Language of document : ECLI:EU:C:2020:3

Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. SZPUNAR

fremsat den 14. januar 2020 (1)

Sag C-641/18

LG

mod

Rina SpA,

Ente Registro Italiano Navale

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale di Genova (retten i Genova, Italien))

»Præjudiciel forelæggelse – retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område – det materielle anvendelsesområde for forordning (EF) nr. 44/2001 – retslig immunitet – klassifikations- og skibscertificeringsselskabers aktiviteter«






I.      Indledning

1.        Forordning (EF) nr. 44/2001 (2) bestemmer, i lighed med formuleringen i andre af EU’s internationale privatretlige instrumenter, at den finder anvendelse »på det civil- og handelsretlige område«. Den foreliggende præjudicielle forelæggelse falder i tråd med retspraksis vedrørende bestemmelsen af denne forordnings anvendelsesområde.

2.        I forbindelse med den foreliggende sag er det en immunitetsindsigelse rejst af de sagsøgte i tvisten i hovedsagen, som har bragt den forelæggende ret i tvivl med hensyn til anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Den forelæggende ret har nærmere bestemt anmodet Domstolen om at tage stilling til forholdet mellem et princip i folkeretlig sædvaneret og et af EU’s internationale privatretlige instrumenter.

3.        I øvrigt ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt, og i givet fald i hvilket omfang, det svar, der skal gives på det præjudicielle spørgsmål, kan blive påvirket af hensynet til at sikre den adgang til domstolsprøvelse, som garanteres i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Set i dette perspektiv afspejler dette spørgsmål den aktuelle debat om menneskerettighedernes indflydelse på den internationale privatret.

4.        Nærværende præjudicielle forelæggelse giver følgelig Domstolen lejlighed til at placere EU’s internationalprivatretlige bestemmelser inden for folkeretten som sådan. Jeg foreslår i dette forslag til afgørelse, at Domstolen fortolker såvel forordning nr. 44/2001 som den folkeretlige sædvaneret således, at dens dom kan bidrage til udviklingen af folkeretten i almindelighed.

II.    Retsforskrifter

A.      Folkeretten

5.        De Forenede Nationers havretskonvention, som blev undertegnet i Montego Bay den 10. december 1982 (3) (herefter »Montego Bay-konventionen«), udgør en væsentlig del af havretten. Den trådte i kraft den 16. november 1994 og blev godkendt på Fællesskabets vegne ved afgørelse 98/392/EF (4).

6.        Ifølge denne konventions artikel 90 har enhver stat ret til at lade skibe sejle under sit flag på det åbne hav. Ifølge den nævnte konventions artikel 91, stk. 1 og 2, skal enhver stat bl.a. fastsætte betingelserne for at give skibe retten til at føre sit flag og til skibe, som den har givet retten til at føre sit flag, udstede dokumenter, der viser dette.

7.        Montego Bay-konventionens artikel 94, stk. 1, bestemmer, at enhver stat effektivt skal udøve sin jurisdiktion og kontrol i administrative, tekniske og sociale anliggender over skibe, som fører dens flag. Endvidere skal staten ifølge denne konventions artikel 94, stk. 3-5, for skibe, som fører dens flag, træffe de foranstaltninger, som er nødvendige for sikkerheden på havet. Disse foranstaltninger skal navnlig sikre, at ethvert skib, før registreringen og derefter med passende mellemrum, synes af en kvalificeret skibsinspektør. Ved iværksættelsen af de nævnte foranstaltninger skal hver enkelt stat rette sig efter almindeligt anerkendte internationale regler, procedurer og praksis.

8.        I denne forbindelse er det primære formål med den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen (5) (herefter »SOLAS-konventionen«), som alle medlemsstaterne er parter i, at præcisere minimumsstandarder for skibes bygning, udstyr og drift, som er forenelige med skibenes sikkerhed.

9.        Ifølge denne konventions kapitel II-1, afsnit A-1, regel 3-1, skal skibe være konstruerede, byggede og vedligeholdt i overensstemmelse med styrkemæssige, mekaniske og elektriske krav, fra et klassifikationsselskab, som er anerkendt af Administrationen – dvs. ifølge den nævnte konventions ordlyd af regeringen i den stat, under hvis flag skibet er berettiget til at sejle – i overensstemmelse med bestemmelserne i regel XI-1/1, eller opfylde Administrationens nationale standarder, som skal give et tilsvarende sikkerhedsniveau.

10.      SOLAS-konventionens kapitel I, regel 6, bestemmer:

»a)      Inspektion og syn af skibe skal, for så vidt angår håndhævelsen af bestemmelserne i disse forskrifter samt meddelelse af dispensation herfra, foretages af Administrationens embedsmænd. Dog kan Administrationen overdrage inspektion og syn til dertil udpegede tilsynsførende eller til anerkendte organisationer.

b)      En Administration, der udpeger tilsynsførende eller anerkendte organisationer til at foretage inspektioner og syn som anført i litra a), skal som minimum bemyndige enhver udpeget tilsynsførende eller anerkendt organisation til:

i)      at kræve foretaget reparationer af et skib; og

ii)      at foretage syn og inspektion efter anmodning fra vedkommende myndigheder i en havnestat.

Administrationen skal underrette Organisationen om de særlige opgaver og vilkår i bemyndigelsen til udpegede tilsynsførende eller anerkendte organisationer.

c)      Når en udpeget tilsynsførende eller anerkendt organisation fastslår, at skibet eller dets udrustning ikke i alt væsentligt svarer til oplysningerne i certifikatet, eller at skibet er i en sådan stand, at det ikke er egnet til at gå til søs uden fare for skibet eller de ombordværende personer, skal den pågældende tilsynsførende eller organisation øjeblikkeligt drage omsorg for, at der tages skridt til en udbedring af forholdene, og skal underrette Administrationen i rette tid. Hvis der ikke tages sådanne skridt til en udbedring af forholdene, bør det pågældende certifikat inddrages og Administrationen øjeblikkeligt underrettes; […]

d)      Administrationen skal i alle tilfælde fuldt ud garantere, at inspektionen og synet er udført effektivt og omhyggeligt, og skal sørge for, at der træffes de fornødne foranstaltninger til opfyldelse af denne pligt.«

B.      EU-retten

11.      I henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 finder denne »anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender«.

12.      Denne forordnings artikel 2, stk. 1, bestemmer, at »[m]ed forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«.

III. De faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingerne for Domstolen og det præjudicielle spørgsmål

13.      Familiemedlemmerne til de over 1 000 dødsofre for og de overlevende passagerer fra forliset i 2006 i Det Røde Hav af færgen Al Salam Boccaccio ’98, som sejlede under Republikken Panamas flag, har anlagt sag ved den forelæggende ret, Tribunale di Genova (retten i Genova, Italien), mod selskaberne Rina SpA og Ente Registro Italiano Navale.

14.      Sagsøgerne har for den forelæggende ret gjort gældende, at såvel de klassifikations- og certificeringsaktiviteter, som de sagsøgte udførte, som disses beslutninger og retningslinjer forårsagede, at skibet blev ustabilt, navigerede usikkert og til slut sank. Sagsøgerne har nedlagt påstand om erstatning for de økonomiske og ikke-økonomiske skader, som de har lidt som følge af dette forlis.

15.      De sagsøgte har anfægtet sagsøgernes påstande, idet de navnlig har gjort en immunitetsindsigelse gældende. De sagsøgte har anført, at de var udpeget til at foretage klassifikations- og certificeringsaktiviteter, som de udførte i deres egenskab af delegerede repræsentanter for en fremmed suveræn stat, nemlig Republikken Panama. Disse aktiviteter var et udtryk for den fremmede stats suveræne prærogativer og blev udført af de sagsøgte på denne stats vegne og i dens interesse.

16.      Henset til den immunitetsindsigelse, som de sagsøgte har påberåbt sig, har sagsøgerne gjort gældende, at den italienske ret har kompetence til at påkende deres krav i medfør af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Sagsøgerne har for det første gjort gældende, at det alene er i tilfælde, hvor tvisten som anført i den nævnte forordnings artikel 1, stk. 1, vedrører skat, told eller administrative anliggender, at forordningen ikke finder anvendelse, for det andet, at immunitetsindsigelsen i det væsentlige ikke omfatter aktiviteter, som reguleres af tekniske regler uden karakter af skøn og under alle omstændigheder falder uden for en suveræn stats politiske valg og prærogativer, og for det tredje, at klassifikations- og certificeringsaktiviteter ikke udgør handlinger udført under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii) i henseende til chartrets artikel 47, til artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), samt til 16. betragtning til direktiv 2009/15/EF (6).

17.      På denne baggrund har Tribunale di Genova (retten i Genova) ved afgørelse af 28. september 2018, indgået til Domstolen den 12. oktober 2018, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

»Skal artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i [forordning nr. 44/2001] – herunder i lyset af [chartrets artikel 47], EMRK’s artikel 6, stk. 1, samt 16. betragtning til direktiv [2009/15] – fortolkes således, at de udelukker, at retten i en medlemsstat inden for rammerne af en erstatningssag som følge af dødsfald og personlige skader i forbindelse med forlis af en passagerfærge, hvorunder der er nedlagt påstand om ifald af ansvar for culpøs adfærd, kan erklære at mangle kompetence, henset til den [retslige] immunitet, som anerkendes enheder og private juridiske personer med hjemsted i den pågældende medlemsstat, der udfører klassifikations- og/eller certificeringsaktiviteter, når disse aktiviteter udføres på vegne af et tredjeland?«

18.      Parterne i hovedsagen, den franske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De samme procesdeltagere deltog i retsmødet den 18. september 2019.

IV.    Bedømmelse

19.      Den forelæggende ret ønsker med sit præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om den skal give afkald på at påkende tvisten i hovedsagen på grund af den immunitetsindsigelse, som de sagsøgte har rejst, eller om den, fordi de sagsøgte har bopæl i domstolslandet, og på baggrund af hensynet til chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6, stk. 1, skal anse forordning nr. 44/2001 for at kunne anvendes på tvisten i hovedsagen og støtte sin kompetence til at påkende denne tvist på denne forordnings artikel 2, stk. 1.

20.      Affattelsen af det præjudicielle spørgsmål kan ganske vist umiddelbart give det indtryk, at den forelæggende ret alene ønsker oplyst, om den på grund af de sagsøgtes immunitetsindsigelse har pligt til at afslå at udøve den kompetence, som den har ifølge forordning nr. 44/2001. Set i dette perspektiv forudsætter det præjudicielle spørgsmål, at denne forordning finder materiel anvendelse på omstændighederne i den foreliggende sag.

21.      Det fremgår imidlertid af begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret nærer tvivl om navnlig det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001. Den forelæggende ret ønsker ifølge egne ord oplyst, om denne forordnings artikel 1, stk. 1, skal fortolkes således, at de omtvistede aktiviteter, som de sagsøgte udførte på et tredjelands vegne, er omfattet af »administrative anliggender«, eller således, at de ikke er omfattet heraf.

22.      Endvidere har den forelæggende ret i sit præjudicielle spørgsmål bl.a. henvist til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Denne henvisning hentyder unægtelig til den omstændighed, at de sagsøgte har bopæl i den medlemsstat, hvor den forelæggende ret er beliggende, dvs. i Italien.

23.      Når dette er sagt, er anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 det samme for så vidt angår alle de kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning. Grunden til, at denne omstændighed kunne være relevant i forbindelse med det foreliggende præjudicielle spørgsmål, er, at den nævnte omstændighed viser, at der består en endog tæt forbindelse mellem omstændighederne i hovedsagen på den ene side og domstolslandet og dermed Unionen på den anden side. Det kan ikke udelukkes, at en sådan forbindelse kan påvirke adgangen til domstolsprøvelse i henseende til retslig immunitet (7).

24.      Under henvisning til den immunitetsindsigelse, som de sagsøgte har rejst, ønsker den forelæggende ret således oplyst, om den på grundlag af denne indsigelse kan afslå at udøve sin kompetence i henhold til forordning nr. 44/2001.

25.      På baggrund af ovenstående og efter indledningsvis at have undersøgt, om det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling (afsnit A), må jeg med henblik på en saglig korrekt og relevant besvarelse af dette spørgsmål for det første bestemme, hvordan princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet forholder sig til det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 (afsnit B), for det andet undersøge, om dette anvendelsesområde omfatter et erstatningskrav fremsat mod privatretlige organer i henseende til klassifikations- og/eller certificeringsaktiviteter udført af disse enheder (afsnit C), og for det tredje – såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende – undersøge spørgsmålet om, hvorvidt en national ret som følge af den retslige immunitet, som disse organer har påberåbt sig, skal afslå at udøve den kompetence, som den er tillagt i medfør af en af bestemmelserne i denne forordning (afsnit D) (8).

A.      Formaliteten

26.      De sagsøgte har gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål må afvises. De har for det første anført, at den forelæggende ret kun ville kunne udøve sine beføjelser til at træffe en afgørelse om en præjudiciel forelæggelse, hvis den havde afvist immunitetsindsigelsen. Under alle omstændigheder rummer bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, som ønskes fortolket, ingen sammenhæng med den immunitetsindsigelse, som i tvisten i hovedsagen er gjort gældende på grundlag af den folkeretlige sædvaneret. For det andet vedrører det præjudicielle spørgsmål ikke den formodede uforenelighed mellem en bestemmelse i EU-retten og en national bestemmelse. Endelig og for det tredje finder denne forordning ifølge Domstolens praksis kun anvendelse på tvister om ansvar for handlinger, der er udført jure gestionis, og den nationale ret har udelukkende kompetence til at træffe afgørelse om realiteten vedrørende de omtvistede handlingers art.

27.      Jeg deler ikke de sagsøgtes forbehold med hensyn til det præjudicielle spørgsmåls antagelse til realitetsbehandling.

28.      For så vidt angår de sagsøgtes argument om, at Tribunale di Genova (retten i Genova) selv burde have taget stilling til immunitetsindsigelsen, og at denne indsigelse ingen sammenhæng har med fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, er det for det første min opfattelse, at dette argument afspejler den fortolkning, hvorefter det i tilfælde af, at en sådan immunitetsindsigelse tages til følge, ikke længere er nødvendigt at foretage en analyse af de kompetenceregler, der er fastsat i EU-retten, traktatretten eller de nationale bestemmelser, for at kunne konkludere, om den retsinstans, for hvilken sagen er anlagt, kan påkende tvisten eller ikke (9).

29.      Når det er sagt, blev Domstolen i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Lechouritou m.fl. (10), anmodet om først at træffe afgørelse om anvendelsesområdet for Bruxelleskonventionen (11) og dernæst om denne konventions anvendelighed på den tvist, hvori en af parterne nød immunitet. I sin besvarelse af spørgsmålet om den nævnte konventions anvendelsesområde fandt Domstolen ikke, at dette spørgsmål skulle afvises. I denne sag var karakteriseringen af de omtvistede handlinger som acta jure imperii imidlertid mindre diskutabel end karakteriseringen af de handlinger, der er genstand for den foreliggende præjudicielle forelæggelse. Ligeledes tog Domstolen i Mahamdia-dommen (12) stilling til fortolkningen af en af kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001, selv om den forelæggende ret kun havde »antaget«, således som Domstolen synes at have fremhævet det, at omstændighederne i tvisten i hovedsagen ikke var af en sådan art, at den sagsøgte stat kunne påberåbe sig immunitet.

30.      Der foreligger nemlig en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante, hvorfor det udelukkende er i sjældne og ekstreme tilfælde, at Domstolen nægter at besvare dem, som f.eks. når det klart fremgår, at den af den nationale ret ønskede fortolkning af en EU-retlig regel intet har at gøre med realiteten eller genstanden for tvisten i hovedsagen, eller når problemet er af hypotetisk karakter (13). I den foreliggende sag kan der som i de ovennævnte sager ikke konstateres en manglende reel og direkte forbindelse mellem bestemmelserne i forordning nr. 44 /2001 og genstanden for tvisten i hovedsagen.

31.      For det andet er det for så vidt angår argumentet om, at det præjudicielle spørgsmål bør afvises, fordi det ikke vedrører den formodede uforenelighed mellem EU-retten og de nationale bestemmelser, tilstrækkeligt at bemærke, at dette argument er i strid med den præjudicielle forelæggelses art. I forbindelse med den præjudicielle procedure tager Domstolen hverken stilling til fortolkningen af nationale bestemmelser eller disses forenelighed med EU-retten (14).

32.      Endelig og for det tredje foregriber argumentet om, at forordning nr. 44/2001 ikke kan anvendes på tvisten i hovedsagen, besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål. Som drøftelserne mellem procesdeltagerne illustrerer, er svaret på spørgsmålet om, hvorvidt klassifikations- og certificeringsaktiviteterne udgør acta jure imperii, således at disse aktiviteter ikke falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne forordnings artikel 1, stk. 1, imidlertid langt fra indlysende. Selv om alene den nationale ret har kompetence til at bedømme omstændighederne i hovedsagen, kan Domstolen endvidere, når den tager stilling til en præjudiciel forelæggelse, tilføre præciseringer i overensstemmelse med den opgave, som den har fået, med henblik på at vejlede den nationale ret i dens fortolkning.

33.      Det følger heraf, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

B.      Forholdet mellem princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet og det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001

1.      Princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet

34.      Den retslige immunitet er til hinder for, at én stats retsinstanser kan tage stilling til en anden stats ansvar, og er baseret på det folkeretlige princip par in parem non habet imperium, idet en stat ikke kan undergives en anden stats kompetence (15).

35.      Domstolen bekræftede denne fortolkning af den retslige immunitet i Mahamdia-dommen (16). Den klarlagde også i generelle vendinger, at den retslige immunitet på det nuværende udviklingstrin af international praksis ikke har en absolut værdi og kan være udelukket, hvis søgsmålet omhandler handlinger, der er udført jure gestionis, da disse ikke henhører under offentlig myndighed (17). Domstolen medgav således implicit, at doktrinen om relativ immunitet erstatter doktrinen om absolut immunitet, ifølge hvilken en stat nyder immunitet uafhængigt af arten af de handlinger, for hvilke denne stats ansvar gøres gældende.

36.      I denne henseende må jeg præcisere, at den retslige immunitet, som de sagsøgte har påberåbt sig i tvisten i hovedsagen, ikke er støttet på den statslige art af den person, som har påberåbt sig den, men på arten af de opgaver, som denne person reelt har udført (funktionsbestemt eller materiel immunitet). Det kan imidlertid, henset til anerkendelsen af en relativ immunitet, som hviler på sondringen mellem acta jure imperii og acta jure gestionis, hævdes, at staters retslige immunitet, som knytter sig til udøvelsen af statsmagt, primært er af funktionsbestemt art.

37.      Selv om relativiseringen af den retslige immunitet, som hviler på en sådan sondring, synes at være etableret i folkeretten (18), er det nøjagtige omfang af den retslige immunitet imidlertid vanskeligt at bestemme på grund af denne sondrings lidet gennemskuelige karakter. Denne vanskelighed viser sig at være så meget desto større, når det tages i betragtning, at den moderne stat dels privatiserer varetagelsen af sine opgaver, dels pålægger markedsøkonomiske aktører at løse specifikke opgaver af offentlig art, idet denne omstændighed kan vække tvivl om den rent kommercielle karakter af disse aktørers stilling over for privatpersoner.

38.      Den nævnte vanskelighed forklarer, hvorfor det ikke er lykkedes særlig godt at kodificere princippet om staters retslige immunitet i den folkeretlige sædvaneret. Den europæiske konvention om statsimmunitet (19) (herefter »Baselkonventionen«) er kun blevet ratificeret af nogle få europæiske stater, mens konventionen om staters retlige immunitet og deres ejendom (20) (herefter »New York-konventionen«) end ikke er trådt i kraft endnu. Bestemmelserne i New York-konventionen opfattes til tider som udtryk for principperne i den folkeretlige sædvaneret (21). Selv om denne konvention kan tjene som grundlag for identificering af de generelle tendenser i immunitetsretten, kan den imidlertid vanskeligt udgøre en kilde til bindende og specifik vejledning, navnlig for så vidt angår de bestemmelser heri, som var genstand for indsigelser under dens udarbejdelse (22). Dette er navnlig tilfældet for så vidt angår de præcise kriterier for sondringen mellem acta jure imperii og acta jure gestionis (23).

39.      Under alle omstændigheder reguleres princippet om staters retslige immunitet i mangel af kodificering på internationalt plan i vidt omfang af den folkeretlige sædvaneret.

2.      Den folkeretlige sædvanerets virkning for det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001

40.      Således som det fremgår af artikel 3, stk. 5, TEU, bidrager Unionen til den nøje overholdelse af folkeretten og til udviklingen heraf. Følgelig er Unionen i forbindelse med vedtagelsen af en retsakt forpligtet til at overholde folkeretten som helhed, herunder den folkeretlige sædvaneret, som har bindende virkning for Unionens institutioner (24). På dette grundlag har Domstolen fundet, at bestemmelserne i den afledte EU-ret skal fortolkes og deres anvendelsesområde afgrænses i lyset af de relevante folkeretlige regler (25).

41.      Der er imidlertid intet til hinder for, at lovgiver vedtager kompetenceregler, der kan finde materiel anvendelse på de tvister, hvori en af parterne kan påberåbe sig retslig immunitet (26). Det, som den folkeretlige sædvaneret kræver, er, at der ikke udøves jurisdiktion over en sådan part i tvisten imod denne parts vilje (27).

42.      Følgelig må fortolkningen af bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 i lyset af den folkeretlige sædvaneret ikke føre til, at denne forordnings materielle anvendelsesområde ikke omfatter de tvister, hvori en af parterne kan påberåbe sig retslig immunitet. I øvrigt skal der på forhånd sondres mellem spørgsmålet om, hvorvidt nævnte forordning kan finde materiel anvendelse på en tvist, og spørgsmålet om, hvorvidt kompetencen i henhold til denne forordning kan udøves for så vidt angår denne tvist.

43.      Læsningen af Mahamdia-dommen (28) kan ganske vist umiddelbart give anledning til at tro, at EU-lovgiver alligevel har valgt den løsning, hvorefter begrebet »det civil- og handelsretlige område« falder sammen med den retslige immunitets negative område (29). I denne dom sondrede Domstolen indledningsvis mellem anvendelsen af forordning nr. 44/2001 på en given tvist og denne forordnings materielle anvendelsesområde i denne tvist. Domstolen synes dernæst at have givet udtryk for, at spørgsmålene om, hvorvidt den retslige immunitet var til hinder for anvendelsen af den nævnte forordning, og om denne fandt materiel anvendelse, kunne undersøges, efter at omstændighederne i tvisten i hovedsagen var blevet undersøgt.

44.      For så vidt angår tvister, som på forhånd falder ind under forordning nr. 44/2001 – hvilket ubestrideligt er tilfældet med de tvister, som vedrører privatretlige aftaler, som f.eks. ansættelseskontrakter (30) – forstår jeg imidlertid for det første denne dom således, at når det er fastslået, at den retslige immunitet ikke er til hinder for anvendelsen af denne forordning, skal denne så meget desto mere finde anvendelse på denne tvist.

45.      For det andet ville den antagelse, at det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 falder sammen med den retslige immunitets negative område, sætte spørgsmålstegn ved den væsentlige sondring, som foretages i denne forordning mellem de tvister, der falder ind under henholdsvis uden for det civil- og handelsretlige område. Som illustration af dette udsagn bemærkes, at en lokal myndighed, selv om det er diskutabelt, at den kan påberåbe sig staters retslige immunitet, ikke desto mindre er engageret i den administrative virksomhed (31). I denne forbindelse kan den nyde en offentlig myndigheds privilegier. Bør det da antages, at alle handlinger, som udføres af lokale myndigheder, falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område«, fordi denne myndighed ikke kan nyde retslig immunitet?

46.      For det tredje er det kontroversielle spørgsmål om immunitetsretten for stater, hvorvidt kvalificeringen af de omtvistede handlinger skal ske i overensstemmelse med domstolslandets lov eller med de særlige folkeretlige løsninger (32). Uafhængigt af svaret på dette spørgsmål skal der for så vidt angår forordning nr. 44/2001 sondres mellem de tvister, der falder ind under og uden for det civil- og handelsretlige område, på grundlag af de selvstændige kriterier, som Domstolen i sin praksis har udledt af EU-retten. En handling udført under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii) i lyset af immunitetsretten er følgelig ikke nødvendigvis en handling udført under udøvelse af statsmagt i overensstemmelse med disse selvstændige EU-retlige kriterier.

47.      Af disse grunde er det min opfattelse, at EU-lovgiver kunne have ladet sig inspirere af den folkeretlige sædvaneret til et udlede en generel vejledning heraf for så vidt angår sondringen mellem acta jure imperii og acta jure gestionis. Jeg er imidlertid af den opfattelse, at EU-lovgiver ikke har anvendt begrebet retslig immunitet til præcist at definere rækkevidden af lovgivningen om samarbejde om civilretlige spørgsmål, som har grænseoverskridende virkninger, og navnlig det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001.

48.      Det forekommer mig følgelig ikke nødvendigt, at princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet inddrages i forbindelse med betragtningerne om det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001.

C.      Det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001

1.      Begrebet »det civil- og handelsretlige område« og de handlinger, der udføres under udøvelsen af statsmagt som omhandlet i Domstolens praksis

49.      I begrundelsen for nærværende præjudicielle forelæggelse har den forelæggende ret anført, sådan som jeg nævnte i punkt 21 i dette forslag til afgørelse, at det i den foreliggende sag handler om at fastslå, om artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »administrative anliggender« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter de omtvistede aktiviteter, som de sagsøgte udførte på et tredjelands vegne.

50.      Den forelæggende ret har i begrundelsen endvidere henvist til de sagsøgtes argument om, at de udførte klassifikations- og certificeringsaktiviteterne under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii), for så vidt som de optrådte på et tredjelands vegne og for dettes regning. Den forelæggende ret har medgivet, at de sagsøgte optrådte på vegne af et tredjeland og for dettes regning. Til gengæld har den udtrykt tvivl med hensyn til kvalificeringen af klassifikations- og certificeringsaktiviteterne som »acta jure imperii« og følgelig med hensyn til sin forpligtelse til at anerkende den retslige immunitet, som de sagsøgte har påberåbt sig.

51.      Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 henviser hverken udtrykkeligt til handlinger udført under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii) eller til ansvaret for sådanne handlinger. Denne bestemmelse fastsætter alene, at forordningen finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område (første punktum), og at den omvendt i særdeleshed ikke omfatter spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender (andet punktum) (33).

52.      I denne forbindelse fremgår det bl.a. af syvende betragtning til forordning nr. 44/2001, at EU-lovgiver har ønsket at fastlægge en bred definition af begrebet »det civil- og handelsretlige område« i forordningens artikel 1, stk. 1, og dermed et bredt anvendelsesområde for den nævnte forordning (34). Dette kommer til udtryk ved den omstændighed, at søgsmål med påstand om skadeserstatning principielt henhører under det civil- og handelsretlige område og derfor er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 (35). Domstolen har endvidere i sin faste praksis klarlagt, at denne forordnings anvendelsesområde i særlig grad er afgrænset af de faktorer, som karakteriserer retsforholdet mellem parterne i tvisten eller tvistens genstand (36).

53.      Hvis man henholdt sig til dette sidste punkt, ville praktisk taget ethvert erstatningssøgsmål, medmindre andet følger af artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, uvægerligt falde ind under denne forordnings anvendelsesområde. Dette ville i endnu højere grad være tilfældet for så vidt angår søgsmål anlagt af tredjemand, som før skadens opståen generelt set ikke havde noget retsforhold til den angivelige skadevolder, idet forholdet mellem parterne alene opstod som følge af den skadevoldende begivenhed.

54.      Et erstatningssøgsmål er imidlertid for det første principielt rettet mod de handlinger, der ligger til grund for den skade, som en af parterne i tvisten har gjort gældende. Sådanne handlinger kan ikke være af en sådan art, at de kan udelukke et søgsmål fra begrebet »det civil- og handelsretlige område«, for at forordning nr. 44/2001 kan finde anvendelse på den tvist, i hvilken et sådant søgsmål anlægges (37).

55.      Selv om forordning nr. 44/2001 ikke nævner handlinger, der er udført jure imperii, forholder det sig for det andet anderledes for så vidt angår dens afløser, nemlig forordning nr. 1215/2012, som i artikel 1, stk. 1, andet punktum, bestemmer, at den i særdeleshed ikke omfatter spørgsmål vedrørende »statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii)«.

56.      Omarbejdningen af artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 har ikke ændret anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012 i forhold til anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Tilføjelsen vedrørende handlinger udført jure imperii er blot en klarlægning (38), hvorfor artikel 1, stk. 1, i disse to forordninger kan sidestilles med hinanden (39).

57.      Opregningen i artikel 1, stk. 1, andet punktum, i forordning nr. 44/2001 af skat, told eller administrative anliggender er nemlig ikke udtømmende og illustrerer alene de områder, der vil kunne give anledning til tvister, som ikke falder ind under det civil- og handelsretlige område. Denne opregning indledes med udtrykket »i særdeleshed«, og de berørte områder adskilles i øvrigt – i det mindste i den engelske og den franske sprogversion – af ordet »eller«.

58.      For at afgrænse anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 må det således identificeres, hvad de områder, der nævnes i denne forordnings artikel 1, stk. 1, andet punktum, har til fælles, og konkluderes, at disse modsætningsvis definerer det civil- og handelsretlige område (40).

59.      Det er netop ved at følge denne logik, at Domstolen gentagne gange ifølge sin righoldige praksis vedrørende artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 har fastslået, at det er det forhold, at en af parterne i tvisten udøver offentlig myndighed, fordi denne part udøver beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner, der udelukker en sådan tvist fra det civil- og handelsretlige område i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne forordnings artikel 1, stk. 1 (41). På dette grundlag har Domstolen allerede fastslået, at en sag, hvorved en skattemyndighed i en medlemsstat kræver erstatning for en skade, som skyldes en ansvarspådragende sammensværgelse om at begå bedrageri med hensyn til merværdiafgift (moms), der skal betales i denne medlemsstat, falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område«, såfremt denne myndighed befinder sig i samme situation som den, hvori en privatretlig person ville befinde sig i forbindelse med den pågældende sag (42). Jeg udleder heraf, at man med henblik på at fastslå, om forordning nr. 44/2001 kan finde anvendelse på en tvist, skal undlade at fokusere på et bestemt område, som kan omfatte en handling, for hvilken ansvaret gøres gældende i forbindelse med denne tvist. Til gengæld må man undersøge, om denne handling følger af udøvelsen af offentlig myndighed.

60.      Det er i lyset af denne retspraksis, at det skal undersøges, om forordning nr. 44/2001 finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Det skal først og fremmest fastslås, hvori de klassifikations- og certificeringsaktiviteter består, som tvisten i hovedsagen er udsprunget af, og for hvilke ansvaret gøres gældende i denne tvist, og dernæst bestemmes, om disse aktiviteter følger af udøvelsen af offentlig myndighed i den betydning, som Domstolen har fastslået.

2.      Klassifikations- og certificeringsaktiviteter

61.      Staternes forpligtelser for så vidt angår klassificering og certificering af skibe, der sejler under deres flag, udspringer af internationale konventioner om sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening som f.eks. Montego Bay-konventionen og SOLAS-konventionen.

62.      Det fremgår af analysen af disse konventioner og af international praksis på dette område (43), at klassifikationsaktiviteterne består i, at organer, der er udpeget som klassifikationsselskaber, udsteder et class certificate (klassecertifikat, der attesterer, at et skib er bygget i overensstemmelse med klassereglerne og holdes i en stand, der overholder disse). Oprindelig havde disse certifikater en privat funktion og blev navnlig udstedt med det formål at opnå forsikringsdækning. Som Kommissionen har gjort gældende, er opnåelsen af et klassecertifikat i dag imidlertid en forudsætning for at opnå myndighedscertifikatet (44).

63.      Myndighedscertificering blev – og bliver stadig – foretaget under iagttagelse af de forpligtelser, der udspringer af internationale konventioner om sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening (45). Denne certificering består i, at flagstaten eller et dertil bemyndiget organ på flagstatens vegne udsteder et myndighedscertifikat (statutory certification).

64.      I praksis varetages såvel inspektion og syn, der skal foretages med henblik på klassificering og certificering af et skib, som udstedelsen af certifikaterne af den samme økonomiske enhed. Disse aktiviteter udføres mod betaling i medfør af en eller flere kommercielle aftaler indgået direkte med det pågældende skibs ejer.

65.      Denne korte beskrivelse afspejler omstændighederne i tvisten i hovedsagen. På grundlag af den aftale, der var indgået med Republikken Panama i 1999 (herefter »1999-aftalen«), udførte de sagsøgte på denne stats vegne, for dennes regning og angiveligt i dennes interesse klassifikations- og certificeringsaktiviteter. I denne forbindelse udførte de mod betaling og på grundlag af en aftale indgået med ejeren af skibet Al Salam Boccaccio ’98 inspektion og syn med henblik på klassificering og certificering af dette skib og udstedte derefter klassecertifikater og myndighedscertifikater.

66.      Det er i lyset af denne beskrivelse af de faktiske omstændigheder i hovedsagen, at det skal fastlægges, om de omtvistede handlinger, som består i klassificeringen og certificeringen af et skib, som af et privatretligt organ foretages for det første på en stats vegne, for det andet for dennes regning og i dennes interesse og for det tredje under varetagelse af denne stats internationale forpligtelser med hensyn til sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening, følger af udøvelsen af offentlig myndighed i overensstemmelse med de kriterier, som Domstolen i sin praksis har udledt vedrørende begrebet »det civil- og handelsretlige område«.

3.      Handlinger udført på en stats vegne

67.      Det forhold alene, at de sagsøgte udførte visse aktiviteter på en stats vegne, er ikke afgørende for at anse et søgsmål, der udspringer af disse aktiviteter, for ikke at falde ind under begrebet »det civil- eller handelsretlige område« som omhandlet i forordning nr. 44/2001.

68.      I denne sammenhæng har Domstolen allerede fastslået, at det forhold alene, at visse beføjelser tildeles, endog uddelegeres, ved afgørelse fra en offentlig myndighed, ikke indebærer, at disse beføjelser udøves jure imperii (46).

69.      I sager, som angår flere forhold dels mellem en offentlig myndighed og et privatretligt retssubjekt, dels mellem udelukkende privatretlige retssubjekter, er det nemlig nødvendigt at afgøre, hvilket retsforhold der består mellem parterne i tvisten, og at undersøge det iværksatte søgsmål (47). Set i dette perspektiv påvirker de elementer, som karakteriserer forholdet mellem den delegerende myndighed og den befuldmægtigede, og som kan udelukke dette forhold fra anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, ikke karakteriseringen af retsforholdet mellem denne befuldmægtigede og de selskaber, der modtager dets ydelser (48).

70.      Det samme må gøre sig gældende for tredjemand, som ikke har et kontraktligt retsforhold til den befuldmægtigede. Et erstatningssøgsmål anlagt af tredjemand vedrører trods alt handlinger, der udspringer af forholdet mellem denne befuldmægtigede og modtagerne af vedkommendes ydelser. Karakteren af en handling udført uden udøvelse af offentlig myndighed ændres ikke, alt efter hvilken person der har lidt den af denne handling forårsagede skade. Ydermere har et organ, som har udført handlinger, der falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område«, i henseende til sin kontrahent, ikke mulighed for at få immunitet fra civilretterne for så vidt angår erstatningssøgsmål anlagt af tredjemand vedrørende de samme handlinger.

4.      Handlinger udført for en stats regning og i dennes interesse

71.      Det forhold, at klassifikations- og certificeringsaktiviteterne er blevet udført for en delegerende stats regning og i dennes interesse, er heller ikke i sig selv afgørende for, at disse aktiviteter kan karakteriseres som værende udført under udøvelsen af offentlig myndighed som omhandlet i retspraksis vedrørende artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

72.      Læsningen af Domstolens relevante praksis kan ganske vist give det indtryk, at udøvelsen af visse funktioner i statens erklærede interesse udelukker en tvist fra det civil- og handelsretlige område.

73.      Domstolen fandt i Kuhn-dommen (49), at begrebet »det civil- og handelsretlige område« ikke omfatter en tvist mellem en privatperson og en medlemsstat vedrørende iværksættelsen af en foranstaltning, hvorved denne stat har pålagt samtlige indehavere af værdipapirer udstedt af denne stat en væsentlig ændring af de økonomiske vilkår vedrørende disse værdipapirer. For at nå frem til denne konklusion synes Domstolen først og fremmest at have vurderet, at en sådan foranstaltning kommer til udtryk ved udøvelse af beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de fælles retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner (50). Endvidere fokuserede Domstolen på den sammenhæng, hvori denne foranstaltning blev truffet, og de med denne foranstaltning forfulgte mål af almen interesse (51), nemlig statens interesser med hensyn til offentlige finanser og euroområdets interesser med hensyn til finansiel stabilitet. Domstolen fandt endelig, at tvisten i hovedsagen – henset til den ekstraordinære karakter af de betingelser og omstændigheder, hvorunder den nævnte foranstaltning blev vedtaget, og de med denne foranstaltning forfulgte mål af almen interesse – udsprang af udøvelse af offentlig myndighed (52).

74.      Det er imidlertid min opfattelse, at denne dom ikke kan forstås således, at en handlings generelle formål, udledt af den sammenhæng, hvori denne handling er indtruffet, i sig selv er tilstrækkeligt til at erklære, at den nævnte handling udgør udøvelse af offentlig myndighed.

75.      Hvis det for det første medgives, at formålet med en handling, der er udført, uden at der er anvendt særligt vidtgående beføjelser, er tilstrækkeligt til at erklære, at en tvist, som udspringer af denne handling, ikke falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område«, vil det nemlig stride mod fast retspraksis, hvorefter udøvelse af offentlig myndighed udelukker en tvist fra det civil- og handelsretlige område (53).

76.      Selv om anvendelsen af særligt vidtgående beføjelser for det andet udgør et troværdigt og objektivt verificerbart kriterium, forholder det sig anderledes for så vidt angår formålet med en handling, der udføres for en stats regning. Formålet med en handling skal ikke nødvendigvis være kendt af en person, som er blevet genstand for denne handlings skadelige virkninger. Forudsigeligheden med hensyn til, hvilke retter der har kompetence, udgør imidlertid et af de principper, der ligger bag det retlige samarbejde på det civil- og handelsretlige område inden for Unionen (54). Selv om dette princip pr. definition vedrører kompetencefordelingen mellem medlemsstaternes retter, er det, henset til forudsigeligheden med hensyn til, hvilke retter der har kompetence, endnu vigtigere at vide, om forordning nr. 44/2001, som fastsætter reglerne for denne fordeling, kan finde anvendelse på den foreliggende sag.

77.      For det tredje kan enhver aktivitet, der udføres af en stat eller for dennes regning, i praksis tillægges et statsligt formål. Hvis det medgives, at visse søgsmål ikke falder ind under begrebet »det civil- eller handelsretlige område« på grund af formålet med de handlinger, hvoraf disse søgsmål udspringer, bliver det muligt at udelukke hele kategorier af rent civile sager fra anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 (55).

78.      Af disse grunde er det min opfattelse, at det forhold, at visse handlinger, henset til deres formål, udføres i den almene eller offentlighedens interesse, kun udgør et indicium med hensyn til, at disse handlinger er blevet udført i kraft af beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne.

79.      Denne fortolkning underbygges af læsningen af Pula Parking-dommen (56), hvori Domstolen fandt, at tvisten om den opkrævning af et parkeringsgebyr, som blev foretaget af et selskab, der var ejet af en lokal myndighed, og som gav anledning til en præjudiciel forelæggelse, falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område«, selv om forvaltningen af den offentlige parkering og opkrævningen af gebyrerne, således som det fremgår af denne dom, udgør en opgave af lokal interesse. Denne dom viser således, at »den omstændighed, at der handles i en interesse, der kan sammenlignes med den almene eller offentlighedens interesse« ikke betyder, at der »handles under udøvelse af offentligretlige beføjelser« som omhandlet i retspraksis vedrørende artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

80.      I Sonntag-dommen (57) fandt Domstolen endvidere, at den omstændighed, at en lærer ved en offentlig skole har stilling som tjenestemand og handler som sådan, ikke kan være afgørende for, at anvendelsesområdet for Bruxelleskonventionen ikke omfatter et erstatningssøgsmål anlagt mod denne lærer. I denne forbindelse fandt Domstolen, at selv om en tjenestemand handler på statens vegne, udøver han ikke altid offentligretlige beføjelser. Det følger heraf, at den omstændighed, at der handles på statens vegne, ikke i sig selv indebærer, at de pågældende handlinger er blevet udført under udøvelse af offentligretlige beføjelser i ovennævnte forstand.

81.      Domstolen valgte denne fortolkning, selv om konsekvenserne af den berørte lærers ansvar blev dækket af en offentligretlig forsikring og endda en offentligretlig socialforsikring (58). Som generaladvokat Darmon bemærkede i sit forslag til afgørelse i Sonntag-sagen (59), kan eksistensen af en sådan forsikringsdækning – som ikke er blandt de kriterier, som Domstolen i sin praksis har udledt vedrørende begrebet »det civil-og handelsretlige område« – ikke bevirke, at en handling, som efter sin natur er omfattet af Bruxelleskonventionens anvendelsesområde, udelukkes herfra.

82.      Det forhold, at der kan anvendes offentlige midler til at udbetale erstatning for handlinger udført af en person, der handler på en stats vegne, udelukker således ikke tvister, som udspringer af disse handlinger, fra denne konventions materielle anvendelsesområde og følgelig heller ikke fra anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Jeg udleder heraf, at tvister, der udspringer af handlinger udført på en stats vegne, heller ikke udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde, hvis denne stat eventuelt ifalder ansvar for skader forårsaget af de berørte handlinger (60).

83.      Hverken det forhold, at de berørte handlinger er blevet udført for en delegerende stats regning og i dennes interesse, eller denne stats eventuelle ifaldelse af ansvar for skader forårsaget af disse handlinger er i sig selv afgørende for at betegne disse handlinger som udført i kraft af beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem borgerne.

5.      Handlinger udført under varetagelse af en stats internationale forpligtelser

84.      Det forhold, at et privatretligt organ på en stats vegne, for dennes regning og i dennes interesse udfører handlinger under varetagelse af denne stats internationale forpligtelser med hensyn til sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening, berører ikke den omstændighed, at disse handlinger er blevet udført under udøvelse af offentligretlige beføjelser.

85.      Ganske vist kan Rüffer-dommen (61) forstås således, at en sag, der er anlagt af den myndighed, der forvalter de offentlige vandveje, med henblik på at få erstattet omkostningerne i forbindelse med fjernelsen af et skibsvrag, ikke er omfattet af begrebet »det civil- og handelsretlige område«, idet denne fjernelse er blevet udført under varetagelse af en international forpligtelse med hensyn til miljøbeskyttelse og på grundlag af regler i intern ret.

86.      Set i dette lys kan denne dom underbygge den fortolkning, at forordning nr. 44/2001 ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen.

87.      I den sag, der gav anledning til Rüffer-dommen, varetog den pågældende offentlige myndighed, således som Domstolen selv anførte (62), imidlertid flodpolitimæssige opgaver og handlede dermed som offentlig myndighed over for privatpersoner.

88.      Ejeren af en grund kan nemlig ikke tilegne sig et gode, der befinder sig på denne grund, sælge det og bruge provenuet til at dække de med fjernelsen af dette gode forbundne omkostninger, undtagen når der udøves beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de fælles retsregler, der finder anvendelse i forholdet mellem privatpersoner (63). Uanset kilden til disse internationale eller nationale beføjelser, og uanset hvilke privatpersoner der tilsigtes beskyttet med udøvelsen af disse beføjelser, er det således udøvelsen af offentlig myndighed under udførelsen af de berørte handlinger, som udelukker anvendelsen af forordning nr. 44/2001.

89.      Herefter skal det blot efterprøves, om de omtvistede handlinger, nemlig klassificering og certificering af et skib, følger af udøvelsen af offentlig myndighed og følgelig ikke er omfattet af det »civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Til dette formål kan det være nyttigt at analysere en uddelegering, hvorved en stat overlader udførelsen af visse opgaver til et privatretligt organ, og love, som udøvelsen af de forpligtelser, der udspringer af denne uddelegering, er underlagt, med henblik på at bestemme den vifte af beføjelser, som benyttes til at udføre de omtvistede handlinger, og afgøre, om disse handlinger i overensstemmelse med de kriterier, som Domstolen har udledt i sin praksis vedrørende begrebet »det civil-og handelsretlige område«, følger af udøvelsen af offentlig myndighed (64).

6.      Viften af beføjelser, som benyttes til udførelsen af klassifikations- og certificeringsaktiviteter

90.      For så vidt angår tvisten i hovedsagen kan inspektion og syn med henblik på klassificering og certificering af et skib give sig udslag i, at et certifikat tilbagekaldes, eller, som det er fastsat i SOLAS-konventionen, at en anerkendt organisation kræver, at der foretages reparationer af et skib. Herved skal denne organisation anvende standarderne for sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening.

91.      I denne forbindelse er der for det første intet, der tyder på, at en organisation, der udøver klassifikations- og certificeringsaktiviteter, handler som offentlig myndighed over for andre privatpersoner end ejeren af et skib.

92.      Selv om der fokuseres på denne organisations stilling over for denne ejer, fremgår det for det andet af 1999-aftalen, at de sagsøgte leverede deres tjenesteydelser mod betaling i medfør af en privatretlig kontrakt, der var indgået direkte med ejeren af skibet Al Salam Boccaccio ’98. Intet tyder på, at parterne i denne kontrakt ikke frit kunne fastsætte prisen for disse tjenesteydelser. I øvrigt kunne de sagsøgte ifølge 1999-aftalen have indført bestemmelser i den nævnte kontrakt om begrænsning af deres ansvar. Jeg udleder heraf, at de nærmere bestemmelser i denne kontrakt ikke blev fastsat ensidigt, men under udøvelse af aftalefrihed. For så vidt som denne frihed bl.a. omfatter den økonomiske partners frie valg, finder jeg det hensigtsmæssigt at bemærke, at sagsøgerne har gjort gældende, at ejeren af det berørte skib har udvalgt de sagsøgte blandt andre organisationer, der udøver klassifikations- og certificeringsaktiviteter for flagstaten.

93.      Uanset de sagsøgtes stilling over for ejeren af skibet er denne stilling således en del af kontrakten, som er indgået med samtykke fra ejeren, der har accepteret at underkaste sig inspektion og syn og afholde omkostningerne derved. Selv om de sagsøgte havde kunnet udøve korrigerende beføjelser, ville de følgelig have gjort det inden for rammerne af denne kontrakt, som ejeren frivilligt havde indgået.

94.      Dernæst fremgår det for det tredje af 1999-aftalen, at det faldt ind under den panamanske forvaltnings beføjelser at fortolke de gældende retsakter og bestemme ækvivalenser eller godkende andre krav end dem, der var fastsat ved de gældende retsakter. Ifølge bestemmelserne i denne aftale faldt undtagelserne fra de krav, der var fastsat i de gældende retsakter, ligeledes ind under denne forvaltnings beføjelser og skulle godkendes af denne inden udstedelsen af et certifikat. Selv om den lovgivende aktivitet udgør udøvelse af offentlig myndighed, tyder intet på, at den delegerende stat ikke bevarede sin enekompetence for så vidt angår denne aktivitet. Aktiviteter såsom dem, der blev udøvet af de sagsøgte, og hvis formål, som det fremgår af 1999-aftalen, var at fastslå skibenes overensstemmelse med de relevante krav, som var fastsat i de gældende retsakter, og at udstede de tilhørende tekniske certifikater, synes til gengæld at være af teknisk karakter.

95.      Under disse omstændigheder beror det forhold, at et certifikat tilbagekaldes på grund af et skibs manglende overensstemmelse med disse krav, ikke på beslutningsbeføjelsen hos en organisation som de sagsøgte, hvis rolle i overensstemmelse med den på forhånd fastlagte lovgivningsmæssige ramme er begrænset til varetagelsen af kontroller. Når et skib efter tilbagekaldelsen af et certifikat ikke længere må sejle, skyldes det den sanktion, som pålægges ved lov, hvilket de sagsøgte medgav i retsmødet.

96.      Endelig kan der for det fjerde, som Kommissionen har gjort gældende, udledes nyttig vejledning af den righoldige retspraksis vedrørende etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser (65).

97.      Det bør navnlig anføres, at Domstolen i sin dom i sagen Rina Services m.fl. (66) præciserede, at den attesteringsvirksomhed, der udøves af de selskaber, der fungerer som attesteringsorganer, ikke er omfattet af undtagelsen i artikel 51 TEUF, idet disse selskaber er kommercielle virksomheder, som udøver deres virksomhed under normale konkurrencevilkår og ikke har nogen beslutningskompetence, der henhører under udøvelsen af offentlige myndigheders prærogativer.

98.      Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at det ikke kan hævdes, at de aktiviteter, som de sagsøgte udførte med henblik på klassificering og certificering af skibet Al Salam Boccaccio ’98 og udstedelse af certifikater i denne forbindelse, fulgte af udøvelsen af offentlig myndighed.

7.      Foreløbig konklusion

99.      Det fremgår af min analyse, at det forhold alene, at de sagsøgte udførte de omtvistede handlinger på en stats vegne, for det første ikke i sig selv udelukker den tvist, i forbindelse med hvilken ansvaret for disse handlinger er blevet gjort gældende, fra det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 (67). Det forhold, at de nævnte handlinger blev udført for den delegerende stats regning og i dennes interesse, afføder for det andet heller ikke en sådan virkning (68). Det forhold, at disse aktiviteter blev udført under varetagelse af denne stats internationale forpligtelser, rejser for det tredje ikke tvivl om ovenstående betragtninger (69).

100. Ikke desto mindre fører anvendelsen af offentlig myndighed under udførelsen af handlingerne altid til, at forordning nr. 44/2001 ikke finder materiel anvendelse i en tvist, i forbindelse med hvilken ansvaret for disse handlinger er blevet gjort gældende. Henset til den vifte af beføjelser, som de sagsøgte benyttede for at gennemføre klassificeringen og certificeringen af skibet Al Salam Boccaccio ’98, kan disse aktiviteter imidlertid ikke betragtes som værende en følge af udøvelsen af offentlig myndighed (70).

101.  På baggrund af det ovenstående bør det fastslås, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 skal fortolkes således, at begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter et erstatningskrav fremsat mod privatretlige organer vedrørende klassifikations- og certificeringsaktiviteter udført af disse enheder på et tredjelands vegne, for dettes regning og i dettes interesse.

D.      Virkningen af princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet for udøvelsen af kompetencen i henhold til forordning nr. 44/2001

102. Det eneste spørgsmål, der endnu henstår, er spørgsmålet om virkningen af den immunitetsindsigelse, som er blevet rejst for den forelæggende ret mod udøvelsen af kompetencen i henhold til forordning nr. 44/2001. For at besvare dette spørgsmål skal det for det første fastslås, om de sagsøgte på det nuværende udviklingstrin af international praksis kan påberåbe sig staters retslige immunitet. Såfremt dette er tilfældet, skal det herefter for det andet undersøges, om den forelæggende ret, henset til den omstændighed, at de sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, og til, at forordning nr. 44/2001 finder materiel anvendelse på tvisten i hovedsagen, kan påkende denne tvist.

103. I denne henseende er det min vurdering, at Domstolen har kompetence til at fortolke den folkeretlige sædvaneret, for så vidt som denne kan påvirke EU-rettens fortolkning.

104. Når en situation, der er genstand for den sag, der har givet anledning til den præjudicielle forelæggelse, ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, har Domstolen allerede fastslået, at den ikke har kompetence til at fortolke og anvende de bestemmelser i den folkeretlige sædvaneret, som den forelæggende ret agter at anvende på den omhandlede situation, f.eks. bestemmelserne om staters retslige immunitet (71). Modsætningsvis kan Domstolen, hvis den omhandlede situation falder ind under EU-retten, og fortolkningen af denne vil kunne påvirkes af en regel i den folkeretlige sædvaneret, ligeledes fortolke denne regel.

105. Denne betragtning underbygges af Mahamdia-dommen (72), hvori Domstolen fastlagde indholdet af princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet og konkluderede, at dette princip ikke var til hinder for anvendelsen af forordning nr. 44/2001 i tvisten i hovedsagen.

106. Som jeg har anført i punkt 46 i dette forslag til afgørelse, står det imidlertid ikke klart, om sondringen mellem acta jure imperii og acta jure gestionis bør foretages i overensstemmelse med kriterierne i domstolslandets lov eller med de folkeretlige kriterier. Selv tilhængerne af princippet om at kvalificere de omtvistede handlinger i overensstemmelse med domstolslandets lov medgiver imidlertid, at denne kvalificering skal være forenelig med folkeretten (73). Hvis denne tankegang følges ved fastlæggelsen af indholdet af immunitetsretten i overensstemmelse med de særlige folkeretlige løsninger, bør de almindeligt anerkendte krav med hensyn til retslig immunitet kunne fastslås.

1.      Klassifikations- og certificeringsselskabers retslige immunitet

107. Den forelæggende ret synes, uden at foretage en undersøgelse for at identificere en relevant regel i den folkeretlige sædvaneret, ikke at udelukke, at de sagsøgte kan påberåbe sig retslig immunitet. Kun de sagsøgte har hævdet at kunne påberåbe sig retslig immunitet for så vidt angår alle deres aktiviteter. Til støtte for dette synspunkt har de gjort konventioner og 1999-aftalen gældende tillige med domme afsagt af franske og italienske domstole. Den franske regering er af den opfattelse, at de sagsøgte kun nyder denne immunitet for så vidt angår certificeringsaktiviteterne.

108. Jeg minder om, at en regel i den folkeretlige sædvaneret navnlig kun eksisterer, hvis der findes en faktisk praksis med opinio juris, dvs. accept af en regel som værende loven. Det er i lyset af dette princip, at det bør fastslås, om indholdet af princippet om staters retslige immunitet ifølge doktrinen om relativ immunitet kan danne grundlag for, at de sagsøgte kan påberåbe sig immunitet.

109. For så vidt angår for det første den retspraksis, som de sagsøgte har henvist til, gør denne det ikke muligt utvetydigt at konstatere, at en organisation, der udøver klassifikations- og certificeringsaktiviteter, kan påberåbe sig retslig immunitet under omstændigheder som de i den foreliggende sag omhandlede. Ydermere gør heller ikke den mere omfattende analyse af retspraksis i de forskellige lande det muligt at erklære, at sådanne organisationer konsekvent tildeles retslig immunitet (74).

110. For så vidt angår for det andet den materielle afgrænsning af den retslige immunitet bliver denne sjældent præciseret i immunitetsrettens skriftlige kilder. Selv om der findes sådanne kilder, fremhæver analysen af dem i øvrigt ligeledes fraværet af en ensartet behandling af retslig immunitet for så vidt angår statens juridisk adskilte enheder (75).

111. Jeg bemærker i denne forbindelse, at læsningen af Mahamdia-dommen (76) kan give anledning til at antage, at Domstolen hentede inspiration i New York-konventionen med henblik på at fastslå, hvorvidt en af parterne i tvisten i hovedsagen kunne påberåbe sig retslig immunitet.

112. I denne dom fandt Domstolen, at i en tvist, hvor en medarbejder ved et tredjelands ambassade har nedlagt påstand om betaling af godtgørelse og har anfægtet ophævelsen af den ansættelseskontrakt, som vedkommende har indgået med denne stat, nyder denne stat ikke retslig immunitet, når de opgaver, som denne medarbejder har udført, ikke henhører under udøvelsen af offentlig myndighed, eller når søgsmålet ikke risikerer at gribe ind i statens sikkerhedsmæssige interesser (77).

113. Selv om Domstolen ikke udtrykkeligt har gjort rede for grundene til, at den indførte forbeholdet vedrørende risikoen for indgriben i statens sikkerhedsmæssige interesser, findes der en enslydende formulering i bestemmelserne i New York-konventionen om procedurerne vedrørende en ansættelseskontrakt.

114. Uanset min usikkerhed med hensyn til denne konventions relevans (78) bemærker jeg, at udtrykket »stat« ifølge denne konventions indledende bestemmelser navnlig betegner statslige foretagender eller organisationer eller andre enheder, når sådanne er beføjet til at varetage og faktisk varetager opgaver, der falder ind under udøvelse af statsmagt. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til den nævnte konvention, at sådanne enheder formodes ikke at være beføjet til at varetage statslige funktioner og følgelig generelt ikke kan påberåbe sig retslig immunitet (79). Denne konventions bestemmelser om handelstransaktioner fastsætter endvidere, at når en statslig enhed eller en enhed oprettet af staten tillægges særskilt retsevne og inddrages i en procedure vedrørende en handelstransaktion, hvori den er part, påvirker det ikke den retslige immunitet, som den berørte stat nyder. Dette må desto mere gælde for ikke-statslige enheder såsom de sagsøgte.

115. Hvad endelig angår den forelæggende rets spørgsmål om immunitetsindsigelsen henvises der heri til 16. betragtning til direktiv 2009/15. I denne betragtning anføres det, at »[n]år en anerkendt organisation, dens inspektører eller dens tekniske personale udsteder klassecertifikater på administrationens vegne bør medlemsstaterne for så vidt angår disse delegerede aktiviteter overveje at lade dem være omfattet af forholdsmæssige retsgarantier og garantier for retssikkerhed, herunder udøvelse af passende rettigheder med hensyn til forsvar, bortset fra immunitet, der er et prærogativ, som kun medlemsstaterne kan påberåbe sig som en uadskillelig del af suveræniteten, og som derfor ikke kan delegeres«.

116. Dette direktiv supplerer medlemsstaternes forpligtelser i henhold til folkeretten, f.eks. Montego Bay-konventionen og SOLAS-konventionen. Det nævnte direktiv fastlægger nærmere betegnet visse foranstaltninger, der skal følges af medlemsstaterne i deres forbindelser med de organisationer, der varetager inspektion, syn og certificering af skibe med henblik på at efterkomme de internationale konventioner om sikkerheden til søs og om forebyggelse af havforurening, samtidig med at den frie udveksling af tjenesteydelser fremmes.

117. I denne forbindelse bestemmes det i direktiv 2009/15, at når en medlemsstat overdrager det til en anerkendt organisation at udføre certificeringsopgaver, har den pligt til i en aftale indgået med denne organisation at indføre bestemmelser om denne organisations erstatningsansvar. Medlemsstaten forbeholder sig i kraft af disse bestemmelser ret til at anlægge sag mod den nævnte organisation, hvis den ved en endelig retsafgørelse skulle blive pålagt ansvaret for en søulykke.

118. Det er som supplement til disse specifikke forpligtelser med hensyn til de anerkendte organisationers erstatningsansvar, at det af 16. betragtning til dette direktiv synes at fremgå, at organisationer som de sagsøgte ikke nyder den retslige immunitet, som staten gør.

119. For at supplere denne redegørelse for direktiv 2009/15, og for så vidt som dette direktiv kan vise sig at være relevant for besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål, bemærker jeg, at den forelæggende ret ved sin henvisning til 21. betragtning til gennemførelsesdirektiv 2014/111/EU (80) synes at antyde, at direktiv 2009/15, henset til den nyeste udvikling, ikke er foreneligt med folkeretten eller i det mindste ikke med international praksis vedrørende sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening. Det fremgår nemlig af 21. betragtning til gennemførelsesdirektiv 2014/111, at myndighedscertifikaterne for så vidt angår EU-retten har offentlig karakter, mens klassecertifikater har privat karakter. På internationalt plan anføres det imidlertid systematisk, at »myndighedscertificering og myndighedstjenester« udføres af den anerkendte organisation »på vegne af flagstaten«, hvilket er i modstrid med den retlige sondring i EU-lovgivningen.

120. I denne henseende er det imidlertid tilstrækkeligt at konstatere, at jeg i dette forslag til afgørelse dels har forudsat, at et klassecertifikat ikke opfylder rent private funktioner (81), dels at 16. betragtning til direktiv 2009/15 vedrører certifikater, der har offentlig karakter.

121. De sagsøgte har ganske vist også gjort gældende, at direktiv 2009/15 for det første ikke kan finde anvendelse på omstændighederne i tvisten i hovedsagen, at Unionen for det andet ikke har kompetence til at påtvinge medlemsstaterne sin fortolkning af denne ret, selv om 16. betragtning til dette direktiv synes at udgøre en fortolkning af den folkeretlige sædvaneret (82), at det nævnte direktiv for det tredje kun vedrører medlemsstaterne, og at en betragtning for det fjerde under ingen omstændigheder er retligt bindende.

122. Selv om det er korrekt, at direktiv 2009/15 og 2014/111 ikke finder tidsmæssig anvendelse på omstændighederne i tvisten i hovedsagen, skal der imidlertid for det første henvises til immunitetsretten for stater, sådan som denne forelå på tidspunktet for hovedsagen (83), for at det kan fastslås, om en part i tvisten kan påberåbe sig retslig immunitet.

123. For så vidt som den folkeretlige sædvaneret vedrører spørgsmål, der falder ind under internationale organisationers mandat, kan disse organisationers praksis for det andet ligeledes bidrage til dannelsen af eller udtrykket for den folkeretlige sædvanerets regler (84).

124. Jeg må i denne forbindelse gøre opmærksom på, at Montego Bay-konventionen, som Unionen har indgået, afgrænser flagstaternes internationale forpligtelser med hensyn til sikkerhed til søs og forebyggelse af havforurening. Unionen udøvede med vedtagelsen af direktiv 2009/15 sin kompetence til at regulere de foranstaltninger, der skal følges af medlemsstaterne i deres forbindelser med de anerkendte organisationer, idet disse forbindelser indgår i varetagelsen af disse internationale forpligtelser. I øvrigt udleder medlemsstaternes retsinstanser deres kompetence til at påkende tvister vedrørende de anerkendte organisationers ansvar af EU-retten, nemlig forordning nr. 44/2001. Derfor falder spørgsmålet om retslig immunitet for de organisationer, der foretager klassifikations- og certificeringsaktiviteterne, ind under Unionens mandat.

125. For det tredje er det korrekt, at direktiv 2009/15 kun vedrører medlemsstaterne. Imidlertid skyldes denne begrænsning ikke EU-lovgivers ønske om at foretage en begrænset fortolkning af princippet i den folkeretlige sædvaneret om retslig immunitet, men det forhold, at Unionens mandat kun vedrører medlemsstaterne. Enhver lovgivers kompetence såvel som enhver domstols kompetence er imidlertid territorialt eller personelt begrænset. Det hindrer dem ikke i at bidrage til dannelsen af eller udtrykket for den folkeretlige sædvanerets regler, som med undtagelse af regional sædvane skal være overordnet sammenhængende og ikke rumme nævneværdige modsætninger.

126. Selv om en betragtning for det fjerde ikke er retligt bindende, kan den på den ene side udgøre en form for praksis hos en international organisation, som set fra et folkeretligt synspunkt vil kunne bidrage til dannelsen af eller udtrykket for den folkeretlige sædvanerets regler (85). I henhold til folkeretten består staternes og de internationale organisationers praksis nemlig i disses adfærd og kan antage mange forskellige former (86). En betragtning kan på den anden side anses for at være bevis på den manglende accept af en regel som værende loven (opinio juris).

127. Uanset arten af den fortolkning af den folkeretlige sædvaneret, som kan udledes af 16. betragtning til direktiv 2009/15, udgør denne betragtning ikke en indirekte manifestation af Unionens holdning til kvalificeringen af klassifikations- og certificeringsaktiviteter udført af et privatretligt organ som aktiviteter, der ikke følger af udøvelsen af offentlig myndighed. Denne fortolkning svarer nemlig til resultatet af min analyse vedrørende forordning nr. 44/2001. Jeg gør opmærksom på, at det heraf fremgår, at klassifikations- og certificeringsaktiviteterne, som de privatretlige organer udfører, henset til kriterierne for sondring mellem acta jure imperii og acta jure gestionis, som Domstolen har udledt i sin praksis vedrørende begrebet »det civil- og handelsretlige område«, skal anses som handlinger udført uden udøvelse af offentlig myndighed (87).

128. Under disse omstændigheder kan det billede, der udledes af min analyse, ikke sidestilles med den situation, hvor der utvetydigt findes en faktisk praksis med opinio juris for så vidt angår en regel i den folkeretlige sædvaneret, der gør det muligt for de sagsøgte at påberåbe sig staters retslige immunitet i tvisten i hovedsagen. Jeg finder det hensigtsmæssigt at fremhæve, at et afslag på anerkendelse af retslig immunitet for en organisation, der foretager klassifikations- og certificeringsaktiviteterne, ikke berører spørgsmålet om denne organisations ansvar. Dette spørgsmål skal behandles i overensstemmelse med de materielle regler i den gældende lov. I denne forbindelse må det ikke glemmes, at sådanne organisationer ligeledes kan nyde funktionsbestemt immunitet (88).

129. Sammenfattende bør det fastslås, at princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet ikke er til hinder for anvendelsen af forordning nr. 44/2001 i en tvist om et erstatningskrav fremsat mod privatretlige organer vedrørende klassifikations- og certificeringsaktiviteter udført af disse organer på et tredjelands vegne, for dettes regning og i dettes interesse.

2.      Supplerende bemærkninger om retslig immunitet

130. For fuldstændighedens skyld kan der kort fremsættes tre bemærkninger, såfremt Domstolen ikke skulle være enig i min bedømmelse vedrørende indholdet af princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet.

131. For det første er forholdet mellem staters retslige immunitet og kompetencereglerne i forordning nr. 44/2001 vanskeligt at sætte ind i en sammenhæng.

132. Forordning nr. 44/2001 indeholder, som de sagsøgte har gjort gældende, en bestemmelse, der regulerer forholdet mellem forordningen og de konventioner, som medlemsstaterne er bundet af, nemlig artikel 71. Ifølge denne bestemmelse berører denne forordning ikke konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser. Ifølge retslitteraturen regulerer den nævnte bestemmelse navnlig forholdet mellem forordning nr. 44/2001 og Baselkonventionen (89). Jeg udleder heraf, at spørgsmålet om udøvelsen af domstolsmyndighed over for immunitetsindsigelsen henhører under »særlige områder« som omhandlet i forordningens artikel 71, som falder ind under den nævnte forordnings anvendelsesområde (90).

133. Hverken Den Italienske Republik eller Republikken Panama er imidlertid parter i Baselkonventionen. Som den forelæggende ret har anført, og de sagsøgte har gjort gældende, udspringer immunitetsindsigelsen i forbindelse med tvisten i hovedsagen under alle omstændigheder af den folkeretlige sædvaneret.

134. Artikel 71 i forordning nr. 44/2001 vedrører kun de konventioner, hvori medlemsstaterne var parter på tidspunktet for vedtagelsen af denne forordning. Denne bestemmelses statiske karakter svarer ikke til den løbende udvikling i den folkeretlige sædvaneret, som i øvrigt er bindende for både medlemsstaterne og Unionen (91). Den antagelse, at artikel 71 i forordning nr. 44/2001 bestemmer, hvordan denne forordning forholder sig til princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet, ville nemlig indebære, at EU-lovgiver har ønsket at fastholde udviklingen i den folkeretlige sædvaneret i den form, hvortil den var nået på tidspunktet for vedtagelsen af den nævnte forordning. En sådan løsning ville være åbenbart uforenelig med artikel 3, stk. 5, TEU, hvorefter Unionen bidrager til nøje overholdelse og udvikling af folkeretten.

135. Jeg er derfor af den opfattelse, at artikel 71 i forordning nr. 44/2001 ikke er relevant for forholdet mellem denne forordning og den retslige immunitet. I mangel af relevante bestemmelser i den nævnte forordning bør dette forhold efter min mening undersøges i lyset af vejledningen i retspraksis vedrørende forholdet mellem EU-retten og folkeretten, idet denne vejledning i vidt omfang er kodificeret ved artikel 3, stk. 5, TEU (92).

136. I denne forbindelse er det fast retspraksis, at de internationale konventioner, som udgør en integrerende del af Unionens retsorden og er bindende for denne, har forrang for afledte EU-retsakter, som i videst muligt omfang skal fortolkes i overensstemmelse med disse konventioner (93). Med forbehold af forskellene mellem internationale konventioner og reglerne i den folkeretlige sædvaneret (94) skal disse regler, hvis de udgør en del af Unionens retsorden og er bindende for denne (95), også have forrang for afledte EU-retsakter. Under disse omstændigheder skal afledte EU-retsakter som forordning nr. 44/2001 læses i overensstemmelse med reglerne i den folkeretlige sædvaneret (96). Samtidig skal denne forordnings bestemmelser fortolkes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, som er en integrerende del af de almindelige retsgrundsætninger, som Domstolen skal beskytte, og som nu er opført i chartret (97).

137. Disse to samtidige forpligtelser til henholdsvis at bidrage til overholdelse af folkeretten og til at sikre overholdelsen af Unionens retsordens autonomi kan give anledning til spændinger, som Unionen må løse. Dette er navnlig tilfældet, når folkeretten pålægger en national domstol at anerkende retslig immunitet, mens EU-retten forpligter samme domstol til at udøve den kompetence, som den har i henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.

138. For det andet må en traktatmæssig eller sædvanemæssig folkeretlig forpligtelse i denne forbindelse, for at kunne indgå i Unionens retsorden, ikke så tvivl om den forfatningsmæssige struktur og de værdier, som Unionen er baseret på (98).

139. Dette udsagn illustreres af to domme. For det første af dommen i sagen Ungarn mod Slovakiet (99), hvori Domstolen fandt, at den omstændighed, at en unionsborger bestrider embedet som statsoverhoved, kan begrunde en begrænsning – baseret på såvel almindelige, internationale sædvaneretlige regler som multilaterale konventionsregler, hvorefter statsoverhovedet nyder en særlig status i internationale relationer, som bl.a. indebærer privilegier og immuniteter – i udøvelsen af den ret til bevægelighed, som artikel 21 TEUF tildeler vedkommende. På dette grundlag fastslog Domstolen, at artikel 21 TEUF under den foreliggende sags omstændigheder ikke pålagde en anden stat at garantere adgangen til dens område.

140. For det andet af dommen i sagen Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen (100), hvori Domstolen i det væsentlige fandt, at de forpligtelser, som følger af en international aftale, ikke kan bevirke, at der gribes ind i Unionens forfatningsmæssige princip om, at alle EU-retsakter skal overholde de grundlæggende rettigheder.

141. Disse to fortolkninger af forholdet mellem EU-retten og folkeretten, som tilsyneladende er modstridende, vidner om betydningen af at opretholde ligevægten mellem beskyttelsen af Unionens forfatningsmæssige identitet og garantien for, at EU-retten ikke vender sig imod det internationale samfund, men er en aktiv bestanddel heraf (101).

142. I denne forbindelse hindrer det forhold, at værnetinget anerkender den retslige immunitet, ikke sagsøgeren i at anlægge en sag ved den sagsøgte stats retter, idet disse i princippet er kompetente til at påkende et søgsmål anlagt mod denne stat. Det kan forholde sig anderledes med hensyn til anerkendelsen af retslig immunitet for privatretlige organer, som ikke er hjemmehørende i den stat, hvoraf immuniteten er afledt. I mangel af en stedlig tilknytning til denne stat kan dennes retter ikke være kompetente til at påkende søgsmål anlagt mod sådanne organer. Ifølge de internationale retsinstansers fortolkninger afhænger retten til retslig immunitet ikke af, om der findes andre effektive midler til at opnå erstatning (102), og følgelig heller ikke af, om en sagsøger har et andet værneting til rådighed. Jeg må medgive, at jeg er modtagelig over for argumentet om, at en regel i den folkeretlige sædvaneret, som har sådanne virkninger – for så vidt angår situationer, der på forhånd henhører under kompetencen for en medlemsstats retter – ikke uden videre bør integreres i Unionens retsorden.

143. Der er imidlertid kun tale om isolerede tilfælde (103), hvor sagsøgeren ikke har et værneting til rådighed på grund af anerkendelsen af retslig immunitet, og disse tilfælde er under alle omstændigheder vanskelige at identificere. Den forelæggende ret har medgivet, at de panamanske retter, henset til omstændighederne i tvisten i hovedsagen, bestemt har kompetence til at påkende tvisten i hovedsagen. En benægtelse af, at princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet er en del af Unionens retsorden, udgør imidlertid et brud med det internationale samfunds regelværk for så vidt angår alle tvister, også dem, hvor en sagsøger har et alternativt værneting til rådighed.

144. Derfor må dette princip anses for at indgå i Unionens retsorden, idet der ikke bør ses bort fra konsekvenserne af den retslige immunitet for adgangen til domstolsprøvelse og nødvendigheden af at opretholde ligevægten mellem beskyttelsen af Unionens forfatningsmæssige identitet og overholdelsen af folkeretten.

145. På baggrund af det ovenstående bør det for det tredje undersøges, om en national domstol i lyset af chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6, stk. 1, kan afslå at anerkende retslig immunitet og udøve den kompetence, som den har ifølge forordning nr. 44/2001.

146. Adgangen til domstolsprøvelse udgør et iboende element i retten til en retfærdig rettergang som omhandlet i EMRK’s artikel 6, stk. 1 (104). Ligeledes består princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse i chartrets artikel 47 af forskellige elementer, som bl.a. omfatter adgangen til domstolsprøvelse (105).

147. En undersøgelse af Menneskerettighedsdomstolens praksis viser, at anerkendelsen af retslig immunitet efter dennes opfattelse udgør en begrænsning af adgangen til domstolsprøvelse. En sådan begrænsning forfølger imidlertid et legitimt mål, nemlig det at overholde folkeretten for at fremme høflighed og gode relationer mellem stater ved hjælp af respekten for en anden stats suverænitet. Denne begrænsning er i øvrigt generelt set ikke uforholdsmæssig, når den afspejler alment anerkendte folkeretlige principper for staters immunitet (106).

148. I tråd hermed fandt Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) for nylig, at det i mangel af en forpligtelse i henhold til princippet om staters retslige immunitet strider mod EMRK’s artikel 6 og – for så vidt angår påstande, som fremsættes på grundlag af EU-retten – ligeledes mod chartrets artikel 47 (107) at afslå at udøve domstolskompetence. I denne dom undersøgte Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) imidlertid ikke, om anerkendelsen af retslig immunitet gjorde indgreb i udøvelsen af kompetencen i henhold til forordning nr. 44/2001. Til gengæld synes denne domstol at mene, at chartret i kraft af den horisontale direkte virkning af dets artikel 47 kan gøres gældende over for et tredjeland med henblik på at udelukke en national bestemmelse om retslig immunitet i en tvist, hvor sagen støttes på en ret, der garanteres ved Unionens retsorden.

149. I den foreliggende sag er realiteten i den sag, der er anlagt i tvisten i hovedsagen, ikke støttet på EU-retten.

150. Hvis en national domstol i denne sammenhæng udleder sin kompetence til at påkende en tvist af forordning nr. 44/2001, gennemfører denne domstol indledningsvis EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1 (108). Princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse udgør endvidere et almindeligt EU-retligt princip. Hvis rækkevidden af beskyttelsen i chartrets artikel 47 af en eller anden grund er begrænset til de rettigheder og friheder, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1, bør dette almindelige princip følgelig »afhjælpe manglen« (109).

151. Endvidere er chartrets artikel 47 i sig selv tilstrækkelig og skal ikke præciseres ved supplerende bestemmelser i EU-retten eller i national ret for at tillægge private en ret, der kan påberåbes som sådan (110). For så vidt som princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse omfatter adgangen til domstolsprøvelse, bør en privatperson over for medlemsstaternes myndigheder kunne påberåbe sig sin ret til at anlægge sag ved den kompetente domstol.

152. Endelig har Domstolen allerede fundet, at pligten til at undlade at anvende enhver national bestemmelse, der er i strid med en EU-retlig bestemmelse, som har direkte virkning, ikke er betinget af den omstændighed, at privates retsstilling eventuelt kan ændres, når først en national ret undlader at anvende en national værnetingsregel og påkender den sag, der er anlagt ved den (111). Det bør forholde sig på samme måde for så vidt angår virkningerne af afvejningen mellem på den ene side de folkeretlige forpligtelser og på den anden side de EU-retlige forpligtelser (112).

153. I denne forbindelse har den forelæggende ret ikke udtrykt tvivl om den effektive adgang til de panamanske domstole. I øvrigt har den medgivet, at der i tvisten i hovedsagen ikke er tale om ulovlige handlinger begået i strid med mellemfolkelig ret (»jus cogens«). Under disse omstændigheder er det min opfattelse, at adgangen til domstolsprøvelse ikke er til hinder for, at den forelæggende ret anerkender retslig immunitet i tvisten i hovedsagen.

154. Uden at det berører de ovenstående supplerende bemærkninger om omfanget af den retslige immunitet i tvisten i hovedsagen, fastholder jeg det synspunkt, som jeg har givet udtryk for i punkt 129 i dette forslag til afgørelse.

V.      Forslag til afgørelse

155. På baggrund af de ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Tribunal di Genova (retten i Genova, Italien), på følgende måde:

»Artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at begrebet »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter et erstatningskrav fremsat mod privatretlige organer vedrørende klassifikations- og certificeringsaktiviteter udført af disse organer på et tredjelands vegne, for dettes regning og i dettes interesse.

Princippet i den folkeretlige sædvaneret om staters retslige immunitet er ikke til hinder for anvendelsen af forordning nr. 44/2001 i en tvist om et sådant erstatningskrav.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Rådets forordning af 22.12.2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).


3 –      United Nations Treaty Series, bind 1833, 1834 og 1835, s. 3.


4 –      Rådets afgørelse af 23.3.1998 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af de Forenede Nationers havretskonvention af 10.12.1982 og af aftalen af 28.7.1994 vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention (EFT 1998, L 179, s. 1).


5 –      Vedtaget i London den 1.11.1974.


6 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 23.4.2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (EUT 2009, L 131, s. 47).


7 –      Jf. ligeledes dom af 18.10.2017, afsagt af Supreme Court of the United Kingdom (Det Forenede Kongeriges øverste domstol) i sagen Benkharbouche mod Secretary of State for Foreign [2017] UKSC 62, præmis 59, hvorefter de territoriale forbindelser mellem sagsøgeren på den ene side og den sagsøgte stat eller domstolslandet på den anden side aldrig kan være helt uden relevans, selv om de ikke har nogen indflydelse på den klassiske sondring mellem acta jure imperii og acta jure gestionis. Det grundlæggende folkeretlige princip er nemlig, at suverænitet er territorialt betinget, og at staternes immunitet udgør en undtagelse fra dette princip. Jeg vender tilbage til de i denne dom fremsatte overvejelser i afsnittet i dette forslag til afgørelse om forholdet mellem den påberåbte retslige immunitet og udøvelsen af den kompetence, som tillægges ved forordning nr. 44/2001.


8 –      Domstolen synes i sin dom af 15.2.2007, Lechouritou m.fl. (C-292/05, EU:C:2007:102), at have valgt en lignende tilgang til rækkefølgen i analysen af spørgsmålene om anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001 og virkningen af en immunitetsindsigelse for udøvelsen af kompetencen i henhold til denne forordning.


9 –      Jf. i denne retning generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomers forslag til afgørelse Lechouritou m.fl. (C-292/05, EU:C:2006:700, punkt 76). Jeg bemærker i denne forbindelse, at immunitetens ubestridelige forrang for kompetencereglerne synes at blive betvivlet i den nylige litteratur. Jf. A. Sanger, »State Immunity and the Right of Access to a Court under the EU Charter of Fundamental Rights«, International & Comparative Law Quarterly, bind 65(1), 2016, s. 213 ff.


10 –      Dom af 15.2.2007 (C-292/05, EU:C:2007:102).


11 –      Konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved konventionen af 9.10.1978 om Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse (EFT 1978, L 304, s. 1, og – den ændrede tekst – s. 77), ved konventionen af 25.10.1982 om Den Hellenske Republiks tiltrædelse (EFT 1982, L 388, s. 1) og ved konventionen af 26.5.1989 om Kongeriget Spaniens og Den Portugisiske Republiks tiltrædelse (EFT 1989, L 285, s. 1, herefter »Bruxelleskonventionen«).


12 –      Jf. dom af 19.7.2012 (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 33 og 57).


13 –      Jf. senest dom af 8.3.2018, Saey Home & Garden (C-64/17, EU:C:2018:173, præmis 18).


14 –      Jf. i denne retning dom af 26.1.2010, Transportes Urbanos y Servicios Generales (C-118/08, EU:C:2010:39, præmis 23 og 24).


15 –      Jf. bl.a. H. Fox og P. Webb, The Law of State Immunity, Oxford University Press, Oxford, 2013, s. 32 ff.


16 –      Jf. dom af 19.7.2012 (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 54).


17 –      Jf. dom af 19.7.2012, Mahamdia (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 55).


18 –      Jf. generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Mahamdia (C-154/11, EU:C:2012:309, punkt 21). Jf. ligeledes H. Fox og P. Webb, ibidem, s. 32 ff.


19 –      Europarådet, European Treaty Series, nr. 74. Denne konvention blev udarbejdet af Europarådet og blev åbnet for undertegnelse i Basel (Schweiz) den 16.5.1972.


20 –      Denne konvention blev vedtaget i december 2004 af De Forenede Nationers generalforsamling og blev åbnet for undertegnelse fra den 17.1.2005.


21 –      Jf. J. Crawford, Brownlie’s Principles of Public International Law, Oxford University Press, Oxford, 2019 (niende udg.), s. 473 og den deri nævnte retspraksis.


22 –      Jf. i denne retning generaladvokat Mengozzis forslag til afgørelse Mahamdia (C-154/11, EU:C:2012:309, punkt 26 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes R. Pavoni, »The Myth of the Customary Nature of the United Nations Convention on the State Immunity: Does the End Justify the Means?«, The European Convention on Human Rights and General International Law, redigeret af A. van Aaken og I. Motoc, Oxford University Press, Oxford, 2018, s. 282.


23 –      Jf. R. van Alebeek, redigeret af R. O’Keefe og Ch. J. Tams, The United Nations Convention on Jurisdictional Immunities of States and Their Property. A Commentary, Oxford, 2013, s. 163, og D. P. Stewart, »The UN Convention on Jurisdictional Immunities of States and Their Property«, The American Journal of International Law, bind 99, 2005, s. 199.


24 –      Jf. dom af 21.12.2011, Air Transport Association of America m.fl. (C-366/10, EU:C:2011:864, præmis 101). Jf. ligeledes i denne retning dom af 24.11.1992, Poulsen og Diva Navigation (C-286/90, EU:C:1992:453, præmis 9 og 10), og af 3.6.2008, Intertanko m.fl. (C-308/06, EU:C:2008:312, præmis 51).


25 –      Jf. i denne retning dom af 24.11.1992, Poulsen og Diva Navigation (C-286/90, EU:C:1992:453, præmis 9), og af 25.2.2010, Brita (C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 45).


26 –      Det er trods alt bredt anerkendt, at den sagsøgte stat frit kan give afkald på sin retslige immunitet.


27 –      Jf. i denne retning J. Crawford, ibidem, s. 470, og R. Higgins, »General Course on Public International Law«, Recueil des cours de l’Académie de La Haye, bind 230, 1991, s. 115.


28 –      Jf. dom af 19.7.2012 (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 56).


29 –      Jeg gør opmærksom på, at visse nationale retter på grundlag af den manglende anvendelighed af forordning nr. 44/2001 på en given tvist som følge af den sagsøgte stats udøvelse af statsmagt konkluderer, at den pågældende stat i denne tvist nyder retslig immunitet. I lyset af dom af 15.11.2018, Kuhn (C-308/17, EU:C:2018:911), hvori Domstolen fastslog, at en tvist om et søgsmål anlagt mod en medlemsstat, som har udstedt obligationer og efter udstedelsen af disse obligationer har vedtaget en lov, der tillader ændring af de oprindelige lånebetingelser for disse obligationer, ikke kan anses for at vedrøre »det civil- og handelsretlige område« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.12.2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1), synes Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) nemlig i sin dom af 22.1.2019, 10 Ob 103/18x, præmis 1.1, at have fastslået, at de østrigske retter ikke kan træffe afgørelse om en sagsøgt stats ansvar i en tilsvarende tvist.


30 –      Jf. dom af 19.7.2012, Mahamdia (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 49).


31 –      Jf. i denne retning H. Muir Watt og E. Pataut, »Les actes iure imperii et le règlement Bruxelles I«, Revue critique de droit international privé, bind 97, 2008, s. 61 ff., punkt 25.


32 –      Jf. R. van Alebeek, ibidem, s. 57-59.


33 –      Fraværet af en udtrykkelig henvisning til acta jure imperii kan forklare, hvorfor den forelæggende ret i sin begrundelse for den præjudicielle forelæggelse har anført, at den er i tvivl om, hvorvidt klassifikations- og certificeringsaktiviteter udført af privatretlige organer falder ind under »administrative anliggender« som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001.


34 –      Jf. senest dom af 28.2.2019, Gradbeništvo Korana (C-579/17, EU:C:2019:162, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).


35 –      Jf. dom af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 27).


36 –      Jf. dom af 12.9.2013, Sunico m.fl. (C-49/12, EU:C:2013:545, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).


37 –      For at fastslå, om et erstatningssøgsmål falder ind under begrebet »det civil- og handelsretlige område«, har Domstolen ifølge sin praksis i dom af 15.2.2007, Lechouritou m.fl. (C-292/05, EU:C:2007:102, præmis 38), henvist til handlinger, der ligger til grund for den krævede erstatning og derfor for erstatningssøgsmålet, i dom af 15.11.2018, Kuhn (C-308/17, EU:C:2018:911, præmis 36), til handlinger, som tvisten udspringer af, og endelig i dom af 28.4.2009, Apostolides (C-420/07, EU:C:2009:271, præmis 45), til handlinger, som et søgsmål er rettet mod.


38 –      Jf. i denne retning P. Rogerson, »Article 1er«, Brussels I bis Regulation, redigeret af U. Magnus og P. Mankowski, Otto Schmidt, Köln, 2016, s. 63, punkt 13. Jf. i denne forbindelse ligeledes N. Boschiero, »Jurisdictional Immunities of the State and Exequatur of Foreign Judgments: a private International Law Evaluation of the Recent ICJ Judgment in Germany v. Italy«, International Courts and the Development of International Law: Essays in Honour of Tullio Treves, redigeret af N. Boschiero, T. Scovazzi, C. Pitea og C. Ragni, T.M.C. Asser Press, Haag, 2013, s. 808 og 809, som anfører, at udelukkelsen af ansvaret for handlinger udført jure imperii intet har at gøre med det civil- og handelsretlige områdes iboende karakter, men er et resultat af et politisk valg.


39 –      Jf. dom af 15.11.2018, Kuhn (C-308/17, EU:C:2018:911, præmis 31 og 32). Denne tilføjelse har endvidere gjort det muligt at sikre terminologisk sammenhæng mellem forordning nr. 1215/2012 og andre retsakter inden for EU’s internationale privatret. Jf. som illustration artikel 1, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11.7.2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40), hvorefter denne forordning i særdeleshed ikke finder anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelsen af statsmagt (»acta jure imperii«). Dette indebærer dels, at det kan være nyttigt at konsultere fortolkningerne af visse af disse retsakter med henblik på at definere anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001, dels, at Domstolens fortolkning af denne forordning får indvirkning på anvendelsesområdet for de nævnte retsakter.


40 –      Jf. C. Toader, »La notion de matière civile et commerciale«, Europa als Rechts- und Lebensraum: Liber amicorum für Christian Kohler zum 75. Geburtstag am 18. Juni 2018, redigeret af B. Hess, E. Jayme og H.-P. Mansel, Verlag Ernst und Werner Gieseking, Bielefeld, 2018, s. 521 og den deri nævnte litteratur. Jf. ligeledes i denne retning med hensyn til forordning nr. 864/2007, nævnt i fodnote 39, C. Nourissat, »Le champ d’application du règlement »Rome II««, Le règlement communautaire »Rome II« sur la loi applicable aux obligations non contractuelles. Actes du colloque du 20 septembre 2007 – Dijon, redigeret af S. Corneloup og N. Joubert, Litec Lexis Nexis, Paris, 2008, s. 24.


41 –      Jf. dom af 1.10.2002, Henkel (C-167/00, EU:C:2002:555, præmis 26), af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis), og af 9.3.2017, Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 35).


42 –      Jf. dom af 12.9.2013, Sunico m.fl. (C-49/12, EU:C:2013:545, præmis 43). Der kan dog fremføres det argument, at hvis en national skattemyndighed fremsætter krav som følge af en overtrædelse af skattelovgivningen, handler den som en suveræn enhed, selv om den kræver erstatning ved almindelige domstole i overensstemmelse med de almindelige retsregler om erstatningsansvar. Jf. Ch. Kohler, »Abschied von der autonomen Auslegung des Begriffs »Zivil- und Handelssachen« in Art. 1 EuGVVO?«, Praxis des Internationalen Privat- und Verfahrensrechts, bind 35(1), 2015, s. 55.


43 –      Jf. J. De Bruyne, Third-Party Certifiers, Wolters Kluwer, Alphen-sur-le-Rhin, 2019, F. Goebel, Classification Societies. Competition and Regulation of Maritime Information Intermediaries, Lit, Zürich, 2017, s. 42 ff., samt V. Ulfbeck og A. Møllmann, »Public Function Liability of Classification Societies«, Certification – Trust, Accountability, Liability, redigeret af P. Rott, Springer, Cham, 2019, s. 213 ff.


44 –      Jf. SOLAS-konventionens kapitel II-1, afsnit A-1, regel 3-1. Jf. ligeledes V. Ulfbeck og A. Møllmann, ibidem, s. 225.


45 –      Jf. navnlig SOLAS-konventionens kapitel I, regel 6.


46 –      Dom af 9.3.2017, Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 35).


47 –      Jf. dom af 5.2.2004, Frahuil (C-265/02, EU:C:2004:77, præmis 20).


48 –      Jf. dom af 23.10.2014, flyLAL-Lithuanian Airlines (C-302/13, EU:C:2014:2319, præmis 35).


49 –      Jf. dom af 15.11.2018 (C-308/17, EU:C:2018:911).


50 –      Jf. dom af 15.11.2018, Kuhn (C-308/17, EU:C:2018:911, præmis 38 og 39).


51 –      Jf. dom af 15.11.2018, Kuhn (C-308/17, EU:C:2018:911, præmis 40 og 41).


52 –      Jf. dom af 15.11.2018, Kuhn (C-308/17, EU:C:2018:911, præmis 42).


53 –      Jf. fodnote 41 og den deri nævnte retspraksis.


54 –      Jf. dom af 4.5.2010, TNT Express Nederland (C-533/08, EU:C:2010:243, præmis 49).


55 –      Selv om anvendelsesområdet for denne forordning nr. 44/2001 ikke nødvendigvis falder sammen med den retslige immunitets negative område, er det min opfattelse, at relevansen af formålet med en handling også kan diskuteres i henseende til immunitetsretten for stater. I forbindelse med New York-konventionen, som hviler på sondringen mellem acta jure imperii og acta jure gestionis, kan formålet med en transaktion navnlig have en vis betydning for, om denne transaktion er gennemført jure gestionis, hvilket har den konsekvens, at en sagsøgt stat ikke kan påberåbe sig retslig immunitet. I henhold til denne konvention udgør en transaktions formål imidlertid et underordnet kriterium i forhold til kriteriet om transaktionens art, som i visse tilfælde kan tages i betragtning. Dette underordnede kriterium er endvidere for det første i vidt omfang kontroversielt (jf. R. Pavoni, ibidem s. 282), for det andet er det genstand for kritik i retslitteraturen af de samme grunde som dem, der er omhandlet i punkt 77 i dette forslag til afgørelse (jf. J. Bröhmer, State Immunity and the Violation of Human Rights, Martinus Nijhoff Publishers, Haag, 1997, s. 1), og for det tredje kan det ikke anvendes sammenhængende af de nationale retter, som har en tendens til udelukkende at tage hensyn til transaktionens art (jf. X. Yang, State Immunity in International Law, Cambridge University Press, Cambridge, 2012, s. 85-108).


56 –      Dom af 9.3.2017 (C-551/15, EU:C:2017:193, præmis 35).


57 –      Dom af 21.4.1993, Sonntag (C-172/91, EU:C:1993:144, præmis 21).


58 –      Dom af 21.4.1993, Sonntag (C-172/91, EU:C:1993:144, præmis 27 og 28).


59 –      C-172/91, EU:C:1992:487, punkt 44.


60 –      Henset til den omstændighed, at det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 44/2001 ikke nødvendigvis falder sammen med den retslige immunitets negative område, kan jeg ikke udelukke, at statens eventuelle ifaldelse af ansvar til gengæld kan være relevant i forbindelse med immunitetsretten.


61 –      Jf. dom af 16.12.1980 (814/79, EU:C:1980:291, præmis 9).


62 –      Dom af 16.12.1980 (814/79, EU:C:1980:291, præmis 9 og 10).


63 –      Jeg skal gøre opmærksom på, at den nederlandske regering i den sag, der gav anledning til dom af 16.12.1980, Rüffer (814/79, EU:C:1980:291), for Domstolen gjorde gældende, at nederlandsk lov giver den, der administrerer en offentlig vandvej, bemyndigelse til at fjerne et vrag, som udgør en fare eller gene for skibsfarten, uden at indhente samtykke fra vragets ejer eller besidder. I øvrigt henviste Domstolen i denne doms præmis 11 til de almindelige principper, som kan udledes af medlemsstaternes nationale retssystemer under ét, hvis bestemmelser om administration af offentlige vandveje netop viser, at den, som administrerer disse vandveje, med hensyn til fjernelsen af vrag handler som offentlig myndighed. Denne passage skal læses i lyset af redegørelsen for de nationale regler i generaladvokat Warners forslag til afgørelse Rüffer (814/79, EU:C:1980:229). Det fremgår heraf, at disse regler navnlig præciserer de forvaltende myndigheders beføjelser over for de ejere, som ikke har fjernet et dem tilhørende vrag, snarere end de miljømæssige forpligtelser.


64 –      Jf. J. Basedow, »Civil and Commercial Matters. A New Key Concept of Community Law«, Rett og tolerance. Festskrift til Helge Johan Thue – 70 år, Gyldendal, redigeret af T. Frantzen, J. Giersten og G. Cordero Moss, Gyldendal, Oslo, 2007, s. 159.


65 –      For så vidt angår fortolkningen af begrebet »det civil- og handelsretlige område« bekræftes relevansen af retspraksis vedrørende de grundlæggende frihedsrettigheder navnlig af anvendelsen af en dom om arbejdskraftens frie bevægelighed i dom af 21.4.1993, Sonntag (C-172/91, EU:C:1993:144, præmis 24).


66 –      Dom af 16.6.2015 (C-593/13, EU:C:2015:399, præmis 20).


67 –      Jf. punkt 67-70 i dette forslag til afgørelse.


68 –      Jf. punkt 71-83 i dette forslag til afgørelse.


69 –      Jf. punkt 84-88 i dette forslag til afgørelse.


70 –      Jf. punkt 90-98 i dette forslag til afgørelse.


71 –      Jf. kendelse af 12.7.2012, Currà m.fl. (C-466/11, EU:C:2012:465, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). Det er mit indtryk, at dette ligeledes er den holdning, som generaladvokat Ruiz-Jarabo Colomer indtog i sit forslag til afgørelse Lechouritou m.fl. (C-292/05, EU:C:2006:700, punkt 78), hvori han vurderede, at undersøgelsen af, om der foreligger immunitet, og af dennes betydning for menneskerettighederne i en tvist, hvori Bruxelleskonventionen ikke finder anvendelse, ligger uden for Domstolens beføjelser.


72 –      Jf. dom af 19.7.2012 (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 49).


73 –      Jf. R. van Alebeek, The Immunity of States and Their Officials in International Criminal Law and International Human Rights Law, Oxford University Press, Oxford, 2008, s. 57-59.


74 –      For så vidt angår sagen »Erika« blev spørgsmålet om retslig immunitet ikke besvaret i dom nr. 3439 af 25.9.2012 (10-82 938) (FR:CCASS:2012:CR03439), idet Cour de Cassation (chambre criminelle) (kassationsdomstol, afdelingen for straffesager, Frankrig) fandt, at en af parterne, der havde hævdet at nyde immunitet, havde deltaget aktivt i sagens forberedelse, og at denne aktive deltagelse i forberedelsen ikke var forenelig med et eventuelt ønske om at påberåbe sig denne immunitet. For så vidt endvidere angår sagen »Prestige« blev den af tribunal de Bordeaux (retten i Bordeaux, Frankrig) afsagte dom af 19.3.2014, som de sagsøgte ligeledes har henvist til, underkendt af Cour d’appel de Bordeaux (appeldomstolen i Bordeaux) ved dom nr. 14/02185 af 6.3.2017, for så vidt som førstnævnte ret havde fastslået, at en række af de sagsøgte nød retslig immunitet. Ganske vist fastslog kassationsdomstolen i sin dom af 17.4.2019, nr. 17-18 286 (FR:CCASS:2019:C100370), idet den stadfæstede appeldomstolens dom, at certificerings- og klassifikationsaktiviteterne kan adskilles, og at alene certificeringsaktiviteten gør det muligt for et privatretligt selskab at påberåbe sig retslig immunitet. Det bør imidlertid bemærkes, at denne sag alene vedrørte ansvaret for klassifikationsaktiviteterne, hvorfor betragtningerne vedrørende certificeringsaktiviteterne kan anses for at være fremsat som et »obiter dictum«. De italienske domstoles domme, som de sagsøgte har henvist til, navnlig dom nr. 2097 af 8.3.2012 afsagt af Tribunal de Genova (retten i Genova), giver i øvrigt udtryk for den modsatte holdning til spørgsmålet om, hvorvidt disse aktiviteter kan adskilles, jf. F. Goebel, ibidem, s. 334.


75 –      Jf. bl.a. A. Dickinson, »State Immunity and State-Owned Entreprises«, Business Law International, bind 10, 2009, s. 97 ff.


76 –      Dom af 19.7.2012 (C-154/11, EU:C:2012:491).


77 –      Dom af 19.7.2012 (C-154/11, EU:C:2012:491, præmis 55 og 56).


78 –      Jf. punkt 38 i dette forslag til afgørelse.


79 –      Draft articles on Jurisdictional Immunities of States and Their Property, with commentaries, Yearbook of International Law Commission, 1991, bind II(2), s. 17.


80 –      Kommissionens gennemførelsesdirektiv af 17.12.2014 om ændring af direktiv 2009/15 (EUT 2014, L 366, s. 83).


81 –      Jf. punkt 62 i dette forslag til afgørelse.


82 –      Jf. i denne retning V. Ulfbeck og A. Møllmann, ibidem, s. 218.


83 –      Jf. Den Internationale Domstols dom af 3.2.2012 i sagen om statens retslige immunitet (Tyskland mod Italien, intervenient: Grækenland), ICJ Reports 2012, præmis 58.


84 –      Jf. A. Rocha Ferreira og C. Carvalho, »Formation and Evidence of Customary International Law«, UFRGS Model United Nations Journal, bind 1, 2013, s. 187 og 188 og den deri nævnte doktrin. Jf. ligeledes Draft conclusions on identification of customary international law, with commentaries, Yearbook of the International Law Commission, 2018, bind II.


85 –      Jf. vedrørende problemstillingen med Unionens positive og negative bidrag i forbindelse med dens deltagelse i dannelsen af de sædvaneretlige regler J. Malenovský, »Le juge et la coutume internationale: perspective de l’Union européenne et de la Cour de justice«, The Law and Practice of International Courts and Tribunals, bind 12, 2013, s. 218.


86 –      Jf. rapport fra FN’s Folkeretskommission. Official Records. Seventy-third Session. Supplement No. 10 (A/73/10), s. 127.


87 –      Jf. punkt 100 og 101 i dette forslag til afgørelse.


88 –      Til forskel fra retslig immunitet fører funktionsbestemt immunitet til ansvarsfrihed i den materielle ret. Jf. V. Ulfbeck og A. Møllmann, ibidem, s. 232 og 238.


89 –      Jf. A. Briggs, Civil Jurisdiction and Judgments (Informa law from Routledge) (Taylor & Francis Group), New York, 2015, s. 391, B. Hess, »Die intertemporale Anwendung des europäischen Zivilprozessrechts in den EU-Beitrittsstaaten«, Praxis des Internationalen Privat- und Verfahrensrechts, bind 4, 1994, s. 374, punkt 10 og 14, og P. Mankowski, ibidem, s. 1058.


90 –      Jf. modsætningsvis dom af 13.5.2015, Gazprom (C-536/13, EU:C:2015:316, præmis 43).


91 –      I denne forbindelse er det blevet fremført i litteraturen, at artikel 71 i forordning nr. 44/2001 ikke regulerer forholdet mellem denne forordning og de internationale konventioner, hvori alle medlemsstaterne og Unionen er parter. Sådanne konventioner er en integrerende del af Unionens retsorden, hvorfor deres forhold til den nævnte forordning skal vurderes på grundlag af artikel 67 i den samme forordning eller på grundlag af artikel 216, stk. 2, TEUF. Jf. V. Lazić og S. Stuij, »Brussels I bis in Relation to Other Instruments on the Global Level«, redigeret af V. Lazić og S. Stuij, Brussels I bis Regulation: Changes and Challenges of the Renewed Procedural Scheme, Springer, Haag, 2017, s. 133, og A. Puetz, »Rules on Jurisdiction and Recognition or Enforcement of Judgments in Specialised Conventions on Transport in the Aftermath of TNT: Dynamite or Light in the Dark?«, The European Legal Forum, bind 5/6, 2018, s. 124.


92 –      Jf. i denne retning K. Lenaerts, »The Kadi Saga and the Rule of Law within the EU«, SMU Law Review, bind 67, 2014, s. 712.


93 –      Jf. bl.a. dom af 11.7.2018, Bosphorus Queen Shipping (C-15/17, EU:C:2018:557, præmis 44 et og den deri nævnte retspraksis).


94 –      I særdeleshed udøver Unionen til forskel fra de internationale konventioner ikke sin kompetence til at lade sig binde af reglerne i den folkeretlige sædvaneret. Jf. E. Neframi, »Customary International Law and Article 3(5) TUE«, The European Union’s External Action in Times of Crisis, redigeret af P. Eeckhout og M. Lopez-Escudero, Hart Publishing, Oxford, 2016, s. 208 ff.


95 –      Jf. dom af 25.2.2010, Brita (C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 42). Jf. ligeledes i denne retning dom af 23.1.2014, Manzi og Compagnia Naviera Orchestra (C-537/11, EU:C:2014:19, præmis 39), og af 14.3.2017, A m.fl. (C-158/14, EU:C:2017:202, præmis 87).


96 –      Jeg bemærker, at High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (ret i første instans (England og Wales), Det Forenede Kongerige) indtog denne holdning til forholdet mellem immunitetsretten for stater og forordning nr. 44/2001 i dom af 20.12.2005, Grovit mod De Nederlandsche Bank m.fl., [2006] 1 WLR 3323, præmis 47. Ifølge denne dom bør denne forordning fortolkes således, at den ikke udelukker immunitet, men at det skal ske under iagttagelse af staters immunitet ifølge folkeretten.


97 –      Dom af 11.9.2014, A (C-112/13, EU:C:2014:2195, præmis 51).


98 –      Jf. K. Lenaerts, ibidem, s. 707, 710 og 711.


99 –      Jf. dom af 16.10.2012 (C-364/10, EU:C:2012:630, præmis 51 og 52).


100 –      Dom af 3.9.2008 (C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 285).


101 –      Jf. i denne retning K. Lenaerts, ibidem, s. 712.


102 –      Jf. Den Internationale Domstols dom af 3.2.2012 i sagen om statens retslige immunitet (Tyskland mod Italien, intervenient: Grækenland), ICJ Reports 2012, præmis 101. Argumentet om manglen på alternative midler til at opnå erstatning blev implicit forkastet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) i dom af 14.1.2014, Jones m.fl. mod Det Forenede Kongerige (ECLI:CE:ECHR:2014:0114JUD003435606, §§ 193 og 195).


103 –      Som illustration kan nævnes artikel 5, stk. 3, i direktiv 2009/15, hvori det bestemmes, at en aftale mellem en medlemsstat og en anerkendt organisation kan indeholde en forpligtelse til at have en lokal repræsentant i denne medlemsstat, hvilket kan gøre det muligt at sikre domstolskompetencen i denne medlemsstat. Jf. om denne problemstilling V. Ulfbeck og A. Møllmann, ibidem, s. 220.


104 –      Jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.2.1975, Golder mod Det Forenede Kongerige (ECLI:CE:ECHR:1975:0221JUD 000445170, § 36).


105 –      Jf. dom af 6.11.2012, Otis m.fl. (C-199/11, EU:C:2012:684, præmis 48).


106 –      Jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.11.2001, Al-Adsani mod Det Forenede Kongerige (ECLI:CE:ECHR:2001:1121JUD003576397, § 56), og af 14.1.2014, Jones m.fl. mod Det Forenede Kongerige (ECLI:CE:ECHR:2014:0114JUD003435606, §§ 186-189). Jeg bemærker, at denne retspraksis især er blevet udviklet i forbindelse med tvister mellem privatpersoner og stater. Henset til mine bemærkninger i punkt 142 i dette forslag til afgørelse kan dette forklare, hvorfor Menneskerettighedsdomstolen ikke undersøger eksistensen af andre effektive midler til at opnå erstatning og generelt konstaterer, at begrænsningen af adgangen til domstolsprøvelse ikke er uforholdsmæssig. For så vidt angår en tvist mellem privatpersoner og en international organisation, hvor sidstnævnte ikke har sit eget statslige værneting, har Menneskerettighedsdomstolen til gengæld undersøgt andre rimelige midler til effektiv beskyttelse af de ved EMRK sikrede rettigheder. Jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 18.2.1999, Waite og Kennedy mod Tyskland (ECLI:CE:ECHR:1999:0218JUD002608394, § 68). Efter min opfattelse er situationen for de privatretlige organer, der ikke er hjemmehørende i den stat, hvoraf deres immunitet er afledt, i denne sammenhæng sammenlignelig med en international organisations situation.


107 –      Jf. dom af 18.10.2017, Benkharbouche mod Secretary of State for Foreign and Commonwealth Affairs, [2017] UKSC 62.


108 –      Jf. dom af 25.5.2016, Meroni (C-559/14, EU:C:2016:349, præmis 44).


109 –      S. Prechal, »The Court of Justice and Effective Judicial Protection: What Has the Charter Changed?«, C. Paulussen, T. Takács, V. Lazic og B. Van Rompuy (red.), Fundamental Rights in International and European Law. Public and Private Law Perspective, Springer, Haag, 2016, s. 148 og 149.


110 –      For så vidt angår muligheden for at påberåbe sig chartrets artikel 47, jf. dom af 17.4.2018, Egenberger (C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 78).


111 –      Jf. dom af 11.7.2019, A (C-716/17, EU:C:2019:598, præmis 39).


112 –      Jf. punkt 137 og 144 i dette forslag til afgørelse.