Language of document : ECLI:EU:C:2019:645

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. BOBEK

fremsat den 29. juli 2019 (1)

Sag C-433/18

ML

mod

OÜ Aktiva Finants

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein oikeus (øverste domstol, Finland))

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område – retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – forordning (EF) nr. 44/2001 – artikel 43 – retten til effektive retsmidler og til en kontradiktorisk procedure – appel af en retsafgørelse, der erklærer en dom afsagt af en ret i en anden medlemsstat for eksigibel – procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse«






I.      Indledning

1.        Den estiske ret Harju Maakohus (retten i første instans i Harju, Estland) traf den 7. december 2009 en retsafgørelse, hvor ML (herefter »appellanten«) blev dømt til betaling af 14 838,50 estiske kroner (EEK) (ca. 948 EUR) til det estiske selskab OÜ Aktiva Finants. Denne retsafgørelse blev – efter anmodning fra Aktiva Finants – erklæret for eksigibel i Finland af Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsingfors, Finland) på grundlag af forordning (EF) nr. 44/2001 (2). Appellanten appellerede denne retsafgørelse til Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsingfors, Finland). Denne domstol gav imidlertid ikke appellanten tilladelse til videre prøvelse, hvilken afgørelse appellanten har bestridt rigtigheden af for den forelæggende ret, Korkein oikeus (øverste domstol, Finland).

2.        I Finland er der i det nationale system for indgivelse af appeller fastsat en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse inden for rammerne af appelsøgsmål anlagt til prøvelse af retsafgørelser fra retter i første instans. En sådan procedure finder også anvendelse på appeller til prøvelse af domme afsagt i første instans, der erklærer en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat for eksigibel på grundlag af forordning nr. 44/2001.

3.        Ved denne præjudicielle forelæggelse opfordres Domstolen til at fastlægge, om en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede inden for rammerne af det system, der er indført med forordning nr. 44/2001, er forenelig med den ret til appel, som er garanteret for begge parter, således som det fremgår af artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og om en sådan procedure overholder reglerne for kontradiktorisk procedure i henhold til denne forordnings artikel 43, stk. 3.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

4.        Artikel 41 i forordning nr. 44/2001 har følgende ordlyd:

»En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34 og 35. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.«

5.        Samme forordnings artikel 43, stk. 1-3, har følgende ordlyd:

»1.      Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.

2.      Appel indgives til den ret, der er angivet i bilag III.

3.      Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.«

6.        Den nævnte forordnings artikel 45 bestemmer:

»1.      Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.

2.      Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«

B.      Finsk ret

7.        I henhold til kapitel 25a, § 5, stk. 1, i Oikeudenkäymiskaari (retsplejeloven) er det i forbindelse med indgivelse af en appel af en afgørelse afsagt af en ret i første instans nødvendigt, at appellen tillades til videre prøvelse.

8.        Dette kapitels § 11, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Appel til videre prøvelse tillades, såfremt:

1)      der er grund til at betvivle rigtigheden af det resultat, som retten i første instans er nået frem til i sin afgørelse

2)      det ikke er muligt at bedømme rigtigheden af afgørelsen fra retten i første instans uden at tillade en appel til videre prøvelse

3)      det i betragtning af retsanvendelsen i tilsvarende sager er vigtigt at tillade appellen til videre prøvelse – eller

4)      der foreligger en anden tungtvejende grund til at tillade appellen.«

9.        I henhold til det nævnte kapitels § 13 »[o]pfordrer appeldomstolen før afgørelsen om antagelsen af appellen til videre prøvelse om nødvendigt den appelindstævnte til at indgive en skriftlig replik til appelskriftet«.

10.      Ifølge retsplejelovens kapitel 25a, § 14, stk. 1, »[t]ræffer appeldomstolen afgørelse om tilladelsen af appellen til videre prøvelse i en skriftlig procedure på grundlag af rettens afgørelse i første instans, appelskriftet, en eventuel replik og om nødvendigt også de øvrige dokumenter i sagen«.

11.      Ifølge dette kapitels § 17 opretholdes afgørelsen fra retten i første instans, såfremt appel til videre prøvelse ikke tillades, og retsafgørelsen skal indeholde et sammendrag af parternes anmodninger og svar.

12.      I henhold til det nævnte kapitels § 18 tillades appellen, såfremt mindst et af de tre medlemmer i dommerkollegiet går ind for tilladelsen. En tilladelse til videre prøvelse kan dog også gives af et dommerkollegium bestående af kun ét medlem.

13.      Det følger af retsplejelovens kapitel 26, § 1, at såfremt appellen tillades, og behandlingen af appelsagen fortsættes ved appeldomstolen, skal appeldomstolen prøve, om og i givet fald på hvilken måde afgørelsen fra retten i første instans skal ændres. På grundlag af samme kapitels § 3 skal den appelindstævnte opfordres til at afgive skriftlig replik inden for en af appeldomstolen fastsat frist, medmindre der er anmodet om replik allerede i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om tilladelse af appellen til videre prøvelse, eller opfordringen til at afgive replik er åbenbart unødvendig.

III. De faktiske omstændigheder, retsforhandlingerne og de præjudicielle spørgsmål

14.      Appellanten er en fysisk person, som bekræfter at have haft bopæl i Finland siden den 26. november 2007. Ved dom af 7. december 2009 blev appellanten af Harju Maakohus (retten i første instans i Harju) dømt til betaling af 14 838,50 EEK (ca. 948 EUR) til Aktiva Finants.

15.      På grundlag af forordning nr. 44/2001 og efter anmodning fra Aktiva Finants blev afgørelsen mod appellanten af 7. december 2009 erklæret for eksigibel i Finland ved en afgørelse fra Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsingfors).

16.      Appellanten indgav, efter at han var blevet underrettet om denne retsafgørelse, appel til Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsingfors) og nedlagde påstand om, at afgørelsen fra Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsingfors) skulle annulleres i sin helhed. I sin appel til Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsingfors) gjorde appellanten gældende, at den estiske dom var blevet afsagt, uden at han selv havde været til stede under retssagen, og at hverken det indledende processkrift eller et tilsvarende dokument var blevet forkyndt for ham i så god tid og på en sådan måde, at han kunne varetage sine interesser under sagen. Appellanten angav også, at han først fik kendskab til sagen, da Helsingin käräjäoikeus (retten i første instans i Helsingfors) tilsendte ham den afgørelse, hvorved dommen blev erklæret for eksigibel. Desuden var appellanten af den opfattelse, at den estiske domstol ikke havde kompetence i den omhandlede sag, idet han havde haft bopæl i Finland siden den 26. november 2007. Appellanten støttede ligeledes sine indsigelser på artikel 34 og 35 i forordning nr. 44/2001.

17.      Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsingfors) tillod ikke appellanten at appellere til videre prøvelse, hvilket afsluttede behandlingen af appellen.

18.      Appellanten anmodede den forelæggende ret om tilladelse til at appellere retsafgørelsen fra Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsingfors), hvilket appellanten fik tilladelse til den 24. januar 2017. I sin appel til Korkein oikeus (øverste domstol) nedlagde appellanten påstand om annullation af retsafgørelsen fra Helsingin hovioikeus (appeldomstolen i Helsingfors), tilladelse af hans appel til videre prøvelse og hjemvisning af sagen til appeldomstolen med henblik på behandling af appelsagen.

19.      Inden for denne ramme har den forelæggende ret bemærket, at det må fastlægges, om en procedure for tilladelse af en appel til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede kan finde anvendelse, når der er tale om en appel til prøvelse af en afgørelse i første instans, hvorved en dom afsagt i en anden medlemsstat erklæres for eksigibel på grundlag af forordning nr. 44/2001. Den forelæggende ret har tilføjet, at der desuden skal tages stilling til, om proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse er forenelig med forordning nr. 44/2001, nærmere bestemt med retten til en kontradiktorisk procedure i denne forordnings artikel 43, stk. 3.

20.      Under disse omstændigheder har Korkein oikeus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er den procedure, der med hensyn til tilladelse af appeller til videre prøvelse er fastsat i det nationale system for indgivelse af appeller, forenelig med den ret til appel, som garanteres for begge parter i artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, når der indgives appel til prøvelse af rettens afgørelse i første instans vedrørende anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom i henhold til forordning nr. 44/2001?

2)      Opfylder proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse betingelserne med hensyn til en kontradiktorisk procedure som omhandlet i artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, når den appelindstævnte ikke bliver hørt vedrørende den indgivne appel forud for afgørelsen om, hvorvidt appellen skal tillades? Er disse betingelser opfyldt, når den appelindstævnte bliver hørt forud for afgørelsen om, hvorvidt appellen skal antages til videre prøvelse?

3)      Er det af betydning for fortolkningen, at den, der indgiver appel, ikke kun kan være den part, som har anmodet om fuldbyrdelse, og hvis anmodning er blevet afvist, men også den part, mod hvem der er anmodet om fuldbyrdelse, når denne anmodning er blevet imødekommet?«

21.      Den finske regering og Europa-Kommissionen har fremsat skriftlige bemærkninger, ligesom de blev hørt i retsmødet den 15. maj 2019.

IV.    Bedømmelse

22.      Dette forslag til afgørelse er struktureret på følgende måde. Inden for rammerne af det første præjudicielle spørgsmål fører undersøgelsen af det med forordning nr. 44/2001 indførte system og den finske procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse mig til det standpunkt, at denne forordnings artikel 43 under visse betingelser tillader en sådan procedure (A). Inden for rammerne af det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål, som jeg vil behandle samlet, finder jeg efter en undersøgelse af rækkevidden af kontradiktionsprincippet ikke, at en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede strider mod retten til en kontradiktorisk procedure (B).

A.      Det første præjudicielle spørgsmål

23.      Med sit første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse, som er fastsat i det finske system, er forenelig med retten til appel i henhold til artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

1.      Det med forordning nr. 44/2001 indførte system

24.      På grundlag af princippet om gensidig tillid og i overensstemmelse med konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (3), som ændret ved en række konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (4), har forordning nr. 44/2001, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde (5), til hensigt at gøre anerkendelse og fuldbyrdelse af domme hurtigere og enklere. Denne afledte retsakt forenkler formaliteterne, således at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden at der stilles krav om en særlig procedure, og der opereres med en effektiv og hurtig procedure for at erklære en retsafgørelse, der er truffet i én medlemsstat, for eksigibel i en anden medlemsstat (6).

25.      Eksekvaturproceduren sikrer imidlertid også en kontrol af den retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, hvad angår de grunde til ikke at fuldbyrde, som er udtømmende opregnet af EU-lovgiver i artikel 34 og 35 i forordning nr. 44/2001. Eksekvaturproceduren omfatter således to særskilte faser.

26.      I første omgang anmoder en part i henhold til artikel 41 i forordning nr. 44/2001 om fuldbyrdelse af den dom, der er afsagt i en anden medlemsstat, i en ikke-kontradiktorisk procedure. På dette trin kan de grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i denne forordnings artikel 34 og 35, ikke prøves, hverken efter anmodning fra parterne eller af egen drift. Når en anmodning om fuldbyrdelse indgives af en part med søgsmålsinteresse til den ret eller myndighed, der er kompetent til at behandle anmodningen, og anmodningen opfylder de krævede formelle betingelser, er den ret eller myndighed, som anmodningen rettes til, forpligtet til at imødekomme anmodningen. På grundlag af 17. betragtning til den nævnte forordning bør en retsafgørelse »næsten automatisk« erklæres for eksigibel.

27.      I anden omgang er der i artikel 43 i forordning nr. 44/2001 fastsat mulighed for at appellere afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel. I henhold til denne forordnings artikel 44 kan den afgørelse, der træffes i appelsagen, selv være genstand for en særlig appel i hver enkelt medlemsstat, som det er angivet i den nævnte forordnings bilag IV. Appelsag i medfør af artikel 43 i forordning nr. 44/2001 kan iværksættes af den, der anmoder om eksekvatur, såfremt afgørelsen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, er blevet afslået under den første fase, og af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse. I modsætning til første etape er denne anden etape kontradiktorisk i henhold til selve ordlyden af artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001.

28.      Appelsystemet i medfør af den nævnte forordnings artikel 43 er dog ikke så klart, som det foregående punkt kunne give indtryk af.

29.      Disse usikkerheder viser sig allerede i teksten. Således er det – henset til de forskellige udtryk, som EU-lovgiver har anvendt i de forskellige sprogudgaver af forordning nr. 44/2001 – vanskeligt at fastlægge, om EU-lovgiver med denne forordnings artikel 43 har haft til hensigt at indføre et »søgsmål« eller en »appel« (7).

30.      På det systemiske plan er fuldbyrdelsesprocedurens to faser imidlertid ikke reelt knyttet til sondringen mellem første instans og appel. Anmodningen om fuldbyrdelse kræver en formel kontrol, og på dette stadium af sagen tillader forordning nr. 44/2001 ingen undersøgelse hvad angår de grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat i forordningens artikel 34 og 35. Det handler således ikke i egentlig forstand om en procedure i første instans. Inden for rammerne af en appel i medfør af denne forordnings artikel 43 kan den ret, der behandler appellen, selv om ingen af forordnings bestemmelser begrænser de anbringender eller argumenter, der kan fremføres og fremsættes til støtte for appellen af afgørelsen i første instans, dog kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i denne forordnings artikel 34 og 35 anførte grunde (8). Det drejer sig således ikke i egentlig forstand om en appelprocedure.

31.      De samme usikkerheder er også synlige i udpegelsen af de retter, til hvilke der kan indgives appel efter denne forordnings artikel 43, stk. 2, således som denne udpegelse fremgår af listen i bilag III i forordning nr. 44/2001. Det følger af en læsning af dette bilag, at de af medlemsstaterne udpegede retter er meget forskelligartede både på det formelle plan (den omhandlede rets formelle niveau i det nationale system, herunder retter i første instans, men også appeldomstole) og på det proceduremæssige plan (med direkte indbringelse for appelretterne, indirekte indbringelse af retten i første instans, men også indbringelse for forskellige retter, alt efter om søgsmålet er anlagt af sagsøgte eller sagsøger).

32.      Til trods for disse usikkerheder er det dog klart, at proceduren for de udpegede retter skal overholde mindst tre betingelser på grundlag af artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001.

33.      For det første er der – som Kommissionen har fremhævet i sine skriftlige bemærkninger – i denne forordnings artikel 43 fastsat en ubetinget ret for de to parter til at appellere afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.

34.      For det andet er hovedformålet med den appel, der er indført ved artikel 43 i forordning nr. 44/2001, at tillade prøvelse af, om der findes grunde til at afslå fuldbyrdelse i henhold til denne forordnings artikel 34 og 35 (9), som kan hindre fuldbyrdelse af en dom, der er afsagt i en anden medlemsstat.

35.      For det tredje skal bestemmelserne i artikel 43 i forordning nr. 44/2001 og dermed reglerne for appel i medfør af denne forordning fortolkes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder og navnlig artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (10). En sådan appel skal derfor være effektiv.

2.      Den finske procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse

36.      Det følger af de sagsakter, som Domstolen råder over, og af oplysninger, som den finske regering afgav i retsmødet, at proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse har følgende kendetegn.

37.      Denne procedure er – med undtagelse af visse straffesager – fastsat for alle procedurer vedrørende appel af en retsafgørelse fra en ret i første instans på det kontradiktoriske og ikke-kontradiktoriske område. Den er, som den finske regering har bemærket, ligeledes anvendelig inden for rammerne af appeller i henhold til forordning nr. 44/2001.

38.      Af denne grund indebærer appeller for appeldomstolen to etaper. I første omgang afgør appeldomstolen på baggrund af grunde fastsat ved lov, om betingelserne for tilladelse til videre prøvelse er opfyldt. I givet fald og i anden omgang fortsætter proceduren, og appeldomstolen foretager en fuldstændig undersøgelse af appellen.

39.      Inden for rammerne af appellens første etape skal appellanten i det indledende processkrift angive de anbringender og beviser, der gøres gældende til støtte for påstanden om annullation af afgørelsen fra første instans. Appellanten skal ligeledes i det indledende processkrift anføre grunden til og argumenterne for, at tilladelse til videre prøvelse skal gives.

40.      På dette grundlag skal appeldomstolen af egen drift efterprøve hver af de fire grunde, der i henhold til retsplejelovens kapitel 25a, § 11, stk. 1, kan begrunde tilladelse til videre prøvelse. Med dette mål for øje skal appeldomstolen tage hensyn til rettens afgørelse i første instans, det indledende processkrift, sagsakterne, herunder den udenlandske dom, og de dokumenter, der skal fremlægges på grundlag af artikel 54 i forordning nr. 44/2001.

41.      Såfremt en af grundene til tilladelse er opfyldt, og såfremt mindst et medlem af appeldomstolen går ind for tilladelsen, skal appeldomstolen tillade appel til videre prøvelse uden at have nogen skønsbeføjelse i denne henseende. Tilladelse gives ikke, såfremt det er klart, at ingen af de fire grunde til tilladelse finder anvendelse.

3.      Proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse og effektivitetsprincippet

42.      I overensstemmelse med Domstolens faste praksis og i mangel af EU-retlige regler på området tilkommer det hver enkelt medlemsstat – på grundlag af princippet om national procesautonomi for medlemsstaterne – at fastsætte procedurereglerne til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne (11).

43.      Hvad angår proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse som omhandlet i hovedsagen følger det af den finske regerings bemærkninger, at denne procedure er indført af den nationale lovgiver i relation til to serier af mål. Dels har denne procedure til hensigt at imødegå stigningen i appeldomstolenes arbejdspres og den deraf følgende stigning i sagsbehandlingstid. Dels imødekommer proceduren nødvendigheden af at behandle appeller ved en effektiv procedure, der beskytter parternes rettigheder. Således tager denne procedure hensyn til arten af den sag, der er forelagt appeldomstolen til undersøgelse, for at det er muligt at behandle sager, hvor appeldomstolens undersøgelse ikke er begrundet af tungtvejende grunde i forbindelse med retsbeskyttelse af appellanten og sagens almene interesse, i en forenklet procedure.

44.      Efter min opfattelse er der ingen tvivl om, at sådanne mål, som in fine svarer til mål om procedurers hurtighed og den bedst mulige fordeling af retslige ressourcer, er legitime (12).

45.      Det følger dog af fast retspraksis, at de procedureregler for sagsanlæg, som medlemsstaterne fastsætter, ikke må være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der er tillagt i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet) (13).

46.      Det fremgår i det foreliggende tilfælde, at det – for så vidt som den finske procedure for tilladelse til videre prøvelse finder anvendelse på alle appeller af afgørelser fra retter i første instans på det kontradiktoriske og ikke- kontradiktoriske område – uden videre kan afvises, at ækvivalensprincippet er tilsidesat.

47.      For så vidt angår overholdelse af effektivitetsprincippet må det fastlægges, om proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse gør indgivelse af appel i henhold til artikel 43 i forordning nr. 44/2001 umulig eller uforholdsmæssig vanskelig.

48.      Indledningsvis og generelt må det bemærkes, at effektivitetsprincippet ikke medfører krav, der går ud over de krav, der følger af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse som sikret ved chartret (14). Imidlertid udgør denne ret ikke en absolut rettighed. Således har Domstolen – udtrykkeligt baseret på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis – allerede fundet, at retten til adgang til domstolsprøvelse (15), hvoraf retten til søgsmålsadgang udgør et særligt aspekt, ikke er absolut og er underlagt forudsætningsvis anerkendte begrænsninger, idet den i sagens natur kræver en lovgivning fra staten, som herved råder over en vis skønsmargin. Domstolen har fastslået, at disse begrænsninger ikke må begrænse et retssubjekts adgang på en sådan måde, at retten til adgang til domstolsprøvelse reelt er uden indhold. Endelig bør de varetage et legitimt mål, og der bør være en rimelig forholdsmæssig sammenhæng mellem de anvendte midler og det mål, der søges opnået (16).

49.      I det foreliggende tilfælde synes proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse som omhandlet i hovedsagen at overholde effektivitetsprincippet på betingelse af dels, at proceduren tillader, at der tages hensyn til grundene til at afslå fuldbyrdelse, dels at den eventuelle afgørelse om ikke at give tilladelse er behørigt begrundet.

50.      For det første må det sikres, at proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse ikke strider mod formålet med den appelmulighed, der er indført ved artikel 43 i forordning nr. 44/2001, nemlig at tillade prøvelse af, om der findes grunde til at afslå fuldbyrdelse af en dom afsagt i en anden medlemsstat som fastsat i denne forordnings artikel 34 og 35. Selv om det udelukkende tilkommer den forelæggende ret at prøve, om der i medfør af finsk ret kan tages hensyn til disse grunde inden for rammerne af undersøgelsen af anmodningen om tilladelse til videre prøvelse, har de følgende punkter til formål at give nogle retningslinjer vedrørende dette spørgsmål.

51.      I denne henseende ser det ud til, at grundene til tilladelse til videre prøvelse, som er fastsat i retsplejelovens kapitel 25a, § 11, stk. 1, tillader, at der tages hensyn til artikel 34 og 35 i forordning nr. 44/2001.

52.      Navnlig ser det ud til, at grundene til at afslå fuldbyrdelse, som er fastsat af EU-lovgiver i artikel 34 og 35 i forordning nr. 44/2001, kan henføres under den første og den fjerde grund til tilladelse til videre prøvelse, ifølge hvilke tilladelse til videre prøvelse gives, såfremt der er grund til at betvivle rigtigheden af det resultat, som retten i første instans er nået frem til i sin afgørelse, eller såfremt der er øvrige tungtvejende grunde til at tillade appel til videre prøvelse.

53.      Det fremgår, at appeldomstolen fra tilladelsen til videre prøvelse inden for rammerne af en appel i medfør af artikel 43 i forordning nr. 44/2001 kan efterprøve, om grundene til ikke at fuldbyrde som omhandlet i denne forordnings artikel 34 og 35 kræver en indgående undersøgelse af afgørelsen fra første instans om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.

54.      For det andet forekommer proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse at være organiseret på en sådan måde, at den i praksis tillader, at rigtigheden af det resultat, som retten i første instans er nået frem til i sin afgørelse, vurderes på dette tidspunkt, selv om det er med det perspektiv at begrænse antallet af sagsanlæg.

55.      Proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse som fastsat i finsk ret knytter sig ikke til et forudgående filter, som tilsigter en prøvelse af, om appellen kan antages til påkendelse. Som den finske regering har fremhævet, efterprøver appeldomstolen på tidspunktet for tilladelsen til videre prøvelse – navnlig henset til afgørelsen fra første instans og sagsakterne – om der er grunde til at betvivle rigtigheden af det resultat, som retten i første instans er nået frem til i sin afgørelse. Appeldomstolens bedømmelse på dette tidspunkt knytter sig således til en foreløbig undersøgelse af selve realiteten af afgørelsen fra første instans, selv om der er tale om en kortfattet behandling (17).

56.      Selv om retten til en effektiv domstolsbeskyttelse omfatter muligheden for rettergang, omfatter retten imidlertid ikke en automatisk adgang til en ensartet procedure, heller ikke selv om appellen ikke kan behandles. Appel til videre prøvelse synes således i praksis kun at kunne afslås i tilfælde, hvor det er klart for samtlige appeldomstolens medlemmer, at appellen savner ethvert grundlag. Ifølge den finske regering skal grundene for tildeling af tilladelse til videre prøvelse nemlig fortolkes fleksibelt og til gunst for den part, der har anmodet om tilladelse til videre prøvelse (18). Det er således kun i tilfælde af åbenbart ugrundede appeller, at der kan ske afvisning på tidspunktet for tilladelse til videre prøvelse. I alle andre tilfælde behandles appellen i sidste ende indgående efter at have fået appeldomstolens tilladelse.

57.      For det tredje er den i hovedsagen omhandlede procedure kun forenelig med artikel 43 i forordning nr. 44/2001, såfremt eventuelle afgørelser om ikke at give tilladelse er behørigt begrundet.

58.      Det blev i retsmødet klart, at der er stor uenighed mellem den finske regering og Kommissionen vedrørende dette emne. Den finske regering har anført, at en sådan afgørelse på grundlag af retsplejeloven skal begrundes, mens Kommissionen – baseret på den samme lov – har anført, at dette ikke nødvendigvis er tilfældet.

59.      Det tilkommer ikke Domstolen at afgøre disse modstridende synspunkter vedrørende den korrekte fortolkning af national ret, men at fastlægge, hvilke krav der følger af EU-retten. Imidlertid er det i henhold til EU-retten obligatorisk at begrunde afgørelser såsom en afgørelse om ikke at give tilladelse til appel til videre prøvelse.

60.      For det første er begrundelsespligten generelt begrundet af sine to funktioner. Denne pligt giver de berørte parter kendskab til de grunde, som har ført til rettens afgørelse, og den giver den ret, til hvilken afgørelsen kan appelleres, adgang til tilstrækkelige oplysninger til, at den kan udøve sin prøvelsesret (19). I denne forbindelse har Domstolen allerede bemærket, at overholdelse af retten til en retfærdig rettergang kræver, at enhver retsafgørelse er begrundet, således at det muliggøres for sagsøgte dels at forstå, hvorfor vedkommende er blevet dømt, dels på nyttig og effektiv vis at tage retslige skridt til prøvelse af den pågældende afgørelse (20).

61.      Hvis ikke appeldomstolen var forpligtet til at begrunde sin afgørelse, navnlig i tilfælde af manglende tilladelse af appel til videre prøvelse, ville den i finsk ret fastsatte mulighed for at anlægge appelsag til prøvelse af denne afgørelse for den øverste domstol imidlertid i vidt omfang være teoretisk. I mangel af begrundelse ville det i alt fald være vanskeligt på hensigtsmæssig vis at bestride appeldomstolens afgørelse, og det ville være umuligt for den øverste domstol at bedømme rigtigheden af den pågældende afgørelse.

62.      Dernæst er begrundelsespligten vedrørende en appelafgørelse navnlig grundlæggende inden for rammerne af det med forordning nr. 44/2001 indførte appelsystem. Det bemærkes således, at den afgørelse, der træffes i første instans vedrørende anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, på den ene side ikke er underlagt nogen begrundelsespligt. På den anen side er appeller til den øverste domstol til prøvelse af en afgørelse i en appelsag i Finland – som i andre medlemsstater – også underlagt et system for forudgående anerkendelse.

63.      Derfor er den afgørelse, der træffes som følge af en appel i medfør af artikel 43 i forordning nr. 44/2001 den første (og potentielt også den sidste) afgørelse, hvor de grunde til ikke at fuldbyrde, der er fastsat i denne forordnings artikel 34 og 35, skal tages fuldt ud i betragtning. Det er utænkeligt, at en part kan gøre brug af muligheder, som er fastsat i den nævnte forordning, med henblik på at hindre fuldbyrdelse af en dom afsagt i en anden medlemsstat, uden nogensinde at have været adressat for en begrundet afgørelse (21).

64.      Endelig er det forhold, at proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse i det foreliggende tilfælde angår appelstadiet, afgørende for så vidt angår begrundelsespligten. I lyset af denne omstændighed kan Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols synspunkt – som er helt rimeligt – hvorefter en afgørelse truffet i en filtreringsprocedure på kassationsstadiet (»anden appel« til de øverste domstole, som generelt er begrænset til retsspørgsmål) ikke nødvendigvis skal begrundes (22), logisk set ikke finde anvendelse i forhold til proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse på appelstadiet, når denne reelt udgør en første appel, som tillader, at der tages hensyn til grundene til ikke at fuldbyrde en dom afsagt i en anden medlemsstat.

65.      Det følger heraf, at det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om afgørelser om ikke at give tilladelse til appel til videre prøvelse obligatorisk skal begrundes. Hvis ikke appeldomstolen har en sådan forpligtelse, er proceduren for tilladelse efter min opfattelse uforenelig med artikel 43 i forordning nr. 44/2001. Skulle det vise sig, at proceduren for tilladelse af appeller til videre prøvelse er indført inden for rammerne af det nationale system for indgivelse af appeller uden hensyntagen til de særlige forhold ved det med forordning nr. 44/2001 indførte system, ville dette kunne føre til en mekanisk gennemførelse af denne procedure og være svært forenelig med kravene i henhold til forordning nr. 44/2001.

66.      På baggrund af samtlige disse betragtninger finder jeg, at artikel 43, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 tillader en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede på betingelse af – ud fra et materielt synspunkt – at de i artikel 34 og 35 i forordning nr. 44/2001 nævnte grunde til ikke at fuldbyrde kan gøres gældende og tages i betragtning i henhold til grundene for tilladelse til videre prøvelse og – ud fra et proceduremæssigt synspunkt – at afgørelser om ikke at give tilladelse til videre prøvelse obligatorisk begrundes.

B.      Det andet og det tredje præjudicielle spørgsmål

67.      Med sit andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede, i hvilken den appelindstævnte eller en part, som ikke er appellanten, ikke høres, er forenelig med kontradiktionsprincippet som udtrykt i artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001.

68.      For så vidt angår den forelæggende rets tredje spørgsmål forstår jeg dette således, at det sigter mod at få fastlagt virkningerne af den omstændighed, at forordningens artikel 43, stk. 1, bestemmer, at appel kan indgives ikke kun af den part, der har anmodet om fuldbyrdelse, men også af den part, mod hvem fuldbyrdelse tillades.

69.      Det fremgår heraf, at disse to spørgsmål i det væsentlige har samme mål: De har til hensigt, at det fastlægges, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede procedure er forenelig med artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001. Jeg foreslår således, at disse spørgsmål behandles samlet.

70.      Jeg kan ikke uden videre se, hvordan en sådan procedure, der af legitime grunde til hensynet til god retspleje først og fremmest har til hensigt at tillade en hurtig behandling af åbenbart ugrundede appelsager, skulle være uforenelig med kontradiktionsprincippet.

71.      Selv om artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 utvetydigt bestemmer, at den deri omhandlede appel behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure, må det ikke desto mindre konstateres, at EU-lovgiver ikke yderligere har forklaret kravene forbundet med procedurens kontradiktoriske karakter. Derfor er organiseringen af denne appelprocedure omfattet af medlemsstaternes procesautonomi på betingelse af, at kontradiktionsprincippet, der skal forstås i forhold til de særlige forhold ved det ved forordning nr. 44/2001 indførte eksekvatursystem, overholdes.

72.      Kontradiktionsprincippet er af grundlæggende betydning inden for rammerne af det system, der er indført ved forordning nr. 44/2001 med henblik på at sikre fri bevægelighed for afgørelser inden for EU. Som det er blevet fremhævet ovenfor (23), har eksekvaturproceduren til hensigt enkelt og hurtigt – i henhold til en ikke-kontradiktorisk (24) procedure – at tillade den, der begærer dette, at opnå eksekvatur af en dom, der med de nødvendige garantier er afsagt i en anden medlemsstat (25). Derimod kræver EU-lovgiver udtrykkeligt, at appelsagen nødvendigvis skal være kontradiktorisk, idet den første »instans« ikke er det (26).

73.      Hvad angår krav, der følger af kontradiktionsprincippet, har Domstolen allerede gentagne gange bemærket, at dette princip inden for rammerne af såvel administrative som retslige procedurer i almindelighed omfatter en ret for sagens parter til en administrativ procedure eller til at tage stilling til de omstændigheder og de dokumenter, der ligger til grund for en administrativ afgørelse eller en retsafgørelse, og til at udtale sig om de beviser og indlæg, der er indgivet til den administrative myndighed eller retsinstansen, samt om de retlige anbringender, som denne af egen drift har rejst, og hvorpå den agter at basere sin afgørelse (27).

74.      Helt konkret beskytter dette princip en part vedrørende forhold, der er afgørende (28) for vedtagelsen af en afgørelse, som berører denne parts interesser (29). Således er overholdelse af kontradiktion uløseligt forbundet med idéen om, at en part skal have lejlighed til at udtale sig om de forhold, der danner grundlag for en afgørelse, som er til skade for denne part (30).

75.      I lyset af denne definition af kontradiktionsprincippet ser jeg således ingen grund til, at en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede skulle krænke dette princip.

76.      For så vidt som appeldomstolen ikke i løbet af fasen for tilladelse til videre prøvelse kan træffe en ugunstig eller bebyrdende afgørelse i forhold til den appelindstævnte, dvs. den part, som ikke har indgivet appellen, tilsidesættes denne parts ret til en kontradiktorisk procedure ikke, selv om denne ikke i denne fase fremkommer med bemærkninger.

77.      For det første medfører en afgørelse om ikke at give tilladelse til videre prøvelse således en opretholdelse af den afgørelse fra første instans, hvorved denne part fik medhold, og – med undtagelse af appeller til den øverste domstol – at denne afgørelse bliver uigenkaldelig. Derfor kan denne afgørelse ikke være bebyrdende for den, der har fået medhold i dommen i første instans (31).

78.      For det andet bekræftede den finske regering i retsmødet, uden at dette blev bestridt af Kommissionen, at appeldomstolen ikke – uanset hvordan appellanten kvalificeres – på stadiet for tilladelsen til videre prøvelse kan ændre afgørelsens realitet. Navnlig kan appeldomstolen f.eks. ikke erklære, at appellen åbenbart skal tages til følge,  uden at den appelindstævnte er blevet hørt (32), hvilket i modsat fald klart ville udgøre en kvalificeret tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet.

79.      For det tredje er den afgørelse, der træffes på stadiet for tilladelsen til videre prøvelse, en foreløbig afgørelse, hvis rækkevidde pr. definition er begrænset til en tilladelse til videre prøvelse. Derfor foregriber denne afgørelse ikke en bedømmelse af appellen efter en fuldstændig undersøgelse af denne. Når tilladelse gives, uden at den part, som ikke har indgivet appellen – hvad enten der er tale om den, der har begæret eksekvatur, eller den person, der er genstand for afgørelsen herom – er blevet opfordret til at fremkomme med bemærkninger, berører en sådan afgørelse heller ikke i sig selv denne parts interesser.

80.      I retsmødet anførte Kommissionen i forlængelse af sine skriftlige bemærkninger, at kontradiktionsprincippet er af en sådan betydning, at det ikke kan begrænses, og at det finske system for tilladelse til videre prøvelse derfor ikke overholder dette princip.

81.      Bortset fra, at et sådant »absolutistisk« synspunkt ikke tillader, at det tvingende hensyn til beskyttelse af retten til kontradiktion forenes med andre helt legitime interesser som f.eks. hensynet til hurtighed og til god retspleje, bemærker jeg især, at Kommissionen ikke har været i stand til at påvise nogen konkret krænkelse af kontradiktionsprincippet i det foreliggende tilfælde.

82.      Endelig må jeg fremhæve, at det følger af den finske regerings bemærkninger, at den part, som ikke har indgivet appellen, obligatorisk skal opfordres til at tilkendegive sin opfattelse i løbet af den fase, hvor der foretages en fuldstændig undersøgelse af appellen. Overholdelse af kontradiktionsprincippet i henhold til artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 synes derfor at være sikret på det stadium, hvor appeldomstolens afgørelse kan bebyrde denne part.

83.      På baggrund af samtlige disse betragtninger finder jeg, at artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede ikke strider mod retten til en kontradiktorisk procedure, når den afgørelse, der træffes på stadiet for tilladelsen til videre prøvelse, ikke som sådan kan berøre den appelindstævntes interesser.

V.      Forslag til afgørelse

84.      I lyset af de ovenstående betragtninger opfordrer jeg Domstolen til at besvare de præjudicielle spørgsmål, der er stillet af Korkein oikeus (øverste domstol, Finland), på følgende måde:

»1)      Artikel 43, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område tillader en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede på betingelse af – ud fra et materielt synspunkt – at de grunde til ikke at fuldbyrde, der er nævnt i denne forordnings artikel 34 og 35, kan gøres gældende og tages i betragtning i henhold til grundene for tilladelse til videre prøvelse og – ud fra et proceduremæssigt synspunkt – at afgørelser om ikke at give tilladelse til videre prøvelse obligatorisk begrundes.

2)      Artikel 43, stk. 3, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at en procedure for tilladelse af appeller til videre prøvelse som den i hovedsagen omhandlede ikke strider mod retten til en kontradiktorisk procedure, når den afgørelse, der træffes på stadiet for tilladelsen til videre prøvelse, ikke som sådan kan berøre den appelindstævntes interesser.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).


3 –      EFT 1998, C 27, s. 1.


4 –      Herefter »Bruxelleskonventionen«.


5 –      Da sagen for den estiske ret blev anlagt inden den 10.1.2015, finder forordning nr. 44/2001 fortsat anvendelse ratione temporis på grundlag af artikel 66, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).


6 –      Jf. 16. og 17. betragtning til forordning nr. 44/2001. Jf. også dom af 14.12.2006, ASML (C-283/05, EU:C:2006:787, præmis 23).


7 –      I nogle sprogudgaver af forordning nr. 44/2001, såsom den spanske, den franske eller den italienske, bruges – for denne anden retsinstans – udtrykket »søgsmål«, hvilket antyder, at der er tale om en første instans, og disse forbliver således funktionelt tro mod denne forordnings struktur. Derimod bruges i andre sprogudgaver begrebet »appel«, som det fremgår af den engelske udgave (»appeal«) eller den tjekkiske udgave (»opravný prostředek«), som således lader forstå, at der er tale om en anden instans, hvilket er i overensstemmelse med, at der ofte formelt er tale om en ret i anden instans.


8 –      I henhold til artikel 45 i forordning nr. 44/2001.


9 –      Jeg bemærker i denne henseende, at selv om forordning nr. 1215/2012 har ophævet eksekvatur, er kontrollen med de i artikel 34 og 35 i forordning nr. 44/2001 nævnte grunde – som det fremgår af artikel 45 og 46 i forordning nr. 1215/2012 – ikke blevet ophævet.


10 –      Herefter »chartret«. Jf. i denne retning dom af 11.9.2014, A (C-112/13, EU:C:2014:2195, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis), idet det forudsættes, at appellen af afgørelsen af, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel i henhold til artikel 43 i forordning nr. 44/2001, skal kvalificeres som en gennemførelse af EU-retten i henhold til chartrets artikel 51 (kendelse af 13.6.2012, GREP, C-156/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:342, præmis 31).


11 –      Jf. dom af 8.11.2005, Leffler (C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 49).


12 –      Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har allerede behandlet foreneligheden af filtreringsmekanismer for appel- og kassationssøgsmål med artikel 6 og 13 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4.11.1950. Menneskerettighedsdomstolen har gentagne gange fundet, at retten til adgang til domstolsprøvelse kan begrænses på betingelse af, at disse begrænsninger ikke berører selve grundlaget for denne konventions artikel 6, og at de varetager et legitimt formål. I denne henseende har den anset formål, der er forbundet med hensynet til god retspleje og med forebyggelse af overbelastning af de retslige myndigheder, for legitime (Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13.7.1995, Tolstoy Miloslavsky mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:1995:0713JUD001813991, § 61), af 11.10.2001, Rodríguez Valín mod Spanien (CE:ECHR:2001:1011JUD004779299, § 22), og af 19.12.1997, Brualla Gómez de la Torre mod Spanien (CE:ECHR:1997:1219JUD002673795, § 36)).


13 –      Jf. for så vidt angår retligt samarbejde på det civilretlige område dom af 8.11.2005, Leffler (C-443/03, EU:C:2005:665, præmis 50), og af 9.11.2016, ENEFI (C-212/15, EU:C:2016:841, præmis 30).


14 –      Jf. dom af 26.9.2018, Belastingdienst mod Toeslagen (Opsættende virkning af appelsager) (C-175/17, EU:C:2018:776, præmis 47), og af 26.9.2018, Staatssecretaris van Veiligheid en justitie (Opsættende virkning af appelsager) (C-180/17, EU:C:2018:775, præmis 43).


15 –      Hvilket ikke er at forveksle med retten til adgang til prøvelse ved flere retsinstanser. I denne henseende følger det af Domstolens praksis, at princippet om effektiv domstolsbeskyttelse giver borgeren ret til at få prøvet sagen ved en retsinstans og ikke til prøvelse ved flere retsinstanser (dom af 28.7.2011, Samba Diouf, C-69/10, EU:C:2011:524, præmis 69).


16 –      Jf. kendelse af 16.11.2010, Internationale Fruchtimport Gesellschaft Weichert mod Kommissionen (C-73/10 P, EU:C:2010:684, præmis 53 og den deri nævnte praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol).


17 –      Herved kan proceduren for tilladelse af appel til videre prøvelse sammenlignes med den begæring om tilladelse til at anlægge et søgsmål, som var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 15.3.2018, North East Pylon Pressure Campaign og Sheehy (C-470/16, EU:C:2018:185).


18 –      Det synes desuden at følge af retsplejelovens kapitel 25a, § 18, at appel tillades, såfremt mindst et af de tre medlemmer i dommerkollegiet går ind for tilladelsen.


19 –      Jf. navnlig dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba (C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 49).


20 –      Jf. dom af 6.9.2012, Trade Agency (C-619/10, EU:C:2012:531, præmis 53).


21 –      Betydningen af at være adressat for en begrundet afgørelse styrkes også af det forhold, at det følger af artikel 44, sammenholdt med bilag IV i forordning nr. 44/2001, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at fastsætte mulighed for appel af en afgørelse truffet i medfør af denne forordnings artikel 43.


22 –      Jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser vedrørende formaliteten af 9.3.1999, aktieselskabet Immeuble groupe Kosser mod Frankrig (CE:ECHR:1999:0309DEC003874897), af 28.1.2003, Burg m.fl. mod Frankrig (CE:ECHR:2003:0128DEC003476302), og af 6.9.2005, Glender mod Sverige (CE:ECHR:2005:0906DEC002807003).


23 –      Jf. punkt 24-26 i dette forslag til afgørelse.


24 –      Artikel 41 i forordning nr. 44/2001 bestemmer utvetydigt følgende: »Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.«


25 –      Jf. inden for rammerne af Bruxelleskonventionen dom af 21.5.1980, Denilauler (125/79, EU:C:1980:130, præmis 14), af 12.7.1984, P. (178/83, EU:C:1984:272, præmis 11), og af 10.7.1986, Carron (198/85, EU:C:1986:313, præmis 8).


26 –      Jf. dom af 11.5.2000, Renault (C-38/98, EU:C:2000:225, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).


27 –      Jf. for så vidt angår de administrative procedurer inden for rammerne af gennemførelsen af EU-retten i medlemsstaterne, dom af 22.10.2013, Sabou (C-276/12, EU:C:2013:678, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis), af 5.11.2014, Mukarubega (C-166/13, EU:C:2014:2336, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis), og af 9.11.2017, Ispas (C-298/16, EU:C:2017:843, præmis 26). Jf. for så vidt angår de administrative eller retslige procedurer for myndighederne eller retterne i EU, dom af 17.12.2009, fornyet prøvelse M mod EMEA (C-197/09 RX-II, EU:C:2009:804, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).


28 –      Jf. dom af 2.12.2009, Kommissionen mod Irland m.fl. (C-89/08 P, EU:C:2009:742, præmis 56), og af 17.12.2009, fornyet prøvelse M mod EMEA (C-197/09 RX-II, EU:C:2009:804, præmis 41). Jf. analogt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols synspunkt i dom af 20.7.2001, Pellegrini mod Italien (CE:ECHR:2001:0720JUD003088296, § 44).


29 –      På det administrative område er det vigtigt for, at tilsidesættelse af en parts ret til kontradiktion anerkendes og medfører annullation af en EU-retsakt, at denne parts interesser er krænkede (jf. – for et eksempel på anvendelsen af denne retspraksis – dom af 2.10.2003, Corus UK mod Kommissionen, C-199/99 P, EU:C:2003:531, præmis 19-25). Hvad angår tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet for Unionens retsinstanser bemærker jeg, at det på grundlag af artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol alene er proceduremæssige uregelmæssigheder for Den Europæiske Unions Ret, der berører sagsøgerens interesser, som kan danne grundlag for en appel.


30 –      Såvel for Domstolen som for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kan omfanget af de garantier, der er forbundet med overholdelse af retten til kontradiktion, hvad end denne betragtes selvstændigt eller som en del af retten til forsvar, variere alt efter navnlig den omhandlede procedures særlige forhold (dom af 5.11.2014, Mukarubega, C-166/13, EU:C:2014:2336, præmis 54). Jf. generelt N. Fricero »Le droit à une procédure civile contradictoire dans la jurisprudence de la Cour européenne des droits de l’homme«, Revue trimestrielle des droits de l’homme, Anthemis, Wavre, 2016, s. 381-393, navnlig s. 388-390.


31 –      Ifølge retsplejelovens kapitel 25a, § 17, opretholdes afgørelsen fra retten i første instans, såfremt appel til videre prøvelse ikke tillades.


32 –      Der kan i denne henseende drages en parallel til Domstolens forenklede behandling af appelsager. I tilfælde af en appel, der er åbenbart ugrundet, kan Domstolen beslutte at forkaste appellen ved begrundet kendelse uden at høre parterne. Omvendt kan Domstolen ikke erklære, at en appel åbenbart skal tages til følge, uden først at have hørt parterne (jf. henholdsvis artikel 181 og 182 i Domstolens procesreglement).