Language of document : ECLI:EU:T:2019:377

RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

6. juni 2019 (*)

»EF-design – ugyldighedssag – registreret EF-design, der gengiver et motorkøretøj – tidligere EF-design – ugyldighedsgrund – manglende individuel karakter – artikel 6 og artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 6/2002«

I sag T-209/18,

Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG, Stuttgart (Tyskland), ved advokat C. Klawitter,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved S. Hanne, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten:

Autec AG, Nürnberg (Tyskland), ved advokat M. Krogmann,

angående et søgsmål til prøvelse af afgørelse truffet den 19. januar 2018 af Tredje Appelkammer ved EUIPO (sag R 945/2016-3) vedrørende en ugyldighedssag mellem Autec AG og Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG,

har

RETTEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen, og dommerne N. Półtorak og E. Perillo (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig R. Ūkelytė,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 22. marts 2018,

under henvisning til EUIPO’s svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 13. juli 2018,

under henvisning til intervenientens svarskrift, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 4. juli 2018,

under henvisning til afgørelse af 7. august 2018 om afslag på at lade sagsøgerens skrivelse af 23. juli 2018 indgå i sagens akter,

under henvisning til afgørelse af 23. august 2018 om afslag på at lade sagsøgerens skrivelse af 13.august 2018 indgå i sagens akter,

under henvisning til afgørelse af 20. september 2018 om afvisning af at forene sag T-43/18, T-191/18, T-192/18, T-209/18 og T-210/18,

under henvisning til udpegelsen af en anden dommer til at supplere afdelingen, da et af dens medlemmer havde forfald,

under henvisning til afgørelse af 14. januar 2019 om afvisning af at forene sag T-209/18 og T-210/18 med henblik på den mundtlige forhandling,

efter retsmødet den 12. februar 2019,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Den 20. august 2010 indgav sagsøgeren, Dr. Ing. h.c. F. Porsche AG, en ansøgning om registrering af et EF-design til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT 2002, L 3, s. 1).

2        Det design, der blev søgt registreret, er afbildet som følger (herefter »det omtvistede design« eller »designet af serie 991 af bilen »Porsche 911««):

Image not foundImage not found

Image not foundImage not foundImage not found

Image not found Image not found

3        De produkter, hvorpå det omtvistede design anvendes, henhører under klasse 12.08 i Locarnoarrangementet af 8. oktober 1968 vedrørende oprettelse af en international klassifikation af industrielle design, med senere ændringer, og svarer til følgende beskrivelse: »motorkøretøjer«.

4        Det omtvistede design blev offentliggjort i Registreringstidende for EF-design nr. 2010/200 af 6. september 2010 med prioritetsvirkning fra den 27. april 2010, og gengivelserne af de pågældende design blev offentliggjort i Registreringstidende for EF-design nr. 2012/172 af 7. september 2012.

5        Den 8. juli 2014 indgav intervenienten, Autec AG, til EUIPO en ugyldighedsbegæring vedrørende det omtvistede design. Denne begæring blev fremsat i henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 4, stk. 1, og artikel 5 og 6.

6        Intervenienten fandt i det væsentlige, at designet af serie 991 af bilen »Porsche 911« hverken var nyt eller havde individuel karakter, hvilket udgjorde en hindring for beskyttelse. Intervenienten gjorde til støtte for sin begæring i det væsentlige gældende, at det omtvistede design ikke adskilte sig væsentligt fra de øvrige design af bilen »Porsche 911«, der var blevet markedsført siden den oprindelige udgave fra 1963.

7        I denne forbindelse har intervenienten særligt påberåbt sig følgende EF-design:

–        EF-design nr. 735428-0001 (herefter »det tidligere design« eller »designet af serie 997 af bilen »Porsche 911««)), registreret for »motorkøretøjer« og offentliggjort den 23. juni 2008, og som er gengivet som følger:

Image not foundImage not foundImage not found

Image not foundImage not found

Image not foundImage not found

–        EF-design nr. 633748-0001, registreret for »biler« og offentliggjort den 9. januar 2007, der er gengivet som følger:

Image not foundImage not found

Image not foundImage not foundImage not found

Image not foundImage not found

8        Intervenienten vedlagde ligeledes ugyldighedsbegæringen diverse artikler fra pressen om designet af bilen »Porsche 911«.

9        Ved afgørelse af 10. maj 2016 gav EUIPO’s ugyldighedsafdeling medhold i ugyldighedsbegæringen og erklærede det omtvistede design ugyldigt, fordi det ikke havde individuel karakter.

10      Den 23. maj 2016 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 55-60 i forordning nr. 6/2002 en klage til EUIPO til prøvelse af ugyldighedsafdelingens afgørelse.

11      Ved afgørelse af 19. januar 2018 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Tredje Appelkammer ved EUIPO klagen som følge af manglende individuel karakter som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 6/2002.

12      Appelkammeret fastslog først, at designerens frihed, når der er tale om biler, var begrænset af det omhandlede produkts egenskaber, såsom produktets besiddelse af et karosseri og hjul, samt af ved lov fastsatte krav, bl.a. på området for trafiksikkerhed, såsom eksempelvis krav om besiddelse af forlygter, sidespejle og baglygter.

13      Denne instans fastslog dernæst, at for så vidt angår udformningen af sådanne egenskaber, som er bestemt af den tekniske funktion eller ved lov fastsatte krav, var designerens frihed derimod ikke som sådan begrænset. Den præciserede ligeledes, at brugeren af de omhandlede produkter var den informerede bruger af biler i almindelighed, dvs. en person, som kørte, anvendte og havde kendskab til de forskellige bilmodeller, der var tilgængelige på markedet.

14      I denne sammenhæng slog appelkammeret endelig fast, at de omtvistede design med hensyn til deres væsentligste egenskaber, såsom formen på eller silhuetten af deres karosseri, døre og vinduer, var sammenfaldende.

15      Appelkammeret konkluderede således, at det forhold, at designet af serie 997 af bilen »Porsche 911« eksisterede, var tilstrækkeligt til, at designet af serie 991 af samme bil ikke havde individuel karakter, og at det således ikke var nødvendigt at foretage en undersøgelse af det EF-design nr. 633748-0001, som intervenienten havde påberåbt sig, eller at undersøge, om det omtvistede design var nyt.

 Parternes påstande

16      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Ugyldighedsbegæringen vedrørende »design […] nr. 198387-0001« afslås.

17      EUIPO og intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

18      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål i det væsentlige påberåbt sig et eneste anbringende om tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 5 og 6.

19      Inden for disse rammer har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at det helhedsindtryk, som det omtvistede design giver den informerede bruger af denne type bil, adskiller sig fra det helhedsindtryk, som det tidligere design, der er påberåbt af intervenienten til støtte for dennes ugyldighedsbegæring, giver. De to omtvistede design adskiller sig nemlig gennem »deres ydre fremtræden« på en »betydelig« og »så åbenbar« måde, at appelkammeret ikke uden at anlægge et urigtigt skøn kunne finde, at det omtvistede design ikke havde individuel karakter.

20      På baggrund af denne sammenfatning af anbringendet skal det bemærkes, at et EF-design i henhold til artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002 erklæres ugyldigt, hvis det ikke opfylder betingelserne i samme forordnings artikel 4-9.

21      I denne forbindelse præciserer artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 6/2002, at et EF-design beskyttes, hvis designet er nyt og har individuel karakter.

 Det eneste anbringendes første led om tilsidesættelse af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, sammenholdt med samme forordnings artikel 6

22      Det fremgår af ordlyden af artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 6/2002, at den individuelle karakter af et registreret EF-design skal vurderes ud fra det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger (jf. dom af 25.10.2013, Merlin m.fl. mod KHIM – Dusyma (Spil), T-231/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:560, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Dette helhedsindtryk skal endvidere adskille sig fra det indtryk, som gives af alle andre design, der er offentliggjort inden den dato, hvor ansøgningen om registrering er indgivet, eller, hvis der er begæret prioritet, inden prioritetsdagen.

23      Endvidere præciserer artikel 6, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, at der ved vurderingen af den omhandlede individuelle karakter skal tages hensyn til den grad af frihed, som designeren har haft ved udviklingen af det omhandlede design.

24      Efter at der er redegjort for disse retlige betingelser bemærkes, at den relevante retspraksis i denne forbindelse præciserer, at et designs individuelle karakter følger af et helhedsindtryk af forskellen i forhold til – eller fraværet af – noget, der »allerede er set« ud fra en informeret brugers synspunkt i forhold til tidligere design. I denne henseende kan der ikke tages hensyn til forskelle, der ikke er tilstrækkeligt markante til at påvirke det pågældende helhedsindtryk, idet kun forskelle, der er tilstrækkeligt markante til at skabe indtryk, der samlet set er forskellige, er afgørende (jf. dom af 7.11.2013, Budziewska mod KHIM – Puma (Springende kattedyr), T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

25      På baggrund af de kriterier, der er nævnt ovenfor, skal der derfor foretages en undersøgelse af, om det helhedsindtryk, som det omtvistede design giver, når det betragtes af en informeret bruger, og når henses til den grad af frihed, som designeren har i det foreliggende tilfælde, adskiller sig fra det helhedsindtryk, som det tidligere design giver.

 Den informerede bruger

26      Hvad angår fortolkningen af begrebet informeret bruger skal det først fastslås, at det at have egenskab af »informeret bruger« indebærer, at den pågældende person anvender det produkt, som designet indgår i, i overensstemmelse med den anvendelse, som dette produkt er beregnet til. Benævnelsen »informeret« angiver endvidere, at den pågældende bruger, uden nødvendigvis at være teknisk ekspert, er bekendt med forskellige design i den omhandlede sektor, er i besiddelse af et vist kendskab til de bestanddele, som disse design normalt består af, og udviser en vis grad af opmærksomhed, når han anvender produkterne, som følge af hans interesse for de omhandlede produkter (dom af 20.10.2011, Pepsi Co mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 59, og af 28.9.2017, Rühland mod EUIPO – 8 seasons design (Stjerneformet lampe), T-779/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:674, præmis 19).

27      Begrebet den informerede bruger må således forstås som et begreb, som ligger mellem den gennemsnitlige forbruger, der finder anvendelse på varemærkeområdet, hvor der ikke kræves nogen særlig viden, og hvor der som regel ikke foretages en direkte sammenligning af de omhandlede varemærker, og en fagmand, dvs. en ekspert med en vis sagkundskab. Begrebet den informerede bruger kan således opfattes som en bruger, der ikke er gennemsnitligt opmærksom, men som er særligt opmærksom, i forhold til de pågældende produkter, hvad enten det er på grund af personlige erfaringer eller omfattende kendskab til den omhandlede sektor (jf. i denne retning dom af 20.10.2011, PepsiCo mod Grupo Promer Mon Graphic, C-281/10 P, EU:C:2011:679, præmis 53).

28      I det foreliggende tilfælde fandt appelkamme