Language of document : ECLI:EU:C:2019:524

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

H. SAUGMANDSGAARD ØE

fremsat den 20. juni 2019 (1)

Sag C-213/18

Adriano Guaitoli,

Concepción Casan Rodriguez,

Alessandro Celano Tomassoni,

Antonia Cirilli,

Lucia Cortini,

Mario Giuli,

Patrizia Padroni

mod

easyJet Airline Co. Ltd

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom, Italien))

»Præjudiciel forelæggelse – lufttransport – forordning (EF) nr. 261/2004 – artikel 5, 7, 9 og 12 – søgsmål med påstand om betaling af et fast kompensationsbeløb og individuel erstatning til passagerer for skade i forbindelse med aflysning eller længere forsinkelser af en flyafgang – retternes internationale samt nationale stedlige kompetence – gældende bestemmelser – Montrealkonventionen – artikel 33 – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 7, nr. 1) – forholdet mellem disse bestemmelser«






I.      Indledning

1.        Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom, Italien), vedrører i det væsentlige fortolkningen af artikel 33 i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring (2) (herefter »Montrealkonventionen«), idet denne bestemmelse fastlægger, hvilken ret der har kompetence i tilfælde, hvor der anlægges en erstatningssag mod et luftfartsselskab, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne retsakt.

2.        Den forelæggende rets spørgsmål vedrører nærmere bestemt forholdet mellem denne konvention og forordning (EU) nr. 1215/2012 (3), som bl.a. regulerer retternes kompetence på det område, som denne forordning vedrører (4), når flypassagerer anlægger erstatningssager med påstande om forskellige former for kompensation.

3.        Anmodningen er indgivet i forbindelse med en grænseoverskridende tvist mellem et luftfartsselskab og adskillige passagerer vedrørende beløb, som de sidstnævnte kræver, både i form af den standardkompensation, der foreskrives i forordning (EF) nr. 261/2004 (5), og som individuel erstatning for skade, som de har lidt på grund af aflysning af en flyafgang og forsinkelse af tilbagerejsen, idet begge flyvninger blev opereret af det pågældende selskab.

4.        Domstolen anmodes for det første om at afgøre, hvorvidt fastlæggelsen af, hvilken ret der har stedlig kompetence, skal ske ved anvendelse af Montrealkonventionens artikel 33 og/eller artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012. Af de grunde og på de betingelser, som jeg vil redegøre for nedenfor, er det min opfattelse, at anvendelsen af disse to retsakter skal ske alternerende alt efter genstanden for de forskellige dele af påstanden.

5.        Såfremt det måtte fastslås, at Montrealkonventionens artikel 33 finder anvendelse i et sådant tilfælde, sådan som jeg vil foreslå, skal Domstolen for det andet tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse skal fortolkes således, at den alene regulerer fordelingen af retternes kompetence på internationalt plan mellem de berørte stater eller ligeledes på nationalt plan mellem retterne i en given stat. Jeg er tilhænger af den sidstnævnte fortolkning.

6.        For det tredje opfordres Domstolen til, såfremt det måtte fastslås, at Montrealkonventionens artikel 33 ikke også udpeger den stedligt kompetente ret på nationalt plan, at præcisere, om denne bestemmelse skal anvendes eksklusivt eller sammen med artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012 med henblik på at fastlægge denne ret. Henset til de svar på det to ovennævnte præjudicielle spørgsmål, som jeg foreslår, finder jeg det ufornødent at behandle det tredje spørgsmål, der udelukkende er forelagt subsidiært.

II.    Relevante retsforskrifter

A.      Montrealkonventionen

7.        Montrealkonventionen trådte i kraft den 28. juni 2004 hvad angår Den Europæiske Union.

8.        Det fremgår af tredje betragtning til denne konvention, at de kontraherende stater i denne konvention »[...] er klar over, at det er vigtigt at sikre forbrugernes interesser i international luftfart, og at der er behov for rimelig godtgørelse på grundlag af restitutionsprincippet«. Desuden fremgår det af femte betragtning, at »staternes fælles indsats for yderligere at harmonisere og kodificere bestemte regler for international lufttransport ved hjælp af en ny konvention er den bedste måde, hvorpå en rimelig ligevægt mellem de forskellige interesser kan opnås«.

9.        I konventionens kapitel III med overskriften »Luftfartsselskabets erstatningsansvar og erstatningens omfang« bestemmer artikel 19, der har overskriften »Forsinkelse«, at »[l]uftfartsselskabet er ansvarligt for skader, som skyldes forsinket transport af passagerer, bagage eller gods. Luftfartsselskabet er dog ikke ansvarligt for skader, som skyldes forsinkelse, hvis det godtgør, at det selv, dets ansatte og dets agenter har taget alle forholdsregler, som med rimelighed kan forlanges, for at undgå skaden, eller at det ikke har været muligt for dem at gøre det«.

10.      Ligeledes i kapitel III bestemmer artikel 33 med overskriften »Jurisdiktion« følgende i stk. 1 og 4:

»1.      Erstatningssager anlægges på en af de kontraherende staters territorium, hvor de efter sagsøgerens valg indbringes for domstolen enten der, hvor luftfartsselskabet har hjemsted eller hovedkontor, eller der, hvor det har det kontor, som afsluttede kontrakten, eller på bestemmelsesstedet.

[...]

4.      Procedurespørgsmål behandles efter gældende lov på det sted, hvor sagen anlægges.«

B.      EU-retten

1.      Forordning nr. 261/2004

11.      Artikel 1 i forordning nr. 261/2004, der har overskriften »Formål«, bestemmer i stk. 1, litra b) og c), at der i denne forordning »på de her anførte betingelser [fastsættes] minimumsrettigheder for luftfartspassagerer [bl.a.] ved aflysning af flyafgange [og] forsinkelse af flyafgange«.

12.      Forordningens artikel 5 med overskriften »Aflysning« fastsætter i stk. 1 og 2:

»1.      Hvis en flyafgang aflyses, skal berørte passagerer:

a)      tilbydes bistand af det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med artikel 8

b)      tilbydes bistand af det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra a), og artikel 9, stk. 2, samt i tilfælde af omlægning af rejsen når det nye afgangstidspunkt med rimelighed kan forventes at være senest dagen efter det planlagte afgangstidspunkt, bistand som specificeret i artikel 9, stk. 1, litra b) og c)

c)      have ret til kompensation fra det transporterende luftfartsselskab i overensstemmelse med artikel 7 […].

2.      Ved meddelelsen til passagererne om aflysningen skal der orienteres om eventuelle alternative transportmuligheder.«

13.      Samme forordnings artikel 7, der har overskriften »Kompensationsret«, bestemmer i stk. 1, litra a), at »passageren [modtager] en fast kompensation som følger: [...] 250 EUR for alle flyvninger på højst 1 500 km« på de i denne artikel anførte betingelser.

14.      Forordningens artikel 9 med overskriften »Ret til forplejning og indkvartering« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.      Når der henvises til denne artikel, tilbydes passagererne gratis:

a)      måltider og forfriskninger, som står i rimeligt forhold til ventetiden

b)      hotelophold

– hvis overnatning en eller flere nætter bliver nødvendig, eller

– hvis yderligere ophold ud over passagerens oprindelige hensigt bliver nødvendigt

c)      transport mellem lufthavnen og overnatningsstedet (hotel eller andet).

2.      Herudover tilbydes passagererne gratis to telefonopringninger, telex-, telefax- eller e-postmeddelelser.«

15.      Artikel 12 i forordning nr. 261/2004, der har overskriften »Yderligere kompensation«, bestemmer i stk. 1, at denne forordning »på ingen måde [indskrænker] en passagers ret til yderligere kompensation. Kompensation i henhold til denne forordning kan fratrækkes en sådan yderligere kompensation«.

2.      Forordning nr. 1215/2012

16.      Forordning nr. 1215/2012 finder i henhold til dens artikel 66, stk. 1, anvendelse ratione temporis på tvisten i hovedsagen, eftersom søgsmålet ved den forelæggende ret er anlagt efter den 10. januar 2015 (6).

17.      I kapitel II i forordning nr. 1215/2012, der har overskriften »Kompetence«, i afdeling 2 med overskriften »Specielle kompetenceregler«, bestemmer artikel 7, nr. 1), litra a) og b), at »[e]n person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

1)      a)      i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

b)      ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen: [...] ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret«.

18.      I samme kapitels afdeling 4 med overskriften »Kompetence i sager om forbrugeraftaler« bestemmer denne forordnings artikel 17, stk. 3, at den pågældende afdeling »ikke [finder] anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold«.

19.      I forordningens kapitel VII med overskriften »Forholdet til andre instrumenter« bestemmer artikel 67, at dette instrument »ikke [udelukker] anvendelsen af bestemmelser, som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som er indeholdt i EU-retsakter eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til gennemførelse af disse retsakter«.

20.      I samme kapitel VII bestemmer artikel 71, stk. 1, at dette instrument »ikke [berører] konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser«.

III. Tvisten i hovedsagen, de præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

21.      Adriano Guaitoli, Alessandro Celano Tomassoni, Mario Giuli, Concepción Casan Rodriguez, Antonia Cirilli, Lucia Cortini og Patrizia Padroni (herefter »Adriano Guaitoli m.fl.«) købte flybilletter tur/retur mellem Fiumicino (Italien) og Korfu (Grækenland) med luftfartsselskabet easyJet Airline Company Ltd (herefter »easyJet«), der har hjemsted i Luton (Det Forenede Kongerige).

22.      I forbindelse med udrejsen, der skulle finde sted den 4. august 2015 kl. 20:20, oplevede Adriano Guaitoli m.fl. en stigende forsinkelse og herefter aflysning af deres afgang, som blev flyttet til næste dag kl. 16:45. I løbet af ventetiden blev de ikke tilbudt en erstatningsrejse med et andet flyselskab, forplejning eller anden form for bistand ej heller erstatning eller kompensation på trods af den formelle anmodning herom til easyJet.

23.      Ved tilbagerejsen, der skulle finde sted den 14. august 2015 kl. 23:25, oplevede de ligeledes en betydelig forsinkelse af en varighed, der ikke er nærmere angivet i forelæggelsesafgørelsen.

24.      Den 28. juni 2016 anlagde Adriano Guaitoli m.fl. sag ved Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom), inden for hvis retskreds de har bopæl, med påstand om, at easyJet i medfør af artikel 5, 7, 9 og 12 i forordning nr. 261/2004 tilpligtes at yde dem et fast kompensationsbeløb, godtgørelse af omkostninger, som de med urette har oppebåret, samt erstatning for yderligere økonomisk såvel som ikke-økonomisk skade på grund af de tab, de har lidt som følge af aflysningen af udrejsen og forsinkelsen af tilbagerejsen (7).

25.      EasyJet har indledningsvis fremsat to formalitetsindsigelser. Den første indsigelse vedrørende manglende saglig kompetence er blevet forkastet af Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom). Hvad angår den anden, der vedrører den stedlige kompetence, skal det efter denne rets opfattelse fastlægges, hvilke regler der finder anvendelse, navnlig henset til forholdet mellem Montrealkonventionens artikel 33 og artikel 5 i forordning nr. 44/2001 (nu artikel 7 i forordning nr. 1215/2012) samt den betydning, der eventuelt tillægges de nationale kompetenceregler, idet det præciseres, at sagsøgerne i hovedsagen har bopæl i dens egen retskreds, mens lufthavnen i Fiumicino er beliggende i retskredsen for Tribunale di Civitavecchia (retten i Civitavecchia, Italien).

26.      På denne baggrund har Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom, Italien) ved afgørelse af 26. februar 2018 indgået til Domstolen den 26. marts 2018 besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Såfremt en part, der har oplevet forsinkelse eller aflysning af en flyafgang, samtidigt, ud over faste, ensartede kompensationsbeløb i henhold til artikel 5, 7 og 9 i forordning nr. 261/2004, også anmoder om erstatning for [kompensation] på baggrund af samme forordnings artikel 12, skal Montrealkonventionens artikel 33 da finde anvendelse, eller skal »retternes kompetence« (såvel stat som kompetent ret) under alle omstændigheder fastsættes i henhold til artikel 5 i forordning nr. 44/2001?

2)      Skal Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 1 fortolkes således, at den alene regulerer fordelingen af jurisdiktionen mellem stater, eller således, at den også regulerer den nationale stedlige kompetence inden for den enkelte stat?

3)      Er anvendelsen af Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn til det første tilfælde i spørgsmål 2 »eksklusiv«, idet den udelukker anvendelsen af artikel 5 i forordning nr. 44/2001, eller kan de to bestemmelser anvendes samtidigt, således at både den statslige og de nationale retters stedlige kompetence fastsættes direkte?«

27.      Der er blevet indgivet skriftlige indlæg for Domstolen af Adriano Guaitoli m.fl., easyJet, den italienske regering og Europa-Kommissionen. Der er ikke blevet afholdt mundtlig forhandling.

IV.    Bedømmelse

A.      Indledende bemærkninger

28.      Før jeg behandler realiteten med hensyn til den forelæggende rets tre spørgsmål, som jeg har redegjort for ovenfor (8), finder jeg det hensigtsmæssigt at fremsætte nogle betragtninger vedrørende Domstolens praksis, som vedrører alle disse spørgsmål.

29.      For det første gør jeg vedrørende fortolkningen af Montrealkonventionen opmærksom på, at denne konventions bestemmelser udgør en integrerende del af EU-retten (9), hvorved Domstolen er kompetent til at træffe afgørelse om dens fortolkning under iagttagelse af de folkeretlige principper, som er bindende for Unionen, navnlig Wienerkonventionens artikel 31 (10), hvorefter en traktat skal fortolkes loyalt i overensstemmelse med den sædvanlige betydning, der måtte tillægges traktatens udtryk i dens sammenhæng og belyst af dens hensigt og formål (11). I øvrigt har Domstolen, henset til formålet med Montrealkonventionen, som er en samordning af reglerne om international lufttransport, allerede fastslået, at de begreber i denne konvention, som ikke defineres af denne, »skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, selv om de anskues forskelligt i retsordenen i de stater, der har tiltrådt konventionen« (12).

30.      Jeg skal derefter fremhæve, at der, selv om den forelæggende ret i hele sin forelæggelsesafgørelse, navnlig i det første og det tredje præjudicielle spørgsmål, formelt har henvist til artikel 5 i forordning nr. 44/2001, skal tages udgangspunkt i de bestemmelser med samme ordlyd, der indgår i artikel 7 i forordning nr. 1215/2012 (13), som finder anvendelse ratione temporis i den foreliggende sag (14). Jeg gør i denne henseende opmærksom på fast retspraksis, hvorefter Domstolen med henblik på at give de nationale retter et hensigtsmæssigt svar kan inddrage EU-retlige regler, som de ikke har henvist til i deres præjudicielle spørgsmål (15).

31.      Efter disse generelle betragtninger skal jeg nu behandle de enkelte spørgsmål, der er forelagt i den foreliggende sag.

B.      Forbindelsen mellem Montrealkonventionen og forordning nr. 1215/2012 i forbindelse med erstatningssøgsmål, der er omfattet af både denne konvention og forordning nr. 261/2004 (det første spørgsmål)

1.      Genstanden for det første præjudicielle spørgsmål

32.      Med det første præjudicielle spørgsmål anmodes Domstolen nærmere bestemt om at afgøre, hvorvidt det i en sag, hvor en passager, der har oplevet en forsinkelse eller aflysning af en international flyafgang, ikke kun har nedlagt påstand om betaling af et fast kompensationsbeløb og godtgørelse af omkostninger som omhandlet i artikel 5, 7 og 9 i forordning nr. 261/2004, men også yderligere kompensation i henhold til samme forordnings artikel 12 (16), skal fastlægges, hvilken ret der har kompetence ratione loci, under anvendelse af Montrealkonventionens artikel 33 og/eller artikel 7 i forordning nr. 1215/2012.

33.      Adriano Guaitoli m.fl., der har foreslået et samlet svar på de tre præjudicielle spørgsmål, har gjort gældende, at såvel Montrealkonventionens artikel 33 som artikel 7 i forordning nr. 1215/2012 alene opstiller tilknytningskriterier, der gør det muligt at afgøre, i hvilken medlemsstat tvisten skal afgøres, og ikke hvilken ret der har stedlig kompetence (17). EasyJet har derimod gjort gældende, at der skal tages hensyn til denne konventions artikel 33, hver gang en passager anmoder om erstatning for tab som følge af en flyforsinkelse på grundlag heraf. Ifølge den italienske regering skal vurderingen af, om den ret, for hvilken sagen er anlagt, har kompetence, ske under anvendelse af dels forordning nr. 1215/2012 i forbindelse med påstanden om kompensation på grundlag af forordning nr. 261/2004, dels Montrealkonventionen hvad angår påstanden om erstatning for tab som følge af manglende opfyldelse af den pågældende transportaftale. Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at spørgsmålet om, hvilken ret der har kompetence, dels bør afgøres i henhold til artikel 7, nr. 1), litra b), i forordning nr. 1215/2012 hvad angår den del af søgsmålet, der tager sigte på at opnå den kompensation, der følger af forordning nr. 261/2004, dels i henhold til Montrealkonventionens artikel 33 hvad angår den del af søgsmålet, der tager sigte på desuden at opnå yderligere erstatning for tab som følge af forsinkelse, og som er omfattet af denne konventions anvendelsesområde.

34.      Jeg er enig i de sidstnævnte synspunkter. Før jeg redegør for, hvordan der efter min opfattelse i en sag som hovedsagen bør foretages en alternerende anvendelse af kompetencereglerne i henholdsvis forordning nr. 1215/2012 og Montrealkonventionens artikel 33, finder jeg det nødvendigt at gennemgå forholdet mellem de materielle retsregler om luftfartsselskabers erstatningsansvar, som indgår i henholdsvis forordning nr. 261/2004 og denne konvention. Efter min opfattelse er det således kombinationen af de ordninger for erstatningsansvar, der er fastsat i disse to retsakter, som gør det tilsvarende nødvendigt at anvende de kompetenceregler, der er foreskrevet i forordning nr. 1215/2012, og kompetencereglerne i henhold til konventionens artikel 33, sideløbende.

2.      De to retlige ordninger for luftfartsselskabets ansvar, der finder anvendelse i en tvist som tvisten i hovedsagen

35.      Som størstedelen af de procesdeltagere, der har indgivet indlæg i den foreliggende sag, har anført, fremgår det af Domstolens faste praksis, at der findes to ordninger for luftfartsselskabers ansvar over for passagerer, den ene baseret på forordning nr. 261/2004 og den anden på Montrealkonventionen, idet de begge kan finde anvendelse i tvisten i hovedsagen.

36.      Jeg gør opmærksom på, at Domstolen gentagne gange har fastslået, at de rettigheder, som er baseret på henholdsvis bestemmelserne i forordning nr. 261/2004 og Montrealkonventionen, er omfattet af to forskellige »ordninger«. Den har fremhævet, at forordning nr. 261/2004 indfører en ordning med standardiserede og umiddelbare foranstaltninger (18) vedrørende de skader, som de gener, der skyldes forsinkelser eller aflysninger af flyafgange, er udtryk for, som går forud for ordningen i Montrealkonventionen, og som således udgør en selvstændig ordning i forhold til ordningen i konventionen (19).

37.      Til forskel fra bestemmelserne i forordning nr. 261/2004 regulerer Montrealkonventionens artikel 19 ff. de betingelser, hvorunder de berørte passagerer efter en flyafgangs forsinkelse kan anlægge sag for at opnå individuel erstatning, dvs. skadeserstatning, hvilket kræver en vurdering i hvert enkelt tilfælde af omfanget af de angivelige skader, og det kan således alene gøres til genstand for en efterfølgende individuel kompensation (20).

38.      Artikel 1 i forordning nr. 261/2004 fremhæver, at den fastsætter minimumsrettigheder for luftfartspassagerer. Desuden bestemmer forordningens artikel 12 for det første, at denne forordning på ingen måde indskrænker deres ret til yderligere kompensation på grundlag af andre instrumenter (21), og for det andet, at kompensation i henhold til denne forordning kan fratrækkes en sådan yderligere kompensation (22). En national ret har således mulighed for at pålægge luftfartsselskabet at betale erstatning til passagerer for det samlede tab, som de har lidt på grund af dets misligholdelse af sine aftalemæssige forpligtelser, på grundlag af et andet retsgrundlag end forordning nr. 261/2004, bl.a. på grundlag af Montrealkonventionen eller nationale retsforskrifter (23). Domstolen har præciseret, at ligesom det er tilfældet i henhold til bestemmelserne i denne konventions kapitel III, kan en skade, som der kan gives »yderligere« kompensation for, efter denne forordnings artikel 12 være såvel økonomisk som ikke-økonomisk (24).

39.      I den foreliggende sag står det nærmere bestemt fast, at en passagers ret til et fast, ensartet kompensationsbeløb som følge af en aflysning eller en lang forsinkelse af en flyafgang, som følger af artikel 5-7 i forordning nr. 261/2004 (25), er uafhængig af den individuelle erstatning for tab som følge af forsinkelse af en flyafgang, hvorom der kan anmodes inden for rammerne af Montrealkonventionens artikel 19 (26).

40.      Desuden har Domstolen fastslået, at når et luftfartsselskab ikke overholder sine forpligtelser til at betale udgifterne, således som det er forpligtet til i henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), og artikel 9 i forordning nr. 261/2004, kan passageren anmode om kompensation på grundlag af disse bestemmelser, idet en påstand om, at de pågældende forpligtelser opfyldes, ikke kan anses for et krav om individuel erstatning til dækning af et tab, der er opstået som følge af den pågældende aflysning i henhold til Montrealkonventionen. Luftfartspassagerers krav, der er baseret på de rettigheder, som de indrømmes ved denne forordning, kan således ikke anses for at henhøre under »yderligere kompensation« som omhandlet i forordningens artikel 12 (27).

41.      Efter denne nødvendige gennemgang af de vigtigste konklusioner, der kan udledes af retspraksis vedrørende forholdet mellem de materielle bestemmelser i henholdsvis forordning nr. 261/2004 og Montrealkonventionen, skal jeg nu undersøge spørgsmålet om, hvilke bestemmelser der skal anvendes for at fastlægge, hvilken ret der er kompetent til at behandle de forskellige påstande, der er fremsat i hovedsagen, og som er kendetegnet ved, at de både er omfattet af forordning nr. 261/2004 og af Montrealkonventionen.

3.      De gældende kompetenceregler afhængigt af grundlaget for de forskellige påstande, der er fremsat med hensyn til luftfartsselskabets ansvar

42.      Af de nedenstående grunde er det min opfattelse, at den kompetente ret vedrørende en erstatningssag af blandet karakter som tvisten i hovedsagen dels skal fastlægges i henhold til de relevante bestemmelser i forordning nr. 1215/2012 vedrørende de påstande, som er reguleret af forordning nr. 261/2004, dels i henhold til Montrealkonventionens artikel 33 med hensyn til de påstande, som er reguleret af denne konvention. Jeg vil desuden undersøge de praktiske konsekvenser af den fortolkning, som jeg foreslår.

a)      De gældende kompetenceregler for de påstande, som er omfattet af forordning nr. 261/2004

43.      Domstolen har allerede bekræftet, at »[f]or så vidt som de rettigheder, der er baseret på henholdsvis bestemmelserne i forordning nr. 261/2004 og Montrealkonventionens bestemmelser, er omfattet af forskellige lovgivningsmæssige rammer, finder de internationale kompetenceregler, som er fastsat i konventionen, ikke anvendelse på anmodninger, der alene er indgivet på grundlag af forordning nr. 261/2004, idet disse anmodninger skal behandles i henhold til forordning nr. 44/2001« (28). Som den forelæggende ret har anført, kunne den formulering, som jeg har fremhævet, give anledning til at formode, at denne analyse måske kun var gyldig for sagsanlæg, der alene støttes på bestemmelserne i forordning nr. 261/2004.

44.      De betragtninger, som er indeholdt i denne retspraksis, er dog efter min opfattelse tilsvarende relevante vedrørende en tvist som tvisten i hovedsagen, hvori sagsøgernes påstande samtidigt støttes dels på bestemmelserne i forordning nr. 261/2004 dels på andre retsregler. Den omstændighed, at der findes forskellige lovgivningsmæssige rammer, indebærer i dette tilfælde således også, at forskellige internationale kompetenceregler finder anvendelse på de rettigheder, der hidrører fra henholdsvis forordning nr. 261/2004 og Montrealkonventionen (29).

45.      Efter min opfattelse følger det heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt en ret i en medlemsstat har international kompetence til at tage stilling til den førstnævnte del af disse påstande, afhænger af de relevante bestemmelser i forordning nr. 44/2001 eller snarere, i den foreliggende sag, i forordning nr. 1215/2012, som finder anvendelse ratione temporis, og ikke konventionens artikel 33. Jeg er med andre ord af den opfattelse, at en ret, for hvilken der er anlagt en sag med påstande om betaling af et fast kompensationsbeløb støttet på bestemmelserne i forordning nr. 261/2004, skal vurdere sin egen kompetence på baggrund af forordning nr. 1215/2012 og nærmere bestemt, i tvisten i hovedsagen, på baggrund af sidstnævnte forordnings artikel 4 og 7 (30).

46.      Jeg gør opmærksom på, at en sagsøgt, der har bopæl på en medlemsstats område, i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 kan sagsøges ved retterne i denne medlemsstat. Denne forordnings artikel 7, nr. 1), fastsætter imidlertid en speciel kompetenceregel i sager om kontraktforhold, der giver sagsøgeren mulighed for at vælge en anden tilknytningsfaktor, nemlig opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for påstanden, som ifølge stk. 1, litra b), anses for at være det sted, hvor den pågældende tjenesteydelse er blevet leveret eller skulle have været leveret. Som den forelæggende ret har anført i sit første præjudicielle spørgsmål, har Domstolen fastslået, at denne regel fastsætter den kompetente ret på såvel internationalt som nationalt plan (31). Hvad navnlig angår tjenesteydelser, der består i international lufttransport, har den fortolket denne bestemmelse således, at sagsøgeren kan vælge den ret, inden for hvis retskreds flyets afgangs- eller ankomststed befinder sig, således som disse steder er fastsat i den pågældende aftale (32).

b)      De gældende kompetenceregler for de påstande, som er omfattet af Montrealkonventionen

47.      Ligesom easyJet, den italienske regering og Kommissionen er jeg af den opfattelse, at for så vidt angår sager, der er støttet på Montrealkonventionen, eller nærmere bestemt – i den foreliggende sag – de påstande, der er omfattet af denne konventions anvendelsesområde, er det kompetencereglerne i dens artikel 33, der finder anvendelse (33).

48.      Montrealkonventionens artikel 33 kan således anvendes på baggrund af de bestemmelser i forordning nr. 1215/2012, der vedrører forholdet til andre instrumenter, som fastsætter regler for retternes kompetence på Unionens område, dvs. denne forordnings artikel 67 og artikel 71, stk. 1. De sidstnævnte bestemmelser giver mulighed for at anvende regler om retternes kompetence, der vedrører særlige områder – som uden tvivl omfatter lufttransport – der er indeholdt i henholdsvis EU-retsakter og i konventioner, som medlemsstaterne har tiltrådt. Montrealkonventionen udgør således nu en integrerende del af EU-retten (34) og har endog – på de områder, som er omfattet af dens anvendelsesområde – forrang for afledte EU-retsakter såsom forordning nr. 261/2004 (35).

49.      Jeg er følgelig af den opfattelse, at den ret, ved hvilken der er anlagt en sag, som delvis henhører under Montrealkonventionens bestemmelser, nærmere bestemt artikel 19 om skader, der skyldes en forsinket flyafgang (36), skal afgøre, hvorvidt den har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende denne del af søgsmålet, på baggrund af konventionens artikel 33, som giver sagsøgeren mulighed for at vælge at anlægge sag mod det pågældende luftfartsselskab på en af de kontraherende staters territorium, enten for retten, i hvis retskreds dette selskab har hjemsted, eller på grundlag af en anden tilsvarende tilknytningsfaktor (37), eller for retten, i hvis retskreds bestemmelsesstedet for flyrejsen er beliggende.

c)      De praktiske konsekvenser af den fortolkning, som jeg foreslår

50.      Det følger af det ovenstående, at en ret, ved hvilken der er anlagt en erstatningssag mod et luftfartsselskab som hovedsagen, efter min opfattelse skal vurdere sin egen kompetence ved at foretage en opdelt anvendelse af dels artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, hvad angår de påstande, der støttes på bestemmelserne i forordning nr. 261/2004, dels Montrealkonventionens artikel 33 hvad angår de påstande, der er omfattet af denne konventions artikel 19.

51.      Jeg skal fremhæve, at risikoen for, at kompetencen til at træffe afgørelse i en sådan hybrid sag vil blive spredt på forskellige staters retter, såfremt Domstolen anvender den fortolkning, jeg har foreslået, efter min opfattelse vil være forholdsvis begrænset i praksis. Det kan således fastslås, at der er to kriterier for retternes kompetence, som er fælles for forordning nr. 1215/2012 og Montrealkonventionen, nemlig ikke kun det sted, hvor sagsøgeren har bopæl, men også flyrejsens bestemmelsessted (38), idet passagerne kan vælge mellem disse kriterier (39), når de sagsøger et luftfartsselskab, hvilket giver mulighed for, at alle deres påstande behandles af en og samme ret. Desuden kan den eventuelle virkning af de regler om konneksitet, der er fastsat i artikel 30 i forordning nr. 1215/2012, gøre det muligt at undgå flere eller konkurrerende retslige procedurer.

52.      På baggrund af ovenstående betragtninger er det min opfattelse, at det første præjudicielle spørgsmål skal besvares således, at når luftfartspassagerer anlægger sag for at opnå dels overholdelse af de faste, ensartede rettigheder, der følger af artikel 5, 7, 9 og 12 i forordning nr. 261/2004, dels erstatning for yderligere skade, der er omfattet af Montrealkonventionens anvendelsesområde, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, vedrørende den første del af disse påstande vurdere sin kompetence på baggrund af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1215/2012 og på baggrund af denne konventions artikel 33 hvad angår den anden del.

C.      Fastlæggelsen ved Montrealkonventionens artikel 33, stk. 1, af den internationale kompetence såvel som den nationale stedlige kompetence (det andet spørgsmål)

1.      Genstanden for det andet præjudicielle spørgsmål

53.      Det andet præjudicielle spørgsmål er forelagt Domstolen for det tilfælde, at den måtte besvare det første spørgsmål således, som jeg har foreslået ovenfor, nemlig at Montrealkonventionens artikel 33 finder anvendelse ved fastlæggelsen af retternes kompetence under omstændigheder som i tvisten i hovedsagen vedrørende påstande om individuel erstatning, som er omfattet af denne konvention og ikke af forordning nr. 261/2004.

54.      Dette er i det væsentlige første gang, Domstolen anmodes om at besvare spørgsmålet om, hvorvidt artikel 33, og nærmere bestemt denne artikels stk. 1 (40), i dette tilfælde alene har til formål at fordele den stedlige kompetence i forbindelse med en grænseoverskridende tvist på internationalt plan, dvs. mellem de stater, som har tiltrådt denne konvention, eller ligeledes på nationalt plan, dvs. mellem retterne inden for den enkelte stat.

55.      Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom) har udtrykt tvivl med hensyn til den fortolkning af Montrealkonventionens artikel 33, som åbenbart er anlagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) (41), hvorefter denne bestemmelse i grænseoverskridende tvister alene udpeger den kontraherende stat, hvis retsorden er kompetent, uden at den berører anvendelsen af gældende nationale regler i denne stat hvad angår fastlæggelsen af den kompetente nationale ret i denne stat.

56.      Såfremt denne fortolkning er korrekt, medfører de italienske procedureregler ifølge denne ret, at den selv er kompetent til at afgøre tvisten i hovedsagen (42). Hvis artikel 33 derimod blev fortolket således, at den direkte fastlægger den kompetente ret inden for den enkelte kontraherende stat, uden at det i øvrigt berører anvendelsen af den nationale procesret, tilfalder kompetencen Tribunale di Civitavecchia (retten i Civitavecchia), i hvis retskreds afgangslufthavnen for udrejsen og ankomstlufthavnen for tilbagerejsen er beliggende.

57.      Modsætningen mellem de to nævnte tilgange, som også forekommer i retspraksis i andre stater, der har tiltrådt Montrealkonventionen (43), fremgår ligeledes af de indlæg, som er indgivet i den foreliggende sag. Adriano Guaitoli m.fl. og den italienske regering har således gjort gældende, at Montrealkonventionens artikel 33 alene fastsætter regler for fordelingen af retternes kompetence mellem de kontraherende stater (44), mens easyJet og Kommissionen er af den opfattelse, at de kriterier, som fastsættes i denne bestemmelse, også kan fastlægge den nationale stedlige kompetence i den enkelte stat. Jeg er af de følgende grunde, som følger de ovenfor omtalte fortolkningsregler, enig i det sidstnævnte standpunkt (45).

2.      Ordlydsfortolkning

58.      Med hensyn til ordlyden af Montrealkonventionens artikel 33 skal jeg fremhæve, at de eneste gyldige sprogversioner af denne retsakt er de seks sprogversioner, der er kvalificeret som »autentiske«, herunder tre versioner på officielle EU-sprog, engelsk, spansk og fransk (46). Heraf følger, at de bemærkninger, som i den foreliggende sag er fremsat specifikt vedrørende den italienske oversættelse af denne artikel 33, ikke kan være afgørende.

59.      Jeg gør i øvrigt opmærksom på, at begreberne i Montrealkonventionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, således at Domstolen, når den fortolker disse begreber i forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse, ikke skal tage hensyn til de forskellige anskuelser, som kan fremgå af EU-medlemsstaternes retsordener, men fortolke dem i medfør af de generelle folkeretlige principper, som er bindende for Unionen (47).

60.      I den foreliggende sag er det i modsætning til, hvad den italienske regering har gjort gældende, og hvad Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) åbenbart har fundet (48), min opfattelse, at overskriften på Montrealkonventionens artikel 33, i hvert fald i den engelske, den spanske og den franske sprogversion (49), ikke skal betyde, at denne bestemmelse blev affattet ud fra et ønske om at begrænse anvendelsesområdet for reglerne heri til kun at omfatte fordelingen af retternes kompetence inden for de stater, der har tiltrådt konventionen. Jeg mener derimod snarere, at udtrykket »Juridiction compétente«, der er anvendt i den franske sprogversion, ikke henviser til kompetencetildelingen til en stat, men til en ret, idet »juridiction« på fransk normalt anvendes som en generisk betegnelse for enhver form for organ, der udøver retslig kompetence.

61.      Mit synspunkt understøttes af formuleringen af stk. 1 (50) i artikel 33, i det mindste i den engelske, den spanske og den franske sprogversion. I lighed med den forelæggende ret, easyJet og Kommissionen konstaterer jeg således, at denne bestemmelse i forskellige trin tillægger en bestemt ret kompetencen. Først omhandler dette stk. 1 »en af de kontraherende staters territorium« (51), derefter præciserer det, hvilken af de retter, der er beliggende på dette territorium, der kan erklære sig for stedligt kompetent, idet det to gange anvender et udtryk i singularis, »domstolen« (52), og ikke i pluralis (53), med henblik på at anføre de forskellige tilknytningskriterier, som sagsøgeren kan lægge til grund for sin erstatningssag, idet disse kriterier i øvrigt begge anvender en temmelig præcis angivelse af et sted (54).

62.      Det er således ikke uden betydning, at der er anvendt en sådan terminologi, hvilket også fremhæves i en lignende kontekst, nemlig Bruxelleskonventionen (55), der ligeledes indeholder regler om retternes kompetence, som finder anvendelse på søgsmål vedrørende civilretligt erstatningsansvar. Med en sådan ordlyd tilsigtes det at gøre det muligt for sagsøgeren at anlægge sag direkte ved en af de herved udpegede domstole uden at skulle tage hensyn til de nationale regler for stedlig kompetence, der er gældende i den pågældende stat, bl.a. i det tilfælde, hvor anvendelsen af disse regler ikke medfører, at dette værneting har kompetence (56).

63.      Domstolen har i øvrigt fortolket EU-retlige bestemmelser om retternes kompetence med en ordlyd svarende til den ordlyd, der er omhandlet i det foreliggende præjudicielle spørgsmål, og som således anfører et tilknytningskriterium til en ret, der er formuleret i singularis, således, at de »fastlægger såvel den internationale som den stedlige kompetence« og »tilsigter at ensarte reglerne for retternes kompetence og dermed direkte at fastlægge de kompetente retter uden at henvise til medlemsstaternes interne regler« (57). Det samme må efter min opfattelse være tilfældet i den foreliggende sag (58).

64.      Endelig er jeg, i lighed med den forelæggende ret, easyJet og Kommissionen, af den opfattelse, at såfremt Montrealkonventionens artikel 33, stk. 1, reelt havde haft til formål alene at fastlægge kompetencen for en kontraherende medlemsstats retter som helhed og overlade det til den pågældende stat at afgøre, hvilken ret der i henhold til dens nationale regler var stedligt kompetent, sådan som Adriano Guaitoli m.fl. og den italienske regering har foreslået, ville der uden tvivl have været valgt andre formuleringer af denne bestemmelse, som var bedre egnede til dette formål.

3.      Teleologisk fortolkning

65.      Henset til Montrealkonventionens erklærede formål og de klare formål med dens artikel 33, stk. 1, anser jeg den fortolkning af denne bestemmelse, som jeg foreslår, for at være bedre egnet til at bidrage til virkeliggørelsen af disse formål end den modsatte fortolkning.

66.      Domstolen har således gentagne gange fastslået, at det fremgår af præamblen til Montrealkonventionen (59), at de kontraherende stater i denne konvention ikke alene har som de primære formål »at sikre beskyttelsen af forbrugernes interesser i international luftfart«, men også »yderligere at harmonisere og kodificere bestemte regler for [denne transport for at opnå] en rimelig ligevægt mellem de forskellige interesser«, navnlig hvad angår luftfartsselskabernes og passagerernes interesser (60).

67.      Hvis konventionens artikel 33, stk. 1, i den foreliggende sag blev fortolket således, at dens regler kun tillægger en af de kontraherende stater retlig kompetence og ikke direkte tillægger en bestemt ret kompetence, ville dette efter min opfattelse ikke være i overensstemmelse med det ønske om at styrke ensartetheden, som denne retsakts ophavsmænd havde udtrykt (61), en hensigt, der forudsætter, at der i videst muligt omfang undgås henvisninger til forskellige nationale lovgivninger. Desuden ville det med en sådan fortolkning efter min opfattelse ikke være muligt i tilstrækkelig grad at beskytte forbrugernes interesser og samtidig sikre en rimelig ligevægt i forhold til luftfartsselskabernes interesser.

68.      I denne henseende skal jeg fremhæve, at regler, som direkte udpeger den stedligt kompetente ret, almindeligvis har til formål på den ene side at fremme såvel staternes myndigheders som de berørte borgeres anvendelse af disse regler og på den anden side at sikre en tilstrækkelig nærhed mellem denne ret og genstanden for den tvist, der skal afgøres (62). Desuden sikrer denne type regler – i såvel sagsøgernes som de sagsøgtes interesse – efter min opfattelse en langt større forudsigelighed og en bedre retssikkerhed, end når alle retterne i en stat kan være kompetente, og de procesførende følgelig skal analysere de nationale regler for at fastlægge, hvilken at disse retter der har stedlig kompetence (63). Jeg finder det således rimeligt at antage, at dette var hensigten, da den ovennævnte formulering af artikel 33, stk. 1, blev valgt. Den effektive virkning af denne bestemmelse kunne følgelig, efter min opfattelse, blive svækket med en anden fortolkning end den, jeg anbefaler.

4.      Fortolkning ud fra sammenhængen

69.      Min anbefalede fortolkning af Montrealkonventionens artikel 33, stk. 1, er efter min opfattelse på ingen måde i strid med den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår.

70.      I denne forbindelse gør jeg opmærksom på, at den italienske regering har gjort den ovenfor anførte retspraksis i Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) (64) gældende, hvorefter artikel 33, stk. 1, alene bør omhandle kompetencefordelingen mellem de stater, der har tiltrådt Montrealkonventionen, bl.a. på grund af indholdet af samme artikels stk. 4, der bestemmer, at »[p]rocedurespørgsmål behandles efter gældende lov på det sted, hvor sagen anlægges« (65). Af den sidstnævnte bestemmelse udleder regeringen, at det overlades til de kontraherende stater, inden for rammerne af deres procesautonomi, at behandle alle proceduremæssige områder, som ikke udtrykkeligt er undergivet denne konvention, og at der således skal anvendes nationale procedureregler til at fastlægge, hvilken national ret der er stedligt kompetent.

71.      I samme ånd har Adriano Guaitoli m.fl. i det væsentlige gjort gældende, at såfremt ophavsmændene til Montrealkonventionens artikel 33 havde ønsket at fastsætte regler vedrørende hver enkelt kontraherende stats nationale stedlige kompetence, skulle de også have fastsat bestemmelser vedrørende den saglige kompetence, hvilket de imidlertid ikke gjorde.

72.      Disse argumenter bør dog efter min opfattelse afvises. Jeg er således enig i den forelæggende rets og easyJets synspunkt, hvorefter artikel 33, stk. 1, sammenholdt med stk. 4, skal fortolkes således, at den førstnævnte bestemmelses udtrykkelige formål er at regulere den stedlige kompetence ikke kun hvad angår de kontraherende parter, men også hvad angår deres nationale retter, uden at dette berører anvendelsen af de gældende retsregler i den stat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, for så vidt angår de øvrige proceduremæssige spørgsmål.

73.      Jeg er med andre ord af den opfattelse, at henvisningen til national ret i Montrealkonventionens artikel 33, stk. 4, skal forstås således, at den er af residual art, idet den vedrører andre procedureregler end de ensartede tilknytningskriterier vedrørende den stedlige kompetence, som er fastsat i stk. 1. Genstanden for de øvrige henvisninger til loven i det land, hvor sagen anlægges, i denne konventions artikel 35 og 45 (66) bekræfter mit synspunkt.

74.      I medfør af den autonomi på det processuelle område, der således overlades de stater, der har tiltrådt konventionen, kan de efter min opfattelse fortsat definere omfanget af det geografiske og materielle retsområde for retterne i deres område (67). Det skal præciseres, at denne autonomi efter min opfattelse bør begrænses af kravet om ikke at rejse tvivl om denne konventions formål og ikke fratage dens bestemmelser deres effektive virkning ved anvendelsen af regler, der er fastsat i lex fori (68).

75.      Det andet præjudicielle spørgsmål skal følgelig, efter min opfattelse, besvares således, at Montrealkonventionens artikel 33, stk. 1, skal fortolkes således, at den i forbindelse med erstatningssager vedrørende skade, der er omfattet af denne konventions anvendelsesområde (69), ikke alene regulerer fordelingen af retternes kompetence mellem de kontraherende stater, men også fordelingen af den stedlige kompetence mellem retterne inden for den enkelte stat.

D.      Spørgsmålet, om Montrealkonventionen skal anvendes eksklusivt eller sammen med forordning nr. 1215/2012 (det tredje spørgsmål)

76.      Det tredje præjudicielle spørgsmål er forelagt for det tilfælde, at Domstolen – i modsætning til, hvad jeg har foreslået ovenfor – måtte fastslå, at Montrealkonventionens artikel 33, som finder anvendelse, når den anlagte sag er omfattet af denne konventions regler, alene har til formål at regulere fordelingen af retternes kompetence mellem de kontraherende stater i denne konvention.

77.      Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom) ønsker nærmere bestemt oplyst, hvorvidt anvendelsen af denne konventions artikel 33 i så fald skal være eksklusiv, således at den er til hinder for anvendelsen af artikel 7 i forordning nr. 1215/2012, eller om de to bestemmelser skal anvendes samtidigt, således at både en given stats kompetence og den stedlige kompetence for en af retterne på denne stats område fastsættes direkte.

78.      Den forelæggende ret har præciseret, at den, såfremt Montrealkonventionen skal anvendes eksklusivt, og den nationale stedlige kompetence fastsættes ifølge de nationale ordninger i overensstemmelse med den fortolkning, der er anlagt af Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol) (70), vil have kompetence til at afgøre tvisten i hovedsagen. I tilfælde af en samlet anvendelse af denne konvention – til fordeling af kompetencen mellem staterne – og den pågældende forordning – der supplerer ved at fastlægge den nationale kompetence – vil Tribunale di Civitavecchia (retten i Civitavecchia) derimod være kompetent.

79.      På baggrund af de svar på de to første spørgsmål med hensyn til, hvordan Montrealkonventionen og forordning nr. 1215/2012 bør anvendes i forhold til hinanden, som jeg har foreslået, anser jeg det for ufornødent at besvare det tredje spørgsmål, som ikke længere har nogen genstand, og at fremsætte yderligere betragtninger i denne forbindelse.

V.      Forslag til afgørelse

80.      På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom, Italien) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:

»1)      Når luftfartspassagerer anlægger sag for at opnå dels overholdelse af de faste, ensartede rettigheder, der følger af artikel 5, 7, 9 og 12 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91, dels erstatning for yderligere skade, der er omfattet af anvendelsesområdet for konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring indgået i Montreal den 28. maj 1999, undertegnet af Det Europæiske Fællesskab og godkendt på dettes vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, vedrørende den første del af disse påstande vurdere sin kompetence på baggrund af de relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og på baggrund af denne konventions artikel 33 hvad angår den anden del.

2)      Artikel 33, stk. 1, i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for international luftbefordring indgået i Montreal den 28. maj 1999 skal fortolkes således, at den i forbindelse med erstatningssager vedrørende skade, der er omfattet af denne konventions anvendelsesområde, ikke alene regulerer fordelingen af retternes kompetence mellem de kontraherende stater, men også fordelingen af den stedlige kompetence mellem retterne inden for den enkelte stat.«


1–      Originalsprog: fransk.


2 –      EFT 2001, L 194, s. 39. Denne konvention, der blev undertegnet i Montreal den 28.5.1999, blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5.4.2001 (EFT 2001, L 194, s. 38).


3 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).


4 –      Det skal præciseres, at de præjudicielle spørgsmål vedrører Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), men at forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (jf. punkt 16 i dette forslag til afgørelse).


5 –      Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 11.2.2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91 (EUT 2004, L 46, s. 1).


6 –      Jf. punkt 24 i dette forslag til afgørelse.


7 –      Ifølge denne ret har Adriano Guaitoli m.fl. nærmere bestemt nedlagt påstand om, at easyJet i medfør af »artikel 5, 7, 9 og 12 i forordning [nr. 261/2004] tilpligtes at yde [dem] dels kompensation, godtgørelse af omkostninger samt erstatning for yderligere skade som følge af aflysning af [udrejsen] (der opgøres til 815 EUR for hver af sagsøgerne), dels kompensation som følge af forsinkelse af [tilbagerejsen] (svarende til 250 EUR for hver af sagsøgerne), [og] således [...] tilpligtes at betale et samlet beløb på 7 455 EUR (svarende til 1 065 EUR for hver af sagsøgerne), ud over erstatning for ikke-økonomisk skade med et af retten efter billighed fastsat beløb«. Sagsøgerne »har (ud over betaling af de fastsatte faste kompensationsbeløb) anmodet om erstatning af forskellige former for skader som følge af aflysning af udrejsen, godtgørelse af transfer-omkostningerne fra og til lufthavnen, forplejning, manglende udnyttelse af hotel, taksten for den dag på det reserverede krydstogt fra Korfu, som de havde betalt, men gik glip af, og endelig betaling af 200 EUR pr. person som godtgørelse for den tabte feriedag samt erstatning for ikke-økonomisk skade med et af retten efter billighed fastsat beløb« (min fremhævelse).


8 –      Jf. punkt 1 ff. i dette forslag til afgørelse.


9 –      Fra den i punkt 7 i dette forslag til afgørelse anførte ikrafttrædelsesdato.


10 –      Konvention om traktatretten, indgået i Wien den 23.5.1969 (United Nations Treaty Series, bd. 1155, s. 331).


11 –      Jf. bl.a. dom af 22.11.2012, Espada Sánchez m.fl. (C-410/11, EU:C:2012:747, præmis 20-22), af 17.2.2016, Air Baltic Corporation (C-429/14, EU:C:2016:88, præmis 23 og 24), og af 12.4.2018, Finnair (C-258/16, EU:C:2018:252, præmis 19-22).


12 –      Jf. i denne retning dom af 6.5.2010, Walz (C-63/09, EU:C:2010:251, præmis 21 og 22). Jf. ligeledes, analogt, vedrørende begreber i forordning nr. 44/2001, dom af 16.5.2013, Melzer (C-228/11, EU:C:2013:305, præmis 34 ff.), og af 7.3.2018, flightright m.fl. (C-274/16, C-447/16 og C-448/16, EU:C:2018:160, præmis 56 og 58). Jeg vil vende tilbage til konsekvenserne i den foreliggende sag af denne retspraksis i punkt 58 ff. i dette forslag til afgørelse.


13 –      Jf. vedrørende ligheden mellem disse to artiklers ordlyd, navnlig hvad angår artiklernes nr. 1), og vedrørende den omstændighed, at Domstolens fortolkning vedrørende bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 også gælder for de tilsvarende bestemmelser i forordning nr. 1215/2012, bl.a. dom af 15.6.2017, Kareda (C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 8 og 27), af 7. marts 2018, flightright m.fl. (C-274/16, C-447/16 og C-448/16, EU:C:2018:160, præmis 13, 57, 61, 70 og 78), samt af 15.11.2018, Kuhn (C-308/17, EU:C:2018:911, præmis 31).


14 –      Jf. også punkt 16 i dette forslag til afgørelse.


15 –      Jf. bl.a. dom af 22.10.2015, Impresa Edilux og SICEF (C-425/14, EU:C:2015:721, præmis 20), og af 19.12.2018, AREX CZ (C-414/17, EU:C:2018:1027, præmis 34 og 35).


16 –      Jf. vedrørende de nøjagtige påstande, der er nedlagt ved den forelæggende ret, fodnote 7 i dette forslag til afgørelse.


17 –      Efter min opfattelse er disse argumenter mere relevante i forbindelse med det andet præjudicielle spørgsmål, som jeg vil behandle i punkt 53 ff. i dette forslag til afgørelse, end vedrørende det første spørgsmål.


18 –      Dvs. uden at passagererne skal bære ulemperne ved anlæggelse af erstatningssager ved en national domstol.


19 –      Jf. bl.a. dom af 9.7.2009, Rehder (C-204/08, EU:C:2009:439, præmis 27), af 23.10.2012, Nelson m.fl. (C-581/10 og C-629/10, EU:C:2012:657, præmis 46, 49-55, 57 og 74), af 22.11.2012, Cuadrench Moré (C-139/11, EU:C:2012:741, præmis 32), og af 10.3.2016, Flight Refund (C-94/14, EU:C:2016:148, præmis 46).


20 –      Jf. bl.a. dom af 10.1.2006, IATA og ELFAA (C-344/04, EU:C:2006:10, præmis 42 ff.), af 10.7.2008, Emirates Airlines (C-173/07, EU:C:2008:400, præmis 42), og af 22.12.2008, Wallentin-Hermann (C-549/07, EU:C:2008:771, præmis 32). Jf. i denne forbindelse C.-I. Grigorieff, »Le régime d’indemnisation de la convention de Montréal«, Revue européenne de droit de la consommation, 2012, nr. 4, s. 670 ff.


21 –      Det skal fremhæves, at artikel 12 i forordning nr. 261/2004 ikke har til formål som sådan at udgøre retsgrundlag, der giver mulighed for at opnå erstatning, men at tydeliggøre forholdet mellem de kompensationer, der følger af denne forordning, og de kompensationer, hvorom der i øvrigt kan anmodes.


22 –      Det følger heraf, at passagerer både kan opnå den standardiserede kompensation i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 261/2004 og erstatning for den faktiske skade, de har lidt, efter andre bestemmelser, idet overkompensation dog ikke er tilladt.


23 –      Jf. dom af 10.1.2006, IATA og ELFAA (C-344/04, EU:C:2006:10, præmis 47), og af 13.10.2011, Sousa Rodríguez m.fl. (C-83/10, EU:C:2011:652, præmis 37 og 38).


24 –      Jf. dom af 6.5.2010, Walz (C-63/09, EU:C:2010:251, præmis 29 og 39), og af 13.10.2011, Sousa Rodríguez m.fl. (C-83/10, EU:C:2011:652, præmis 41).


25 –      Jeg gør opmærksom på, at det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgerne i hovedsagen oplevede en lang forsinkelse i forbindelse med tilbagerejsen, men at de ikke udtrykkeligt har påberåbt sig artikel 6 i forordning nr. 261/2004, som fastsætter retten til, at luftfartsselskabet sørger for forplejning og indkvartering i et sådant tilfælde. Domstolen har i øvrigt fortolket samme forordnings artikel 5, 6 og 7 »således, at passagerer på forsinkede flyafgange kan sidestilles med passagerer på aflyste flyafgange [...], og de kan således påberåbe sig kompensationsretten i forordningens artikel 7, når de som følge af en forsinket flyafgang lider et tab af tid på tre timer eller mere« (jf. bl.a. dom af 19.11.2009, Sturgeon m.fl., C-402/07 og C-432/07, EU:C:2009:716, præmis 69, og af 26.2.2013, Folkerts, C-11/11, EU:C:2013:106, præmis 32).


26 –       Jf. bl.a. dom af 9.7.2009, Rehder (C-204/08, EU:C:2009:439, præmis 27), af 22.11.2012, Cuadrench Moré (C-139/11, EU:C:2012:741, præmis 28), og af 10.3.2016, Flight Refund (C-94/14, EU:C:2016:148, præmis 45).


27 –      Jf. dom af 13.10.2011, Sousa Rodríguez m.fl. (C-83/10, EU:C:2011:652, præmis 38, 42-44 og 46), og af 31.1.2013, McDonagh (C-12/11, EU:C:2013:43, præmis 19-24).


28 –       Jf. dom af 9.7.2009, Rehder (C-204/08, EU:C:2009:439, præmis 27 og 28), og af 10.3.2016, Flight Refund (C-94/14, EU:C:2016:148, præmis 43 og 46).


29 –      Jf. vedrørende anvendelsen af forskellige kompetenceregler afhængigt af den materielle regel, som sagsøgeren påberåber sig, analogt i forbindelse med en erstatningssag vedrørende »erstatning i kontrakt« og/eller »erstatning uden for kontrakt«, som omhandlet i artikel 5 i forordning nr. 44/2001, mit forslag til afgørelse Bosworth og Hurley (C-603/17, EU:C:2019:65, punkt 70-90).


30 –      Det skal præciseres, at de specielle kompetenceregler til fordel for forbrugere, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, som bl.a. giver mulighed for at anlægge sag mod den erhvervsdrivende »ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl«, i henhold til denne forordnings artikel 17, stk. 3, ikke finder anvendelse, når den tjenesteydelse, der er købt – som det er tilfældet i tvisten i hovedsagen – er en flyrejse, der ikke er en kombination af rejse og ophold for en samlet pris (jf. desuden dom af 11.4.2019, Ryanair, C-464/18, EU:C:2019:311, præmis 28).


31 –       Jf. dom af 3.5.2007, Color Drack (C-386/05, EU:C:2007:262, præmis 30).


32 –      Jf. bl.a. dom af 7.3.2018, flightright m.fl. (C-274/16, C-447/16 og C-448/16, EU:C:2018:160, præmis 67 og 68), og af 11.7.2018, Zurich Insurance og Metso Minerals (C-88/17, EU:C:2018:558, præmis 15-18).


33 –      Jf. desuden i denne retning generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Prüller-Frey (C-240/14, EU:C:2015:325, punkt 29) samt generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Flight Refund (C-94/14, EU:C:2015:723, punkt 52).


34 –      Jf. også punkt 29 i dette forslag til afgørelse.


35 –      Jf. dom af 10.7.2008, Emirates Airlines (C-173/07, EU:C:2008:400, præmis 43), og af 22.12.2008, Wallentin-Hermann (C-549/07, EU:C:2008:771, præmis 28).


36 –      Det skal vedrørende de faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen præciseres, at denne konvention ikke indeholder bestemmelser om aflysning af en flyafgang (jf. desuden generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Emirates Airlines, C-173/07, EU:C:2008:145, punkt 58).


37 –      Dvs. der, hvor det pågældende selskab »har hjemsted eller hovedkontor«, eller »der, hvor det har det kontor, som afsluttede kontrakten«.


38 –      Hvad det sidstnævnte kriterium angår har Kommissionen med henvisning til generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse Emirates Airlines (C-173/07, EU:C:2008:145, punkt 47 ff.) gjort gældende, at begrebet »bestemmelsessted« som omhandlet i Montrealkonventionens artikel 33 ikke skal fortolkes for indskrænkende, således at bestemmelsesstedet for tilbagerejsen også kan være omfattet heraf, såfremt der, som i tvisten i hovedsagen, er tale om en returrejse. Selv om jeg finder denne tilgang korrekt, gør jeg opmærksom på, at det i den foreliggende sag ikke er nødvendigt at fortolke dette begreb, eftersom den forelæggende ret under ingen omstændigheder kan have kompetence ifølge dette kriterium, idet lufthavnen i Fiumicino ikke er beliggende i dens retskreds.


39 –      Det skal fremhæves, at afgangsstedet for den pågældende flyafgang, som er et andet tilknytningskriterium, der er tilladt i henhold til artikel 7, nr.. 1), i forordning nr. 1215/2012, som fortolket af Domstolen, ikke er omhandlet i Montrealkonventionens artikel 33.


40 –      De tre præjudicielle spørgsmål vedrører ganske vist »Montrealkonventionens artikel 33« i sin helhed. Ikke desto mindre er det i den foreliggende sag efter min vurdering ufornødent at fortolke denne artikels stk. 2 og 3, som alene vedrører »[e]rstatningssager i forbindelse med en passagers død eller tilskadekomst«, både henset til genstanden for tvisten i hovedsagen, som vedrører skade i forbindelse med aflysning og forsinkelser af flyafgange, og til præmisserne i forelæggelsesafgørelsen, der alene henviser til indholdet i artikel 33, stk. 1. Jeg vil dog ganske kort henvise til ordlyden af denne artikels stk. 4 som et element i fortolkningen ud fra sammenhængen af stk. 1 (punkt 70 ff. i dette forslag til afgørelse).


41 –      Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til to afgørelser fra den pågældende ret: »dom nr. 15028/05 og kendelse nr. 11183/05«.


42 –      Adriano Guaitoli m.fl. har gjort gældende, at anvendelsen af codice di procedura civile (den italienske civile retsplejelov) som codice del consumo (den italienske forbrugeraftalelov) ville indebære, at Tribunale ordinario di Roma (retten i Rom) tillægges kompetence i det foreliggende tilfælde som henholdsvis det sted, hvor den omtvistede forpligtelse er opstået eller skal opfyldes, og det sted, hvor de berørte forbrugere har bopæl.


43 –      Jf. R. Dettling-Ott, »Article 33«, i Montreal Convention, redigeret af E. de Giemulla og R. Schmid, Kluwer, Nederlandene, 2010, punkt 21 ff., og R. Dettling-Ott, »Artikel 33«, i Montrealer Übereinkommen, redigeret af E. de Giemulla og R. Schmid, Luchterhand, Tyskland, 2016, punkt 21 ff.


44 –      Den italienske regering har anført, at denne fortolkning svarer til den fremherskende retspraksis i Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol), og har henvist til kendelse nr. 8901 af 4.5.2016, hvorefter »Montrealkonventionens artikel 33, stk. 1, [...], som det klart fremgår af dens overskrift (»Jurisdiktion«), ikke vedrører den materielle kompetence i tvister mellem passagerer og lufttransportselskaber, men fastsætter regler for [...] kompetencefordelingen mellem retter i forskellige stater. Dette bekræftes af denne artikels stk. 4, der bestemmer, at tvister mellem luftfartsselskaber og passagerer »behandles efter gældende lov på det sted, hvor sagen anlægges«, hvilket følgelig omfatter lovgivningen vedrørende fordeling af kompetence mellem de forskellige retter i den samme stat afhængigt af den saglige kompetence«. Adriano Guaitoli m.fl. har desuden citeret denne og andre afgørelser: »Cass. S.U. 6630/1993, Cass. Ord.za 11183/2005, Cass. 15028/2005, Cass. S.U. 13689/2006, Cass. S.U. 22035/2014 og Cass. Ord.za 8901/2016«.


45 –      Jf. punkt 29 i dette forslag til afgørelse.


46 –      Jf. vedrørende hensyntagen til de seks sprogversioner af Montrealkonventionen (dvs. engelsk, arabisk, kinesisk, spansk, fransk og russisk) dom af 6.5.2010, Walz (C-63/09, EU:C:2010:251, præmis 24), og af 17.2.2016, Air Baltic Corporation (C-429/14, EU:C:2016:88, præmis 23 og 31-34).


47 –      Jf. i denne retning dom af 6.5.2010, Walz (C-63/09, EU:C:2010:251, præmis 21 og 22).


48 –      Jf. den i fodnote 44 i dette forslag til afgørelse nævnte retspraksis.


49 –      Dvs. henholdsvis »Jurisdiction«, »Jurisdicción« og »Juridiction compétente«. Den overskrift, der er valgt i den italienske oversættelse (som ikke er en autentisk sprogversion) for at oversætte den nævnte artikel 33, er »Competenza giurisdizionale«.


50 –      Stk. 1, hvis fortolkning af de i fodnote 40 anførte grunde er særligt relevant i den foreliggende sag.


51 –      Ligeledes i den engelske sprogversion: »the territory of one of the States Parties«, og den spanske: »el territorio de uno de los Estados Partes«.


52 –      Ligeledes i den engelske sprogversion: »the court« og den spanske: »el tribunal«.


53 –      Jeg gør opmærksom på, at denne formulering gentager formuleringen i artikel 28, stk. 1, i konventionen angående indførelse af visse ensartede regler om international luftbefordring, underskrevet i Warszawa den 12.10.1929 (herefter »Warszawakonventionen«), som Montrealkonventionen trådte i stedet for (jf. første betragtning i præamblen til og artikel 55 i sidstnævnte konvention).


54 –      Sagsøgeren har som nævnt valget mellem at anlægge sag »enten der, hvor luftfartsselskabet har hjemsted eller hovedkontor, eller der, hvor det har det kontor, som afsluttede kontrakten, eller på bestemmelsesstedet«.


55 –      Konvention om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, indgået i Bruxelles den 27.9.1968 (EFT 1978 L 304, s. 17), som blev efterfulgt af forordning nr. 44/2001 og nr. 1215/2012.


56 –      Jf. rapport fra P. Jenard om Bruxelleskonventionen (EFT 1979, C 59, s. 22) vedrørende »særlige kompetenceregler« bl.a. i denne konventions artikel 5, nr. 1), hvorefter »[e]n person, der har bopæl på en kontraherende stats område, kan sagsøges i en anden kontraherende stat [...] i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor forpligtelsen er opfyldt eller skal opfyldes«, i modsætning til den generelle kompetenceregel i artikel 2, som henviser til »retterne i [den] stat [hvor den sagsøgte har bopæl]« (min fremhævelse). Dette er også tilfældet i forordning nr. 44/2001 og nr. 1215/2012.


57 –      Jf., vedrørende artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 (der svarer til Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1), dom af 3.5.2007, Color Drack (C-386/05, EU:C:2007:262, præmis 30), og vedrørende artikel 3, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1), dom af 18.12.2014, Sanders og Huber (C-400/13 og C-408/13, EU:C:2014:2461, præmis 30).


58 –      Jf. vedrørende den marginale betydning, som i Montrealkonventionens artikel 33, stk. 4, tillægges de nationale processuelle regler, punkt 70 ff. i dette forslag til afgørelse.


59 –      Nærmere bestemt på baggrund af tredje og femte betragtning i denne præambel.


60 –      Jf. dom af 6.5.2010, Walz (C-63/09, EU:C:2010:251, præmis 30 ff.), af 22.11.2012, Espada Sánchez m.fl. (C-410/11, EU:C:2012:747, præmis 29 og 30), af 17.2.2016, Air Baltic Corporation (C-429/14, EU:C:2016:88, præmis 38 og 48), og af 12.4.2018, Finnair (C-258/16, EU:C:2018:252, præmis 34 og 43).


61 –      Idet Montrealkonventionen tager sigte på at harmonisere flest muligt aspekter, både af materiel ret og med hensyn til kompetence, på det område, som hører under dens anvendelsesområde.


62 –      Jf. i samme retning rapport fra P. Jenard om Bruxelleskonventionen (s. 22), op. cit. fodnote 56.


63 –      Jf. analogt, vedrørende artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 og artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, dom af 3.5.2007, Color Drack (C-386/05, EU:C:2007:262, præmis 22-30), af 9.7.2009, Rehder (C-204/08, EU:C:2009:439, præmis 45), af 7.3.2018, flightright m.fl. (C-274/16, C-447/16 og C-448/16, EU:C:2018:160, præmis 70-75), af 11.7.2018, Zurich Insurance og Metso Minerals (C-88/17, EU:C:2018:558, præmis 15-24), og af 4.10.2018, Feniks (C-337/17, EU:C:2018:805, præmis 44).


64 –      Jf. fodnote 44 i dette forslag til afgørelse.


65 –      I den engelske sprogversion af stk. 4: »[q]uestions of procedure shall be governed by the law of the court seised of the case«, og den spanske: »[l]as cuestiones de procedimiento se regirán por la ley del tribunal que conoce el caso«. I den italienske oversættelse af denne bestemmelse (idet denne sprogversion ikke er autentisk) er følgende formulering valgt: »[s]i applicano le norme procedurali del tribunale adito«. I øvrigt havde »Warszawakonventionens artikel 28, stk. 2, følgende ordlyd: »Rettergangsmåden bestemmes ved loven i det land, hvor sagen rejses«.


66 –      I forbindelse med henholdsvis beregningen af fristen for at anlægge sag og såvel virkningerne af et krav om inddragelse af et andet selskab i sagen som den gældende procedure i denne forbindelse.


67 –      Således at disse stater f.eks. kan oprette specialiserede retsinstanser. Jf. analogt vedrørende Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.11.2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1) dom af 9.1.2015, Bradbrooke (C-498/14 PPU, EU:C:2015:3, præmis 41 og 51-54).


68 –      Jf. analogt vedrørende samspillet mellem de gældende processuelle regler i EU’s medlemsstater og de regler om retternes kompetence, som er fastsat i forordning nr. 44/2001 og i forordning nr. 1215/2012 eller i forordning nr. 4/2009, dom af 15.3.2012, G (C-292/10, EU:C:2012:142, præmis 44 ff.), af 18.12.2014, Sanders og Huber (C-400/13 og C-408/13, EU:C:2014:2461, præmis 30-32), af 10.3.2016, Flight Refund (C-94/14, EU:C:2016:148, præmis 62 og 66), samt af 31.5.2018, Nothartová (C-306/17, EU:C:2018:360, præmis 28).


69 –      Af de grunde, som jeg har redegjort for i forbindelse med svaret på det første spørgsmål (punkt 32 ff. i dette forslag til afgørelse), skal retternes kompetence derimod fastlægges ved anvendelsen af bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012 vedrørende de påstande i sagen, som vedrører overholdelse af de faste, ensartede rettigheder, der følger af bestemmelserne i forordning nr. 261/2004.


70 –      Jf. den ovenfor i fodnote 41 og 44 i dette forslag til afgørelse anførte retspraksis.