DOMSTOLENS DOM
8. juli 1999 (1)
»Interne afgifter - afholdelse af omkostninger til forskning - medicinske
specialiteter«
I sag C-254/97,
angående en anmodning, som Conseil d'État (Frankrig) i medfør af artikel 234 EF
tidligere artikel 177) har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende
sager,
Société Baxter,
B. Braun Médical SA,
Société Fresenius France,
Laboratoires Bristol-Myers-Squibb SA
mod
Premier Ministre,
Ministère du Travail et des Affaires sociales,
Ministère de l'Économie et des Finances,
Ministère de l'Agriculture, de la Pêche et de l'Alimentation,
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel
52 (efter ændring nu artikel 43 EF), artikel 48 EF (tidligere artikel 58) samt EF-traktatens artikel 92 og 95 (efter ændring nu artikel 87 og 90 EF),
har
DOMSTOLEN
sammensat af præsidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformændene P.J.G.
Kapteyn, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne C. Gulmann (refererende
dommer), J.L. Murray, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm og L. Sevón,
generaladvokat: A. Saggio
justitssekretær: ekspeditionssekretær D. Louterman-Hubeau,
efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:
- Selskaberne Baxter, B. Braun Médical SA og Fresenius France ved advokat
Alexandre Carnelutti, Paris
- Laboratoires Bristol-Myers-Squibb SA ved advokat Alain Monod, Paris
- den franske regering ved kontorchef Kareen Rispal-Bellanger og fuldmægtig
Jean-Marc Belorgey, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som
befuldmægtigede
- Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent
Gérard Rozet og Hélène Michard, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som
befuldmægtigede,
på grundlag af retsmøderapporten,
efter at selskaberne Baxter, B. Braun Médical SA og Fresenius France ved advokat
Alexandre Carnelutti, selskabet Laboratoires Bristol-Myers-Squibb SA, ved Alain
Monod, den franske regering ved Kareen Rispal-Bellanger og fuldmægtig Frédérik
Million, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, samt
Kommissionen ved Gérard Rozet og Hélène Michard har afgivet mundtlige indlæg
i retsmødet den 16. juni 1998,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 1. december 1998,
afsagt følgende
Dom
- 1.
- Ved beslutning truffet den 28. marts 1997, indgået til Domstolen den 14. juli 1997,
har Conseil d'État i medfør af artikel 234 EF (tidligere artikel 177) forelagt tre
præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EF-traktatens artikel 52 (efter
ændring nu artikel 43 EF), artikel 48 EF (tidligere artikel 58) samt EF-traktatens
artikel 92 og 95 (efter ændring nu artikel 87 og 90 EF).
- 2.
- Spørgsmålene er blevet rejst under sager, som selskabet Baxter og andre selskaber,
der fremstiller medicinske specialiteter har indbragt for Conseil d'État med påstand
om annullation, som følge af overskridelse af beføjelser, af artikel 12 i dekret nr.
96-51 af 24. januar 1996 om hasteforanstaltninger med henblik på tilvejebringelse
af balance på de sociale sikringsordningers budgetter (JORF af 25.1.1996, s. 1230),
hvorved det bl.a. gøres gældende, at traktatens artikel 52, artikel 48 EF, artikel 88,
stk. 3, EF (tidligere artikel 93, stk. 3) og EF-traktatens artikel 95 er blevet
tilsidesat.
- 3.
- Artikel 12 i nævnte dekret bestemmer, at tre i dekretet omhandlede ekstraordinære
afgifter skal opkræves af virksomheder, der fremstiller og sælger én eller flere
medicinske specialiteter i Frankrig. Specielt bestemmes det i nævnte artikel, at
disse virksomheder skal svare en ekstraordinær afgift, hvis grundlag er
omsætningen, eksklusive skatter og afgifter i Frankrig fra den 1. januar 1995, til den
31. december 1995 på medicinske specialiteter, for hvilke der ydes
sygesikringsgodtgørelse, og på medicin, som er godkendt til anvendelse i
institutioner inden for den offentlige sundhedssektor, med fradrag af omkostninger,
der er regnskabsført i samme periode, og som er omkostninger til videnskabelig og
teknisk forskningsvirksomhed i Frankrig.
- 4.
- Selskabet Baxter og de andre sagsøgende selskaber i hovedsagen er datterselskaber,
hvis moderselskaber er hjemmehørende i andre medlemsstater, og de har for
Conseil d'État gjort gældende, at reglerne om fradrag af omkostninger til
videnskabelig og teknisk forskning i afgiftsgrundlaget for den omtalte
ekstraordinære afgift fører til forskelsbehandling af på den ene side de franske
laboratorier, hvis forskning hovedsagelig foregår i Frankrig, og på den anden side
udenlandske laboratorier, hvis største forskningsenheder ligger uden for denne
medlemsstats område.
- 5.
- Conseil d'État fandt, at anbringendet herom rejste væsentlige spørgsmål vedrørende
fortolkningen af fællesskabsretten, og retten har derfor udsat sagen og anmodet
Domstolen om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:
»1) Er artikel 52 og 58 i traktaten af 25. marts 1957 om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab til hinder for en national lovgivning, der efter at
være blevet vedtaget i 1996 for dette år indfører en ekstraordinær afgift
med en sats på mellem 1,5 og 2% af omsætningen, eksklusive skatter og
afgifter i den afgiftsopkrævende stat i tidsrummet 1. januar 1995 - 31.
december 1995 for virksomheder, der fremstiller og sælger medicinske
specialiteter, på medicinske specialiteter, der godtgøres af sygekasserne, og
lægemidler, som er godkendt til anvendelse i institutioner inden for den
offentlige sundhedssektor, således at der i afgiftsgrundlaget kan ske fradrag
for omkostninger, der er regnskabsført for samme periode, og som er
omkostninger i forbindelse med forskningsvirksomhed alene i den
afgiftsopkrævende stat?
2) Er artikel 95 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab til
hinder for en sådan lovgivning?
3) Såfremt det ene eller det andet af de to foregående spørgsmål besvares
benægtende, skal da dette fradrag i afgiftsgrundlaget for udgifter til
forskningsvirksomhed, der er gennemført i den afgiftsopkrævende stat, anses
for støtte i henhold til artikel 92 i traktaten om oprettelse af Det
Europæiske Fællesskab?«
Det første spørgsmål
- 6.
- Den forelæggende ret spørger med det første spørgsmål, om traktatens artikel 52
og artikel 48 EF (tidligere artikel 58) er til hinder for bestemmelser i en
medlemsstat, hvorefter der på den ene side af virksomheder, der er etableret i den
pågældende medlemsstat, og som dér fremstiller og sælger medicinske specialiteter,
opkræves en ekstraordinær afgift af disses omsætning, eksklusive skatter og afgifter
på nogle af disse specialiteter i skatteåret forud for året for disse bestemmelsers
vedtagelse, mens på den anden side de pågældende virksomheder i dette
afgiftsgrundlag kun kan fratrække omkostninger, der er afholdt i samme skatteår,
og som vedrører forskningsvirksomhed, der er gennemført i den afgiftsopkrævende
stat, når denne ordning finder anvendelse på virksomheder fra Fællesskabet, der
i denne medlemsstat er aktive gennem filialer.
- 7.
- Ifølge sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen fører disse afgiftsregler som følge
af muligheden for i afgiftsgrundlaget kun at fradrage omkostningerne til
forskningsvirksomhed i Frankrig til, at filialer på fransk område af farmaceutiske
selskaber, hvis hovedsæde ligger i en anden medlemsstat, stilles ringere end de
farmaceutiske selskaber, der har deres hjemsted og hovedsagelig er etableret i
Frankrig, idet virksomhedernes forskningsafdelinger som oftest er placeret i den
medlemsstat, hvor virksomhederne har deres hovedsæde. Denne situation er efter
deres opfattelse i strid med traktatens artikel 52 og 48 EF.
- 8.
- Den franske regering har gjort gældende, at når der er tale om den farmaceutiske
industri, hvor det hyppigt forekommer, at en forskningsafdeling, der hovedsagelig
er etableret i Frankrig, bliver en underordnet afdeling af en virksomhed, der først
og fremmest er placeret i en anden medlemsstat, eller omvendt, at en sådan
underordnet afdeling opkøbes af en virksomhed, der hovedsagelig er placeret i
Frankrig, er den geografiske fordeling af de farmaceutiske laboratoriers
forskningsomkostninger uafhængig af disses hjemsteds administrative hovedsædes
eller vigtigste afdelingers placering. Regeringen har anført, at den i hovedsagen
omhandlede afgift har en ekstraordinær og enkeltstående karakter, og at den med
sit grundlag i afsluttede virksomhedsforhold kun kan være i strid med traktatens
artikel 52 og 48 EF, såfremt den faktisk på baggrund af de økonomiske oplysninger
for det afgiftsår, for hvilken den opkræves, generelt og essentielt kan antages at
stille virksomheder, hvis hjemsted, administrative hovedsæde eller vigtigste
afdelinger er placeret i en anden medlemsstat end den, hvori den opkræves, ringere
end virksomheder, der efter disse afdelingers placering hører hjemme i den
afgiftsopkrævende medlemsstat.
- 9.
- Det skal først påpeges, at den i traktatens artikel 52 fastsatte etableringsfrihed for
statsborgere i en medlemsstat, hvorefter disse har adgang til at optage og udøve
selvstændig erhvervsvirksomhed på de vilkår, som i etableringslandets lovgivning er
fastsat for landets egne borgere, i henhold til traktatens artikel 58 - for så vidt
angår selskaber, som er stiftet i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning,
og hvis vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er
beliggende inden for Fællesskabet - omfatter retten til at udøve deres virksomhed
i den pågældende medlemsstat gennem en filial eller et agentur (jf. dom af
12.4.1994, sag C-1/93, Halliburton Services, Sml. I, s. 1137, præmis 14).
- 10.
- Det fremgår endvidere af Domstolens praksis (jf. dom af 13.7.1993, sag C-330/91,
Commerzbank, Sml. I, s. 4017, præmis 14), at reglerne om ligestilling forbyder ikke
blot åbenlys forskelsbehandling begrundet i nationalitet, eller hjemsted for så vidt
angår selskaber, men desuden enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved
anvendelse af andre kriterier, reelt fører til samme resultat.
- 11.
- Endelig skal det påpeges, at som Domstolen tidligere gentagne gange har fastslået
(jf. bl.a. Halliburton Services-dommen, a.st., præmis 16), har traktatens artikel 52
efter overgangsperiodens udløb været umiddelbart anvendelig, også selv om der
ikke på et bestemt område er udstedt direktiver, som foreskrevet i EF-traktatens
artikel 54, stk. 2, og artikel 57, stk. 1 (efter ændring nu artikel 44, stk. 1, EF og
artikel 47, stk. 1, EF).
- 12.
- I hovedsagen er det forhold, der kritiseres, adgangen for de afgiftspligtige personer
til i den omsætning, hvoraf der skal svares ekstraordinær afgift, at fradrage
omkostninger til forskningsvirksomhed i Frankrig i løbet af 1995. Nærmere bestemt
gøres det gældende, at selv om dette fradrag ikke direkte fører til
forskelsbehandling af virksomheder, hvis hovedsæde ligger i andre medlemsstater,
og som er aktive i Frankrig gennem en filial, stilles disse virksomheder dog ringere
derved, fordi de normalt udfører deres forskningsvirksomhed uden for Frankrig,
mens virksomheder med hjemsted i denne medlemsstat normalt har deres
forskningsvirksomhed dér.
- 13.
- Det bemærkes herved, at det i hovedsagen omtvistede skattefradrag, selv om der
utvivlsomt findes franske virksomheder, som afholder forskningsomkostninger uden
for Frankrig, og udenlandske virksomheder, der afholder sådanne omkostninger
dér, må antages alligevel at kunne virke navnlig til skade for virksomheder, hvis
hovedsæde ligger i andre medlemsstater, og som er aktive i Frankrig gennem
filialer. Det er jo typisk sådanne virksomheder, der i de fleste tilfælde vil have
udviklet deres forskningsvirksomhed uden for den afgiftsopkrævende medlemsstats
område.
- 14.
- Dette resultat bliver ikke mere usikkert, fordi den i hovedsagen omtvistede
ekstraordinære afgift som anført af den franske regering har haft en ekstraordinær
karakter og var baseret på driftsoplysninger vedrørende et afsluttet skatteår.
- 15.
- Det må herefter spørges, om den forskellige behandling, der er beskrevet i præmis
13 til nærværende dom, eventuelt efter traktatens bestemmelser om
etableringsfriheden kan være begrundet.
- 16.
- Den franske regering har i den forbindelse hævdet, at den ekstraordinære afgift
gjorde det muligt at beskatte et af de elementer, der har ført til ubalance på de
sociale sikringsordningers budget, nemlig salget af medicinske specialiteter, og
herved fradrage en faktor, som bidrager til at nedbringe sundhedsudgifterne, nemlig
de omkostninger, der er afholdt til forskning på området for medicinske
specialiteter. Det anføres herved, at begrænsningen af fradragsretten for
forskningsomkostninger til omkostninger, der alene stammer fra
forskningsvirksomhed i den afgiftsopkrævende medlemsstat, er nødvendig, såfremt
skattemyndighederne i denne medlemsstat skal kunne kontrollere de pågældende
forskningsomkostningers art og faktiske karakter.
- 17.
- Kommissionen og reelt også de sagsøgende selskaber i hovedsagen har gjort
gældende, at de regnskabsmæssige oplysninger for moderselskaber med hjemsted
i en anden medlemsstat, således som disse fremgår af årsregnskaber opstillet i
henhold til Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af
traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer
(EFT L 222, s. 11) og Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på
grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber (EFT
L 193, s. 1), danner et grundlag, som skattemyndighederne kan benytte ved
kontrollen med forskningsomkostningerne. Kommissionen har endvidere anført, at
den kompetente myndighed specielt med henblik på skattekontrolllen har adgang
til under iagttagelse af proportionalitetsprincippet at kræve supplerende
oplysninger.
- 18.
- Der skal henvises til Domstolens praksis, hvorefter hensynet til en effektiv
skattekontrol er et tvingende alment hensyn, der kan berettige hindringer i de
grundlæggende friheder, der er sikret ved traktaten (jf. f.eks. dom af 15.5.1997, sag
C-350/95, Futura Participations og Singer, Sml. I, s. 2471, præmis 31). En
medlemsstat kan således retmæssigt anvende foranstaltninger, der gør det muligt
med klarhed og præcision at kontrollere de fradragsbeløb, som der dér kan blive
tale om for forskningsomkostninger.
- 19.
- Det må imidlertid fastslås, at nationale regler, der fuldstændigt afskærer den
skattepligtige person fra at føre bevis for, at omkostninger til forskning, som er
gennemført i andre medlemsstater, virkelig er blevet afholdt, ikke kan være
begrundet i hensynet til en effektiv skattekontrol.
- 20.
- Det kan således ikke på forhånd udelukkes, at den skattepligtige person er i stand
til at fremlægge relevant dokumentation, på grundlag af hvilken
skattemyndighederne i beskatningsmedlemsstaten med klarhed og præcision kan
kontrollere den faktiske karakter og arten af de forskningsomkostninger, der er
afholdt i andre medlemsstater.
- 21.
- Det første spørgsmål skal derfor besvares således, at traktatens artikel 52 og artikel
48 EF er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som på den ene side af
virksomheder, der er etableret dér samt fremstiller og sælger medicinske
specialiteter, opkræver en ekstraordinær afgift på omsætningen, eksklusive skatter
og afgifter på visse af disse medicinske specialiteter i det sidste skatteår før året for
disse bestemmelsers vedtagelse, og på den anden side kun giver disse virksomheder
adgang til i afgiftsgrundlaget for denne afgift at fradrage de omkostninger, der er
afholdt i samme skatteår alene til forskningsvirksomhed i den afgiftsopkrævende
stat, når afgiften finder anvendelse på virksomheder fra Fællesskabet, der er aktive
i denne stat gennem filialer.
Det andet og det tredje spørgsmål
- 22.
- Når henses til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det
andet og det tredje spørgsmål.
Sagens omkostninger
- 23.
- De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen, som har
afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold
til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret,
tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
kender
DOMSTOLEN
vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Conseil d'État ved beslutning af 28.
marts 1997, for ret:
EF-traktatens artikel 52 (efter ændring nu artikel 43 EF) og artikel 48 EF
(tidligere artikel 58) er til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, som på den
ene side af virksomheder, der er etableret dér samt fremstiller og sælger
medicinske specialiteter, opkræver en ekstraordinær afgift på omsætningen,
eksklusive skatter og afgifter på visse af disse medicinske specialiteter i det sidste
skatteår før året for disse bestemmelsers vedtagelse, og på den anden side kun
giver disse virksomheder adgang til i afgiftsgrundlaget for denne afgift at fradrage
de omkostninger, der er afholdt i samme skatteår alene til forskningsvirksomhed
i den afgiftsopkrævende stat, når afgiften finder anvendelse på virksomheder fra
Fællesskabet, der er aktive i denne stat gennem filialer.
|
Rodríguez IglesiasKapteyn
Hirsch
Jann Gulmann
Murray
Edward Ragnemalm
Sevón
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. juli 1999.
R. Grass
G.C. Rodríguez Iglesias
Justitssekretær
Præsident