Language of document : ECLI:EU:C:2020:1042

Sag C-416/20 PPU

TR

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg)

 Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. december 2020

»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – europæisk arrestordre – artikel 4a, stk. 1 – procedurer for overgivelse mellem medlemsstaterne – betingelser for fuldbyrdelse – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – undtagelser – obligatorisk fuldbyrdelse – straffedom, som er afsagt in absentia – den tiltaltes flugt – direktiv (EU) 2016/343 – artikel 8 og 9 – ret til at være til stede under retssagen – krav i tilfælde af domfældelse in absentia – efterprøvelse i forbindelse med overgivelse af den dømte person«

1.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – princippet om gensidig anerkendelse – rækkevidde

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, sjette betragtning og art. 1, stk. 2, art. 3, 4, 4a og 5)

(jf. præmis 30 og 32)

2.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom, som er afsagt in absentia – den dømte persons flugt under den strafferetlige forfølgning – undladelse af at fuldbyrde den nævnte arrestordre i mangel af garantier fra den udstedende medlemsstat med hensyn til overholdelse af retten til en ny retssag i henhold til direktiv 2016/343 – ikke tilladt – mulighed for at påberåbe sig manglende overholdelse af de bestemmelser i dette direktiv, der har direkte virkning, ved den udstedende medlemsstats domstole

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/343, art. 8 og 9; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 4a, stk. 1)

(jf. præmis 36, 37, 39, 40, 45, 46, 54 og 55 samt domskonkl.)

3.        Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom, som er afsagt in absentia – mulighed for at fuldbyrde en arrestordre på trods af omstændigheder, der henhører under de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – betingelser – ingen tilsidesættelse af den berørte persons ret til forsvar i tilfælde af overgivelse af den pågældende – skønselementer

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 4a, stk. 1)

(jf. præmis 50-52)

Resumé

Fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, kan ikke afslås i en situation, hvor den pågældende person har forhindret sin personlige indkaldelse og ikke selv var til stede under retssagen på grund af sin flugt til den fuldbyrdende medlemsstat, alene med den begrundelse, at den udstedende medlemsstat ikke har givet sikkerhed for, at denne persons ret til en ny retssag vil blive overholdt

Dette ændrer ikke på, at den udstedende medlemsstat skal overholde de EU-retlige bestemmelser, der sikrer retten til en ny retssag

Der blev i Rumænien indledt strafforfølgning af TR, der er rumænsk statsborger, inden for rammerne af to særskilte sager. Da han var flygtet til Tyskland, fandt sagerne mod ham både i første instans og i appelinstansen sted, uden at han var til stede. Han var imidlertid klar over mindst én af disse sager og var repræsenteret af advokater efter eget valg i første instans og af beskikkede advokater i appelinstansen. Retssagerne førte til to domme med idømmelse af frihedsstraffe. Med henblik på fuldbyrdelse af disse domme udstedte de rumænske myndigheder europæiske arrestordrer. Siden den 31. marts 2020 har TR, der befinder sig i Hamburg (Tyskland), været frihedsberøvet.

Den 28. maj 2020 besluttede Hanseatisches Oberlandesgericht Hamburg (den regionale ret i første instans i Hamburg, Tyskland) at efterkomme de europæiske arrestordrer. TR rejste indsigelse herimod og henviste til, at de rumænske myndigheder ikke ville garantere genoptagelse af de omhandlede straffesager, hvilket efter hans opfattelse var uforeneligt med retten for tiltalte personer til at være til stede under retssagen (1) og, såfremt de ikke var til stede, med deres ret til en ny retssag (2). Den tyske domstol skulle således tage stilling til retmæssigheden af overgivelsen af TR på grundlag af de nationale bestemmelser, som gennemfører artikel 4a i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre (3). I medfør af denne artikel kan den fuldbyrdende judicielle myndighed afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, som den pågældende er blevet idømt in absentia, undtagen i udtømmende opregnede tilfælde. I denne sammenhæng besluttede denne ret at forelægge Domstolen et spørgsmål om den eventuelle betydning af den manglende overholdelse i den udstedende medlemsstat af kravene vedrørende retten til en ny retssag, idet denne omstændighed ikke kan henføres til en af de situationer, der er fastsat i artikel 4a.

Domstolens bemærkninger

Inden for rammerne af den præjudicielle hasteprocedure fastslog Domstolen, at den fuldbyrdende judicielle myndighed i henhold til artikel 4a i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre ikke kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre alene med den begrundelse, at den ikke har sikkerhed for, at den pågældende persons ret til en ny retssag (4) vil blive overholdt ved en overgivelse til den udstedende medlemsstat, i en situation, hvor den pågældende er flygtet til den fuldbyrdende medlemsstat og dermed har forhindret sin personlige indkaldelse og ikke var til stede under retssagen.

For at nå til denne konklusion henviste Domstolen til, at de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, er udtømmende fastsat (5), og at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan underkaste fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre andre betingelser.

Efter denne præcisering bemærkede Domstolen for det første, at den omstændighed, at den pågældende ikke var til stede under den retssag, der førte til dennes domfældelse, og på grundlag af hvilken en europæisk arrestordre efterfølgende blev udstedt over for den pågældende, udgør en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af denne europæiske arrestordre. Siden en ændring af rammeafgørelsen om en europæisk arrestordre (6) har denne grund været mere snævert afgrænset, idet artikel 4a udtømmende opregner situationer, hvor fuldbyrdelse af en sådan europæisk arrestordre skal anses for ikke at udgøre et indgreb i retten til forsvar. I sådanne tilfælde er den fuldbyrdende judicielle myndighed derfor forpligtet til at fuldbyrde den europæiske arrestordre. Dette er bl.a. tilfældet, når den pågældende var klar over den berammede retssag, havde givet et mandat til en juridisk rådgiver, der var udnævnt enten af den pågældende person eller af staten, og var faktisk repræsenteret af denne (7).

For det andet fastslog Domstolen, at den udstedende medlemsstats manglende overholdelse af de EU-retlige bestemmelser, der sikrer retten til en ny retssag, ikke kan være til hinder for fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre uden at omgå den ordning, der er indført ved rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Domstolen fremhævede imidlertid, at dette på ingen måde berører den udstedende medlemsstats forpligtelse til at overholde disse bestemmelser. Hvis medlemsstaten faktisk har undladt at gennemføre dem inden for fristen eller ikke har gennemført dem korrekt, kan den pågældende i tilfælde af overgivelse påberåbe sig de bestemmelser, der har direkte virkning, ved denne medlemsstats domstole.

For det tredje fremhævede Domstolen, at den undersøgte grund er en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse. Såfremt den fuldbyrdende judicielle myndighed finder, at der ikke foreligger en af de situationer, der udelukker, at den er beføjet til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt in absentia, kan den således tage andre omstændigheder i betragtning, på grundlag af hvilke den kan sikre sig, at overgivelsen af den pågældende ikke indebærer en tilsidesættelse af dennes ret til forsvar. I givet fald kan den da overgive vedkommende til udstedelsesmedlemsstaten. I denne henseende bemærkede Domstolen, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan tage hensyn til den pågældendes adfærd. Inden for rammerne af dens bedømmelse er det navnlig relevant, at den pågældende har forsøgt at undgå forkyndelse af underretningen vedrørende straffesagerne, eller at vedkommende har undgået enhver kontakt med de beskikkede advokater.


1 –      Denne ret er fastsat i artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/343 af 9.3.2016 om styrkelse af visse aspekter af uskyldsformodningen og retten til at være til stede under retssagen i straffesager (EUT 2016, L 65, s. 1) (herefter »direktiv 2016/343«). Medlemsstaterne kan dog på visse betingelser fastsætte, at en retssag kan finde sted, hvis den pågældende ikke er til stede.


2 –      Denne ret er fastsat i artikel 9 i direktiv 2016/343.


3 –      Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 (EUT 2009, L 81, s. 24).


4 –      Som omhandlet i artikel 8 og 9 i direktiv 2016/343.


5 –      Rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre sondrer mellem obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er opregnet i artikel 3, og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er opregnet i artikel 4 og 4a.


6 –      I sin oprindelige version var denne grund fastsat i artikel 5, nr. 1). Denne bestemmelse blev ophævet ved rammeafgørelse 2009/299 og i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre erstattet af artikel 4a.


7 –      Artikel 4a, stk. 1, litra b), i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.