Language of document :

Appel iværksat den 11. september 2020 af Christoph Klein til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 2. juli 2020 i sag T-562/19, Christoph Klein mod Europa-Kommissionen

(Sag C-430/20 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Christoph Klein (ved Rechtsanwalt H.-J. Ahlt)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den kendelse, der blev afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 2. juli 2020 i sag T-562/19, ophæves.

Det fastslås, at appellen kan antages til realitetsbehandling, og at Europa-Kommissionen har tilsidesat sine traktatforpligtelser, idet den har undladt at handle med hensyn til den beskyttelsesprocedure vedrørende det CE-mærkede medicinske udstyr »Inhaler Broncho-Air«, som Forbundsrepublikken Tyskland indførte den 7. januar 1998, og idet den ikke har truffet nogen afgørelse i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 93/42/EØF 1 .

Subsidiært ophæves Rettens kendelse, og sagen hjemvises til Retten til afgørelse.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

Retten foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og bevismaterialet, kvalificerede de faktiske omstændigheder forkert og tilsidesatte EU-retten, navnlig artikel 265 TEUF og princippet om retten til forsvar, for så vidt som den anså, at sagen var blevet anlagt for sent, og af egen drift afviste appellantens søgsmålskompetence.

Endvidere anlagde Retten en forkert fortolkning af EU-retten og tilsidesatte artikel 8, stk. 2, i direktiv 93/42.

Endelig er den appellerede kendelse fra Retten behæftet med en begrundelsesmangel.

____________

1     Rådets direktiv 93/42/EØF af 14.6.1993 om medicinsk udstyr (EFT 1993, L 169, s. 1, og berigtigelse i EFT 1997, L 323, s. 39).