allerede adskillige – ret bredt formulerede – undtagelser (33) til forpligtelsen til at give oplysninger, som tillader, at officielle organer kan tilbageholde de oplysninger, der anmodes om. Imidlertid bør disse undtagelser fortolkes strengt for at sikre, at der resterer en faktisk virkning af denne bestemmelse. En for indskrænkende fortolkning af begrebet »officielt organ beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen« som f.eks. ved at begrænse begrebet til kun at omfatte de organer, som er oprettet alene for at gennemføre gennemførelsesforordningens artikel 11, ville gøre det praktisk talt umuligt for nogen myndighed at blive karakteriseret som »et officielt organ beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen« (34). Begrebet må derfor fortolkes på en rimelig måde, der garanterer effektiviteten af indehaverens ret til at indhente (bestemte) oplysninger fra officielle organer (35).

86.      Det følger heraf at en offentlig myndighed med ansvar for overvågning af tildeling af EU-finansieret støtte er et officielt organ beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen. Et sådant organ kan derfor ikke støtte sig på undtagelsen fra pligten til at give de oplysninger, der er fastsat i gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, første led.

2.      Spørgsmål 2(b): Yderligere omkostninger

87.      I spørgsmål 2(b) anmodes Domstolen om en afklaring af, under hvilke betingelser et officielt organ kan tilbageholde de oplysninger, der anmodes om, når behandlingen af denne anmodning medfører ekstraomkostninger for det pågældende organ. Har den omstændighed, at indehaveren, som er ophavsmanden til anmodningen om oplysninger, er villig til at bære disse omkostninger, endvidere betydning for svaret herpå?

88.      Ifølge appellanten og Kommissionen skal der sondres mellem indhentning og behandling af oplysningerne: Et officielt organ kan kun tilbageholde oplysninger hvis indhentning, i modsætning til behandling, af disse oplysninger medfører yderligere omkostninger. I den foreliggende sag er det ubestridt, at det officielle organ har modtaget oplysninger uden yderligere omkostninger. Under alle omstændigheder har appellanten og Kommissionen gjort gældende, at det officielle organ ikke kan afvise at give oplysninger, hvis den person, der anmoder om oplysningerne er villig til at bære disse omkostninger.

89.      Den appelindstævnte og den spanske regering har argumenteret for at den yderligere indsats, som søgningen ville indebære for det officielle organ, ville have indvirkning på dets organisation og ledelse og endog kunne påvirke udførelsen af dets normale opgaver. Selv om de oplysninger, som indehaveren har anmodet om, er tilgængelige i den appelindstævntes database, vil en særlig søgefunktion skulle sættes op for at kunne hente disse oplysninger frem af databasen. Den appelindstævnte har i sine anbringender anført, at organet ikke har de nødvendige programmeringskompetencer til rådighed for at kunne udføre den nødvendige søgning til samling af de data, der anmodes om. I denne henseende vil det være nødvendigt at benytte sig af en ekstern tjenesteudbyders ydelser. Omkostningen hertil anslås at ville være på 6 000 EUR.

90.      Efter min opfattelse er det i sidste ende op til den forelæggende ret at besvare dette forholdsvist faktuelle spørgsmål og afgøre, hvorvidt den nødvendige behandling af oplysninger, som allerede er tilgængelige ifølge sagens konkrete omstændigheder, indebærer en så betydelig ekstra arbejdsindsats, at det officielle organ ikke kan forventes at udføre det. Jeg vil dog give en række generelle retningslinjer i det følgende (36).

91.      For det første bestemmer gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, femte og sjette led, at det officielle organ må tilbageholde de oplysninger, der anmodes om, »hvis sådanne oplysninger [ikke] kan tilvejebringes ved det officielle organs normale varetagelse af sine opgaver« eller »hvis sådanne oplysninger kun kan tilvejebringes ved en ekstra indsats eller gennem ekstra omkostninger«.

92.      Den appelindstævnte indrømmede i retsmødet at de oplysninger, der var anmodet om, var tilgængelige i databasen, selv om organet ikke kunne hente dem frem uden hjælp fra en anden tjenesteudbyder. Falder en sådan situation ind under de to ovennævnte undtagelser?

93.      Om end jeg anerkender betydningen af sondringen mellem indhentning og behandling af oplysninger i relation til papirdokumenter, som påpeget med rette af den appelindstævnte og Kommissionen, er jeg ikke fuldstændig overbevist om, at den sondring er til stor analytisk hjælp i forhold til elektroniske databaser. En (potentielt ubegrænset) beholdning af oplysninger kan sandsynligvis være indeholdt i enhver stor elektronisk database eller stort elektronisk datasæt. Det er behovet for at trække oplysningerne ud fra denne kilde på en struktureret og anvendelig måde, der udgør det reelle problem og den reelle byrde i praksis (37).

94.      Enhver anmodning om oplysninger kræver bestemt noget arbejde af den person, som er i besiddelse af eller forventes at være i besiddelse af oplysningerne. Imidlertid er det i henhold til Domstolens retspraksis om aktindsigt i EU institutionernes dokumenter som konsekvens af interessen i forsvarlig forvaltning et krav, at arbejdsbyrden forbundet med deres udbredelse ikke står i et urimeligt forhold til målene med begæringen om aktindsigt i disse dokumenter (38).

95.      Således vil det måske være mere nyttigt i forhold til indhentelse af oplysninger fra elektroniske databaser eller datasæt, i stedet for at fokusere på sondringen mellem indhentning og behandling af et dokument, at se på den samlede mængde af ekstra arbejde, som er nødvendig. En anmodning om oplysninger kan ikke afvises alene på det grundlag, at den indebærer ekstra arbejde. Kriteriet er nærmere hvor meget ekstra arbejde er nødvendigt og hvornår dette ekstra arbejde bliver urimeligt stort.

96.      I den foreliggende sag er oplysningerne tilgængelige i databasen som tilkendegivet af appellanten og Kommissionen. Ydermere, siden der ikke er noget officielt organ, der specifikt har fået tildelt opgaven med at indhente oplysninger om anvendelsen af beskyttede sorter, selv til et andet formål, vil retten til disse oplysninger blive frataget sit indhold, hvis den kunne afvises på grund af de omkostninger, som behandlingen af disse oplysninger medfører.

97.      Disse to betragtninger har en bestemt en betydning, særligt i forbindelse med elektroniske databaser. Afhængig af strukturen og den interne organisering kan meget information hentes fra en elektronisk database, ofte med en minimal indsats. Ligesom når man kigger i et kalejdoskop, kan en lille drejebevægelse (en kommando eller et klik) helt ændre billedet (39). I denne sammenhæng kan mange typer af oplysninger hentes let og tilgås med forholdsvis lille indsats, om end det naturligvis ikke kan tillades, at individuelle anmodninger forvandler myndigheden til et forskningsagentur til private formål.

98.       Der bør derfor anvendes en regel om hensigtsmæssighed og proportionalitet ved beslutningen om, hvorvidt myndigheden skal meddele aktindsigt i de data, der anmodes om, på trods af, at det er nødvendigt med en vis forudgående behandling af disse data. Inden for denne overordnede sammenhæng er det op til den nationale ret under den foreliggende sags omstændigheder at afgøre, hvorvidt indhentning af de ønskede oplysninger kræver et betydeligt ekstraarbejde, som ikke med rimelighed kan afholdes af myndigheden.

99.      Til sidst, i forhold til appellantens tilbud om at bære de ekstra omkostninger, som er forbundet med at hente de oplysninger, der anmodes om, frem af databasen, bør det indledningsvist bemærkes, at dette spørgsmål adskiller sig fra spørgsmålet om, hvorvidt der bør meddeles aktindsigt. Beslutningen om at meddele eller nægte aktindsigt er ikke betinget af, om en person erklærer sig villig til at bære de omkostninger, som myndigheden har afholdt.

100. Dette følger ikke kun af logikken i reglerne vedrørende aktindsigt i dokumenter, hvor aktindsigt er et skridt, der er adskilt fra omkostningerne, men også fra nødvendigheden af lighed: Evnen (eller manglen herpå) til at bære omkostningerne, bør ikke være afgørende for adgangen til aktindsigt. Ellers vil aktindsigt i dokumenter kun være mulig for dem, der kan betale.

101. Når først det er blevet besluttet at give aktindsigt set i lyset af den rimelige mængde yderligere arbejde, der kræves, er det således op til det officielle organ at afgøre i det næste og uafhængige skridt, hvorvidt de mulige omkostninger, som er afholdt, skal bæres af den person, der anmoder om oplysningerne. I denne sammenhæng kan der igen foretages analogier med hensyn til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter eller til videreanvendelse af den offentlige sektors informationer. Navnlig bestemmer forordning (EF) nr. 1049/2001 at omkostningen ved kopiering og fremsendelse af kopier kan pålægges den, der fremsætter begæringen, om end gebyret ikke må overstige de faktiske omkostninger ved kopieringen og fremsendelsen (40). På samme måde bestemmer direktiv 2003/98, at når der opkræves gebyr for videreanvendelse af dokumenter, må indtægterne ikke overstige omkostningerne ved produktion, tilrådighedsstillelse og formidling af disse (41).

102. Hvis man drager en analogi til disse bestemmelser, ville det forekomme rimeligt i den foreliggende sammenhæng, at det officielle organ, som er anmodet om at afgive oplysningerne, pålægger indehaverne at betale de omkostninger, der afholdes i forbindelse med tilvejebringelsen af de oplysninger, begrænset til de reelle yderligere omkostninger for det officielle organ, der skal behandle oplysningerne.

103. Således må gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 2, fortolkes således, at den tillader, at et officielt organ tilbageholder de oplysninger, der anmodes om, hvis behandlingen af de oplysninger, der allerede er til rådighed, kan medføre en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde, som det ikke med rimelighed kan forventes, at det pågældende offentlige organ bærer.

V.      Forslag til afgørelse

104. I lyset af ovenstående overvejelser foreslår jeg, at Domstolen besvarer spørgsmålet fra Thüringer Oberlandesgericht (den regionale appeldomstol i Thüringen, Tyskland) på følgende måde:

–        Artikel 11, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1768/95 af 24. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende landbrugsundtagelsen, som er fastsat i artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2100/94 om EF-sortsbeskyttelse, skal fortolkes således, at det kræves, at anmodninger om oplysninger til officielle organer skal formuleres med hensyn til specifikke beskyttede sorter. Denne bestemmelse er imidlertid ikke til hinder for, at medlemsstater i henhold til national ret kan give aktindsigt i oplysninger fra officielle organer vedrørende arter.

–        En offentlig myndighed med ansvar for overvågning af tildeling af EU-finansieret støtte er et officielt organ beskæftiget med overvågning af landbrugsproduktionen. Et sådant organ kan derfor ikke benytte sig af undtagelsen fra pligten til at give de oplysninger, der er fastsat i artikel 11, stk. 2, første led, i forordning nr. 1768/1995.

–        Artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 1768/1995 skal fortolkes således, at den tillader, at et officielt organ tilbageholder de oplysninger, der anmodes om, hvis behandlingen af de oplysninger, der allerede er til rådighed, kan medføre en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde, som det ikke med rimelighed kan forventes, at det pågældende organ bærer.


1 –      Originalsprog: engelsk.


2 –      Dom af 10.4.2003 (C-305/00, EU:C:2003:218).


3 –      Dom af 14.10.2003 (C-336/02, EU:C:2004:622).


4 –      EFT 1994, L 227, s. 1, berigtiget i EFT 1996, L 131, s. 59, EFT 1996, L 247, s. 46 og EFT 1997, L 45, s. 51.


5 –      EFT 1995, L 173, s. 14.


6 –      Det fremgår af de nationale sagsakter, som blev fremsendt til Domstolen, at appellanten repræsenterer over 50 forædlere, hvoraf de fleste er virksomheder med hovedkvarter i Tyskland, mens flere af dem er etableret i Danmark, Frankrig, Nederlandene og Polen.


7 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 17.12.2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (EUT 2013, L 347, s. 549).


8 –      Kommissionens delegerede forordning af 11.3.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, sikkerhedsstillelse og brug af euroen (EUT 2014, L 255, s. 18).


9 –      Dom af 10.4.2003, Schulin (C-305/00, EU:C:2003:218), af 11.3.2004, Saatgut-Treuhandverwaltungsgesellschaft (C-182/01, EU:C:2004:135), af 14.10.2004, Brangewitz (C-336/02, EU:C:2004:622) og af 15.11.2012, Raiffeisen-Waren-Zentrale Rhein-Main (C-56/11, EU:C:2012:713).


10 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 17.11.2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer (EUT 2003, L 345, s. 90).


11 –      Jf. også sjette betragtning til gennemførelsesforordningen, hvoraf det fremgår, at Kommissionen nøje vil overvåge, hvilke virkninger definitionen af »små landbrugere« vil have for betydningen af vederlaget.


12 –      Jf. f.eks. mit forslag til afgørelse Buccioni (C-594/16, EU:C:2018:425, punkt 32).


13 –      Jf. f.eks. dom af 12.10.2017, Kamin und Grill Shop (C-289/16, EU:C:2017:758, præmis 22) og af 19.10.2017, Vion Livestock (C-383/16, EU:C:2017:783, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).


14 –      Denne begrænsning følger af grundforordningens artikel 14, stk. 1.


15 –      Dom af 10.4.2003, Schulin (C-305/00, EU:C:2003:218) og af 14.10.2004, Brangewitz (C-336/02, EU:C:2004:622).


16 –      Dom af 10.4.2003, (C-305/00, EU:C:2003:218, præmis 63).


17 –      Ibidem, præmis 72.


18 –      Ibidem, præmis 57.


19 –      Dom af 14.10.2004, (C-336/02, EU:C:2004:622, præmis 65-66).


20 –      Men ikke kun dér – den samme logik gentages og understreges i gennemførelsesforordningens artikel 16, stk. 1.


21 –      Det følger også af disse bestemmelser, at hvor relevante oplysninger generelt skal gives af landbrugere og forarbejdningstjenester, kan de gives af bestemte officielle organer under en række betingelser.


22 –      Dette udsagn blev givet i dom af 10.4.2003, Schulin (C-305/00, EU:C:2003:218, præmis 60), vedrørende landbrugere og i dom af 14.10.2004, Brangewitz (C-336/02, EU:C:2004:622, præmis 48), for så vidt angår forarbejdningstjenester.


23 –      Det bør bemærkes, at Domstolen i Schulin-dommen udtrykkeligt understregede »indehaverens problemer med gennemførelsen af retten til oplysninger, idet undersøgelsen af en plante […] ikke gør det muligt at fastslå, om den er erhvervet ved anvendelse af høstudbytte eller ved erhvervelse af såsæd«. Dom af 10.4.2003 (C-305/00, EU:C:2003:218, præmis 63).


24 –      Jf. punkt 55-56 i dette forslag til afgørelse.


25 –      Dom af 10.4.2003, Schulin (C-305/00, EU:C:2003:218, præmis 63).


26 –      Ibidem, præmis 66.


27 –      Ibidem, præmis 68. Det er bemærkelsesværdigt, at grundforordningens artikel 13, stk. 2, litra c) og d), bestemmer, at udbud til salg, salg eller anden form for markedsføring kræver indehaverens tilladelse.


28 –      Ovenfor, punkt 61.


29 –      Inden for gennemførelsesforordningens artikel 11 i sig selv, men også med andre bestemmelser deri – jf. ovenfor, punkt 51-62.


30 –      Generelt om EU-lovgivers forpligtelse til at holde sig ajour med den fortløbende sociale og økonomiske udvikling (eller stå til regnskab for, at der stilles spørgsmålstegn ved lovgivningens gyldighed), jf. mit forslag til afgørelse Confédération paysanne m.fl. (C-528/16, EU:C:2018:20, punkt 139) og Lietuvos Respublikos Seimas (C-2/18, EU:C:2019:180, punkt 99).


31 –      Jf. tilsvarende mit forslag til afgørelse Schrems (C-498/16, EU:C:2017:863, punkt 123).


32 –      Udbetalingsorganer, som er ansvarlige for forvaltning og kontrol af landbrugsstøttemidler, er nødt til at have et system til intern kontrol, som giver tilstrækkelig garanti for at betalinger er lovlige og formelt rigtige. Dette integrerede system skal bestå af en elektronisk database, et system til identifikation af landbrugsparceller, støtteansøgninger og et integreret kontrolsystem. Med hensyn til sidstnævnte bør der foretages kontrol af støtteansøgninger for at kontrollere, om støttebetingelserne er opfyldt. Jf. navnlig artikel 59, 67, 68 og 74 i forordning nr. 1306/2013.


33 –      Jf. ovenfor punkt 8 og 62.


34 –      Også fordi det fremgik af diskussionen i retsmødet, at siden den automatiske og grundlæggende overvågning i henhold til både grundforordningen og gennemførelsesforordningen er overladt til indehaveren, er der ikke etableret noget særligt netværk for dertil bestemte nationale myndigheder.


35 –      Betydningen af den bestemmelse, hvorefter officielle organer skal udlevere oplysninger, der på regelmæssig vis er ansøgt om, understreges endvidere af gennemførelsesforordningens artikel 11, stk. 4, der fastsætter en pligt til skriftligt at anføre begrundelsen for afslag på at give adgang til de ansøgte oplysninger.


36 –      Naturligvis med det forbehold, at det følgende kun vil være relevant, hvis den oprindelige anmodning rent faktisk er omfattet af gennemførelsesforordningens artikel 11. På linje med det, der er foreslået ovenfor i punkt 38-42 i dette forslag til afgørelse, vil en anmodning til en national forvaltningsmyndighed, som er formuleret vedrørende arter, være omfattet af nationale regler og principper vedrørende aktindsigt og ekstra omkostninger.


37 –      Jf. især dom af 11.1.2017, Typke mod Kommissionen (C-491/15 P, EU:C:2017:5, præmis 34). Sagt på en anden made er det meste af den reelle byrde i forhold til elektroniske databaser og datasæt formentlig forbundet med behandlingen. Oplysningerne er faktisk tilgængelige, men uden tilstrækkelig struktur opbygning er de reelt ubrugelige.


38 –      Jf. f.eks. dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen (C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 27-28). Jf. også mit forslag til afgørelse Typke mod Kommissionen (C-491/15 P, EU:C:2016:711, punkt 41).


39 –      Jf. mit forslag til afgørelse Typke mod Kommissionen (C-491/15 P, EU:C:2016:711, punkt 45-46).


40 –      Jf. artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EF 2001, L 145, s. 43).


41 –      Jf. artikel 6 i direktiv 2003/98.