Language of document :

Appel iværksat den 4. august 2020 af Ernests Bernis, Oļegs Fiļs, OF Holding SIA og Cassandra Holding Company SIA til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Tiende Afdeling) den 14. maj 2020 i sag T-282/18, Bernis m.fl. mod SRB

(Sag C-364/20 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Ernests Bernis, Oļegs Fiļs, OF Holding SIA og Cassandra Holding Company SIA (ved Rechtsanwalt O.H. Behrends)

Den andre parter i appelsagen: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) og Den Europæiske Centralbank (ECB)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

Rettens kendelse ophæves.

Det fastslås, at annullationssøgsmålet kan antages til realitetsbehandling.

Sagen hjemvises til Retten, for at denne kan træffe afgørelse i annullationssøgsmålet.

ECB tilpligtes at betale appellanternes omkostninger og omkostningerne i forbindelse med appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremført følgende anbringender.

Første anbringende er, at Retten begik en retlig fejl ved at lægge den omstændighed til grund, at forordning nr. 806/2014 1 ikke, under omstændigheder som de i denne sag foreliggende, indeholder bestemmelser om likvidation af et kreditinstitut. Appellanterne har gjort gældende, at dette aspekt vedrører lovligheden af SRB’s anfægtede afgørelser af 23. februar 2018 og således sagens realitet, mens antagelsen til realitetsbehandling alene afhænger af den måde, hvorpå SRB rent faktisk handlede (ikke hvordan SRB skulle have handlet).

Andet anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved at behandle den omstændighed, at den luxembourgske ret afviste Luxembourg NRA’s søgsmål med påstand om opløsning og afvikling af ABLV Luxembourg, som et hensyn til støtte for dens konklusion om afvisning fra realitetsbehandling. En national rets afvisning af en afgørelse fra en EU-institution medfører ikke, at denne afgørelse ikke eksisterer og fjerner ikke nødvendigheden af, at EU’s retsinstanser annullerer denne.

Tredje anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at den frivillige karakter af opløsningen af ABLV Bank som et anliggende i lettisk ret er relevant, hvis opløsningen, således som Retten bekræfter, var påbudt ved SRB’s afgørelser.

Fjerde anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at en tilstrækkelig direkte retsvirkning er udelukket på grund af den omstændighed, at implementeringen af de anfægtede afgørelser involverer anvendelse af national ret. Anvendelse af national ret i sammenhæng med implementeringen er irrelevant, så længe den påståede retsvirkning af retsakten reguleres af EU-ret.

Femte anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den jurisdiktions-specifikke karakter af implementeringen af retsakten er relevant i henhold til artikel 263 TEUF.

Sjette anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at ethvert skøn fra nationale myndigheders side i sammenhæng med implementeringen udelukker direkte retsvirkning.

Syvende anbringende om, at Retten støttede sig til en forkert forståelse af begrebet »mellemkommende regler« som udviklet i retspraksis.

Ottende anbringende om, at Retten udledte forkerte konklusioner alene af de anfægtede afgørelsers form.

Niende anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at anvende artikel 263 TEUF i lyset af den specifikke vejledning, der er indeholdt i forordning nr. 806/2014 hvad angår muligheden for at revidere retsakter fra SRB.

Tiende anbringende om, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at tage hensyn til appellanternes rettigheder i henhold til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og skabte en lakune i retsbeskyttelsen.

Ellevte anbringende, hvorefter det ud fra et forsigtighedshensyn gøres gældende, at den appellerede kendelse ville være baseret på en åbenbar fordrejning af de anfægtede retsakter, hvis den blev fortolket således, at det heri fastslås, at de anfægtede retsakter ikke påbød en opløsning af ABLV Latvia og ABLV Luxembourg. Dette anbringende gøres udelukkende gældende af forsigtighedshensyn. Appellanterne tror ikke, at der er basis for at fortolke den appellerede kendelse på denne måde.

Tolvte anbringende om, at den appellerede kendelse er baseret på en forkert fortolkning af relevant retspraksis, herunder Domstolens afgørelser i Trasta Komercbanka m.fl. mod ECB (sag C-663/17) og Deutsche Post og Tyskland mod Kommissionen (sag C-463/10).

Trettende anbringende om, at begrundelsen for den appellerede kendelse er mangelfuld.

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).