Language of document :

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

JEAN MISCHO

fremsat den 22. februar 2001 (1)

Forenede sager C-122/99 P og C-125/99 P

D

og

Kongeriget Sverige

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Appel - tjenestemænd - husstandstillæg - gift tjenestemand - registreret partnerskab efter svensk ret«

1.
    D, som er tjenestemand ved Rådet for Den Europæiske Union, og Kongeriget Sverige har iværksat appel af den dom, der blev afsagt den 28. januar 1999 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-264/97, D mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 1, og II, s. 1 (herefter »den anfægtede dom«).

I - Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

2.
    D, som er svensk statsborger, indgik den 23. juni 1995 registreret partnerskab med en anden svensk statsborger. Ved meddelelser af 16. og 24. september 1996 anmodede han Rådet om, at hans registrerede partnerskab blev sidestillet med et ægteskab, således at han kunne opnå et husstandstillæg.

3.
    Rådet ansættelsesmyndighed afslog denne anmodning ved meddelelse af 29. november 1996, idet den fandt, at den relevante bestemmelse i vedtægten ikke dannede grundlag for at sidestille det registrerede partnerskab med et ægteskab.

4.
    Hans klage over denne afgørelse blev ligeledes afvist den 30. juni 1997.

5.
    På denne baggrund anlagde tjenestemanden den 2. oktober 1997 sag ved Retten med påstand om annullation af afslaget på hans anmodning om at få tildelt samtlige de fordele, som hans lovmæssige status som registreret partner gav ham ret til i henhold til vedtægten. Hans påstand om annullation blev støttet af den svenske regering.

6.
    Ved den anfægtede dom blev Rådet frifundet. Både D og Kongeriget Sverige iværksatte appel af dommen henholdsvis den 13. og den 14. april 1999.

7.
    Disse to appelsager, som blev registreret under nummer C-122/99 P og C-125/99 P, er blevet forenet med henblik på den skriftlige og den mundtlige procedure samt dommen.

II - Relevante retsregler

A - Vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber

8.
    Det bestemmes i artikel 1, stk. 2, i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«):

»2. Ret til husstandstillæg har:

a)    gifte tjenestemænd

b)    tjenestemænd, der er enker (enkemænd), fraskilte, lovmæssigt separeret eller ugifte, og som ifølge bestemmelserne i artikel 2, stk. 2 og 3, nedenfor, har forsørgerpligt over et eller flere børn

c)    ved en særlig, af grunde ledsaget, afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden på grundlag af dokumenter, der er egnede til at tjene som bevis: Den tjenestemand, der ikke opfylder betingelserne i henhold til litra a) og b) ovenfor, men som alligevel bærer familiemæssige byrder.«

B - Den svenske lov om registreret partnerskab

9.
    Kapitel 1, § 1, i lage om registrerat partnerskap af 23. juni 1994 (1994 1117), som trådte i kraft den 1. januar 1995, bestemmer:

»To personer af samme køn kan lade deres partnerskab registrere«.

10.
    Det bestemmes i kapitel 3, § 1, i samme lov:

»Et registreret partnerskab har samme retsvirkninger som et ægteskab, jf. dog §§ 2, 3 og 4.

Bestemmelser i lovgivningen, som omhandler ægteskab og ægtefæller skal anvendes tilsvarende på registreret partnerskab og registrerede partnere, medmindre andet er bestemt i undtagelsesreglerne i §§ 2, 3 og 4.«

III - Appelsagen

A - Indledning

11.
    D og Kongeriget Sverige har i deres appelskrifter, støttet af Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene, rejst indsigelse mod, at Retten i den anfægtede dom forkastede deres anbringender, hvorved de i de væsentlige ønskede at D skulle anerkendes som en »gift tjenestemand« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 2, litra a), i bilag VII til vedtægten.

12.
    D har i sine skriftlige indlæg fremført fem anbringender til støtte for sin appel:

-    Den anfægtede dom mangler begrundelse.

-    Tilsidesættelse af princippet om tildelte kompetencer.

-    Tilsidesættelse af »princippet om at EF-borgerens personalstatut har enhedskarakter«.

-    Tilsidesættelsen af princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, af princippet om ligebehandling og af princippet om forbud mod forskelsbehandling, idet dette anbringende falder i to dele, nærmere bestemtpå den ene side forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering og på den anden side forskelsbehandling på grundlag af nationalitet samt hindring af arbejdskraftens frie bevægelighed.

-    Tilsidesættelse af artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter »konventionen«).

13.
    Kongeriget Sverige finder, at Retten foretog en ukorrekt fortolkning af bilag VII til vedtægten, da den fastslog, at tjenestemænd, som havde indgået registreret partnerskab, ikke skulle sidestilles med gifte tjenestemænd med henblik på tildeling af husstandstillæg. Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene har i det væsentlige forsvaret det samme synspunkt.

14.
    Derimod finder Rådet, at Retten har foretaget en korrekt fortolkning af bilag VII til vedtægten, og at de mangler og tilsidesættelser, som er blevet fremført af D, ikke foreligger.

15.
    Jeg vil behandle de forskellige anbringender i appellen i den rækkefølge, som de er blevet fremført af D. Således kan Kongeriget Sveriges, Kongeriget Danmarks og Kongeriget Nederlandenes argumentation vurderes i tilknytning til hver enkelt af D's anbringender. Indledningsvis er der - som følge af en bemærkning fremsat af D - grundlag for at sige et par ord om sagens genstand.

B - Sagens genstand

16.
    D finder, at Retten har foretaget en ukorrekt afgrænsning af sagens genstand.

17.
    Han har gjort gældende, at Retten med urette fastslog, at den administrative procedure kun omfattede spørgsmålet om tildeling af husstandstillæg, og at han dermed kun ønskede at få annulleret afslaget på hans anmodning om et husstandstillæg.

18.
    Efter hans egen opfattelse ønskede han med sagsanlægget at få anerkendt sin civilstand som registreret partner med henblik på generelt at få fastlagt sine rettigheder i henhold til vedtægten. Retten gjorde sig således skyld i urigtig retsanvendelse, da den begrænsede rækkevidden af påstanden til kun at vedrøre husstandstillægget.

19.
    Rådet har indvendt, at korrespondancen mellem parterne utvetydigt viser, at sagsøgeren kun anmodede om, at hans civilstand blev sidestillet med ægteskabet med henblik på tildeling af husstandstillæg.

20.
    På denne baggrund vil jeg gennemgå de meddelelser, som blev udvekslet mellem D og Rådet i forbindelse med anmodningen.

21.
    Den første meddelelse, som er skrevet i hånden, er dateret den 16. september 1996 og stilet til Rådets ansættelsesmyndighed. Heri anførte D: »Vedlagt fremsendes den ønskede dokumentation, således at min civilstand som registreret partner kan gælde som et ægteskab«. Meddelelsen blev straks efterfulgt af en anden meddelelse, dateret den 24. september 1996, hvis væsentligste afsnit var affattet på følgende måde: »Vedlagt fremsendes dokumentationen for mit ægteskab. Jeg takker Dem på forhånd for en positiv behandling af sagen.«

22.
    I D's klage, som var underskrevet af hans advokat, blev de to ovennævnte meddelelser defineret som vedrørende husstandstillæg. Således fremgår det af punkt 3 i klagen: »Ved meddelelser af 16. og 24. september 1996 anmodede han om tildeling af husstandstillæg« (understreget i klagen).

23.
    Appellanten skrev ganske vist i en anden meddelelse dateret den 16. oktober 1996: »Min ægtefælle forventer at komme til Bruxelles i starten af november måned, og er dermed omfattet af de bestemmelser, som er indeholdt i protokollen vedrørende privilegierne og immuniteterne.« Overskriften til denne meddelelse var imidlertid angivet som »anmodning om husstandstillæg«.

24.
    Selv om de udvekslede meddelelser indeholder en vist tvetydighed, som formentlig skyldtes, at appellanten endnu ikke var fuldt ud bekendt med vedtægtens indhold, må det imidlertid antages, at Retten ikke gjorde sig skyld i urigtig retsanvendelse da den vurderede, at sagen omhandlede en anmodning og tildeling af husstandstillæg.

25.
    Det skal tilføjes, at denne diskussion i mine øjne er noget kunstig, idet parterne meget hurtigt gik over til at diskutere begrebet »gifte tjenestemænd« i artikel 1, stk. 2, litra a), i bilag VII til vedtægten. Det var direktøren for Rådets personaleafdeling, der selv i en meddelelse af 29. november 1996, dvs. før indgivelsen af klagen, anførte, at anmodningen om tildeling af husstandstillæg kun kunne imødekommes, såfremt det var muligt at betragte D som gift tjenestemand i bestemmelsens forstand.

26.
    Retten udtalte også i den anfægtede doms præmis 26, at problemet skulle vurderes i lyset af denne bestemmelse, og gik derefter over til at undersøge, om det registrerede partnerskab kunne sidestilles med et ægteskab eller ej.

27.
    Hvis Retten således var nået frem til, at dette var tilfældet, ville appellanten automatisk have haft krav på ikke alene husstandstillægget men også alle de andre ydelser, som ifølge vedtægten er forbundet med ægteskabet.

28.
    Således ville appellantens anmodning have været behandlet på samme måde, såfremt han havde anmodet om, at hans civilstand fuldt ud var blevet anerkendt som en »gift tjenestemand«'s.

C - Dommens begrundelse

29.
    D har med sit første anbringende gjort gældende, at den anfægtede doms præmis 36, hvori Retten forkastede hans anbringende om tilsidesættelse af princippet om, at personalstatuttet har enhedskarakter, ikke er tilstrækkeligt begrundet. Retten fandt, at »dette anbringende under alle omstændigheder er uden relevans, for så vidt som det antages, at det kan udskilles fra det første [anbringende om tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling og princippet om forbud mod forskelsbehandling], idet det blot fremgår af afslaget, at han i vedtægtens forstand betragtes som værende ugift med henblik på afgørelsen af, om han har krav på at oppebære et tillæg, som er forbeholdt gifte tjenestemænd«.

30.
    Ifølge D har Retten ikke givet en særskilt besvarelse for så vidt angår de anbringender, som han havde rejst i første instans om henholdsvis tilsidesættelsen af princippet om ligebehandling og om tilsidesættelsen af princippet om personalstatuttets enhedskarakter inden for Fællesskabet. Desuden har Retten ikke behandlet dette sidste anbringende.

31.
    Efter min opfattelse fremgår det af den anfægtede doms præmis 36, at Retten faktisk har givet en særskilt besvarelse angående D's anbringende om en tilsidesættelse af princippet om, at kun én civilstand finder anvendelse. I den forbindelse har den særligt udtalt, at dette anbringende (»for så vidt [...]«) var uden relevans.

32.
    Der foreligger således en begrundelse, som i øvrigt forekommer mig at være tilstrækkelig. Således er den omstændighed, som det konstateredes af Retten, at det »blot fremgår af afslaget, at han betragtes som værende ugift i vedtægtens forstand«, ikke ensbetydende med, at D nægtes den civilstand, der efter svensk ret følger af det registrerede partnerskab. Hvis princippet om personalstattutets enhedskarakter derimod indebærer, at D i forhold til vedtægten skal betragtes som værende i samme situation som en gift person, har Retten med føje antaget, at anbringendet om tilsidesættelsen af princippet om personalstatuttets enhedskarakter i realiteten ikke var forskellig fra anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling.

33.
    Det er således min opfattelse, at D's første anbringende ikke kan tiltrædes.

D - Anvendelsen af princippet om tildelte kompetencer

34.
    Med det andet anbringende har D gjort gældende, at Retten tilsidesatte princippet om tildelte kompetencer (EF-traktatens artikel 4, nu artikel 7 EF), da den fandt, at det tilkom Rådet foretage en selvstændig fortolkning af begrebet ægteskab i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i vedtægten.

35.
    Dette anbringende rejser strengt taget kun spørgsmålet, hvilken metode, der skal anvendes ved fortolkningen af artikel 1, stk. 2, i bilag VII til vedtægten. DaKongeriget Sverige imidlertid har gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig fortolkning af bestemmelsen i vedtægten, er det efter min opfattelse nødvendigt at undersøge ikke blot den fortolkningsmetode, der skal anvendes, men også hvilket resultat, den korrekte metode fører til.

36.
    I den anfægtede dom henviste Retten til sin egen praksis, nærmere bestemt til dommen i sagen Arauxo-Dumay mod Kommissionen (2), hvorefter udtrykket »ægteskab« i vedtægten skal forstås som et forhold baseret på et borgerligt ægteskab i udtrykkets traditionelle forstand. Retten fandt med henvisning til dommen i sagen Díaz García mod Parlamentet (3), at henvisningen til medlemsstaternes retsordener ikke var nødvendig, når de relevante bestemmelser i vedtægten kunne fortolkes selvstændigt.

37.
    Derimod finder D, støttet af den svenske regering og af intervenienterne, at Rådet ved afgørelsen af, om det registrerede partnerskab efter svensk ret kan betragtes som et ægteskab i vedtægtens forstand, er bundet af bestemmelserne i den svenske lovgivning.

38.
    Ifølge Kongeriget Sverige begik Retten en fejl ved fortolkningen af artikel 1, stk. 2, i bilag VII til vedtægten, da den fastslog, at tjenestemænd, som havde indgået registreret partnerskab, ikke skulle sidestilles med gifte tjenestemænd med henblik på tildelingen af husstandstillægget, idet den ikke tog hensyn til svensk ret, som sidestiller registrerede partnere med ægtefæller.

39.
    Rådet har, navnlig med henvisning til Reed-dommen (4), gjort gældende, at den anfægtede dom er i overensstemmelse med princippet om, at fællesskabsretten skal fortolkes selvstændigt, når der ikke foreligger en udtrykkelig henvisning til national ret. Ifølge Rådet har Retten foretaget en korrekt fortolkning af den pågældende bestemmelse i vedtægten.

40.
    Det er min opfattelse, at der - som foreslået af Rådet - er grundlag for at henvise til Reed-dommen. Selv om denne dom ganske vist - som det anføres af appellanterne - for så vidt angår de faktiske omstændigheder ikke omhandler det registrerede partnerskab men derimod et fast samlivsforhold mellem to personer af modsat køn, er denne forskel efter min opfattelse uden relevans.

41.
    Det væsentligste i denne dom er således ikke, at den opstiller en fast definition på begrebet ægtefælle i en klart afgrænset sammenhæng. En nærmere gennemgang af dommen viser tværtimod, at dens rækkevidde er mere omfattende, idet den opstiller en fortolkningsmetode, hvorved begrebet ægtefælle ellertilsvarende begreber kan defineres uden for den særlige kontekst, som de konkret optræder i. Den eneste betingelse for at anvende denne metode, og som er opfyldt i den foreliggende sag, er at begrebet indgår i en forordning, idet Domstolens argumentation er baseret på en forordnings særlige kendetegn.

42.
    Nærmere bestemt udtalte Domstolen i Reed-dommen, at det følger af forordningens særlige kendetegn (bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat), at Domstolens fortolkning af en bestemmelse i en forordning har virkning i alle medlemsstaterne, og »at en fortolkning af retsbegreber, som støttes på samfundsudviklingen, skal ske på grundlag af en undersøgelse af situationen i hele Fællesskabet og ikke blot i en enkelt medlemsstat« (5). På denne baggrund fastslog Domstolen, at »[d]a der ikke er noget som helst tegn på en almindelig samfundsudvikling, som kan begrunde en udvidende fortolkning, og da det modsatte heller ikke på nogen måde kan udledes af forordningen«, henviser den pågældende forordning, som anvender ordet »ægtefælle« kun til ægteskabelige forhold (6).

43.
    Efter min opfattelse følger det af denne dom, at når begrebet »ægtefælle« eller tilsvarende begreber som »ægteskab« eller »gift« optræder i en forordning, skal de tillægges en selvstændig betydning, dvs. en fortolkning, som tager højde for forholdene i hele Fællesskabet og ikke blot i én medlemsstat.

44.
    Denne metode er i øvrigt i overensstemmelse med Domstolens praksis, hvorefter det følger af såvel kravet om en ensartet anvendelse af fællesskabsretten som af lighedsprincippet, at ordlyden af en fællesskabsretlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Fællesskabet skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning (7).

45.
    Unger-dommen (8), som parterne har diskuteret, bekræfter efter min opfattelse dette synspunkt. Heri fandt Domstolen således, at »begrebet ‘arbejdskraft‘ i [... EF-traktatens artikel 48-51] således ikke [falder] ind under den nationale ret, men under fællesskabsretten« (9).

46.
    Det er herefter min opfattelse, at Retten ikke tilsidesatte princippet om tildelte kompetencer, da den fastslog, at det påhvilede Rådet at fastlægge en selvstændig fortolkning af begrebet »gifte tjenestemænd«.

47.
    Endvidere er jeg ikke enig med Kongeriget Sverige i, at Retten har gjort sig skyld i en fejlagtig fortolkning af artikel 1, stk. 2, i bilag VII til vedtægten.

48.
    Hvis man således undersøger forholdene i hele Fællesskabet, som det kræves i Reed-dommen, forekommer det mig vanskeligt at nå til en anden konklusion i forhold til den foreliggende sag, end at »ægteskab« kun omhandler det »traditionelle« ægteskab mellem to personer af modsat køn. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i sagen kendte kun tre af de femten medlemsstater til den retlige kategori registreret partnerskab, hvor samlivet mellem to personer af samme køn i større eller mindre grad sidestilles med forholdet mellem to ægtefæller i udtrykkets traditionelle forstand.

49.
    På denne baggrund, og på samme måde som der heller ikke på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i Reed-sagen var noget tegn på en almindelig samfundsudvikling, som kunne begrunde en udvidende fortolkning af begrebet »ægtefælle« til at omfatte en partner i et fast samlivsforhold, kan man heller ikke i den foreliggende sag konkludere, at den almindelige samfundsudvikling danner grundlag for at lade det registrerede partnerskab mellem to personer af samme køn være omfattet af begrebet »ægteskab«.

50.
    Det er derfor min opfattelse, at Retten ikke gjorde sig skyld i en fejlagtig fortolkning af artikel 1, stk. 2, litra a), i bilag VII til vedtægten da den fandt, at begrebet »gift tjenestemand« ikke omfatter en tjenestemand som D, som har indgået registreret partnerskab med en anden person af samme køn.

51.
    Man kunne endda tilføje, at denne konklusion bekræftes af lovgivers egen hensigt.

52.
    Således foretrak Rådet i forbindelse med udstedelsen af Rådets forordning (EF, EKSF, Euratom) nr. 781/98 af 7. april 1998 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber samt af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne for så vidt angår ligebehandling (10) i sin egenskab af lovgiver ikke at imødekomme begæringen fra Sverige om at indføje en bestemmelse i vedtægten, hvorved det registrerede partnerskab blev sidestillet med ægteskabet. Derimod anmodede Rådet Kommissionen om at foretage de nødvendige undersøgelser med henblik på anerkendelsen af det registrerede partnerskaber og om på grundlag af de nævnte undersøgelser at forelægge den ethvert hensigtsmæssigt forslag inden for disse områder (11).

53.
    Heraf følger, at en tjenestemænd, som har indgået registreret partnerskab med anden person af samme køn, ikke i lovgivers øjne er en »gift tjenestemand«.

54.
    Endelig skal det tilføjes, at den sidste betragtning til Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (12), som Kongeriget Nederlandene har henvist til, og hvorefter »vedtægt[en] ... [skal] give Fællesskaberne sikkerhed for, at tjenestemænd og øvrige ansatte opfylder de højeste krav til uafhængighed, kvalifikationer, indsats og integritet og udvælges blandt statsborgere i Fællesskabernes medlemsstater på så bredt et geografisk grundlag som muligt« efter min opfattelse ikke danner grundlag for at nå en konklusion vedrørende begrebet »ægteskab«, som er i modstrid med den ovennævnte (jf. ovenfor i punkt 50), og som følger af Domstolens faste praksis.

55.
    På baggrund af ovenstående finder jeg, at D's andet anbringende samt Kongeriget Sveriges argumentation om, at Retten ikke har foretaget en korrekt fortolkning af artikel 1, stk. 2, i bilag VII til vedtægten, ikke bør tages til følge.

E - Anvendelsen af »princippet om, at EF-borgerens personalstatut har enhedskarakter«

56.
    D har med sit tredje anbringende gjort gældende, at Retten tilsidesatte »princippet om, at EF-statsborgerens personalstatut har enhedskarakter«, da den fastlagde en selvstændig fortolkning af D's registrerede partnerskab, som var forskellig fra fortolkningen ifølge svensk lovgivning. Ifølge D er denne statut ikke reguleret i nogen bestemmelse i vedtægten, hvorfor det er den svenske lovgivning, der finder anvendelse.

57.
    Ifølge Rådet finder dette princip, som optræder i generaladvokat La Pergola's forslag til afgørelse i Dafeki-sagen (13), og som D har henvist til, ikke anvendelse i den foreliggende sag. Ifølge Rådet handlede Retten korrekt, da den fastlagde en selvstændig fortolkning af begrebet »ægteskab« i den pågældende bestemmelse i vedtægten.

58.
    Det følger af gennemgangen af forslaget til afgørelse fra generaladvokat La Pergola, at »princippet om, at EF-borgerens personalstatut har enhedskarakter«, som der henvises til, vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang en EF-statsborger kan støtte sig på dokumentation, som vedrører hans civilstand, som han har fået udleveret af de kompetente myndigheder i hans oprindelsesmedlemsstat. I den pågældende sag var der tale om en medlemsstats anerkendelse af en EF-borgersberigtigede fødselsattest, som var udstedt af en anden medlemsstat og indeholdt en korrigeret fødselsdato.

59.
    I den foreliggende sag må det imidlertid konstateres, at anerkendelsen af D's dokumentation vedrørende hans civilstand ikke er draget i tvivl. Rådet har hverken anfægtet D's civilstand som registreret partner i henhold til svensk ret eller dokumentationen herfor fra de svenske myndigheder.

60.
    Der foreligger således ikke en situation som den, som førte til generaladvokat La Pergola's argumentation om »princippet om, at EF-borgerens personalstatut har enhedskarakter«. På denne baggrund kan det ikke udledes af argumentationen i den pågældende sag, at et sådant princip er blevet tilsidesat i den foreliggende sag.

61.
    Derimod kan man rejse spørgsmålet, om denne - på ingen måde anfægtede - civilstand som registreret partner bør sidestilles med en gift persons civilstand med henblik på anvendelsen af artikel 1, stk. 2, litra a), i bilag VII til vedtægten. Når spørgsmålet affattes på denne måde vedrører det princippet om ligebehandling og ikke »princippet om, at EF-borgerens personalstatut har enhedskarakter«.

62.
    Under alle omstændigheder, og uanset rækkevidden af dette princip, kan jeg ikke se på hvilken måde det kan tvinge de øvrige medlemsstater, gennem en sidestilling af Fællesskabets retsorden, til at anerkende ægteskabets virkninger i forhold til personer med bevis for et svensk registreret partnerskab.

63.
    Det er således min opfattelse, at der ikke kan gives D medhold i hans tredje anbringende.

F - Anvendelsen af princippet om ligebehandling

64.
    Med første del af det fjerde anbringende har D gjort gældende, at Rettens fortolkning af den pågældende bestemmelse i vedtægten medfører en forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering til skade for ham.

65.
    For det første konstaterede Retten med hensyn til det første anbringende, som blev fremsat i første instans, at forordning nr. 781/98 først trådte i kraft efter afslaget på anmodningen.

66.
    Med henvisning til praksis fra den europæiske menneskerettighedsdomstol og EF-Domstolen, særligt Grant-dommen (14), udtalte Retten, at Rådet som arbejdsgiver ikke var forpligtet til at ligestille et fast samlivsforhold mellem to personer af samme køn med ægteskab i vedtægtens forstand, selv om dette forhold officielt var blevet registreret hos en national myndighed.

67.
    For så vidt angik det fjerde anbringende, som blev fremsat i første instans, som nærmere bestemt vedrørte det princip om lige løn mellem mænd og kvinder, som er indeholdt i EF-traktatens artikel 119 (EF-traktatens artikel 117-120 er blevet erstattet af artikel 136-143 EF), bemærkede Retten, at de relevante bestemmelser i vedtægten fandt tilsvarende anvendelse på kvindelige og mandlige tjenestemænd, og at der således ikke forelå en forskelsbehandling, som var forbudt i henhold til traktatens artikel 119.

68.
    Appellanterne og intervenienterne har anfægtet Rettens fortolkning. De er i det væsentlige enige om, at såvel henvisningerne i den anfægtede dom til praksis fra den europæiske menneskerettighedsdomstol vedrørende begrebet »ægteskab« som til Grant-dommen, er irrelevante, idet sidstnævnte dom omhandler et papirløst fællesskab og ikke et lovmæssigt fællesskab med samme retsvirkninger som et ægteskab.

69.
    D finder også, at eftersom han både faktisk og retligt befinder sig i samme situation som hans gifte kolleger, bør han have samme lønmæssige rettigheder. Husstandstillægget, som skal sikre, at tjenestemanden kan opfylde de ydelsesberettigede pårørendes behov (15) hører til disse rettigheder. Den eneste årsag til denne forskellige behandling er, at hans partner er af samme køn som ham.

70.
    Ifølge D udgør denne forskellige behandling en forskelsbehandling, som udelukkende er baseret på seksuel orientering. Heri ser han en tilsidesættelse af traktatens artikel 119, som Domstolen fortolkede mindre formalistisk i dommen i sagen P mod S (16).

71.
    Ud fra samme opfattelse har den danske regering henvist til opbygningen og formålet med den pågældende bestemmelse i vedtægten, som tilsigter at kompensere for de udgifter, der er forbundet med at medbringe en ægtefælle til tjenestestedet, således at Fællesskabets institutioner er i stand til at tiltrække dygtige medarbejdere. Disse udgifter er ikke forskellige for ægtefæller og for partnere.

72.
    Rådet finder med henvisning til de konkrete forskelle i svensk ret på henholdsvis ægteskab og registreret partnerskab, at disse to retlige kategorier ikke kan sidestilles. Endvidere har Rådet med henvisning til Reed-sagen og Grant-sagen gjort gældende, at såfremt man ønsker at behandle disse to forskellige kategorier på samme måde, tilkommer det lovgiver at træffe bestemmelse herom.

73.
    Rådet har desuden anført, at Kongeriget Sverige i forbindelse med vedtagelsen af forordning nr. 781/98 anmodede om, at det registrerede partnerskab blev sidestillet med et ægteskab. Da Rådet således - i sin egenskab af lovgiver - indsatte en artikel 1a, hvorefter »[e]n tjenestemand [...] ved anvendelsen af vedtægten [har] krav på ligebehandling uden [...] hensyn til [...] seksuel orientering«, skete det med den udtrykkelige tilføjelse »uden at dette dog berører de bestemmelser i vedtægten, der forudsætter en bestemt civilstand«.

74.
    Hvad skal man mene om denne argumentation?

75.
    Da vedtægten ikke indeholder nogen bestemmelse, som fandt anvendelse på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder (jf. ovenfor i punkt 65) er der efter min opfattelse grund til at gennemgå denne argumentation med udgangspunkt i den almindelige definition på princippet om ligebehandling. Det følger af fast retspraksis, at der foreligger en forskelsbehandling såfremt der foretages en forskellig behandling af identiske eller sammenlignelige situationer, og denne forskel i behandlingen ikke er objektivt begrundet (17).

76.
    Selv om det antages, at Rådets ansættelsesmyndighed havde ret til at henholde sig til retstilstanden i en enkelt medlemsstat, hvilket må afvises som følge af den klare sprogbrug i Reed-dommen, må det konstateres, at det registrerede partnerskab og ægteskabet selv efter svensk ret udgør to forskellige retlige kategorier. Disse to kategorier har ikke alene forskellig benævnelse, deres retsregler indeholder en række forskelle, som har været genstand for grundig drøftelse mellem parterne.

77.
    Den svenske lovgiver har således ikke ønsket at give to personer af samme køn direkte adgang til ægteskabsinstitutionen, men har foretrukket at oprette en særskilt retlig kategori, som delvis er reguleret af andre regler. Nogle af disse regler, så som forbuddet mod, at registrerede partnere kan adoptere børn eller udøve fælles forældremyndighed over for børn, er endda modpoler til, hvad der gælder i et ægteskab. Desuden kan der kun indgås registreret partnerskab såfremt én af parterne er svensk statsborger, hvilket ikke er tilfældet for ægteskabet.

78.
    Heraf følger, at selv om man kun ser på forholdene efter svensk ret, er retstillingen for en person, som lever med en anden person af samme køn i et registreret partnerskab, retligt set ikke den samme som for en gift person.

79.
    Imidlertid er det med udgangspunkt i fællesskabsretten, at det skal undersøges, om personer, som lever med en partner af samme køn i et registreret partnerskab, skal betragtes som identisk eller sammenlignelig med en gift person.

80.
    I den forbindelse finder jeg - modsat D og de tre regeringer - at Grant-dommen har væsentlig betydning. I denne dom skulle Domstolen tage stilling til, om »personer, der lever fast sammen med en partner af samme køn, er i samme situation (18) som personer, der er gift, eller som lever i et fast samlivsforhold uden for ægteskab med en partner af modsat køn« (19).

81.
    Domstolen besvarede spørgsmålet benægtende. Efter en grundig gennemgang af retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol udtalte Domstolen, at »faste samlivsforhold mellem to personer af samme køn ikke efter gældende ret i Fællesskabet ligestilles (20) med forhold mellem gifte personer eller med faste samlivsforhold uden for ægteskab mellem personer af modsat køn« (21).

82.
    Domstolen tilføjede i den følgende præmis, at det »[u]nder disse forhold ... i givet fald kun [kan] tilkomme lovgiver at vedtage foranstaltninger, som kan ændre den foreliggende situation«.

83.
    Efter min opfattelse var det med føje, at Retten anvendte Domstolens argumentation i Grant-dommen på den foreliggende sag.

84.
    Lad mig først gøre opmærksom på, at dommen blev afsagt i 1998, hvorimod D indgav sin anmodning i 1996.

85.
    Endvidere skal det bemærkes, at i modsætning til det af den danske regering anførte, er Domstolens argumentation i Grant-sagen tilstrækkelig generel til, at den også kan finde anvendelse på Rådet som »arbejdsgiver« og ikke kun omfatter private arbejdsgivere.

86.
    Således følger det af gennemgangen af dommens præmis 35, og særligt af den ovenfor gengivne sætning (jf. ovenfor i punkt 81), at Domstolen nåede frem til en løsning, som vedrørte fællesskabsretten generelt, og ikke kun angik et begrænset område af fællesskabsretten.

87.
    Endelig og i særdeleshed er det i min opfattelse - og heri er jeg uenig med appellanterne og intervenienterne - at det forhold, at Grant-dommen omhandler et fast samlivsforhold og ikke et registreret partnerskab, ikke danner grundlag for at se bort fra denne dom. I Grant-dommen var civilstanden (ægteskab eller fast samlivsforhold) ikke det bærende element i Domstolens argumentation. Det afgørende for løsningen af nærværende tvist er det forhold, at Domstolen i Grant-dommen fastslog, at det faste samlivsforhold mellem to personer af samme køn varforskelligt fra et fast samlivsforhold mellem to personer af forskelligt køn. I forbindelse med denne sammenligning var den eneste forskel, som blev taget i betragtning i dommen, ikke de pågældende personers civilstand, men derimod om deres parforhold var heteroseksuelt eller homoseksuelt.

88.
    Da Domstolen således har fastslået, at et fast samlivsforhold mellem to personer af samme køn på det nuværende stadium af lovgivningen inden for Fællesskabet er forskelligt fra et fast samlivsforhold mellem to personer af forskelligt køn, kan man således på grundlag af Grant-dommen fastslå, at det registrerede partnerskab også er forskelligt fra ægteskabet.

89.
    En person - i den foreliggende sag en tjenestemand - som har indgået registreret partnerskab, befinder sig efter Domstolens retspraksis således ikke i en situation, som er sammenlignelig med situationen for en gift tjenestemand, hvorfor det almindelige princip om ligebehandling ikke stiller krav om, at den førstnævnte bør behandles på samme måde som sidstnævnte.

90.
    Det bør tilføjes, at det forhold, at en tjenestemand med en registreret partner skal sikre sin partners underhold eller skal afholde de udgifter, der er forbundet med partnerens tilflytning til tjenestestedet efter min opfattelse ikke er tilstrækkeligt til at antage, at tjenestemanden bør behandles som en gift tjenestemand i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, stk. 2, litra a), i bilag VII til vedtægten.

91.
    Bestemmelsen kræver således ikke alene, at der foreligger en underholdspligt, men også at denne underholdspligt indgår i et særligt forhold, nærmere bestemt ægteskabet. I øvrigt følger det af Reed-dommen, som er gennemgået ovenfor (jf. punkt 42 og 43), at begrebet ægteskab skal fortolkes selvstændigt under hensyn til situationen i hele Fællesskabet.

92.
    På denne baggrund er det ikke muligt at antage - på grundlag af et sammenfald af forpligtelserne efter svensk ret for gifte personer på den ene side, og for registrerede partnere på den anden side - at de sidstnævnte er omfattet af en bestemmelse i vedtægten, som ifølge sin egen ordlyd omfatter gifte tjenestemænd, idet man ellers ville tilsidesætte den betingelse, der er opstillet i vedtægten samt dens fortolkning i henhold til retspraksis.

93.
    For så vidt angår D's argumentation om tilsidesættelsen af traktatens artikel 119 har Rådet indvendt, at denne bestemmelse kun omhandler forskelsbehandling på grundlag af en persons køn og ikke forskelsbehandling på grundlag af personens seksuelle orientering, civilstand eller forsørgerbyrder.

94.
    I den forbindelse er jeg - i lighed med Rådet - enig med Retten, for så vidt som denne konstaterede, at den pågældende bestemmelse i vedtægten finder anvendelse på såvel kvindelige som mandlige tjenestemænd, og således ikke udløsernogen forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119. Retten har i den anledning henvist til Grant-dommen, hvori Domstolen - idet den også tog hensyn til dommen i sagen P. mod S., som appellanten nu også påberåber sig - klart fastslog, at forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering ikke er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 119 (22).

95.
    Endelig skal det bemærkes, at den omstændighed, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for nylig i en konkret sag har fastslået, at en sondring foretaget på grundlag af en persons seksuelle orientering kan udgøre en tilsidesættelse af konventionens artikel 8 sammenholdt med dens artikel 14 (23), ikke ændrer ved mit standpunkt i den foreliggende sag.

96.
    Således rejser denne nylig afsagte dom næppe tvivl om det faktiske forhold, at en person, som på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag levede med en registreret partner af samme køn, ifølge gældende ret i Fællesskabet ikke befandt sig i samme situation som en gift person, og at førstnævnte således ikke kunne stille krav om den samme behandling som den sidstnævnte.

97.
    I øvrigt er denne forskel mellem på den ene side ægteskabet og på den anden side en forening af to personer af samme køn, anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, proklameret i Nice i december 2000. I de forklaringer, som blev udarbejdet under ledelse af Konventets præsidium, og som ikke havde retsgyldighed men blot skulle tjene til afklaring af chartrets bestemmelser i lyset af drøftelserne i Konventet, kan man læse, at artikel 9 »hverken indeholder forbud eller krav om, at den ægteskabelige status omfatter en forening af personer af samme køn«.

98.
    Af alle de ovenstående grunde er det min opfattelse, at den første del af D's fjerde anbringende ikke kan tages til følge.

G - Forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og hindring af arbejdskraftens frie bevægelighed

99.
    D gør med anden del af det fjerde anbringende gældende, at for så vidt som partnere, som er registreret i henhold til lovgivningen i tre medlemsstater (Kongeriget Danmark, Kongeriget Sverige og Kongeriget Nederlandene) er afskåret fra de rettigheder, som hører til deres civilstand, udgør den anfægtede afgørelse en forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som har en afskrækkende virkning på bevægelsesfriheden.

100.
    Det bemærkes, at D ikke i første instans fremførte noget anbringende om forskelsbehandling på grundlag af nationalitet og/eller hindring af bevægelsesfriheden. Eftersom Domstolen kun har kompetence til at tage stilling til den judicielle løsning, Retten valgte vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans (24), skal jeg foreslå, at anden del af D's fjerde anbringende afvises.

101.
    Desuden, selv om det - som det foreslås af D i hans replik - antages, at anbringendet om forskelsbehandling på grundlag af nationalitet kun er en videreudvikling af det anbringende, der allerede blev fremført i første instans, om en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, og ikke er noget nyt anbringende, kan det stadig ikke tages til følge.

102.
    Således følger det af svensk lovgivning, at en registreret partner ikke nødvendigvis skal være svensk statsborger. Det er kun en af partnerne, der skal være det.

103.
    Såfremt den anden partner er tjenestemand, vil han heller ikke - uanset sit statsborgerskab - blive betragtet som »gift tjenestemand«.

104.
    Heraf følger, at der ikke foreligger nogen forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, og at der følgelig heller ikke er tale om forskelsbehandling i så henseende.

105.
    For så vidt angår anbringendet om hindringen af bevægelsesfriheden skal det endvidere bemærkes, at den frie bevægelighed ikke indeholder et krav om, at en arbejdstager i det nye sociale system, som han omfattes af, kan tildeles de samme rettigheder, som han havde krav på efter den ordning, som han tidligere var omfattet af. I den forstand foreligger der således ikke nogen hindring af bevægelsesfriheden i den foreliggende sag.

106.
    Derimod, såfremt D med anbringendet om fri bevægelighed ønsker at opnå de rettigheder i et nyt socialsystem, som indrømmes andre sikrede - her gifte tjenestemænd - er anbringendet i realiteten identisk med anbringendet om ligebehandling. Hvad dette anbringende angår, nåede jeg netop frem til, at det ikke skulle tages til følge.

107.
    Anden del af det andet anbringende bør således subsidiært forkastes.

H - Respekten for familie- og privatlivet, som er sikret ved konventionens artikel 8

108.
    D's femte anbringende vedrører respekten for privat- og familielivet, som er sikret ved konventionens artikel 8. Efter hans opfattelse indebærer beskyttelsen af privatlivet anerkendelsen af eksistensen samt virkningerne af en lovmæssigt erhvervet civilstand, og forbyder indblanding, som består i, at ukorrekte oplysninger overgives til tredjemand. I den foreliggende sag drejer det sig om en oplysning, som Rådet har overgivet til de belgiske myndigheder om, at D var ugift. D har gjort gældende, at den situation, som opstod i Grant-sagen, som Retten med urette henviste til, ikke kan sammenlignes med den foreliggende sag.

109.
    Ligesom Rådet er jeg ikke enig i denne vurdering. I Grant-dommen, hvis argumentation af de ovenfor anførte grunde (se punkt 83-88) bør finde anvendelse i den foreliggende sag, henviste Domstolen til afgørelser truffet af Den Europæiske Menneskerettighedskommission, hvorefter faste, homoseksuelle forhold, trods den udvikling, der er sket i nutiden hvad angår indstillingen til homoseksualitet, ikke er omfattet af den ret til respekt for familielivet, som er beskyttet ved konventionens artikel 8 (25).

110.
    Modsat det af D anførte blev disse afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedskommission ikke alle truffet før indførelsen af det registrerede partnerskab. Således blev afgørelsen i sagen Kerkhoven og Hinke mod Nederlandene truffet i 1992, hvorimod det registrerede partnerskab for eksempel i Danmark blev indført i 1989.

111.
    Som det i øvrigt anføres af Rådet har den overgivelse af ukorrekte oplysninger til tredjemand, som D har klaget over, absolut ingen sammenhæng med den foreliggende sag.

112.
    Det er derfor min opfattelse, at D's femte anbringende ikke bør tages til følge.

I - Anbringendet om en tilsidesættelse af artikel 1, stk. 2, litra a), i bilag VII til vedtægten

113.
    Under retsmødet gjorde D gennem sin advokat gældende, at Rådet burde have tildelt ham husstandstillæg i medfør af artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII til vedtægten.

114.
    Imidlertid må det lægges til grund, at appellanten hverken har henvist til denne bestemmelse i sin ansøgning, i sin klage eller i den for Retten indgivne stævning. Domstolen har kun kompetence til at tage stilling til den retslige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans (26).

115.
    Det følger af ovenstående, at anbringendet om en tilsidesættelse af artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII til vedtægten skal afvises.

J - Afsluttende bemærkninger

116.
    Sammenfattende er det således min opfattelse, at de af D og Kongeriget Sverige iværksatte appelsager ikke kan tages til følge. Således dannede hverken artikel 1, stk. 2, litra a), i bilag VII til vedtægten eller de af D påberåbte principper på tidspunktet for sagens faktiske omstændigheder grundlag for at sidestille ham - som registreret partner - med en »gift tjenestemand«. Som det anføres af Retten er kun fællesskabslovgiver kompetent til at træffe bestemmelse om en sådan sidestilling.

117.
    For så vidt angår sagsomkostningerne må det konstateres, at det følger af procesreglementets artikel 122, at dets artikel 70 ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Følgelig bør procesreglementets artikel 69, stk. 2, finde anvendelse, hvori det bestemmes: »er der flere tabende parter, træffer Domstolen afgørelse om omkostningernes fordeling«, og der er efter min opfattelse ikke grundlag for at fravige denne bestemmelse ved at bringe muligheden i procesreglementets artikel 122 i anvendelse. Under hensyn til antallet af anbringender, som dels er fremført af D, dels af Kongeriget Sverige, finder jeg det rimeligt, at D tilpligtes at betale to tredjedele af Rådets sagsomkostninger og at Kongeriget Sverige tilpligtes at betale en tredjedel.

118.
    Hvad intervenienterne angår bør disse bære deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 69, stk. 4.

IV - Forslag til afgørelse

119.
    Jeg skal således foreslå Domstolen at træffe følgende afgørelse:

Appellen forkastes.

D bærer sine egne samt to tredjedele af Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger.

Kongeriget Sverige bærer sine egne samt en tredjedel af Rådet for Den Europæiske Unions omkostninger.

Kongeriget Danmark og Kongeriget Nederlandene bærer deres egne omkostninger.


1: Originalsprog: fransk.


2: -    Dom af 17.6.1993, sag T-65/92, Sml. II, s. 597, præmis 28.


3: -    Dom af 18.12.1992, sag T-43/90, Sml. II, s. 2619, præmis 36.


4: -    Dom af 17.4.1986, sag 59/85, Nederlandene mod Reed, Sml. s. 1283.


5: -    Reed-dommen, præmis 12 og 13.


6: -    Reed-dommen, præmis 15.


7: -    Jf. f.eks. dom af 18.1.1984, sag 327/82, Ekro, Sml. s. 107, præmis 11, og af 19.9.2000, sag C-287/98, Linster, Sml. I, s. 6917, præmis 43.


8: -    Dom af 19.3.1964, sag 75/63, Sml. 1954-1964, s. 471, org. ref.: Rec. s. 347.


9: -    Unger-dommen, s. 474, org. ref.: Rec. s. 363.


10: -    EFT L 113, s. 4.


11: -    Note af 27.3.98, punkt A, fra De faste repræsentanters komité til Rådet (kod. 6883/98) - jf. bilag 2 til Rådets svarskrift.


12: -    EFT 1968 (I) s. 30.


13: -    Dom af 2.12.1997, sag C-336/94, Dafeki, Sml. I, s. 6761.


14: -    Dom af 17.2.1998, sag C-249/96, Sml. I, s. 621, præmis 34 og 35.


15: -    I den forbindelse har D i sine skriftlige indlæg henvist til dom af 11.6.1996, sag T-147/95, Pavan mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 291 og II, s. 861, præmis 42, og under retsmødet har han henvist til dom af 23.3.1988, sag 248/87, Mouriki mod Kommissionen, Sml. s. 1721.


16: -    Dom af 30.4.1996, sag C-13/94, P mod S Cornwall County Council, Sml. I, s. 2143.


17: -    Jf. bl.a. domme af 11.1.2001, sag C-389/98 P, Gevaert mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 54, og sag C-459/98 P, Martínez del Peral Cagigal mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50.


18: -    Min fremhævelse.


19: -    Grant-dommen, præmis 29.


20: -    Min fremhævelse.


21: -    Grant-dommen, præmis 35.


22: -    Grant-dommen, præmis 47.


23: -    Dom af 21.12.1999, Salgueiro da Silva Mouta (nr. 33290/96).


24: -    Dom af 1.6.1994, sag C-136/92 P, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., Sml. I, s. 1981, præmis 59.


25: -    Grant-dommen, præmis 33.


26: -    Jf. dommen i sagen Kommissionen mod Brazzelli.