Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (Frankrig) den 8. juli 2019 – Eutelsat SA mod Autorité de régulation des communications électroniques et des postes og Inmarsat Ventures Ltd

(Sag C-515/19)

Processprog: fransk

Den forelæggende ret

Conseil d’État

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Eutelsat SA

Sagsøgte: Autorité de régulation des communications électroniques et des postes og Inmarsat Ventures Ltd

Præjudicielle spørgsmål

Hvilke retlige kriterier skal anvendes ved identifikation af en jordstation som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 626/2008/EF 1 af 30. juni 2008? Skal beslutningen læses således, at den stiller krav om, at en mobil jordstation, som kommunikerer med en supplerende jordkomponent, uden særskilt udstyr også skal kunne kommunikere med en satellit? I bekræftende fald, hvordan skal vurderingen af, om materialet udgør en enhed, foretages?

Skal bestemmelserne i beslutningens artikel 2, stk. 2, fortolkes således, at et mobilt satellitsystem først og fremmest skal hvile på satellitkomponenter, eller tillader bestemmelserne, at henholdsvis satellitkomponenters og jordbaserede komponenters rolle er uden betydning, herunder i en konfiguration, hvor satellitkomponenten kun anvendes, hvis kommunikation med de jordbaserede komponenter ikke kan gennemføres? Kan de supplerende jordbaserede komponenter opsættes på en sådan måde, at de dækker hele EU’s område, med den begrundelse, at rumstationerne ikke kan sikre kommunikation i den nødvendige kvalitet, jf. den omhandlede artikels stk. 2, litra b)?

Skal medlemsstaternes kompetente myndigheder i tilfælde af, at operatøren, der er valgt i overensstemmelse med beslutningens afsnit II, ikke har opfyldt sine forpligtelser med hensyn til dækning af området gennem et mobilt satellitsystem som defineret i artikel 7, stk. 2, inden den skæringsdato, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra c), ii), afslå at give tilladelser til at anvende supplerende jordbaserede komponenter, eller, hvis svaret herpå er benægtende, kan myndighederne afslå at give disse tilladelser?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 626/2008/EF af 30.6.2008 om udvælgelse af og udstedelse af tilladelser til systemer, som leverer mobile satellittjenester (mobile satellite services, MSS) (EUT 2008, L 172, s. 15).